Parternes påstande

15

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–

Den anfægtede afgørelse omgøres, og der gives afslag på registrering af det ansøgte varemærke.

–

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse.

16

EUIPO har nedlagt følgende påstande:

–

Frifindelse.

–

Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Retlige bemærkninger

Påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse

23

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand om annullation af den anfægtede afgørelse i det væsentlige påberåbt sig to anbringender. Det første anbringende vedrører en fejlagtig anvendelse af de regler, der regulerer indsigelsessager, og det andet vedrører en fejlagtig anvendelse af regel 50, stk. 1, i forordning nr. 2868/95 og artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009.

Det andet anbringende vedrørende en fejlagtig anvendelse af regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95 og artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009

39

Det bemærkes indledningsvis, at regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95 fastsætter, at »[e]r klagen rettet imod en afgørelse truffet af indsigelsesafdelingen, begrænser appelkammeret sin behandling af klagen til kendsgerninger og beviser, der er indgivet inden for de frister, der er fastsat i eller fastsættes af indsigelsesafdelingen i overensstemmelse med forordningen og disse regler, medmindre der efter appelkammerets opfattelse bør tages hensyn til yderligere eller supplerende kendsgerninger og beviser, jf. […] artikel [76], stk. 2[, i forordning nr. 207/2009]«.

40

Artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 bestemmer, at EUIPO kan se bort fra kendsgerninger og beviser, som ikke er påberåbt eller fremført rettidigt af de pågældende parter.

41

Forordning nr. 207/2009 fastsætter således udtrykkeligt, at appelkammeret under behandlingen af en klage, der er rettet mod en afgørelse fra en indsigelsesafdeling, har en skønsbeføjelse, som følger af regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95 og af artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, med hensyn til at afgøre, om der skal tages hensyn til yderligere eller supplerende kendsgerninger og beviser, der ikke er blevet fremlagt inden for de frister, der er fastsat i eller fastsættes af indsigelsesafdelingen (domme af 3.10.2013, Rintisch mod KHIM, C-122/12 P, EU:C:2013:628, præmis 33, Rintisch mod KHIM, C-120/12 P, EU:C:2013:638, præmis 32, og Rintisch mod KHIM, C-121/12 P, EU:C:2013:639, præmis 33).

42

Med hensyn hertil har Domstolen allerede haft lejlighed til at bemærke, at den franske version af regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95 adskiller sig fra den spanske, den tyske og den engelske version på et væsentligt punkt. Mens disse sidstnævnte versioner fastsætter, at appelkammeret kun kan tage »yderligere eller supplerende« kendsgerninger og beviser i betragtning, kvalificerer den franske version disse samme kendsgerninger og beviser som »nye eller supplerende« [på fransk: »nouveaux ou supplémentaires«] (dom af 21.7.2016, EUIPO mod Grau Ferrer, C-597/14 P, EU:C:2016:579, præmis 23).

43

Domstolen konkluderede, idet den støttede sig på den almindelige opbygning af og formålet med de regler, hvori denne bestemmelse udgør et led, herunder artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, der udgør retsgrundlaget for regel 50, stk. 1, i forordning nr. 2868/95, at for så vidt angår beviset for brug af et varemærke skal EUIPO, når der ikke inden for den af EUIPO fastsatte frist er fremlagt et sådant bevis, afvise indsigelsen ex officio. Når beviserne er blevet fremlagt inden for den frist, som EUIPO har fastsat, er det derimod stadig muligt at fremlægge supplerende beviser (jf. dom af 21.7.2016, EUIPO mod Grau Ferrer, C-597/14 P, EU:C:2016:579, præmis 24-26 og den deri nævnte retspraksis).

44

Domstolen påpegede, at der skal anlægges den samme fortolkning af artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 for så vidt angår beviset for varemærkets eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang, da den nævnte bestemmelse indeholder en regel, der har en horisontal rolle i den nævnte forordnings system, idet den finder anvendelse uafhængigt af karakteren af den omhandlede procedure. Det følger heraf, at regel 50 i forordning nr. 2868/95 ikke skal fortolkes således, at den udvider appelkamrenes skønsbeføjelser til nye beviser (dom af 21.7.2016, EUIPO mod Grau Ferrer, C-597/14 P, EU:C:2016:579, præmis 27), men blot til de såkaldte »komplementerende« eller »supplerende« beviser ud over de relevante beviser, der blev indgivet inden for den fastsatte frist (jf. dom af 11.12.2014, CEDC International mod KHIM – Underberg (form som et græsstrå i en flaske), T-235/12, EU:T:2014:1058, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).

45

Det skal derfor afgøres, om den erklæring af 15. juli 2015, der for første gang blev fremlagt for appelkammeret, kan betegnes som et »komplementerende« eller »supplerende« bevis som omhandlet i regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95 og artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, således som fortolket i den retspraksis, der er nævnt i præmis 41-44.

46

Det er ubestridt, at sagsøgeren ikke har fremlagt noget bevis for sin rettighed i henhold til regel 19, stk. 2, i forordning nr. 2868/95, hverken inden for den fastsatte frist eller på noget tidspunkt under sagen for indsigelsesafdelingen, til trods for den i præmis 6 oven for anførte omstændighed, at sagsøgeren af EUIPO klart var blevet oplyst om, at denne skulle fremlægge dokumentation for, dels at være licenstager, dels, at denne af indehaveren af de ældre varemærker havde fået tilladelse til at rejse indsigelse. Der er desuden enighed mellem parterne om, at udstedelsen af en licens til at udnytte de ældre varemærker ikke er blevet registreret ved EUIPO i henhold til artikel 22 i forordning nr. 207/2009.

47

Endvidere udgør de udtalelser, der fremgår af sagsøgerens indlæg af 20. februar 2015, hvorefter indehaveren af de ældre varemærker havde givet sagsøgeren eksklusiv licens, kun et simpelt udsagn, der ikke er understøttet af noget bevis. På den baggrund kan erklæringen af 15. juli 2015 ikke anses for at være et »komplementerende« eller »supplerende« bevis ud over de beviser, som sagsøgeren allerede havde fremlagt.

48

For så vidt angår sagsøgerens argument om, at dennes beføjelse til at rejse indsigelse var en klar følge af den omstændighed, at dennes betegnelse var identisk med den, der fremgik af de ældre varemærker, der udgør grundlaget for indsigelsen, skal det i lighed med, hvad EUIPO har anført, blot bemærkes, at en sådan omstændighed ikke gør det muligt at antage, at sagsøgeren havde en beføjelse. Den blotte omstændighed, at et tegn helt eller delvist er sammenfaldende med betegnelsen af en virksomhed, kan skyldes forskellige erhvervsmæssige omstændigheder og kan åbenlyst ikke erstatte et dokument såsom en licenskontrakt, der godtgør både licensens beskaffenhed og omfanget af rettighederne. Med hensyn hertil kan licenstagerens rettigheder gøres til genstand for flere begrænsninger vedrørende bl.a. de varer og tjenesteydelser, som den omhandlede licens omfatter, området for hvilket licensen er udstedt og betingelserne for beføjelsen til at rejse indsigelse.

49

Appelkammeret har derfor med rette konkluderet, at erklæringen af 15. juli 2015, ikke kunne betegnes som et »komplementerende« eller »supplerende« bevis og derfor ikke kunne tages i betragtning i henhold til regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95 og artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, således som fortolket i den retspraksis, der er nævnt i præmis 41-44.

50

Følgelig skal sagsøgerens andet anbringende forkastes som ugrundet.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

GP Joule PV GmbH & Co. KG betaler sagsomkostningerne.