I henhold til artikel 6 i den franske lov nr. 76-448 af 24. maj 1976 om tilpasning af monopolet for forarbejdet tobak (Den franske Republiks lovtidende (Journal Officiel), s. 3083) gælder der — med forbehold for særbestemmelser vedrørende Corsica og de oversøiske departementer — for hvert enkelt produkt en landsdækkende detailpris fastsat i henhold til nærmere bestemmelser, som udstedes ved anordning (décret) efter høring af Conseil d'État.

Artikel 10 i anordning nr. 76-1324 af 31. december 1976 om forhandling af forarbejdet tobak i de franske europæiske departementer og om de herved pålagte afgifter (fransk lovtidende, s. 189) foreskriver, at detailsalgspriserne for tobak fastsættes ved bekendtgørelse fra økonomi- og finansministeren.

I en meddelelse fra økonomi- og finansministeriet, offentliggjort i Meddelelser om priser og tjenesteydelser af 27. januar 1977 anføres:

I henhold til disse bestemmelser har skiftende økonomi-, finans- eller budgetministre udstedt en række bekendtgørelser om fastsættelse af salgsprisen for visse grupper af forarbejdet tobak i Frankrigs europæiske område.

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber meddelte på baggrund af modtagne klager den 26. oktober 1978 de kompetente franske myndigheder, at den var af den opfattelse, at en sådan fastsættelse af detailsalgsprisen for visse grupper af forarbejdet tobak var i strid med Rådets direktiv 72/464 af 19. december 1972 om forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak bortset fra omsætningsafgift (JO L 303, s. 1) navnlig direktivets artikel 5, stk. 1. Denne bestemmelse er sålydende :

Fabrikanter og importører fastsætter frit de maksimale detailsalgspriser for hver enkelt af deres varer. Denne bestemmelse kan dog ikke hindre anvendelse af nationale lovgivninger om kontrol med prisniveauet eller overholdelse af fastsatte priser.

Den 5. januar 1979 afgav den franske regering et henholdende svar til Kommissionen.

Ved skrivelse af 7. juni 1979 anførte Kommissionen over for den franske regering, at denne ikke, for så vidt angik det påtalte forhold anvendte en fremgangsmåde til prisfastsættelse, som var forenelig med princippet om, at prisen fastsættes frit; ifølge Kommissionen var dette princip fastslået i artikel 5, stk. 1, i direktiv 72/464, hvis rækkevidde var blevet fastlagt af Domstolen i dom af 16. november 1977 (GB-Inno-BM, sag 13/77, Sml., s. 2115). Efter Kommissionens opfattelse var den af de franske myndigheder fulgte praksis uforenelig med fællesskabsretten, og Den franske Republik havde derfor ikke overholdt de forpligtelser, som påhviler den i medfør af traktaten, og navnlig i medfør af direktiv 72/464. I henhold til EØF-traktatens artikel 169 blev den franske regering opfordret til at fremsætte sine bemærkninger over for Kommissionen.

Den franske regering meddelte Kommissionen sine bemærkninger ved skrivelse af 16. juli 1979, hvori den anførte, at den franske ordning vedrørende fastsættelse af detailsalgspriser for forarbejdet tobak klart holder sig inden for rammerne af fællesskabsbestemmelserne. Ifølge den franske regering var ordningen blevet gennemført, for at de offentlige myndigheder kunne inddrage prisudviklingen for tobak under de almindelige mål med den økonomiske politik, navnlig under programmet vedrørende kontrol med prisstigninger for varer og tjenesteydelser. I øvrigt anførte den franske regering, at ordningen blev administreret særdeles liberalt, idet ansøgninger om fastsættelse af prisen på varer, som blev maikedsført for første gang, systematisk blev imødekommet. Ifølge den franske regering kunne prisforhøjelserne dog være undergivet visse afvigelser, for så vidt angik importerede produkter, og anmodninger om prisforhøjelser fremsat af udenlandske leverandører blev imødekommet.

Den 31. oktober 1980 fremsatte Kommissionen i henhold til traktatens artikel 169, stk. 1, en begrundet udtalelse over for Den franske Republik.

Den fastslog heri, at den franske regerings bemærkninger ikke var tilfredsstillende, da de ikke gav fabrikanter og importører den fornødne retlige garanti for, at de frit kunne udøve retten til at fastsætte salgspriserne for deres produkter. Efter Kommissionens opfattelse kunne medlemsstaternes beføjelse til at kontrollere prisstigninger for varer og tjenesteydelser ikke gribe ind i fabrikanternes og importørernes ret til frit at fastsætte detailsalgspriserne for forarbejdet tobak.

Den franske Republik blev anmodet om inden en måned at træffe de nødvendige foranstaltninger for at opfylde de forpligtelser, som påhviler den i medfør af traktaten og direktiv 72/464.

I skrivelse til Kommissionen af 14. januar 1981 bestred de franske myndigheder holdbarheden af den retlige argumentation, som fremførtes i den begrundede udtalelse, samt underrettede Kommissionen om deres mål med fastsættelse af detailsalgspriserne for forarbejdet tobak.

Ved stævning, indgivet den 16. marts 1982, har Kommissionen i medfør af EØF-traktatens artikel 169, stk. 2, anlagt sag ved Domstolen i anledning af Den franske Republiks påståede traktatbrud i forbindelse med fastsættelse af detailsalgspriserne for visse grupper af forarbejdet tobak. Skriftvekslingen er forløbet forskriftsmæssigt.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Domstolen har dog anmodet Kommissionen om skriftligt at besvare en række spørgsmål med henblik på en nærmere afgrænsning af søgsmålets genstand; anmodningen er blevet efterkommet inden for den fastsatte frist. Den franske regering er blevet anmodet om at besvare spørgsmål under retsmødet.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

Som svar på de af Domstolen stillede spørgsmål har Kommissionen anført, at den anser det for stridende mod fællesskabsretten, at den franske stat i almindelighed — dvs. såvel vedrørende forarbejdet tobak indført fra andre medlemsstater som vedrørende indenlandsk forarbejdet tobak — gør brug af den ved lov nr. 76-448 hjemlede beføjelse til at fastsætte bindende detailsalgspriser for disse produkter.

Den franske Republiks regering har nedlagt følgende påstande:

Kommissionen har anført, at den har modtaget en række klager over den franske ordning vedrørende fastsættelse af detailsalgspriser for forarbejdet tobak. Ordningen medfører ifølge Kommissionen en forskelsbehandling, idet den begunstiger franske produkter på bekostning af andre fællesskabsprodukter, enten derved at de salgspriser, som gælder for importerede cigaretter i Frankrig, er fastsat på et så lavt niveau, at salget er tabgivende, eller derved at priserne er fastsat på et niveau, som er klart højere end det, som er fastsat af fabrikanter og importører, således at den foreliggende prisforskel mellem franske og importerede cigaretter forøges, eller ved at myndighederne efter at have godkendt den pris, som er fastsat af den udenlandske fabrikant eller af dennes importør, efterfølgende har nedsat prisen på det konkurrerende franske mærke, hvorved konkurrencen er blevet fordrejet.

For så vidt angår de relevante retsregler, har Kommissionen først redegjort for situationen forud for udstedelsen af direktiv 72/464 og forarbejderne til det, dets væsentligste bestemmelser, og dets placering som et led i den fremadskridende harmonisering, samt for opbygningen af harmoniseringssystemet, og den har dernæst anført, at en medlemsstats fastsættelse af salgsprisen for visse grupper af forarbejdet tobak, indført fra de andre medlemsstater i Fællesskabet, på et andet niveau end det, som er fastsat af fabrikanter eller importører, er uforenelig med direktiv 72/464, såvel ud fra grundtanken bag harmoniseringssystemet, indholdet af direktivets artikel 5, stk. 1, og dettes formål, som under hensyn til de traktatbestemmelser, der er afgørende for fortolkningen af direktivet.

Dersom monopolet eller den myndighed, der administrerer dette, ensidigt fastsætter en detailsalgspris for importerede produkter, vil dette imidlertid ifølge Kommissionen være til hinder for de lige chancer. Monopolet eller den administrerende myndighed vil efter Kommissionens opfattelse fastsætte samtlige priser, herunder konkurrenternes priser, under hensyn til den salgspolitik, som skønnes at begunstige afsætningen af monopolets egne produkter. De erhvervsdrivende i Fællesskabet ville som følge heraf ikke alene blive berøvet muligheden for at tilrettelægge deres salgspolitik ved hjælp af priserne, men ville ydermere blive frataget muligheden for en optimal tilpasning af disse til markedsvilkårene.

Kommissionen anerkender, at prisfastsættelse ikke udelukkende er et særkende for monopoler; men den konkurrencebeskyttende virkning af en individuel prisfastsættelse bliver ifølge Kommissionen under de foreliggende omstændigheder væsentligt forstærket af, at der findes et monopol. Den offentlige virksomhed SEITA har et produktionsmonopol i Frankrig, og staten har sikret sig et monopol vedrørende forhandling i detailleddet. Såfremt den franske regering desuden havde ret til at fastsætte priserne på de enkelte importerede produkter efter et skøn, ville der efter Kommissionens opfattelse være oprettet et fuldkomment monopol, hvorved kravet om lige chancer ville blive tilsidesat.

Kommissionen har i øvrigt anført, at de lovbestemmelser i henhold til hvilke priserne er blevet fastsat, henhører under den særlige monopollovgivning, uden at det har betydning, at den er blevet tilpasset.

Det indgår således i ordningen vedrørende forhandling af forarbejdet tobak i det kontinentale Frankrig, at et offentligt monopol griber ind i medfør af sin eneret til at fastsætte priserne for samtlige de omhandlede produkter, indenlandske såvel som importerede. Ifølge Kommissionen er en sådan beføjelse ikke i overensstemmelse med kravene om frie varebevægelser og om de lige chancer, som skal sikres produkter importeret fra andre medlemsstater.

Den franske Republiks regering har redegjort for hovedlinjerne i den franske ordning vedrørende detailsalgspriser for forarbejdet tobak og har navnlig anført, at myndighederne, for så vidt angår markedsføring af nye produkter, altid godkender den af leverandøren foreslåede detailpris.

Med hensyn til det franske tobaksmonopol har den franske regering anført, at monopolets enerettigheder vedrørende import og engros-handel med varer fra andre medlemsstater blev ophævet som led i tilpasningen. Retten til import og engros-handel med varer fra de andre medlemsstater blev fuldstændigt frigivet, således at enhver, der ønsker at udøve en sådan virksomhed, alene skal afgive en erklæring. Ifølge den franske regering er fabrikanter i andre medlemsstater og disses importører på ingen måde forpligtet til at benytte SEITA i forbindelse med import og engros-forhandling af deres produkter. Det står dem frit for at oprette deres eget engros-forhandlingssystem og at tage direkte kontakt med myndighederne, for så vidt angår prisspørgsmål. Den omstændighed, at flertallet af fabrikanterne og importørerne fra EØF-medlemsstaterne fortsat benytter SEITA i forbindelse med markedsføringen af deres produkter, skyldes ifølge den franske regering, at de har fundet, at selskabet har virket til deres tilfredshed, samt at det har gjort det muligt for dem at spare omkostningerne ved oprettelse af en selvstændig engros-forhandlerorganisation. EØF-fabrikanternes og -importørernes forbindelse med SEITA er herefter et rent kontraktligt mellemværende, som de kan afslutte, såfremt de ønsker det.

Ifølge den franske regering har de af Kommissionen omtalte klager ikke godtgjort, at de omstridte detailsalgs-priser er blevet fastsat på et sådant niveau, at de erhvervsdrivende ikke kan sælge deres produkter uden tab, eller at deres konkurrenceforspring faktisk er blevet udlignet. Ydermere indeholder adskillige af klagerne indbyrdes modstridende påstande, og flere af de slutninger, som Kommissionen har draget heraf, er fejlagtige.

For så vidt som Kommissionen under henvisning til direktiv 72/464, Domstolens praksis samt EØF-traktatens artikler 30 og 37 har hævdet, at den franske ordning vedrørende detailsalgspriser for forarbejdet tobak er i strid med traktaten, har den franske regering gjort gældende, at ingen af Kommissionens argumenter er juridisk holdbare.

Det forudsættes selvsagt, at medlemsstaterne under udøvelsen af disse beføjelser overholde de begrænsninger, som fællesskabsretten pålægger dem.

Selv om det antages, at artikel 37, stk. 1, finder anvendelse, er offentlige myndigheders fastsættelse af detailsalgspriserne ikke omfattet af begrebet forskelsbehandling af Medlemsstaternes statsborgere med hensyn til forsynings- og afsætningsvilkår. Der foretages ingen forskelsbehandling på grundlag af statsborgerskab, idet indenlandske og indførte produkter er ligestillede i henhold til prisforskrifterne.

Under alle omstændigheder findes der ikke i de grundlæggende faktiske omstændigheder noget som helst bevis til støtte for Kommissionens opfattelse. Siden tilpasningen af monopolet er importerede cigaretters andel af det samlede cigaretsalg i Frankrig steget fra 13 % i 1977 til 26,5 % i 1980 og 35 % i 1982.

Den politik, som de offentlige myndigheder følger, for så vidt angår detailpriserne for tobak, tilgodeser helt andre hensyn end de af Kommissionen hævdede. I forbindelse med prisfastsættelsen kan de offentlige myndigheder tilsigte at imødekomme ønsket om at bekæmpe prisstigninger, beskyttelse af den offentlige sundhed, samt tilgodese afgiftspolitiske hensyn. At der gælder ensartede priser for hele det nationale område er et udslag af tilsvarende hensyn, hvortil kommer ønsket om at sikre en ligelig behandling af alle detailhandlerne og forbrugerne, som i lige grad bærer afgiftsbyrden. Det kan ubestrideligt være vanskeligt af forene disse forskellige hensyn; men de viser i hvert fald, at de franske myndigheders ønske om at bevare kontrollen med priserne for de omhandlede produkter lader sig forklare ved andre hensyn end de af Kommissionen hævdede.

Kommissionen ved Béraud og Den franske Republiks regering ved Museux har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Domstolen i retsmødet den 1. marts 1983.

Kommissionen har bekræftet, at sagen drejer sig om selve det princip, hvorefter den franske stat bindende fastsætter salgsprisen uden afgifter for forarbejdet tobak, importeret og anden.

Sagen skal ifølge Kommissionen ses i lyset af de almindelige principper vedrørende harmonisering af afgiftsstrukturerne for forarbejdet tobak. Det anføres i så henseende i Rådets resolution af 21. april 1970 vedrørende forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak, bortset fra omsætningsafgift (JO C 50, s. 1), at den harmoniserede afgiftsordning for cigaretter omfatter et proportionalt element i forening med et specifikt element med henblik på, at der i slutfasen gennemføres samme forhold mellem de to elementer, således at skalaen af detail-salgspriser, som frit fastsættes af fabrikanterne, på rette måde afsejler forskellen i afsætningspriserne. Kommissionen og Rådet har hermed ønsket, at slutprisen inklusive samtlige afgifter er et virkeligt udtryk for de konkurrenceforskelle, som afspejles i afsætningspriserne for de forskellige cigarettyper. Ifølge Kommissionen har medlemsstaterne pligt til at fastsætte hver enkelt afgiftssats på samme niveau for samtlige cigaretter, som udbydes på deres marked, samt til at gennemføre samme forhold mellem den specifikke forbrugsafgift og den proportionale forbrugsafgift. Bestræbelserne på harmonisering af afgiftsstrukturen inden for Fællesskabet ville blive meningsløs, såfremt medlemsstaterne fortsat kunne gribe ind i fastsættelsen af de priser, som udgør afgiftsgrundlaget. Ifølge Kommissionen skal artikel 5, stk. 1, i direktiv 72/464 fortolkes således, at det andet punktum tillader vedkommende medlemsstat at anvende passende midler til at bekæmpe inflation og afgiftsunddragelser. Disse to mål kan nås ved at pålægge maksimalpriser.

Den franske Republiks regering har anført, at det er direktivets klart afgrænsede formål at sikre, at de konkurrencemæssige virkninger af afgiftsbyrden udlignes, for så vidt angår forarbejdet tobak. Det tilsigter derimod ikke at ændre eller tilnærme ordningerne vedrørende fastsættelse af detailsalgspriserne. Formålet med artikel 5 sammenholdt med artikel 4 er at fastslå afgiftsgrundlaget. Ifølge en erklæring fra Rådet tagetdirektivet forbehold for national lovgivninger vedrørende bindende priser, hvad enten disse fastsættes direkte af en offentlig myndighed, eller de fastsættes af importører eller fabrikanter og efterfølgende godkendes af staten. Medlemsstaterne kan vælge imellem at opkræve forbrugsafgifter af forarbejdet tobak på grundlag af en maksimal detailsalgspris eller på grundlag af en fastsat detailsalgs-pris. Den franske regering har udøvet sin beføjelse vedrørende fastsættelse af detailsalgspriserne på en måde, der er i overensstemmelse med fælleskabsretten. Det hermed forfulgte økonomiske formål falder i tre dele: afdæmpning af prisstigninger i en periode med stigende inflation, ligevægt på statsfinanserne samt normale indtjeningsmuligheder for fabrikanter og forhandlere.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 27. april 1983.