I sit aktstykke om formaliteten bemærker Kommissionen, at sagens genstand er beregningen af den pension, som sagsøger har modtaget siden 1. januar 1975. Beregningen af pensionen er foretaget ved opgørelse af 18. april til 20. juni 1975, hvilken opgørelse er en akt, der indeholder et klagepunkt, jf. vedtægtens artikel 91.

Det bestrides ikke, at opgørelsen er udfærdiget under forbehold af Kommissionens formelle godkendelse af forliget, men dette forbehold havde ikke den mindste forbindelse med spørgsmålet om nedsættelse af pensionsretten. Det skyldtes udelukkende, at man ville undgå, at man kunne påberåbe sig opgørelsen i det tilfælde, at forliget mod foreventning ikke skulle blive gennemført.

Det af sagsøger i stævningen anførte om, at betegnelsen endelig, hvormed opgørelsen blev omtalt i hans brev af 21. august 1975, ikke angik beregningen af pensionssatsen, er irrelevant for diskussionen. Fremsendelsen af beslutningen af 2. juni 1975 gjorde nemlig opgørelsen fuldt ud gyldig, og den kunne derfor anfægtes som en akt, der indeholder et klagepunkt.

Ifølge Kommissionen burde sagsøger have indgivet en klage mod opgørelsen inden for en frist på 3 måneder, som anført i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og derefter anlagt sag inden for den frist, der er foreskrevet i artikel 91; dette har han ikke gjort.

I sit brev af 21. august 1975 har sagsøger anført de grunde, som skulle føre til, at de renter, der var opført på hans konto under den fælles foreløbige pensionsordning, burde være lagt til grund ved nedsættelsen af hans pension efter artikel 49, stk. 1, og han har anmodet om, at opgørelsen af 18. april til 20. juni 1975 af denne grund bliver ændret. Han har ved denne lejlighed meddelt, at hans brev burde betragtes som en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1 for det tilfælde, at administrationen ikke ville ændre opgørelsen.

Han har ikke modtaget svar på dette brev, ligesom han heller ikke har modtaget svar på sine henvendelser af 8. december 1975 og 2. februar 1976.

Kommissionen anfører videre, at sagsøger ved brev af 15. marts 1976, som han selv anså som en klage i henhold til artikel 90, stk. 2, vendte tilbage til sagen; den 15. juni 1976 anmodede han påny om at få svar på dette brev.

Kommissionen svarede endelig sagsøgeren ved brev af 9. august 1976.

Sagen blev anlagt den 30. september 1976.

Ifølge Kommissionen må sagen under alle omstændigheder afvises, hvad enten man anser sagsøgers forskellige breve som ansøgninger eller klager.

Hvis man anser brevet af 21. august 1975, uanset dets formulering, som en klage i henhold til artikel 90, stk. 2, må klagen uden tvivl anses som indgivet rettidigt, men det samme gælder ikke sagsanlægget af 30. september 1976. Dette burde nemlig i henhold til artikel 91, stk. 2 være indgivet inden for en frist på 3 måneder, regnet fra den stiltiende afgørelse i slutningen af december 1975, hvorved ansøgningen i brevet af 21. august 1975 blev afvist, dvs. senest i slutningen af marts 1976 og ikke 6 måneder senere.

Selv om man vil anse sagsøgers brev af 21. august 1975 som en ansøgning, bør sagen alligevel afvises. Den stiltiende afvisning af denne ansøgning måtte i så fald anses som en simpel bekræftelse på den nedsættelse af pensionsrettighederne, der allerede var besluttet i opgørelsen.

Under henvisning til Domstolens praksis (navnlig dom af 14. 12. 1965 i sag 12/65, Bauer mod Kommissionen, Recueil 1965, s. 1239), gør Kommissionen gældende, at en sådan bekræftelse ved stiltiende afvisning ikke på nogen måde kan påvirke den frist, der er fastsat for sagsanlæg mod en akt, der indebærer et klagepunkt, og endnu mindre få en ny frist for indgivelse af en ny klage til at løbe.

Sagsøgers modsatte opfattelse, som han har anført i sin stævning, ville bevirke, at selv gamle administrative retsakter, der var blevet uanfægtelige, når som helst kunne være genstand for en ansøgning, og efter at der var blevet truffet en stiltiende eller udtrykkelig beslutning om afvisning, kunne angribes ved en klage og dernæst ved et sagsanlæg for Domstolen.

Kommissionen hævder, at en sådan opfattelse ikke kan være forenelig med de regler, der gælder for frister for sagsanlæg. I så henseende henviser den til Domstolens dom af 15. juni 1976 (sag 1/76 Wack mod Kommissionen, Sml. 1976, s. 1017), hvor Domstolen har fastslået, at Kommissionens senere meddelelser, som besvarede sagsøgerindens ansøgninger, bekræftede blot den tidligere afgørelse og kunne således ikke fa en ny frist til at løbe til sagsøgerindens fordel. Domstolens har således nægtet at tillægge en ansøgning, der som i det foreliggende tilfælde er indgivet før en klage, nogen virkning i henseende til forlængelse af fristen for sagsanlæg, og den har afvist sagen under henvisning til, at klagen mod den akt, der indebar et klagepunkt, ikke var indgivet rettidigt.

Af de samme grunde bør Domstolen i nærværende sag fastslå,

Det følger heraf, at sagen under alle omstændigheder må afvises.

I sit indlæg angående Kommissionens indsigelse henviser sagsøger til, at der i april 1974 blev indgået en principaftale mellem parterne. De nærmere enkeltheder i denne aftale nødvendiggjorde imidlertid Kommissionens godkendelse. Denne godkendelse skulle ske ved et brev, som skal underskrives af hr. A. Bor-schette, medlem af Kommissionen (brev af 1. april 1974 fra sagsøgtes repræsentant).

Under de senere forhandlinger nåede parterne desuden også til en aftale om de nærmere bestemmelser i forliget. Alene spørgsmålet om beregningen af den nedsættelse, der skulle ske i medfør af artikel 49 i vedtægtens bilag VIII, forblev uafklaret.

Sagsøger hævder, at han ikke betragtede hverken opgørelsen eller den oversigt, der var vedlagt beregningen af den allerede bestridte nedsættelse, som akter, der indebar et klagepunkt mod ham. Han havde Kommissionens repræsentants løfte om, at dette spørgsmål ville blive behandlet af administrationen.

Administrationen har ifølge sagsøger klart betragtet dette problem som et principielt spørgsmål, der rakte ud over sagsøgers tilfælde. For at fremkalde en beslutning fra en højere myndighed, det vil i sidste instans sige Kommissionen, indgav sagsøger ansøgningen af 21. august 1975.

Heller ikke på denne dato så sagsøger nogen grund til at indgive en klage. Aftalen var blevet korrekt udført af administrationen. Der blev først grund til klage, da administrationen fortsat ikke gav noget svar, og da den ansøgning, der var indgivet i henhold til vedtægtens artikel 90, stiltiende blev afvist.

Under henvisning til at opgørelsen indeholdt det forbehold, at gyldigheden var betinget af, at aftalen formelt blev godkendt af Kommissionen, gør sagsøger gældende, at det ikke var muligt, at personaledirektørens beslutning af 20. juni 1975 som en administrativ akt fra en underordnet tjenestegren kunne have den virkning at ophæve dette forbehold.

Beslutningen af 20. juni 1975 var ikke en del af opgørelsen. Den anerkendte blot retten til alderspension og havde ingen forbindelse med beregningen af rettighederne.

Den principielle anerkendelse af pensionsretten gjorde det muligt at gå videre til en direkte beregning af rettighederne. I så henseende kunne man støtte sig på de individuelle og andre oplysninger fra opgørelsen, som sagsøger allerede havde givet sin godkendelse. Det er i denne forstand, at sagsøgeren senere i sin ansøgning af 21. august 1975 betegnede opgørelsen som endelig.

Sagsøger accepterede aldrig beregningen af nedsættelsen. I sin ansøgning af 21. august 1975 anmodede han udtrykkeligt om en ændret beregning.

Når Kommissionen hævder, at nedsættelsen allerede var besluttet i opgørelsen, er den ifølge sagsøger i modstrid med sin egen adfærd.

Kommissionens repræsentant forsikrede nemlig endnu den 10. juni 1975 som bekræftelse på en aftale mellem parternes advokater, at administrationen ville sætte sig direkte i forbindelse med sagsøger om beregning af nedsættelsen. Hvis han havde ment, at den aftale, som han netop havde bekræftet officielt, var annulleret ved personaledirektørens beslutning af 20. juni 1975, burde han have nævnt dette udtrykkeligt i det brev, ved hvilket han forkyndte denne beslutning. Det gjorde han imidlertid ikke. Sagsøger måtte derfor fortsat regne med, at spørgsmålet om beregningen af nedsættelsen ville blive undersøgt særskilt af administrationen. Princippet om den berettigede forventning finder også anvendelse i forvaltningsretten. Kommissionen kan ikke støtte ret på en sådan undladelse (venire contra proprium factum).

Det må følgelig fastslås, at indsigelsen om, at søgsmålet ikke er anlagt rettidigt, ikke er objektivt begrundet.

Sagsøger tilføjer, at efter hans mening må den mulighed for nårsomhelst at ændre opgørelser i henhold til artikel 41 i vedtægtens bilag VIII, såfremt pensionsberegningen er fejlagtig eller strider mod vedtægten, ikke alene give Kommissionen ret men også pligt til at foretage den fornødne ændring.

I sit svarskrift tager Kommissionen navnlig stilling til sagsøgers argumentation vedrørende nævnte artikel, som ifølge Kommissionen ikke giver tjenestemanden ret til på hvilket som helst tidspunkt . at foranledige efterprøvet opgørelser, der er blevet endelige, og heller ikke til at kræve en ændring af sin pension med den retsvirkning, at en beslutning om afvisning af ansøgningen kan angribes i henhold til vedtægtens artikel 91 ved en klage, efterfulgt af et sagsanlæg. Men selv om artikel 41 skulle give tjenestemænd ret til at kræve efterprøvet deres pensions-sats i visse tilfælde med den ovennævnte virkning, ville dette ikke komme sagsøger til gode. Sagsøger angriber nemlig ikke en beregning af sin pension, som er behæftet med fejl eller mangel, som anført i artikel 41, men fortolkningen af bestemmelserne i artikel 49, stk. 1 i bilag VIII, som har ført til en nedsættelse af hans pensionsbeløb. En tvist af denne art er imidlertid, selv om den i sidste instans vedrører pensionsbeløbet, bundet til den frist for sagsanlæg, der er fastsat i vedtægtens artikel 91, og falder ikke ind under anvendelsesområdet for artikel 41 i bilag VIII.

Under henvisning til en brevveksling mellem parterne gør Kommissionen gældende, at sagsøger ubestrideligt var klar over, navnlig at spørgsmålet om nedsættelse af hans pensionsrettigheder var blevet afgjort til skade for ham ved den opgørelse, der var blevet endelig ved beslutningen af 20. juni 1975. I sit brev af 21. august 1975 henviser sagsøger nemlig udtrykkeligt ikke alene til opgørelsen, som han begærede ændret, men også til beslutningen.

Den retlige situation var altså kendt for sagsøger senest den 21. august 1975. Sagsøger har altså simpelthen begået en fejl, da han i sit brev af denne dato indgav en ansøgning i stedet for en klage, og da han ved udløbet af fristen på fire måneder i december 1975 indgav en klage i stedet for at anlægge sag inden marts 1976.

I replikken til svarskriftet og i duplikken uddyber henholdsvis sagsøger og Kommissionen deres argumentation på forskellige omtvistede punkter, som allerede er behandlet i deres forudgående indlæg.

Sagsøger bestrider fastlæggelsen af pensionssatserne for den periode før vedtægtens ikrafttræden, hvori han har været undergivet pensionsordningen. Han finder, at nedsættelsesreglen i artikel 49, stk. 1 i vedtægtens bilag VIII er anvendt forkert.

Ved beregningen af retten til alderspension nedsatte administrationen pensions-satsen som følge af, at sagsøger havde hævet beløb på sin konto under den midlertidige ordning for at sikre opretholdelsen af sine pensionsrettigheder i hjemlandet. Imidlertid tog administrationen for den periode, hvori han var tilknyttet denne ordning, kun hensyn til et beløb på 4545 BFR bidrag, som stadig stod på hans konto ved overgangen til vedtægten, og ikke til det beløb på 27874 BFR, som var påløbet som renter.

Ifølge sagsøger blev der ved den pensionsordning, der blev indført ved intern skrivelse af 19. juli 1958, oprettet en pensionskasse. Det var det tilgodehavende, der stod på de individuelle konti, og som bestod i bidragene og udbyttet af disses placering, der udgjorde de pensionsrettigheder, som var under erhvervelse i perioden forud for vedtægtens ikrafttræden. Tjenestemænd, der udtrådte af tjenesten, før de havde ret til pension, modtog nemlig blandt andet det beløb som stod på deres konto i den fælles pensionsordning for Fællesskabets institutioner ved vedtægtens ikrafttræden, med tillæg af renter 3,5 % p.a. (dvs. indtil datoen for udtræden — artikel 12 a i vedtægtens bilag VIII).

Ved nedsættelse af retten til alderspension i medfør af artikel 49 i bilag VIII var det afgørende spørgsmål derfor, i hvilket omfang tilgodehavendet var blevet reduceret ved trak på kontoen.

Under henvisning til at pensionsretten ifølge artikel 49, stk. 1 begrænses i forhold til de beløb, der er hævet, gør sagsøger gældende, at i forhold til betyder, at der må tages stilling til, hvor stort et beløb der er blevet hævet i forhold til det tilgodehavende, som den pågældende ville have haft ved overgangen til vedtægtens ordning, såfremt der ikke var blevet hævet noget beløb. Den fulde pensionssats svarede til det resterende tilgodehavende, som er indgået i Fællesskabets budget. Med andre ord skulle der foretages nedsættelse i forhold til det beløb, hvormed kontoen, dvs. tilgodehavendet inklusive renter, var blevet reduceret som følge af træk på denne.

Administrationen gik imidlertid anderledes til værks ved nedsættelsen. Den sammenlignede ikke de beløb, der var hævet, med det tilgodehavende, der stod på kontoen (inden der var hævet noget beløb), men med bidragene og udelukkende med disse. Bortset herfra tog den ikke hensyn til tilgodehavendet; dette fik ikke noget modsvar i pensionsretlig henseende.

Kommissionen gør i sit svarskrift gældende, at det alene er bestemmelserne i artikel 49, stk. 1, der kommer i betragtning. Da disse imidlertid ikke giver nogen som helst hjælp for så vidt angår det omtvistede spørgsmål, må denne artikel fortolkes efter, hvorledes denne bestemmelse og medregningen af renter passer ind i vedtægtens pensionsordning.

De grundlæggende principper i denne ordning er anført i vedtægtens artikel 77 og i artikel 2 i vedtægtens bilag VIII. Ifølge disse regler bestemmes pensions-beløbet udelukkende af antal pensionsgivende år og grundlønnen i den sidste lønklasse, i hvilken tjenestemanden har været indplaceret i mindst et år. Beregningen af pensionsgivende tjenesteår sker på grundlag af bestemmelserne i artikel 3 i bilag VIII, som udelukkende henviser til varigheden af den tjenestetid, som er tilbagelagt i en af Fællesskabets institutioner.

Hvis man, som sagsøger kræver det, ved beregning af nedsættelsen af pensionsrettighederne i medfør af artikel 49, stk. 1 tog hensyn til de renter, der var opført på hans konto, ville man nå frem til en lavere sats for nedsættelsen og følgelig til et højere antal pensionsgivende år, som igen ville få indflydelse på pensionens størrelse. Det ville være uforeneligt med artikel 3 i bilag VIII at foretage nedsættelsen på denne måde. Ydermere kunne de funktionærer, som ikke havde hævet noget beløb på deres konto under den foreløbige pensionsordning, ikke få godskrevet sådanne supplerende pensionsgivende år, fordi de ikke faldt ind under bestemmelserne i artikel 49, stk. 1 i bilag VIII.

Det er alene bestemmelserne i artikel 12 a) i bilag VIII om udtrædelsespenge, der giver tjenestemanden ret til de renter, der er opført på hans konto i den fælles midlertidige pensionsordning. Disse bestemmelser kan imidlertid ikke anvendes i sagsøgers tilfælde, eftersom han efter at have tilbagebetalt Kommissionen de udtrædelsespenge, som han havde fået udbetalt, samt påløbne renter, fremover modtog pension i henhold til den aftale, der var indgået i sag 133/73.

I sin replik til svarskriftet bekræfter sagsøger, at han deler Kommissionens opfattelse om, at spørgsmålet om nedsættelse udelukkende bør afgøres efter artikel 49, stk. 1 i bilag VIII. Denne bestemmelse er imidlertid en del af kapitel 8 i bilag VIII, hvis særlige bestemmelser regulerer problemet med overgang fra den foreløbige pensionsordning til vedtægtens pensionsordning.

Sagsøger henleder opmærksomheden på de grundlæggende forskelle mellem pensionsordningen før vedtægtens ikrafttræden og vedtægtens pensionsordning og navnlig på det forhold, at den pensionskasse, der er omtalt i den interne skrivelse nr, 16, udgjorde en selvforsikrings ordning med indtægter fra bidragene og udbytte af disses placering, en ordning som selv måtte dække sine . udgifter, medens ydelserne efter ved tægtens ordning omvendt dækkes af Fællesskabets budget (vedtægtens artikel 83).

Det er derfor ifølge sagsøger helt forfejlet at lade fortolkningen af artikel 49, stk. 1 bero på, hvorledes denne bestemmelse og medregning af renter passer ind i vedtægtens pensionsordning.

Pensionretten bestemmes nemlig i artikel 48, som indgår i overgangsbestemmelserne i kapitel 8 i bilag VIII, ud fra den pågældendes tilslutning til den foreløbige pensionsordning, og ikke, som Kommissionen hævder, efter dette bilags artikel 2 og 3, dvs. efter antallet af de pensionsgivende tjenesteår, der er tilbagelagt i en stilling under vedtægten.

Sagsøger er ikke enig med Kommissionen i, at det forhold, at der ved nedsættelse af pensionsretten tages hensyn til renter, der er opført på hans konto, skulle medføre en mere gunstig situation end for tjenestemænd, som ikke havde hævet på deres konto. Det følger nemlig af en modsætningsslutning fra artikel 49, stk. 1, at hvis tjenestemanden ikke har gjort brug af muligheden for at hæve beløb på sin konto, har han ret til' fuld pension.De beløb, der står på [de pågældendes] konto i den fælles foreløbige pensionsordning (artikel 51 i bilag VIII) er altså fuldt ud blevet overført til Fællesskaberne (samme bestemmelse). Det, der står på kontoen, når der ikke er hævet noget beløb, fremgår af den interne skrivelse nr. 16, nemlig bidrag samt de årligt påløbne renter. Den samlede pension udgøres således af det tilgodehavende i bidrag og renter, som den pågældende har, når disse to beløb er overført fuldt ud til Fællesskabets budget.

De renter, der er indskrevet på kontiene, er ifølge sagsøgte altid blevet taget i betragtning, nar der blev hævet på kontoen, og efter artikel 49, stk. 1 bør dette også være tilfældet, når der skal ske nedsættelse af pensionsretten som følge af, at der er hævet på kontoen.

I sin duplik gør Kommissionen gældende, at den foreløbige pensionsordning, der er omhandlet i den interne skrivelse nr. 16, ikke udgør en egentlig pensionsordning. Ordningen hjemler nemlig ingen pensionsydelse, men udelukkende udbetaling af udtrædelsespenge (bidrag + renter) i tilfælde af for tidlig udtræden af tjenesten. Bestemmelserne herom i den interne skrivelse er senere blevet optaget i vedtægtens bestemmelser om udtrædelsespenge og om medregning af tjenesteperioder før vedtægtens ikrafttræden (bilag VIII, artikel 48, stk. 1).

Pensionsretten fremgår for alle tjenestemænd, ligeledes for dem som allerede var indtrådt i tjenesten før 1. januar 1962, af vedtægtens artikel 77. Artikel 48, stk. 1 i bilag VIII bestemmer udelukkende, at de tjenesteperioder, der ligger før vedtægtens ikrafttræden, og som er tilbagelagt af tjenestemænd, der allerede var indtrådt i tjenesten den 1. januar 1962, bør tages med i betragtning ved pensionens beregning; denne bestemmelse supplerer således artikel 3 i bilag VIII for denne gruppe tjenestemænd.

Sagsøgers argument om, at den tjenestemand, som ikke har hævet på sin konto, skulle have ret til den fulde pension, er forkert. Som Kommissionen allerede har anført, var den foreløbige pensionsordning nemlig ikke en egentlig ordning, og den gav i modsætning til, hvad sagsøger forfægter, ikke nogen ret til pension. Der kunne følgelig ikke ved anvendelsen af artikel 49, stk. 1 være noget modsvar mellem den fulde pension og tilgodehavenderne i form af bidrag og renter, hvad enten bidrag og renter senere var eller ikke var blevet overført til Fællesskabernes budget.

Ifølge Kommissionen beregnes den fulde pension, som sagsøger skulle have haft ret til, hvis han ikke havde hævet beløb på sin konto før vedtægtens ikrafttræden, udelukkende som for alle hans kolleger i samme situation, ud fra antallet af tjenesteår og den sidste grundløn (vedtægtens artikel 77; artikel 48, stk. 1 i bilag VIII).

Sammenfattende anfører Kommissionen, at det må fastslås, at en medregning af de renter, der var opført på sagsøgers konto under den foreløbige pensionsordning, en medregning, som sagsøger kræver ved nedsættelsen af hans pensionsrettigheder i henhold til artikel 49, stk. 1 i bilag VIII, er uforenelig med de principper, der gælder for vedtægtens pensionsording.

Den anfægtede opgørelse af 18. april — 20. juni 1975, der — som det var sket i alle tidligere tilfælde — ikke medregnede de renter, der var opført på sagsøgers konto under den foreløbige pensionsordning ved nedsættelsen af hans pensionsrettigheder i henhold til artikel 49, stk. 1 i bilag VIII, er således lovlig, og sagsøgte må følgelig frifindes.