1Anthony Goldstein er læge og britisk statsborger og har bopæl i Det Forenede Kongerige. I januar 1990 opnåede han efter at have afsluttet en speciallægeuddannelse inden for reumatologi et Certificate of Specialist Training, udstedt af General Medical Council (herefter GMC), jf. Medical Qualifications (EEC Recognition) Order 1977 (SI 1977 nr. 827), som ændret ved Medical Nursing Dental and Veterinary Qualifications (EEC Recognition) Order 1982 (SI 1982 nr. 1076), der var den dagældende gennemførelsesbekendtgørelse i forhold til Rådets direktiv 75/362/EØF af 16. juni 1975 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for læger omfattende foranstaltninger, som skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser (EFT L 167, s. 1), og Rådets direktiv 75/363/EØF af 16. juni 1975 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som læge (EFT L 167, s. 14). En kodificeret udgave af disse direktiver er senere blevet fastlagt i Rådets direktiv 93/16/EØF af 5. april 1993 om fremme af den frie bevægelighed for læger og gensidig anerkendelse af deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser (EFT L 165, s. 1, herefter direktiv 93/16).2GMC er et ved lov oprettet fagligt råd. Dets forhold er i dag reguleret ved Medical Act 1983. Flertallet af rådets medlemmer er valgt af læger. Rådet skal fastlægge nærmere regler vedrørende udøvelse af virksomhed som læge i Det Forenede Kongerige og har disciplinær myndighed. Det er ansvarlig for den årlige offentliggørelse af Medical Register, den officielle fortegnelse over læger. A. Goldstein blev opført i denne fortegnelse i 1978 (punkt 14 i bilaget til Kommissionens skrivelse af 9.2.1995, bilag 11 til stævningen i hovedsagen).3Det er ubestridt, at et Certificate of Specialist Training blev udstedt af GMC til personer, der havde gennemført de minimumsperioder i form af speciallægeuddannelse, der kræves i henhold til artikel 4 og 5 i direktiv 93/16, idet sagsøgeren omtaler sådanne personer som Community Medical Specialists. Ifølge Medical Qualifications (EEC Recognition) Order 1977, som ændret, skulle personer med anerkendte speciallægekvalifikationer opføres i en fortegnelse over speciallæger, Specialist List, som GMC kunne offentliggøre, såfremt rådet skønnede dette hensigtsmæssigt. Ifølge sagsøgeren besluttede GMC ikke at offentliggøre fortegnelsen. A. Goldstein er opført på Specialist List.4Endvidere bemærkes, at det kvalifikationsbevis som speciallæge udstedt i Det Forenede Kongerige, som de andre medlemsstater er forpligtet til at anerkende, i henhold til artikel 5, stk. 2, i direktiv 93/16, der er affattet som artikel 5, stk. 2, i direktiv 75/362, er Certificate of Completion of Specialist Training (bevis for afsluttet speciallægeuddannelse), udstedt af den dertil bemyndigede myndighed (herefter CCST).5Ifølge Kommissionen gav afslutning af en speciallægeuddannelse indtil den 1. januar 1991 ikke i Det Forenede Kongerige anledning til, at der blev udstedt et kvalifikationsbevis. I stedet for et kvalifikationsbevis fik speciallæger af vedkommende uddannelsesinstitution meddelt en godkendelse inden for deres speciale, hvorefter de kunne udnævnes til consultants — det højeste stillingsniveau for hospitalslæger — inden for National Health Service (herefter NHS). Siden den 1. januar 1991 er attestation for gennemførelse af en speciallægeuddannelse (svarende til godkendelse) blevet givet i form af en angivelse af bogstavet T ved siden af speciallægens navn i Medical Register.6Da den eneste formelle betingelse for at kunne udøve virksomhed som læge, det være sig som alment praktiserende læge eller som speciallæge, der efter den dagældende ordning skulle være opfyldt, var, at den pågældende skulle være opført i fortegnelsen i form af full registration, dvs. uden forbehold, var enhver, der var opført på Specialist List, berettiget til at praktisere inden for sit speciale i Det Forenede Kongerige under forudsætning af at være opført i Medical Register, hvilket fremgår af de af Kommissionen fremlagte oplysninger (jf. skrivelse af 20.1.1994 og bilag til skrivelse af 9.2.1995, bilag 8, punkt 14, og bilag 11, punkt 27, til stævningen i hovedsagen). Der er dog enighed mellem parterne om, at godkendelse eller udnævnelse til consultant inden for NHS i praksis var en forudsætning for med held at kunne udøve privat virksomhed som speciallæge.7Da et Certificate of Specialist Training således ikke var tilstrækkeligt til at opnå godkendelse eller til at blive udnævnt til consultant i Det Forenede Kongerige, fandt Kommissionen, at udstedelse af sådanne kvalifikationsbeviser, der udelukkende måtte antages at have til formål at gøre det muligt at udøve virksomhed som speciallæge i en anden medlemsstat, stred mod bestemmelserne om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser i direktiv 93/16. Kommissionen var af den opfattelse, at bestemmelserne vedrørende uddannelse i direktivets artikel 4 og 5 alene fastlægger de minimumskrav, som skal være opfyldt for, at en medlemsstat kan udstede et kvalifikationsbevis som speciallæge. Medlemsstaterne kunne således fortsat opretholde bestemmelse om en længere uddannelsesperiode, og i så fald kunne de kun udstede et kvalifikationsbevis som speciallæge, efter at den pågældende havde gennemført denne uddannelse. Kommissionen indledte derfor en traktatbrudsprocedure mod Det Forenede Kongerige, hvorunder den gjorde gældende, at Det Forenede Kongerige på dette punkt havde undladt at efterkomme direktiv 93/16, hvilket gav anledning til, at der i Det Forenede Kongerige i 1995 blev udstedt en ny bekendtgørelse med henblik på gennemførelse af direktivet, nærmere bestemt European Specialist Medical Qualifications Order 1995 (SI 1995 nr. 3208), hvorved der skete en ændring af den for speciallæger i Det Forenede Kongerige gældende ordning, idet de fleste af bestemmelserne i bekendtgørelsen trådte i kraft den 12. januar 1996.8I henhold til den nye ordning er det fortsat GMC, der er ansvarlig for registrering og for meddelelse af anerkendelse af kvalifikationer, mens det er et nyt organ, Specialist Training Authority of the Medical Royal Colleges (herefter STA), der er ansvarlig for gennemførelse af speciallægeuddannelser i Det Forenede Kongerige. STA udsteder CCST til læger, der har afsluttet en godkendt speciallægeuddannelse. GMC udfærdiger og offentliggør et Specialist Register, hvori er opført læger med CCST samt læger, der har et kvalifikationsbevis som speciallæge udstedt andre steder i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, som er anerkendt efter direktiv 93/16. Hvad nærmere angår læger, der allerede havde kvalifikationsbevis som speciallæge på tidspunktet for ikrafttrædelsen af den nye ordning, har disse i henhold til denne krav på at blive opført i Specialist Register, forudsat at de over for GMC godtgør, 1) at de har været consultants inden for et andet medicinsk speciale end almen praksis, 2) at de har opnået godkendelse inden for et sådant speciale, eller 3) at de over for STA har dokumenteret, at a) de i Det Forenede Kongerige har gennemført en uddannelse inden for et sådant speciale, og denne opfyldte de krav til uddannelse inden for specialet, der var gældende i Det Forenede Kongerige på tidspunktet for uddannelsen, eller b) at de har et kvalifikationsbevis udstedt i Det Forenede Kongerige inden for et sådant speciale, der svarer til CCST inden for specialet. Medical Qualifications (EEC Recognition) Order 1977, der indeholdt bestemmelse om Specialist List, blev ophævet.9Det er ubestridt, at A. Goldstein ikke har opnået godkendelse, og at han aldrig er blevet udnævnt til consultant. Han er ikke i besiddelse af et CCST udstedt af den pågældende uddannelsesinstitution.10Ifølge Kommissionen gælder det dog, at personer som sagsøgeren, der er i besiddelse af et Certificate of Specialist Training — såfremt de har gennemgået en tilstrækkelig supplerende uddannelse eller har en tilstrækkelig supplerende erfaring — kan blive registreret som speciallæger efter den nye ordning.11Den administrative procedure forløb herefter således: Den 10. august 1993 fremsendte A. Goldstein, der havde vanskeligt ved at udøve virksomhed som reumatolog i Det Forenede Kongerige, en klage til Kommissionen under henvisning til artikel 3, stk. 2, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), hvori han gjorde gældende, at GMC og de øvrige kompetente myndigheder med hensyn til uddannelse af og kvalifikationsbeviser til speciallæger gjorde sig skyldig i konkurrencestridig praksis. Han anførte, at GMC er en virksomhed eller en sammenslutning af virksomheder bestående af læger. GMC har en dominerende stilling, idet rådet har en lovbestemt eneret til at udstede og registrere kvalifikationsbeviserne for Community Medical Practitioners og har en kontrol med hensyn til disses virksomhed i Det Forenede Kongerige. Parterne er enige om, at A. Goldstein's klagepunkt over for GMC, Medical Royal Colleges og de andre kompetente myndigheder med hensyn til uddannelse var, at disse udnyttede deres beføjelser til kunstigt at begrænse antallet af speciallæger til fordel for læger inden for NHS, herunder navnlig consultants, og til skade for Community Medical Specialists og potentielle forbrugere, i strid med EF-traktatens artikel 85 og 86. Han gjorde navnlig gældende, at GMC nægtede i Medical Register at angive, at indehavere af Certificate of Specialist Training var speciallæger. Han anførte endvidere, at de af GMC fastlagte regler, hvorefter offentligheden ikke havde direkte adgang til speciallæger, og disse ikke havde ret til at give sig til kende, var udtryk for en begrænsning af den frie konkurrence. Endelig anførte han, at private forsikringsselskaber ikke ydede godtgørelse for honorarer til speciallæger, medmindre den pågældende var enten consultant eller var godkendt af vedkommende uddannelsesinstitution.12Den 18. november 1994 opfordrede A. Goldstein Kommissionen til at tage stilling til hans klage. Ved skrivelse af 9. februar 1995 (bilag 11 til stævningen i hovedsagen) meddelte Kommissionen sagsøgeren, at den ikke påtænkte at følge sagen op, idet han blev opfordret til at fremsætte sine bemærkninger, jf. artikel 6 i Kommissionens forordning 99/63/EØF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Rådets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42). A. Goldstein fremsatte sine bemærkninger ved skrivelse af 12. september 1995 (bilag 12 til stævningen i hovedsagen).13Det er ubestridt, at A. Goldstein samtidig med sin klage, dvs. den 10. august 1993, anmodede om, at der blev truffet foreløbige forholdsregler med henblik på at skabe grundlag for, at læger med de i direktivet opregnede kvalifikationsbeviser kunne udøve virksomhed inden for deres speciale i Det Forenede Kongerige. Det fremgår herved af Kommissionens skrivelse af 20. januar 1994, hvori anmodningen blev afslået (bilag 8 til stævningen i hovedsagen), at sagsøgeren navnlig forlangte, at Kommissionen skulle stille krav om, at 1) der i Medical Register skulle være en særlig angivelse ved siden af navnene på de personer, der har kvalifikationsbeviser som speciallæger anerkendt i henhold til artikel 5, stk. 2, i direktiv 93/16, at 2) der i samtlige medlemsstater skulle offentliggøres og udbredes en særlig liste over personer med sådanne kvalifikationer, at 3) Medical Register for 1993 skulle trækkes tilbage, og at 4) udøvelse af virksomhed som speciallæge og brug af titlen speciallæge skulle forbeholdes personer med de pågældende kvalifikationer. Til støtte for, at de pågældende foreløbige forholdsregler uopsættelige, gjorde sagsøgeren gældende, at det på uantagelig måde stred mod almene hensyn, at læger, der som han havde gennemført en speciallægeuddannelse i overensstemmelse med kravene i henhold til fællesskabsdirektivet, blev forhindret i at udøve virksomhed inden for deres speciale i Det Forenede Kongerige på vilkår med fri konkurrence. Han henviste herved særligt til, at det var nødvendigt at gribe ind over for, at der ville kunne blive indført nye regler, som undergravede den frie konkurrence. Han anførte endvidere, at den form for praksis, han klagede over, kunne påføre ham en alvorlig og uoprettelig skade. Han gjorde herved navnlig gældende, at der forelå uopsættelighed, da han inden længe ville have udtømt sine muligheder ved de nationale domstole og ville blive pålagt at betale sagsomkostninger i forbindelse med sin sag mod sundhedsministeren, i hvilken han ikke ville få medhold.14Ved den tidligere nævnte skrivelse af 20. januar 1994 afslog Kommissionen at imødekomme sagsøgerens anmodning, idet den anførte, at det ikke var blevet godtgjort, at der forelå en uopsættelighed, som ville kunne begrunde, at der blev truffet bestemmelse om foreløbige forholdsregler. Kommissionen fandt ikke, at de påtalte forhold på uantagelig måde stred mod almene hensyn, idet de 773 læger, der var opført på Specialist List, kunne udøve virksomhed som læge inden for deres speciale og oplyse alment praktiserende læger herom. Hvad angår spørgsmålet om risikoen i forbindelse med indførelsen af nye regler anførte Kommissionen, at sagsøgeren alene baserede sig på en rapport til sundhedsministeren vedrørende de forholdsregler, der var nødvendige for at bringe lovgivningen i Det Forenede Kongerige i overensstemmelse med direktiv 93/16. Sundhedsministeren havde herved endnu ikke givet meddelelse om, hvilken form for lovgivning Det Forenede Kongeriges regering ville stille forslag om efter denne rapport. Hvad angår spørgsmålet om risikoen for en alvorlig og uoprettelig skade for sagsøgeren fandt Kommissionen, at der ingen sammenhæng var mellem den angivelige skade og de foranstaltninger, der blev anmodet om.15Den 28. april 1994 fremsatte sagsøgeren endnu en anmodning om foreløbige forholdsregler, som Kommissionen afslog ved skrivelse af 20. juni 1994 (bilag 9 til stævningen i hovedsagen).16A. Goldstein fremsatte yderligere anmodninger om foreløbige forholdsregler og fremførte yderligere retlige og faktiske argumenter — dels vedrørende den angivelige konkurrencestridige karakter af GMC's praksis i forbindelse med Medical Qualifications (EEC Recognition) Order 1977, dels vedrørende de sager, som han havde anlagt ved de nationale domstole — i skrivelser af 26. maj, 4. juli, 12. august og 28. september 1994 og 21. juni og 3. juli 1995 (bilag I-4, 6 og 7 til stævningen i hovedsagen). Ved en af anmodningerne forlangte sagsøgeren, at Kommissionen i lyset af de nævnte nye argumenter genovervejede den afgørelse om ikke at ville træffe bestemmelse om foreløbige forholdsregler, der var blevet meddelt ham ved skrivelse af 20. januar 1994. Endvidere anmodede han om en række foreløbige forholdsregler, der navnlig havde sammenhæng med sagerne for de nationale domstole.17Ved skrivelse af 16. oktober 1995 afslog Kommissionen samtlige disse anmodninger om foreløbige forholdsregler (bilag 10 til stævningen i hovedsagen).