Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING om Grækenlands nationale reformprogram for 2012 /* COM/2012/0307 final */
Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING om Grækenlands nationale reformprogram for
2012 RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION, som henviser til traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2 og artikel 148, stk. 4, som henviser til Rådets forordning (EF) nr.
1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt
overvågning og samordning af økonomiske politikker[1],
særlig artikel 5, stk. 2, som henviser til henstilling fra
Europa-Kommissionen[2], under henvisning til beslutningerne fra
Europa-Parlamentet[3], som henviser til konklusionerne fra Det
Europæiske Råd, som henviser til udtalelse fra
Beskæftigelsesudvalget, som har hørt Det Økonomiske og Finansielle
Udvalg, og som tager følgende i betragtning: (1) Den 26. marts 2010 godkendte
Det Europæiske Råd Europa-Kommissionens forslag til en ny strategi for vækst og
beskæftigelse, Europa 2020, baseret på en øget koordinering af de økonomiske
politikker, som vil fokusere på nøgleområder, hvor der skal gøres en særlig
indsats for at øge EU's potentiale for bæredygtig vækst og konkurrenceevne. (2) Den 13. juli 2010 vedtog
Rådet en henstilling om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og
Unionens økonomiske politikker (2010-2014) og den 21. oktober 2010 en
afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker[4],
som tilsammen udgør de "integrerede retningslinjer". Medlemsstaterne
blev opfordret til at tage de integrerede retningslinjer i betragtning i deres
nationale økonomiske politik og beskæftigelsespolitik. (3) Den 12. juli 2011 vedtog
Rådet en henstilling om Grækenlands nationale reformprogram for 2011. (4) Den 23. november 2011 vedtog
Kommissionen den anden årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det
andet europæiske semester med forudgående og integreret politisk samordning,
som er forankret i Europa 2020-strategien. (5) Den 2. marts 2012 tilsluttede
Det Europæiske Råd sig prioriteterne for sikringen af finansiel stabilitet,
finanspolitisk konsolidering og tiltagene til fremme af vækst. Det
understregede behovet for at fortsætte en differentieret og vækstfremmende
finanspolitisk konsolidering, genetablere normale lånemuligheder for
erhvervslivet, fremme vækst og konkurrenceevne, håndtere arbejdsløsheden og de
sociale konsekvenser af krisen og modernisere den offentlige forvaltning. (6) Den 2. marts 2012 opfordrede
Det Europæiske Råd tillige de medlemsstater, der deltager i europluspagten, til
at fremlægge deres tilsagn i så god tid, at de kan indgå i deres stabilitets-
eller konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer. (7) Den 12. april 2012 afleverede
Grækenland sit nationale reformprogram for 2012 og ufuldstændige oplysninger om
landets budgetplaner. De græske myndigheder opfordres til at aflevere et
fuldstændigt sæt standardoversigter som krævet i den præventive del af
stabilitets- og vækstpagten. (8) Den 21. februar 2012 blev
eurogruppen enig om et andet økonomisk tilpasningsprogram for Grækenland.
Gennemførelsen af de økonomiske politikker, der beskrives i aftalememorandummet
for særlig politisk konditionalitet, vil bidrage til at nedbringe Grækenlands
offentlige gæld til 117 % af BNP i 2020. Det blev vedtaget, at den officielle
sektorfinansiering af programmet vil beløbe sig til 130 mia. EUR indtil 2014
udover de beløb, der blev tildelt under det første tilpasningsprogram. (9) Frigivelsen af trancherne
sker på basis af overensstemmelse med kvantitative resultatkriterier og en
positiv vurdering af fremskridtene i forbindelse med de politikkriterier, der
er fastsat i Rådets afgørelse 2011/734/EU af 12. juli 2011 (som ændret den 8.
november 2011 og den 13. marts 2012) og i aftalememorandummet for
økonomipolitisk konditionalitet, som blev underskrevet den 14. marts 2012. (10) Den 19. marts 2012 udbetalte
EFSF den første rate (5,9 mia. EUR) af den første tranche (14,5 mia. EUR) af
det nye finansieringsprogram til Grækenland. Grækenland har ligeledes modtaget
1,6 mia. EUR af IMF. I maj 2012 vil Grækenland have modtaget 147,5 mia. EUR
gennem officiel finansiering under det første og det andet program. (11) I 2010 og 2011 har Grækenland
gjort visse fremskridt i retning af de ambitiøse målsætninger i
tilpasningsprogrammet. Flere faktorer har hæmmet gennemførelsen: politisk
ustabilitet, sociale uroligheder og problemer med den administrative kapacitet
og mere grundlæggende en recession, der har vist sig at være endnu dybere end
forventet. Nogle vigtige finanspolitiske mål blev ikke nået, hvilket har ført
til vedtagelsen af yderligere konsolideringsforanstaltninger gennem 2010 og
2011. Grækenland har dog formået at nedbringe den offentlige gæld betydeligt:
fra 15,8 % af BNP i 2009 til 9,1 % i 2011. (12) Den 18. april 2012 vedtog
Kommissionen en meddelelse om "Vejen til vækst i Grækenland", der
fremhæver de positive virkninger, en fuld og effektiv gennemførelse af det
økonomiske tilpasningsprogram kan få ved at lægge byggestenene til vækst,
investeringer og social fornyelse. Denne meddelelse påminder, at Grækenland kan
drage styrke og konkret støtte af sit EU-medlemskab og som en el af
euroområdet. Den understreger, at de reformer, der er angivet i det andet
økonomiske tilpasningsprogram, stiler efter at genskabe den græske økonomis
vækstpotentiale og jobskabelse og skabe et mere ligeligt samfund. Den skitserer
den brede finansielle støtte, som gøres tilgængelig for Grækenland, og
fremhæver viljen blandt Grækenlands partnere, og især Kommissionen, til at
finde metoder til at øge virkningerne af de første hurtige resultater ved
hastig handling og EU-støtte. (13) Den økonomiske krise og de
efterfølgende tiltag til finanspolitisk konsolidering har haft indflydelse på
Grækenlands muligheder for at nå Europa 2020-målsætningerne, især de mål der er
socialt orienterede. Ikke desto mindre kan strukturreformerne, især dem på
arbejdsmarkedet, liberaliseringen af flere sektorer og et antal
foranstaltninger, der skal forbedre erhvervsmiljøet, bidrage til at fremme
konkurrenceevnen, sætte gang i produktiviteten, øge beskæftigelsen og nedbringe
produktionsomkostningerne, så beskæftigelsen stiger og fattigdommen og den
sociale eksklusion begrænses på mellemlang sigt. På trods af den økonomiske
krise har Grækenland fortsat indsatsen med at nå de miljømæssige målsætninger
for Europa 2020. (14) Strukturfondene undergår en
strukturel omprogrammering med fokus på støtte til ungdomsbeskæftigelse og
konkurrenceevne (især i små og mellemstore virksomheder). De nye
foranstaltninger giver styrke til tiltagene på områder som adgang til
beskæftigelse, uddannelse og professionelle kvalifikationer samt adgang til finansiering
for små og mellemstore virksomheder. (15) Grækenland har givet en række
tilsagn under europluspagten. Disse tilsagn og gennemførelsen af tilsagnene
givet i 2011 omhandler fremme af beskæftigelsen, forbedret konkurrenceevne,
øget holdbarhed i de offentlige finanser og større finansiel stabilitet, HENSTILLER, at Grækenland: gennemfører
foranstaltningerne i Rådets afgørelse 2011/731/EU af 12. juli 2011, som ændret
den 8. november 2011 og den 13. marts 2012, og i aftalememorandummet for særlig
økonomipolitisk konditionalitet, som blev underskrevet den 14. marts 2012. Udfærdiget i Bruxelles, den På
Rådets vegne Formand [1] EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1. [2] COM(2012)307 final. [3] P7_TA(2012)0048 og P7_TA(2012)0047. [4] Rådets afgørelse 2012/238/EU af 26. april 2012.