I præamblen til gennemførelsesforordningen anføres det for det første, at de ved udløbet af høståret eksisterende kornlagre i almindelighed er i handelens eller forarbejdningsindustriens besiddelse, hvorfor overgangsgodtgørelsen af forvaltningsmæssige grunde og navnlig i kontroløjemed bør ydes i handels-leddet eller til forarbejdningsindustrien; for så vidt angår rug, medfører kontrolkravene, at gruppen af begunstigede må begrænses til møllerivirksomhederne

Første betragtning i præamblen til gennemførelsesforordningen (jfr. fodnote 6).

Den af Rådet for et høstår fastsatte over-gangsgodtgørelse ydes til:

Med ordene på den nævnte dato menes den 31. juli, hvilken dato er nævnt i artikel 1, litra a), med hensyn til blød hvede.

I en efterfølgende betragtning til gennemførelsesforordningen anfører Kommissionen, at ordningen vedrørende ydelse af over-gangsgodtgørelse er forbundet med interventionsordningen, hvorfor der kun bør ydes overgangsgodtgørelse, såfremt kornet opfylder kvalitetskravene for intervention

Tredje betragtning til præamblen.

For rug, som møllerier ligger inde med ved høstårets slutning, betragtes overgang til maling med henblik på konsum som bevis for tilstrækkelig kvalitet.

Ifølge artikel 9, stk. 1, tredje afsnit, i grundforordningen skulle Rådet inden den 15. marts 1985 have truffet afgørelse om, hvorvidt og i hvilket omfang der skulle ydes overgangsgodtgørelse for rug

Rådets forordning nr. 1579/86 (nævnt ovenfor i fodnote 2) Bgav i det hele Kommissionen kompetence til at afgøre, om der skal ydes overgangsgodtgørelse; jfr. den nye artikel 9 og den niende betragtning i forordningens præambel.

Det forhold, at rug, der opbevares i et mølleri ved afslutningen af høståret, formales med henblik på anvendelse til konsum, accepteres som bevis på tilstrækkelig kvalitet. Dette bevis skal føres inden udgangen af 1985.

Desuden gentages det endnu en gang i artikel 4, stk. 4, at bestemmelserne i forordning nr. 1821/81, dvs. gennemførelsesforordningen, finder anvendelse på udligningsgodtgørelsen, hvis ydelse (via medlemsstaterne) i det foreliggende tilfælde er blevet anordnet af Kommissionen.

Der skal derfor gives et svar på det spørgsmål, om den virksomhed, der ansøger om overgangsgodtgørelse for rug, selv skal formale denne rug eller ej.

BALM og Kommissionen har heroverfor anført, at formalingskravet ikke er et simpelt kvalitetskrav. Det opfylder nemlig også en vigtig kontrolfunktion, hvilket har til følge, at formalingen kun kan foretages i den ansøgende møllerivirksomhed. De afviser den af Firma Lampe anførte fortolkning, der støttes på ordlyden, ud fra praktiske kontrolovervejelser, der ifølge deres opfattelse klart fremgår af forordningens ordlyd og bilag.

Jeg skal i det følgende gennemgå de forskellige argumenter i den mig logisk forekommende rækkefølge, idet jeg stedse skal angive, hvem der har fremført de nævnte argumenter for Domstolen.

Til støtte for denne fortolkning på grundlag af ordlyden har Firma Lampe i forbindelse med sine indlæg fremlagt et eksemplar af formalingsattesterne, hvilken formular BALM har offentliggjort i Bundesanzeiger som bilag 2 til en bekendtgørelse om over-gangsgodtgørelse 1984/1985

Bckcndtgorelsc nr. 10/85/21 af 25. juli 1985 om ydelse af ovcrgangsgodlgorclse for korn 1984/85, Bundesanzeiger 1985, s. 8-181 ff.

Den fortolkning, som BALM har lagt til grund — og jeg skal gentage, såfremt den var underbygget — ville i givet fald have kunnet begrunde en berettiget forventning hos Firma Lampe. Det tilkommer imidlertid ikke Domstolen at afgøre, om dette har følger efter national ret

Hvad angår en tysk forvaltningsdomstols forkastelse af et sådant argument om berettiget forventning i sammenhæng med forordning (EØF) nr. 1554/73, en forudgående forordning (men identisk med den foreliggende) — fordi den pågældende virksomhed ikke havde indhentet oplysninger om den efter renens opfattelse noget uklare betydning af artikel 1, litra b) — skal jeg henvise til en dom afsagt af Hessischer Verwaltungsgcricnlshof, Oliende Afdeling, den 30. maj 1983 — VIII OE 28/79 — Redit der Landwirt-schaft(1983), s. 333,335.

Hvad angår forordningens ordlyd, skal jeg for det første fastslå, at i samtlige sproglige versioner af artikel 1, litra b), er formalings-kravet og kravet om, at rugen skal tilhøre den ansøgende møllerivirksomhed den 31. juli, snævert forbundet i en og samme sætning, mens den engelske, og i et ringere omfang den franske og den tyske version kan give grundlag for den antagelse, at den ansøgende virksomhed også selv skal foretage formalingen. I disse tre sproglige versioner er formalingskravet nævnt forud for kravet om ejendom pr. 31. juli. Ordlyden er imidlertid flertydig, hvilket f. eks. fremgår af den nederlandske version, hvori formalings-kravet nævnes i anden række.

Et andet argument kan udledes af bilag II til forordning nr. 1821/81, som opregner mindstekravene med hensyn til de oplysninger, der skal gives i forbindelse med ansøgning om overgangsgodtgørelse. I bilagets punkt 4 kræves blandt andet erklæringer, der bekræfter, at kornet tilhører ansøgeren, og at kornet vil blive malet med henblik på konsum, for så vidt angår rug. Heller ikke her kan det på grundlag af ordlyden udelukkes, at den ansøgende møllerivirksomhed eventuelt lader en anden virksomhed foretage formalingen. Man kan imidlertid rejse spørgsmålet om nytten af en erklæring, hvorefter kornet vil blive malet, sammenholdt med den i samme bilag II ligeledes foreskrevne oplysning med hensyn til oplagringssted, såfremt rugen kan transporteres til en anden møllerivirksomhed med henblik på formaling.

BALM har anført, at artikel 1, litra b), som skal fortolkes her, har begrænset kredsen af ydelsesberettigede til kun at omfatte møllerivirksomheder på grund af de i præamblens første betragtning nævnte kontrolhensyn. Denne begrænsning er strengere end ved de andre kornsorter, der nævnes under litra a) og c), hvor alle virksomheder inden for handelen og forarbejdningsindustrien, og således ikke kun møllenvirksomheder, tages i betragtning. Man kan spørge sig selv, om dette ikke er et indicium for, at de ansøgende virksomheder selv skal foretage formaling. Ville det i modsat fald have været nødvendigt at foretage denne sondring i forhold til de andre kornsorter? Dette relevante argument, der støttes på konteksten

Hessischer Verwaltungsgerichtshof, Ottende Afdeling, har anset dette argument for væsentligt i forbindelse med den enslydende artikel 1, litra b), i forordning nr. 1554/73, der gik forud for forordning nr. 1821/81 (jfr. fodnote 13, ast. s. 334).

Den niende betragtning til gennemførelsesforordningen er affattet således:

Fremgangsmåden ved og midlerne til kontrol med kornlagrene og med forskydninger heri bør fastlægges af de enkelte medlemsstaters kompetente organer med pligt til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at fællesskabsreglerne om ydelse af overgangsgodtgørelse overholdes.

Artikel 8, stk. 1, i gennemførelsesforordningen lyder således:

Ved anvendelsen af denne forordning gennemfører medlemsstaternes myndigheder den nødvendige kontrol. De fastsætter med henblik herpå alle egnede foranstaltninger for at tage hensyn til de særlige vilkår på dens område, navnlig med hensyn til lagerforskydninger og -bevægelser samt de tidsrum, hvor kontrollen udøves.

Konkret består kontrolopgaven for medlemsstatens myndighed i at undersøge lagrene ved høstårets udløb og den (eventuelt senerej formaling af de forskellige partier, som på dette tidspunkt hører dertil. Når bortses fra en netop på dette tidspunkt gennemført fysisk kontrol, der kun kan foretages stikprøvevis, kræver en efterfølgende undersøgelse, at de virksomheder, som underkastes kontrol, forpligtes til at føre et bogholderi over lagrene og desuden føre et register over formaling, hvori der optegnes de kornmængder, som formales.

BALM har i sine indlæg for Domstolen understreget, at såfremt Firma Lampes fortolkning lægges til grund, kan beviset for en faktisk formaling af de rugmængder, for hvilke der er ansøgt om overgangsgodtgørelse, ikke altid støttes på boholderivirksomhed med hensyn til lagrene i de virksomheder, som erklærer at have foretaget formaling.

Jeg skal herved bemærke, at for at muliggøre en kontrol, skal føringen af et register over formaling og bogføring af lagrene foretages gennem hele året, vedrøre alle formalinger i virksomheden og kunne efterprøves af myndigheden på et hvilket som helst tidspunkt af året, ved at sammenholde lagrene og de konstaterede aktiviteter under en fysisk kontrol på stedet.

I indlæggene vedrørende Firma Lampes oplysninger har BALM gjort gældende, at de obligatoriske oplysninger er blevet indført ud fra et andet formål og derfor ikke er særligt tilpasset kontrollen med de omhandlede overgangsgodtgørelser; meddelelserne udtryktes især samlet og i tons, dvs. i mængder. De kan derfor ikke garantere, at virksomheden faktisk fører og opbevarer registre over de individuelle partiers oprindelse og bestemmelse. BALM har imidlertid indrømmet, at det sidstnævnte sandsynligvis er nødvendigt for at efterkomme den pålagte forpligtelse til at afgive erklæring. BALM har endvidere henvist til, at der ikke består nogen meddelelsespligt for små møllerivirksomheder (når den årlige omsætning andrager mindre end 250 tons), samt at der for disse virksomheder gælder forskellige frister for afgivelse af erklæringer (når omsætningen andrager mellem 250 og 500 tons).

BALM's kontrolargument må tillægges betydning. Når henses til formålet med den omhandlede overgangsgodtgørelse, som er at subsidiere de rugmængder, som møllerivirksomhederne ligger inde med ved høstårets udløb, dvs. i det foreliggende tilfælde den 31. juli, drejer det sig om at fortolke den omtvistede bestemmelse således, at den ikke gør de af medlemsstaterne trufne kontrolforanstaltninger virkningsløse eller unødvendigt komplicerede. Samtidig skal der imidlertid drages omsorg for, at kontrolforanstaltningerne holdes inden for rimelige rammer og kun hindrer normale transaktioner så lidt som muligt.

Under disse omstændigheder mener jeg, at ordlyden af artikel 1, litra b), i Kommissionens forordning nr. 1821/81 ikke er til hinder for, at lagre, der ved høstårets udløb tilhører den møllerivirksomhed, som ansøger om overgangsgodtgørelse, formales af andre møllenvirksomheder, såfremt disse møllerivirksomheder er i stand til at give kontrolmyndigheden — gennem pålidelige bogholderimæssige oplysninger om lagrene og et register over formaling — individuelle oplysninger svarende til dem, som den ansøgende møllerivirksomhed selv skal fremlægge, såfremt de stiller disse oplysninger til rådighed for kontrolmyndigheden — og i givet fald efter anmodning fra sidstnævnte fremsender bøgerne — og ligeledes giver kontrolmyndigheden mulighed for at foretage en fysisk kontrol på stedet, såfremt den måtte ønske dette.

Det tilkommer naturligvis den forelæggende ret at undersøge, om disse betingelser kan opfyldes i det foreliggende tilfælde.

Artikel 1, litra b), i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1821/81 af 2. juli 1981 (EFT L 182, s. 10) skal fortolkes således, at rug, for hvilken der ansøges om overgangsgodtgørelse, og som tilhører den ansøgende møllerivirksomhed ved høstårets udløb, ligeledes kan formales med henblik på konsum af andre møllerivirksomheder, såfremt disse møllerivirksomheder er i stand til at give kontrolmyndigheden — gennem pålidelige bogholderimæssige oplysninger om lagrene og et register over formaling — individuelle oplysninger svarende til dem, som den ansøgende møllerivirksomhed selv skal fremlægge, såfremt de stiller disse oplysninger til rådighed for kontrolmyndigheden — og i givet fald efter anmodning fra sidstnævnte fremsender bøgerne — og ligeledes giver kontrolmyndigheden mulighed for at foretage en fysisk kontrol på stedet, såfremt den måtte ønske dette.