19.11.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 302/1


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1890/2005

af 14. november 2005

om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Indonesien, Taiwan, Thailand og Vietnam, om afslutning af proceduren vedrørende importen af visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af rustfrit stål med oprindelse i Malaysia og Filippinerne og om endelig opkrævning af den midlertidige told

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 9,

under henvisning til forslag fra Kommissionen forelagt efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   MIDLERTIDIGE FORANSTALTNINGER

(1)

Ved forordning (EF) nr. 771/2005 (2) (»forordningen om midlertidig told«) indførte Kommissionen en midlertidig udligningstold på importen af visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af rustfrit stål, henhørende under KN-kode 7318 12 10 , 7318 14 10 , 7318 15 30 , 7318 15 51 , 7318 15 61 og 7318 15 70 med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«), Indonesien, Taiwan, Thailand og Vietnam.

(2)

Undersøgelsen af dumping og skade omfattede perioden fra 1. juli 2003 til 30. juni 2004 (»undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af den udvikling, der blev lagt til grund for skadesanalysen, omfattede perioden fra 1. januar 2001 til 30. juni 2004 (»den betragtede periode«).

B.   EFTERFØLGENDE PROCEDURE

(3)

Efter indførelsen af de midlertidige antidumpingforanstaltninger fremsatte visse interesserede parter skriftlige bemærkninger.

(4)

Alle parter, som anmodede herom, fik lejlighed til at blive hørt af Kommissionen.

(5)

Kommissionen fortsatte bestræbelserne på at indhente og efterprøve alle oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på endeligt at fastslå de faktiske omstændigheder.

(6)

Parterne blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og overvejelser, der lå til grund for, at det påtænktes at anbefale, at der indføres en endelig antidumpingtold, og at der sker en endelig opkrævning af de beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af midlertidig told. De fik også tildelt en periode, inden for hvilken de kunne fremsætte bemærkninger til de offentliggjorte oplysninger.

(7)

Parternes mundtlige og skriftlige bemærkninger blev overvejet og, hvor det var relevant, taget i betragtning ved de endelige undersøgelsesresultater.

(8)

Efter indførelsen af midlertidige foranstaltninger bestred en importør og dennes sammenslutning, at EF-erhvervsgrenen som defineret i betragtning 113 i forordningen om midlertidig told var repræsentativ, jf. grundforordningens artikel 5, stk. 4. Der blev imidlertid ikke fremlagt dokumentation for denne påstand. Undersøgelsen har bekræftet, at EF-erhvervsgrenen tegnede sig for omkring 54 % af produktionen i Fællesskabet i undersøgelsesperioden og har status som erhvervsgren i henhold til grundforordningens artikel 5, stk. 4.

(9)

De samarbejdsvillige thailandske eksporterende producenter fremførte efter meddelelsen om undersøgelsesresultaterne, at fællesskabsproducenternes ikke-fortrolige besvarelser af spørgeskemaet ikke var tilstrækkelig detaljerede og ikke var indgivet i overensstemmelse med grundforordningens artikel 19. Det blev hævdet, at de samarbejdsvillige eksportører som følge af manglende oplysninger i de ikke-fortrolige besvarelser af spørgeskemaerne ikke havde en reel mulighed for at forsvare deres interesser, hvilket angiveligt stillede dem ringere end andre parter, nemlig EF-erhvervsgrenen, i denne procedure. Alle interesserede parter kan imidlertid finde verificerede sammenfattende oplysninger om skaden i afsnit E i forordningen om midlertidig told. De har således alle et tilstrækkeligt klart billede af kendsgerningerne vedrørende skade og årsagssammenhæng til, at de kan forsvare deres interesser. Alle parter behandles ens, og der er ingen forskel mellem de forskellige interesserede parter med hensyn til oplysninger. Desuden sikrede de ikke-fortrolige besvarelser af spørgeskemaerne og oplysningerne i forordningen om midlertidig told, at alle parters ret til at forsvare sig blev respekteret. Argumentet afvistes derfor.

C.   DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

(10)

Det skal erindres, at der i løbet af den foreløbige undersøgelse opstod tvivl om, hvorvidt møtrikker kunne betragtes som en og samme vare som andre former for fastgørelsesanordninger af rustfrit stål. I denne forbindelse skulle en række forhold undersøges nærmere, f.eks. om og i hvilket omfang bolte og møtrikker sælges sammen som et system, i hvilket omfang disse typer udvikles sammen osv. Det var også nødvendigt yderligere at undersøge, i hvilket omfang producenterne i Fællesskabet kan tilbyde disse systemer. For så vidt angik de foreløbige undersøgelsesresultater blev det derfor besluttet, at møtrikker, som normalt tariferes under KN-kode 7318 16 30 , ikke skulle indgå i definitionen af varen.

(11)

Efter indførelsen af midlertidige foranstaltninger fremlagde producenter og importører i Fællesskabet beviser for, at møtrikker og bolte hverken udvikles eller fremstilles og sælges sammen. Selv om møtrikker typisk benyttes sammen med bolte, sælges de ikke typisk som et sæt. Bolte kan også anvendes som fastgørelsesanordninger uden møtrikker, hvilket viser, at bolte og møtrikker kan have forskellige endelige anvendelsesformål. Dette bekræftes af importen fra nogle af de producenter i de pågældende lande, som fremstiller og sælger enten møtrikker eller bolte, samt af, at fællesskabsproducenterne i stikprøven fremstiller skruer og bolte, men ikke møtrikker. Dette er særlig tydeligt for Filippinerne, hvor stort set hele importen bestod af møtrikker uden nogen tilsvarende import af bolte. Som ovenfor nævnt kombineres bolte desuden ikke nødvendigvis med møtrikker eller underlagsskiver. Dette fremgår også tydeligt af beskrivelsen af HS-kode 7318 15 : »andre skruer og bolte, også med tilhørende møtrikker eller underlagsskiver«. Det er endvidere relevant at bemærke, at EF-erhvervsgrenen ikke råder over de nødvendige maskiner til at fremstille møtrikker, og at den ikke har givet udtryk for, at den har planer om at producere møtrikker i fremtiden.

(12)

Konklusionen i betragtning 13 i forordningen om midlertidig told om, at møtrikker, der ikke importeres som del af et sæt med skruer og bolte, ikke er omfattet af varedækningen, bekræftes derfor. Proceduren bør derfor afsluttes for så vidt angår Filippinerne, jf. konklusionerne i betragtning 14 og 105 i forordningen om midlertidig told.

(13)

Efter indførelsen af midlertidige foranstaltninger hævdede de samarbejdsvillige thailandske eksporterende producenter, at møtrikker og bolte normalt sælges og udvikles sammen, og at bolte heller ikke burde være omfattet af proceduren, hvis denne ikke gjaldt møtrikker. De underbyggede imidlertid ikke denne påstand. Derfor og i betragtning af konklusionen i betragtning 11 og 12 om, at møtrikker ikke sælges og udvikles sammen med bolte, blev påstanden afvist, og det var kun møtrikker, der ikke omfattedes af proceduren.

(14)

Endvidere gentog flere importører og deres sammenslutning, at undersøgelsen yderligere burde begrænses til to KN-koder, nemlig 7318 15 61 (skruer af rustfrit stål med hoved med indvendig sekskant) og 7318 15 70 (bolte af rustfrit stål med sekskanthoved). I denne forbindelse henviste de til, at EF-erhvervsgrenen angiveligt ikke fremstillede nogen af de øvrige fastgørelsesanordninger, der er omfattet af denne undersøgelse, nemlig varer normalt angivet under KN-kode 7318 12 10 (andre træskruer af rustfrit stål), 7318 14 10 (selvskærende skruer af rustfrit stål), 7318 15 30 (skruer og bolte uden hoved, af rustfrit stål) og 7318 15 51 (skruer med kærv eller krydskærv, af rustfrit stål). Som bevis herfor fremlagde de nogle ordrer, som nogle EF-producenter ikke var i stand til at opfylde. Det blev endvidere hævdet, at bolte og skruer fremstilles på forskellige maskiner.

(15)

Det skal erindres, at undersøgelsen som nævnt i betragtning 15 i forordningen om midlertidig told bekræftede, at typer af varer, der henhører under KN-kode 7318 12 10 , 7318 14 10 , 7318 15 30 og 7318 15 51 , fremstilles i Fællesskabet. Fællesskabsproducenterne i stikprøven i) har derfor maskiner til at fremstille disse andre typer og ii) står derfor over for konkurrence fra de pågældende dumpingvarer med hensyn til disse typer. Oplysningerne om visse ordrer, der ikke kunne opfyldes af EF-erhvervsgrenen, vedrører en periode uden for undersøgelsesperioden, som normalt ikke tages i betragtning, jf. grundforordningens artikel 6, stk. 1. Under alle omstændigheder viser dette ikke, at disse varer ikke fremstilles af EF-erhvervsgrenen. Desuden fremgik det af undersøgelsen, at EF-erhvervsgrenen kan øge produktionen for at dække efterspørgslen efter sådanne varer, hvis der ikke forekommer illoyal konkurrence fra dumpingimporten fra de pågældende lande. I denne forbindelse skal det tages i betragtning, at EF-erhvervsgrenen har en betydelig uudnyttet kapacitet (se tabellen før betragtning 127 i forordningen om midlertidig told). Importørernes påstand kunne derfor ikke accepteres.

(16)

De samarbejdsvillige thailandske eksporterende producenter anmodede om, at varedækningen blev begrænset til KN-kode 7318 12 10 (andre træskruer af rustfrit stål), 7318 15 30 (skruer og bolte uden hoved, af rustfrit stål) og 7318 15 61 (skruer af rustfrit stål med hoved med indvendig sekskant). I denne forbindelse fremførte de, at hverken bolte (KN-kode 7318 15 70 ) eller selvskærende skruer eller skruer med kærv eller krydskærv (KN-kode 7318 14 10 og 7318 15 51 ) burde anses for at tilhøre samme varekategori som de øvrige fastgørelsesanordninger, der var omfattet af undersøgelsen, da disse varer angiveligt i) havde forskellige fysiske egenskaber, art og kvalitet, ii) forskellige endelige anvendelsesformål, iii) afspejlede forskellige kunders smag og vaner samt iv) havde forskellige KN-koder, hvilket efter deres opfattelse beviste, at bolte og skruer ikke udgør en enkelt varekategori.

(17)

I den aktuelle sag fremgik det af undersøgelsen, at alle betragtede former for fastgørelsesanordninger ud fra et brugersynspunkt har samme grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber og anvendelsesformål, idet de er stifter af rustfrit stål med gevind, som ved drejning benyttes til at sammenføje ting. Alle disse fastgørelsesanordninger henhører således under samme fircifrede position i den kombinerede nomenklatur. Ønsket om en yderligere begrænsning af varedækningen må derfor afvises.

(18)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger, bekræftes undersøgelsesresultaterne vedrørende den pågældende vare og samme vare i betragtning 10 til 18 i forordningen om midlertidig told.

D.   STIKPRØVER

(19)

Der blev ikke fremsat bemærkninger vedrørende stikprøverne af eksporterende producenter i Taiwan, EF-producenter og importører efter indførelsen af midlertidige foranstaltninger. Konklusionerne i betragtning 19 til 32 i forordningen om midlertidig told bekræftes.

E.   DUMPING

1.   Markedsøkonomisk behandling

(20)

Der blev ikke modtaget nye bemærkninger vedrørende markedsøkonomisk behandling efter indførelsen af midlertidige foranstaltninger. Konklusionerne i betragtning 33 til 54 i forordningen om midlertidig told bekræftes.

2.   Individuel behandling

(21)

En samarbejdsvillig eksporterende producent i Vietnam udtrykte skuffelse over, at selskabets ønske om individuel behandling var blevet afvist, selv om det samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen. Selskabet fremførte også, at afvisningen af dets anmodning og anmodninger fra to andre vietnamesiske eksportører om individuel behandling betød, at der blev indført samme midlertidige antidumpingtold på importen fra alle eksporterende producenter i Vietnam.

Som anført i betragtning 60 i forordningen om midlertidig told kunne det pågældende selskab ikke påvise, at det opfyldte betingelserne i grundforordningens artikel 9, stk. 5, for at blive indrømmet individuel behandling. Endvidere blev der ikke fremsat argumenter eller beviser, der kunne ændre denne konklusion, og grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), måtte derfor anvendes på Vietnam som helhed. Dette betyder, at den samme foranstaltning gælder for alle eksporterende producenter i Vietnam.

(22)

Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger, bekræftes konklusionerne vedrørende individuel behandling i betragtning 55 til 61 i forordningen om midlertidig told.

3.   Normal værdi

3.1.   Referenceland

(23)

Taiwan var foreløbigt blevet valgt som referenceland med markedsøkonomi med henblik på at fastsætte den normale værdi for eksporterende producenter, der ikke blev indrømmet markedsøkonomisk behandling. Efter indførelsen af midlertidige foranstaltninger fremsatte ingen parter bemærkninger til fastsættelsen af den normale værdi i referencelandet. Undersøgelsesresultaterne i betragtning 62 til 64 i forordningen om midlertidig told bekræftes derfor.

3.2.   Metode for fastsættelse af den normale værdi

(24)

Fire thailandske eksporterende producenter fremførte, at salgs-, general- og administrationsomkostningerne (SG&A-omkostningerne) og fortjenesten på hjemmemarkedssalget i et andet land, i dette tilfælde Taiwan, ikke kunne benyttes til at fastsætte den normale værdi for deres vedkommende. Som nævnt i betragtning 80 i forordningen om midlertidig told havde disse eksporterende producenter imidlertid intet repræsentativt salg i normal handel af samme vare eller andre varer i samme generelle kategori. Det var derfor nødvendigt at benytte en anden rimelig metode til at beregne SG&A-omkostningerne og fortjenesten, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6, litra c). I denne forbindelse blev det anset for mest rimeligt at benytte SG&A-omkostningerne og fortjenesten i Taiwan, da i) hjemmemarkedet for samme vare i Taiwan er repræsentativt med hensyn til mængde, konkurrence og priser, og ii) den relevante erhvervsgren i Taiwan kontrollerer hovedparten af producenterne af fastgørelsesanordninger af rustfrit stål i alle de lande, der er omfattet af undersøgelsen, herunder flere i Thailand (se betragtning 71 i forordningen om midlertidig told). Der blev ikke fremlagt oplysninger, der viste, at den benyttede fortjeneste var større end den fortjeneste, som andre eksportører eller producenter opnåede på salget af samme generelle kategori af varer i Thailand.

(25)

Der blev ikke fremsat andre bemærkninger til den metode, der blev anvendt til at fastsætte den normale værdi, og metoden i betragtning 65 til 72 i forordningen om midlertidig told bekræftes derfor.

3.3.   Fastsættelse af den normale værdi

a)   Folkerepublikken Kina

(26)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftes resultaterne i betragtning 73 i forordningen om midlertidig told.

b)   Indonesien

(27)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftes resultaterne i betragtning 74 i forordningen om midlertidig told.

c)   Malaysia

(28)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftes resultaterne i betragtning 76 i forordningen om midlertidig told.

d)   Taiwan

(29)

En taiwansk eksporterende producent protesterede mod den metode, der var blevet benyttet til at fastsætte den normale værdi (se betragtning 79 i forordningen om midlertidig told). Selskabet hævdede, at det ikke klassificerede de forskellige typer af den pågældende vare efter de specifikationer, der blev angivet af Kommissionen, idet nogle af de pågældende varer var specialanordninger. Det hævdede også, at det under kontrolbesøget ved hjælp af tegninger, vareprøver og salgsdokumenter havde påvist de unikke egenskaber ved de specialvarer, der eksporteredes til Fællesskabet.

(30)

De beviser, der blev indsamlet under kontrolbesøget, viste faktisk, at disse varer ikke henhører under de KN-koder, der er omfattet af undersøgelsen. Under disse omstændigheder fandtes det passende ikke at tage eksporten af disse varer i betragtning i forbindelse med denne undersøgelse. Undersøgelsesresultaterne for dette selskab, herunder resultaterne vedrørende den normale værdi som beskrevet i betragtning 79 i forordningen om midlertidig told, er baseret på dets resterende eksport, der henhørte under beskrivelsen af den pågældende vare.

(31)

For så vidt angår den normale værdi for selskabets resterende eksport foreslog det visse justeringer af de produktionsomkostninger, der blev benyttet ved den foreløbige fastsættelse af dets normale værdi (se betragtning 79 i forordningen om midlertidig told).

(32)

Disse justeringer var imidlertid baseret på oplysninger, der hverken var afgivet sammen med besvarelsen af spørgeskemaet eller under kontrolbesøget, og de kunne derfor ikke kontrolleres. Justeringerne var desuden heller ikke støttet af oplysninger i selskabets optegnelser. Påstanden vedrørende produktionsomkostningerne bør derfor afvises.

(33)

En anden taiwansk eksporterende producent hævdede, at visse produktionsomkostninger og SG&A-omkostninger var blevet medtaget to gange ved fastsættelsen af den normale værdi. Selskabet fremførte, at den sats for SG&A-omkostninger, der var angivet i resultattabellen i dens besvarelse af spørgeskemaet, ikke var korrekt, og at den sats for SG&A-omkostninger, der var oplyst under kontrolbesøget, burde benyttes i stedet.

(34)

I denne forbindelse skal det bemærkes, at selskabet ikke havde korrigeret sin resultattabel før kontrolbesøget. Selskabet fremlagde en væsentligt revideret tabel for SG&A-omkostningerne i den allersidste fase af kontrollen, hvor det var for sent at foretage en verifikation. Derfor, og da de reviderede SG&A-omkostninger ikke var knyttet til andre verificerede oplysninger i selskabets optegnelser, blev påstanden afvist, og oplysningerne fra resultattabellen i besvarelsen af spørgeskemaet blev bibeholdt ved beregningen af dumpingens omfang, jf. grundforordningens artikel 6, stk. 8.

(35)

Den samme taiwanske eksporterende producent påstod, at affaldsmaterialer skulle fratrækkes omkostningerne til råmaterialer. Selskabet fremførte, at da der fremkommer affaldsmetal ved produktionsprocessen, burde indtægterne fra salget heraf modregnes i produktionsomkostningerne. Det har imidlertid ikke givet oplysninger om størrelsen af sådanne indtægter. Under alle omstændigheder er indtægterne fra andre varer eller biprodukter ikke relevante i forbindelse med beregningen af produktionsomkostningerne for samme vare, da selskabet ikke tidligere har benyttet denne praksis til at fordele sine omkostninger. Selskabets påstand bør derfor afvises og de foreløbige undersøgelsesresultater bekræftes.

(36)

Der blev ikke fremsat andre bemærkninger, og undersøgelsesresultaterne i betragtning 77 til 79 i forordningen om midlertidig told bekræftes derfor.

e)   Thailand

(37)

En thailandsk eksporterende producent med et vist salg på hjemmemarkedet fremsatte en række påstande vedrørende beregningen af de produktionsomkostninger og SG&A-omkostninger, der var blevet benyttet til at fastsætte den normale værdi for dette selskab. Selskabet erklærede endvidere, at hvis påstandene blev accepteret, ville dets hjemmemarkedssalg i normal handel være repræsentativt og kunne benyttes til at fastsætte den normale værdi i Thailand.

(38)

Det skal bemærkes, at dette selskab fremlagde flere reviderede udgaver af besvarelsen af spørgeskemaet under kontrolbesøget, og at dette i væsentlig grad vanskelliggjorde undersøgelsen, da det ikke var muligt at forene nogen af de forskellige udgaver med selskabets regnskaber. Ikke desto mindre blev alle disse oplysninger så vidt muligt undersøgt, jf. grundforordningens artikel 6, stk. 8. Det bemærkes, at de produktionsomkostninger, som selskabet havde oplyst for en lang række varetyper, i betydeligt omfang var for lave, navnlig med hensyn til råvarepriserne, og de blev derfor korrigeret i forbindelse med de foreløbige dumpingberegninger. Da selskabet ikke har fremlagt underbyggede oplysninger om sine produktionsomkostninger, der vil nødvendiggøre en ændring af dumpingberegningerne, må dets påstand vedrørende beregningen af produktionsomkostningerne afvises.

(39)

Denne eksporterende producent hævdede, at indtægterne fra salget af affaldsmetal skulle fratrækkes omkostningerne til råmaterialer i produktionsomkostningerne for samme vare. Selskabet havde imidlertid ikke angivet indtægter fra salget af affaldsmetal i dets resultattabel. Under alle omstændigheder er indtægterne fra andre varer eller biprodukter ikke relevante i forbindelse med beregningen af produktionsomkostningerne for samme vare, da selskabet ikke tidligere har benyttet denne praksis til at fordele sine omkostninger.

(40)

For så vidt angår den eksporterende producents ønske om at benytte andre SG&A-omkostninger blev det fastslået, at selv om dette krav blev imødekommet, ville det ikke føre til en situation, hvor selskabets hjemmemarkedssalg kunne være benyttet som grundlag for at fastsætte den normale værdi, da dette salg stadig ikke ville have fundet sted i normal handel.

(41)

Påstandene vedrørende affaldsmetal og SG&A-omkostninger bør derfor afvises, og konklusionerne i betragtning 80 i forordningen om midlertidig told bekræftes.

f)   Vietnam

(42)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftes resultaterne i betragtning 81 i forordningen om midlertidig told.

4.   Eksportpris

(43)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftes resultaterne i betragtning 82 til 91 i forordningen om midlertidig told vedrørende fastsættelsen af eksportprisen efter grundforordningens artikel 2, stk. 8, for alle de berørte lande.

5.   Sammenligning

(44)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftes den metode og de konklusioner vedrørende sammenligningen mellem den normale værdi og eksportprisen, der er anført i betragtning 92 og 93 i forordningen om midlertidig told.

6.   Dumpingmargener

6.1.   Generel metode

(45)

Da der ikke er fremsat bemærkninger vedrørende fastsættelsen af dumpingmargenen, bekræftes metoden i betragtning 94 til 100 i den midlertidige forordning.

6.2.   Dumpingmargener

a)   Folkerepublikken Kina

(46)

Da der ikke er fremsat bemærkninger, udgør de endelige dumpingmargener følgende, udtrykt i procent af cif-importprisen, Fællesskabets grænse, ufortoldet:

—

Tengzhou Tengda Stainless Steel Product Co. Ltd, Tengzhou City

21,5 %

—

Tong Ming Enterprise (Jiaxing) Co. Ltd, Zhejiang

12,2 %

—

Alle andre selskaber

27,4 %.

b)   Indonesien

(47)

Da der ikke er fremsat bemærkninger, udgør de endelige dumpingmargener følgende, udtrykt i procent af cif-importprisen, Fællesskabets grænse, ufortoldet:

—

PT. Shye Chang Batam Indonesia, Batam

9,8 %

—

Alle andre selskaber

24,6 %.

c)   Malaysia

(48)

Da der ikke er fremsat bemærkninger til beregningen af den midlertidige dumpingmargen for de to samarbejdsvillige eksporterende producenter i Malaysia, bekræftes konklusionerne i betragtning 104 i forordningen om midlertidig told. Da der ikke konstateredes dumping for nogen malaysisk eksportør, bør proceduren derfor afsluttes for så vidt angår importen af den pågældende vare fra Malaysia.

d)   Filippinerne

(49)

Da der ikke er fremsat bemærkninger til situationen med hensyn til Filippinerne, er der ikke fastsat nogen dumpingmargen. Som anført i betragtning 12 bør proceduren derfor afsluttes for så vidt angår importen af den pågældende vare fra Filippinerne.

e)   Taiwan

(50)

Da der ikke er fremsat yderligere bemærkninger til beregningen af de foreløbige dumpingmargener for Taiwan som beskrevet i betragtning 106 til 108 i forordningen om midlertidig told, udgør de endelige dumpingmargener følgende, udtrykt i procent af cif-importprisen, Fællesskabets grænse, ufortoldet:

—

Arrow Fasteners Co. Ltd, Taipei

15,2 %

—

Jin Shing Stainless Ind. Co. Ltd, Tao Yuan

18,8 %

—

Min Hwei Enterprise Co. Ltd, Pingtung

16,1 %

—

Tong Hwei Enterprise, Co. Ltd, Kaohsiung

16,1 %

—

Yi Tai Shen Co. Ltd, Tainan

11,4 %

—

Samarbejdende eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven

15,8 %

—

Alle andre selskaber

23,6 %.

f)   Thailand

(51)

En thailandsk eksporterende producent fremsatte påstande vedrørende beregningen af selskabets individuelle dumpingmargen for så vidt angik varetypeklassifikationer, produktionsmængder og brugen af forskellige kvaliteter af rustfrit stål.

(52)

Påstandene blev undersøgt på grundlag af de verificerede oplysninger, og der blev foretaget visse passende rettelser, der førte til fastsættelse af en revideret individuel dumpingmargen for denne eksporterende producent. Da grundlaget for at fastsætte dumpingmargenen for alle ikke-samarbejdsvillige thailandske eksportører var den højeste dumpingmargen, der blev konstateret for en samarbejdsvillig thailandsk eksportør, blev restdumpingmargenen revideret i overensstemmelse hermed.

(53)

Udtrykt i procent af cif-importprisen, Fællesskabets grænse, ufortoldet, udgør de endelige dumpingmargener derfor følgende:

—

A.B.P. Stainless Fasteners Co. Ltd., Ayutthaya

11,1 %

—

Bunyat Industries 1998 Co. Ltd., Samutsakorn

10,8 %

—

Dura Fasteners Company Ltd., Samutprakarn

14,6 %

—

Siam Screws (1994) Co. Ltd., Samutsakorn

11,0 %

—

Alle andre selskaber

14,6 %.

g)   Vietnam

(54)

Da der ikke er fremsat yderligere bemærkninger til beregningen af den foreløbige dumpingmargen for Vietnam som beskrevet i betragtning 110 i forordningen om midlertidig told, bekræftes det, at den endelige dumpingmargen for alle selskaber i Vietnam udgør 7,7 % af cif-importprisen, Fællesskabets grænse, ufortoldet.

F.   SKADE

1.   Produktionen i Fællesskabet og EF-erhvervsgrenen

(55)

De samarbejdsvillige thailandske eksporterende producenter anfægtede analysemetoden i betragtning 114 i forordningen om midlertidig told, dvs. at nogle oplysninger kun er fastsat for EF-producenterne i stikprøven (transaktionspriser, investeringer og afkast af investeringer, lønninger, rentabilitet, likviditet og evnen til at tilvejebringe kapital), mens de øvrige indikatorer (markedsandel, produktion, kapacitet og kapacitetsudnyttelse, salgsmængde og -værdi, vækst, lagerbeholdninger, beskæftigelse og produktivitet) desuden omfattede oplysninger om en anden producent i Fællesskabet, der sammen med producenterne i stikprøven udgjorde EF-erhvervsgrenen. De fremførte, at denne fremgangsmåde i) ikke er objektiv efter grundforordningens artikel 3, stk. 2, og ii) at en sådan fremgangsmåde angiveligt ikke tillades af grundforordningens artikel 17, stk. 4.

(56)

Det er normal praksis i antidumpingprocedurer at analysere skadesfaktorerne for hele EF-erhvervsgrenen. I tilfælde, hvor erhvervsgrenen består af et stort antal producenter, udtages der dog stikprøver. Formålet med at udtage stikprøver er at indhente og kontrollere detaljerede oplysninger fra et begrænset antal producenter inden for den tid, der er til rådighed. Disse oplysninger vedrører faktorer såsom priser, lønninger, investeringer, afkast af investeringer, likviditet og evnen til at tilvejebringe kapital, hvor det ikke er muligt at kontrollere oplysningerne for hele erhvervsgrenen inden for den tid, der er til rådighed. For andre faktorer, såsom markedsandel, salgsmængde og produktion, foreligger disse oplysninger normalt for hele erhvervsgrenen. Hvis skadesanalysen kun baseres på oplysninger fra producenter i stikprøven, vil der ikke blive taget hensyn til brugbare oplysninger fra andre producenter, hvilket vil føre til en ufuldstændig vurdering. For at opnå en så fuldstændig vurdering som muligt inden for den tid, der var til rådighed i det foreliggende tilfælde, blev de indhentede og efterprøvede oplysninger fra producenterne i stikprøven om udviklingen i alle faktorer vedrørende skade suppleret med oplysninger om erhvervsgrenen som helhed.

(57)

Der blev ikke fremsat andre bemærkninger vedrørende produktionen i Fællesskabet og definitionen af EF-erhvervsgrenen, og konklusionerne i betragtning 111 til 114 i forordningen om midlertidig told bekræftes derfor.

2.   Forbrug i Fællesskabet, import og kumulativ vurdering

(58)

De samarbejdsvillige thailandske eksporterende producenter hævdede, at importen fra Thailand ikke burde være vurderet kumulativt med dumpingimporten af den pågældende vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Indonesien, Taiwan og Vietnam, fordi der angiveligt ikke var konkurrence med importen fra sidstnævnte lande med hensyn til mængde, gennemsnitlige priser og markedsandel. De påpegede, at mængden og markedsandelen for importen fra Thailand i 2002 faldt med henholdsvis 29 % og 35 %, mens der allerede i 2002 kunne konstateres en stigning med hensyn til de øvrige involverede lande. Desuden bemærkede de, at de gennemsnitlige priser på importen fra Thailand er steget med 2 % siden 2003.

(59)

Det skal erindres, at de dumpingmargener, der er fastsat i forbindelse med importen fra hvert af de pågældende lande, ligger over den ubetydelighedsgrænse, der er fastsat i grundforordningens artikel 9, stk. 3, dvs. 2 %, og den importerede mængde fra hvert af de pågældende lande ligger over den tærskel for markedsandelen på 1 %, der er fastsat i grundforordningens artikel 5, stk. 7. Det er desuden relevant at bemærke, at analysen ikke bør fokusere på 2002 isoleret set, men på den samlede situation i den betragtede periode, dvs. fra 2001 til undersøgelsesperioden. Samlet set steg importmængden fra Thailand og dennes markedsandel faktisk væsentligt, mens priserne faldt betydeligt. Udviklingen i importen fra Thailand svarer derfor til den udvikling, der er fastslået for alle de pågældende lande. Endvidere skal det erindres, at fastgørelsesanordninger importeret fra de pågældende lande var identiske i enhver henseende, de er indbyrdes udskiftelige, de sælges i Fællesskabet gennem sammenlignelige salgskanaler og på ensartede kommercielle vilkår og de konkurrerer med den pågældende vare fremstillet i Fællesskabet. Derfor og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 4, bekræftes det, at en kumulativ vurdering af virkningerne af dumpingimporten af den pågældende vare er passende.

(60)

Der blev ikke fremsat andre bemærkninger vedrørende analysen af situationen på fællesskabsmarkedet, og konklusionerne i betragtning 115 til 126 i forordningen om midlertidig told bekræftes derfor.

3.   EF-erhvervsgrenens økonomiske situation

(61)

Efter indførelsen af midlertidige foranstaltninger blev der ikke fremsat bemærkninger vedrørende produktion, kapacitet, kapacitetsudnyttelse, salgsmængde, salgspris, markedsandel, vækst, lagre, beskæftigelse, produktivitet, dumpingens omfang og EF-erhvervsgrenens genrejsning efter tidligere dumping. Konklusionerne i betragtning 127 til 133, 137, 142, 143, 145 og 146 i forordningen om midlertidig told bekræftes derfor.

3.1.   Rentabilitet

(62)

De samarbejdsvillige thailandske eksporterende producenter fremførte, at rentabilitetsituationen var blevet forbedret for EF-producenterne i stikprøven og ikke viste tegn på skade. De fremførte yderligere, at EF-erhvervsgrenen ikke har opnået den minimumsfortjenstmargen på 5 %, der anses for tilstrækkelig og opnåelig i en situation uden dumping, på grund af de investeringer, som fællesskabsproducenterne i stikprøven havde foretaget i 2002 og 2003. De argumenterede også for, at der skulle ses bort fra, at EF-erhvervsgrenen opnåede fordel af at benytte billigt rustfrit stål, fordi dette burde anses for at være en normal markedsforeteelse, som alle erhvervsdrivende havde benyttet sig af.

(63)

Det skal erindres, at som nævnt i betragtning 149 og 150 i forordningen om midlertidig told var rentabilitetssituationen hverken det eneste eller det vigtigste tegn på skade i den aktuelle sag. Ifølge grundforordningens artikel 3, stk. 5, er hverken en eller flere af de skadesfaktorer, der er nævnt i den pågældende artikel, nødvendigvis udslagsgivende for vurderingen af EF-erhvervsgrenens situation. Investeringer var som nævnt i betragtning 138 i forordningen om midlertidig told nødvendige af hensyn til den fortsatte konkurrenceevne, så sådanne investeringer kan ikke tilskrives negative indvirkninger på rentabiliteten. Som anført i betragtning 136 i forordningen om midlertidig told var den positive indvirkning, som de stigende priser på rustfrit stål havde på rentabiliteten for fællesskabsproducenterne i stikprøven, endvidere kun midlertidig og var en faktor, som kan have været til fordel for andre økonomiske aktører i en meget kort periode.

(64)

Påstanden om at rentabilitetssituationen ikke er tegn på skade må derfor afvises, og konklusionerne i betragtning 134 til 136 i forordningen om midlertidig told bekræftes.

3.2.   Investeringer, afkast af investeringer, likviditet og evnen til at tilvejebringe kapital

(65)

De samarbejdsvillige thailandske eksporterende producenter påpegede, at de stigende investeringer, afkastet af investeringerne, likviditeten og evnen til at tilvejebringe kapital ikke tydede på, at der var forvoldt skade.

(66)

Som nævnt i betragtning 147 i forordningen om midlertidig told skal det erindres, at investeringer og evnen til at tilvejebringe kapital ikke blev betragtet som faktorer, der viste, at der forekom skade i den betragtede periode.

(67)

For så vidt angår afkastet af investeringerne skal den samlede forbedring i den betragtede periode imidlertid ses på baggrund af i) det midlertidige og ekstraordinære ved de af stikprøven omfattede EF-producenters rentabilitetssituation i undersøgelsesperioden som allerede beskrevet i betragtning 136 og 139 i forordningen om midlertidig told og ii) den øgede brug af leasede maskiner, der ikke er betragtet som en investering. Leasede produktionsmidler indgik ikke i investeringerne, men deres øgede brug bidrog til den opnåede fortjeneste. Disse to faktorer forklarer den kunstigt høje vækst i afkastet af investeringerne i undersøgelsesperioden.

(68)

For så vidt angår likviditeten faldt den med 36 % i løbet af den betragtede periode, hvilket er et klart tegn på, at der blev forvoldt skade i denne periode. Undersøgelsesresultaterne i betragtning 138 til 141 i forordningen om midlertidig told bør derfor bekræftes.

3.3.   Lønninger

(69)

De samarbejdsvillige thailandske eksporterende producenter fremførte yderligere, at stigningen i arbejdskraftomkostninger pr. ansat på 10 % i den betragtede periode ikke viser, at der er forvoldt skade i det aktuelle tilfælde.

(70)

Det skal erindres, at det i den foreløbige konklusion om skade blev erkendt, at lønningerne var steget som belønning for øget produktivitet og kompensation for inflationen. Imidlertid er det stadig en kendsgerning, at beskæftigelsen faldt med 5 % i den betragtede periode, hvilket blev betragtet som tegn på skade. Undersøgelsesresultaterne i betragtning 144 i forordningen om midlertidig told bør derfor bekræftes.

3.4.   Konklusion om skade

(71)

Konklusionerne i betragtning 147 til 150 i forordningen om midlertidig told bekræftes. Samlet set vejer indikatorerne for en negativ udvikling (et betydeligt fald i markedsandelen og væksten, tab af arbejdspladser, en utilfredsstillende udvikling i rentabiliteten/afkastet af investeringerne og likviditeten) væsentligt tungere end de positive tendenser (en mindre stigning i produktionen og salgsmængden, en reduktion af lagerbeholdningerne, fortsatte investeringer, faldende arbejdskraftomkostninger i absolutte tal samt evnen til at tilvejebringe kapital).

G.   ÅRSAGSSAMMENHÆNG

(72)

De thailandske eksporterende producenter og en importørsammenslutning fremsatte bemærkninger til den foreløbige analyse af årsagssammenhængen for så vidt angik visse faktorer, der er omhandlet nedenfor. Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger, bekræftes konklusionerne i forordningen om midlertidig told med hensyn til dumpingimportens virkninger (betragtning 152 i forordningen om midlertidig told), virkningerne af importen fra andre tredjelande (betragtning 153 til 159 i forordningen om midlertidig told) og udviklingen i forbruget på fællesskabsmarkedet (betragtning 160 i forordningen om midlertidig told).

1.   Virkninger af valutakurser

(73)

De samarbejdsvillige thailandske eksporterende producenter, en importør og dens sammenslutning fokuserede på virkningerne af faldet i dollaren over for euroen, især i 2003, hvilket ifølge dem angiveligt begunstiger den kinesiske og thailandske eksport til Fællesskabet. De fremførte, at prisfaldet og de deraf følgende skadelige virkninger for EF-erhvervsgrenen således i det mindste delvist ikke burde tilskrives den dumpingadfærd, der blev udøvet af eksportører i Kina og Thailand, men denne udvikling i valutakurserne (for Kinas vedkommende særlig på grund af den faste kurs mellem yuanen og dollaren).

(74)

For det første bemærkes det, at faktureringsvalutaen ikke er kendt for alle eksporttransaktioner fra de pågældende lande. Virkningerne af eventuelle valutakursudsving kan derfor ikke bedømmes. Uanset om de lave importpriser også delvist kan skyldes valutabevægelser, anvender man desuden for så vidt angår skade de faktiske importpriser i undersøgelsesperioden for at fastsætte underbuddets størrelse og den efterfølgende indvirkning på EF-erhvervsgrenen. Underbudsmargenerne fandtes at være betydelige (se betragtning 125 og 126 i forordningen om midlertidig told).

(75)

I betragtning af ovenstående må argumentet vedrørende de mulige virkninger af udsving i valutakurserne afvises.

2.   EF-erhvervsgrenens konkurrenceevne

(76)

De thailandske eksporterende producenter fremførte yderligere, at den skade, som EF-erhvervsgrenen havde lidt, burde tilskrives manglende konkurrencedygtighed som følge af angiveligt forældede produktionsfaciliteter.

(77)

Det skal imidlertid erindres, at EF-erhvervsgrenen løbende foretog investeringer i den betragtede periode for at erstatte forældede maskiner og opretholde et tidssvarende produktionsapparat. Der forekommer således ikke nogen forældet ikke-konkurrencedygtig produktionsteknik, der kunne have brudt årsagssammenhængen mellem dumpingimporten fra de pågældende lande og deres skadevoldende virkninger for EF-erhvervsgrenen. Argumentet bør derfor afvises, og konklusionerne om EF-erhvervsgrenens konkurrenceevne i betragtning 161 i forordningen om midlertidig told bekræftes.

3.   Forholdene på fællesskabsmarkedet

(78)

De samarbejdsvillige thailandske eksporterende producenter fremførte også, at skaden kunne være forvoldt af ustabile forhold på markedet. I denne forbindelse henviste de til de midlertidige prisstigninger på stål og store kunders forhandlingsstyrke.

(79)

Det bemærkes imidlertid, at de midlertidige prisstigninger på stål ikke har forvoldt skade for fællesskabsproducenterne i stikprøven. De var tværtimod fordelagtige for dem, da rentabiliteten i en periode steg. For så vidt angår store kunders betydning bemærkes det, at illoyal konkurrence i form af dumpingimport bidrager til deres forhandlingsstyrke. Der kan således konstateres en direkte forbindelse mellem importen fra de pågældende lande og importørernes og distributørernes adfærd. Samlet set har vilkårene på fællesskabsmarkedet derfor ikke brudt årsagssammenhængen mellem importen og den skade, der er forvoldt EF-erhvervsgrenen.

4.   Konklusion om årsagssammenhæng

(80)

Efter en vurdering af ovennævnte bemærkninger og af de årsager, der er anført i betragtning 151 til 162 i forordningen om midlertidig told, bekræftes det, at ingen andre faktorer har brudt årsagssammenhængen mellem importen fra de fem pågældende lande under ét og den væsentlige skade, som EF-erhvervsgrenen har lidt.

H.   FÆLLESSKABETS INTERESSER

(81)

En række importører og distributører og thailandske eksporterende producenter hævdede, at foranstaltninger muligvis ikke vil være i Fællesskabets interesse.

1.   Virkningen af foranstaltningerne på importører og brugere

(82)

Importørerne og distributørerne påpegede, at foranstaltninger ville have en direkte indvirkning på deres fortjenstmargener, da de ikke ville kunne videregive omkostningerne ved foranstaltningerne til deres kunder gennem højere priser.

(83)

For det første underbyggede disse parter ikke deres påstande. Som allerede anført i forordningen om midlertidig told er der endvidere intet, der tyder på, at antidumpingforanstaltninger vil bringe importørernes og distributørernes økonomiske levedygtighed i fare. Desuden havde de i den betragtede periode en væsentligt højere fortjenstmargen end EF-erhvervsgrenen. Det bekræftes derfor, at de fordele, som importørerne og distributørerne måtte opnå, hvis der ikke indføres antidumpingforanstaltninger, opvejes af EF-erhvervsgrenens interesse i, at de pågældende landes illoyale og skadelige handelspraksis bringes til ophør. Konklusionerne i betragtning 164 til 170 i forordningen om midlertidig told bør derfor bekræftes.

(84)

De thailandske eksporterende producenter fremførte, at en indførelse af foranstaltninger ville øge omkostningerne for den europæiske automobilindustri, og dette ville ikke være i Fællesskabets interesse. De underbyggede imidlertid ikke denne påståede virkning for brugerne. Det fremgår af de foreliggende faktiske oplysninger, dvs. en besvarelse fra en bruger, der fremstiller rullende materiel, at foranstaltningerne kun ville have ubetydelige virkninger for brugere i senere produktionsled. Konklusionerne vedrørende brugernes og forbrugernes interesser i betragtning 173 og 174 i forordningen om midlertidig told bør derfor bekræftes.

2.   Konklusion

(85)

Efter en undersøgelse af de forskellige involverede interesser bekræftes det af de årsager, der er anført i betragtning 163 til 175 i forordningen om midlertidig told, at der ud fra et overordnet hensyn til Fællesskabets interesser ikke er nogen interesser, der er vigtigere end EF-erhvervsgrenens interesse i, at der indføres antidumpingforanstaltninger med det mål at afhjælpe dumpingimportens handelsforvridende virkninger.

I.   ENDELIGE ANTIDUMPINGFORANSTALTNINGER

(86)

I betragtning af konklusionerne vedrørende dumping, skade, årsagssammenhæng og Fællesskabets interesser anses det for passende at indføre endelige antidumpingforanstaltninger for at hindre, at dumpingimporten forårsager yderligere skade for EF-erhvervsgrenen. Med henblik på at fastsætte disse foranstaltningers størrelse blev der taget hensyn til de dumpingmargener, der blev fastsat for undersøgelsesperioden, og den told, der er nødvendig for at afhjælpe den skade, som EF-erhvervsgrenen har lidt.

1.   Skadestærskel

(87)

Den prisstigning, som var nødvendig for at afhjælpe skaden, blev fastsat for hvert enkelt selskab ved at sammenligne den vejede gennemsnitlige importpris for den pågældende vare med den ikke-skadevoldende pris på samme vare, som solgtes af EF-erhvervsgrenen på fællesskabsmarkedet. Prisforskellen blev udtrykt i procent af cif-importværdien.

(88)

Den ikke-skadevoldende pris blev fundet ved at tage EF-erhvervsgrenens vejede produktionsomkostninger plus en fortjeneste på 5 %. Da der ikke er fremsat bemærkninger, bekræftes det, at dette er den fortjeneste, som EF-erhvervsgrenen kunne have opnået, hvis der ikke forekom skadevoldende dumping. Den afspejler den fortjeneste, som EF-erhvervsgrenen kan opnå for lignende varegrupper, der ikke er genstand for illoyal konkurrence, f.eks. fastgørelsesanordninger, der ikke henhører under de KN-koder, der er omfattet af den aktuelle undersøgelse.

2.   Toldens form og størrelse

(89)

I betragtning af ovenstående finder Kommissionen, at der i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 4, bør indføres en endelig antidumpingtold på importen af den pågældende vare fra Folkerepublikken Kina, Indonesien, Taiwan, Thailand og Vietnam.

(90)

For så vidt angår toldens størrelse fandtes skadestærsklen at være lavere end dumpingmargenen for to samarbejdsvillige eksporterende producenter (en i Taiwan og en i Kina). I disse tilfælde bør toldens niveau begrænses til skadestærsklen. I alle andre tilfælde bør tolden fastsættes med niveauet for den konstaterede dumpingmargen, jf. grundforordningens artikel 9, stk. 4.

(91)

På grundlag af ovenstående bør den endelige told være følgende:

Land

Eksporterende producent:

Antidumpingtold

Kina

Tengzhou Tengda Stainless Steel Product Co., Ltd, Tengzhou City

11,4  %

Tong Ming Enterprise (Jiaxing) Co. Ltd, Zhejiang

12,2  %

Alle andre selskaber

27,4  %

Indonesien

PT. Shye Chang Batam Indonesia, Batam

9,8  %

Alle andre selskaber

24,6  %

Taiwan

Arrow Fasteners Co. Ltd, Taipei

15,2  %

Jin Shing Stainless Ind. Co. Ltd, Tao Yuan

8,8  %

Min Hwei Enterprise Co. Ltd, Pingtung

16,1  %

Tong Hwei Enterprise, Co. Ltd, Kaohsiung

16,1  %

Yi Tai Shen Co. Ltd, Tainan

11,4  %

Samarbejdende eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven

15,8  %

Alle andre selskaber

23,6  %

Thailand

A.B.P. Stainless Fasteners Co. Ltd, Ayutthaya

11,1  %

Bunyat Industries 1998 Co. Ltd, Samutsakorn

10,8  %

Dura Fasteners Company Ltd, Samutprakarn

14,6  %

Siam Screws (1994) Co. Ltd, Samutsakorn

11,0  %

Alle andre selskaber

14,6  %

Vietnam

Alle andre selskaber

7,7  %

(92)

De thailandske eksporterende producenter henledte opmærksomheden på artikel 15 i WTO’s antidumpingaftale, hvori det er fastsat, at der skal tages specielt hensyn til udviklingslandes særlige situation, når det påtænkes at anvende antidumpingforanstaltninger. Det blev imidlertid ikke dokumenteret, at den aktuelle sag berører Thailands væsentlige interesser, således som det kræves i denne bestemmelse. Under disse omstændigheder anses det for rimeligt at indføre antidumpingtold på importen fra Thailand med ovennævnte satser.

(93)

De antidumpingtoldsatser for individuelle selskaber, der er anført i denne forordning, blev fastsat på grundlag af resultaterne af den foreliggende undersøgelse. De afspejler derfor den situation, der konstateredes for disse selskaber i undersøgelsen. Disse toldsatser finder (i modsætning til den landsdækkende told for alle andre selskaber) udelukkende anvendelse på import af varer med oprindelse i de pågældende lande og fremstillet af selskaberne og således af de nævnte specifikke retlige enheder. Varer, der er fremstillet af andre selskaber, som ikke udtrykkeligt er nævnt i den dispositive del af denne forordning med navn, herunder forretningsmæssigt forbundne enheder til de specifikt nævnte, kan ikke drage fordel af disse satser, men er omfattet af toldsatsen for »alle andre selskaber«.

(94)

Alle anmodninger om anvendelse af disse individuelle antidumpingtoldsatser (f.eks. efter ændring af den pågældende virksomheds navn eller efter oprettelse af nye produktions- eller salgsenheder) fremsendes straks til Kommissionen (3) sammen med alle relevante oplysninger, især om ændringer af selskabets aktiviteter i forbindelse med fremstilling og hjemmemarkeds- og eksportsalg i tilknytning til den pågældende navneændring eller ændring vedrørende produktions- og salgsenheder. Om fornødent vil forordningen derefter blive ændret ved en ajourføring af listen over selskaber, der er omfattet af individuel told.

3.   Opkrævning af midlertidig told

(95)

På grund af størrelsen af de konstaterede dumpingmargener og den skade, der er forvoldt EF-erhvervsgrenen, anses det for nødvendigt, at de beløb, der er stillet som sikkerhed i form af den midlertidige antidumpingtold, som blev indført ved forordningen om midlertidig told, dvs. forordning (EF) nr. 771/2005, opkræves endeligt med et beløb svarende til den endelige told, der er indført ved nærværende forordning. For så vidt angår eksporterende producenter, hvis endelige toldsats er lavere end den midlertidige told, bør de beløb frigives, for hvilke der i form af midlertidig told er stillet sikkerhed ud over den endelige told —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af rustfrit stål, henhørende under KN-kode 7318 12 10 , 7318 14 10 , 7318 15 30 , 7318 15 51 , 7318 15 61 og 7318 15 70 med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Indonesien, Taiwan, Thailand og Vietnam.

2.   Den endelige antidumpingtold fastsættes til 15,8 % af nettoprisen, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet, for varer fremstillet af de taiwanske eksporterende producenter, der er anført i bilaget (Taric-tillægskode A649).

3.   Den endelige antidumpingtold fastsættes til følgende af nettoprisen, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet, for varer fremstillet af følgende selskaber:

Land

Eksporterende producent

Antidumpingtold (%)

Taric-tillægskode

Folkerepublikken Kina

Tengzhou Tengda Stainless Steel Product Co., Ltd, Tengzhou City

11,4

A650

Tong Ming Enterprise (Jiaxing) Co. Ltd, Zhejiang

12,2

A651

Alle andre selskaber

27,4

A999

Indonesien

PT. Shye Chang Batam Indonesia, Batam

9,8

A652

Alle andre selskaber

24,6

A999

Taiwan

Arrow Fasteners Co. Ltd, Taipei

15,2

A653

Jin Shing Stainless Ind. Co. Ltd, Tao Yuan

8,8

A654

Min Hwei Enterprise Co. Ltd, Pingtung

16,1

A655

Tong Hwei Enterprise, Co. Ltd, Kaohsiung

16,1

A656

Yi Tai Shen Co. Ltd, Tainan

11,4

A657

Alle andre selskaber end ovenstående og de selskaber, der er anført i bilaget

23,6

A999

Thailand

A.B.P. Stainless Fasteners Co. Ltd, Ayutthaya

11,1

A658

Bunyat Industries 1998 Co. Ltd, Samutsakorn

10,8

A659

Dura Fasteners Company Ltd, Samutprakarn

14,6

A660

Siam Screws (1994) Co. Ltd, Samutsakorn

11,0

A661

Alle andre selskaber

14,6

A999

Vietnam

Alle selskaber

7,7

—

4.   Medmindre andet er fastsat, finder gældende bestemmelser for told anvendelse.

Artikel 2

De beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af den midlertidige antidumpingtold, som ved forordning (EF) nr. 771/2005 er indført på importen af visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af rustfrit stål henhørende under KN-kode 7318 12 10 , 7318 14 10 , 7318 15 30 , 7318 15 51 , 7318 15 61 og 7318 15 70 og med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Indonesien, Taiwan, Thailand og Vietnam, opkræves endeligt efter følgende regler. De beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed ud over den endelige antidumpingtold, frigives.

Artikel 3

Proceduren vedrørende importen af visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af rustfrit stål med oprindelse i Malaysia og Filippinerne afsluttes.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. november 2005.

På Rådets vegne

T. JOWELL

Formand


(1)   EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 461/2004 (EUT L 77 af 13.3.2004, s. 12).

(2)   EUT L 128 af 21.5.2005, s. 19.

(3)   Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Handel, Direktorat B, J-79 5/17, Rue de la Loi/Wetstraat 200, B-1049 Brussels/Bruxelles.


BILAG

(Taric-tillægskode A649)

A-STAINLESS INTERNATIONAL CO. LTD, Taipei

BOLTUN CORPORATION, Tainan

CHAEN WEI CORPORATION, Taipei

CHIAN SHYANG ENT CO. LTD, Chung-Li City

CHONG CHENG FASTENER CORP., Tainan

DIING SEN FASTENERS & INDUSTRIAL CO. LTD, Taipei

DRAGON IRON FACTORY CO. LTD, Kaohsiung

EXTEND FORMING INDUSTRIAL CORP. LTD, Lu Chu

FORTUNE BRIGHT INDUSTRIAL CO. LTD, Lung Tan Hsiang

FWU KUANG ENTERPRISES CO. LTD, Tainan

HSIN YU SCREW ENTERPRISE CO. LTD, Taipin City

HU PAO INDUSTRIES CO. LTD, Tainan

J C GRAND CORPORATION, Taipei

JAU YEOU INDUSTRY CO. LTD, Kangshan

JOHN CHEN SCREW IND. CO. LTD, Taipei

KUOLIEN SCREW INDUSTRIAL CO. LTD, Kwanmiao

KWANTEX RESEARCH INC., Taipei

LIH LIN ENTERPRISES & INDUSTRIAL CO. LTD, Taipei

LIH TA SCREW CO. LTD, Kweishan

LU CHU SHIN YEE WORKS CO. LTD, Kaohsiung

M & W FASTENER CO. LTD, Kaoshsiung

MULTI-TEK FASTENERS & PARTS MANIFACTURER CORP., Tainan

NATIONAL AEROSPACE FASTENERS CORP., Ping Jen City

QST INTERNATIONAL CORP., Tainan

SEN CHANG INDUSTRIAL CO. LTD, Ta-Yuan

SPEC PRODUCTS CORP., Tainan

SUMEEKO INDUSTRIES CO. LTD, Kaoshiung

TAIWAN SHAN YIN INTERNATIONAL CO. LTD, Kaohsiung

VIM INTERNATIONAL ENTERPRISE CO. LTD, Taichung

YEA-JANN INDUSTRIAL CO. LTD, Kaohsiung

ZONBIX ENTERPRISE CO. LTD, Kaohsiung

ZYH YIN ENTERPRISE CO. LTD, Kaohsiung