Lov nr. 825 af 13. juli 1965 (Gazz. Uff. nr. 182 af 22. 7. 1965), som ændret ved lov nr. 724 af 10. december 1975, opstiller en prisliste over forbrugerpriser, sammensat af en lang række detailsalgs-priser, som hver består af tre dele, nemlig den andel, der tilkommer leverandøren som vederlag til producenten og grossisten, den andel, der tilfalder staten i form af en forbrugsafgift, samt den andel, der tilfalder detailhandleren som vederlag for salg i detailleddet (avance). Avancen udgør 8 % af den endelige forbrugerpris. Prislisten over salgspriserne indeholder 71 forskellige forbrugerpriser på cigaretter, 213 forskellige priser på cigarer, 91 på cigarillos, 133 priser på udskåret tobak og 36 priser på snustobak. De inden- og udenlandske producenter vælger for hver af deres produkter en af de forbrugerpriser, som er fastsat i prislisten (eller foreslår en anden pris). På prislisten optages efterhånden alle de solgte mærker ved et dekret, udstedt af finansministeriet.

Detailhandlerne køber de af monopolet omfattede produkter til en pris, hvori deres egen avance ikke er iberegnet, og er pligtige at sælge dem til de i prislisten fastsatte forbrugerpriser, dvs. hverken højere eller lavere end disse. Detailhandlernes vederlag er den avance, som er fastsat i prislisten over forbrugerpriserne.

I Italien har staten også monopol på at fremstille forarbejdede tobaksvarer.

Den italienske regering svarede Kommissionen ved en skrivelse af 7. juli 1980 fra den faste repræsentation, og gav for hver af de punkter, Kommissionen havde fremført, en begrundelse for den gældende monopolordning for forarbejdet tobak.

Den 13. november 1980 fremsatte Kommissionen i medfør af traktatens artikel 169, stk. 1, en begrundet udtalelse over for Den italienske Republik, hvori den gjorde gældende, at Den italienske Republik ved at opretholde de omhandlede foranstaltninger havde tilsidesat forpligtelser, som påhviler den i henhold til traktatens artikel 37. Den begrundede udtalelse vedrørte dels monopolet for forarbejdet tobak og dels tilpasningen af monopolet for tændstikker, som var omtalt i en tidligere skrivelse fra Kommissionen af 23. december 1976 og i den italienske regerings svar herpå den 1. marts 1977.

Efter flere drøftelser mellem de italienske myndigheder og Kommissionen overbragte Italiens faste repræsentation Kommissionen den 26. juni 1981 den italienske regerings svar på den begrundede udtalelse. Heri underrettede den italienske regering Kommissionen om de ændringer af den gældende monopolordning, den ville iværksætte for at efterkomme de af Kommissionen opstillede retningslinjer på de fleste af de punkter, Kommissionen havde kritiseret. Den italienske regering fastholdt imidlertid de ensartede avancer i forbindelse med fastsættelse af detailsalgspriserne, idet disse efter den italienske regerings opfattelse var et væsentligt led i udformningen af det fiskale monopol for tobak i Italien. Regeringen henviste herved til traktatens artikel 90, stk. 2.

Efter at de italienske myndigheder havde erklæret sig rede til at vedtage de ved lov og administrativt fastsatte bestemmelser, som var nødvendige for at efterkomme den begrundede udtalelse på de fleste af de anfægtede punkter, besluttede Kommissionen at indstille traktatbruds-proceduren, bortset fra ordningen vedrørende fastsættelse af ensartede avancer, som er genstanden for den foreliggende sag.

det statueres, at Den italienske Republik ved at opretholde en ordning med fastsættelse af ensartede avancer for detailsalg af forarbejdet tobak, har tilsidesat forpligtelser, som påhviler den i henhold til traktatens artikel 37;

frifindelse;

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Domstolen har dog anmodet Kommissionen og den italienske regering om at besvare visse spørgsmål.

a)En sådan foranstaltning er allerede i sig selv diskriminerende, fordi den producerende stat er nødt til at fastsætte avancen efter sin markedspolitik for sine egne produkter. Avancen svarer imidlertid ikke nødvendigvis til den markedspolitik, der vedrører de importerede produkter. Tværtimod kan en fast avance næsten pr. definition ikke være afpasset efter alle de forskellige produkter, som afsættes på markedet i den enkelte medlemsstat. Det ville svare til, at en producent kunne påtvinge sine konkurrenter samme avance, som han selv giver detailhandlerne af sine egne produkter. Det er netop et af formålene med artikel 37 at undgå, at en medlemsstat, som er indehaver af et fremstillingsmonopol, kan skabe en sådan situation via sit salgs-monopol.

Allerede i dom af 3. februar 1976 (sag 59/75, Manghera, Sml., s. 91) fastslog Domstolen, at det er en forskelsbehandling i artikel 37's forstand, at en stat, som selv fremstiller de pågældende varer, opretholder en staten tilkommende eneret til import, eftersom monopolet ikke kan undgå at foretrække sine egne produkter frem for konkurrenternes. På samme måde må det antages at indebære diskrimination, når en stat som indehaver af et monopol fastsætter ensartede avancer, eftersom den ikke kan undgå at fastsætte avancerne på en sådan måde, at de fremmer afsætningen af dens egne produkter. I øvrigt sælges de fleste af de forarbejdede tobaksvarer, som fremstilles i Italien, til lavere priser end de tilsvarende produkter fra de andre medlemsstater, således at et påbud om en fast procentvis avance af detailsalgsprisen hviler tungere i reelle omkostninger på de dyre produkter, som normalt er de importerede, end de italienske produkter, som oftest er de billigste.

At en foranstaltning anvendes uden forskel er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den ikke er diskriminerende. Begrebet forskelsbehandling af medlemsstaternes statsborgere i traktatens artikel 37 må forstås på baggrund af det fælles marked, betragtet som en helhed. Det forudsætter, at der på fællesskabsplan og ikke kun på nationalt plan, foretages en analyse af situationen for henholdsvis de nationale erhvervsdrivende og de erhvervsdrivende, som driver virksomhed i flere medlemsstater. Mens det italienske monopol således frit kan eksportere sine produkter til de andre medlemsstater, selv vælge sin afsætningspolitik og yde forhandlerne det vederlag, den skønner mest hensigtsmæssigt, er eksportørerne fra de andre medlemsstater nødt til, når de sælger inden for Italien, at betale detailhandlerne en fast, procentvis avance, der fastsættes ensidigt af staten.

Det er kun gennem ophævelse af ordningen med de faste, procentvise avancer, at en sådan mulighed for forskelsbehandling [kan] udelukkes, jfr. herved traktatens artikel 37. Der kan dog også tænkes den mulighed, at staten fastsætter en vis mindsteavance under henvisning til den forpligtelse, der påhviler detailhandleren til under statens lovlige monopol at handle med alle leverandører, og fra at sikre disse et vist minimumsvederlag. Staten har endvidere den mulighed at indføre et forbud mod salg med tab ved at påbyde en vis maksimumsavance, som ikke må overstige den erhvervsdrivendes samlede gevinst.

a)Den økonomiske og retlige begrundelse for denne prisordning beror på den særlige opbygning af monopolet, som er tilpasset efter traktatens artikel 37. I Italien har monopolet for forarbejdet tobaks vedkommende den særlige fiskale funktion at forhøje statens indtægter videst muligt ud over, hvad de normale afgifter på forbrug eller på fremstilling af visse produkter giver mulighed for. Detailhandleren har en egentlig opkrævningsfunktion. Ordningen med den faste avance medfører, at man undgår den gradvise eliminering af de marginale producenter, som ellers ville bevirke, at der blev skabt et faktisk monopol, hvilket ville forhøje det ulovlige forbrug og påføre statskassen betydelige tab.

Endvidere bidrager den faste avance til at beskytte forbrugeren ved at sikre gennemsigtigheden i de forskellige elementer, som indgår i produkternes endelige pris, og ved at forhindre en ukontrolleret forhøjelse af priserne.