I sag nr. 81/72
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, repræsenteret af Walter Much, generaldirektør for Kommissionens juridiske afdeling, som befuldmægtiget, bistået af: Louis de la Fontaine, chefrådgiver for Kommissionens juridiske afdeling, med valgt adresse hos Emile Reuter, Kommissionens juridiske rådgiver, Luxembourg, 4, boulevard Royal,
RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, repræsenteret og bistået af Ernst Wohlfarth, Rådets juridiske rådgiver, som befuldmægtiget, med valgt adresse hos J. N. van den Houten, direktør for den juridiske afdeling i Den europæiske Investeringsbank, Luxembourg, 2, place de Metz,
angående delvis annullation af Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 2647/72 af
afsiger
DOMSTOLEN,
sammensat af: R. Lecourt, præsident, R. Monaco og P. Pescatore, afdelingsformænd, A. M. Donner, J. Mertens de Wilmars (refererende) og H. Kutscher, C. Ó Dálaigh, M. Sørensen og A. J. Mackenzie Stuart, dommere,
generaladvokat: J.-P. Warner
justitssekretær: A. Van Houtte
følgende
De faktiske omtændigheder og retsforhandlingernes forløb kan sammenfattes således:
I henhold til artikel 65, stk. 1 i tjenestemandsvedtægten undersøger Rådet hvert år på grundlag af en rapport fra Kommissionen lønningsniveauet for tjenestemændende og de øvrige ansatte i Fællesskaberne, og samtidig undersøger den, om en tilpasning af vederlagene er rimelig inden for rammerne af Fællesskabernes økonomiske og sociale politik. Der skal særlig tages hensyn til eventuelle forhøjelser af det offentliges lønninger samt nødvendigheden af nyansættelse.
I henhold til stykke 2 i den samme bestemmelse træffer Rådet i tilfælde af en væsentlig ændring i leveomkostningerne inden for en frist på højst to måneder afgørelse om tilpasning af justeringskoefficienten, og eventuelt om dette skal ske med tilbagevirkende kraft.
Ved denne årlige undersøgelse er der siden 1966 ifølge Kommissionen, allerede tidligere ifølge Rådet, ikke blot taget hensyn til stigningen i leveomkostningerne, men også til den gennemsnitlige forøgelse af købekraften i Fællesskabet for ikke blot at sikre tjenestemændene opretholdelsen af deres købekraft, men også en reel forøgelse af deres lønninger retfærdiggjort af og parallelt med forbedringen af den almindelige levestandard i Fællesskabet. Da fastsættelsen af de kriterier, der skulle tages hensyn til, hvert år førte til uenighed og vanskeligheder i mangel af en almindeligt anerkendt metode, ved hvilken man kunne måle udviklingen af købekraften, opfordrede Rådet Kommissionen til så snart som muligt at forelægge det et dokument,
I løbet af sit 192. møde afholdt den
Den
Rådet kunne imidlertid ikke nå til nogen afgørelse på dette grundlag, og det udstedte den
Den
Kommissionen har afstået fra at afgive replik.
Domstolen har på grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at åbne den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
Rådet har til Domstolen indleveret uddrag af protokollaterne fra sit 192. og 217. møde henholdsvis den
Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den
Kommissionen nedlægger følgende påstand:
Rådet erklærer, at
Parternes søgsmålsgrunde, indsigelser og andre anbringender kan sammenfattes således:
Efter
Med henblik herpå er det nødvendigt at afklare to spørgsmål: det første angår rækkevidden af afgørelsen af
En sådan forståelse strider mod den målsætning om ro på arbejdsmarkedet, som er tilstræbt ved afgørelsen, og som netop burde være sikret ved, at Rådet i en prøvetid indskrænker sin skønsbeføjelse ved at tage hensyn til objektive beregningselementer. Da aftalen angående beregningsmetoden blev truffet med dette mål for øje, strider en fortolkning, hvorefter Rådet fortsat har uindskrænket skønsmyndighed, mod principperne om beskyttelse af en berettiget forventning og den gode tro.
Kommissionen bestrider endvidere påstanden om, at anvendelsen af ordene
Formuleringen
Såfremt Rådet faktisk har bevaret en skønsmargin er det kun inden for grænserne af de to indekstal, og uden at det har fået mulighed for at fastsætte en forhøjelseskoefficient, som er lavere end begge disse indikatorer.
Da de to indekstal resulterede i koefficienter på
Idet Rådet videre tager stilling til, om søgsmålet kan behandles, udtaler det, at den anfægtede retsakt er en forordning, som er udstedt
I retsmødet den
Hvad realiteten angår, bestrider Rådet for det første, at den anfægtede forordning er i strid med artikel 65 i tjenestemandsvedtægten. Med hensyn til den ordning, som blev indført ved Rådets beslutning af
Man kan ikke i denne henseende påberåbe sig Domstolens praksis, hvorefter man har anset en formløs beslutning for en retsakt i overensstemmelse med artikel 173, eftersom det i det foreliggende tilfælde drejer sig om et andet spørgsmål, nemlig hvilke afgørelser, der anses for at udgøre en retsregel vedrørende Traktatens gennemførelse.
Det samme gælder med hensyn til artikel 65 i forbindelse med beslutningen af
Ifølge Rådet drejer det sig om en beslutning sui generis, som udgør en gennemførelsesbestemmelse til vedtægtens artikel 65. I hvert fald vil man ikke kunne tale om en kollektiv overenskomst, da beslutningsmyndigheden i henhold til artikel 65 og i overensstemmelse med tjenestemandsretlige principper tilkommer Rådet og ikke kan deles med personalet. Såfremt Rådet altså har villet binde sig selv, bevarer det ikke desto mindre sin fulde frihed ved fortolkningen og anvendelsen af sin beslutning uden at være underkastet domstolskontrol, sålænge denne frivillige forpligtelse ikke tager form af en retsregel.
Såfremt Domstolen skulle statuere, at den anfægtede beslutning udgør en retsregel vedrørende gennemførelsen af Traktaten, bestrider sagsøgte, at der foreligger en overtrædelse af en sådan retsnorm.
Sagsøgte bemærker for det første, at Kommissionen selv går ud fra, at den omstridte retsakt overlader en skønsbeføjelse til Rådet. Der består kun meningsforskel med hensyn til omfanget af denne beføjelse. Ifølge Kommissionen kan denne kun udøves inden for de grænser, som er draget af de valgte indekstal. Sagsøgte anser imidlertid spillerummet for skønnet for at være større, hvilket skulle fremgå af benyttelsen af udtrykket
I øvrigt anvender vedtægtens artikel 65, stk. 1 det samme udtryk med hensyn til den rapport, som fremlægges af Kommissionen, uden at Rådet nogen sinde har følt sig bundet af denne rapport.
Når det endelig i den anfægtede beslutning udtrykkeligt erklæres, at den vedtagne ordning
denne undersøgelse skal fastslå, hvorvidt en tilpasning af vederlagene er rimelig inden for rammerne af Fællesskabernes økonomiske og sociale politik;
gennem flere år har Rådet og Kommissionen i samarbejde med de organisationer, som repræsenterer tjenestemændene, foretaget de tilpasninger, som har været anset for nødvendige;
det er erkendt, at disse tilpasninger ikke blot skulle sigte på at regulere lønningerne i overensstemmelse med stigningen i leveomkostningerne, men også lade tjenestemændene og de øvrige ansatte få del i den stigning i indtægtsniveauet, som var konstateret i Fællesskabet;
da beregningen af denne indtægtsstigning hvert år har ført til uoverensstemmelser mellem de organisationer, som repræsenterer personalet, og de pågældende institutioner, opfordrede Rådet ved beslutning af
i en afsluttende bemærkning udtalte Kommissionen, at disse forslag ville kunne gøre det nødvendigt at ændre vedtægtens artikler 64 og 65;
efter at Rådet havde forkastet disse forslag — navnlig fordi de faldt uden for rammerne af artikel 65 — foreslog Kommissionen den
ifølge referat af det møde, hvor beslutningen herom blev truffet, afviste Rådet den automatiske anvendelse af det aritmetiske gennemsnit af de to basistal og bestemte med hensyn til disses anvendelse følgende:
Rådet fastsatte imidlertid i den anfægtede forordning den lønforhøjelse, som baseredes på stigningen i købekraften, til
sagsøgeren gør gældende, at Rådet ved ikke at have forhøjet lønningerne i hvert fald til niveauet for det laveste indekstal på
Rådet har erklæret, at det ved vedtagelsen af den anfægtede forordning har følt sig bundet af
ifølge denne bestemmelse undersøger Rådet hvert år på grundlag af en rapport fra Kommissionen lønningsniveauet i Fællesskaberne;
på grundlag af denne rapport skal Rådet
i tilslutning til denne undersøgelse skal Rådet ifølge artikel 65, stk. 3
det står Rådet, som er ansvarlig for personalelovgivningen, frit for blandt de metoder, som det benytter ved gennemførelsen af artikel 65, at tage også sådanne fremgangsmåder i anvendelse, som inddrager arbejdsmarkedets parter, således som de praktiseres under forskellige former i medlemsstaterne;
Rådet er, i overensstemmelse med almindelig praksis i Fællesskabet, beføjet til at opdele sin beslutningsproces i flere på hinanden følgende faser, således at visse principielle spørgsmål løses først for derved at lette iværksættelsen af de senere gennemførelsesforanstaltninger.
det traf afgørelse på grundlag af et forslag fra Kommissionen, fremsat efter forhandling mellem denne og de organisationer, som repræsenterede personalet;
afgørelsens forhistorie og ordlyd viser, at det har været Rådets hensigt at binde sig til at iagttage bestemte kriterier ved tilvejebringelsen af yderligere foranstaltninger i forbindelse med den periodisk tilbagevendende nye fastsættelse af vederlagene;
denne hensigt fremgår navnlig af de bestemmelser, hvorefter den ordning, som var fastsat i beslutningen, skulle
Rådet har i øvrigt under den mundtlige forhandling gentagne gange understreget, at det følte sig bundet af denne retsakt, og at det stadig har i sinde at respektere den; meningsforskellen skulle kun angå beslutningens fortolkning;
selv om dette princip i første række finder anvendelse på enkeltafgørelser, er det dog ikke helt udelukket, at det i påkommende tilfælde også kan gøre sig gældende ved udøvelsen af mere generelle beføjelser;
i øvrigt er den i artikel 65 omhandlede årlige tilpasning af vederlagene kun en, mere administrativ end normativ, gennemførelsesforanstaltning, som falder ind under Rådets anvendelse af denne bestemmelse.
Rådet har til støtte for berettigelsen af sin ændrede holdning påberåbt sig inflationsfaren, som skal være øget i tiden mellem beslutningens vedtagelse og tidspunktet for udstedelsen af den påklagede forordning;
imidlertid synes såvel under de forberedende undersøgelser som ved de forhandlinger, som gik forud for beslutningen af
i øvrigt viser hverken protokollatet af Rådets forhandlinger af 5.,
endelig må det tages i betragtning, at denne ordning i sig selv har en forsinkende virkning, da den først giver hjemmel for tilpasningen af vederlagene til tjenestemændene og de øvrige ansatte i Fællesskaberne, efter at en allerede indtrådt stigning af de indenlandske vederlagsbeløb er konstateret, og da denne tilpasning i henhold til artikel 65 kun sker én gang årligt på et bestemt tidspunkt;
Rådet har således ikke til støtte for den anfægtede forordning anført noget, som kan berettige en afvigelse fra de forpligtelser, som det tidligere har påtaget sig.
Rådet har herved anført, at den årlige beslutning vedrørende lønningsniveauet ifølge afgørelsen af
vel skulle disse indekstal altså udgøre vigtige faktorer ved udøvelsen af skønnet, men den vægt, der skulle tillægges dem, måtte dog kunne drages i tvivl under hensyn til andre af de i artikel 65 nævnte faktorer.
anvendelsen af udtrykket
Rådet har således ved sin anvendelse af vedtægtens artikel 65 krænket princippet om beskyttelse af den berettigede forventning idet det har fastsat de i den anfægtede forordnings artikel 1 til 4 hjemlede forhøjelser lavere end niveauet for det ifølge beslutningen af
da ingen af parterne i denne sag har nedlagt påstand om omkostninger, vil disse være at ophæve.
På grundlag af disse præmisser,
DOMSTOLEN,
idet den forkaster enhver anden videregående eller hermed uforenelig påstand, følgende:
Lecourt
Monaco
Pescatore
Donner
Mertens de Wilmars
Kutscher
O Dálaigh
Sørensen
Mackenzie Stuart
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den
Justitssekretæren
A. Van Houtte
Præsidenten
R. Lecourt