EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 17.2.2025
COM(2025) 44 final
2025/0025(NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne til den afgørelse, der skal træffes af deltagerne i sektoraftalen om eksportkreditter til civile fly
BEGRUNDELSE
1.Forslagets genstand
Dette forslag vedrører en afgørelse om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på møderne for deltagerne i sektoraftalen om eksportkreditter til civile fly, bilag III til OECD-arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter ("arrangementet") angående ændringer af sektoraftalen om eksportkreditter til civile fly ("sektoraftalen om fly").
2.Baggrund for forslaget
2.1.Arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter og sektoraftalen om fly
Arrangementet er en "gentlemanaftale" mellem Unionen, USA, Canada, Japan, Korea, Norge, Schweiz, Australien, New Zealand, Tyrkiet og Det Forenede Kongerige ("deltagerne"), som har til formål at fastlægge en ramme for en ordnet anvendelse af offentligt støttede eksportkreditter. I praksis vil det sige, at der skabes lige vilkår blandt deltagerne (hvorved konkurrencen er baseret på de eksporterede varers og tjenesteydelsers pris og kvalitet og ikke på de finansielle betingelser, der stilles), samtidig med at der ydes en indsats for at fjerne subsidier og handelsforvridninger i forbindelse med offentligt støttede eksportkreditter. Arrangementet, der trådte i kraft i april 1978, er af ubegrænset varighed, og er, selv om OECD's sekretariat yder støtte til dets gennemførelse, ikke et OECD-dokument.
Nogle af de regler, der er fastsat i arrangementet, er sektorspecifikke og nærmere beskrevet i de sektorspecifikke bilag til arrangementet (kaldet "sektoraftalen"). Sektoraftalen om fly er en selvstændig aftale om offentligt støttede eksportkreditter vedrørende civile fly. Aftalen fungerer uafhængigt af arrangementet.
Sektoraftalen om fly forvaltes af dens deltagere, som er Australien, Brasilien, Canada, Den Europæiske Union, Japan, Korea, New Zealand, Norge, Schweiz, Det Forenede Kongerige og De Forenede Stater.
Sektoraftalen om fly ajourføres regelmæssigt for at tage hensyn til udviklinger på finansmarkedet og inden for politikområder, der berører ydelsen af offentligt støttede eksportkreditter. Sektoraftalen om fly er blevet gennemført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1233/2011 af 16. november 2011 og er dermed gjort juridisk bindende i Unionen. Revisioner af vilkår og betingelser i arrangementet indarbejdes i EU-retten ved delegerede retsakter i henhold til nævnte forordnings artikel 2.
2.2.Deltagerne i sektoraftalen om fly og beslutningstagning
Europa-Kommissionen repræsenterer Unionen på møderne for deltagerne i sektoraftalen om fly samt i de skriftlige beslutningsprocedurer for sektoraftalens deltagere. Beslutninger om alle ændringer af arrangementet træffes ved konsensus.
2.3.Den påtænkte retsakt, som skal vedtages af deltagerne i sektoraftalen om fly
Selv om sektoraftalen om fly fokuserer på eksportkreditter i forbindelse med eksport af civile fly, yder deltagerne også støtte i henhold til sektoraftalen om fly til transaktioner, der omfatter levering af vedligeholdelse og andre tjenester samt eksport af reservedele og motorsæt. Praksis vedrørende sektoraftalen om fly i årenes løb har imidlertid vist tvetydigheder med hensyn til anvendelsen af reglerne på transaktioner af denne type. Det er derfor blevet foreslået, at specifikke vilkår og betingelser for vedligeholdelses- og tjenesteydelseskontrakter samt for reservedele og motorsæt (vedrørende fly, der er omfattet af sektoraftalen om fly) medtages i sektoraftalen om fly. Reglerne vil sikre en sammenhængende anvendelse og fortolkning af sektoraftalen om flys vilkår for disse transaktioner og dermed bidrage til mere lige vilkår.
Nærmere bestemt vil reglerne:
·give mulighed for længere løbetider for transaktioner over en vis kontraktværdi
·nedsætte minimumsudbetalingen fra 30 % til 15 % af eksportkontraktværdien, og
·tilpasse definitionen af kredittens begyndelsestidspunkt (som i dag fokuserer på det tidspunkt, hvor køberen modtager det primære fly i modsætning til tjenesteydelsesdimensionen) for at overholde de etaper i leveringen, der typisk ses i disse kontrakter.
Der har været drøftelser mellem deltagerne i sektoraftalen om fly om tilføjelsen af disse regler siden 2022, og resultatet forventes at foreligge i første kvartal af 2025.
3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne
Den foreslåede EU-holdning vil være at støtte en ændring af teksten i sektoraftalen om fly for så vidt angår støtte til vedligeholdelses- og tjenesteydelseskontrakter, reservedele og motorsæt i forbindelse med fly, der er omfattet af sektoraftalen om fly. De nye specifikke regler vil hjælpe med at sikre en sammenhængende anvendelse af sektoraftalen om fly i forbindelse med disse transaktioner og styrke de lige vilkår for deltagerne i sektoraftalen om fly.
4.Retsgrundlag
4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag
4.1.1.Principper
I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal der vedtages afgørelser om "hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".
Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. Det omfatter også instrumenter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver".
4.1.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde
Den påtænkte retsakt vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-lovgivningen, nærmere bestemt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1233/2011 af 16. november 2011 om anvendelse af visse retningslinjer for offentligt støttede eksportkreditter og om ophævelse af Rådets afgørelse 2001/76/EF og 2001/77/EF. Ifølge denne forordnings artikel 1 "[finder] de retningslinjer, som er indeholdt i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter ("arrangementet"), [...] anvendelse i Unionen. Teksten til arrangementet er knyttet som bilag til denne forordning." Ligeledes relevant er artikel 2 i denne forordning, hvori det hedder, at: "Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 3 vedrørende ændring af bilag II som følge af ændringer af retningslinjerne, hvorom deltagerne i arrangementet er nået til enighed". Dette omfatter ændringer af bilagene til arrangementet, som f.eks. sektoraftalen om fly.
Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF.
4.2.Materielt retsgrundlag
4.2.1.Principper
Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsagelig af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne.
4.2.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde
Den påtænkte retsakts primære formål og indhold vedrører eksportkreditter, som hører under den fælles handelspolitik. Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 207 i TEUF.
4.3.Konklusion
Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 207, stk. 4, første afsnit, i TEUF sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.
5.Offentliggørelse af den påtænkte retsakt
Da den retsakt, der skal vedtages af deltagerne i sektoraftalen om fly, vil ændre arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter, som udgør bilag II til forordning (EU) nr. 1233/2011, bør den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende efter godkendelsen.
2025/0025 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne til den afgørelse, der skal træffes af deltagerne i sektoraftalen om eksportkreditter til civile fly
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
ud fra følgende betragtninger:
(1)Retningslinjerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter ("arrangementet"), herunder dem i sektoraftalen om eksportkreditter til civile fly ("sektoraftalen om fly") i bilag III til arrangementet, er gennemført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1233/2011 og dermed gjort juridisk bindende i Unionen.
(2)Den påtænkte afgørelse om en ændring af sektoraftalen for fly har til formål at fastsætte specifikke regler, der skaber retssikkerhed og styrker de lige vilkår for deltagerne i sektoraftalen for fly med hensyn til støtte til vedligeholdelses- og tjenesteydelseskontrakter, reservedele og eksport af motorsæt i forbindelse med fly, der er omfattet af sektoraftalen for fly.
(3)Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne vedrørende ændringerne af sektoraftalen om fly, bør fastlægges, da den påtænkte afgørelse truffet af deltagerne i sektoraftalen om fly vil være bindende for Unionen i medfør af artikel 2 i forordning (EU) nr. 1233/2011 og vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-retten —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne, er at støtte en afgørelse truffet af deltagerne i sektoraftalen om fly vedrørende ændringen af sektoraftalen om fly med henblik på at fastsætte specifikke regler for støtte til vedligeholdelses- og tjenesteydelseskontrakter, reservedele og eksport af motorsæt i overensstemmelse med bilaget til denne afgørelse.
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.
Udfærdiget i Bruxelles, den .