Kommissionen har udtrykt alvorlig tvivl om, hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling. Ved forordning nr. 2238/81 blev forordning nr. 71/81, der var en forordning i ordets egentlige betydning, ophævet. Forordning nr. 2238/81 er en forvaltningsakt for markedet for olivenolie, der ikke lægger vægt på antallet af erhvervsdrivende, der direkte kan føle sig berørt af den. Endvidere gælder det, dels at sagsøgerne ikke havde erhvervet individuelle rettigheder, dels at de udelukkede erhvervsdrivende havde kunnet anlægge sag for de nationale domstole, hvilket viser, af Kommissionens indgreb har virkninger for andre end sagsøgerne.

Kommissionen, der føler sig overbevist om, at dens fremgangsmåde hviler på et rigtigt økonomisk og juridisk grundlag, har ikke ønsket at lægge vægt på dette moment, der er et processuelt problem, og har overladt det til Domstolens afgørelse.

Sagsøgerne har bestridt den af Kommissionen rejste indsigelse. De pågældende to forordninger er i virkeligheden individuelle beslutninger. Forordning nr. 2238/81 har kun tilsyneladende et generelt og abstrakt indhold. Det drejer sig således om en myndighedsakt af et bestemt og konkret indhold, der alene er rettet til de seks virksomheder, og til AIMA, hvorved konkrete allerede indgåede kontraktmæssige forpligtelser ophæves. Forordning nr. 2239/81 hjemler udtrykkeligt afholdelse af en licitation, hvortil alene de selskaber, der blev tildelt de ved forordning nr. 71/81 udbudte partier, fik adgang til at deltage. Sagsøgerne er således umiddelbart og individuelt berørt af denne forordning.

Sagsøgerne har påberåbt sig Domstolens praksis til støtte for deres argumentation.

Kommissionen har herimod anført, at den anfægtede forordning er af generel karakter og alene er blevet udstedt for at imødekomme uomgængelige krav i den offentlige interesse og ikke for at berøre enkelt erhvervsdrivende. Forordningens virkninger angår direkte markedssituationen for samtlige erhvervsdrivende på området.

Sagsøgerne har anført, at den i artikel 38 i forordning nr. 136/66 (EFT 1965-1966, s. 193) fastsatte procedure ikke er blevet fulgt af Kommissionen. Denne artikel foreskriver, at der forudgående skal indhentes en udtalelse fra Forvaltningskomiteen for Fedtstoffer. Dersom der ikke kan opnås enighed, forelægges spørgsmålet for Rådet. Der er afgivet en sådan positiv udtalelse om forordning nr. 71/81, men forordning nr. 2238/81 anfører udtrykkeligt, at komiteen ikke har afgivet nogen udtalelse, og at den tidligere afgivne udtalelse fortsat bestod.

Kommissionen har forklaret, at der er tale om en fejl fra sagsøgernes side. Den anfægtede betragtning udsiger ikke, at komiteen ikke er blevet hørt, men tværtimod, at der ikke var noget flertal for eller imod udkastet til forordningen i forbindelse med denne høring. I et sådant tilfælde er Kommissionen berettiget til at udstede forordningen. Det er kun i tilfælde, hvor der er flertal imod, at det tilkommer Rådet at træffe afgørelse.

Sagsøgerne har herimod anført, at Kommissionen alene er bemyndiget til at træffe afgørelse på grundlag af en positiv udtalelse fra forvaltningskomiteen. Under alle omstændigheder kan Kommissionen ikke træffe afgørelse uden at have taget hensyn til forvaltningskomiteens udtalelse.

Kommissionen har fastholdt, at artikel 38 i forordning nr. 136/66 giver Kommissionen adgang til at gennemføre foranstaltningerne, dersom komiteens udtalelse er positiv, eller dersom der ikke er et flertal på 45 stemmer for eller 45 stemmer imod.

Sagsøgerne har anført, at forordning nr. 2238/81 åbenbart er i strid med det generelle princip om, at det er retsstridigt at tilbagekalde retsakter, når en sådan tilbagekaldelse berører tredjemænds erhvervede rettigheder. Forordningen er retsstridig, og Kommissionen er ikke kompetent til at udstede den, idet det er udelukket, at Rådet har tildelt Kommissionen kompetence til således at gribe ind i tredjemænds velerhvervede rettigheder.

Sagsøgerne havde erhvervet alle en købers rettigheder ifølge salgskontrakterne, der var blevet indgået efter offentligt udbud på grundlag af meddelelsen om salget, de forskriftsmæssigt afgivne tilbud og lodtrækningen.

Da partierne udtrykkeligt blev angivet i salgsmeddelelsen, er sagsøgerne blevet ejere af partierne i henhold til artikel 1376 i den italienske Codice civile, der bestemmer, at ejendomsretten stiftes ved formløs accept, når salgsgenstanden i henhold til kontrakten er individualiseret.

Da forordning nr. 71/81 ved sin ikrafttræden er blevet en regel i intern italiensk ret, er det klart, at retsmæssigheden af tilbagekaldelsen skal undersøges på grundlag af de italienske retsprincipper.

Efter italiensk ret kan en forvaltningsakt kun kaldes tilbage med virkning ex nunc og under hensyntagen til de virkninger, som forvaltningsakten allerede har fremkaldt. Disse begrænsninger må så meget mere gælde i Fællesskabets retsorden.

Ved ophævelsen af forordning nr. 71/81 er sagsøgernes erhvervede rettigheder blevet tilsidesat, hvilket er uforeneligt med Domstolens praksis, særlig dommen af 6. marts 1979 (Simmenthal mod Kommissionen, 92/7S, Smi. s. 777).

Betraget som en ekspropriationsakt, er forordning nr. 2238/81 ugyldig, fordi der ikke gives nogen erstatning.

Kommissionen har henvist til forordning nr. 136/66 med senere ændringer (se især Rådets forordning nr. 1562/78 af 29. 6. 1978, EFT L 185, s. 1), der fastsætter en indikativpris for at sikre producenterne et rimeligt udbytte. For at opnå dette mål er der hjemlet stabiliseringsmekanismer, herunder opkøb af olien ved interventionsorganerne og salg inden for Fællesskabet på sådanne vilkår, at markedet ikke forstyrres (artiklerne 8 og 12).

Kommissionen har anført, at interventionen både har til opgave at støtte markedsprisen ved at opkøbe overskydende mængder fra markedet og på ny at indføre produktet i handelen, når dette forekommer gunstigt, dog således at man omhyggeligt undgår at fremkalde forstyrrelser. De opkøb og salg, der sker gennem interventionsorganet, består ikke blot i ganske almindelige påfølgende ejendomsoverdragelser. De skal anskues som et offentligretligt forhold, hvorefter de offentlige myndigheder kan frigøre sig fra forpligtelser ifølge aftale, dersom den faktiske situation ændrer sig på en sådan måde, at den almene interesse herefter kun tilgodeses, såfremt den gældende aftale tilsidesættes eller ændres.

Det er Kommissionens opfattelse, at den på fællesskabsplan er forpligtet til stedse at påse, at de fælles markedsordninger fungerer korrekt og herved at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at undgå forstyrrelser.

Kommissionen har udtrykt tvivl om, at lodtrækningen skulle have givet sagsøgerne en ejendomsret.

Salgsproceduren ifølge forordning nr. 71/81 rummer flere trin, hvorefter tildelingen af varen sker ved rekommanderet skrivelse underskrevet af generaldirektøren for AIMA. Det er denne skrivelse vedrørende tildelingen, hvorved proceduren afsluttes, og licitationskøberen erklæres for at være ejer af partiet. Ligeledes er det ved modtagelsen af denne skrivelse, at licitationskøberen bliver bundet af de forpligtelser, der følger af licitationen, og at han skal stille sikkerhed og under sælgers tilsyn foretage forsegling af beholderne.

Kontraktsforholdet er således først ingået, når de offentlige myndigheder endeligt har udtalt sig om formålstjenligheden af den optræden, der udgør en forvaltningsakt på markedet for olivenolie og ikke blot en salgskontrakt uden andet formål.

Beføjelsen og pligten (bekræftet ved artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 136/66) til at fastslå formålstjenligheden af forvaltningsakter på landbrugsområdet falder utvivlsomt inden for Kommissionens frie skøn med hensyn til økonomiske spørgsmål, især i tilfælde som det foreliggende, hvor sagsøgerne ikke har erhvervet nogen ejendomsret.

Selv om sagsøgerne måtte være blevet ejere af varen, er det Kommissionens opfattelse, at den var berettiget til at ekspropriere varerne. Det anerkendes overalt i national retsorden, at det offentlige har adgang til mod passende erstatning at foretage ekspropriation af et borgeren tilhørende gode, dersom almenvellet kræver det. Det er Kommissionens opfattelse, at den tilstrækkeligt har godtgjort, at der foreligger en sådan offentlig interesse.

Sagsøgerne har fået en rimelig godtgørelse gennem muligheden for at erhverve olivenolien gennem en fortrinsstilling og til en pris, der ganske vist er højere end den tidligere pris, men som stadig åbner sagsøgeren mulighed for en fortjenstmargen, der er mere end tilfredsstillende. Dersom et af selskaberne af den ene eller anden grund ikke havde erhvervet et af partierne, ville Kommissionen have tildelt en passende erstatning under en anden form.

Sagsøgerne har heroverfor anført, at der i forordning nr. 71/81 og i salgsmeddelelsen fra AIMA af 28. januar 1981 tales om salg og kontrakt, hvis gennemførelse skal garanteres, og hvorefter der i tilfælde af forsinkelse sker oplagring af varen på køberens regning og risiko. Dersom der ikke stilles sikkerhed, kan AIMA anse salget som hævet i retlig henseende, hvilket forudsætter, at der allerede foreligger en kontrakt, der er indgået og fuldstændig.

Forordning nr. 2238/81 taler også om et salg, der skal annulleres. Forordningen fastsætter bestemmelser, der med tilbagevirkende kraft gælder i det kontraktlige forhold mellem AIMA og de seks virksomheder, der således allerede var indgået.

Virkningerne af forordning nr. 71/81 er udtømt med salget af olivenolien ved AIMA. Kommissionen kan således ikke udstede bestemmelser med hensyn til disse virkninger.

Forbudet mod tilbagevirkende kraft og hensynet til erhvervede rettigheder anerkendes i en række nationale retsordener og i fællesskabsretten. Da fællesskabsretten beskytter borgernes berettigede forventning, må der så meget mere ske beskyttelse af erhvervede ejendomsrettigheder.

På det fælles marked er det nødvendigt at respektere princippet om kontrakters ukrænkelighed, som er grundlaget for et marked.

At kalde adgangen for den udplyndrede ejer til at tilbagekøbe det samme gode for erstatning er en så absurd og ubillig idé, at den overflødiggør enhver kommentar.

Kommissionens argumenter vedrørende kontrakter i henhold til offentlig ret er simpelt hen enestående. Henvisningen til lovgivning om byplanlægning, der er reguleret af hensyn til den offentlige interesse, er ikke relevant i forbindelse med privatretlige kontrakter.

Parterne har i replikken og duplikken udvekslet bemærkninger vedrørende spørgsmålet, om forseglingen af beholderne og sikkerhedsstillelsen skete i forbindelse med det første salg.

Kommissionen har heroverfor anført, at dens beføjelse og pligt til at undersøge hensigtsmæssigheden af forvaltningsakter, der gælder for et marked for landbrugsprodukter, udøves som led i en kompliceret salgsprocedure, der afsluttes med tildeling af varen, hvilket er det sidste og endelige udtryk for den offentlige myndigheds vilje til at foretage den fastsatte retshandel, der alene sker i offentlig interesse. Først på dette trin er kontraktsforholdet fuldstændigt.

Kommissionen deler ikke sagsøgernes opfattelse, hvorefter forordning nr. 71/81 ikke længere har retsvirkning. Efter tildelingen af varen står der endnu en del tilbage at gøre, nemlig sikkerhedsstillelse, forsegling af beholderne og den trinvise hjemtagning af olien.

Kommissionen har tilsluttet sig sagsøgernes argumentation vedrørende den offentlige interesse og byplanlægning og ser heri en bekræftelse af sin egen opfattelse.

Forudsat der er tale ekspropriation, er Kommissionen af den opfattelse, at sagsøgernes rettigheder på passende måde er blevet varetaget i forhold til den offentlige interesse.

Sagsøgerne er således blevet tilbudt en særdeles opfindsom form for erstatning, idet den almene interesse på den ene side er blevet sikret gennem en højere salgspris, mens den private interesse på den anden side er blevet sikret, ikke gennem enorme pengsummer som erstatning, men tværtimod gennem tildelingen af betragtelige mængder olivenolie på særdeles favorable betingselser med henblik på sagsøgernes egen produktion. Kommissionen havde kunnet sælge olien på ny og herunder tilbudt den til et større antal handlende, hvilket yderlige ville have reduceret sagsøgernes muligheder.

Ifølge sagsøgerne præciserer betragtningerne til forordning nr. 2238/81 hverken rækkevidden eller beskaffenheden af de påberåbte omstændigheder, men er begrænset til en så vag hentydning, at de kan påberåbes til støtte for en hvilken som helst foranstaltning i henseende til tid, sted og nærmere omstændigheder.

Kommissionen har ikke givet nogen som helst begrundelse for, at den pludselig har ændret holdning efter en periode, hvor den ikke har reageret, skønt den var fuldt ud orienteret om udviklingen.

Sagsøgerne har bestridt Kommissionens opfattelse vedrørende markedudvildingen og virkningen på markedet af salget af olivenolien. Kommissionen er gået ud fra forkerte præmisser og har gjort sig skyldig i åbenbare faktiske vildfarelser.

Kommissionen har støttet sig på en stigning i markedsprisen for olivenolie, der imidlertid var forudselig, dels på grund af de almindelige markedstendenser, dels på grund af de priser, der var fastsat af Rådet for produktionsåret 1980-1981 i forbindelse med de regelmæssige forhøjelser som fastsat ved artikel 9 i forordning nr. 136/66.

De pågældende mængder repræsenterer ikke mere end 7 % af det årlige olivenolieforbrug i Italien, og disse mængder kan ikke samtidig bringes på markedet.

Forordning nr. 71/81 hjemlede også den mulighed, at hele oliepartiet blev solgt til en enkelt køber.

Virkningen af et salg til en gunstig pris er ikke en markedsforstyrrelse, men en forhøjelse af sagsøgernes fortjenstmargener, fordi priserne fastsættes på grundlag af udbud og efterspørgsel.

Kommissionen har herimod anført, at den fandt det uomgængelig nødvendigt at annullere salget af olivenolien, idet fremgangsmådens uforudselige varighed medførte, at salget ville blive gennemført på er tidspunkt, hvor markedsvilkårene radikalt havde ændret sig i forhold til det oprindelige tidspunkt, hvilket ville have medført en alvorlig forstyrrelse af merkedet for olivenolie. Kommissionen gjorde således brug af den skønsbeføjelse, som Domstolen har anerkendt, at den har ved forvaltningen af vanskelige og sammensatte økonomiske forhold.

På de tidspunkt, hvor salget skete til en pris af 210000 lire pr. 100 kg, androg den dengang gældende interventionspris (december 1980) omkring 200000 lire. Markedsprisen for raffineret olie lå omkring 220000 lire, hvilket åbnede mulighed for en betragtelig fortjeneste.

Efter licitationsprocedurens forsinkelse, ændredes markedsvilkårene radikalt. På den ene side viste 1980-81 sig at ligge langt under forventningerne, mens priserne på den anden side var steget ud over enhver forventning på grund af denne mindre produktion, de utilstrækkelige mængder bomolie, der var til stede på verdensmarkedet, samt endelig til dels på grund af devalueringen af den grønne lire.

Salgsbetingelserne, der oprindeligt var fordelagtide, blev uforholdsmæssig gunstige, og denne situation gjorde det muligt for et begrænset antal erhvervsdrivende både at opnå enorme gevinster på bekostning af den europæiske skatteborger og at dominere markedet for olivenolie i Italien og herunder fra markedet udelukke samtlige andre erhvervsdrivende, der kunne skaffe sig denne type olie på betingelser, der var langt mindre favorable.

Begrundelsen er måske noget kortfattet, men den er ikke derfor utilstrækkelig. De seks berørte selskaber vidste, hvad det drejede sig om.

Sagsøgerne har herimod indvendt, at Kommissionen i slutningen af maj opfordrede AIMA til at foretage lodtrækningen, og at kommissionsmedlemmet Dalsager i sit svar af 22. juni 1981 på en forespørgsel i Europa-Parlamentet billigede salget af olivenolien. De uforudselige virkninger, som Kommissionen taler om som begrundelse for sin handlemåde, indtrådte inden denne bekræftelse.

Kommissionens argument om, at høsten for 1980/81 viste sig meget mindre end ventet, står intetsteds at læse i betragtningerne til de anfægtede forordninger.

De af Kommissionen oplyste tal vedrørende priser, omkostninger og fortjenester er ikke rigtige.

I modsætning til, hvad Kommissionen havde ventet, blev den pågældende olie bragt på markedet i henhold til en kendelse fra Domstolens præsident af 21. august 1981 uden at fremkalde katastrofale virkninger.

Kommissionen har udtalt, at sagsøgerne tilsyneladende vil drage helt urimelige konklusioner af kommissionsmedlem Dalsagers svar. Dalsager svarede, at på tidspunktet for udstedelsen af forordning nr. 71/81 forelå betingelserne for at foretage salget. Den omstændighed, at dette svar er dateret den 22. juni 1981, beviser ingenting. Kommissionens beslutninger nødvendiggør dybtgående overvejelser, og fremgår af en afklaringsproces, der kan være meget langvarig.

Kommissionen har bestridt sagsøgernes anbringende, hvorefter olien er blevet bragt på markedet, uden at det er kommet til forstyrrelser af nogen art. Markedsprisen for bomolie var således på omkring 235000-236000 lire og steg (til omkring 240000 lire i marts 1982) på grund af en vedvarende mangel på markedet, mens interventionsprisen hurtigt forhøjedes til 242000 lire i marts 1982. Derimod faldt markedsprisen for raffineret olie punktligt fra det øjeblik, hvor sagsøgernes vare blev bragt på markedet.

Af denne grund befandt de andre erhvervsdrivende sig i vanskeligheder. Da de måtte forsyne sig på markedet til en højere pris, måtte de nedsætte prisen for deres raffinerede produkter og således deres fortjenstmargener.

Disse vanskeligheder ville have været endnu større, dersom markedsprisen for bomolie havde ligget tættere op ad interventionsprisen i stedet for at afvige fra den, et fænomen, der ganske savner begrundelse, når markedssituationen er sund.

Sagsøgerne har hævdet, at formålet med de anfægtede forordninger ikke var at beskytte markedet, men at afgive grundlag for den manglende opfydelse af en kontrakt, at inddrage sagsøgernes fortjenester, der er begrundet i den handelsmæssige risiko, og at begunstige en ganske bestemt anden gruppe.

Kommissionen har også set bort fra traktatens artikel 42, der opstiller det almindelige princip om, at konkurrencereglerne ikke kan anvendes på produktionen af og handelen med landbrugsprodukter, idet de hævdede forstyrrelser på markedet blot er en følge af konkurrencen i en situation, der er typisk for enhver licitation.

Kommissionen har svaret, at dens formål var at undgå alvorlige forstyrrelser af markedet som følge af, at den enorme mængde olie blev bragt i handelen til en lav pris. Nedsættelsen af sagsøgernes astronomiske fortjenstmargen var en biomstændighed og ikke et hovedformål.

Henvisningen til traktatens artikel 42 er urigtig, fordi Rådets forordning nr. 26 har udstrakt en stor del af konkurrencereglerne til også at gælde landbruget; i hvert fald gælder det, at disse regler ikke er relevante.

Begrebet forstyrrelse er gentaget ved artikel 12, stk. 2, i forordningen, der regulerer salget af olivenolien ved interventionsorganerne.