Den sag, der verserer for tribunal de premiere instance de Bruxelles mellem
Efter en licitation, som iværksattes af OBEA, blev selskabet overdraget at levere et parti på 755 tons sukker af kvalitet 2 (eller standardkvalitet) til hjælpeorganisationen.
Imidlertid viste det sig efter kontrol, at det leverede sukker var af kvalitet 3, fordi farveenheder af opløsning lå 0,7 enheder over den grænse på 6 enheder, der er maksimumgrænsen for kvalitet 2, idet alle de øvrige kriterier svarede til kvalitet 2.
Selskabet blev imidlertid først underrettet om denne mangel, efter at sukkeret var ankommet til Ashdod havn (Israel) og var blevet overtaget af UNRWA.
Licitationen var blevet afholdt i henhold til Kommissionens forordning nr. 434/82 af
Der er i begyndelsen af retsmøderapporten givet en meget klar redegørelse for de sanktioner, der er fastsat i denne forordning for det tilfælde, at en eller flere licitationsbetingelser ikke opfyldes. Jeg tillader mig at henvise til denne rapport også med hensyn til detaljerne i de faktiske omstændigheder, parternes argumenter og ordlyden af de tre spørgsmål, der er stillet af tribunal de premiere instance de Bruxelles.
Jeg vil ligeledes følge retsmøderapportens opbygning ved gennemgangen af de to første spørgsmål.
Det første spørgsmål går ud på, på hvilket tidspunkt den i forordningens artikel 9, stk. 5, omhandlede kvalitetskontrol skal ske, og indtil hvilket tidspunkt der kan rejses indsigelser mod sukkerets kvalitet.
Ifølge artikel 9, stk. 5, sker kvalitetskontrollen
For at muliggøre dette har leverandøren pligt til
Endelig bestemmer artikel 15, stk. 3, at
Ved at sammenholde disse bestemmelser kan det med rimelighed udledes, at kontrollen i princippet skal foretages:
når den vare, der skal leveres, er parat til at blive lastet;
på et sådant tidspunkt, at resultatet af analyserne kan nå at blive kendt, før skibet letter anker, således at varen kan afvises før dets afsejling.
Forordningen omhandler ikke det tilfælde, hvor resultaterne af analyserne, som i dette tilfælde, først kendes efter skibets afsejling eller endog efter at varen er blevet distribueret.
Det er imidlertid muligt ved fortolkning at udlede den løsning, der må anvendes i dette tilfælde, hvis man tager udgangspunkt i følgende momenter:
Ifølge forordningens artikel 1, stk. 2, skal det sukker, der skal leveres,
Det er på dette grundlag, at tilslagsmodtageren anses for at have afgivet sit tilbud, og det er på denne udtrykkelige betingelse, at kontrakten er blevet tildelt selskabet.
Tilslagsmodtagerens første forpligtelse er altså
Kvalitetskontrollen ved lastningen kan ikke bevirke, at tilslagsmodtageren frigøres fra dette ansvar. Som den belgiske regering og OBEA har anført, er den ved forordningen fastsatte kontrol ikke blevet indført af hensyn til tilslagsmodtageren, men af hensyn til giveren, nemlig Fællesskabet, og modtageren, UNRWA.
I en dom af Direktoratet for Markedsordningerne mod Corman et Fils, sag
For det andet kan det ikke påhvile modtageren af fødevarehjælpen at undersøge eller bekræfte overholdelsen af betingelsen vedrørende den kategori, som det sukker, der skal leveres, skal tilhøre.
Som vi har set, foreskriver forordningen udtrykkeligt, at denne kontrol skal ske ved lastningen. Det er logisk, at det er det organ, som Fællesskabet har overdraget at gennemføre fødevarehjælpen, som undersøger, om varen opfylder de stillede kriterier.
I øvrigt er det ikke sikkert, at alle lande i den tredje verden eller hjælpeorganisationerne råder over laboratorier med udstyr til at foretage de nødvendige analyser.
Den attest, som skal fremlægges af modtageren af hjælpen i henhold til artikel 10, stk. 1, kan derfor ikke vedrøre dette moment. Den har udelukkende til formål at bekræfte, at sukkeret
Det er i øvrigt logisk, at modtageren af hjælpen også undersøger, om varen er blevet fordærvet undervejs. Således må man efter min opfattelse forstå påtegningen
Denne begrænsede undersøgelse, som udføres for giverens regning, bevirker ikke, at der skabes et retsforhold mellem tilslagsmodtageren og den tredjemand, der er modtager af hjælpen. Sidstnævnte kan på ingen måde sammenlignes med en køber, som har
For det tredje står det fast, at varens kvalitet, navnlig inden for en fødevarehjælpeaktion, er et absolut væsentligt element i licitationskontrakten. Det kan derfor ikke tænkes, at denne kvalitet ikke længere skulle kunne bestrides, hvis resultatet af analyserne først foreligger efter skibets afsejling eller endog efter, at hjælpen er blevet uddelt.
Som Kommissionen har bemærket, efter min mening med rette, ville det være for letkøbt, hvis tilslagsmodtageren enten ved forsømmelse eller forsætligt kunne misligholde sin forpligtelse til rettidigt at underrette det kompetente organ om datoen for skibets afsejling og således unddrage sig enhver indsigelse vedrørende den leverede vares kvalitet ved at henvise til en såkaldt
Af de ovenfor anførte grunde må det fortsat være muligt at bestride varens kvalitet, også i det tilfælde, at det skyldes det kompetente organs egen forsømmelse eller fejl, at resultaterne af analyserne først bliver fremskaffet efter skibets afsejling.
Selv på dette stadium skal det kompetente organ altså stadig kunne afvise varen, hvilket navnlig vil give sig udslag i nægtelse af at betale den aftalte pris.
Ligesom Kommissionen mener jeg imidlertid, at en sådan forsømmelighed fra det kompetente organs side eventuelt kan give grundlag for erstatning i henhold til lovgivningen i det land, hvor licitationen har fundet sted.
Dette forekommer mig navnlig at måtte være tilfældet, når indsigelsen mod kvaliteten først sker, efter at fødevarehjælpen er blevet distribueret til de endelige modtagere, i dette tilfælde Palæstinaflygtningene.
I dette tilfælde er det ikke længere muligt at
Det forekommer mig, at der i det foreliggende tilfælde er sket en sådan godtgørelse i mindelighed, fordi OBEA har accepteret at betale sukkeret på grundlag af dets reelle værdi.
Jeg foreslår følgelig, at de to første spørgsmål besvares således:
Når det leverede sukker er af en dårligere kvalitet end standardkvaliteten, er det kompetente organ i henhold til artikel 15, stk. 3, forpligtet til at nægte foreløbige og endelige betalinger af den aftalte pris, som er fastsat i artikel 10, stk. 1, selv hvis den først har haft kendskab til denne omstændighed, efter at varen er distribueret, og selv hvis de øvrige betingelser for betalingen, navnlig den i artikel 10, stk. 1, tredje afsnit, nævnte bekræftelse fra modtageren, er opfyldt.
Kan sikkerheden fortabes, selv hvis sukkeret faktisk er blevet distribueret til modtagerne og har kunnet konsumeres uden skade af disse? I bekræftende fald, er fortabelse af hele sikkerheden i strid med proportionalitetsprincippet, når der blandt flere kvalitative kriterier kun var et, som det leverede sukker ikke opfyldte?
Dette er, hvad den belgiske ret spørger Domstolen om i sit tredje spørgsmål.
Herom skal jeg først fremsætte to generelle bemærkninger.
Fællesskabet har været ude for tilfælde, hvor varer, der leveres som fødevarehjælp, har vist sig at være af mangelfuld kvalitet. Kommissionen har draget konsekvenserne heraf ved at gøre retsakterne om undersøgelse af kvaliteten af de varer, der skal leveres, strengere.
I dette tilfælde var mangelen ved det leverede sukker ganske vist ikke af en sådan art, at den kunne være til hinder for, at forbrugerne kunne bruge det uden risiko.
Man må imidlertid drage omsorg for, at der ikke åbnes en breche i systemet, og at der ikke hos fremtidige tilbudsgivere skabes det indtryk, at de uden al for stor risiko kan tillade sig ikke at tage de af Kommissionen fastsatte kvalitetskriterier alvorligt.
Under tidligere fødevarehjælpeaktioner havde Kommissionen kun foreskrevet kvalitet 3. Når den fremover kræver en højere kvalitet, er det uden tvivl fordi den mener at have gode grunde til at gøre det.
For det andet har definitionen af varens kvalitet også til formål at sikre ligebehandling af alle tilbudsgivere. Hvis medlemsstaternes kompetente organer gav sig til at acceptere at betale for varer, som ikke er i overensstemmelse med forskrifterne, til en pris svarende til deres reelle værdi, uden at der indtrådte nogen sanktion på grund af den urigtige opfyldelse af kontrakten, ville licitationssystemet blive fordrejet.
En sådan holdning kunne tilskynde leverandørerne til fra starten at fremsætte tilbud til en lavere pris end den, der normalt svarer til den krævede standardkvalitet, fordi de fra begyndelsen har til hensigt kun at levere en ringere kvalitet. De ville således opnå en uretmæssig konkurrencemæssig fordel i forhold til tilbudsgivere, som har til hensigt at overholde den stillede betingelse.
Desuden taler følgende argumenter vedrørende de gældende bestemmelser til fordel for, at sikkerheden ikke bør frigives i det foreliggende tilfælde.
Kommissionen har altså helt villet udelukke muligheden for, at der kan leveres en vare, som ikke er i overensstemmelse med forskrifterne.
Det følger ganske vist af artikel 9, stk. 5, (kontrol ved lastningen) og af forordningens opbygning, at afvisning af varen normalt skal ske, før den forlader medlemsstatens område. På denne måde kan den eventuelt erstattes i sidste øjeblik med en vare, der er i overensstemmelse med bestemmelserne.
Men hvis dette ikke er muligt, afvises varen simpelt hen; sikkerheden skal fortabes, fordi kontrakten ikke er blevet rigtigt opfyldt.
På samme måde finder artikel 15, stk. 2, anvendelse, såfremt varen, fordi det er nødvendigt at erstatte den eller af en anden grund, ikke kan leveres inden for den fastsatte frist. Dette stykke bestemmer, at såfremt leveringen forsinkes, nedsættes den aftalte pris med 0,12 ECU/100 kg pr. dag
Hvis hele varepartiet ankommer med forsinkelse, fortabes hele sikkerheden, selv hvis sukkeret derefter forbruges af modtagerne.
Forordningen er altså klart baseret på princippet om, at en misligholdelse af kontraktens betingelser, som berører hele varepartiet, medfører fortabelse af hele sikkerheden.
Det er klart, at hvis afvisningen af varen ikke har kunnet ske før skibets afsejling, fordi resultaterne af analyserne ikke forelå, og fordi den vare, der ikke opfylder det foreskrevne kvalitetskrav, er nået frem til bestemmelsesstedet og er blevet forbrugt, kræver rimelighedshensyn eller i givet fald principperne om ansvar uden for kontrakt, at den betales efter sin reelle værdi. Men da licitationskontrakten ikke er blevet rigtigt opfyldt, må sikkerheden være fortabt.
Med andre ord mener jeg, at der ved betalingen af varen efter dens reelle værdi er taget tilstrækkeligt hensyn til, at varen er blevet forbrugt.
Når varen, som i dette tilfælde, ikke betales på grundlag af den ved licitationen fastsatte pris, men i henhold til en mindelig ordning, er der ikke tale om
Jeg har allerede nævnt, at udtrykket
I artikel 7, stk. 3, anvendes dette udtryk imidlertid ikke i forbindelse med den attest, som UNRWA skal udstede, men i en mere generel sammenhæng. Det kan derfor efter min mening ikke påberåbes til støtte for, at sikkerheden ikke behøver at blive frigivet, når det er hele den leverede mængde, som ikke opfylder de stillede betingelser.
Dette er tilfældet i den foreliggende sag.
Tribunal de premiere instance de Bruxelles er imidlertid i tvivl om, om fortabelse af hele sikkerheden i det foreliggende tilfælde er forenelig med proportionalitetsprincippet, da det kun er et af de fastsatte kriterier, der ikke er opfyldt.
Lad mig for det første bemærke, at kriterierne a) til d) incl., som for standardkvalitetens vedkommende (eller kvalitet 2) er fastsat ved Rådets forordning nr. 793/72 af
Forskellen mellem de to kategorier sukker skal altså fastslås på grundlag af de fire supplerende kriterier, som figurerer i litra e) i artikel 1 i forordning nr. 793/72. I det foreliggende tilfælde er det altså
Kan det antages, at der i dette tilfælde kan ses bort fra den pågældende mangel, som ifølge sagkyndiges udsagn kun kunne have betydning, såfremt sukkeret skulle anvendes til fremstilling af limonade? Det er ikke min opfattelse.
Fællesskabslovgiver har i sin visdom besluttet, at sukkeret kun var af kvalitet 2 eller standardkvalitet, såfremt det opfyldte en række kriterier. Domstolen kan derfor efter min mening vanskeligt sondre mellem disse og tillægge dem større eller mindre betydning alt efter omstændighederne.
Hvis det i dag anerkendes, at man under de her foreliggende omstændigheder kan se bort fra resultatet af analysen, som er udført efter
Efterhånden vil alle principperne for klassifikation af sukker blive anfægtet.
Lad os nu se på, hvilke oplysninger vi med henblik på denne sag kan udlede af Domstolens praksis vedrørende proportionalitetsprincippet.
I dommen af Sag
I det foreliggende tilfælde er det tilsigtede mål
Lad mig minde om, at det i den første betragtning til forordningen udtrykkeligt præciseres, at
Vi står ubestrideligt over for en af disse Se dommene af
Det anvendte middel, en sikkerhed svarende til 7% af kontraktens værdi,
Anvendelse af dette middel kan ligeledes anses for
Kan denne afskrækkende virkning sikres for fremtiden, hvis man f. eks. kun tilbageholdt halvdelen af sikkerheden, altså et beløb svarende til 3,5% af kontraktens værdi? Det er tvivlsomt.
Sidst men ikke mindst bør man tage den overordentlige strenghed i betragtning, som Domstolen har udvist i de fleste af sine afgørelser, når der var tale om misligholdelse af en hovedforpligtelse.
Den dom, som udviser størst lighed med den foreliggende sag, er den, der blev afsagt den
Det drejede sig om gyldigheden af en forordning om ydelse ved licitation af en særlig støtte til skummetmælkspulver bestemt til foder til andre dyr end unge kalve.
I forordningen var der fastsat en række krav til denatureringen af varen, hvoraf et enkelt ikke var blevet forskriftsmæssigt opfyldt. Den nationale ret konstaterede, at denatureringen kun afveg en smule fra den sædvanligvis anerkendte norm, og var i tvivl om, hvorvidt forordningen var i strid med proportionalitetsprincippet, fordi den gjorde det muligt at anvende samme sanktion, når denatureringen slet ikke var foretaget, og når denatureringen var foretaget, men ikke var fuldt ud forskriftsmæssig.
Domstolen svarede, at
I en anden præjudiciel dom af samme dato (Société laitière de Gacé mod FORMA, sag
I begge tilfælde var der tale om sager, hvor varen faktisk var blevet anvendt efter sin bestemmelse, og hvor der ikke var rejst tvivl om de erhvervsdrivendes hæderlighed.
Af alle disse grunde må der derfor efter min opfattelse anlægges en streng fortolkning også i det foreliggende tilfælde, og jeg foreslår Domstolen at besvare det tredje spørgsmål således:
Gennemgangen af samme forordnings artikel 7, stk. 3, har intet frembragt, der kan rejse tvivl om dens gyldighed.