29.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 314/24


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2020/1347

af 25. september 2020

om midlertidig støtte til Kongeriget Spanien i henhold til forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i nødsituationen som følge af covid-19-udbruddet

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2020/672 af 19. maj 2020 om oprettelse af et europæisk instrument for midlertidig støtte til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation (SURE) som følge af covid-19-udbruddet (1), særlig artikel 6, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 3. august 2020 anmodede Spanien om finansiel støtte fra Unionen med henblik på at supplere landets nationale indsats for at imødegå virkningerne af covid-19-udbruddet og håndtere udbruddets socioøkonomiske konsekvenser for arbejdstagerne og de selvstændige.

(2)

Covid-19-udbruddet og de ekstraordinære foranstaltninger, som Spanien har gennemført for at dæmme op for udbruddet og de socioøkonomiske og sundhedsrelaterede konsekvenser heraf, forventes at få dramatiske følger for de offentlige finanser. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2020 forventedes Spanien at have et offentligt underskud og en offentlig gæld på henholdsvis 10,1 % og 115,6 % af bruttonationalproduktet (BNP) ved udgangen af 2020. Ifølge Kommissionens mellemliggende sommerprognose 2020 forventes Spaniens BNP at falde med 10,9 % i 2020.

(3)

Covid-19-udbruddet har fastlåst en væsentlig del af arbejdsstyrken i Spanien. Dette har ført til en pludselig og kraftig stigning i de offentlige udgifter i Spanien med hensyn til arbejdsfordelingsordningen, lignende ordninger særligt målrettet selvstændige og arbejdstagere i turistbranchen samt støtte til folkesundhedsmæssige foranstaltninger, jf. betragtning 4-9.

(4)

Nærmere bestemt blev der ved »kongeligt lovdekret 8/2020«, »kongeligt lovdekret 11/2020« og »kongeligt lovdekret 24/2020«, som der henvises til i Spaniens anmodning af 3. august 2020, indført mulighed for lønkompensation på op til 70 % af den ansattes grundløn for hjemsendte ansatte under arbejdsfordelingsordningen »ERTE« (Expediente de Regulación Temporal de Empleo). Kompensationen udgør højst 1 098,09 EUR pr. måned, hvilket kan hæves til 1 254,96 EUR pr. måned eller 1 411,83 EUR pr. måned afhængigt af antallet af børn, der er under modtagerens forældremyndighed.

(5)

Myndighederne har desuden indført fuld eller delvis fritagelse for indbetaling af socialsikringsbidrag, afhængigt af arbejdsgiverens størrelse og måneden på året, for de ansatte, der er omfattet af »ERTE«. Fritagelsen medfører mistede indtægter for regeringen, som med henblik på forordning (EU) 2020/672 kan betragtes som svarende til offentlige udgifter.

(6)

For selvstændige har myndighederne indført en ydelse for »indstilling af aktiviteten« (dvs. for fuld eller delvis suspension af selvstændig erhvervsaktivitet) og for tilknyttede socialsikringsbidrag. Under foranstaltningen ydes der månedlige betalinger til virksomheden, så længe den skal være lukket, eller hvis dens omsætning, i fald den åbner igen, er reduceret med mere end 75 %.

(7)

På grundlag af »kongeligt lovdekret 15/2020« og under anvendelse af »kongeligt lovdekret 8/2020«, som der henvises til i Spaniens anmodning af 3. august 2020, er der også indført særlige støtteforanstaltninger, der består i ydelser og undtagelser vedrørende socialsikringsbidrag for ansatte, der deltager i »ERTE-ordningen«, til fordel for »faste sæsonarbejdere«, som ikke har kunnet genoptage deres aktivitet på de planlagte datoer på grund af covid-19-udbruddet.

(8)

Ved »kongeligt lovdekret 8/2019«, »kongeligt lovdekret 12/2019«, »kongeligt lovdekret 7/2020« og »kongeligt lovdekret 25/2020«, som der henvises til i Spaniens anmodning af 3. august 2020, blev der indført en fritagelse for arbejdsgivere for indbetaling af socialsikringsbidrag (med 50 %) med henblik på at støtte »bevarelse af beskæftigelsen i turistbranchen« under og efter undtagelsestilstanden, samtidig med at der opretholdes et minimumsniveau for social beskyttelse for adskillige kategorier af arbejdstagere. De gennemsnitlige samlede månedlige udgifter og antallet af personer, som virksomhederne har modtaget tilskud til, giver en gennemsnitlig udgift pr. person pr. måned på ca. 192 EUR.

(9)

Endelig har Spanien på grundlag af »kongeligt lovdekret 6/2020« og »kongeligt lovdekret 13/2020«, som der henvises til i Spaniens anmodning af 3. august 2020, udvidet sundhedsydelser til at omfatte arbejdstagere, der er fraværende på grund af covid-19 (arbejdstagere, der enten er i forebyggende isolation eller er smittet med covid-19). Foranstaltningen svarer til arbejdsulykkeordningen (dvs. højere ydelser, som udbetales af socialsikringsfonden fra den første sygedag), og ydelserne udgør højst 75 % af grundlønnen.

(10)

Spanien opfylder de i artikel 3 i forordning (EU) 2020/672 nævnte betingelser for at anmode om finansiel støtte. Spanien har forelagt Kommissionen passende dokumentation for, at de faktiske og planlagte offentlige udgifter pr. 1. februar 2020 er steget med 23 803 573 600 EUR som følge af de nationale foranstaltninger, der er truffet for at imødegå de socioøkonomiske virkninger af covid-19-udbruddet. De øgede udgifter, som er direkte forbundet med »ERTE«-arbejdsfordelingsordningen og lignende foranstaltninger, der er særlig målrettet selvstændige og arbejdstagere i turistbranchen, udgør en pludselig og kraftig stigning på grund af den næsten øjeblikkelige og hidtil usete stigning i antallet af personer, der er omfattet af disse ordninger, og størrelsen af de relaterede ydelser i Spanien. Spanien agter at finansiere 1 660 000 000 EUR af det øgede udgiftsbeløb ved hjælp af midler fra Unionen.

(11)

Kommissionen har hørt Spanien og bekræftet, at der er sket en pludselig og kraftig stigning i de faktiske og planlagte offentlige udgifter med direkte tilknytning til arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger samt indførelsen af relevante sundhedsrelaterede foranstaltninger knyttet til covid-19-udbruddet som omhandlet i anmodningen af 3. august 2020, jf. artikel 6 i forordning (EU) 2020/672.

(12)

Der bør derfor ydes finansiel støtte med henblik på at hjælpe Spanien med at imødegå de socioøkonomiske virkninger af den alvorlige økonomiske forstyrrelse som følge af covid-19-udbruddet. Kommissionen bør træffe afgørelser vedrørende løbetid, størrelse og frigivelse af rater og trancher i et tæt samarbejde med de nationale myndigheder.

(13)

Nærværende afgørelse bør ikke berøre udfaldet af eventuelle sager om forvridning af det indre marked, som indledes, navnlig i henhold til traktatens artikel 107 og 108. Den fritager heller ikke medlemsstaterne for i henhold til traktatens artikel 108 at underrette Kommissionen om eventuel statsstøtte.

(14)

Spanien bør regelmæssigt underrette Kommissionen om gennemførelsen af de planlagte offentlige udgifter, således at Kommissionen kan vurdere, i hvilket omfang Spanien har afholdt disse udgifter.

(15)

Afgørelsen om at yde finansiel støtte er blevet truffet under hensyntagen til Spaniens eksisterende og forventede behov samt anmodninger om finansiel støtte i henhold til forordning (EU) 2020/672, som andre medlemsstater allerede har indgivet eller planlagt at indgive, samtidig med at principperne om ligebehandling, solidaritet, proportionalitet og gennemsigtighed anvendes. Navnlig er lånebeløbet fastsat med henblik på at sikre overensstemmelse med de forsigtighedsregler, der gælder for låneporteføljen, jf. forordning (EU) 2020/672 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Spanien opfylder betingelserne i artikel 3 i forordning (EU) 2020/672.

Artikel 2

1.   Unionen stiller et lån på højst 21 324 820 449 EUR til rådighed for Spanien. Lånet har en maksimal gennemsnitlig løbetid på 15 år.

2.   Rådighedsperioden for den finansielle støtte, der ydes ved denne afgørelse, er 18 måneder fra den første dag efter, at denne afgørelse har fået virkning.

3.   Kommissionen stiller Unionens finansielle støtte til rådighed for Spanien i maksimalt 10 rater. En rate kan udbetales i en eller flere trancher. Løbetiden for trancherne under den første rate kan være længere end den maksimale gennemsnitlige løbetid, der er fastsat i stk. 1. I så fald fastsættes løbetiden for de efterfølgende trancher således, at den i stk. 1 omhandlede maksimale gennemsnitlige løbetid overholdes, når alle rater er udbetalt.

4.   Den første rate frigives under forbehold af, at den i artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) 2020/672 omhandlede låneaftale træder i kraft.

5.   Spanien afholder Unionens finansieringsomkostninger, der er omhandlet i artikel 4 i forordning (EU) 2020/672, for hver rate samt Unionens eventuelle gebyrer, omkostninger og udgifter i forbindelse med den finansiering, der er relateret til det lån, der ydes i henhold til nærværende artikels stk. 1.

6.   Kommissionen træffer afgørelse om størrelsen af raterne og frigivelsen heraf samt om tranchernes størrelse.

Artikel 3

Spanien kan finansiere følgende foranstaltninger:

a)

arbejdsfordelingsordningen »ERTE« (Expediente de Regulación Temporal de Empleo) for ansatte, jf. »kongeligt lovdekret 8/2020 af 17. marts« (kapitel II, artikel 22-28), »kongeligt lovdekret 18/2020 af 12. maj« og »kongeligt lovdekret 24/2020 af 26. juni« (artikel 1-7)

b)

de særlige foranstaltninger vedrørende indbetalingen af socialsikringsbidrag for ansatte, der er omfattet af ERTE, jf. »kongeligt lovdekret 8/2020 af 17. marts« (kapitel II, artikel 22-28), »kongeligt lovdekret 18/2020 af 12. maj« (artikel 1-4) og »kongeligt lovdekret 24/2020 af 26. juni« (kapitel I, artikel 4 og tillægsbestemmelse 1)

c)

ydelsen i forbindelse med »indstilling af aktiviteten« og de dertil hørende fritagelser for indbetaling af socialsikringsbidrag, jf. »kongeligt lovdekret 8/2020 af 17. marts« (artikel 17), som ændret ved »kongeligt lovdekret 11/2020 af 31. marts« (slutbestemmelse 1.8) og »kongeligt lovdekret 24/2020 af 26. juni« (artikel 8, 9 og 10)

d)

støtteordningen for »faste sæsonarbejdere«, jf. »kongeligt lovdekret 15/2020 af 21. april« (slutbestemmelse 8) og under anvendelse af »kongeligt lovdekret 8/2020 af 17. marts« (artikel 24) på disse medarbejdere

e)

den delvise fritagelse for arbejdsgivere for indbetaling af socialsikringsbidrag til støtte for »bevaring af beskæftigelsen i turistbranchen«, jf. »kongeligt lovdekret 8/2019 af 8. marts«, »kongeligt lovdekret 12/2019 af 11. oktober«, »kongeligt lovdekret 7/2020 af 12. marts« (artikel 13) og »kongeligt lovdekret 25/2020« (slutbestemmelse 4)

f)

sundhedsydelser til arbejdstagere, der er fraværende som følge af covid-19, jf. »kongeligt lovdekret 6/2020 af 10. marts« (artikel 5), »kongeligt lovdekret 13/2020 af 7. april« (slutbestemmelse 1) og »kongeligt lovdekret 27/2020 af 4. august« (slutbestemmelse 10).

Artikel 4

Spanien underretter senest den 30. marts 2021 og derefter hver sjette måned Kommissionen om afholdelsen af de planlagte offentlige udgifter, indtil alle de planlagte offentlige udgifter er blevet afholdt.

Artikel 5

Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Spanien.

Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen til adressaten.

Artikel 6

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. september 2020.

På Rådets vegne

M. ROTH

Formand


(1)   EUT L 159 af 20.5.2020, s. 1.