Sagsøgeren gør gældende, at den kendsgerning, at man siden februar 1971 hav de overdraget ham ansvaret for Ispra-institutionens materielkontor, udgør en ny faktisk omstændighed, som gør hans krav om ansættelse fra denne dato berettiget.

Sagsøgte replicerer, at den kendsgerning, som af sagsøgeren hævdes at være ny, bestod i, at sagsøgeren midlertidigt (fra februar til maj 1971), som følge af at chefen for Ispra-institutionens materielkontor var syg, udøvede funktioner, som normalt blev varetaget af sidstnævnte. Det drejer sig om en midlertidig udvidelse af opgaver, der er beskrevet som vigtigere opgaver, udført efter tildeling.

Sagsøgte bestrider, at sagsøgeren skulle have forestået materiellet i Ispra. Sagsøgte bemærker i denne forbindelse, at de forskrifter, der vedrørte vedligeholdelsen af materiellet, blev meddelt forskellige personer, blandt andet også sagsøgeren, for at disse skulle være informeret om de bestemmelser, der var truffet på et område, hvor de udøvede deres funktioner.

Ajour-førelsen af inventarfortegnelsen henhørte under en anden tjenestemands kompetence, og denne blev midlertidigt fra oktober 1970 til september 1971 på grund af sit fravær som følge af sygdom erstattet af sagsøgeren.

Sagsøgte hævder, at de omstændigheder, der kan komme på tale som nye, må være præcise udtryk for administrationens vilje. Sagsøgte bestrider følgelig, at der i februar 1971 skulle være indtrådt nogen som helst ny omstændighed, og udleder heraf, at klagen ikke kan antages til realitetsbehandling i hvilken forbindelse det må bemærkes, at administrationens tavshed kun var en simpel bekræftelse af beslutninger, der var truffet i 1963.

Sagsøgeren svarer, at den tidligere chef for materieltjenesten ved Ispra-institutionen ikke har genoptaget sit arbejde ved dette kontor, fordi han blev forflyttet til administrations-og personaleafdelingen. Det forholder sig på samme måde med den anden tjenestemand. Det følger heraf, at sagsøgeren rent faktisk er fast chef for materielkontoret.

Sagsøgeren hævder, at kravet om ligebehandling må bevirke, at han bliver indplaceret i kategori B med virkning fra 1. februar 1971, idet de tjenestemænd, der er ansvarlige for inventarfortegnelsen i de andre institutioner, alle er indplaceret i kategori B i medfør af en klar forordning for Det fælles Forskningscenter. Omplaceringen af sagsøgeren er i øvrigt så meget desto mere påkrævet, som Is-pra-institutionen indtager en fremtrædende stilling i forhold til de andre institutioner. I sagsøgerens bedømmelsesrapport er det i øvrigt angivet, at de funktioner, som han varetager, svarer til hans uddannelse og evner. Han betragtes af Kommissionen som den, der forestår inventarfortegnelsen ved Ispra.

Sagsøgte bemærker, at den omstændighed, at en tjenestemand af tjenstlige grunde midlertidigt udøver de funktioner, der henhører under en anden tjenestemand, på ingen måde medfører en forpligtelse til at indplacere ham i denne sidstes lønklasse. Oprykning i en højere kategori reguleres af vedtægtens artikel 45, stk. 2, som er ufravigelig. En sådan vikarieren for en tjenestemand i en højere lønklasse, som sagsøgeren rent faktisk har foretaget, ville ikke have berettiget administrationen til at indplacere ham i en høiere kategori.

Sagsøgte støtter sig på Domstolens dom i sag nr. 77/70 (Rec. 1971, s. 1127), ifølge hvilken den omstændighed, at en tjenestemand udfører funktioner, der svarer til en stilling af en højere lønklasse, ikke er tilstrækkelig til at berettige, at han bliver omplaceret.

Omplaceringen må ikke sammenblandes med omvurderingen af en bestående stilling, hvorved der tillægges de funktioner, der er knyttet til denne særlige stilling, en anden og mere fordelagtig betydning. Sagsøgte henviser herved til Domstolens domme i sagerne nr. 70/63 og nr. 26/67 (Rec. 1964, s. 921 og Rec. 1968, s. 527).

For så vidt angår ligebehandling med tjenestemænd, der er tilknyttet andre insti tutioner under Det fælles Forskningscenter, bemærker sagsøgte, at selv om en tjenestemand af kategori B 4 i Karlsruhe udøver funktioner, der svarer til sagsøgerens, så har denne yderligere til opgave at varetage foretagendets analytiske regnskabsføring og at beskæftige sig med markeder. I de andre institutioner varetages sagsøgerens funktioner af ansatte i kategori C. I øvrigt bestrider sagsøgte, at der findes nogen som helst retsforskrifter om dette spørgsmål.

Sagsøgeren svarer, at han rent faktisk er tilknyttet en stilling, der tidligere var besat af en tjenestemand i lønklasse B, som ikke længere er ved materielkontoret.

Sagsøgte replicerer, at sagsøgte først efter indgivelsen af svarskriftet er blevet underrettet om sidstnævnte tjenestemands overførsel og om hans udnævnelse til en stilling ved personale-og administrationsafdelingen, hvilket skete den 1. august 1971, dvs. kort tid efter hans tilbagevenden til tjenesten efter en lang sygdomsperiode. Men sagsøgte hævder, at denne overførsel ikke har nogen som helst indflydelse på sagsøgerens indplacering.

Ifølge den bedømmelsesrapport, som Kommissionen ligger inde med, består sagsøgerens opgaver i at ordne det materiel, der bliver bestilt af Ispra-institutionen, til brug for en inventarfortegnelse, at bestemme om materiellet kan registreres, og at kontrollere, hvorvidt det svarer til bestillingerne. Som stedfortræder for administrationschefen havde sagsøgeren endvidere til opgave at følge de fremgangsmåder, der blev anvendt ved ændringer af inventarfortegnelsen og ved overdragelse af materiellet, at sørge for koordination med den samlede inventarfortegnelse og at foretage mekonagrafiske registeringer vedrørende materiellet. Sagsøgeren udøvede sin virksomhed inden for rammerne af finans-og forsy-nigsafdelingen, under kontrol og i direkte underordnelsesforhold til afdelingens chef.

Niveauet for hans placering er fuldt berettiget; dette følger allerede af en sammenligning af hans funktioner med dem, der optræder i oversigten over beskrivelserne af stillingstyper. Her kommer det klart frem, at sagsøgeren ikke har fået tildelt funktioner på et højere niveau end svarende til hans lønklasse.

De funktioner, der er beskrevet for en førstekontorist såvel som de forskellige funktioner, der er angivet som eksempler, svarer udmærket til de funktioner, der udøves af sagsøgeren, og han kunne analogt betegnes som lagerforvalter, for at blive i de betegnelser, der er opført i oversigten, eller som førstekontorist i arkivtjenesten. Det må bemærkes, at opgaver svarende til dem, som sagsøgeren udfører, er beskrevet som funktioner for lønklasse C2/C3 (lagerbogholder, bogholder, hulkortoperatør), som ganske åbenbart også omfattes af funktioner, der hører under en højere lønklasse.

Skønt udvidelsen af sagsøgerens funktioner i realiteten opretholdtes uden ændring, efter at chefen for kontoret var blevet overflyttet, har der ikke været tale om en sådan udvidelse, at den har kunnet få de funktioner, som Tontodonati udøvede, til at overskride rammerne for de funktioner, som i overensstemmelse med beskrivelsen af stillingstyper nor malt betros en tjenestemand af kategori C 1.

I det offentlige retsmøde har sagsøgte understreget, at sagsøgte ved vurderinger af en stilling især tager hensyn til det antal personer, som er undergivet vedkommende tjenestemand. Da sagsøgeren ikke har nogen personer under sig, har der ikke været grund til at overveje en omvurdering af hans stilling.

Sagsøgeren fremhæver yderligere, at selv om vedtægten ikke kender til omvurdering af en stilling, og selv om han ikke kan forfremmes uden en udvælgelsesprøve, så består der ifølge vedtægten en mulighed for at arrangere en sådan udvælgelsesprøve. Domstolen kunne i sin dom foreskrive alle de forholdsregler, der var nødvendige for at afgøre tvisten, specielt sådanne, som kunne afhjælp administrationens passivitet. Til støtte for denne tese henviser sagsøgeren til Domstolens praksis i sagerne