|
Den Europæiske Unions |
DA C-udgaven |
|
C/2025/2744 |
12.5.2025 |
EUROPA-PARLAMENTETS PRÆSIDIUMS AFGØRELSE
af 5. maj 2025
vedrørende regler om adgang til Europa-Parlamentet
(C/2025/2744)
EUROPA-PARLAMENTETS PRÆSIDIUM HAR –
- under henvisning til sin forretningsorden, særlig artikel 25 og 126,
- under henvisning til national lovgivning om sikkerhed og risikoen for brand og panik, navnlig til lovgivning om det maksimale antal personer, bygninger og installationer kan rumme, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Europa-Parlamentet er en institution, der er åben for borgerne og arbejder for gennemsigtighed, og det bør garantere et passende sikkerhedsniveau for alle brugere af dets bygninger. Det bør derfor være i stand til at træffe de forholdsregler, der er nødvendige for at opretholde orden i alle sine bygninger |
|
(2) |
Med henblik på at lette at give adgang til Parlamentets bygninger og kontrollen deraf bør der udleveres et adgangskort som identifikationsdokument til alle personer, der gives adgang til Parlamentets bygninger. Det bør indbefatte et sæt adgangsrettigheder, der er knyttet til den brugerkategori, som indehaveren tilhører, og det er strengt personligt og må ikke overdrages til andre |
|
(3) |
Der er behov for øget klarhed om, i hvilken egenskab en person gives adgang til Parlamentets bygninger, eftersom en person kan tilhøre mere end én brugerkategori. Det er derfor af hensyn til retssikkerheden vigtigt at sikre, at adgang gives på grundlag af en enkelt egenskab. Det bør således ikke være muligt for en person at være i besiddelse af mere end ét aktivt adgangskort på et hvilket som helst tidspunkt |
|
(4) |
Adgangen for personer, som medlemmerne har en direkte professionel forbindelse til, eller til hvem de har en personlig forbindelse såsom deres børn, ægtefælle eller faste ikkeægteskabelige partner, der kræver regelmæssig adgang til Parlamentets bygninger, bør lettes |
|
(5) |
Formanden eller, ved delegation, generalsekretæren bør have beføjelse til at nægte adgang til Parlamentets bygninger i et nærmere angivet tidsrum, når et sådant afslag er i Parlamentets interesse, navnlig hvis et sådant afslag er begrundet i hensynet til at sikre Parlamentets interne sikkerhed eller opretholdelsen af dets interne orden. De bør navnlig have beføjelse til at give besøgende, der ikke har overholdt de gældende regler, adgangsforbud til Parlamentets bygninger i en nærmere angivet periode. Varigheden af denne periode bør stå i et rimeligt forhold til omfanget af den manglende overholdelse af de gældende regler |
|
(6) |
Med henblik på at garantere sikkerheden eller opretholde orden i Parlamentets bygninger og med henblik på at give Parlamentet mulighed for at høre den pågældende person, inden der træffes en endelig afgørelse, bør det også være muligt foreløbigt at nægte adgang til Parlamentets bygninger. Varigheden af et sådant foreløbigt adgangsforbud bør begrænses til seks uger, og det bør kunne ophæves når som helst ved en afgørelse truffet af formanden eller, ved delegation, af generalsekretæren |
|
(7) |
Når en person er blevet pålagt at forlade Parlamentets bygninger, kan Parlamentets interesse i foreløbigt at nægte denne person adgang til dets bygninger anses for at have forrang. I en sådan situation bør et foreløbigt adgangsforbud derfor være umiddelbart gældende i henhold til denne afgørelse. I andre situationer bør der vedtages en afgørelse om udstedelse af et foreløbigt adgangsforbud, når dette er i Parlamentets interesse — |
TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
Anvendelsesområde
Denne afgørelse regulerer adgangen til Europa-Parlamentets bygninger.
Artikel 2
Adgang til Europa-Parlamentets bygninger
1. Medlemmerne har permanent ret til adgang til Parlamentets bygninger i hele deres mandatperiode. De har sådan adgang 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen.
2. Akkrediterede parlamentariske assistenter og medlemmers praktikanter i Parlamentets bygninger har permanent ret til adgang til Parlamentets lokaler i den periode, der er fastsat i deres kontrakt.
3. Medlemmerne kan på eget ansvar anmode om permanent adgang til Parlamentets bygninger for højst seks personer, med hvem de har en direkte professionel eller en personlig forbindelse, der kræver regelmæssig adgang til Parlamentets bygninger.
4. Medlemmerne kan dagligt invitere højst ni personer på besøg i Parlamentets bygninger på hverdage og i kontoråbningstiden.
5. Formændene for de politisk grupper og præsidiemedlemmerne kan dagligt invitere højst 15 personer på besøg i Parlamentets bygninger på hverdage og i kontoråbningstiden.
6. De besøgende, der er omhandlet i stk. 4 og 5, skal hentes af det medlem, der har inviteret dem, eller af dette medlems akkrediterede parlamentariske assistent ved en af Parlamentets indgange. De skal konstant ledsages af medlemmet eller dette medlems akkrediterede parlamentariske assistent i al den tid, de tilbringer i Parlamentets bygninger.
7. Tidligere medlemmer har ret til daglig adgang til Parlamentets bygninger på hverdage og i kontoråbningstiden. Tidligere medlemmer kan invitere deres børn, ægtefælle eller faste ikkeægteskabelige partner til at ledsage dem.
8. Kvæstorerne kan fastsætte gennemførelsesbestemmelser om adgangsordninger for medlemmer og tidligere medlemmer.
9. Kvæstorerne fastsætter regler for adgang til Parlamentets bygninger for interesserepræsentanter, der er registreret i åbenhedsregistret, og for besøgsgrupper som defineret i Præsidiets afgørelse af 16. december 2002 om regler for modtagelse af besøgsgrupper og Euroscola-, Euromed scola- og Euronest scola-programmerne.
10. Generalsekretæren fastsætter regler for adgang til Parlamentets bygninger for alle typer medarbejdere, medierepræsentanter og medlemmer af det diplomatiske korps og for alle andre besøgende.
11. Generalsekretæren udarbejder en ny logbog for alle personer over 18 år, der besøger Parlamentets bygninger, med angivelse af besøgets dato, klokkeslæt og formål. Denne logbog finder ikke anvendelse for akkrediterede journalister og medlemmer af og ansatte i andre EU-institutioner, -organer, — kontorer og -agenturer.
Artikel 3
Adgang til parkeringsanlæg
1. Medlemmerne har ret til at benytte parkeringsanlæggene i Parlamentets bygninger i overensstemmelse med Præsidiets afgørelse af 2. maj 2022 om bestemmelser om parkering for medlemmer i Europa-Parlamentet.
2. Andre kategorier af brugere har ret til at benytte parkeringsanlæggene i Parlamentets bygninger i overensstemmelse med interne regler om parkering i Parlamentet, der er udstedt af generalsekretæren.
3. Kvæstorerne kan fastsætte gennemførelsesbestemmelser om adgangsordninger til parkeringsanlæg for medlemmer og tidligere medlemmer.
Artikel 4
Adgangskort
1. Et adgangskort er et identifikationsdokument, der indeholder et bestemt sæt adgangsrettigheder til Parlamentets bygninger. Disse adgangsrettigheder tildeles på grundlag af den brugerkategori, som indehaveren tilhører.
2. En person har kun ret til ét aktivt adgangskort i en given periode.
3. Adgangskortet er strengt personligt og må ikke overdrages til andre. Indehaveren må ikke bruge det til at give andre personer adgang til Parlamentets bygninger.
4. Alle personer, der har adgang til Parlamentets bygninger, er forpligtede til at bære deres adgangskort synligt i hele den periode, de tilbringer i Parlamentets bygninger.
5. Indehavere af adgangskort er ansvarlig for enhver form for misbrug heraf. Adgangskortene forbliver Europa-Parlamentets ejendom. Indehavere skal returnere adgangskortet, når det ikke længere opfylder de kriterier, på grundlag af hvilke det er udstedt. Indehavere skal også indberette bortkomst eller tyveri af adgangskort til Parlamentets kompetente tjenestegrene.
6. Generalsekretæren fastsætter gennemførelsesforanstaltninger vedrørende udformningen og de tekniske aspekter af adgangskort. Generalsekretæren kan uddelegere denne beføjelse til generaldirektøren for sikkerhed.
Artikel 5
Adgang til specifikke områder
1. Særlige områder forbeholdt medlemmerne fastlægges af kvæstorerne.
2. Adgang til andre særlige områder end dem, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, kan være underlagt særlige bestemmelser, der vedtages ved generalsekretærens afgørelse.
Artikel 6
Sikkerhed
1. Medmindre denne afgørelse og bestemmelserne om sikkerheden i Europa-Parlamentet (1) (Præsidiets afgørelse af 15. januar 2018) indeholder særlige bestemmelser, anvender Parlamentet i sine lokaler bestemmelserne om sikkerhed i den medlemsstat, hvor de er hjemmehørende, navnlig bestemmelserne om brandsikring.
2. Når der opstår en specifik risikosituation, tilpasser formanden på forslag af generalsekretæren alarmniveauet, som kan omfatte adgangsbegrænsninger, i overensstemmelse med artikel 12-14 i Præsidiets afgørelse af 15. januar 2018.
3. Generalsekretæren kan fastsætte gennemførelsesforanstaltninger med henvisning til denne artikels stk. 1 og 2 i overensstemmelse med den sikkerhedspolitik, som Præsidiet har vedtaget.
Artikel 7
Undtagelsestilfælde
1. Uanset andre gældende regler kan formanden give eller nægte adgang til Parlamentets bygninger, hvor dette er begrundet i de ekstraordinære omstændigheder, som er omhandlet i artikel 244 i Parlamentets forretningsorden, eller i Parlamentets interesser. Formanden kan navnlig nægte adgang til Parlamentets bygninger, hvor dette er begrundet med henblik på bl.a. at sikre Parlamentets interne sikkerhed eller at opretholde dets interne orden.
Inden vedtagelsen af en afgørelse i henhold til første afsnit kan formanden vedtage en afgørelse om foreløbigt forbud mod adgang til Parlamentets bygninger for den berørte person.
2. En person, der er blevet pålagt at forlade Parlamentets bygninger, har foreløbigt adgangsforbud til Parlamentets bygninger, indtil:
|
a) |
formanden vedtager en afgørelse om adgangsforbud til Parlamentets bygninger for den pågældende person i henhold til stk. 1, første afsnit. |
|
b) |
formanden vedtager en afgørelse om ophævelse af det foreløbige adgangsforbud for den pågældende person, eller |
|
c) |
der er forløbet en periode på seks uger regnet fra den dag, hvor den pågældende person blev pålagt at forlade Parlamentets bygninger. |
3. Formanden kan delegere de i stk. 1 og 2 angivne beføjelser til generalsekretæren.
Artikel 8
Manglende overholdelse af denne afgørelse
1. Hvis et medlem ikke overholder denne afgørelse, kan forretningsordenens artikel 183 finde anvendelse.
2. Hvis et tidligere medlem ikke overholder denne afgørelse, finder artikel 7 i Præsidiets afgørelse af 17. april 2023 om tidligere medlemmer anvendelse.
3. Hvis en anden person end et medlem eller tidligere medlem ikke overholder denne afgørelse, kan vedkommende bortvises fra Parlamentets bygninger i overensstemmelse med Præsidiets afgørelse af 15. januar 2018, og generalsekretæren kan beslutte at inddrage den pågældende persons adgangskort.
Artikel 9
Ophævelse
Denne afgørelse ophæver og erstatter Præsidiets afgørelse af 8. maj 2023 om reglerne om adgang til Europa-Parlamentet.
Artikel 10
Ikrafttræden
Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
(1) Præsidiets afgørelse af 15. januar 2018 om bestemmelser om sikkerheden i Europa-Parlamentet (EUT C 79 af 2.3.2018, s. 3).
ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/2744/oj
ISSN 1977-0871 (electronic edition)