KOMMISSIONENS BESLUTNING af 13. april 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 IV/B-2/34.179 - Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf og Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven (Kun den nederlandske udgave er autentisk) (94/272/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab,

under henvisning til Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (1), senest aendret ved akten vedroerende Spaniens og Portugals tiltraedelse, saerlig artikel 15, stk. 6,

under henvisning til den klage og anmodning om foreloebige foranstaltninger, som Van Marwijk o.a. indgav den 13. januar 1992, og under henvisning til de vedtaegter og reglementer, som henholdsvis Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf og Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven anmeldte den 15. januar og 6. februar 1992,

efter at have givet de beroerte virksomheder lejlighed til at udtale sig, jf. artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 om de klagepunkter, som Kommissionen har fremfoert, og

ud fra foelgende betragtninger:

I. SAGSFREMSTILLING Klagen (1) Den 13. januar 1992 indgav M.W.C.M. van Marwijk og ti andre virksomheder en klage samt en anmodning om foreloebige foranstaltninger, fordi de mente, at Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven, i det foelgende benaevnt »FNK«, og Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf, i det foelgende benaevnt »SCK«, overtraadte traktatens artikel 85, stk. 1, og 86, ved at udelukke ikke-deltagere fra udlejning af mobilkraner og ved at foreskrive faste priser i henhold til disse to virksomheders vedtaegter og reglementer.

De anmeldte aftaler (2) SCK's vedtaegter og reglement vedroerende certificering af kranudlejningsvirksomheder blev anmeldt til Kommissionen den 15. januar 1992, og FNK's vedtaegter og interne reglement blev anmeldt den 6. februar 1992. I begge tilfaelde blev der anmodet om negativattest, subsidiaert fritagelse i henhold til artikel 85, stk. 3. Et af de centrale punkter i de anmeldte aftaler er det saakaldte indlejningsforbud (»inhuurverbod«) i artikel 7, andet led, i SCK's reglement, hvori det hedder: »foruden de oevrige forpligtelser ifoelge dette reglement er indehaveren af certificeringen forpligtet til (. . .) udelukkende at benytte eller lade benytte kraner, der er forsynet med gyldige certificeringsmaerker«.

Parterne (3) Klagerne er virksomheder, der udlejer mobilkraner. Ni af klagerne er etableret i Nederlandene, de to oevrige i Belgien. De er ikke medlem af FNK og deltager heller ikke i SCK.

(4) FNK er en sammenslutning af virksomheder, der udlejer mobilkraner. Den blev oprettet den 13. marts 1971 og er hjemmehoerende i Culemborg. Den havde 186 medlemmer pr. 31. december 1991.

(5) SCK, som er hjemmehoerende paa samme adresse i Culemborg, blev oprettet den 15. december 1987. Det er en virksomhed, som ifoelge vedtaegterne har til formaal at garantere de tilsluttede virksomheders samt deres personales kompetence og deres maskiners kvalitet og kompetence gennem et system med kontrol og registrering af virksomheder i kranudlejningsbranchen. Pr. 31. december 1992 var der tilsluttet 187 virksomheder, hvoraf de fleste tillige er medlem af FNK. I den indledende fase (fra 1985 til 1987) modtog SCK stoette fra de nederlandske myndigheder.

Markedet (6) De paagaeldende kraner anvendes hovedsagelig i byggesektoren, den petrokemiske industri og transportsektoren i Nederlandene. I kranudlejningssektoren foregaar der en omfattende indlejning af kraner fra andre kranudlejere. Ifoelge FNK's oplysninger var der i 1991 350 kranudlejningsvirksomheder i Nederlandene med en samlet omsaetning paa omkring 450 mio. ECU. Heraf tegnede FNK's medlemmer sig for en andel paa mindst 75 %. Ifoelge FNK anvendes de fleste kraner som foelge af transportproblemer inden for en radius af ca. 50 km, hvorved markedsandelen i Nederlandene for virksomheder fra andre medlemsstater begraenses til omraader naer den belgiske og tyske graense.

Kontrol fra myndighedernes side (7) I henhold til Arbeidsomstandighedenwet (Arbowet) (lov om arbejdsforhold) skal arbejdsgiveren drage omsorg for, at de redskaber, som han anvender, er hensigtsmaessigt og solidt konstrueret. Han er endvidere forpligtet til at lade disse redskaber underkaste et periodisk eftersyn. I forskellige sikkerhedsbekendtgoerelser baseret paa Arbowet er denne regel naermere beskrevet. Der skal her naevnes Veiligheidsbesluit voor fabrieken of werkplaatsen og Veiligheidsbesluit restgroepen, hvori der fastsaettes forskrifter med hensyn til sikker konstruktion og sikker anvendelse af hejsekraner og hejseapparater. Disse forskrifter er beskrevet i detaljer i ministerielle bestemmelser for de forskellige kraners og hejseapparaters vedkommende under hensyntagen til kravene i Raadets direktiv 89/352/EOEF (2) vedroerende maskiner.

Ifoelge Veiligheidsbesluit voor fabrieken of werkplaatsen har ministeren for sociale anliggender givet KeBoMa til opgave som eneste instans at foere kontrol med hejsekraner og hejseapparater. I tilfaelde af alvorlige mangler skal KeBoMa underrette arbejdstilsynet.

FNK's og SCK's struktur (8) SCK er godkendt som certificeringsinstitut af certificeringsraadet (Raad voor de Certificatie), hvilket bl.a. indebaerer, at det ifoelge certificeringsraadet opfylder kravene til uafhaengighed. Dette aendrer ikke ved den kendsgerning, at baandene mellem FNK og SCK i praksis er saa naere, at det er utaenkeligt, at den ene ivaerksaetter aktiviteter, uden at den anden har fuldt kendskab hertil og giver sin fulde tilslutning.

(9) Det fremgaar af vedtaegterne for SCK, at halvdelen af medlemmerne af ledelsen udpeges af FNK, og at beslutninger traeffes med simpelt flertal. Heraf foelger, at der ikke kan traeffes nogen beslutninger uden FNK's godkendelse. De oevrige medlemmer af ledelsen hentes uden for kranudlejningsbranchen (artikel 5.1) og omfatter repraesentanter for store virksomheder, der i stort omfang og regelmaessigt benytter kranudlejningsvirksomheder. Herved er SCK-deltagerne i en gunstig stilling med hensyn til at faa de stoerste ordrer. Dette fremgaar f.eks. af de interne instrukser hos Nederlandse Spoorwegen, ifoelge hvilke der kun maa arbejdes med kranudlejningsvirksomheder, der er certificeret af SCK.

Ledelsen bistaas af et raadgivende organ, hvis medlemmer udnaevnes af SCK's ledelse i samraad med FNK, som ogsaa selv kan indstille personer. Det raadgivende organ bestaar af otte medlemmer, hvoraf to kommer fra selve FNK og fire fra tilknyttede organisationer og sammenslutninger af virksomheder, der indgaar kontrakter med kranudlejningsvirksomheder. Det raadgivende organs opgave er bl.a. at raadgive SCK's ledelse med hensyn til arten og indholdet af certificeringssystemet og fastsaettelsen af de krav og undersoegelsesmetoder, der ligger til grund for certificeringssystemet. Udtalelser fra det raadgivende organ er af bindende karakter (artikel 2 i reglementet for det raadgivende organ).

Selv om FNK har anfoert, at oprettelsen af SCK skete paa ordregivernes initiativ, synes initiativet snarere at vaere kommet fra FNK selv; ordregiverne var knap nok organiseret.

De to organisationer har samme adresse, telefonnummer og sekretariat, begge organisationers vedtaegter og reglementer blev anmeldt af den samme repraesentant og i samme form.

FNK's og SCK's adfaerd (10) Ifoelge vedtaegterne har FNK til formaal at fremme kranudlejningsvirksomhedernes interesser i almindelighed og medlemmernes i saerdeleshed samt soerge for kontakt og samarbejde mellem medlemmerne i bredest mulig forstand. Maalsaetningerne og den maade, hvorpaa disse skal realiseres, er beskrevet i vedtaegterne og det interne reglement. Virksomheder uden for Nederlandene kan ikke blive medlem af FNK.

I vedtaegterne var der en raekke bestemmelser, der forpligter FNK-medlemmerne til foerst og fremmest at goere brug af andre medlemmer og til at foelge acceptable priser. Disse bestemmelser blev ophaevet af FNK efter Utrechtse arrondissementsrechtbanks kendelse af 11. februar 1992.

Indtil 1991 offentliggjorde FNK prislister; det er fremgaaet af en uafhaengig undersoegelse inden for denne erhvervsgren, at der fandtes to prislister, en for kunder og en for andre medlemmer, der indlejer ekstra kraner.

(11) Ifoelge vedtaegterne er maalet for SCK at fremme og opretholde kvaliteten af kranudlejningsvirksomheder. Dette maal skal realiseres gennem indfoerelse af en adfaerdskodeks, et certificeringssystem og et kontrolsystem for at sikre, at adfaerdskodeksen overholdes. Certificeringen angaar kontrollen af visse aspekter af selve kranudlejningsvirksomheden: overholdelse af lovgivningen vedroerende indbetaling af skatter og sociale praemier, bevis for tegning af forsikringer, kreditvaerdighed, likviditet, duelighed samt arbejdsbetingelser. Tillige kontrolleres det, om virksomheden er opfoert paa handelsregistret hos Kamer van Koophandel, hvilket udelukker, at virksomheder uden for Nederlandene faar adgang, eller i det mindste goer det meget vanskeligt for dem at faa adgang. Endvidere angaar certificeringen de tekniske aspekter af selve kranerne, skoent SCK ikke selv kontrollerer kraner. Disse forsynes af SCK med certificeringsmaerker for at vise, at de lovmaessige krav er opfyldt. Endelig er virksomhederne forpligtet til at anvende FNK's almindelige betingelser, som bl.a. omfatter betingelser vedroerende priserne.

Certificeringen foretages af medlemmerne af det raadgivende organ og certificeringskommissionen. I disse SCK-organer er medlemmer fra den sektor, der indgaar kontrakter med kranudlejningsvirksomheder, staerkt repraesenteret. F.eks. har AKZO, DSM og Shell repraesentanter i SCK's organer. Dette tilskynder virksomheder, der indgaar saadanne kontrakter, til at indgaa dem med certificerede virksomheder. Systemet lukkes med ovennaevnte indlejningsforbud, som traadte i kraft pr. 1. januar 1991, og hvorefter certificerede virksomheder ikke har tilladelse til at indleje ekstra kraner hos virksomheder, der ikke er tilsluttet SCK. Eftersom en stor del af arbejdet i branchen udfoeres i underentreprise, er det sandsynligt, at der som foelge heraf er sket et staerkt fald i omsaetningen i ikke-tilsluttede virksomheder; dette har allerede bragt en raekke af disse virksomheder i vanskeligheder.

Sagens forloeb (12) Efter en foreloebig undersoegelse af denne sag offentliggjorde Kommissionen den 16. september 1992 sine klagepunkter. I den forbindelse overvejede den at ophaeve fritagelsen for boeder, som fastsat i artikel 15, stk. 5, i forordning nr. 17 i henhold til artikel 15, stk. 6, i samme forordning, da den er af den opfattelse, at traktatens artikel 85, stk. 1, tydeligvis er overtraadt, og at det ikke er berettiget at anvende artikel 85, stk. 3, hovedsagelig fordi SCK forbyder sine deltagere at benytte ikke-tilsluttede virksomheder ved udlejning af kraner og udelukker udenlandske virksomheder fra at blive tilsluttet. Dette indlejningsforbud har vidtraekkende foelger, navnlig fordi store virksomheder, der regelmaessigt og i stort omfang indgaar kontrakter med kranudlejningsvirksomheder, er naert knyttet til FNK og SCK, hvilket stiller SCK-deltagerne i en yderst gunstig stilling.

De forhold og argumenter, som FNK og SCK anfoerte i deres svar paa klagepunkterne den 3. februar 1993, har ikke givet anledning til en revision af Kommissionens holdning med hensyn til SCK's certificeringssystem og indlejningsforbuddet i saerdeleshed.

I sin skrivelse af 4. juni 1993 gjorde Kommissionen FNK og SCK opmaerksom herpaa. I den forbindelse meddelte Kommissionen, at proceduren i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17 kun kan afsluttes, saafremt FNK og SCK beslutter at ophaeve indlejningsforbuddet.

(13) Som reaktion herpaa foreslog FNK og SCK ved skrivelse af 12. juli 1993 at aendre indlejningsforbuddet i artikel 7, andet led, i Reglement Certificatie Kraanverhuurbedrijven, saaledes at der kun maa benyttes kraner, der er udstyret med et gyldigt certificeringsbevis udstedt af enten SCK »eller et andet certificeringsinstitut, som ifoelge EN 45011 er kvalificeret til at certificere kranudlejningsvirksomheder, og i den forbindelse beviseligt anvender tilsvarende kriterier«.

Det er Kommissionens opfattelse, at dette forslag ikke imoedekommer dens klagepunkter, idet det ikke er blevet fastslaaet, at et privatretligt certificeringssystem - som det af SCK indfoerte - tilfoerer noget vaesentligt til de allerede bestaaende lovmaessige krav med hensyn til hejsekraner og hejseapparater. Alle disse maskiner og dele deraf falder i oevrigt ind under Raadets ovennaevnte direktiv 89/392/EOEF. Endvidere kan KeBoMa, der er den godkendte proevningsinstans for hejsekraner i Nederlandene, ikke betragtes som et i henhold til EN 45011 kvalificeret certificeringsinstitut, saaledes at hejsekraner, der alene har et KeBoMa-kontrolmaerke og dermed opfylder alle relevante lovmaessige krav, stadig er omfattet af indlejningsforbuddet. I praksis har FNK's og SCK's forslag da heller ingen eller naesten ingen foelger.

Ved skrivelse af 2. august 1993 har Kommissionen derefter foreslaaet, at artikel 7, andet led, i Reglement Certificatie Kraanverhuurbedrijf aendres paa en saadan maade, at der kun benyttes saadanne kraner, som paaviseligt opfylder de lovbestemmelser, der gaelder dér, hvor brugeren er etableret. FNK og SCK har ikke accepteret dette forslag. Kommissionen har derefter besluttet at fortsaette proceduren i henhold til artikel 15, stk. 6.

Sagens forloeb ved den nationale dommer (14) I en afgoerelse af 11. februar 1992 gav formanden for Arrondissementsrechtbank te Utrecht, efter anmodning fra Van Marwijk c.s., SCK ordre til ikke at anvende indlejningsforbuddet. Den 9. juli 1992 blev denne afgoerelse omstoedt af Gerechtshof te Amsterdam. Denne domstol mente i den forbindelse blandt andet, at det ikke paa forhaand var indlysende og haevet over enhver tvivl, at de paagaeldende bestemmelser ikke ville kunne fritages af Kommissionen. Ifoelge domstolen burde den nationale dommer vise tilbageholdenhed ved afsigelsen af en kendelse herom, saa meget mere som Kommissionen skulle traeffe afgoerelse om bestemmelserne.

(15) Efter at have faaet forelagt klagepunkterne af 16. december 1992 henvendte Van Marwijk c.s. sig paa ny til formanden for Arrondissementsrechtbank te Utrecht. Denne bestemte i en afgoerelse af 6. juli 1993, at indlejningsforbuddet ikke maatte finde anvendelse, idet de omstaendigheder, som havde faaet Gerechtshof til at omstoede den tidligere kendelse fra Arrondissementsrechtbank, ikke laengere var til stede. Formanden for Arrondissementsrechtbank fremfoerte blandt andet, at Kommissionen i mellemtiden i saavel klagepunkterne som i ovennaevnte skrivelse af 4. juni 1993 havde tilkendegivet en holdning til de paagaeldende bestemmelser, og at det paa grundlag heraf var klart, at indlejningsforbuddet ikke ville have nogen mulighed for at blive fritaget af Kommissionen. Eftersom afgoerelsen imidlertid i stort omfang var baseret paa en fortolkning af den tidligere dom afsagt af Gerechtshof te Amsterdam den 9. juli 1992, udsatte formanden for Arrondissementsrechtbank afgoerelsens ikrafttraeden i fire maaneder (til den 8. november) for at give parterne mulighed for paa ny at faa en afgoerelse fra Gerechtshof te Amsterdam.

Denne appel blev imidlertid afvist ved dom afsagt af Gerechtshof te Amsterdam den 28. oktober 1993. For at efterkomme Gerechtshof dom har FNK og SCK derfor udarbejdet en erklaering, som blev udsendt den 4. november, hvorefter indlejningsforbuddet ophaeves, indtil Kommissionen har taget endelig stilling til denne sag.

II. ARTIKEL 85, STK. 1 (16) Som det fremgaar af ovennaevnte oplysninger, udgoer FNK-bestemmelserne og SCK-bestemmelserne et sammenhaengende hele, og for saa vidt angaar anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, skal de vurderes i sammenhaeng.

(17) FNK er en sammenslutning. Medlemmerne af sammenslutningen er virksomheder, der beskaeftiger sig med kranudlejning. Dette fremgaar af artikel 1 og 2 i FNK's vedtaegter og af kommentarerne i forbindelse med anmeldelsen.

FNK er derfor en sammenslutning af virksomheder efter artikel 85, stk. 1.

(18) FNK's interne reglement udgoer en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder, i den forstand at dette godkendes i overensstemmelse med FNK's vedtaegter, naermere bestemt artikel 4.

(19) I henhold til nederlandsk ret er SCK en organisation, der er oprettet paa initiativ af FNK med henblik paa certificering af kranudlejningsvirksomheder mod betaling. SCK er imidlertid en selvstaendig juridisk person, saaledes som det fremgaar af artikel 6 i vedtaegterne og anmeldelsesdokumenterne. SCK har intet offentligretligt grundlag.

SCK, der udoever kommercielle eller oekonomiske aktiviteter, er derfor en virksomhed efter artikel 85, stk. 1.

(20) Det forhold, at SCK er et certificeringsinstitut, der er godkendt af certificeringsraadet, og opfylder de relevante europaeiske normer (EN 45000-serien), forhindrer ikke, at artikel 85, stk. 1, finder anvendelse. Det forhold, at SCK-bestemmelserne anerkendes af certificeringsraadet, indebaerer under ingen omstaendigheder, at der kan handles i strid med konkurrenceretten.

(21) De kranudlejningsvirksomheder, der er certificeret af SCK, er tillige virksomheder efter artikel 85, stk. 1.

Deltagelse i SCK-systemet, som er betinget af, at vedtaegterne og reglementet accepteres, udgoer derfor en aftale og/eller vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder efter artikel 85, stk. 1, af nedenstaaende grunde.

(22) Et af kendetegnene ved SCK-systemet, som er oprettet paa initiativ af FNK, er dets lukkede karakter. Indlejningsforbuddet i artikel 7 i reglementet bidrager i hoej grad hertil. Ifoelge dette forbud, som er naermere beskrevet i artikel 8, 9 og 10 i reglementet er det ikke tilladt certificerede virksomheder at benytte ikke-certificerede virksomheder som underkontrahenter. Dette betyder ikke alene at de tilsluttede virksomheders handlefrihed - og derved konkurrencen mellem dem - begraenses, men ogsaa - og navnlig - at andre virksomheder, herunder isaer virksomheder fra andre medlemsstater, faar saerdeles vanskeligt ved at faa adgang til det nederlandske marked. Dette haenger sammen med certificeringskravene, der er tilpasset situationen i Nederlandene (jf. betragtning 25). FNK's og SCK's ordning repraesenterer som helhed naesten et forsoeg paa at kontrollere hele det nederlandske kranudlejningsmarked. Under disse omstaendigheder maa det konkluderes, at konkurrencen begraenses efter artikel 85, stk. 1. FNK og SCK har ikke godtgjort, at certificeringssystemet ikke skulle kunne fungere uden indlejningsforbuddet.

(23) Aftalerne hviler i praksis paa to soejler: markedsandelen hos de virksomheder, der er tilsluttet FNK og/eller SCK (jf. betragtning 6), og det forhold, at de stoerste virksomheder, der benytter lejede kraner, f.eks. Esso, Shell, DSM og Nederlandse Spoorwegen, udelukkende goer brug af virksomheder, der er tilsluttet SCK. Det er i denne forbindelse meget sigende, at disse store virksomheder er staerkt repraesenteret i SCK-organerne, og at FNK-repraesentanterne i de samme organer har et afgoerende flertal. Dette forhold resulterer i, at de bedste markeder er reserveret. Gennem forbuddet mod indlejning af kraner hos ikke-tilsluttede virksomheder sikres det, at der i tilfaelde af behov for ekstra kraner til udlejning kun benyttes virksomheder, som er tilsluttet SCK.

(24) Bestemmelserne er gjort fuldstaendig uigennemtraengelige gennem det af SCK indfoerte system med kontrol med denne erhvervsgren.

I artikel 9 og 10 i reglementet fastsaettes det, at tilsluttede virksomheder kan udelukkes eller fratages certificeringen, saafremt de ikke overholder de forskellige forpligtelser, herunder indlejningsforbuddet. Saadanne afgoerelser kan appelleres til en instans, der indirekte udpeges af FNK (artikel 14 i reglementet). Hvis en tilsluttet udelukkes eller fratages certificeringen, bekendtgoeres det gennem meddelelser i fagpressen, hvilket i foerste omgang udgoer en trussel om fratagelse af certificeringen over for andre tilsluttede, der stadig goer forretninger med den paagaeldende virksomhed, og i anden omgang antyder, at det maaske er bedre ikke at goere forretninger med den paagaeldende virksomhed. Saadanne meddelelser er yderst skadelige for de beroerte parter.

(25) Det kraeves i FNK- og SCK-systemerne, at medlemmerne og deltagerne skal vaere etableret i Nederlandene (FNK's vedtaegter, artikel 4, litra a); SCK-kravene til certificering, som udelukkende er baseret paa og tilpasset situationen i Nederlandene), hvorved virksomheder fra andre medlemsstater, navnlig Belgien og Tyskland (jf. betragtning 6), udelukkes. Hvad angaar lovbestemt kontrol med kraner, har Tyskland og Belgien et system, der svarer til det nederlandske.

(26) Ovenstaaende bestemmelser kan begraense konkurrencen maerkbart som foelge af den samlede omsaetning i kranudlejningsbranchen, deltagernes markedsandel og ordregivernes tilknytning til SCK.

(27) Ved anmeldelsen af vedtaegterne og det interne reglement indroemmede FNK i foerste omgang, at systemet kunne foere til en begraensning af handelen paa faellesmarkedet, men aendrede senere holdning og anfoerte, at dette ikke var tilfaeldet. Denne senere paastand var baseret paa det begraensede omfang af de graenseoverskridende aktiviteter inden for denne erhvervsgren, eftersom »mobilkraner ikke er beregnet til at blive transporteret« Ikke desto mindre fremgaar det af FNK's haandbog, at Krupp-kraner kan koere med en maksimal hastighed paa 63-78 km i timen (1991-haandbogen, s. 10). I en annonce paa s. 124, i FNK's haandbog tilbydes der udlejningskraner med en hejsekapacit paa 12 til 400 tons, som kan »tages i anvendelse hurtigt og overalt«. Dette betyder, at det (saaledes som ordet »mobil« i oevrigt allerede angiver) bestemt er muligt at flytte mobilkraner, og at systemet saaledes udgoer en potentiel hindring for handelen inden for Faellesskabet. At deltagerne ikke i oejeblikket har nogen aktiviteter paa tvaers af Faellesskabets graenser, aendrer ikke noget herved, saaledes som Domstolen har udtalt i sag 107/82, AEG (3). Det forhold, at to af klagerne er hjemmehoerende i Belgien, viser, at der er en reel mulighed for transaktioner inden for Faellesskabet, og at handelen mellem medlemsstater kan paavirkes negativt heraf. Endvidere daekker konkurrencereglerne hele det nederlandske omraade. Af de i betragtning 26 anfoerte grunde er den (potentielle) indflydelse paa handelen maerkbar.

III. ARTIKEL 85, STK. 3 (28) FNK's vedtaegter og interne reglement samt SCK's vedtaegter og reglement blev anmeldt til Kommissionen med henblik paa opnaaelse af en negativattest, subsidiaert en fritagelse i henhold til artikel 85, stk. 3. Som allerede bemaerket under betragtning 16 skal FNK- og SCK-bestemmelserne ses i sammenhaeng.

(29) For at kunne opnaa en fritagelse skal FNK og SCK bl.a. dokumentere, at aftalerne og/eller vedtagelserne inden for sammenslutninger af virksomheder bidrager til en forbedring af kranudlejningsvirksomheden, samt at kunderne samtidig faar rimelig andel i de deraf opstaaede fordele. Forbedringen skal resultere i saadanne objektive og maerkbare fordele, at ulemperne paa konkurrenceomraadet derved opvejes (4).

De forpligtelser, der er paalagt medlemmerne og de tilsluttede virksomheder, er naesten identiske med de gaeldende lovbestemmelser, navnlig hvad angaar skatte- og socialsikringslovgivningen paa den ene side og overholdelsen af sikkerhedsforskrifterne paa den anden side (jf. betragtning 11).

Det er myndighedernes opgave at foere tilsyn med, at alle virksomheder overholder saadanne lovbestemmelser, uanset om disse deltager i systemet eller ej (5). Det er derfor vanskeligt at se, hvilke maalelige fordele systemet indebaerer. Konklusionen maa derfor vaere, at de begraensninger, der paalaegges de tilsluttede virksomheder, og de ulemper, der derved opstaar for de ikke-tilsluttede virksomheder, udelukkende har til formaal at faa kranudlejningsvirksomhederne til at tilslutte sig et kartel. Disse ulemper vejer saaledes betydeligt tungere end de af FNK og SCK fremfoerte eventuelle fordele. Endvidere er de begraensninger, som FNK og SCK paalaegger, ikke uundvaerlige for opnaaelsen af de vedtaegtsmaessige maalsaetninger, idet disse begraensninger gaar ud paa en fordobling af kontrollen med overholdelsen af nederlandske lovbestemmelser.

Stoerstedelen af de sikkerhedskrav, som SCK stiller i forbindelse med certificering af en kranudlejningsvirksomhed, paalaegges nemlig gennem de sikkerhedsbekendtgoerelser, der er baseret paa Arbowet, og de forskellige ministerielle bestemmelser paa omraadet. Tilsynet med overholdelsen af disse forskrifter udfoeres paa myndighedernes vegne af KeBoMa. De krav, som SCK stiller ud over de sikkerhedsmaessige krav, som f.eks. krav med hensyn til indbetaling af skat og sociale ydelser, medlemskab af Kamer van Koophandel, ansvarsforsikring, kreditvaerdighed og anvendelsen af kollektive overenskomster, findes ogsaa i stort omfang i lovbestemmelser. Ud over de lovmaessige krav stiller SCK ogsaa krav til, hvorledes virksomheden skal ledes, men dette i sig selv er ikke tilstraekkeligt til at antage, at de indfoerte konkurrencebegraensninger skulle vaere uundvaerlige.

Det ser i hoejere grad ud til, at de af FNK og SCK paalagte forpligtelser har til formaal at udelukke andre virksomheder og fordele markederne i Nederlandene, hvorved konkurrencen paa en vaesentlig del af kranudlejningsmarkedet elimineres. Det betyder isaer, at konkurrencen fra virksomheder i andre medlemsstater rent faktisk udelukkes (jf. betragtning 25).

(30) Det forhold, at Kommissionens certificeringspolitik giver plads til privatretlige certificeringssystemer, der tager sigte paa en supplerende kontrol af overholdelsen af lovbestemmelser, aendrer ikke ved det forhold, at indholdet af saadanne systemer skal overholde traktatens konkurrenceregler. Konkurrencebegraensninger, der falder ind under artikel 85, stk. 1, kan derfor ikke retfaerdiggoeres udelukkende med den begrundelse, at indfoerelsen af et certificeringssystem som saadan skulle passe ind i Kommissionens certificeringspolitik.

(31) En fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, er saaledes udelukket af ovennaevnte grunde.

IV. ARTIKEL 15, STK. 6, I FORORDNING NR. 17 (32) Ifoelge artikel 15, stk. 5, i forordning nr. 17 kan der ikke paalaegges boeder for handlinger i forbindelse med aftaler, efter at disse er anmeldt til Kommissionen, og inden denne traeffer beslutning. Ifoelge stk. 6 i samme artikel kan denne fritagelse for boeder ophaeves gennem en meddelelse fra Kommissionen om, at den efter en foreloebig undersoegelse er af den opfattelse, at vedtagelserne falder ind under traktatens artikel 85, stk. 1, og at der ikke er grundlag for anvendelse af artikel 85, stk. 3.

(33) Som det fremgaar af betragtning 17 til 27, er Kommissionen af den opfattelse, at vedtagelserne falder ind under traktatens artikel 85, stk. 1. De paagaeldende vedtagelser udgoer en alvorlig og maerkbar overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, navnlig som foelge af indlejningsforbuddet.

Det foelger af betragtning 28, 29 og 30, at der ikke umiddelbart findes grundlag for anvendelse af artikel 85, stk. 3. I denne forbindelse skal det bemaerkes, at bestemmelsernes konkurrencebegraensende karakter var et fremtraedende punkt i proceduren ved Arrondissementsrechtbank te Utrecht, og at denne domstols konstateringer paa dette punkt ikke er omstoedt i en appelsag.

(34) Under disse omstaendigheder er en meddelelse fra Kommissionen efter artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17 noedvendig. Naervaerende beslutning bevirker, at det af FNK og SCK anmeldte indlejningsforbud i artikel 7, andet led i Reglement Certificatie Kraankverhuurbedrijf, som beskrevet i artikel 8, 9 og 10 i samme reglement, ikke laengere er omfattet af den boedefrihed, der normalt er en foelge af anmeldelsen af aftaler -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Kommissionen er efter en foreloebig undersoegelse i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17 af den opfattelse, at de af FNK og SCK anmeldte aftaler om certificering af kranudlejningsfirmaer opfylder betingelserne for anvendelse af EF-traktatens artikel 85, stk. 1, og at der ikke findes grundlag for anvendelse af bestemmelserne i artikel 85, stk. 3.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til:

1) Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf

Postbus 312

Nl-4100 AH Culenborg

2) Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven

Postbus 312

NL-4100 AH Culenborg.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 13. april 1994.

Paa Kommissionens vegne

Karel VAN MIERT

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. 13 af 21. 2. 1962, s. 204/62.

(2) EFT nr. L 189 af 29. 6. 1989, s. 9. Dette direktiv er senest aendret ved direktiv 93/68/EOEF, EFT nr. L 220 af 30. 8. 1993, s. 1. I en tidligere aendring (direktiv 91/368/EOEF, EFT nr. L 198 af 22. 7. 1991, s. 16) er hejsekraner bragt ind under direktivets anvendelsesomraade.

(3) Sml. 1983, s. 3151; praemis 60, s. 3201.

(4) Sml. 1966, s. 450/522; forenede sager 56 og 58/64, Consten og Grundig.

(5) Jf. dommen i sag T-30/89 Hilti, Sml. 1991, s.II-1439, betragtning 118.