2.3.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 62/24


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2020/286

af 27. februar 2020

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på det 63. møde i Narkotikakommissionen til tilføjelsen af et stof til listen over stoffer i tabel I i FN's konvention imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

FN's konvention imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer fra 1988 (»konventionen«) trådte i kraft den 11. november 1990 og blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 90/611/EØF (1).

(2)

I henhold til konventionens artikel 12, stk. 2-7, kan der tilføjes stoffer til konventionens tabeller, hvori narkotikaprækursorer er opført.

(3)

På sit 63. møde i Wien fra den 2.-6. marts 2020 skal Narkotikakommissionen træffe afgørelse om tilføjelsen af et stof til konventionens tabel I.

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Narkotikakommissionen, da afgørelsen vil have retsvirkning i Unionen og vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-retten, navnlig Rådets forordning (EF) nr. 111/2005 (2) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 273/2004 (3).

(5)

Ifølge Det Internationale Kontroludvalg for Narkotiske Midlers vurdering anvendes stoffet methyl-alpha-phenylacetoacetat (MAPA) hyppigt i den ulovlige fremstilling af amphetamin og methamphetamin. Der er dokumentation for, at mængden og omfanget af den ulovlige fremstilling af disse narkotiske midler og psykotrope stoffer medfører så alvorlige folkesundhedsmæssige og sociale problemer, at det er berettiget at underkaste methyl-alpha-phenylacetoacetat (MAPA) international kontrol. Den ulovlige fremstilling af amphetamin og methamphetamin forårsager betydelige folkesundhedsmæssige og sociale problemer i Unionen. Hændelser i forbindelse med ulovlig handel med methyl-alpha-phenylacetoacetat (MAPA) stiger både i relation til mængde og hyppighed, og organiserede kriminelle grupper i Unionen eksporterer ulovligt amphetamin og methamphetamin til tredjelande.

(6)

Unionens holdning bør fremføres af de EU-medlemsstater, der er medlemmer af Narkotikakommissionen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det 63. møde i Narkotikakommissionen, er, at methyl-alpha-phenylacetoacetat (MAPA) skal optages i konventionens tabel I.

Artikel 2

Den holdning, der er omhandlet i artikel 1, fremføres i fællesskab af de EU-medlemsstater, der er medlemmer af Narkotikakommissionen.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. februar 2020.

På Rådets vegne

D. HORVAT

Formand


(1)  Rådets afgørelse 90/611/EØF af 22. oktober 1990 om godkendelse på Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs vegne af De Forenede Nationers konvention om ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer (EFT L 326 af 24.11.1990, s. 56).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 111/2005 af 22. december 2004 om regler for overvågning af handel med narkotikaprækursorer mellem Unionen og tredjelande (EUT L 22 af 26.1.2005, s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 273/2004 af 11. februar 2004 om narkotikaprækursorer (EUT L 47 af 18.2.2004, s. 1).