FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT C. O. LENZ
FREMSAT DEN5. APRIL 1984 ( 1 )
Høje Domstol
A —
De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for det erstatningssøgsmål i henhold til EØF-traktatens artikler 178 og 215, stk. 2, som jeg i dag skal tage stilling til, er følgende: firma Eximo Molkereierzeugnisse Handelsgesellschaft mbH, Hamburg, ansøgte den 12. maj 1982 Bundesanstalt für landwirtschaftliche Marktordnung (BALM), Frankfurt am Main, om eksportlicens eller forudfastsættelse af restitutioner for eksport til Schweiz af 5000 tons smør henhørende under toldposition 04.03 A i den fælles toldtarif. Licensen blev udstedt den 18. maj 1982 på grundlag af det på ansøgningstidspunktet (12. maj 1982) gældende restitutionsbeløb på 105 ECU/100 kg, og mod en sikkerhedsstillede på 53150 DM.
Ved meddelelse af 13. november 1981, som blev offenliggjort i Bundesanzeiger nr. 21 af 2. februar 1982, havde Kommissionen underrettet de berørte virksomheder inden for Fællesskabet om, at den i henhold til artikel 5, stk. 3, i Rådets forordning nr. 876/68 (EFT 1968 I, s. 226) ved overgangen til mejeriåret 1982/83 havde til hensigt at regulere de forudfastsatte restitutioner i forhold til ændringerne i interventionspriserne, således at de berørte virksomheder på det grundlag kunne afslutte kontrakter om leverancer efter det nye mejeriårs begyndelse. I meddelelsen hed det blandt andet udtrykkeligt, at restitutionsreguleringen kun gjaldt de tilfælde, »... hvor ansøgningen om eksportlicens var indgivet inden fjorten dage før den dato, hvor Rådet traf afgørelse om de for mejeriåret 1982/83 gældende interventionspriser ...«.
Da det ikke inden det normale udløb af mejeriåret 1981/82 den 31. marts 1982 lykkedes Rådet at træffe afgørelse om priserne for det følgende mejeriår, blev mejeriåret forlænget alt i alt fem gange ved rådsforordninger. Først den 20. maj 1982, hvor Rådets forordning nr. 1184/82 af 18. maj 1982 (EFT L 140 af 20. 5. 1982, s. 2) trådte i kraft, begyndte det nye mejeriår; forordningen indeholdt indikativpriser og interventionspriser for mælk og mejeriprodukter.
I tilslutning hertil fastsatte Kommissionen senere ved forordning nr. 1324/82 (EFT L 150 af 29. 5 1982, s. 46), eksportrestitutionsbeløbet for det omtvistede smør til 133 ECU/100 kg egenvægt.
Den 29. maj 1982, hvor sidstnævnte forordning trådte i kraft, ansøgte selskabet Eximo på ny om udstedelse af en eksportlicens eller forudfastsættelsesattest, som selskabet fik udstedt i overensstemmelse med ansøgningen. Det gennemførte leveringen på grundlag af sidstnævnte licens og udnyttede således ikke eksportlicensen af 18. maj 1982.
Ved forordning nr. 1669/82 af 14. juni 1982 (EFT L 187 af 1. 7. 1982, s. 1) fastsatte Kommissionen endelig for det pågældende smør reguleringsbeløbet til 31,86 ECU/100 kg egenvægt. Det fremgår af betragtningerne til forordningen, at Kommissionen for at udelukke visse transaktioner i spekulationsøjemed anså det for nødvendigt, som allerede bekendtgjort i meddelelsen af 13. november 1981, at begrænse reguleringen til de tilfælde, hvor ansøgningen om eksportlicens var indgivet inden fjorten dage før den dato, hvor Rådet traf afgørelse om de for mejeriåret 1982/83 gældende interventionspriser. I overensstemmelse hermed bestemtes det i forordningen, at kun restitutioner forudfastsat til og med den 3. maj 1982 ville blive reguleret.
Den 18. april 1983 anlagde selskabet Eximo sag mod Det europæiske økonomiske Fællesskab, ved Kommissionen, med påstand om erstatning på i alt 100300 DM samt renter. Efter selskabets opfattelse er dette tab en umiddelbar følge af Kommissionens meddelelse af 13. november 1981 samt den på grundlag heraf udstedte forordning nr. 1669/82 af 14. juni 1982. Sagsøgeren har anført, at tabet for det første svarer til forskellen mellem det på grundlag af forordningerne nr. 876/68 og 1669/82 regulerede restitutionsbeløb på 136,86 ECU/100 kg og det på grundlag af forordning nr. 1324/82 ydede restitutionsbeløb på 133 ECU/100 kg. Efter sagsøgerens beregninger andrager beløbet i alt 47150 DM.
For det andet har sagsøgeren krævet erstatning for den fortabte sikkerhed på 53150 DM, som sagsøgeren måtte stille i forbindelse med ansøgningen om eksportlicensen af 18. maj 1982, som sagsøgeren ikke anvendte.
B —
Til sagen skal jeg fremkomme med følgende bemærkninger:
I — Formaliteten
|
1. |
Sagsøgte, Kommissionen, har gjort gældende, at søgsmålet i det hele må afvises. Den har i første række henvist til, at efter Domstolens retspraksis er Fællesskabets erstatningsansvar i henhold til artikel 215, stk. 2, af subsidiær karakter i forhold til nationale erstatningsmuligheder. Efter Kommissionens opfattelse har sagsøgeren ikke udtømt de nationale retsmidler, hverken med hensyn til det tab, der angiveligt er opstået som følge af den inddragne sikkerhedsstillelse, eller med hensyn til de tab, sagsøgeren har gjort gældende i forbindelse med restitutionsreguleringen.
|
|
2. |
Efter sagsøgtes opfattelse må søgsmålet også afvises af den grund, at det alene er rettet mod Kommissionen og ikke også mod Rådet. Det tab, sagsøgeren hævder at have lidt som følge af den manglende regulering af eksportrestitutionerne, skyldes i hvert fald også handlinger foretaget af Rådet, som flere gange forlængede mejeriåret 1981/82. Denne opfattelse er jeg for så vidt enig i, da den institution, som tilregnes den handlemåde, der begrunder Fællesskabets ansvar, i henhold til Domstolens praksis skal stævnes som sagsøgt. Et søgsmål med påstand om, at Fællesskabet kendes erstatningsansvarligt, må derfor principielt rettes mod det eller de organer, som efter sagøgerens opfattelse har forvoldt tabet ( 6 ). I den forbindelse mener jeg også, at Kommissionen har ret i, at den påstand, sagsøgeren har nedlagt i replikken, og hvorefter »angivelsen af sagsøgte« subsidiært kan uddybes på den måde, at sagsøgte også er repræsenteret af Rådet, der har sæde i Bruxelles, må afvises. Da en sådan påstand i henhold til procesreglementets artikel 38, stk. 1, ikke kan nedlægges subsidiært, og da Rådet ville få ringere muligheder for at forsvare sig, har Domstolen med rette afvist, at Rådet efterfølgende inddrages i sagen. Den omstændighed, at Rådet ikke er part i den foreliggende sag, bevirker efter min opfattelse imidlertid ikke, at søgsmålet må afvises. Sagsøgerens påstande vedrører nemlig udtrykkeligt Kommissionens adfærd, idet Kommissionen, efter at Rådet flere gange havde forlænget mejeriåret 1981/82, så sent som i juli 1982, nemlig i forordning nr. 1669/82, opretholdt den meddelte fristordning. Da sagsøgeren således anfægter en bebyrdende foranstaltning fra Kommissionen, må Kommissionen i hvert fald anses for passivt legitimeret. |
II — Realiteten
|
1. |
Det sagsøgende selskab har gjort gældende, at Kommissionen i kraft af de regler, den har udstedt, har påført det et tab, som Fællesskabet må være ansvarigt For. Allerede Kommissionens meddelelse af 13. november 1981, der er en generel retsakt, og som blev offentliggjort i Forbundsrepublikken Tyskland den 2. februar 1982, er retsstridig. Sagsøgte gav heri vilkårligt meddelelse om en fristordning, hvilket er i strid med det formål, der ønskes tilgodeset ved artikel 5, stk. 3, i Rådets forordning nr. 876/68, og hvorefter Fællesskabets eksportører skal gives en vis sikkerhed for stabile restitutioner. Senest ved udstedelsen af forordning nr. 1669/82 af 14. juni 1982, hvor fristordningen blev indført som allerede tidligere meddelt, burde sagsøgte efter sagsøgerens opfattelse have taget i betragtning, at starten på mejeriåret flere gange var blevet forlænget med kort varsel, således at de berørte inden for Fællesskabet ikke blev påført tab. Ved at opretholde fristen har sagsøgte misbrugt eller i det mindste fejlagtigt udøvet sit skøn, som højst vedrører det spørgsmål, om der skulle foretages reguleringer. Ifølge sagsøgeren har sagsøgte gennem en sådan retsstridig adfærd tilsidesat de i fællesskabsretten garanterede principper om økonomisk handlefrihed, beskyttelse af den berettigede forventning og ligebehandling. Heroverfor har sagsøgte anført, i det væsentlige med henvisning til sit vide skøn ved økonomiskpolitiske afgørelser, at der er handlet culpøst. Desuden er der efter sagsøgtes opfattelse ikke tale om en tilsidesættelse af de af sagsøgeren omtalte principper. |
|
2. |
Ved vurderingen af disse forskellige opfattelser må man for det første huske på, at i henhold til Domstolens faste praksis vedrørende ansvar på grund af ulovlige generelle retsakter er konstateringen af, at en retlig situation, der skyldes generelle retsakter fra Fællesskabet, er ulovlig, ikke i sig selv tilstrækkelig til at udløse ansvaret. Efter Domstolens praksis ( 7 ) ifalder Fællesskabet kun ansvar som følge af en generel retsakt, der indebærer beslutninger vedrørende den økonomiske politik, »såfremt der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private«. »Kun undtagelsesvis og under særlige omstændigheder« ifalder Fællesskabet ansvar som følge af generelle retsakter, som er en følge af beslutninger vedrørende den økonomiske politik. Således fastslog Domstolen i HNL-sagen ( 8 ), at den lovgivende magt »ikke må hindes i sine dispositioner ved udsigten til erstatningskrav, hver gang den i den almene interesse skal træffe generelle foranstaltninger, som kan skade privates interesser«. Således har Domstolen i den omtalte afgørelse og også senere (jfr. Ireks-Arkady-, DGV-, Interquell- og Dumortier frèressagerne ( 9 ) ) hver gang understreget, at ansvaret kun undtagelsesvis kan udløses, »såfremt den pågældende institution åbenbart og groft har overskredet grænserne for udøvelsen af sine beføjelser«. Samtidig har Domstolen, blandt andet i den omtalte HNL-sag ( 8 ), understreget, »at på de områder, der henhører under Fællesskabets økonomiske politik, bør private, inden for rimelige grænser og uden at kunne opnå skadesløsholdelse af offentlige midler, affinde sig med, at en generel retsakt medfører visse skadelige virkninger for deres økonomiske interesser, selv om akten er erklæret for ugyldig«. |
|
3. |
Spørgsmålet om, hvorvidt der skal foretages en regulering af en forudfastsat restitution, beror imidlertid på en økonomiskpolitisk beslutning. En sådan beslutning er kendetegnet ved, at den er forbundet med et med henblik på gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik påkrævet vidt skøn. Dette fremgår tydeligt af Rådets forordning (EØF) nr. 2732/71 af 20. december 1971 (EFT 1971 III, s. 887), hvorved artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 876/68 blev ændret. I den tidligere affattelse af bestemmelsen hed det, at den forudfastsatte restitution justeres på basis af ændringerne i tærskelprisen samt på basis af visse former for støtte; med virkning fra den 1. januar 1972 hedder det derimod i bestemmelsen: »Det kan besluttes, at den forudfastsatte restitution reguleres i tilfælde af en ændring i
Denne »skal«-regel er altså erstattet af en »kan«-regel, således at Kommissionens skøn allerede fremgår af forordningens ordlyd. Af betragningerne til forordningen kan desuden udledes, at Rådet fandt, at en automatisk regulering af de forudfastsatte eksportrestitutioner var usmidig, og derfor erstattede den bindende regel i den tidligere artikel 5, stk. 3, med en mindre streng ordning, »som gør det muligt ved reguleringerne tillige at tage hensyn til markedssituationen inden for Fællesskabet«. I den pågældende betragtning hedder det videre, at »kontinuiteten i eksportvilkårene ved overgangen fra et mejeriår til et andet i særdeleshed [kan] sikres ved, at der så vidt muligt træffes beslutninger om reguleringerne, før en ændring i interventionspriserne træder i kraft«. Det kan således ikke bestrides, at Kommissionen har et vidt skøn med hensyn til, om de forudfastsatte restitutioner skal reguleres under hensyntagen til alle relevante økonomiske omstændigheder, efter at der er fastsat nye interventionspriser. I Kommissionens skøn ligger således også en kompetence til at fastsætte forudsætninger og betingelser for en sådan regulering. Domstolen kan i den forbindelse ikke tage stilling til, om den af Kommissionen indførte fristordning er hensigtsmæssig, men kan kun prøve retmæssigheden af den omtvistede fristregel. Den er i hvert fald retmæssig, hvis den stemmer overens med formålet med reguleringsordningen. Som det fremgår af betragtningerne til forordning nr. 2732/71, er det meningen og formålet med artikel 5, stk. 3, i Rådets forordning nr. 876/68 så vidt muligt at sikre kontinuiteten i eksportvilkårene ved overgangen fra et mejeriår til et andet. For at fjerne de erhvervsdrivendes usikkerhed med hensyn til, om der ville blive gjort brug af muligheden for at foretage reguleringer ved starten af mejeriåret 1982/83, meddelte sagsøgte i november 1981, at man havde til hensigt at gøre brug af reguleringsmuligheden, således at de erhvervsdrivende på det grundlag kunne indgå kontrakter om leverancer efter starten af det nye mejeriår. Når der er givet meddelelse om en sådan regulering, kan man imidlertid ikke se bort fra den risiko, at der på grundlag af de af Kommissionen offentliggjorte prisforslag og på grundlag af de i samme forbindelse udsendte pressemeddelelser om de forventede nye interventionspriser afsluttes kontrakter, hvis hovedformål er at udnytte ændringerne. Det er således ikke et uvedkommende hensyn, at Kommissionen med henblik på at forhindre sådanne transaktioner i spekulationsøjemed allerede i sin meddelelse har erklæret, at reguleringerne af restitutionsbeløbene vil blive begrænset til de tilfælde, hvor ansøgninger om forudfastsættelse er indgivet mere end fjorten dage før ændringerne i interventionspriserne. Det kan heller ikke ud fra det synspunkt gøres gældende, at sagsøgte ikke har gjort starten på fjortendagesfristen afhængig af en bestemt dato, for erfaringsmæssigt kunne det ikke udelukkes, at starten på mejeriåret blev udskudt, og risikoen for spekulation fortsat ville bestå i en sådan periode. Trods sagsøgerens anbringender kan det endelig ikke hævdes, at sagsøgte har overskredet grænserne for sit skøn ved at træffe de foranstaltninger, som indeholdtes i meddelelsen af november 1981, uden at tage hensyn til de ændrede økonomisk-politiske krav i juni 1982. Hvis sagsøgte med hensyn til fristen havde fraveget meddelelsen, ville sagsøgte under alle omstændigheder have udsat sig for, at alle de erhvervsdrivende, som i tillid til den pågældende meddelelse ikke havde ansøgt om en forudfastsættelse inden for den omtvistede frist, gjorde gældende, at der var tale om en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. |
|
4. |
Efter min opfattelse kan det allerede af disse grunde afvises, at den omtvistede forordning nr. 1669/82 er retsstridig. Selv om den antoges at være retsstridig, kunne Fællesskabet i henhold til den omtalte praksis kun undtagelsesvis ifalde ansvar, hvis sagsøgte groft og åbenbart havde overskredet grænserne for udøvelsen af sin skønsbeføjelse. I henhold til Domstolens praksis skal der ud over fejlskønnets omfang også tages hensyn til de følger, de retsstridige retsakter har for privates økonomiske interesser.
|
III — Tabet og årsagssammenhængen
Da man herefter kan gå ud fra, at sagsøgtes adfærd ikke kan bevirke, at Fællesskabet ifalder ansvar, skal jeg afslutningsvis blot subsidiært bemærke, at der heller ikke for sagsøgeren er opstået et tab, der skal erstattes. Under den mundtlige forhandling har sagsøgeren oplyst, at den indgav ansøgning om forudfastsættelse med henblik på en forretning, der allerde var aftalt. Ansøgningen om forudfastsættelse blev ganske vist indgivet i forventning om, at det således forudfastsatte restitutionsbeløb ville blive reguleret. Sagsøgeren hævder at have lidt et tab ved, at der trods sagsøgerens forventninger ikke fandt nogen regulering af forudfastsættelsen sted.
Som jeg påviste ovenfor, kunne sagsøgeren ikke forvente, at sagsøgte i strid med sin meddelelse også ville regulere de forudfastsættelser, som der var indgivet ansøgning om mindre end fjorten dage inden fastsættelsen af de nye interventionspriser. Det tab, sagsøgeren hævder at have lidt, skyldes således en rent spekulationsmæssig beregning fra sagsøgerens side, som må være omfattet af sagsøgerens forretningsmæssige risiko. Når sagsøgeren ikke udførte varerne på grundlag af eksportlicensen af 18. maj 1982, således at det forventede tab kunne begrænses, må også den dermed forbundne fortabelse af den stillede sikkerhed indgå i sagsøgerens forretningsmæssige risiko.
IV — Rentekravet
Da sagsøgerens påstande således på alle punkter ikke er begrundede, behøver jeg ikke yderligere at behandle sagsøgerens rentekrav.
C —
Afslutningsvis vil jeg derfor foreslå, at sagsøgte frifindes, og at sagsøgeren i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, afholder sagens omkostninger.
( 1 ) – Oversat fra tysk.
( 2 ) – Dom af 25. 10. 1972 i sag 96/71 — R. og V. Haegeman GmbH mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber — Sml. 1972, s. 269;
dom af 27. 1. 1976 i sag 46/75 — IBC Importazione Bestiame Carni S.r.l. mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber— Sml. 1976, s. 65;
dom af 21. 5. 1976 i sag 26/74 — Société Roquette frères mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber — Sml. 1976, s. 677;
dom af 2. 3. 1978 i de forenede sager 12, 18 og 21/77 — Debayser SA mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber — Sml. 1978, s. 553;
dom af 12. 12. 1979 i sag 12/79 — firma Hans-Otto Wagner GmbH Agrarhandel KG mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber— Sml. 1979, s. 3657;
dom af 5. 12. 1979 i de forenede sager 116 og 124/77 — G. R. Amylum NV og Tunnel Refineries Limited mod Rädet og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber — Sml. 1979, s. 3497;
dom af 10. 6. 1982 i sag 217/81 — Compagnie Interagra SA mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber — Sml. 1982, s. 2233.
( 3 ) – De forenede sager 116 og 124/77 — G. R. Amylum NV og Tunnel Refineries Limited mod Rådet og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber — jfr. fodnote 1 s. 2315);
dom af 17. 12. 1981 i de forenede sager 197-200, 243, 245 og 247/80 — Ludwigshafener Walzmühle Erling KG m.fl. mod Rådet og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber — Sml. 1981, s. 3211.
( 4 ) – Sag 281/82 — S.à.r.l. Unifrex mod Kommissionen og Rådet for De europæiske Fællesskaber — Sml. 1984, s. 1969.
( 5 ) – Sag 217/81 — Compagnie Interagra S.A. mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber — og sag 12/79 — firma Hans-Otto Wagner GmbH Agrarhandel AG mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber — jfr. fodnote 1 s. 2315).
( 6 ) – Dom af 13. 11. 1973 i de forenede sager 63-69/72 — Wilhelm Wehrhahn Hansamühle m.fl. mod Ridet for De europæiske Fællesskaber — Sml. 1973, s. 1229.
( 7 ) – Dom af 2. 12. 1971 ¡ sig 5/71 — Aktien-Zuckerfabrik Schőppenstedt mod Rådet for De europæiske Fællesskaber — Sml. 1971, s. 275.
Dom af 5. 12. 1979 i sag 143/77 — Koninklijke Scholten-Honig NV mod Rådet og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber — Sml 1979, s. 3583.
( 8 ) – Dom af 25. 5. 1978 i de forenede sager 83 og 94/76, 4, 15 og 40/77 — Bayerische HNL Vermehrungsbetriebe GmbH & Co. KG m.fl. mod Rådet og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber — Sml. 1978, s. 1209.
( 9 ) – Dom af 4. 10. 1979 i sag 238/78 — Ireks-Arkady GmbH mod Rådet og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber — Sml. 1979, s. 2955;
dom af 4. 10. 1979 i de forenede sager 241, 242, 245-250/78 — DGV Deutsche Getreideverwertung og Rheinische Kraftfutterwerke GmbH m.fl. mod Rådet og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber — Sml. 1979, s. 3017;
dom af 4. 10. 1979 i de forenede sager 261 og 262/78 — Interquell Stärke-Chemie GmbH & Co. KG og Diamalt AG mod Rådet og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber — Sml. 1979, s. 3045;
dom af 4. 10. 1979 i de forenede sager 64 og 113/76, 167 og 239/78, 27, 28 og 45/79 — P. Dumortier frères SA m.fl. mod Rådet for De europæiske Fællesskaber — Sml. 1979, s. 3091.