Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
L. MEDINA
fremsat den 4. juni 2026 (1)
Sag C-229/25
GQ,
IF
mod
MVCI Management, S.L.,
MVCI Holidays, S.L.,
MVCI Playa Andaluza Holidays, S.L.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia nº 2 de Marbella (retten i første instans nr. 2 i Marbella, Spanien))
» Præjudiciel forelæggelse – erhvervelse af en brugsret til fast ejendom på timesharebasis – direktiv 94/47/EF – aftale om brugsret til fast ejendom på timesharebasis – direktiv 2008/122/EF – søgsmål med påstand om, at timeshareaftaler erklæres ugyldige – søgsmål med påstand om tilbagebetaling af beløb erlagt i henhold til aftale, som er erklæret ugyldig – søgsmål med påstand om tilbagebetaling af en del af den erlagte aftalepris som sanktion for overtrædelse af forbuddet mod forudbetaling – effektivitetsprincippet – forældelsesfrist – tidspunktet, hvorfra forældelsesfristen begynder at løbe «
I. Indledning
1. En timeshareaftale defineres i henhold til direktiv 2008/122/EF (2) som »en aftale af mere end et års varighed, hvorved en forbruger mod vederlag erhverver retten til at benytte et eller flere logier med overnatningsmulighed i mere end én brugsperiode«. Timeshareaftaler vedrører primært ferieophold (3). Timeshareaftaler var oprindeligt reguleret ved direktiv 94/47/EF (4), som blev ophævet ved direktiv 2008/122 (herefter samlet »timesharedirektiverne«). Ved sidstnævnte direktiv blev forbrugerbeskyttelsen udstrakt til også at omfatte ferieprodukter, der ligner timeshareprodukter.
2. Timesharedirektiverne har til formål at styrke forbrugerbeskyttelsen i forbindelse med timeshareaftaler, der ifølge Kommissionens rapport om evalueringen af direktiv 2008/122 er kendetegnet ved længerevarende forpligtelser eller betydelige finansielle risici for forbrugerne (5). Dette sikres ved reglerne om de oplysninger, der skal gives forud for og i forbindelse med aftaleindgåelsen, fortrydelsesret og forbuddet mod forudbetaling.
3. Den foreliggende sag vedrører de mulige begrænsninger, som effektivitetsprincippet medfører for de nationale regler om forældelsesfristen for de retsmidler, der er fastsat i national ret i tilfælde af overtrædelse af timesharedirektivernes regler om oplysningspligt og forbud mod forudbetaling. Sagen giver Domstolen lejlighed til – for første gang – at undersøge EU’s forbrugerbeskyttelsesregler på området for timeshare i lyset af princippet om procesautonomi, som begrænset af effektivitetsprincippet.
II. Retsgrundlag
A. EU-retten
1. Direktiv 94/47
4. Artikel 3 i direktiv 94/47 bestemmer:
»1. Medlemsstaterne fastsætter i deres lovgivning foranstaltninger med henblik på at forpligte sælger til at udlevere enhver, der anmoder om oplysninger om den eller de faste ejendomme, et dokument, som ud over en almindelig beskrivelse af ejendommen eller ejendommene mindst skal indeholde kortfattede og præcise oplysninger om de i litra a) til g), i) og l) i bilaget anførte elementer samt om, hvorledes yderligere oplysninger kan fås.
2. Medlemsstaterne fastsætter i deres lovgivning, at alle de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, og som skal findes i det i stk. 1 nævnte dokument, skal udgøre en integrerende del af kontrakten.
[…]«
5. Artikel 4 i direktiv 94/47 er affattet således:
»Medlemsstaterne fastsætter i deres lovgivning, at:
– kontrakten, som skal være skriftlig, mindst skal indeholde de oplysninger, der er nævnt i bilaget
[…]«
6. Artikel 6 i direktiv 94/47 bestemmer:
»Medlemsstaterne fastsætter i deres lovgivning bestemmelser om forbud mod enhver forskudsbetaling fra køber inden udløbet af den periode, hvor tilbagetrædelsesretten kan udøves.«
2. Direktiv 2008/122
7. Artikel 4 i direktiv 2008/122 med overskriften »Oplysninger forud for aftalens indgåelse« bestemmer følgende i stk. 1, litra a):
»1. I god tid inden forbrugeren forpligtes af en aftale eller et tilbud, giver den erhvervsdrivende på en klar og forståelig måde forbrugeren præcise og tilstrækkelige oplysninger som følger:
a) når det drejer om en timeshareaftale: ved brug af standardoplysningsskemaet i bilag I samt oplysningerne som fastsat i dette skemas del 3[.]«
8. Artikel 5 i direktiv 2008/122 med overskriften »Aftalen om timeshare, længerevarende ferieprodukter, videresalg eller bytte« bestemmer i stk. 2:
»De oplysninger, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, udgør en integreret del af aftalen og må ikke ændres, medmindre andet udtrykkeligt aftales mellem parterne [...].«
9. Dette direktivs artikel 9 med overskriften »Forudbetaling« bestemmer i stk. 1:
»Medlemsstaterne sikrer, at der i forbindelse med aftaler om timeshare, længerevarende ferieprodukter og bytte er forbud mod enhver forudbetaling, garantistillelse, reservation af et beløb på en konto, eksplicit anerkendelse af gæld eller andet vederlag til den erhvervsdrivende eller tredjepart fra en forbrugers side inden udløbet af fortrydelsesfristen, jf. artikel 6.«
B. Spansk ret
1. Lov nr. 42/1998
10. Artikel 1, stk. 7, i Ley 42/1998 sobre derechos de aprovechamiento por turno de bienes inmuebles de uso turístico y normas tributarias (lov nr. 42/1998 om timesharerettigheder i ferieboliger og skattebestemmelser på området) af 15. december 1998 (BOE nr. 300 af 16.12.1998, s. 42076) bestemmer:
»En aftale, hvorved enhver anden tinglig eller personlig brugsret til en eller flere ejendomme i en bestemt periode af året – eller i en periode af året, som kan fastlægges – stiftes eller overdrages for en periode på mere end et år i strid med denne retsakt, er materielt ugyldig, idet enhver leje eller modydelse, der er betalt, skal tilbagebetales til køberen eller overdrageren, og der skal ydes erstatning for den skade, der er lidt.«
11. Den nævnte lovs artikel 11 fastsætter:
»1. Der er forbud mod enhver forudbetaling fra køberen til overdrageren før udløbet af fristen for udøvelse af fortrydelsesretten, eller mens køberen nyder den opsigelsesret, der er omhandlet i forrige artikel […]
2. Hvis køberen har foretaget en forudbetaling til overdrageren, har denne ret til på ethvert tidspunkt at kræve tilbagebetaling af det dobbelte af dette beløb og kan vælge mellem at opsige aftalen inden for tre måneder efter dens indgåelse eller at kræve fuld opfyldelse af aftalen.«
2. Lov nr. 4/2012
12. Lov nr. 42/1998 blev erstattet af Ley 4/2012 de contratos de aprovechamiento por turno de bienes de uso turístico, de adquisición de productos vacacionales de larga duración, de reventa y de intercambio y normas tributarias (lov nr. 4/2012 om timeshareaftaler for ferieboliger, erhvervelse af længerevarende ferieprodukter, videresalg og bytte samt skattebestemmelser på området) af 6. juli 2012 (BOE nr. 162 af 7.7.2012, s. 49192).
13. Artikel 13 i lov nr. 4/2012 bestemmer:
»1. I timeshareaftaler, aftaler om længerevarende ferieprodukter, videresalgs- og bytteaftaler er der forbud mod forudbetaling, garantistillelse, reservering af penge på konti, udtrykkelig anerkendelse af gælden eller enhver modydelse fra forbrugeren til den erhvervsdrivende eller en tredjepart, før fortrydelsesfristen er udløbet.
[…]
3. Handlinger, der er udført i strid med dette forbud, er materielt ugyldige, og forbrugeren kan opkræve det dobbelte af de beløb, der er betalt eller garanteret i forbindelse med disse handlinger.«
14. Artikel 23, stk. 7, i lov nr. 4/2012 er affattet således:
»En aftale, hvorved enhver anden tinglig eller personlig brugsret til en eller flere ejendomme i en bestemt periode af året – eller i en periode af året, som kan fastlægges – stiftes eller overdrages for en periode på mere end et år i strid med denne retsakt, er – alene med forbehold af næste stykke – materielt ugyldig, idet enhver leje eller modydelse, der er betalt, skal tilbagebetales til køberen eller overdrageren, og der skal ydes erstatning for den skade, der er lidt.«
3. Den civile lovbog
15. Artikel 1964, stk. 2, i Código Civil (den civile lovbog) fastsatte en forældelsesfrist på 15 år for personlige søgsmål, der ikke var underlagt en bestemt forældelsesfrist. Efter ændringen af denne artikel (6) har den følgende ordlyd:
»Sager vedrørende personlige rettigheder, som ikke har en særlig frist, forældes fem år efter, at forpligtelsen kan kræves opfyldt.«
16. Artikel 1969 i den civile lovbog bestemmer endvidere, at forældelsesfristen for alle typer søgsmål regnes fra den dato, hvor de kunne anlægges, medmindre en særlig bestemmelse fastsætter andet.
III. De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
17. GQ og IF, to forbrugere, indgik to timeshareaftaler med MVCI Management S.L., MVCI Holidays S.L. og MVCI Playa Andaluza Holidays S.L. (herefter »MVCI Holidays«), hvoraf den første blev indgået den 23. maj 2007 og den anden den 21. marts 2016.
18. GQ og IF har anlagt sag ved den forelæggende ret med påstand om, at disse aftaler erklæres ugyldige på grund af deres varighed og den manglende fastlæggelse af deres genstand. De har ligeledes nedlagt påstand om tilbagebetaling af et beløb svarende til prisen for hver af disse aftaler med fradrag for den brug, der er gjort heraf (herefter »søgsmålet med påstand om tilbagebetaling«), samt tilbagebetaling af en del af den betalte aftalepris som sanktion for overtrædelse af forbuddet mod forudbetaling (herefter »søgsmålet med påstand om tilbagebetaling af forudbetalinger«).
19. MVCI Holidays har gjort gældende, at der ikke er grundlag for at erklære aftalerne ugyldige, og at der ikke er erlagt nogen forudbetaling. Subsidiært har selskabet gjort gældende, at søgsmålet med påstand om tilbagebetaling og søgsmålet med påstand om tilbagebetaling af forudbetalinger er forældede i henhold til den civile lovbogs artikel 1964, stk. 2.
20. For så vidt angår søgsmålet med påstand om tilbagebetaling har den forelæggende ret anført, at de almindelige civilretlige regler finder anvendelse. I henhold til national lovgivning og retspraksis kan et søgsmål om ugyldighed af en aftale ikke forældes, mens et søgsmål med påstand om tilbagebetaling af ydelser, der er betalt til gennemførelse af en ugyldig aftale, er underlagt reglerne om forældelsesfristen for personlige søgsmål.
21. For så vidt angår søgsmålet med påstand om tilbagebetaling af forudbetalinger fastslog Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien), at forudbetalinger for timeshare er materielt ugyldige, at den erhvervsdrivendes betaling af det dobbelte af en del af aftaleprisen udgør en civilretlig sanktion, og at tilbagesøgningen af denne betaling er uafhængig af tilbagetrædelse fra eller opsigelse af aftalen.
22. Den forelæggende ret har anført, at hverken Domstolen eller Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) har taget stilling til det specifikke spørgsmål om, fra hvilket tidspunkt forældelsesfristen for et søgsmål med påstand om tilbagebetaling eller et søgsmål med påstand om tilbagebetaling af forudbetalinger begynder at løbe.
23. De lavere nationale retter har imidlertid gennemført Domstolens praksis vedrørende forældelse af søgsmål med påstand om tilbagebetaling, som følge af at urimelige kontraktvilkår er blevet erklæret ugyldige i henhold til direktiv 93/13/EØF (7). Det følger af denne retspraksis, at den omstændighed, at begyndelsestidspunktet for en forældelsesfrist for anlæggelse af et søgsmål med påstand om tilbagebetaling af betalinger, der er foretaget i henhold til et kontraktvilkår, der anses for at være urimeligt, fastsættes som værende tidspunktet for aftalens indgåelse, kan være i strid med effektivitetsprincippet (8). Derimod er en forældelsesfrist, der begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor den afgørelse, hvori det fastslås, at et kontraktvilkår er urimeligt, bliver endelig, forenelig med effektivitetsprincippet.
24. I overensstemmelse med denne retspraksis har disse nationale retter fastslået, at begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen for søgsmål med påstand om tilbagebetaling og søgsmål med påstand om tilbagebetaling af forudbetalinger skulle fastsættes til det tidspunkt, hvor aftalen om køb af en timeshareaftale blev erklæret ugyldig.
25. Ifølge den forelæggende ret er en sådan fortolkning af forældelsesreglerne ikke korrekt, henset til de væsentlige forskelle mellem på den ene side et søgsmål med påstand om tilbagebetaling, som følge af at en timeshareaftale erklæres ugyldig, og et søgsmål med påstand om tilbagebetaling af forudbetalinger, og på den anden side et søgsmål med påstand om tilbagebetaling af ydelser, der er betalt på grundlag af urimelige kontraktvilkår. Når et kontraktvilkår erklæres ugyldigt, er ugyldighedserklæringen nemlig betinget af, at retten fastslår, at der er sket en tilsidesættelse af reglerne på området for forbrugeraftaler i overensstemmelse med kriteriet om kontrol af urimelighed og gennemsigtighed. Når en aftale erklæres ugyldig, fordi den er indgået »uden for loven«, eller hvis der er foretaget forbudte betalinger, kan denne manglende overholdelse af lovkravene imidlertid konstateres direkte fra det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået, eller forudbetalingerne blev foretaget.
26. Den forelæggende ret har forklaret, at denne tilgang finder anvendelse i tilfælde, hvor timeshareaftalen, som i den foreliggende sag, overskrider den maksimale varighed, som lovgivningen tillader, eller når det er blevet gjort gældende, at aftalen ikke indeholder den registeridentifikation af ejendommen og overdragelsen, som den erhvervede rettighed hviler på. Disse situationer svarer til omstændigheder, der kan konstateres direkte af aftalens parter, uden at det er nødvendigt, at de forinden fastslås af en ret. Det samme er tilfældet, når der er foretaget forudbetalinger, som er forbudte.
27. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at begyndelsestidspunktet for søgsmål med påstand om tilbagebetaling i sådanne situationer kan fastsættes til tidspunktet for aftalen indgåelse, og begyndelsestidspunktet for søgsmål med påstand om tilbagebetaling til tidspunktet, hvor de forbudte forudbetalinger blev foretaget.
28. Ifølge den forelæggende ret er en sådan fortolkning forenelig med effektivitetsprincippet af følgende grunde. For det første fastsætter den spanske retsorden en meget lang forældelsesfrist for søgsmål med påstand om tilbagebetaling på 15 år i den affattelse af den civile lovbog, der var gældende indtil 2015, og på 5 år siden dette tidspunkt. For det andet er et udenretsligt krav tilstrækkeligt til at afbryde forældelsesfristen. For det tredje er der ingen risiko for, at forældelsesfristen udløber, før forbrugeren kan have kendskab til, at den indgåede aftale eller den foretagne betaling er ugyldig, for så vidt som grundlaget for den eventuelle ugyldighed kan konstateres fra det tidspunkt, hvor aftalen indgås, eller betalingen foretages.
29. Efter den forelæggende rets opfattelse bidrager en sådan fortolkning også til retssikkerheden. Hvis begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen skulle fastsættes til datoen for den domstolsprøvelse, hvorved aftalen erklæres ugyldig, eller den domstolsprøvelse, hvorved det fastslås, at der er blevet foretaget forbudte forudbetalinger, ville kravet om tilbagebetaling eller tilbagebetaling af forudbetalinger reelt ikke være omfattet af en forældelsesfrist.
30. Endelig ville en anden fortolkning være i strid med retssikkerhedsprincippet. De relevante retsforhold kan gå årtier tilbage. Der er en risiko for, at potentielle sagsøgere kunne blive tilskyndet til strategisk adfærd, idet de vil søge at udskyde fremsættelsen af deres krav for derved at opnå en økonomisk fordel, som følge af at morarenter beregnes fra datoen for aftalens indgåelse eller fra det tidspunkt, hvor forudbetalingerne blev foretaget.
31. På denne baggrund har Juzgado de Primera Instancia nº 2 de Marbella (retten i første instans nr. 2 i Marbella, Spanien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal direktiv [94/47] og direktiv [2008/122] samt [Domstolens] praksis vedrørende det EU-retlige effektivitetsprincip fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning/retspraksis, som fastlægger begyndelsestidspunktet for beregningen af forældelsesfristen for et søgsmål med påstand om tilbagebetaling til tidspunktet for indgåelsen af en timeshareaftale i de tilfælde, hvor det forhold, at aftalen er en nullitet, skyldes omstændigheder, som kunne konstateres direkte fra tidspunktet for dens indgåelse, såsom dens uforholdsmæssigt lange varighed eller den manglende fastlæggelse af dens genstand?
2) Skal direktiv [94/47] og direktiv [2008/122] samt [Domstolens] praksis vedrørende det EU-retlige effektivitetsprincip fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning/retspraksis, som fastsætter begyndelsestidspunktet for beregningen af forældelsesfristen for et søgsmål med påstand om tilbagebetaling af [den del af aftaleprisen, som er erlagt i form af] forudbetalinger til det tidspunkt, hvor de ulovlige betalinger i henhold til en timeshareaftale blev foretaget?«
32. GQ og IF, MVCI Holidays, den spanske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.
IV. Bedømmelse
A. Det første spørgsmål
33. Indledningsvis skal det anføres, at det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer sidstnævnte at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den. Det tilkommer herved Domstolen ud fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, og navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (9).
34. Sagen i hovedsagen vedrører to timeshareaftaler. Aftalen, der blev indgået den 23. maj 2007, er omfattet af det tidsmæssige anvendelsesområde for direktiv 94/47, mens aftalen, der blev indgået den 21. marts 2016, er omfattet af det tidsmæssige anvendelsesområde for direktiv 2008/122.
35. Det fremgår af de oplysninger, der er givet i forelæggelsesafgørelsen, at forbrugerne i forbindelse med søgsmålet med påstand om, at de i hovedsagen omhandlede timeshareaftaler erklæres ugyldige, har gjort en overtrædelse af lovkravene gældende, for så vidt som de omhandlede aftaler overskred den maksimale varighed, der er tilladt i henhold til spansk ret. De har ligeledes gjort gældende, at aftalerne ikke indeholder den registeridentifikation af lejligheden og overdragelsen, som den erhvervede rettighed hviler på, hvorfor de ikke klart fastsætter aftalens genstand.
36. I henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 94/47 og artikel 4 i direktiv 2008/122 skal den erhvervsdrivende give forbrugeren visse oplysninger forud for aftalens indgåelse (10). Det følger af artikel 3, stk. 2, og artikel 4 i direktiv 94/47 og artikel 5, stk. 2, i direktiv 2008/122, at disse oplysninger skal indgå i aftalen, og at de udgør en integreret del heraf (11).
37. Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret således nærmere bestemt oplyst, om artikel 3 og 4 i direktiv 94/47 samt artikel 4 og 5 i direktiv 2008/122, sammenholdt med effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for national lovgivning eller retspraksis, hvorefter forældelsesfristen for søgsmål med påstand om tilbagebetaling af beløb, som forbrugeren har betalt i henhold til en ugyldig timeshareaftale, begynder at løbe på tidspunktet for indgåelsen af aftalen i en situation, hvor denne aftales ugyldighed kan udledes af omstændigheder, der kan fastslås direkte på tidspunktet for dens indgåelse, såsom den uforholdsmæssigt lange varighed eller den manglende fastlæggelse af aftalens genstand.
1. Formaliteten
38. Kommissionen og den spanske regering har udtrykt tvivl om, hvorvidt det første spørgsmål kan antages til realitetsbehandling. Nærmere bestemt har begge de berørte parter anført, at timesharedirektiverne ikke indeholder regler om den maksimale varighed af en timeshareaftale og aftalens eventuelle ugyldighed, når denne varighed er overskredet. Reglen om maksimal varighed er således ikke omfattet af anvendelsesområdet for disse direktiver. Det samme gælder ifølge Kommissionen for så vidt angår identifikationen af den faste ejendom i (det spanske) ejendomsregister. Den spanske regering har gjort gældende, at selv om den nøjagtige beskrivelse af aftalens genstand delvis er reguleret af disse direktiver, er der ikke knyttet nogen specifikke konsekvenser til, at den erhvervsdrivende undlader at give en sådan beskrivelse.
39. Det skal erindres, at det følger af fast retspraksis, at det inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter i henhold til artikel 267 TEUF udelukkende tilkommer de nationale retter, for hvilke tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af de konkrete omstændigheder i hver sag at vurdere såvel, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, de forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom. Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at de spørgsmål, som de nationale retsinstanser forelægger, er relevante (12).
40. Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dens genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en brugbar besvarelse af de forelagte spørgsmål (13).
41. I den foreliggende sag anmodes der med det første præjudicielle spørgsmål om en præcisering af rækkevidden af de oplysninger, som erhvervsdrivende er forpligtet til at give forbrugeren forud for og i forbindelse med aftaleindgåelsen. Det vedrører ligeledes de konsekvenser, som medlemsstaterne har fastsat, i tilfælde af at den erhvervsdrivende ikke overholder de nationale bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af timesharedirektiverne, og vurderingen af de gældende nationale regler om forældelsesfrister i lyset af effektivitetsprincippet.
42. Under disse omstændigheder er det min opfattelse, at det første præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.
2. Realiteten
43. For at besvare det første spørgsmål er det som et indledende skridt nødvendigt at undersøge, om de bestemmelser i national ret, som efter GQ og IF’s opfattelse er blevet overtrådt i den foreliggende sag, er omfattet af anvendelsesområdet for timesharedirektiverne. De nationale regler om forældelsesfristen for et søgsmål med påstand om tilbagebetaling, der støttes på ugyldigheden af en timeshareaftale, skal kun opfylde kravene i disse direktiver, hvis denne betingelse er opfyldt (14).
a) Oplysningskrav og anvendelsesområdet for timesharedirektiverne
44. For det første skal det for så vidt angår det nationale krav om den maksimale varighed af en timeshareaftale (15) påpeges, som den spanske regering og Kommissionen har anført, at der ikke findes et sådant krav i timesharedirektiverne. Timesharedirektiverne fastsætter en mindste varighed for timeshareaftalen (16), men ingen maksimal varighed.
45. Direktiv 94/47 er et direktiv om minimumsharmonisering (17). Medlemsstaterne havde derfor fortsat kompetence til at indføre et krav om en maksimal varighed af aftalen, som sikrer forbrugerne bedre.
46. Direktiv 2008/122 følger en tilgang med maksimal harmonisering. Som det fremgår af tredje betragtning til direktivet, må medlemsstaterne ikke bibeholde eller indføre bestemmelser i deres nationale lovgivning, der afviger fra dem, der er fastsat i nævnte direktiv. Hvor der ikke findes sådanne harmoniserede bestemmelser, fremgår det imidlertid af denne betragtning, at medlemsstaterne »fortsat [bør] kunne bibeholde eller indføre national lovgivning i overensstemmelse med [EU]-retten«.
47. Som allerede anført er begrebet maksimal varighed af en timeshareaftale ikke harmoniseret ved direktiv 2008/122. En medlemsstat har derfor fortsat kompetence til at bibeholde eller indføre et sådant krav, såfremt det ikke synes at kunne påvirke andre harmoniserede bestemmelser i dette direktiv. De nationale regler, der regulerer konsekvenserne af en manglende overholdelse af dette krav, og den forældelsesfrist, inden for hvilken søgsmålet med påstand om tilbagebetaling kan anlægges, henhører således under medlemsstaternes kompetence. Under disse omstændigheder er det ufornødent at vurdere disse nationale regler i lyset af effektivitetsprincippet (18).
48. For det andet har den forelæggende ret for så vidt angår kravet om at fastlægge aftalens genstand nærmere bestemt henvist til kravet om at oplyse forbrugeren om ejendommens identifikation i tingbogen og den overdragelse, som den erhvervede ret hviler på (19).
49. Det skal fremhæves, at aftalen i henhold til timesharedirektiverne skal indeholde en nøjagtig og detaljeret beskrivelse af ejendommen og dens placering (20). Der er ingen yderligere angivelser i disse direktiver med hensyn til de særlige forhold, der opfylder dette krav. Det skal anføres, at det følger af artikel 288 TEUF, at medlemsstaterne er forpligtet til i forbindelse med gennemførelsen af et direktiv at sikre dets fulde virkning, selv om de ganske vist har et vidt skøn for så vidt angår valget af fremgangsmåder og midler, der skal sikre direktivets gennemførelse (21).
50. Gennemførelsen af kravet om en nøjagtig og detaljeret beskrivelse i henhold til timesharedirektiverne overlades til medlemsstaterne. En medlemsstat kan derfor fastsætte, at ejendommen skal identificeres i tingbogen som et konkret middel til at sikre, at et sådant krav opfyldes. Oplysningen om identifikation af ejendommen må derfor anses for at være omfattet af anvendelsesområdet for timesharedirektiverne.
51. Den periode for udnyttelse af brugsretten til fast ejendom på timesharebasis, som den pågældende rettighed vedrører, er blandt de oplysninger, der skal gives til forbrugeren (22).
52. Følgelig må det nationale krav om at præcisere aftalens genstand i det mindste for så vidt angår fastsættelsen af timesharerettighedens varighed (23) anses for at være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 94/47 og direktiv 2008/122.
b) Forældelsesfristen for søgsmål med påstand om tilbagebetaling
53. Indledningsvis skal det erindres, at forbrugeren har ret til en forlænget fortrydelsesfrist, når de pågældende oplysninger ikke er blevet givet til forbrugeren forud for indgåelsen af timeshareaftalen (24). Timesharedirektiverne fastsætter ingen specifikke sanktioner, navnlig i tilfælde af at den erhvervsdrivende ved fortrydelsesfristens udløb ikke har efterkommet oplysningskravene i disse direktiver. I en sådan situation påhviler det medlemsstaterne, ud over fortrydelsesretten, at fastsætte passende sanktioner (25). Disse sanktioner skal i overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, i direktiv 2008/122 være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
54. Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, medfører tilsidesættelsen af pligten til at afgive oplysninger forud for og i forbindelse med aftaleindgåelsen i henhold til spansk ret, at aftalen er ugyldig, hvilket giver ret til tilbagebetaling af enhver erlagt modydelse (26). Denne ret til tilbagebetaling er i national retspraksis blevet fortolket således, at den vedrører pengebeløb, der er betalt i forhold til aftalens resterende løbetid, for at tage hensyn til brugen af ejendommen (27).
55. Det fremgår ligeledes af forelæggelsesafgørelsen, at forældelsesfristerne for søgsmål med påstand om, at timeshareaftalen erklæres ugyldig, og søgsmål med påstand om tilbagebetaling er underlagt de almindelige civilretlige forældelsesregler. I henhold til disse almindelige regler er søgsmål med påstand om, at aftalen erklæres ugyldig, ikke undergivet nogen forældelsesfrist. Søgsmål med påstand om tilbagebetaling af betalinger, der er foretaget i henhold til den ugyldige aftale, er derimod underlagt den almindelige forældelsesfrist for personlige søgsmål. I mangel af en specifik bestemmelse om det modsatte er begyndelsestidspunktet for søgsmålet om tilbagebetaling det tidspunkt, hvor søgsmålet gyldigt kan anlægges (28). For så vidt angår timeshareaftaler bør dette tidspunkt efter den forelæggende rets opfattelse anses for at være tidspunktet, hvor aftalen blev indgået.
56. Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt de almindelige forældelsesregler finder anvendelse for så vidt angår timeshareaftaler, der er erklæret ugyldige, eller om den skal overføre Domstolens praksis vedrørende urimelige kontraktvilkår (29) på timeshareaftaler. Hvis denne retspraksis finder anvendelse, bør begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen snarere begynde at løbe på tidspunktet for afsigelsen af den endelige dom, hvorved aftalen erklæres ugyldig.
57. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at timesharedirektiverne ikke fastsætter specifikke regler om den forældelsesfrist, der finder anvendelse på de nationale retsmidler, der er til rådighed i tilfælde af den erhvervsdrivendes manglende overholdelse af forpligtelserne forud for aftaleindgåelsen.
58. Det fremgår af fast retspraksis, at det i mangel af EU-retlige bestemmelser på området i medfør af princippet om procesautonomi tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som borgerne har i medfør af EU-retten, dog på den betingelse, at disse ikke må være mindre gunstige end dem, som regulerer tilsvarende situationer, der er underlagt national ret (ækvivalensprincippet), og at de i praksis ikke umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør udøvelsen af rettigheder, der er tillagt ved EU-retten (effektivitetsprincippet) (30).
59. Effektivitetsprincippet afspejles ligeledes i artikel 13 i direktiv 2008/122, som fastsætter en generel regel om søgsmål og klagemuligheder, hvorefter medlemsstaterne skal sikre, at der i overensstemmelse med forbrugernes interesser findes tilstrækkelige og effektive midler til at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes af de erhvervsdrivende.
60. Hvad angår nævnte princip, der er det eneste princip, som er omhandlet i denne sag, skal det anføres, at hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende EU-retten, skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale instanser. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, såsom beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling (31).
61. Hvad angår analysen af kendetegnene ved den i hovedsagen omhandlede forældelsesfrist skal denne analyse omfatte forældelsesfristens varighed og betingelserne for dens anvendelse, herunder den metode, der er blevet valgt, for at denne frist begynder at løbe (32).
62. For det første følger det af Domstolens praksis for så vidt angår varigheden af forældelsesfristen for at anlægge søgsmål med påstand om tilbagebetaling i henhold til en timeshareaftale, som er erklæret ugyldig, at rimelige, præklusive søgsmålsfrister, der fastsættes af retssikkerhedshensyn, ikke i praksis kan antages at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten, hvis disse frister materielt er tilstrækkeligt lange til, at forbrugeren kan forberede og iværksætte et effektivt retsmiddel (33).
63. Domstolen har nemlig anerkendt, at forbrugerbeskyttelsen ikke er absolut, og at fastsættelse af rimelige, præklusive søgsmålsfrister af hensyn til retssikkerheden er foreneligt med EU-retten (34).
64. I den foreliggende sag var forældelsesfristen for at anlægge søgsmål med påstand om tilbagebetaling 15 år, som efterfølgende blev nedsat til 5 år. Såfremt de er fastlagt og kendt på forhånd, er disse frister i princippet tilstrækkeligt lange til, at forbrugeren kan forberede og iværksætte et effektivt retsmiddel (35). Dette gælder så meget desto mere, når de nationale regler, som den forelæggende ret har forklaret, gør det muligt at afbryde forældelsesfristen ved et udenretsligt krav (36).
65. For det andet har Domstolen for så vidt angår begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen i forbindelse med direktiv 93/13 fastslået, at datoen for indgåelsen af aftalen, der indeholder det urimelige vilkår, ikke som sådan kan udgøre begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen (37).
66. Denne konstatering fra Domstolens side er støttet på visse vigtige betragtninger, der i det væsentlige vedrører forbrugerens svagere stilling i forhold til den erhvervsdrivende, forbrugernes manglende kendskab til de urimelige vilkår eller manglende forståelse af omfanget af deres rettigheder og, hvor det er relevant, den lange varighed af aftalen, der indeholder det urimelige vilkår (38).
67. Domstolen har i denne sammenhæng fastslået, at anvendelsen af en forældelsesfrist, som begynder at løbe fra indgåelsen af kontrakten, for så vidt som det indebærer, at forbrugeren kun kan kræve tilbagebetaling af beløb i henhold til et kontraktvilkår, der anses for at være urimeligt, i en bestemt periode efter denne kontrakts underskrivelse, uanset om vedkommende havde eller med rimelighed kunne have haft kendskab til dette vilkårs urimelige karakter, således kan gøre udøvelsen af de rettigheder, som denne forbruger er tillagt ved direktiv 93/13, uforholdsmæssigt vanskelig, og derfor tilsidesætte effektivitetsprincippet, sammenholdt med retssikkerhedsprincippet (39).
68. Derimod må forbrugeren på det tidspunkt, hvor den afgørelse, hvori det blev fastslået, at kontraktvilkåret var urimeligt, og af denne grund blev erklæret ugyldigt, er blevet endelig, principielt anses for at have fuldt kendskab til, at dette vilkår var ulovligt. Det er derfor principielt fra denne dato, at denne forbruger er i stand til at gøre de rettigheder, som vedkommende er tillagt ved direktiv 93/13, gældende (40).
69. Domstolen har imidlertid præciseret, at direktiv 93/13 ikke er til hinder for, at den erhvervsdrivende får mulighed for at bevise, at forbrugeren havde eller med rimelighed kunne have haft kendskab til denne omstændighed forud for en dom, der fastslår, at det nævnte kontraktvilkår er ugyldigt (41).
70. I denne henseende skal det anføres, at den beskyttelsesordning, der er indført ved timesharedirektiverne, i lighed med direktiv 93/13 og andre EU-direktiver om forbrugerbeskyttelse, hviler på den betragtning, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende såvel hvad angår forhandlingsstyrke som informationsniveau, og at forbrugeren som følge heraf tiltræder betingelser, som på forhånd er udarbejdet af den erhvervsdrivende, uden at vedkommende kan øve nogen indflydelse på disses indhold (42).
71. Timeshareaftaler er ofte grænseoverskridende, indgås i et andet land end forbrugerens hjemland, og den pågældende faste ejendom er beliggende i et andet land (43). Som allerede anført ovenfor indgås disse aftaler desuden over en lang tidsperiode og er kendetegnet ved langsigtede forpligtelser og betydelige finansielle risici for forbrugerne (44).
72. De forudgående og ledsagende oplysninger i forbindelse med indgåelsen af en aftale – angående aftalebetingelserne og konsekvenserne af nævnte aftaleindgåelse – er af afgørende betydning for forbrugeren. Det er bl.a. på grundlag af disse oplysninger, at forbrugeren tager stilling til, om vedkommende ønsker at lade sig binde af de vilkår, som den erhvervsdrivende forinden har udarbejdet (45).
73. Derfor er kravet om at give oplysninger nødvendigt for at sikre, at forbrugeren har kendskab til sine forpligtelser. Nærmere bestemt er det en nødvendighed, at forbrugeren har viden om og god forståelse af de oplysninger, der obligatorisk skal være indeholdt i timeshareaftalen for korrekt opfyldelse af denne aftale og især for udøvelsen af forbrugerens rettigheder (46).
74. I betragtning af den grundlæggende betydning af oplysningskravene og forbrugerens kendskab til sine rettigheder er det vigtigt at undersøge, om der er risiko for, at retten til at anlægge søgsmål med påstand om tilbagebetaling på grundlag af en ugyldig timeshareaftale udløber, inden forbrugerne kan forvisse sig om, at oplysningerne mangler.
75. Hvad angår visse oplysninger af mere beskrivende karakter, såsom den erhvervsdrivendes identitet, beskrivelsen af ejendommen eller oplysninger om faciliteter og tjenesteydelser, forekommer det ved første øjekast, at en gennemsnitsforbruger, der er almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet, er i stand til at vurdere, at disse oplysninger mangler, så snart vedkommende får kendskab til ejendommen.
76. Den endelige vurdering af, om forbrugeren reelt har mulighed for at få kendskab til de relevante manglende oplysninger, afhænger imidlertid af den nøjagtige affattelse af aftalen og af omstændighederne i forbindelse med denne. Det kan forekomme lettere at fastslå manglen på oplysninger om ejendommen, når timesharerettighederne vedrører en specifik ejendomsenhed, mens dette muligvis ikke tilfældet, når disse rettigheder vedrører forskellige mulige indkvarteringsenheder (47).
77. Risikoen for, at manglende oplysninger ikke opdages, er større, når det drejer sig om oplysninger, der vedrører udøvelsen af rettigheder i henhold til en timeshareaftale. Dette gælder navnlig oplysninger, som har betydning for forbrugerens langsigtede økonomiske forpligtelser, og som forbrugeren sandsynligvis først vil bemærke mangler under opfyldelsen af aftalen, som strækker sig over en længere periode.
78. Oplysninger om omkostninger, om retten til at opsige aftalen og om retten til at videresælge de rettigheder, aftalen giver, er særligt kendetegnende i denne henseende (48). Forbrugeren vil sandsynligvis først blive opmærksom på de manglende oplysninger om metoden til beregning af eventuelle omkostningsstigninger og vedligeholdelsesgebyrer på det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forsøger at opkræve disse omkostninger hos forbrugeren. Det samme gælder f.eks. for oplysninger om opsigelse af aftalen eller muligheden for at tilslutte sig en videresalgsordning for de rettigheder, aftalen giver. Forbrugeren er muligvis ikke klar over eventuelle begrænsninger og omkostninger i forbindelse med retten til at opsige eller videresælge de rettigheder, aftalen giver, indtil forbrugeren reelt har forsøgt at udøve disse rettigheder (49).
79. Det skal ligeledes erindres, at det klart fremgår af artikel 4, stk. 1, i direktiv 2008/122, at den erhvervsdrivende »på en klar og forståelig måde [skal give] forbrugeren præcise og tilstrækkelige oplysninger«. Uklare eller ufuldstændige oplysninger kan påvirke forbrugerens mulighed for at vurdere omfanget af sine rettigheder og forpligtelser og fratage forbrugeren muligheden for at udøve sine rettigheder (50).
80. I alle disse situationer ville der, hvis forbrugeren kun havde mulighed for at kræve tilbagebetaling af de beløb, der var erlagt på grundlag af den ugyldige aftale, i løbet af de første fem år (i henhold til den forældelsesfrist, der i øjeblikket gælder i henhold til civilretten) efter underskrivelsen af timeshareaftalen, være en risiko for, at forældelsesfristen udløber, inden timeshareaftalen udløber, selv om betydningen af de manglende oplysninger først bliver tydelig på et senere tidspunkt i aftalens opfyldelse.
81. En sådan forældelsesordning kan medføre, at forbrugerne systematisk fratages muligheden for, under påberåbelse af aftalens ugyldighed, at kræve tilbagebetaling af de beløb, de har erlagt, når national ret foreskriver en sådan tilbagebetaling som følge af en tilsidesættelse af oplysningsforpligtelserne.
82. Dette vil desuden kunne bringe den effektive og afskrækkende virkning af aftalens ugyldighed, som er fastsat som en konsekvens af en overtrædelse af oplysningspligten, i fare. Hvis forbrugerne havde ret til at anlægge søgsmål med påstand om, at aftalen erklæres ugyldig, men ikke havde ret til tilbagebetaling af de foretagne betalinger, ville dette indebære en risiko for, at den ene part opnår en uberettiget fordel til skade for den anden part. Som GQ og IF i det væsentlige har gjort gældende, vil den erhvervsdrivende, efter at have opnået den fulde brugsret over ejendommen, kunne bringe den tilbage på timesharemarkedet (eller på markedet for udlejning eller køb og salg af fast ejendom), mens forbrugeren vil miste den fremtidige brugsret over ejendommen og de beløb, der allerede er betalt for en sådan brugsret.
83. Hvad angår begyndelsestidspunktet for den i hovedsagen omhandlede forældelsesfrist foreligger der således en ikke ubetydelig risiko for, at det – i betragtning af den måde, hvorpå denne frist fastsættes – i praksis vil være umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for forbrugeren at udøve sine rettigheder i en situation, hvor oplysningspligten er tilsidesat.
84. Derimod vil forbrugeren på det tidspunkt, hvor den endelige afgørelse træffes, og aftalen erklæres ugyldig, i princippet have fuldt kendskab til sine rettigheder og vil være i stand til at anlægge sag med påstand om tilbagebetaling.
85. Endelig skal det, for så vidt som den forelæggende ret ønsker oplyst, om fastsættelsen af begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen til en dato, der ligger efter aftalens indgåelse, kan være i strid med retssikkerhedsprincippet og tilskynde forbrugerne til at anlægge strategiske retssager, anføres, at den erhvervsdrivende selv skaber en situation, der er forbudt i henhold til timesharedirektiverne, ved ikke at give de obligatoriske oplysninger forud for og i forbindelse med aftaleindgåelsen og ved at undlade at give sådanne oplysninger på et hvilket som helst senere tidspunkt i forbindelse med opfyldelsen af aftalen (51). Som den forelæggende ret har forklaret, vedrører kravet om tilbagebetaling desuden ikke samtlige erlagte beløb, idet den periode, hvor ejendommen har været brugt (eller i det mindste var tilgængelig for brug), er undtaget.
86. Effektivitetsprincippet er imidlertid ikke til hinder for, at den erhvervsdrivende har ret til at bevise, at forbrugeren havde eller med rimelighed kunne have haft kendskab til tilsidesættelsen af oplysningspligten inden afsigelsen af den dom, hvorved aftalen blev erklæret ugyldig (som følge af selve denne tilsidesættelse). I en sådan situation begynder forældelsesfristen at løbe fra det tidspunkt, hvor forbrugeren fik kendskab hertil (52).
87. På baggrund af det ovenstående er jeg af den opfattelse, at artikel 3 og 4 i direktiv [94]/47 samt artikel 4 og 5 i direktiv 2008/122, sammenholdt med effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for national lovgivning eller retspraksis, hvorefter forældelsesfristen for søgsmål med påstand om tilbagebetaling af beløb, som forbrugeren har betalt i henhold til en ugyldig timeshareaftale, begynder at løbe på tidspunktet for indgåelsen af aftalen, uanset om forbrugeren havde kendskab til eller var i stand til at gøre sig bekendt med de oplysninger, som den erhvervsdrivende undlod at give eller gav på en uklar måde. Forbrugeren har principielt fuldt kendskab til sine rettigheder på det tidspunkt, hvor den endelige afgørelse om aftalens ugyldighed træffes. Effektivitetsprincippet er imidlertid ikke til hinder for, at den erhvervsdrivende har ret til at bevise, at forbrugeren havde eller med rimelighed kunne have haft kendskab til de forhold, der udgør grundlaget for aftalens ugyldighed, før denne dato.
B. Det andet spørgsmål
88. Artikel 6 i direktiv 94/47 og artikel 9 i direktiv 2008/122 fastsætter et forbud mod forudbetaling fra forbrugerens side, inden udløbet af den periode, inden for hvilken forbrugeren kan udøve sin fortrydelsesret.
89. Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret, henset til den retspraksis, der er nævnt i punkt 33 i dette forslag til afgørelse, nærmere bestemt oplyst, om artikel 6 i direktiv 94/47 og artikel 9 i direktiv 2008/122, sammenholdt med effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for national lovgivning eller retspraksis, hvorefter forældelsesfristen for søgsmål med påstand om tilbagebetaling af (den del af aftaleprisen, der er erlagt i form af) forudbetalinger, begynder at løbe på det tidspunkt, hvor disse betalinger blev foretaget i henhold til en timeshareaftale.
90. Det fremgår af 11. og 12. betragtning til direktiv 94/47 og af 11. betragtning til direktiv 2008/122, at forbuddet mod forudbetaling har til formål at styrke den forbrugerbeskyttelse, som fortrydelsesretten giver. Fortrydelsesretten er indført for at give forbrugerne mulighed for fuldt ud at forstå deres rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen. Hvis den erhvervsdrivende kunne kræve forudbetaling i den periode, hvor fortrydelsesretten kan udøves, kunne dette afholde forbrugeren fra at udøve denne ret.
91. Det følger ligeledes af artikel 10 i direktiv 94/47 og artikel 15 i direktiv 2008/122, at det påhviler medlemsstaterne at indføre sanktionsordninger i tilfælde af overtrædelse af forbuddet mod forudbetaling.
92. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at forudbetalinger i henhold til spansk ret er forbudt, og at en tilsidesættelse af dette forbud medfører en forpligtelse for den erhvervsdrivende til at tilbagebetale det dobbelte af den modtagne forudbetaling.
93. Spørgsmålet, der rejses, er, om effektivitetsprincippet (53) er til hinder for, at begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen for anlæggelse af et søgsmål med påstand om tilbagebetaling af forudbetalinger fastsættes til den dato, hvor disse forudbetalinger blev foretaget (i overensstemmelse med de almindelige civilretlige regler). Som det er tilfældet med det første spørgsmål, er den forelæggende ret navnlig i tvivl om, hvorvidt Domstolens praksis, der er udviklet i forbindelse med urimelige kontraktvilkår, skal overføres på timesharedirektiverne.
94. I den forbindelse skal det, som allerede anført ovenfor (54), tages i betragtning, at Domstolens praksis vedrørende nationale regler om forældelsesfristen for tilbagebetaling af beløb, der er betalt på grundlag af urimelige vilkår, bygger på en række overvejelser, herunder forbrugerens svagere stilling og den omstændighed, at forbrugerne muligvis ikke er klar over, at et vilkår i aftalen er urimeligt, eller ikke er klar over omfanget af deres rettigheder.
95. Som det også er anført ovenfor (55), befinder forbrugeren sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende i forbindelse med timeshareaftaler. Det er netop af denne grund, at EU-lovgiver forbyder forudbetaling, således at forbrugeren ikke afskrækkes fra at udøve sin fortrydelsesret.
96. I modsætning til de urimelige kontraktvilkår, der er omhandlet i direktiv 93/13, og oplysningskravene i timesharedirektiverne, er graden af risiko for, at forældelsesfristen udløber, før forbrugerne bliver opmærksomme på deres rettigheder, imidlertid ikke den samme med hensyn til forbuddet mod forudbetaling.
97. I tilfælde af aftaler, der er indgået for en lang periode, kan forbrugeren få kendskab til et vilkårs urimelige karakter på et senere tidspunkt, når dette vilkår har indflydelse på vedkommendes kontraktlige forpligtelse eller gøres gældende over for den pågældende. På samme måde kan forbrugeren, af de grunde, som jeg allerede har redegjort for (56), først på et senere tidspunkt under opfyldelsen af timeshareaftalen få kendskab til de manglende eller uklare oplysninger (hvilket kan påvirke vedkommendes mulighed for at vurdere omfanget af sine rettigheder). Virkningerne af den erhvervsdrivendes tilsidesættelse af sine forpligtelser vil sandsynligvis først blive tydelige i løbet af kontraktforholdet. Så længe den erhvervsdrivende ikke giver oplysningerne, fortsætter tilsidesættelsen af de gældende lovkrav.
98. Forbuddet mod forudbetaling vedrører derimod en enkelt tilsidesættelse, hvis virkninger sandsynligvis vil vise sig på et tidligere tidspunkt i aftaleforholdet. Der er ingen reel risiko for, at forbrugeren først får kendskab til forbuddet år efter, at betalingen er foretaget, f.eks. i forbindelse med, at der pålægges vedkommende en afgift, eller når vedkommende ønsker at udøve visse rettigheder.
99. Det skal ligeledes anføres, at den beskyttende karakter af forbuddet mod forudbetaling er mere udtalt i begyndelsen af aftaleforholdet. Forbuddet er indført for, at forbrugeren ikke skal blive afskrækket fra at udøve sin fortrydelsesret. Dette beskyttelsesformål svækkes dog i løbet af de år, hvor aftalen opfyldes. Dette synes så meget desto mere at være tilfældet i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor forbrugeren ikke blot undlod at udøve sin fortrydelsesret, men indgik en ny timeshareaftale ni år efter indgåelsen af den første aftale.
100. Desuden er forbrugerens reelle mulighed for at fastslå sine rettigheder, således som Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende, ikke den samme i tilfældet med et urimeligt kontraktvilkår som i tilfældet med et lovbestemt forbud mod forudbetaling. Selv om et urimeligt kontraktvilkår anses for aldrig at have eksisteret, kræver konstateringen af den urimelige karakter i princippet en domstolsprøvelse af det pågældende kontraktvilkår, hvilket man ikke kan forvente, at forbrugeren iværksætter. Spørgsmålet om overholdelse af oplysningskravene i timesharedirektiverne kan også nødvendiggøre en retslig fortolkning.
101. Forbuddet mod forudbetaling kræver imidlertid ingen fortolkning. Betalingen er forbudt, hvilket klart fremgår af timesharedirektiverne og de nationale gennemførelsesbestemmelser. Forbuddet kan fastslås af en gennemsnitsforbruger, som er almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet. Det er tilstrækkeligt, at forbrugeren beregner, om forudbetalingerne blev foretaget inden for den (forlængede) fortrydelsesfrist.
102. Jeg finder ikke, at der kan drages en anden konklusion af Domstolens praksis, hvorefter det ikke kan forventes, at forbrugeren foretager handlinger, som henhører under juridisk informationssøgning (57). Denne retspraksis vedrørte en situation, hvor det ikke kunne antages, at en forbruger med rimelighed kunne have kendskab til den omstændighed, at et vilkår, der var indeholdt i den pågældendes kontrakt, havde samme rækkevidde som et standardvilkår, hvis urimelige karakter var blevet fastslået af den øverste nationale domstol. Dette adskiller sig klart fra den situation, hvor lovgiveren udsteder et forbud.
103. Fastsættelsen af en rimelig forældelsesfrist efter betalingernes gennemførelse sikrer ligeledes retssikkerheden i en situation med et klart forbud. Et krav om betaling af en økonomisk sanktion for en forudbetaling, der er foretaget for længe siden, kan skabe bevisproblemer og undergrave modpartens ret til forsvar (58). Som den forelæggende ret har forklaret, skaber dette desuden en risiko for, at den part, der kræver sanktionen, anmoder om, at denne sanktion pålægges så sent som muligt med henblik på at opkræve renter af det opkrævede beløb, selv om omstændighederne omkring forbuddet er klare ved aftaleforholdets begyndelse.
104. I hovedsagen er forældelsesfristen for det søgsmål, som forbrugeren har anlagt med påstand om tilbagebetaling af forudbetalingerne, i henhold til de almindelige spansk civilretlige regler 5 år (og 15 år efter den tidligere gældende udgave af civillovbogen) regnet fra det tidspunkt, hvor disse betalinger blev foretaget. Denne frist forekommer tilstrækkelig lang til, at forbrugeren kan kræve en sanktion. Dette gælder så meget desto mere, således som den forelæggende ret har anført, som at et udenretsligt krav er tilstrækkeligt til at afbryde denne frist.
105. Af denne grund er jeg af den opfattelse, at effektivitetsprincippet ikke er til hinder for en national bestemmelse, der på grundlag af de almindelige civilretlige regler fastsætter en forældelsesfrist for et søgsmål med påstand om tilbagebetaling af aftaleprisen, som er fastsat i tilfælde af en overtrædelse af forbuddet mod forudbetaling.
106. På baggrund af det ovenstående er jeg af den opfattelse, at artikel 6 i direktiv 94/47 og artikel 9 i direktiv 2008/122, sammenholdt med effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for national lovgivning eller retspraksis, hvorefter forældelsesfristen for søgsmål med påstand om tilbagebetaling af (den del af aftaleprisen, der er erlagt i form af) forudbetalinger, begynder at løbe på det tidspunkt, hvor disse betalinger blev foretaget i henhold til en timeshareaftale.
V. Forslag til afgørelse
107. På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Juzgado de Primera Instancia nº 2 de Marbella (retten i første instans nr. 2 i Marbella, Spanien) forelagte præjudicielle spørgsmål således:
»1) Artikel 3 og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF af 26. oktober 1994 om beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast ejendom på timeshare-basis samt artikel 4 og 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/122/EF af 14. januar 2009 om beskyttelse af forbrugerne i forbindelse med visse aspekter ved timeshareaftaler, aftaler om længerevarende ferieprodukter, videresalgs- og bytteaftaler, sammenholdt med effektivitetsprincippet,
skal fortolkes således, at
disse bestemmelser er til hinder for national lovgivning eller retspraksis, hvorefter forældelsesfristen for søgsmål med påstand om tilbagebetaling af beløb, som forbrugeren har betalt i henhold til en ugyldig timeshareaftale, begynder at løbe på tidspunktet for indgåelsen af aftalen, uanset om forbrugeren havde kendskab til eller var i stand til at gøre sig bekendt med de oplysninger, som den erhvervsdrivende undlod at give eller gav på en uklar måde. Forbrugeren har principielt fuldt kendskab til sine rettigheder på det tidspunkt, hvor den endelige afgørelse om aftalens ugyldighed træffes. Effektivitetsprincippet er imidlertid ikke til hinder for, at den erhvervsdrivende har ret til at bevise, at forbrugeren havde eller med rimelighed kunne have haft kendskab til de forhold, der udgør grundlaget for aftalens ugyldighed, før denne dato.
2) Artikel 6 i direktiv 94/47 og artikel 9 i direktiv 2008/122, sammenholdt med effektivitetsprincippet,
skal fortolkes således, at
disse bestemmelser ikke er til hinder for national lovgivning eller retspraksis, hvorefter forældelsesfristen for søgsmål med påstand om tilbagebetaling af den del af aftaleprisen, der er erlagt i form af forudbetaling, begynder at løbe på det tidspunkt, hvor disse forbudte betalinger blev foretaget i henhold til en timeshareaftale.«
1 – Originalsprog: engelsk.
2 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 14.1.2009 om beskyttelse af forbrugerne i forbindelse med visse aspekter ved timeshareaftaler, aftaler om længerevarende ferieprodukter, videresalgs- og bytteaftaler (EUT 2009, L 33, s. 10).
3 – A. Staudinger, »Timeshare Contracts«, i Max-Planck Encyclopaedia of European Private Law, Max-EuP, 2012. Hvad angår baggrunden for timesharebranchen henvises til J. Edmonds, International Timesharing, 3. udgave, Longman, London, 1991, s. 1.
4 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 26.10.1994 om beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast ejendom på timeshare-basis (EFT 1994, L 280, s. 83).
5 – Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet, Rapport om evaluering af [direktiv 2008/122], COM(2015) 644 final af 16.12.2015 (herefter »Kommissionens rapport om evaluering af direktiv 2008/122«).
6 – Denne ændring blev indført ved Ley 42/2015 de reforma de la Ley 1/2000, de 7 de enero, de Enjuiciamiento Civil (lov nr. 42/2015 om ændring af lov nr. 1/2000, af 7.1.2015, om civil retspleje) af 5.10.2015 (BOE nr. 239 af 6.10.2015, s. 90240).
7 – Rådets direktiv af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).
8– Dom af 25.4.2024, Banco Santander (Begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen) (C-561/21, EU:C:2024:362, præmis 34).
9 – Dom af 16.4.2026, Nitrogénművek (C-519/24, EU:C:2026:297, præmis 19 og 20 og den deri nævnte retspraksis).
10 – Oplysningerne gives i et dokument, der i direktiv 2008/122 er benævnt »standardoplysningsskema«. Jf. punkt 4 og 7 i dette forslag til afgørelse.
11 – Jf. punkt 5 og 8 i dette forslag til afgørelse.
12 – Dom af 2.12.2025, Stichting Right to Consumer Justice og Stichting App Stores Claims (C-34/24, EU:C:2025:936, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
13 – Ibidem.
14 – Jf. i denne retning dom af 9.3.2023, Sogefinancement (C-50/22, EU:C:2023:177, præmis 26).
15 – I forelæggelsesafgørelsen nævnes ikke de nationale bestemmelser, der fastsætter kravet om en maksimal varighed. Det fremgår imidlertid af den spanske regerings og Kommissionens indlæg, at et sådant krav er fastsat i artikel 3 i lov nr. 42/1998 og af artikel 24 i lov nr. 4/2012.
16 – I henhold til artikel 2, første led, i direktiv 94/47 indgås en timeshareaftale »for mindst tre år«. Denne periode blev nedsat til et år i overensstemmelse med definitionen af »timeshareaftale« i artikel 2, stk. 1, litra a), i direktiv 2008/122.
17 – I henhold til artikel 11 i direktiv 94/47 kunne medlemsstaterne vedtage eller bibeholde bestemmelser, der sikrer en bedre beskyttelse af købere.
18 – Jf. i denne retning dom af 9.3.2023, Sogefinancement (C-50/22, EU:C:2023:177, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).
19 – I forelæggelsesafgørelsen nævnes ikke de nationale bestemmelser, der fastsætter disse krav. Det fremgår imidlertid af den spanske regerings og Kommissionens indlæg, at disse krav er fastsat i artikel 9, stk. 1, første punktum, i lov nr. 42/1998 og af artikel 30, stk. 1, tredje punktum, i lov nr. 4/2012.
20 – Jf. litra c) i bilaget til direktiv 94/47 og bilag I, del 3, punkt 2, første led, til direktiv 2008/122.
21 – Dom af 11.6.2020, Prezident Slovenskej republiky (C-378/19, EU:C:2020:462, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).
22 – Bilaget til direktiv 94/47 henviser mere bredt i litra b) til »betingelserne for udøvelsen« af den rettighed, kontrakten vedrører. Perioden, inden for hvilken rettigheden kan udøves, kan anses for at være en del af disse betingelser. Af bilag I, del 1, til direktiv 2008/122 fremgår blandt de oplysninger, der skal gives i forbindelse med timeshareaftaler, den »nøjagtig[e] angivelse af, i hvilken periode den rettighed, aftalen giver, kan udøves, og om nødvendigt dens varighed«.
23 – Dette forbehold anføres for det tilfælde, at Domstolen måtte finde, at kravet om at angive registeridentifikationen ikke er omfattet af timesharedirektivernes anvendelsesområde.
24 – I så fald udløber fortrydelsesfristen efter udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, tredje led, i direktiv 94/47 og i artikel 6, stk. 3, litra b), i direktiv 2008/122.
25 – Det nationale ansvar for at fastsætte sanktioner følger af artikel 10 i direktiv 94/47 og artikel 15 i direktiv 2008/122. I henhold til artikel 6, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/122 fastsætter medlemsstaterne ud over fortrydelsesretten passende sanktioner i overensstemmelse med artikel 15, bl.a. i tilfælde af at den erhvervsdrivende ved udløbet af fortrydelsesfristen ikke har opfyldt oplysningskravene i dette direktiv.
26 – Jf. punkt 10 og 14 i dette forslag til afgørelse. Aftalens ugyldighed er en følge af en tilsidesættelse af et af de krav, der er fastsat i den relevante nationale lovgivning, herunder kravet om at præcisere aftalens genstand.
27 – GQ og IF har i denne henseende henvist til dom nr. 192/2016 af 29.3.2016 afsagt af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) (ES:TS:2016:1298).
28 – Jf. punkt 15 og 16 i dette forslag til afgørelse.
29 – Jf. punkt 23 i dette forslag til afgørelse.
30 – Dom af 19.3.2026, UniCredit Bank og Momentum Credit (C-679/24, EU:C:2026:223, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).
31 – Ibidem, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis.
32 – Jf. analogt dom af 10.6.2021, BNP Paribas Personal Finance (C-776/19 – C-782/19, EU:C:2021:470, præmis 30).
33 – Dom af 9.7.2020, Raiffeisen Bank og BRD Groupe Societé Générale (C-698/18 og C-699/18, EU:C:2020:537, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).
34 – Dom af 10.6.2021, BNP Paribas Personal Finance (C-776/19 – C-782/19, EU:C:2021:470, præmis 32).
35 – Dom af 10.6.2021, BNP Paribas Personal Finance (C-776/19 – C-782/19, EU:C:2021:470, præmis 41).
36 – Jf. punkt 28 i dette forslag til afgørelse.
37 – Dom af 19.3.2026, UniCredit Bank og Momentum Credit (C-679/24, EU:C:2026:223, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).
38– Jf. Domstolens ræsonnement i dom af 19.3.2026, UniCredit Bank og Momentum Credit (C-679/24, EU:C:2026:223, præmis 70 og 71 og den deri nævnte retspraksis).
39 – Dom af 25.4.2024, Banco Santander (Begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen) (C-561/21, EU:C:2024:362, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
40 – Dom af 25.4.2024, Banco Santander (Begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen) (C-561/21, EU:C:2024:362, præmis 35).
41 – Dom af 25.4.2024, Banco Santander (Begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen) (C-561/21, EU:C:2024:362, præmis 38).
42 – Jf. analogt dom af 21.12.2023, BMW Bank m.fl. (C-38/21, C-47/21 og C-232/21, EU:C:2023:1014, præmis 259 og den deri nævnte retspraksis).
43 – Jf. 11. betragtning til direktiv 94/47 og Kommissionens rapport om evaluering af direktiv 2008/122, op.cit., fodnote 5, s. 2.
44 – Jf. punkt 2 i dette forslag til afgørelse.
45 – Jf. analogt dom af 30.10.2025, Mercedes-Benz Bank og Volkswagen Bank (C-143/23, EU:C:2025:837, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).
46 – Jf. analogt dom af 30.10.2025, Mercedes-Benz Bank og Volkswagen Bank (C-143/23, EU:C:2025:837, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).
47 – Når disse indkvarteringsenheder f.eks. er til rådighed på forskellige hoteller, der tilhører samme koncern.
48 – Jf. de relevante oplysninger i litra j), k) og l) i bilaget til direktiv 94/47 og i bilag I, del 3, punkt 4-6, til direktiv 2008/122.
49 – Det fremgår af Kommissionens rapport om evaluering af direktiv 2008/122, op.cit. fodnote 5, s. 7 ff., at der er problemer med forbrugerbeskyttelsen, navnlig med hensyn til vedligeholdelses- eller servicegebyrer, når de forhøjes uden saglig grund, samt med hensyn til procedurerne og betingelserne for opsigelse af aftalen og bytte af timesharerettigheder. Jf. også L. Conway, »Timeshares: Common problems faced by UK owners – Research briefing«, House of Commons Library, 25.7.2025, der blandt de almindelige problemer med timeshareejerskab påpeger de uforholdsmæssigt store stigninger i årlige gebyrer, problemer med videresalg, udtrædelsesproblemer og tidsubegrænsede klausuler (som gør det meget vanskeligt for forbrugeren at opsige aftalen).
50 – I tilfælde af at det vilkår, der indeholder oplysningerne, er urimeligt og uigennemsigtigt, råder forbrugeren over yderligere muligheder for forbrugerbeskyttelse i henhold til direktiv 93/13. Hvis der blev anvendt pression for at få aftalen underskrevet, kan forbrugeren også påberåbe sig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11.5.2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (»direktivet om urimelig handelspraksis«) (EUT 2005, L 149, s. 22). Jf. Kommissionens rapport om evaluering af direktiv 2008/122, fodnote 5, op.cit., s. 10, og N. Downes, »More about timeshare: A revised directive or a regulation? Incidence of other instruments of consumer protection«, bind 16, nr. 4, 2008, European Review of Private Law, s. 607-625.
51 – Jf. analogt dom af 25.4.2024, Banco Santander (Begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen) (C-561/21, EU:C:2024:362, præmis 40).
52 – Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger bevis for forudgående kommunikation mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren, hvor den erhvervsdrivende giver forbrugeren de manglende oplysninger. I en sådan situation begynder forældelsesfristen at løbe fra det tidspunkt, hvor forbrugeren modtager disse oplysninger.
53 – Jf. den retspraksis, der er nævnt i punkt 58 i dette forslag til afgørelse.
54 – Jf. punkt 66 i dette forslag til afgørelse.
55 – Jf. punkt 70 i dette forslag til afgørelse.
56 – Punkt 75 og 76 i dette forslag til afgørelse.
57 – Dom af 25.4.2024, Banco Santander (Begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen) (C-561/21, EU:C:2024:362, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).
58 – Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at parterne er uenige om, hvorvidt der er foretaget forbudte forudbetalinger eller ej. Dette viser, hvor vanskeligt det er for domstolene at træffe afgørelse om pålæggelse af en sanktion mere end 15 år efter, at disse betalinger blev foretaget (som det er tilfældet for den første timeshareaftale i hovedsagen, som blev indgået i 2007).