Forslag til Rådets afgørelse om en aftale i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Republikken Chile om midlertidig anvendelse af aftalen om bevarelse af sværdfiskebestandene i det sydøstlige Stillehav /* KOM/2010/0153 endelig udg. - NLE 2010/0083 */
[pic] | EUROPA-KOMMISSIONEN | Bruxelles, den 19.4.2010 KOM(2010)153 endelig 2010/0083 (NLE) Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om en aftale i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Republikken Chile om midlertidig anvendelse af aftalen om bevarelse af sværdfiskebestandene i det sydøstlige Stillehav BEGRUNDELSE Som følge af en klage indgivet af ANAPA (den spanske sammenslutning af ejere af langlinefartøjer) iværksatte Europa-Kommissionen en undersøgelse i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 3286/94 (handelshindringsforordningen) (meddelelse om indledning offentliggjort den 10. juli 1998). Den 23. marts 1999 udsendte Europa-Kommissionen sin undersøgelsesrapport, hvorefter den chilenske praksis med at nægte fartøjer, der fisker sværdfisk på åbent hav i det sydøstlige Stillehav, adgang til chilenske havne, var i modstrid med artikel V i Den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 (GATT). Efter Kommissionens afgørelse 2000/296/EF af 5. april 2000 vedrørende det chilenske forbud mod EU-fartøjers losning af fangster af sværdfisk i chilenske havne indledte Europa-Kommissionen en WTO-procedure for tvistbilæggelse over for Chile. Som reaktion på denne WTO-sag bad Chile om, at visse spørgsmål blev underkastet obligatorisk tvistbilæggelse i henhold til FN's havretskonvention. Efterfølgende indbragte Chile og Fællesskabet den 19. december 2000 et tvistemål med hensyn til bevarelse og bæredygtig udnyttelse af sværdfiskebestandene i det sydøstlige Stillehav for en særlig afdeling af Den Internationale Havretsdomstol (ITLOS). Den 25. januar 2001 nåede Europa-Kommissionen og Chile frem til en midlertidig aftale, hvorefter parterne enedes om at suspendere både WTO- og ITLOS-sagerne. I april 2008 vedtog Rådet en afgørelse om bemyndigelse af Kommissionen til at føre forhandlinger med Chile på Den Europæiske Unions vegne med henblik på at nå frem til en endelig aftale om nye rammer for fiskerisamarbejdet. Den 30. oktober 2008 forelagde Kommissionen Rådets arbejdsgruppe for internt og eksternt fiskeri teksten til den aftale om bevarelse af sværdfiskebestandene i det sydøstlige Stillehav, forhandlerne var enedes om. Den nye aftale vil sikre, at fiskerfartøjer, der fører medlemsstaternes flag og fisker i det sydøstlige Stillehav, har adgang til udpegede chilenske havne med henblik på omladninger og landinger og til logistiske formål. Den nye aftale sætter ikke spørgsmålstegn ved de regionale fiskeriforvaltningsorganisationers respektive kompetencer, hverken dem, der allerede er etableret (den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk – IATTC), eller dem, der er under etablering (Den Regionale Fiskeriforvaltningsorganisation for det Sydlige Stillehav – SPRFMO). Den 3. december 2009 forelagde Kommissionen resultatet af de bilaterale tekniske forhandlinger med Chile, der fandt sted den 5.-6. oktober 2009 i New York, for Rådets arbejdsgruppe for internt og eksternt fiskeri. Parterne paraferede et teknisk bilag I til aftalen, som indeholder detaljerede procedurer, der skal følges af EU's fartøjer, som fisker efter sværdfisk og søger adgang til de udpegede chilenske havne. Disse procedurer er i overensstemmelse med FAO's moderne havnestatsforanstaltninger. I mellemtiden har begge parter allerede i fællesskab trukket ITLOS-sagen tilbage. Den 16. december 2009 fastslog ITLOS' særlige afdeling, at sagen var hævet i overensstemmelse med den fælles anmodning fra Chile og EU. Der er også forberedelser i gang med henblik på en fælles tilbagetrækning af WTO-sagen (WT/DS/193 – Foranstaltninger, der påvirker transit og import af sværdfisk). Kommissionen vil imidlertid ikke på nuværende tidspunkt foreslå en afslutning af sagen i henhold til handelshindringsforordningen. Kommissionen har til hensigt først at foreslå tilbagetrækningen, når EU's og de chilenske myndigheder formelt har indgået aftalen, og forudsat at bestemmelserne om, at EU-fiskerfartøjer, der fisker efter sværdfisk på åbent hav i det sydøstlige Stillehav, har adgang til chilenske havne, er blevet tilfredsstillende gennemført i en rimelig periode. Kommissionen bør opfordre medlemsstaterne og Europa-Parlamentet til at indlede den relevante procedure med henblik på indgåelsen. For at undgå yderligere forsinkelse af adgangen til de udpegede chilenske havne for EU-fiskerfartøjer, der fisker efter sværdfisk, er det nødvendigt midlertidigt at anvende aftalen, som der sideløbende fremsættes et separat forslag til rådsafgørelse om. 2010/0083 (NLE) Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om en aftale i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Republikken Chile om midlertidig anvendelse af aftalen om bevarelse af sværdfiskebestandene i det sydøstlige Stillehav RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR – under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43 sammenholdt med artikel 218, stk. 5, under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen[1] og ud fra følgende betragtninger: 1. Det er Den Europæiske Unions mål at etablere rammeaftaler for fiskerisamarbejde med tredjelande for at sikre bevarelse og bæredygtig forvaltning af arter af fælles interesse og adgang for EU-fiskerfartøjer til tredjelandes havne med henblik på omladninger og landinger og til logistiske formål. 2. Den 4. april 2008 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger med Republikken Chile om bevarelse af sværdfiskebestandene i det sydøstlige Stillehav. Forhandlingerne blev afsluttet med succes med paraferingen af aftalen om bevarelse og forvaltning af sværdfiskebestandene i det sydøstlige Stillehav og det detaljerede bilag I hertil. 3. Kommissionen har foreslået Rådet at vedtage en afgørelse om indgåelse af aftalen i form af brevveksling (forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Chile om bevarelse af sværdfiskebestandene i det sydøstlige Stillehav af XXXX). 4. Da EU-fiskerfartøjer, der fisker efter sværdfisk på åbent hav i det sydøstlige Stillehav, hurtigst muligt ønsker at opnå adgang til udpegede chilenske havne, bør aftalen anvendes midlertidigt, indtil den bliver indgået — VEDTAGET DENNE AFGØRELSE: Artikel 1 Aftalen i form af brevveksling om midlertidig anvendelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Chile om bevarelse af sværdfiskebestandene i det sydøstlige Stillehav godkendes herved på Den Europæiske Unions vegne, indtil aftalen træder i kraft. Teksten til denne aftale om midlertidige anvendelse i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Chile er knyttet til denne afgørelse. Artikel 2 Europa-Kommissionen bemyndiges til på Den Europæiske Unions vegne at undertegne brevet fra Den Europæiske Union, jf. artikel 1, og udpege de personer, der er beføjet til at undertegne det. Artikel 3 Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen. Artikel 4 Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende . Udfærdiget i Bruxelles, den […] På Rådets vegne Formand […] BILAG AFTALE I FORM AF BREVVEKSLING mellem Den Europæiske Union og Republikken Chile om midlertidig anvendelse af aftalen om bevarelse af sværdfiskebestandene i det sydøstlige Stillehav A. Brev fra Den Europæiske Union Jeg skal hermed henvise til forhandlingerne i Bruxelles den 15.-16. oktober 2008 mellem Den Europæiske Union og Chile, som førte til aftalen om bevarelse af sværdfiskebestandene i det sydøstlige Stillehav (i det følgende benævnt "aftalen"), og til de bilaterale tekniske drøftelser i New York den 5.-6. oktober 2009. Den Europæiske Union har indledt sine interne procedurer for indgåelse af aftalen om bevarelse af sværdfiskebestandene i det sydøstlige Stillehav, der blev vedtaget den 15.-16. oktober 2008, herunder det detaljerede bilag I, der blev vedtaget den 5.-6. oktober 2009. Indtil disse procedurer er afsluttet, anvender Den Europæiske Union midlertidigt aftalen om bevarelse af sværdfiskebestandene i det sydøstlige Stillehav, der blev vedtaget den 15.-16. oktober 2008, og bilag I hertil, der blev vedtaget den 5.-6. oktober 2009 og suppleret med Chiles verbalnote af 23. november 2009. Følgende dokumenter og oplysninger udgør en integrerende del af denne aftale i form af brevveksling: a) aftalen, der blev indgået den 15.-16. oktober 2008 i Bruxelles, ændret ved: b) det detaljerede bilag I til aftalen som vedtaget på det bilaterale tekniske møde den 5.-6. oktober 2009 i New York c) Chiles verbalnote af 23. november 2009 om udpegning af de chilenske havne Arica, Antofagasta og Punta Arenas, som EU-fiskerfartøjer, der fisker efter sværdfisk på åbent hav i det sydøstlige Stillehav, kan få adgang til, jf. punkt xi) i det bilag, der er nævnt i litra b). d) Det bilaterale tekniske og videnskabelige udvalgs første møde finder sted senest den 1. juni 2010. De bedes venligst anerkende modtagelsen af dette brev og bekræfte, at dette brev og Deres svar udgør en aftale mellem Chile og Den Europæiske Union om midlertidigt at anvende aftalen i overensstemmelse med bestemmelserne i de ovenfor anførte dokumenter. Denne aftale anvendes fra dagen efter dagen for Deres svar. Med venlig hilsen På Den Europæiske Unions vegne Formand […] B. Brev fra Republikken Chile Jeg anerkender hermed modtagelsen af Deres brev af dags dato, der har følgende ordlyd: "Jeg skal hermed henvise til forhandlingerne i Bruxelles den 15.-16. oktober 2008 mellem Den Europæiske Union og Chile, som førte til aftalen om bevarelse af sværdfiskebestandene i det sydøstlige Stillehav (i det følgende benævnt "aftalen"), og til de bilaterale tekniske drøftelser i New York den 5.-6. oktober 2009. Den Europæiske Union har indledt sine interne procedurer for indgåelse af aftalen om bevarelse af sværdfiskebestandene i det sydøstlige Stillehav, der blev vedtaget den 15.-16. oktober 2008, herunder det detaljerede bilag I, der blev vedtaget den 5.-6. oktober 2009. Indtil disse procedurer er afsluttet, anvender Den Europæiske Union midlertidigt aftalen om bevarelse af sværdfiskebestandene i det sydøstlige Stillehav, der blev vedtaget den 15.-16. oktober 2008, og bilag I hertil, der blev vedtaget den 5.-6. oktober 2009 og suppleret med Chiles verbalnote af 23. november 2009. Følgende dokumenter og oplysninger udgør en integrerende del af denne aftale i form af brevveksling: a) aftalen, der blev indgået den 15.-16. oktober 2008 i Bruxelles, ændret ved: b) det detaljerede bilag I til aftalen som vedtaget på det bilaterale tekniske møde den 5.-6. oktober 2009 i New York c) Chiles verbalnote af 23. november 2009 om udpegning af de chilenske havne Arica, Antofagasta og Punta Arenas, som EU-fiskerfartøjer, der fisker efter sværdfisk på åbent hav i det sydøstlige Stillehav, kan få adgang til, jf. punkt xi) i det bilag, der er nævnt i litra b). d) Det bilaterale tekniske og videnskabelige udvalgs første møde finder sted senest den 1. juni 2010. De bedes venligst anerkende modtagelsen af dette brev og bekræfte, at dette brev og Deres svar udgør en aftale mellem Chile og Den Europæiske Union om midlertidigt at anvende aftalen i overensstemmelse med bestemmelserne i de ovenfor anførte dokumenter. Denne aftale anvendes fra dagen efter dagen for Deres svar." Jeg kan bekræfte, at Deres brev og dette svar udgør en aftale mellem Chile og Den Europæiske Union. Med venlig hilsen På Republikken Chiles vegne Præsident […] [1] EUT C […], […], s. […].