30.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 92/12


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 14. marts 2006

om de nationale bestemmelser, der foreskriver, at genetisk modificerede fødevarer i supermarkeder skal anbringes på særlige hylder adskilt fra ikke genetisk modificerede fødevarer, og som Cypern har meddelt i henhold til EF-traktatens artikel 95, stk. 5

(meddelt under nummer K(2006) 797)

(Kun den græske udgave er autentisk)

(2006/255/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95, stk. 5, og

ud fra følgende betragtninger:

I.   SAGSFREMSTILLING

(1)

Formanden for miljøudvalget i Repræsentanternes Hus i Cypern har ved brev af 15. september 2005 i henhold til EF-traktatens artikel 95, stk. 5, meddelt Den Europæiske Union et lovforslag fra 2005 om ændring af lovene om fødevarer (kontrol og salg) 1996-2005 (i det følgende benævnt »basislovgivningen«), ifølge hvilket genetisk modificerede fødevarer i supermarkeder skal anbringes på særlige, specielt indrettede steder på hylder adskilt fra ikke genetisk modificerede fødevarer (i det følgende benævnt »lovforslaget«) som en undtagelse fra bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 (1) og (EF) nr. 1830/2003 (2).

1.   EF-traktatens artikel 95, stk. 5 og 6

(2)

I EF-traktatens artikel 95, stk. 5 og 6, hedder det:

»5.   Når en medlemsstat (…) efter at Rådet eller Kommissionen har vedtaget en harmoniseringsforanstaltning, finder det nødvendigt at indføre nationale bestemmelser baseret på et nyt videnskabeligt belæg vedrørende miljøbeskyttelse eller beskyttelse af arbejdsmiljøet på grund af et problem, der er specifikt for den pågældende medlemsstat, og som viser sig efter vedtagelsen af harmoniseringsforanstaltningen, giver den Kommissionen meddelelse om de påtænkte bestemmelser og om grundene til deres indførelse.

6.   Kommissionen bekræfter eller forkaster inden seks måneder efter meddelelsen som omhandlet i stk. (…) 5 de pågældende nationale bestemmelser efter at have konstateret, om de er et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne, og om de udgør en hindring for det indre markeds funktion.

Hvis Kommissionen ikke har truffet nogen afgørelse inden for dette tidsrum, betragtes de i stk. (…) 5 omhandlede nationale bestemmelser som godkendt.«

2.   De meddelte nationale bestemmelser

(3)

Lovforslagets betegnelse er »(ændrings)lov om fødevarer (kontrol og salg) (artikel 2) 2005«, og det skal sammenholdes med lovene om fødevarer (kontrol og salg) 1996-2005 (i det følgende benævnt »basislovgivningen«). Basislovgivningen og lovforslaget skulle tilsammen betegnes »fødevarelov (kontrol og salg) 1996-2005 (artikel 2)«.

(4)

Lovforslaget går ud på at ændre basislovgivningen ved at indsætte et nyt artikel 22, stk. 1, der affattes således: »i supermarkeder skal genetisk modificerede fødevarer anbringes på specielt indrettede steder på hylder adskilt fra ikke genetisk modificerede fødevarer«.

(5)

Hvis en »handelsdrivende« ikke overholder nævnte bestemmelse, gør vedkommende sig skyldig i en strafferetlig forseelse og kan idømmes en bøde på op til 3 000 CYP eller, i gentagelsestilfælde, en bøde på op til 6 000 CYP eller fængsel i op til 6 måneder eller både bøde og fængsel.

(6)

I lovforslaget defineres »erhvervsdrivende« som »fysisk eller juridisk person eller offentligretligt eller privatretligt organ, der har ansvaret for eller ejer et supermarked«. Betegnelsen omfatter ejeren eller hovedaktionæren, den administrative leder, direktøren og andre, der har kontrollen med eller ledelsen af det pågældende supermarked, og som har bemyndigelse til at tage beslutninger om butikkens drift.

(7)

I lovforslaget præciseres det endvidere, at »genetisk modificeret fødevare« har samme betydning som i forordning (EF) nr. 1829/2003.

3.   De af Cypern fremsatte begrundelser

(8)

Ifølge de cypriotiske myndigheder har lovforslaget til formål at beskytte forbrugerne. De mener således, at placeringen af fødevarer, der indeholder GMO'er, på særskilte hylder gør det muligt for alle forbrugere let at kende og skelne mellem de forskellige produkttyper og vælge de varer, de reelt ønsker at købe.

II.   PROCEDURE

(9)

Repræsentanternes Hus i Cypern har ved brev af 15. september 2005 i henhold til EF-traktatens artikel 95, stk. 5, underrettet Kommissionen om et lovforslag, ifølge hvilket genetisk modificerede fødevarer i supermarkeder skal anbringes på særlige, specielt indrettede steder på hylder adskilt fra ikke genetisk modificerede fødevarer som en undtagelse fra bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 og (EF) nr. 1830/2003 og med henvisning til EF-traktatens artikel 37, 95 og 152, stk. 4, litra b), som udgør retsgrundlaget for nævnte forordninger.

(10)

Ved brev af 11. november 2005 meddelte Kommissionen de cypriotiske myndigheder, at den havde modtaget meddelelsen i henhold til EF-traktatens artikel 95, stk. 5, og at seksmånedersfristen for undersøgelse heraf i medfør af artikel 95, stk. 6, var indledt den 16. september 2005, dagen efter modtagelsen af meddelelsen.

(11)

Ved brev af 20. december 2005 underrettede Kommissionen de øvrige medlemsstater om den anmodning, den havde modtaget fra Cypern. Kommissionen offentliggjorde også en meddelelse om anmodningen i Den Europæiske Unions Tidende for at underrette de andre berørte parter om de nationale bestemmelser, som Cypern påtænkte at vedtage.

III.   RETLIG VURDERING

(12)

Undtagelsesproceduren, jf. traktatens artikel 95, stk. 5, vedrører udelukkende vedtagelse af nationale bestemmelser med de formål, der er nævnt i den nævnte traktatbestemmelse. En meddelelse fra en medlemsstat, der ikke henviser til et af disse formål, antages ikke til behandling på grundlag af nævnte traktatbestemmelse.

(13)

Ifølge lovforslaget skal genetisk modificerede fødevarer i supermarkeder anbringes på specielt indrettede steder på hylder adskilt fra ikke genetisk modificerede fødevarer. I den forklaring, de cypriotiske myndigheder har fremsendt sammen med lovforslaget, peger de på, at de har overvejet lovforslagets eventuelle samspil med mærkningsbestemmelserne i forordning (EF) nr. 1829/2003 og (EF) nr. 1830/2001. De cypriotiske myndigheder har desuden klart gjort opmærksom på, at foranstaltningens erklærede formål er at give forbrugerne mulighed for bedre at skelne mellem genetisk modificerede fødevarer og de øvrige fødevarer, så de kan foretage et kvalificeret valg.

(14)

Meddelelsen fra Cypern indeholder ingen henvisninger til nogen af de to formål, der er nævnt i EF-traktatens artikel 95, stk. 5. Under disse omstændigheder har Kommissionen ikke grundlag for at foretage den konstatering, der er omhandlet i traktatens artikel 95, stk. 6. Kommissionen udtaler sig ikke om, hvorvidt meddelelsen vedrører et område, der er harmoniseret ved fællesskabslovgivningen, eller om, hvorvidt foranstaltningen er i overensstemmelse med EU-retten eller WTO-reglerne.

IV.   KONKLUSION

(15)

Meddelelsen fra de cypriotiske myndigheder indeholder altså efter Kommissionens opfattelse ikke de elementer, der skal til, for at der kan foretages en nærmere undersøgelse af den påtænkte foranstaltning i henhold til EF-traktatens artikel 95, stk. 5 og 6. Kommissionen finder derfor, at meddelelsen ikke kan antages til behandling.

(16)

På grundlag af ovenstående betragtninger, og uden at undersøgelser, Kommissionen evt. foretager vedrørende de meddelte nationale foranstaltningers overensstemmelse med EU-retten, derved foregribes, er det således Kommissionens opfattelse, at meddelelsen fra Cypern om kravet om, at genetisk modificerede fødevarer i supermarkeder skal anbringes på særlige, specielt indrettede steder på hylder adskilt fra ikke genetisk modificerede fødevarer, der blev fremlagt den 15. september 2005 i henhold til EF-traktatens artikel 95, stk. 5, ikke kan antages til behandling —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den meddelelse, som Cypern forelagde for Kommissionen den 15. september 2005 i henhold til EF-traktatens artikel 95, stk. 5, om et lovforslag, ifølge hvilket genetisk modificerede fødevarer i supermarkeder skal anbringes på særlige, specielt indrettede steder på hylder adskilt fra ikke genetisk modificerede fødevarer, antages ikke til behandling.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Republikken Cypern.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. marts 2006.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 268 af 18.10.2003, s. 1.

(2)   EUT L 268 af 18.10.2003, s. 24.