|
9.8.2023 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 199/9 |
KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2023/1615
af 3. maj 2023
om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder, som præciserer, på hvilke betingelser kompensation, pengesubstitut for en sådan kompensation eller ethvert provenu, som skal betales i henhold til samme forordnings artikel 63, stk. 1, skal videregives til kunder og indirekte kunder, samt hvornår videregivelsen skal anses for at være forholdsmæssig
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter og om ændring af forordning (EU) nr. 1095/2010, (EU) nr. 648/2012, (EU) nr. 600/2014, (EU) nr. 806/2014 og (EU) 2015/2365 samt direktiv 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2007/36/EF, 2014/59/EU og (EU) 2017/1132 (1), særlig artikel 63, stk. 2, tredje afsnit, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Artikel 63 i forordning (EU) 2021/23 foreskriver, at aftaleforhold, der giver clearingmedlemmer mulighed for at overføre de negative konsekvenser af afviklingsværktøjerne til deres kunder, også, på et tilsvarende og forholdsmæssigt grundlag, omfatter kundernes ret til enhver form for erstatning eller kompensation, som clearingmedlemmer modtager i overensstemmelse med artikel 27, stk. 6, i forordning (EU) 2021/23, eller enhver pengesubstitut for en sådan erstatning eller kompensation eller ethvert provenu, som de har modtaget som følge af et krav fremsat i henhold til artikel 62 i forordning (EU) 2021/23 (»godtgørelse«), i det omfang et sådant provenu vedrører kundepositioner og deres bidrag, samt at disse bestemmelser også finder anvendelse på aftaleforhold mellem kunder og indirekte kunder, der leverer indirekte clearingydelser til deres kunder. |
|
(2) |
For at sikre en ensartet og forholdsmæssig fordeling af godtgørelsen bør clearingydelsesleverandører, på en fair og ikke-diskriminerende måde, fordele de forskellige former for godtgørelse til de berørte clearingydelsesbrugere. Den del af godtgørelsen, som hver enkelt berørt clearingydelsesbruger modtager, bør stå i et rimeligt forhold til bidraget fra den pågældende clearingydelsesbruger til afviklingen af CCP'en, som vedkommende havde indirekte adgang til gennem den pågældende clearingydelsesleverandør, hvor et sådant bidrag resulterer i en betaling i henhold til artikel 27, stk. 6, eller artikel 62 i forordning (EU) 2021/23 (»kvalificeret bidrag«). Af samme grund bør clearingydelsesbrugere modtage deres godtgørelse uden modregning, medmindre en clearingydelsesbruger har en forfalden og betalbar forpligtelse over for en clearingydelsesleverandør, som på sin side er forpligtet til at videregive en godtgørelse til den pågældende clearingydelsesbruger. For at forhindre, at sådan modregning eller netting resulterer i en uretmæssig reduktion af tilgodehavenderne for clearingydelsesbrugere længere nede i clearingkæden, hvor modtageren også er clearingydelsesleverandør, bør den godtgørelse, der skal videregives til dennes clearingydelsesbrugere, beregnes på grundlag af den godtgørelse, som clearingydelsesleverandøren har modtaget, inden fradrag eller modregning. |
|
(3) |
Godtgørelser bør tildeles på en fair og ikke-diskriminerende måde til alle clearingydelsesbrugere, der har ydet et kvalificeret bidrag, og til clearingydelsesleverandørens egne konti, hvis den pågældende clearingydelsesleverandør også har ydet et kvalificeret bidrag. Med henblik på yderligere at undgå forskelsbehandling eller unfair behandling bør clearingydelsesleverandører ikke gøre brug af klausuler om efterstilling eller rangordning ved fordelingen af de pågældende godtgørelser. |
|
(4) |
Markedsforholdene kan forventes at være meget stressede i en afviklingssituation. Det er derfor nødvendigt at sikre gennemsigtighed for clearingydelsesbrugere og at give dem sikkerhed for, at de finansielle aktiver og instrumenter, der skal anvendes til fordelingen af godtgørelsen, er beskyttet i tilfælde af misligholdelse fra deres clearingydelsesleverandørs side. Clearingydelsesleverandører bør af samme grund, når de modtager godtgørelse på vegne af en clearingydelsesbruger, holde godtgørelsen på en særskilt og adskilt konto. |
|
(5) |
Viften af finansielle aktiver eller finansielle instrumenter, der kan anvendes til at kompensere clearingmedlemmer, kunder og indirekte kunder, er meget bred, og de forskellige aktiver og instrumenter er forbundet med forskellige risici. Med henblik på at sikre en fair og ligelig fordeling af godtgørelsen bør clearingydelsesleverandører fordele de forskellige typer finansielle aktiver og finansielle instrumenter, de har modtaget som godtgørelse, ligeligt mellem de forskellige clearingydelsesbrugere og egne konti. En sådan fordeling bør stå i et rimeligt forhold til de kvalificerede bidrag fra de pågældende clearingydelsesbrugere til afviklingen af den CCP, som de har indirekte adgang til gennem de pågældende clearingydelsesleverandører, eller fra clearingydelsesleverandører i den pågældende afviklingsprocedure. |
|
(6) |
Det er nødvendigt at tage hensyn til de særlige operationelle forhold og hindringer, der gør sig gældende for visse typer finansielle aktiver og finansielle instrumenter. Det er tillige nødvendigt i videst muligt omfang at sikre, at clearingydelsesbrugeren får en rimelig godtgørelse, hvis clearingydelsesbrugeren ikke har mulighed for at modtage en bestemt type finansielt aktiv eller finansielt instrument eller af andre årsager foretrækker ikke at modtage en bestemt type finansielt aktiv eller finansielt instrument. Clearingydelsesleverandøren bør derfor, efter anmodning fra clearingydelsesbrugeren, så vidt muligt overføre det pågældende aktiv eller instrument til en anden modtager, som clearingydelsesbrugeren har udpeget. Er dette ikke muligt, bør clearingydelsesleverandøren sælge de relevante aktiver eller instrumenter på markedet til en tredjepart til den aktuelle markedspris og efterfølgende overføre salgsprovenuet til clearingydelsesbrugeren. |
|
(7) |
For at sikre gennemsigtighed og sporbarhed bør clearingydelsesleverandører så vidt muligt informere deres clearingydelsesbrugere om enhver beslutning, der træffes i afviklingsprocessen vedrørende kompensation for kvalificerede bidrag. Det bør i den forbindelse så vidt muligt oplyses, hvad beslutningen om at bidrage til afviklingen i henhold til forordning (EU) 2021/23 omfatter, hvad godtgørelsen er sammensat af, og hvordan denne er beregnet, herunder hvilke metoder clearingydelsesleverandøren har anvendt til beregningen af clearingydelsesbrugerens godtgørelse. Af samme grund og for at sikre, at clearingydelsesbrugere forstår forholdet mellem det bidrag, de har ydet, og den godtgørelse, de har modtaget, bør clearingydelsesleverandører, så vidt muligt og uden at overtræde eventuelle fortrolighedsbegrænsninger, underrette clearingydelsesbrugerne om den samlede fordeling og sammensætning af godtgørelsen. |
|
(8) |
Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) har forelagt for Kommissionen. |
|
(9) |
ESMA har afholdt åbne offentlige høringer om udkastet til de reguleringsmæssige tekniske standarder, som denne forordning er baseret på, har analyseret de potentielle omkostninger og fordele herved og har anmodet om rådgivning fra interessentgruppen for værdipapirer og markeder, som er nedsat i henhold til artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (2) — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Definitioner
I denne forordning forstås ved:
|
1) |
»clearingydelsesleverandør«: et clearingmedlem som defineret i artikel 2, nr. 14), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 (3), en kunde som defineret i artikel 2, nr. 15), i forordning (EU) nr. 648/2012, en indirekte kunde, en indirekte kunde i andet led eller en indirekte kunde i tredje led som defineret i artikel 1, litra b), d) eller e), i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/2154 (4), som direkte eller indirekte leverer clearingydelser i Unionen |
|
2) |
»clearingydelsesbruger«: en kunde som defineret i artikel 2, nr. 15), i forordning (EU) nr. 648/2012 eller en indirekte kunde, en indirekte kunde i andet led eller en indirekte kunde i tredje led som defineret i artikel 1, litra b), d) eller e), i delegeret forordning (EU) 2017/2154, som benytter sig af clearingydelser, der leveres af en clearingydelsesleverandør |
|
3) |
»godtgørelse«: den erstatning eller kompensation, som clearingmedlemmer modtager i henhold til artikel 27, stk. 6, i forordning (EU) 2021/23, herunder ejerskabsinstrumenter, gældsinstrumenter eller instrumenter, der dokumenterer en fordring på CCP'ens fremtidige overskud, eller enhver pengesubstitut for en sådan erstatning eller kompensation eller ethvert provenu, som de modtager som følge af et krav fremsat i henhold til artikel 62 i forordning (EU) 2021/23, herunder hvis et af disse beløb, jf. nævnte artikler, videregives til en clearingydelsesbruger |
|
4) |
»kvalificeret bidrag«: det bidrag, som en clearingydelsesbruger, på de betingelser, der er fastsat i artikel 63 i forordning (EU) 2021/23, yder til CCP'en under afvikling, som brugeren har indirekte adgang til gennem en clearingydelsesleverandør, hvor bidraget, som er ydet gennem CCP'ens clearingmedlem i forbindelse med afviklingsproceduren, har resulteret i en godtgørelse. |
Artikel 2
Godtgørelsens form
Den godtgørelse, som en clearingydelsesleverandør krediteres eller tildeles, og som videregives til en clearingydelsesbruger, kan være i form af kontanter, finansielle instrumenter, ejerskabsinstrumenter, gældsinstrumenter eller instrumenter, der dokumenterer en fordring på CCP'ens fremtidige overskud.
Artikel 3
Fordeling af godtgørelsen
1. Clearingydelsesleverandører skal, på en fair og ikke-diskriminerende måde, fordele den relevante godtgørelse mellem alle clearingydelsesbrugere, der har ydet et kvalificeret bidrag, herunder clearingydelsesbrugere, der ikke længere er clearingydelsesbrugere hos den clearingydelsesleverandør, der modtager godtgørelsen, i overensstemmelse med de kvalificerede bidrag, som de enkelte clearingydelsesbrugere har ydet.
2. Clearingydelsesleverandører skal beregne den godtgørelse, der skal fordeles, på en gennemsigtig måde og underrette de enkelte clearingydelsesbrugere hver for sig, jf. artikel 5, stk. 2, litra c).
3. Clearingydelsesleverandører skal overføre godtgørelsen til egne konti og til kontiene for de af deres clearingydelsesbrugere, der har ydet et kvalificeret bidrag, på grundlag af en beregning af de kvalificerede bidrag, der er ydet, idet de ikke må forskelsbehandle eller rangordne de forskellige modtagere. Clearingydelsesleverandører må ikke overføre nogen del af godtgørelsen til deres egen konto, før de har overført den del af godtgørelsen, som de af deres clearingydelsesbrugere, der har ydet et kvalificeret bidrag, har ret til, til disses brugeres konti.
4. Clearingydelsesleverandører kan foretage fradrag eller modregning i godtgørelsen, hvis en clearingydelsesbruger har en forfalden og betalbar forpligtelse over for en clearingydelsesleverandør, som i henhold til artikel 63 i forordning (EU) 2021/23 er forpligtet til at videregive en godtgørelse til selvsamme clearingydelsesbruger.
Er modtageren også en clearingydelsesleverandør, beregnes den godtgørelse, der skal videregives til den pågældendes clearingydelsesbrugere, dog på grundlag af den godtgørelse, som clearingydelsesleverandøren skulle have modtaget, inden fradrag eller modregning som omhandlet i første afsnit.
5. En clearingydelsesleverandør skal holde godtgørelse modtaget i henhold til artikel 27, stk. 6, eller artikel 62 i forordning (EU) 2021/23 på en særskilt og adskilt konto, indtil alle skyldige godtgørelser er fuldt fordelt.
Artikel 4
Typer af godtgørelse og levering
1. Består godtgørelsen i forskellige typer finansielle aktiver eller finansielle instrumenter, skal clearingydelsesleverandøren, uanset om disse aktiver eller finansielle instrumenter er i form af kontanter, ejerskabsinstrumenter, gældsinstrumenter eller ethvert andet instrument, der dokumenterer en fordring på det fremtidige overskud for CCP'en under afvikling, opdele godtgørelsen efter aktiv- eller instrumenttype. Hver clearingydelsesleverandør skal derefter tildele og fordele godtgørelsen til sine clearingydelsesbrugere og til sin egen konto, hvis han er berettiget til godtgørelse, i overensstemmelse med de kvalificerede bidrag, der er ydet, og i det samme forhold for så vidt angår de enkelte typer finansielle aktiver eller finansielle instrumenter.
2. En clearingydelsesleverandør, som på grund af afviklingsbegrænsninger eller en anden hindring for overførsel af bestemte aktiver eller instrumenter ikke har mulighed for at uddele godtgørelsen til en clearingydelsesbruger, der har ydet et kvalificeret bidrag, i den form, der kræves i henhold til stk. 1, skal straks underrette den pågældende clearingydelsesbruger herom.
3. Lykkes det ikke at fjerne den i stk. 2 omhandlede afviklingsbegrænsning eller hindring, senest tre arbejdsdage efter at clearingydelsesbrugeren har modtaget den i samme stykke omhandlede underretning, skal clearingydelsesleverandøren anmode clearingydelsesbrugeren om inden for fem arbejdsdage at udpege en alternativ modtager af de relevante aktiver eller instrumenter. En clearingydelsesbruger kan også anmode clearingydelsesleverandøren om at uddele de finansielle aktiver eller finansielle instrumenter til en alternativ modtager. Har clearingydelsesbrugeren udpeget en alternativ modtager, skal clearingydelsesleverandøren så vidt muligt overføre de finansielle aktiver eller finansielle instrumenter til denne alternative modtager til en for clearingydelsesbrugeren rimelig pris.
4. Hvis en overførsel til en alternativ modtager i henhold til stk. 3 ikke er mulig, skal clearingydelsesleverandøren skriftligt underrette den pågældende clearingydelsesbruger herom senest tre arbejdsdage efter udpegelsen af den alternative modtager, med angivelse af årsagen til, at det ikke er muligt. I så fald skal clearingydelsesleverandøren sælge de pågældende aktiver eller instrumenter til tredjemand på et etableret værdipapirmarked til den aktuelle markedspris og overføre salgsprovenuet til clearingydelsesbrugeren efter fradrag af eventuelle rimelige salgsomkostninger.
Artikel 5
Oplysninger om godtgørelse
1. Clearingydelsesleverandører skal skriftligt underrette de clearingydelsesbrugere, der har ydet et kvalificeret bidrag, om enhver godtgørelse, som de måtte være berettiget til.
2. Den i stk. 1 omhandlede underretning skal indeholde følgende oplysninger:
|
a) |
hvis det er relevant, en kopi af afviklingsmyndighedens afgørelse om, at clearingmedlemmet er berettiget til at få udbetalt forskellen, jf. artikel 62 i forordning (EU) 2021/23 |
|
b) |
hvis det er relevant, en kopi af afviklingsmyndighedens afgørelse om, at CCP'en skal yde kompensation til clearingmedlemmer, der har lidt overskydende tab som omhandlet i artikel 27, stk. 6, første afsnit, i forordning (EU) 2021/23, sammen med en redegørelse for, hvordan det pågældende beløb er fratrukket en eventuel ret til udbetaling af forskellen som omhandlet i artikel 62 i forordning (EU) 2021/23 |
|
c) |
klare og præcise oplysninger om den godtgørelse, der skal uddeles til clearingydelsesbrugeren, og om den metode, der er anvendt til at beregne denne godtgørelse |
|
d) |
klare og præcise oplysninger om den af clearingydelsesleverandøren modtagne godtgørelse inden modregning eller andre fradrag i overensstemmelse med denne forordnings artikel 3, stk. 4 |
|
e) |
klare og præcise oplysninger om den form, hvori godtgørelsen til clearingydelsesleverandøren er ydet, idet der skal sondres mellem kontanter og finansielle instrumenter og mellem hver af de forskellige former for finansielle instrumenter, herunder ejerskabsinstrumenter, gældsinstrumenter eller instrumenter, der dokumenterer en fordring på CCP'ens fremtidige overskud, samt oplysninger om sammensætningen af godtgørelsen til clearingydelsesbrugeren |
|
f) |
generelle oplysninger om den samlede fordeling af godtgørelsen mellem clearingydelsesleverandørens clearingydelsesbrugere og clearingydelsesleverandørens egne konti, med forbehold af eventuelle fortrolighedsbegrænsninger |
|
g) |
enhver beregning af renter eller andre relevante faktorer af betydning for godtgørelsen. |
Artikel 6
Ikrafttræden
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 3. maj 2023.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 22 af 22.1.2021, s. 1.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).
(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EUT L 201 af 27.7.2012, s. 1).
(4) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/2154 af 22. september 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende indirekte clearingordninger (EUT L 304 af 21.11.2017, s. 6).