FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT G. REISCHL
FREMSAT DEN 19. SEPTEMBER 1978 ( 1 )
Høje Ret.
Den sag, vi beskæftiger os med i dag, angår en beslutning, som Kommissionen for De europæiske Fællesskaber i henhold til EØF-traktatens artikel 86 har truffet vedrørende »misbrug af en dominerende stilling på fællesmarkedet«.
Sagsøgte er den verdensomspændende Hoffmann-La Roche-koncerns moderselskab. Moderselskabet har hjemsted i Basel og har datterselskaber i næsten alle Fællesskabets medlemsstater med undtagelse af Luxembourg og Irland. Hoffmann-La Roche — som jeg herefter vil benævne »Roche« — fremstiller bl.a. uemballerede syntetiske vitaminer. Denne produktion blev til dels allerede påbegyndt i trediverne og fyrrerne; patenterne herpå synes i mellemtiden at være udløbet. Roche har inden for fællesmarkedet ca. 5000 kunder inden for medicinalvare-, levnedsmiddel — og foderstofindustrien. Med en række af disse — nemlig 22 aftagere, som driver produktions- og salgsvirksomhed inden for fællesmarkedet — blev der i perioden fra 1963 til 1973 indgået kontrakter om dækning af deres efterspørgsel; jeg vil senere komme nærmere ind på kontrakternes til dels ret forskellige indhold. Ifølge Kommissionens fremstilling havde de til formål at knytte hovedaftagerne af vitaminer til sagsøgerne, ikke ved hjælp af udtrykkelige købsforpligtelser med hensyn til hele eller størstedelen af deres efterspørgsel, men ved hjælp af — forskelligt udformede — loyalitetspræmier eller præferencepriser.
Disse forpligtelser skal have bestået indtil udgangen af 1974, og Kommissionen betragter aftalerne som stridende mod fællesskabsretten. Kommissionen mener nemlig at kunne fastslå, at Roche indtog en dominerende stilling på en række vitaminmarkeder, og den er af den opfattelse, at sådanne aftaler er egnede til at gøre indgreb i købernes valgfrihed og ligebehandling.
Sagsøgerne deler ikke dette standpunkt, men har over vor Domstolen forsikret, at de allerede efter det første besøg af tjenestemænd fra Kommissionen i efteråret 1974 tog skridt til at ændre de pågældende kontrakter. Kontrakterne blev ophævet eller ændret allerede inden vedtagelsen af den anfægtede beslutning. I januar 1975 blev der åbenbart fremsendt nye rammekontrakter til Kommissionen til bedømmelse. Desuden fik Kommissionen i juni 1975 efter alt at dømme forelagt nye affattelser af de kontrakter, som skulle indgås med firmaet Merck, en af de involverede købere.
I juli 1975 indledtes der imidlertid alligevel en konkurrenceprocedure mod Roche med hensyn til det tidligere praktiserede salgssystem. Proceduren blev — efter at sagsøgerne og deres medkontrahenter havde afgivet udtalelser om de af Kommissionen fremsatte klagepunkter, efter høring af parterne og efter, at de anmodninger om oplysninger, som var rettet til sagsøgernes kunder og datterselskaber inden for fællesmarkedet var besvaret — afsluttet med, at der den 9. juni 1976 vedtoges en beslutning.
I beslutningen fastslog Kommissionen, at sagsøgerne inden for fællesmarkedet indtog en dominerende stilling på syv vitaminmarkeder (A-, B2-, B6-, C-, E- og H-vitamin samt pantotensyre). Sagsøgerne gjorde sig skyldig i et misbrug som nævnt i EØF-traktatens artikel 86 som følge af de forpligtelser, der på forskellig måde var plålagt en række af deres købere, og som følge af ulige behandling af disse. Følgelig udstedtes der i beslutningens artikel 2 et påbud om at bringe denne adfærd til ophør. Med den begrundelse, at overtrædelsen af artikel 86 var forsætlig eller i det mindste uagtsom, blev der desuden i medfør af artikel 15, stk. 2 i forordning nr. 17 pålagt en bøde, dog kun for så vidt angår tidsrummet fra 1970 til 1974. Denne bøde, som skulle betales inden for tre måneder fra meddelelsen af beslutningen, var ifølge artikel 3 på 300000 regningsenheder, og den blev, da sagsøgerne har et datterselskab i Forbundsrepublikken Tyskland, i beslutningen omregnet til 1098000 DM.
Den 27. august 1976 anlagde Roche sag i anledning af denne beslutning, som principalt påstås fuldstændig annulleret, medens der subsidiært er nedlagt påstand om, at beslutningens artikel 3, dvs. bødepålægget, annulleres.
Efter en udførlig behandling af sagen i omfangsrige processkrifter, efter at parterne har afgivet supplerende indlæg som svar på en lang række spørgsmål fra Domstolens side og efter grundige forhandlinger under retsmødet den 31. maj 1978 skal jeg herefter tage stilling til sagen som følger.
|
I — |
I nogen tid kunne der herske uklarhed over, om sagsøgerne kun lagde vægt på en annullation af bøden, dvs. af beslutningens artikel 3, eller på en annullation af hele beslutningen. Herom er der nu ikke længere tvivl, særlig efter de udtrykkelige erklæringer under den mundtlige forhandling. Sagsøgerne opretholder også deres principale påstand, som går ud på annullation af udtalelsen om, at de på nogle vitaminmarkeder indtager en dominerende stilling, som de ved hjælp af udformningen af de af sagsøgerne tidligere indgåede leveringskontrakter har misbrugt. |
|
II — |
Undersøgelsen må altså indledes med det temmelig kontroversielle spørgsmål, om sagsøgerne på det pågældende tidspunkt, særlig fra 1970 til 1974, indtog en dominierende stilling. I tilslutning hertil vil jeg undersøge, om de nævnte leveringskontrakter må anses som et misbrug, som nævnt i EØF-traktatens artikel 86, og først derefter vil jeg komme ind på de øvrige søgsmålsgrunde, for så vidt de ikke i mellemtiden er bortfaldet, som f.eks. anbringendet om, at Kommissionen med urette, nemlig i strid med artikel 18 i forordning nr. 17, har fastsat bøden i en medlemsstats valuta. |
|
1. |
Der findes allererde en vis retspraksis om begrebet »dominierende stilling« i EØF-traktatens artikel 86. Ifølge denne retspraksis foreligger der en dominerende stilling, når konkurrencen i væsentlig grad hindres (sag 6/72, Europ-emballage Corporation og Continental Can Company Inc. mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, dom af 21.2.1973, Sml. 1973, s. 215), og når en virksomhed — som det udtales i dommen i sag 78/80 (Deutsche Grammophon Gesellschaft mbH mod Metro-SB-Grossmärkte GmbH & Co. KG, dom af 8.6.1971, Sml. 1971, s. 125) — kan hindre en effektiv konkurrence på en væsentlig del af det marked, der kommer i betragtning. Ved afgørelsen heraf skal der — hvilket ligeledes fremgår af sidstnævnte dom — navnlig tages hensyn til, om der findes producenter, der afsætter tilsvarende produkter, og til disses stilling på markedet. Markedsandele er blevet tillagt betydning i forbindelse med artikel 86 bl.a. i den berømte sukkersag (de forenede sager 40 etc./73, Cooperative vereniging »Suiker Unie« UA m.fl. mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, dom af 16. december 1975, Sml. 1975, s. 1663). Heraf kan sluttes, at man i tilfælde, hvor markedsandelene på bestemte, definerbare markeder er meget store (85, 90 og 95 %), og importen er af ganske ringe omfang, uden videre, dvs. uden yderligere undersøgelser, kan gå ud fra, at den pågældende virksomhed har mulighed for at forhindre en effektiv konkurrence. En betydningsfuld yderligere afklaring af spørgsmålet er ligeledes sket ved dommen i sag 27/76 (United Brands mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, dom af 14. 2. 1978), som især Kommissionen har henvist til. Fra denne dom må især fremhæves den generelle konstatering, at det karakteristiske for en virksomhed, som indtager en dominerende stilling, er, at den i et vist omfang ikke behøver at tage hensyn til konkurrenter, kunder og forbrugere. Endvidere fremhæves det i dommen, at en dominerende stilling i almindelighed er et resultat af flere forskellige faktorer; der må nødvendigvis foretages en undersøgelse for det første af den pågældende virksomheds struktur og for det andet af konkurrencesituationen på markedet. Med hensyn til virksomhedens struktur blev der i dommen i sag 27/76 lagt vægt på en hel række faktorer, f.eks. udpræget vertikal integration, benyttelse af egne transportmidler, teknisk viden, effektiv markedsorienteret reklame med det resultat, at forbrugerne foretrækker netop denne vare, et begrænset antal kunder og en bevidst fremkaldt knaphed på varerne. Med hensyn til konkurrencesituationen på markedet — hvis man vil, vedrører nogle af de allerede nævnte faktorer også dette aspekt — blev der lagt vægt på United Brands' markedsandel på mellem 40 og 45 %. Derudover blev det imidlertid fastslået — og først derefter nåede Domstolen frem til den antagelse, at der forelå en dominerende stilling — at United Brands var den mest betydningsfulde banankoncern; endvidere blev der foretaget undersøgelser vedrørende konkurrenternes antal og styrke, og det blev fastlået, at der trods gentagne meget heftige konkurrencefremstød på enkelte markeder — som sagsøgerne dog var i stand til at modstå — ikke skete nogen forskydning af markedsandelene. Det spillede ikke mindst en rolle, at adgangen til markedet på grund af en herved fornøden omfattende investering er vanskeliggjort, og at det derfor ikke er sandynligt, at der viser sig nye konkurrenter på markedet, medens rentabilitetsbetragtninger og muligheden for at bestemme priserne ikke blev tillagt betydning. |
|
2. |
Herefter forekommer det mig at være nyttigt også at kaste et kort blik på de nationale retsordener, som kender begrebet dominerende stilling. Ifølge den udvikling, der er sket på dette område i teori og praksis, kan man faktisk have indtryk af, at den netop omtalte banandom — for så vidt angår de markedsandele, der kommer i betragtning, og de undersøgelser, der går ud over dette forhold — ligger på linje med, hvad der generelt anses for rigtigt. Det er således af interesse, at markedsandele på omkring 50 % i Frankrig ofte anses for relevante, hvortil kommer yderligere overvejelser, f.eks. andre konkurrenters styrke og betydning, deres tekniske og kommercielle organisation og lignende (jf. R. Collin i La réglementation du comportement des monopoles et entreprises dominantes en . droit communautaire, Semaine de Bruges 1977, s. 244 ff). Også i tysk ret har markedsandele af denne størrelsesorden betydning (jf. Bundesgerichtshofs afgørelser af 3. 7. 1976 og af 16. 12. 1976, Wirtschaft und Wettbewerb 1976, s. 783, samt 1977, s. 255). Hertil kommer imidlertid detaljerede undersøgelser af konkurrenceforholdene, f.eks. konkurrenternes stilling, markedsstrukturen, markedsudviklingen og de involverede virksomheders adfærd; også de økonomiske og tekniske ressourcer, en førende virksomhed på markedet råder over, tages i betragtning. Noget lignende synes at gælde for de nordiske lande (jf. La réglementation du comportement des monopoles et entreprises dominantes en droit communautaire, Semaine de Bruges 1977, s. 301 ff). Således tales der i Finland om en dominerende stilling, hvis en virksomhed kontrollerer mere end 50 % af markedet. For så vidt markedsandele på 25 o/o eller mellem 25 og 50 % er tilstrækkelige i andre nordiske retssystemer (Norge, Danmark og Sverige), må man ikke glemme, at det relevante marked fortolkes meget snævert i disse lande. Endelig afviger retstilstanden i USA, hvor der findes en meget righoldig praksis på monopolrettens område, næppe heller fra dette billede. Holley giver en træffende redegørelse for retstilstanden i USA i form af en oversigt over retspraksis i den ovenfor nævnte publikation: Semaine de Bruges 1977, s. 174 ff. Ifølge denne oversigt kræves der ikke yderligere argumenter, hvis virksomheden kontrollerer 90 % af markedet. Men allerede ved en markedsandel på 75 % gælder dette ikke længere; her kommer også andre faktorer i betragtning, men der gælder en stærk formodning om en dominerende stilling, der er vanskelig at afkræfte. Hvis markedsandelene er mindre (60 — 70 %), lægges der større vægt på de øvrige relevante faktorer; hvis markedsandelene kun er noget større end 50 %, må stærke indicier af anden art tale for en dominerende stilling, og hvis markedsandelene er mindre end 50 %, påhviler der ifølge USA's ret åbenbart den, der vil hævde, at der foreligger en domierende stilling, en meget tung bevisbyrde. |
|
3. |
Hvis vi på denne baggrund går over til at undersøge det foreliggende tilfælde, må det først bringes i erindring, at Kommissionen har antaget, at sagsøgerne indtog en dominerende stilling, særlig i betragtning af størrelsen af deres markedsandele på de forskellige vitaminmarkeder og i betragtning af de næststørste producenters stilling. Det var imidlertid også af betydning for Kommissionen, at sagsøgerne er den største vitaminproducent og råder over en dertil svarende fleksibilitet og økonomisk styrke, at sagsøgerne kan tilbyde et meget stort vitaminsortiment af egen produktion, og at virksomheden i forhold til sine konkurrenter har et teknologisk og kommercielt forspring, hvorved der tænkes på den tekniske know-how og sagsøgernes stærkt udviklede salgsnet. Herimod har sagsøgerne for det første anført, at Kommissionen har taget sit udgangspunkt i et utilstrækkeligt talmateriale; i virkeligheden har sagsøgerne lavere markedsandele for de enkelte vitaminer. Endvidere er nogle af de aspekter, Kommissionen derudover har lagt vægt på — nemlig sagsøgernes store vitaminsortiment og deres økonomiske styrke — når konkurrenternes situation tages i betragtning, uden betydning for bedømmelsen af sagsøgernes indflydelse på markedet. Desuden har Kommissionen med urette undladt at tage andre faktorer i betragtning. I denne forbindelse har sagsøgerne ønsket en undersøgelse af markedssituationen og markedsadfærden gennem et længere tidsrum, idet det i denne forbindelse navnlig er af betydning, at vitaminmarkedet er i stærk ekspansion; sagsøgerne er heller ikke i stand til at bestemme priserne, idet prisudviklingen tværtimod også er et resultat af andre konkurrenters — herunder også potentielle konkurrenters — indflydelse. Kommissionen har heller ikke taget adgangen til markedet for de nødvendige leverancer til vitaminproduktionen i betragtning, hvor sagsøgerne i modsætning til de vigtigste konkurrenter er udsat for visse vanskeligheder, fordi de med hensyn til råstoffer er afhængige af andre producenter. |
|
4. |
Det er herefter på sin plads først at omtale de markedsandele, sagsøgerne har for hvert enkelt vitamins vedkommende. Der er her enighed om, at vitaminmarkederne må undersøges hver for sig, fordi hvert vitamin kræver særlige fabrikationsanlæg, og fordi vitaminer ikke er substituerbare. Efter at Kommissionen havde fremlagt konkurrenternes salgstal, blev der under sagens behandling også opnået enighed om visse tal, hvilket fremgår af parternes fælles besvarelse af de af Domstolen stillede spørgsmål. I det omfang, der fortsat er uenighed, vil jeg omtale dette under behandlingen af de enkelte vitaminmarkeder.
|
|
5. |
Efter disse bemærkninger vedrørende markedsandelene, hvoraf det fremgår, at spørgsmålet om den dominerende stilling på markedet for B2-, B6-, H- og C-vitaminernes vedkommende næppe kræver yderligere undersøgelser af nogen betydning — alene i modsætning til A-vitamin og E-vitamin for en del af det her relevante tidsrum — skal jeg herefter gå over til de faktorer, Kommissionen derudover udtrykkeligt har anført i sin beslutning, for at afgøre, om den foreløbige vurdering vedrørende sagsøgernes dominerende stilling på markedet yderligere kan underbygges.
|
|
6. |
Da undersøgelsen af markedsandelene imidlertid på nogle områder (A-vitamin og til dels E-vitamin; B3-vitaminet kan af andre grunde lades ude af betragtning) har ført til, at der er konstateret værdier, som ligger på grænsen af de relevante størrelsesordener, og da der på dette punkt i den ovenfor nævnte banandom blev foretaget mange forskellige, meget grundige supplerende undersøgelser, vil jeg ligeledes omtale de aspekter, sagsøgerne har anført med det formål at drage opfattelsen af deres markedsindflydelse i tvivl.
|
|
7. |
Alt i alt må man gå ud fra, at Kommissionen i den anfægtede beslutning med rette har fastslået, at sagsøgerne indtager en dominerende stilling på markederne for A-, B2-, B6-, C-, E- og H-vitamin. Kun for B3-vitaminets vedkommende kan man nå til et andet resultat. Også for dette produkt havde sagsøgerne i 1974 ganske vist en markedsandel af en størrelsesorden, som er relevant i forbindelse med artikel 86. I betragtning af størrelsen af konkurrenternes markedsandele samt prisudviklingen for dette vitamin, men navnlig fordi de pågældende aftaler blev indgået senest i 1973, bør dette delmarked lades ude af betragtning. |
|
III — |
Det skal herefter undersøges, om sagsøgerne faktisk har misbrugt deres dominerende stilling. Efter Kommissionens opfattelse er den omstændighed, at sagsøgerne fra 1963 til 1973 indgik 26 kontrakter med 22 af deres kunder, udtryk for et sådant misbrug. Ved hjælp af disse kontrakter blev aftagerne på forskellig måde pålagt forpligtelser i forhold til Roche med hensyn til indkøb af enkelte eller alle de vitaminer, den enkelte kunde måtte have brug for. Desuden indrømmede sagsøgerne kunderne forskellige fordele, som ikke var afpasset efter de af Roche opnåede besparelser. Eftersom aftagernes valgfrihed på denne måde formindskes, da konkurrencen mellem vitaminproducenterne begrænses, og da andre producenter afskæres fra at levere til disse aftagere, kan der siges at foreligge et brud på princippet i EØF-traktatens artikel 3, litra f), hvorefter det skal sikres, at konkurrencen ikke fordrejes. Desuden foreligger der en krænkelse af ligebehandlingsprincippet i artikel 86, stk. 2, litra c). Sagsøgerne gør gældende, at der ikke kan siges at foreligge samme salgssystem; især frembyder aftalerne med Unilever og Merck særegenheder, som berettiger til en særskilt bedømmelse. Det er desuden betydningsfuldt, at kontrakterne ikke er kommet i stand på grundlag af en dominerende stilling, at de altså ikke er betinget af en magtsituation, og at de desuden må anses som absolut sædvanlige i handelsforhold. I det mindste bør der ved bedømmelsen af kontrakterne foretages en interesseafvejning, og der må navnlig tages hensyn til, at den i kontrakterne indeholdte såkaldte engelske klausul har givet konkurrencen fornødent spillerum. Hvad angår de forskelle, Kommissionen har lagt vægt på, er de i det mindste til dels berettigede, fordi de omkostninger, Roche måtte afholde, var forskellige. I intet tilfælde havde de et omfang, som førte til, at aftagernes konkurrenceevne blev formindsket. Endelig må også kontrakternes indvirkning på markedet tages i betragtning. Hvis man ser bort fra de kontrakter, der må betragtes som ubetænkelige, kan det i intet tilfælde antages, at de har haft mœrkbar indvirkning på konkurrencen og handelen mellem medlemsstaterne. |
|
1. |
Ved vurderingen at dette stridsspørgsmål vil jeg begynde med at tage stilling til nogle almindeligt holdte argumenter fra sagsøgernes side.
|
|
2. |
Under den videre undersøgelse af det foreliggende tilfælde vil jeg først beskæftige mig med de forpligtelser, der blev pålagt aftagerne i forhold til sagsø -gerne. I overensstemmelse med sagsøgernes argumentation vil jeg dog foreløbig lade kontrakterne med Unilever og Merck ude af betragtning, idet disse kontrakter skal frembyde særegenheder, som i alle tilfælde måtte føre til en anden bedømmelse. Kontrakterne indeholder to former for forpligtelser: dels udtrykkelige købsforpligtelser i forbindelse med bonustilsagn, dels forpligtelser, som udelukkende beror på loyalitetspræmier, hvis man kort udtrykt vil betegne de tilsikrede fordele på denne måde.
|
|
3. |
Efter at det således har vist sig, at Kommissionen med rette — i hvert fald for så vidt angår flertallet af de foreliggende kontrakter — har antaget, at der i forhold til sagsøgerne forelå forpligtelser, som tog form af misbrug, vil jeg nu gå over til at omtale kontrakterne med Merck og Unilever for at afgøre, om der her må anlægges en anden bedømmelse.
|
|
4. |
Jeg skal herefter gå over til en anden form for misbrug, nemlig anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi, hvilket ifølge artikel 86, stk. 2, litra c) ikke er tilladt for virksomheder, som indtager en dominerende stilling. Også på dette punkt kan der henvises til sukkersagen, hvori der netop med hensyn til loyalitetspræmier rejstes en sådan anklage med den begrundelse, at aftagerne på denne måde blev forfordelt i konkurrencen. Det er desuden af interesse, at dette standpunkt genfindes i national ret, f.eks. når det ifølge fransk ret er forbudt at beregne sig ulige priser, som ikke er berettiget som følge af forskellige kostpriser; noget lignende gælder ifølge engelsk ret (jf. rapporten fra Monopolies and Restrictive Practices Commission »on supply of insulated electric wires and cables«). Det står fast, at aftagerne i det foreliggende tilfælde blev behandlet ulige i forbindelse med bonusberegningen, og dette bestrides heller ikke af sagsøgerne. Hvis man betragter den graduerede bonus af den samlede omsætning, ses det, at der til dels var tale om betydelige forskelle med hensyn til de nødvendige mindstemængder og de på grundlag af mængderne beregnede bonusbeløb, og dette gælder såvel hvis man sammenligner kontrakter, for hvilke der gælder samme møntsort og samme gyldighedsperiode, som hvis man sammenholder kontrakter i forskellige valutaer. Det samme gælder de øvrige loyalitetspræmier, herunder de såkaldte delkredere-rabatter, hvor satserne svinger mellem 1 og 7,5 %, hvis man lader de beløb, der i aftalen med Merck betegnedes som mængdebonus, ude af betragtning. Disse forskelle kan sikkert heller ikke anses som begrundet i de — til dels sammenfaldende — tidsrum, for hvilke aftalerne var gældende, eller under henvisning til, i hvilket omfang efterspørgslen dækkedes, eller til de faktisk købte mængder, om hvilke der er meddelt oplysninger for 1974. Der er næppe behov for at dokumentere dette i detaljer; en nøje undersøgelse af aftalerne efterlader ikke den mindste tvivl herom. Sagsøgerne forsøgte derfor også at fremsætte en anden begrundelse. Under den af Kommissionen afholdte høring i forbindelse med den administrative procedure gjorde de således gældende, at bonusbeløbene og forskellene i disse ikke havde været mærkbare på grund af svingningerne i valutakurserne. Desuden gjorde de gældende, at kundernes konkurrenceevne i intet tilfælde havde lidt skade. Næsten alle aftagerne videreforarbejdede nemlig vitaminerne. I det endelige produkt spillede vitaminerne kun en underordnet rolle; navnlig i levnedsmiddel- og forderstofproduktionen, som størstedelen af salget var bestemt til, repræsenterede de kun en ganske ringe del af prisen for slutproduktet, nemlig 1 % eller derunder. Derfor kunne selv en forskel i bonusbeløbet på 5 % ikke have indvirkning på konkurrenceforholdene. Det forekommer mig dog, at sagsøgerne ikke med dette modargument kan tilbage. vise anklagen for at have gjort sig skyldig i misbrug. Hvad angår det første led i argumentet er det tilstrækkeligt at henvise til, at der også findes forskellige bonussatser i kontrakter, hvori der anvendes samme møntsort. Og hvad angår det andet led i sagsøgernes argumentation, har Kommissionen efter min opfattelse med rette henvist til, at udtrykket »stilles ringere i konkurrencen« i artikel 86, stk. 2, litra c) ikke er ensbetydende med formindskelse af konkurrenceevnen. I samme retning fremhæves det ligeledes i teorien (Siragusa i »Semaine de Bruges 1977«, s. 425), at forskelsbehandling også er forbudt, hvor de pågældende aftagere ikke konkurrerer indbyrdes. Desuden må det ikke glemmes, at aftagerne åbenbart har tillagt bonusydelserne stor betydning, hvilket viser, at de absolut var af værdi for deres markedsstilling og deres økonomiske dispositioner; der skal ligeledes henvises til, at Domstolen også i sukkersagen anså prisforskelle på 5 % for tilstrækkelige til at tale om en overtrædelse af artikel 86, stk. 2, litra c). Herefter Kan aet — uden at aet er nødvendigt at omtale det åbenbart irrelevante argument om, at også konkurrenterne har ydet bonus af denne størrelsesorden — kun konstateres, at Kommissionen i den anfægtede beslutning med rette har fastslået, at der også forelå et misbrug i form af anvendelse af ulige forretningsvilkår. |
|
5. |
Efter disse mere principielle konstateringer vedrørende misbrug af den dominerende stilling må vi undersøge, om Kommissionens vurdering, der, som vi har set, for størstedelens vedkommende kan accepteres, kan anfægtes under henvisning til den af aftalerne omfattede omsætning. Det må overvejes, om det afgørende er, om der er sket en mærkbar påvirkning af konkurrencen og af handelen mellem medlemsstater, og om det i det foreliggende tilfælde, som hævdet af sagsøgerne, er udelukket af anvende artikel 86 i mangel af en sådan påvirkning. I denne sammenhæng har sagsøgerne navnlig gjort gældende, at det anfægtede salgssystem — hvis man ser bort fra aftalerne med Merck og Unilever og kun ser på de rene loyalitetspræmier og ikke på bonus af den samlede omsætning — i gennemsnit i perioden 1970 til 1971 kun repræsenterede 4 % af vitaminsalget inden for fællesmarkedet. Det er min overbevisning, at vi heller ikke på dette punkt kan give sagsøgerne medhold. Kommissionen henviser med rette til, at mærkbarhedsdoktrinen er udviklet i forbindelse med artikel 85, dvs. på et område, hvor en i sig selv bestående effektiv konkurrence begrænses ved hjælp af aftaler og lignende. I de situationer, der er omfattet af artikel 86, er konkurrencen derimod praktisk taget elimineret, idet en dominerende virksomhed ikke er udsat for effektiv konkurrence. Her synes det faktisk ikke at være forsvarligt at lade en sådan virksomheds adfærd, som ifølge de i artikel 86 angivne kriterier må betragtes som udtryk for misbrug, ude af betragtning, fordi den ikke påvirker konkurrenceforholdene mærkbart. Selv hvis man imidlertid anså det for forsvarligt at tolerere eller i det mindste ikke at straffe misbrug i tilfælde, hvor der så at sige kun er tale om »quantités négligeables« (ubetydelige mængder), må det dog alvorligt betvivles, at det foreliggende tilfælde hører under denne kategori. Som vi har set, kan aftalerne med Merck og Unilever på ingen måde lades ude af betragtning, højst aftalerne med Protector og Upjohn, som dog angik mindre end en halv procent af det samlede salg af vitaminer inden for Fællesskabet i 1974. Det er også væsentligt, at der er tale om kontrakter med sagsøgernes betydelige kunder, som koncentrerer sig om fremstilling af levnedsmidler og foderstoffer. Uanset om man imidlertid sammenligner deres omsætning med sagsøgernes samlede salg eller — som sagsøgerne foretrækker — med det samlede salg af vitaminer inden for fællesmarkedet, står vi i intet tilfælde over for størrelsesordener, som — heller ikke når den engelske klausul tages med i betragtning — kan give holdepunkter for at tale om en helt ubetydelig indvirkning på konkurrenceforholdene. Da det desuden drejer sig om kontrakter med virksomheder, som videreforarbejder vitaminer, og hvis aktiviteter ikke er begrænset til en enkelt medlemsstats. område, kan der samtidig siges også at foreligge en påvirkning af handelen mellem medlemsstater i en udstrækning, som i hvert tilfælde er relevant i forbindelse med artikel 86. |
|
IV — |
Efter at de hidtidige overvejelser har vist, at der for den overvejende dels vedkommende ikke kan sættes spørgsmåstegn ved retmæssigheden af Kommissionens beslutning, for så vidt det deri fastslås, at der er sket et misbrug af en dominerende stilling, skal jeg nu gå over til spørgsmålet om, hvorvidt bødepålægget kan anfægtes. Herom kan der frem for alt fremføres tre betragtninger:
|
|
1. |
Vedrørende det første punkt har sagsøgerne henvist til § 22 i den tyske lov om konkurrencebegrænsninger (Gesetz gegen Wettbewerbsbeschränkungen), hvorefter virksomheder, som indtager en dominerende stilling, og som gør sig skyldig i misbrug, ikke kan pålægges bøder, samt til andre nationale konkurrenceregler, ifølge hvilke bøder kun kan pålægges i tilfælde, hvor konkrete påbud fra kartelmyndighedernes side ikke efterkommes. Sagsøgerne har desuden gjort opmærksom på, at der ved en lov af 1973 blev indført en supplerende forbudsprocedure i den tyske lov om konkurrencebegrænsninger med den begrundelse, at bødebestemmelser ikke er hensigtmæssige til afklaring af spørgsmål i denne forbindelse. Hvis jeg ser ret, går sagsøgerne dog ikke så vidt som til heraf at slutte, at bødestemmelsen i artikel 15 i forordning nr. 17, for så vidt den vedrører EØF-traktatens artikel 86, er fuldstændig retsstridig. De har kun givet udtryk for, at artikel 15 må fortolkes i overensstemmelse med de grundlovfæstede frihedsrettigheder i den forstand, at bøder kun kan pålægges, når der gennem forvaltningsafgørelser er sket en afklaring af retstilstanden. Et betydningsfuldt udgangspunkt for denne opfattelse er, at virksomheden i det foreliggende tilfælde anklages for at have afsluttet bestemte kontrakter, som absolut var sædvanlige og konkurrenceretligt set ubetænkelige, og om hvilke det må antages, at de kun er forbudte, såfremt virksomheden indtager en dominerende stilling. Med hensyn til spørgsmålet om den dominerende stilling på markedet må det imidlertid erkendes, at det indebærer vanskelige vurderinger af faktiske forhold, og at der herefter, fordi det afgørende ikke alene er markedsandelene og markedsstrukturen, men en hel række yderligere spørgsmål, i det foreliggende tilfælde i det mindste måtte herske begrundet tvivl. Hvis der i en sådan situation pålægges en bøde, opstår der altså en konflikt med princippet om, at straffebestemmelser, før de kan bringes i anvendelse, må være tilstrækkeligt bestemte. Dette princip om reglernes bestemte karakter, som står i forbindelse med retssikkerhedsprincippet, har ifølge teori og retspraksis til dels støtte i national forfatningsret (artikel 103 i den tyske grundlov og artikel 25, stk. 2 i den italienske); desuden har det — hvilket ligeledes kan ses af den juridiske teori — fundet udtryk i menneskerettighedskonventionens artikel 7. For de retsordeners vedkommende, hvor der ikke i forfatningen findes en sådan bestemmelse, som i øvrigt ikke alene vedrører strafferetlige sanktioner, men også pålæggelse af administrative bøder, kan der, for eksempel for så vidt angår belgisk ret, henvises til »in dubio pro reo« — maksimen eller — og dette gælder for andre medlemsstater — til princippet om »nullum crimen sine lege«. Også heraf kan det udledes — også i forbindelse med overtrædelse af administrative forskrifter — at sanktionen bortfalder, hvis begreberne er uklare, eller der er tvivl om deres fortolkning. I det mindste må ubestemte love fortolkes snævert. Herimod har Kommissionen anført en række betænkeligheder og indvendinger, som navnlig angår rækkevidden af de anførte forfatningsbestemmelser, bestemmelsen i menneskerettighedskonventionen samt grundsætningen i belgisk ret, hvorfor det i det hele må betvivles, om der består en retsgrundsætning med det af sagsøgerne hævdede indhold. Kommissionen har henvist til, at en sådan grundsætning kan ses at foreligge i de forfatningsretlige regler i to af medlemsstaterne, som kender en domstolskontrol med den lovgivende myndighed, at der er tale om et nyt princip, at det fremfor alt vedrører strafferetten, medens det endnu ikke er endeligt afklaret, om det også gælder for retsområdet for de administrative bøder, til hvilket artikel 15 i forordning nr. 17 må regnes. I alle tilfælde må det antages, at der herefter ikke er grundlag for at drage overdrevent strenge konklusioner. Både i tysk og i italiensk ret accepteres det, at der i lovbestemmelser forekommer generelle begreber, som ikke klart kan fastlægges, og det er herefter først og fremmest af betydning, om de afstukne rammer giver retten mulighed for at anlægge en fortolkning, og at de udgør et pålideligt grundlag for retspraksis. Dette gælder ikke mindst for konkurrenceretten, hvor det på grund af det økonomiske livs mangeartethed ikke er muligt at undgå generelle begreber. Her er det tilstrækkeligt, at en bestemmelses nøjagtige indhold lader sig udfinde på grundlag af formålet med normsystemet som helhed, og i denne forbindelse spiller det i et tilfælde som det foreliggende sikkert også en rolle, at en stor virksomhed, som driver international handel, ud fra sit kendskab til de forskellige nationale retsordener kan skaffe sig tilstrækkelige holdepunkter for afgørelsen af, om dens adfærd er tilladelig. Om denne tvist må det siges, at det ville være overordentlig interessant at forfølge de rejste spørgsmål i detaljer, og jeg har derfor også fremstillet den forholdsvis udførligt. I det foreliggende tilfælde er dette imidlertid — af grunde som klart vil fremgå af det følgende — ikke tvingende nødvendigt. Det kan vanskeligt accepteres, at bødebestemmelsen i forordning nr. 17 i intet tilfælde skulle kunne anvendes, før der var truffet forvaltningsafgørelser, som nærmere konkretiserer indholdet af artikel 86. Dette er helt klart for vidtgående, idet der med sikkerhed findes sagsforhold, som uden vanskelighed lader sig subsumere under artikel 86, og hvor der ikke er nogen alvorlig tvivl om, at der foreligger en dominerende stilling på markedet og et misbrug som nævnt i de artikel 86 anførte eksempler. For så vidt der herudover findes områder, hvor retstilstanden er usikker, eller grænseområder, og så længe den administrative praksis endnu ikke er tilstrækkelig udviklet, må det vel i de fleste tilfælde være muligt at tage behørigt hensyn hertil i form af overvejelser med hensyn til skyldspørgsmålet. Således må det i det mindste forholde sig i det foreliggende tilfælde, og det er derfor efter min opfattelse rimeligt at koncentrere undersøgelsen om dette punkt, dvs. om den anden af de betragtninger, sagsøgerne har anført. |
|
2. |
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne culpøst, altså med forsæt eller uagtsomt, har misbrugt sin dominerende stilling, har de henvist til det interessante begreb disculperende retsvildfarelse. Ved hjælp af indgående retssammenlig-nende undersøgelser er det da også lykkedes sagsøgerne at påvise, at der er tale om en meget udbredt retlig tankegang, og at det derfor er nærliggende at anerkende begrebet som et progressivt element også i EF-retten og de her gældende bødebestemmelser. Jeg kan her henvise til sagsøgernes redegørelse for, i hvilket omfang retsvildfarelse tillægges betydning i tysk ret, også for så vidt angår mindre alvorlige lovovertrædelser (Ordnungswidrigkeitenrecht), samt til dansk, nederlandsk og fransk ret — i hvert fald hvad angår den dér gældende teori — og jeg skal henlede opmærksomheden på, at Jeschek i sin afhandling »Die Strafgewalt übernationaler Gemeinschaften« (Zeitschrift für die gesamte Staatswissenschaft 1953, s. 497 ff) er gået ind for den opfattelse, at et sådant princip for EKSF-rettens vedkommende kan udledes af traktatens artikel 36. Det kan derimod næppe tillægges større betydning, at der i engelsk og italiensk ret endnu må konstateres en vis tilbageholdenhed. Hvis dette standpunkt accepteres, er det afgørende, om det i det foreliggende tilfælde kan siges, at sagsøgerne faktisk har befundet sig i en disculperende retsvildfarelse med hensyn til sin dominerende stilling og den af Kommissionen anfægtede adfærd. Her må med hensyn til den dominerende stilling — og helt bortset fra en eventuel faktisk vildfarelse, for hvilken sagsøgernes andel af verdensmarkedet eventuelt kan spille en rolle — følgende tages i betragtning: På nogle markeder (A- og E-vitamin) bevæger sagsøgernes markedsandel sig åbenbart i grænseområdet for det relevante. I det omfang dette ikke er tilfældet, kan det være af betydning, at der i den beslutningspraksis, som fandtes før sagsøgerne afsluttede kontrakterne med sine kunder, i alle tilfælde var tale om monopoler eller meget store markedsandele. Det er, uden at dette er bestridt, blevet anført, at selv meget støre markedsandele ifølge tysk praksis før lovændringen i 1973 ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at der forelå en dominerende stilling, hvis der samtidig kunne påvises en konkurrence på kvaliteten. Det, der under sagens behandling er fremgået med hensyn til prisudviklingen på vitaminmarkederne og en vis konkurrence på prisen, kan også spille en rolle i denne sammenhæng, navnlig i forbindelse med, at det, der ifølge EKSF-traktaten er afgørende for, om der foreligger en dominerende stilling, er muligheden for at fastsætte priserne. Endelig kan det for sagsøgernes opfattelse af, at de ikke kunne hindre en effektiv konkurrence, også have haft betydning, at de kendte visse store konkurrenters økonomiske styrke, ligesom det heller ikke kan afvises, at deres vurdering af situationen kunne være påvirket af erkendelsen af, at de opererede på et stærkt ekspansivt marked. Med hensyn til den adfærd, Kommissionen anklagede sagsøgerne for at have udvist, kan det — for så vidt der tænkes på spørgsmålet om anvendelse af ulige vilkår over for aftagerne — tages med i betragtning, at påvirkningen af konkurrencen var begrænset, og at det for de pågældende virksomheder på daværende tidspunkt ikke uden videre var muligt at indse, at dette ikke er afgørende i forbindelse med artikel 86. Med hensyn til de forpligtelser, der blev pålagt aftagerne, må det efter min opfattelse accepteres, når det anføres, at loyalitetspræmier i EKSF-retten og i forbindelse med artikel 86 til dels heller ikke kritiseres i teorien (jf. Van Hecke: »Kartelle und Monopole im modernen Recht«, bind 1, s. 338) og at der på det tidspunkt, de pågældende kontrakter afsluttedes, endnu ikke var vedtaget beslutninger om egentlige eller uegentlige loyalitetspræmier. I særdeleshed gælder det, at sådanne kontrakter, ifølge det af sagsøgerne ubestridt anførte, åbenbart hverken i USA eller ifølge tysk praksis hidtil har givet anledning til, at der er pålagt bøder. Det forekommer heller ikke fuldstændigt ukorrekt, at sagsøgerne var af den opfattelse, at sådanne forpligtelser i et ekspanderende marked var mindre betænkelige, fordi der — i modsætning til situationen i et stagnerende marked — stadig var fornødent råderum for alle virksomheder på markedet. Det kan heller ikke siges at være fuldstændigt forfejlet, når sagsøgerne lagde vægt på interesseafvejningsprincippet, som dog omtaltes i Kommissionens GEMA-beslutning, som vedrørte eksklusivforpligtelser, og i Domstolens dom i Sabam-sagen vedrørende et lignende tilfælde. Ikke mindst måtte den engelske klausul, der fandtes i alle kontrakterne, og sagsøgernes faktiske håndhævelse af denne spille en rolle, særlig med henblik på den omstændighed, at en sådan klausul blev indføjet efter tilskyndelse fra Kommissionen selv i dennes beslutning i Dunlop-sagen (EFT L 323, 1969, s. 21). I betragtning af alle disse overvejelser bør man uden tøven anerkende, at der har foreligget en disculperende retsvildfarelse i forhold til artikel 86 i dette tilfælde, idet der efter min opfattelse ikke . på overbevisende måde kan henvises til, at sagsøgerne kunne have sikret sig gennem indhentelse af oplysninger om retstilstanden, og at de på grundlag af deres kendskab til national ret, hvori der rent faktisk til dels findes divergerende opfattelser, havde haft grund til at udvise forsigtighed. I det mindste kan det forsvares at antage, at der foreligger så ringe en grad af skyld, at der ikke var anledning til at pålægge en bøde, især ikke over for en virksomhed, som, hvilket anerkendes, under den administrative procedure viste sig overordentlig samarbejdsvillig og straks erklærede sig rede til at bringe den anfægtede adfærd til ophør. |
|
3. |
Det er herefter i grunden ikke nødvendigt at gå ind på spørgsmålet om forskelsbehandling i forbindelse med pålæggelsen af bøden. Hvis spørgsmålet på trods heraf skulle behandles, måtte man i al korthed bemærke, at sådanne betragtninger i det foreliggende tilfælde sandt at sige ikke kan anføres til fordel for sagsøgerne. For så vidt de i denne sammenhæng har henvist til sukkersagen, må der nemlig gøres opmærksom på, at der dér blev pålagt en bøde også på grund af overtrædelse af artikel 86 ved ydelse af loyalitetspræmier, og at denne bøde af Domstolen kun blev nedsat, om end væsentligt. |
|
4. |
Såfremt man anser det for korrekt at ophæve bødepålægget, bortfalder ligeledes behovet for at overveje, om ikke i det mindste udmålingen måtte korrigeres. Herom vil jeg dog i det mindste bemærke, at en sådan korrektion i hvert tilfælde ville være på sin plads, idet det af sagens behandling fremgår, at der ikke har foreligget en dominerende stilling på markedet for B3-vitamin, og idet også klagepunktet vedrørende misbrug med hensyn til aftagernes forpligtelser, for så vidt angår to af aftalerne, vanskeligt kan opretholdes. Desuden måtte det i denne sammenhæng muligvis tages i betragtning, at en betydelig del af sagsøgernes lerverancer var bestemt til teknologiske formål, dvs. at de blev tilført et marked, hvor det ikke er bevist, at sagsøgerne indtog en dominerende stilling. Desuden måtte der vel også her tages hensyn til de faktiske virkninger af de pågældende aftaler. Jeg kan på dette punkt erindre om, at sagsøgerne hævdede — til dels under henvisning til kundernes udtalelser som svar på Kommissionens klagepunkter forsøgte at påvise — at aftagerne, ikke mindst takket være den engelske klausul og sagsøgernes lempelige håndhævelse af denne, i vidt omfang følte sig frit stillet, når de skulle foretage indkøb. Jeg kan også erindre om det af Kommissionen anførte, hvorefter de fastlagte forpligtelser åbenbart ikke i alle tilfælde blev overholdt — hvilket tilsyneladende ikke altid blev kontrolleret — og hvorefter det incitament, som bonusydelserne indebar, ikke overalt var så stort som frygtet. Således må det i hvert fald forstås, når Kommissionen sammenfattende fastslog, at de pågældende 22 af sagsøgernes kunder for den overvejende dels vedkommende udelukkende eller i det væsentlige dækkede deres efterspørgsel hos sagsøgerne. Jeg skal ikke her gå nærmere i enkeltheder, men henvise til det i Kommissionens duplik s. 52 ff anførte, til Kommissionens besvarelse af Domstolens spørgsmål (s. 12 ff) og til de forelagte rapporter vedrørende undersøgelser foretaget hos sagsøgernes kunder. |
|
V — |
Hermed er undersøgelsen af sagen imidlertid endnu ikke afsluttet. Det er påkrævet at behandle endnu to argumenter, som efter sagsøgernes opfattelse kan anfægte lovligheden af beslutningen som helhed, nemlig en overtrædelse af forbudet mod at benytte dokumenter, som er fremskaffet på ulovlig måde, samt krænkelse af princippet om kontradiktion. |
|
1. |
Det første punkt kan besvares forholdsvis kort. Sagsøgerne har herom anført, at interne dokumenter af en tidligere ansat uden beføjelse hertil er overladt Kommissionen, hvilket ifølge schweizisk ret — som det fremgår af den over den ansatte afsagte straffedom — er strafbart. Ifølge den anklagedes udtalelser over for politiet blev denne handling foretaget på Kommissionens foranledning. Dermed har Kommissionen i strid med folkeretten uden de schweiziske myndigheders tilladelse foretaget undersøgelseshandlinger på schweizisk område. Et sådant indgreb i en ikke-medlemsstats suverænitet må nødvendigvis føre til et forbud mod at benytte de på denne måde fremskaffede dokumenter, og dette må gælde så meget desto mere som en sådan overskridelse af beføjelserne — i betragtning af, at det pågældende sagsforhold uden videre fremgår af de kontrakter, sagsøgerne har forelagt — kan siges overhovedet ikke at have været uomgængelig for Kommissionen og derfor strider mod proportionalitetsprincippet, forstået som princippet om et rimeligt forhold mellem mål og midler. Kommissionen har især bestridt, at den skulle have opfordret den tidligere ansatte til at foretage de nævnte handlinger. Af den nævnte straffedom fremgår intet sådant. Herfor taler desuden den omstændighed, at Schweiz på ingen måde har gjort forestillinger over for Fællesskabet i anledning af uberettigede efterforskningsforanstaltninger foretaget på schweizisk territorium. De nærmere enkeltheder i hele denne forbindelse kan vel nu stilles i bero. Det, der har betydning, er nemlig, at sagsøgerne i sidste instans alligevel af egen drift har forelagt de pågældende dokumenter under sagen. Sagsøgerne har også erklæret at give afkald på at gøre forbudet mod at benytte dokumenterne gældende, at har udtrykkeligt overladt det til Domstolens skøn at tage dette spørgsmål op og afklare det. Efter den bedømmelse af sagen, jeg indtil nu er nået til, er der uden tvivl ingen anledning hertil. Jeg mener derfor, vi bør se bort fra at forfølge dette ømtålelige problem videre, ikke mindst fordi vi i så fald under alle omstændigheder måtte udrede, hvilken rolle Kommissionen og dennes tjenestemænd har spillet i forbindelse med fremskaffelsen af de nævnte dokumenter. |
|
2. |
Hvad angår det andet punkt, nemlig princippet om kontradiktion, har sagsøgerne anket over, at bestemte bevisdokumenter, som omtales i den anfægtede beslutning, ikke er blevet gjort til genstand for en høring. Sagsøgerne gør endvidere gældende, at visse af Kommissionen anvendte informationer vedrørende markedet (konkurrenters markedsandele, vitaminsalget i Fællesskabet, importtal) ikke er blevet gjort tilgængelige for dem, samt at de ikke har fået fuldstændig og rettidig indsigt i de oplysninger, deres kunder har meddelt i rapporterne vedrørende de hos kunderne udførte undersøgelser eller i de udtalelser, kunderne har afgivet i anledning af Kommissionens klagepunkter. Endelig er sagsøgerne helt generelt af den opfattelse, at de med urette er nægtet fuld aktindsigt, hvilket ville have sat dem i stand til at henvise til undskyldende omstændigheder, som ikke er taget i betragtning. Imod disse argumenter må det fremhæves, at de dokumenter, som efter sagsøgernes opfattelse burde have været gjort til genstand for en høring, stammede fra sagsøgerne selv, og at deres indhold derfor var dem bekendt. Det er ligeledes væsentligt, at der ifølge de om sådanne procedurer gældende fællesskabsbestemmelser principielt kun er pligt til at meddele klagepunkter. Klagepunkterne skal — som det allerede er afklaret i retspraksis — indeholde en angivelse af de væsentlige faktiske omstændigheder i sagen og de dertil hørende redige overvejelser, hvorimod der intetsteds er tale om en angivelse af de bilag, Kommissionen støtter sig på. Selv om man antager, at der kan forekomme sagsforhold, hvor en drøftelse af sådanne dokumenter med den eller de berørte parter forekommer at være på sin plads — f.eks. når der er flere fortolkningsmuligheder, eller det er nærliggende at antage, at de er ufuldstændige, og at de af de pågældende kan suppleres med dokumenter, der taler i modsat retning — har det dog betydning i det foreliggende tilfælde, at intet sådant er gjort gældende under sagen. Da de forhold, de pågældende dokumenter er belæg for (kundeforpligtelser ved hjælp af loyalitetspræmier), er tydeligt anført i klagepunkterne, og da de desuden er blevet drøftet indgående under sagens behandling, er der ingen anledning til at annullere Kommissionens beslutning på grund af krænkelse af princippet om kontradiktion på dette punkt. Med hensyn til det af sagsøgerne fremsatte krav om fuld aktindsigt har Kommissionen efter min opfattelse med rette bemærket, at der intetsteds i fællesskabsretten udtrykkeligt er foreskrevet noget sådant, og at der heller ikke lader sig påvise en almindelig retsgrundsætning af dette indhold. Det er i denne forbindelse af særlig interesse, hvad Kommissionen har anført om de stærkt udbyggede tyske processuelle regler i kartelsager (§ 53 i lov om konkurrencebegrænsninger). Herefter gælder der i den administrative procedure kun det princip, at vedkommende skal have lejlighed til at tage stilling til de mod ham rejste klagepunkter, og at en afgørelse ikke kan støttes på faktiske omstændigheder, som vedkommende ikke har fået kendskab til. Dette princip praktiseres af Bundeskar-tellamt åbenbart på den måde, at de pågældende kun får meddelelse om det væsentlige indhold af processkrifterne, og at de navnlig kun får meddelelse om hovedindholdet af andre parters indlæg. Bringes en administrativ afgørelse herved for retten, altså i en judiciel procedure, er der ret til fuld aktindsigt. Indsigt i forakter og andre dokumenter, sagkyndige erklæringer og oplysninger gives ifølge § 71 i lov om konkurrencebegrænsninger kun med vedkommendes tilladelse, og hvis tilladelse nægtes under henvisning til tavshedspligten, fremføres kun dokumenternes indhold, således at det kan anvendes under sagen. Set ud fra disse pincipper skal der med hensyn til sagsøgernes enkelte krav kun bemærkes følgende: Bortset fra, at visse spørgsmål fra sagsøgernes side blev besvaret ved skrivelse af 13. august 1977 fra generaldirektoratet for konkurrence, og at visse af sagsøgernes anmodninger i det væsentlige blev imødekommet — hvilket fremgår af et brev fra Kommissionen af 16. juli 1976 — er det med hensyn til andre konkurrenters markedsandele — hvorom Kommissionen oprindelig i tilslutning til dommen i sag 45/69 (Boehringer Mannheim GmbH mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, dom af 15. juli 1970, Sml. 1970, s. 153) påberåbte sig sin tavshedspligt — af betydning, at disse tal i neutral form i det mindste blev meddelt sagsøgerne under sagens behandling for Domstolen, hvilket som bekendt gjorde det muligt i vidt omfang at nå frem til overensstemmende vurderinger med hensyn til markedsandelene. Med hensyn til de af sagsøgernes kunder afgivne udtalelser i anledning af Kommissionens klagepunkter ville jeg mene, at spørgsmålet om, hvorvidt disse af Kommissionen med rette er blevet behandlet som hemmelige, ikke nødvendigvis skal afgøres. I alle tilfælde var de nemlig for den foreliggende sag af gegrænset værdi — helt bortset fra de overvejelser, jeg straks skal komme ind på — allerede fordi de blev afgivet i forbindelse med en artikel 85-sag, hvor sagsøgernes medkontrahenter ligeledes måtte betragte sig som dem, klagepunkterne var rettet mod. Endelig er det med hensyn til de oplysninger, som blev indhentet hos sagsøgernes kunder og den hos disse gennemførte kontrol, af betydning, at kun en del af kunderne gav tilladelse til, at disse dokumenter blev videregivet til sagsøgerne. Med denne begrænsning har sagsøgerne fået kendskab til de nævnte dokumenter, ligesom også dokumenter vedrørende andre kunder er stillet til deres rådighed i neutral form. Disse dokumenter ville desuden kun være afgørende, hvis de faktiske virkninger af sagsøgernes salgssystem var relevante for bedømmelsen af den anfægtede beslutning, hvilket efter min opfattelse, hvis man ophæver bøden, ikke er tilfældet. Også selv om man kan have indtryk ar, at Kommissionen under den administrative procedure kunne have ført mere indgående drøftelser med sagsøgerne om de dokumenter, Kommissionen lagde til grund, og at den allerede under den administrative procedure og ikke først under sagens behandling for Domstolen, men under iagttagelse af tavshedspligten, i videre omfang burde have underrettet sagsøgerne om væsentlige faktiske omstændigheder, vil man i det foreliggende tilfælde i sidste instans dog ikke kunne tale om en sådan krænkelse af retten til kontradiktion, som måtte medføre en fuldstændig ophævelse af den anfægtede beslutning. |
|
VI — |
Lad mig herefter endnu engang sammenfatte min opfattelse. Jeg er af den opfattelse, at den anfægtede beslutning kan opretholdes, for så vidt det i denne antages, at sagsøgerne indtog en dominerende stilling på markederne for seks vitaminer, dvs. ikke på markedet for B3 -vitamin, og for så vidt det fastslås, at sagsøgerne gjorde sig skyldig i misbrug i form af at pålægge tyve af sine kunder forpligtelser, dvs. ikke Protector og Upjohn, samt i form af ulige behandling af de i beslutningen anførte virksomheder. Bødepålægget for overtrædelse af artikel 86 forekommer mig derimod ikke at være berettiget, idet overtrædelsen ikke i tilstrækkelig grad kan tilregnes sagsøgerne. Med denne begrænsning bør Hoffmann-La Roche's påstande imødekommes; i øvrigt bør sagsøgte frifindes. I betragtning af dette resultat bør det statueres, at hver part bærer sine omkostninger. |
( 1 ) – Oversat fra tysk.