MAD er blevet gennemført på forbundsniveau i Østrig ved Bundes-Umwelthaftungsgesetz (forbundslov om miljøansvar, »B-UHG«)  4 – BGBl. I, nr. 55/2009 af 19.6.2009. . I henhold til B-UHG’s § 4, stk. 1, litra a), omfatter »miljøskade« »enhver betydelig skade på vandmiljøet, dvs. en skade, som medfører en betydelig negativ påvirkning af de pågældende vandressourcers økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller økologiske potentiale som defineret i Wasserrechtsgesetz 1959 [vandlovgivning, »WRG«  5 BGBl. nr. 215/1959 af 16.10.1959, med senere ændringer. ] […] og ikke er omfattet af en bevilling i henhold til [WRG] […]«.

B-UHG’s § 11 bestemmer:

»1)Fysiske eller juridiske personer, hvis rettigheder kan blive krænket som følge af en miljøskade, er berettiget til at indgive skriftlig klage og kræve, at den regionale administrative myndighed, på hvis geografiske område den påståede miljøskade er indtrådt, træffer foranstaltninger efter § 6 og § 7, stk. 2. […]

2)Med henblik på anvendelsen af stk. 1, første punktum, omfatter »rettigheder« […]

2.for så vidt angår vandmiljøet: bestående rettigheder som omhandlet i § 12, stk. 2, i [WRG] […]«

Den forelæggende ret har med det første spørgsmål spurgt, om MAD finder anvendelse på skade, der er opstået efter datoen for direktivets gennemførelse, men som skyldes driften af et vandkraftværk, der fik bevilling og blev taget i drift inden den dato.

Medlemsstaterne skal gennemføre MAD i national ret inden den 30. april 2007 (MAD’s artikel 19, stk. 1). Der er tre tidsmæssige videreudviklinger heraf eller rettere undtagelser hertil tilføjet ved MAD’s artikel 17. MAD’s artikel 17, første led, der er relevant for omstændighederne i denne sag, bestemmer, at direktivet ikke finder anvendelse på »skade forvoldt af en emission, begivenhed eller hændelse, som fandt sted inden den i artikel 19, stk. 1, nævnte dato«.

Den forelæggende ret har understreget, at kraftværket fik bevilling i 1998 og har været i drift siden 2002. Begge disse datoer ligger før den 30. april 2007. Skaden påstås dog at være sket efter den dato. Den forelæggende ret har spurgt, om MAD’s artikel 17, første led (gennemført ved B-UHG’s § 18), finder anvendelse. Retten er i tvivl om, hvad der udgør en »begivenhed« eller »hændelse« i sammenhæng med skade forvoldt ved driften af et vandkraftværk. Ifølge den forelæggende ret finder MAD ikke anvendelse, hvis det var den omstændighed, at vandkraftværket blev taget i drift, der udgjorde »begivenheden« eller »hændelsen«.

Sagsøgeren har gjort gældende, at den »begivenhed« eller »hændelse«, som forvolder skade, ikke er den omstændighed, at kraftværket tages i drift. Det er begivenhedens (stop af turbinen) gentagne forekomst, der sker flere gange om året, og som er fortsat med at forekomme efter den 30. april 2007. Den østrigske regering har gjort gældende, at det afgørende element ved fortolkningen af artikel 17, første led, er, om skaden blev forvoldt før eller efter udløbet af gennemførelsesfristen. MAD finder følgelig anvendelse på enhver skade, der stadig pågår efter den 30. april 2007, forvoldt af driften af kraftværket, som fik bevilling og blev taget i drift inden den dato. Ifølge Kommissionen gør artikel 17 det klart, at den »begivenhed«, som forvolder skade, »følger af« en »aktivitet«, men den ligestiller ikke begivenheden med aktiviteten.

Den forelæggende ret og de parter, der har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen, har foreslået forskellige relevante tidspunkter: i) datoen for bevillingen, ii) kraftværkets idriftsætning og iii) de individuelle (gentagne) begivenheder – nemlig stop af turbinen, der skabte udsving i vandstanden. Den forelæggende ret har ønsket at sikre sig, hvilket af disse tre tidspunkter der udgør den »begivenhed« eller »hændelse«, som artikel 17, første led, henviser til.

Som jeg ser det, er der ikke tvivl om, at den relevante »begivenhed« eller »hændelse« vedrører den tredje kategori: De faktiske fysiske ændringer i flodens vandstand, som synes at være den umiddelbare og nødvendige grund til den påståede skade.

Dette støttes af Domstolens praksis, hvoraf det følger, at MAD’s artikel 17, første og andet led, sammenholdt med 30. betragtning til direktivet medfører, at direktivet finder anvendelse på skader, der er forvoldt af en emission, begivenhed eller hændelse, der er indtrådt efter den 30. april 2007, »når disse skader er opstået som følge af enten aktiviteter, der er udøvet efter denne dato, eller aktiviteter, der er udøvet før denne dato, men som ikke er blevet bragt til ophør inden denne dato«  6 – Domme af 9.3.2010, ERG m.fl. (C-378/08, EU:C:2010:126, præmis 40 og 41), og ERG m.fl. (C-379/08 og C-380/08, EU:C:2010:127, præmis 34), kendelse af 9.3.2010, Buzzi Unicem m.fl. (C-478/08 og C-479/08, ikke trykt i Sml., EU:C:2010:129, præmis 32), og dom af 4.3.2015, Fipa Group m.fl. (C-534/13, EU:C:2015:140, præmis 44). .

Både videreførte og gentagne begivenheder, der forvolder skade efter den 30. april 2007, er dermed omfattet af MAD. Det tilkommer de nationale retter på baggrund af det detaljerede kendskab til denne sag at efterprøve den foreliggende form for begivenhed, og om den pågældende skade dermed henhører under MAD’s tidsmæssige anvendelsesområde  7 Domme af 9.3.2010, ERG m.fl. (C-378/08, EU:C:2010:126, præmis 43), og ERG m.fl. (C-379/08 og C-380/08, EU:C:2010:127, præmis 36). . Af de oplysninger, der er fremlagt for Domstolen, forekommer det, at den relevante »begivenhed« eller »hændelse« hverken er bevillingen eller kraftværkets idriftsætning, men de individuelle tilfælde, hvor kraftværkets drift fører til udsving i vandstanden.

Det forhold, at den påståede skade skyldes driften af et kraftværk, som fik bevilling og blev taget i drift inden den i MAD fastsatte frist, er uden betydning.

MAD’s artikel 17, første led, undtager udelukkende begivenheder eller hændelser, som er foregået før datoen for gennemførelsen. Den dækker derimod ikke nye begivenheder eller hændelser, der skyldes en aktivitet, som blev påbegyndt før den dato, men fortsætter derefter. Jeg er derfor enig i det synspunkt, som generaladvokat Kokott gav udtryk for i sit forslag til afgørelse, ERG m.fl.: MAD skal finde anvendelse, når en videreført aktivitet, der allerede var påbegyndt inden direktivets ikrafttræden, medfører nye miljøskader efter den 30. april 2007  8 – C-378/08, EU:C:2009:650, punkt 67 og 68. .

En systematisk fortolkning af forskellige artikler i MAD bekræfter også, at begrebet »begivenhed« eller »hændelse« ikke kan ligestilles med begrebet »aktivitet«. Begrebet »erhvervsmæssig aktivitet« er selvstændigt defineret i artikel 2, nr. 7), som »enhver aktivitet, der udføres i forbindelse med en økonomisk aktivitet, en forretning eller en virksomhed, uanset om denne er privat eller offentlig eller udføres med eller uden økonomisk gevinst for øje«. Artikel 3 definerer MAD’s materielle anvendelsesområde under henvisning til de »erhvervsmæssige aktiviteter«, der er opført i bilag III hertil, uanset hvornår aktiviteten blev påbegyndt.

Artikel 17 fastsætter det tidsmæssige anvendelsesområde for MAD med det formål at beskytte retssikkerheden ved at hindre, at direktivet anvendes med tilbagevirkende kraft. Artikel 17, andet led, undtager kun skade forvoldt af en emission, begivenhed eller hændelse, som finder sted efter datoen for gennemførelsen, når den følger af en bestemt aktivitet, som fandt sted og blev afsluttet inden denne dato. Som Kommissionen har bemærket, fratages MAD’s artikel 17, andet led, sin mening, hvis det forhold, at et vandkraftværk tages i drift – dvs. »aktivitetens« påbegyndelse – blev ligestillet med »begivenheden« eller »hændelsen«.

Som følge af det ovenstående er det min opfattelse, at det første spørgsmål bør besvares således: MAD finder anvendelse på skade på vandmiljøet forvoldt under den fortsatte drift af et anlæg ved en begivenhed eller hændelse, der finder sted efter den i direktivets artikel 19, stk. 1, nævnte dato, selv hvis anlægget havde fået bevilling eller var taget i drift inden den dato.

B-UHG’s § 4, stk. 1, litra a), bestemmer, at skade på vandmiljøet udgøres af enhver skade, som medfører en betydelig negativ påvirkning af den økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller økologiske potentiale som defineret i WRG og »ikke er omfattet af en bevilling i henhold til [WRG]«.

Ifølge den forelæggende ret betyder denne undtagelse, at idet vandkraftværket har været drevet i henhold til en bevilling udstedt i medfør af WRG, kan den omtvistede skade ikke udgøre en miljøskade. Den forelæggende ret har spurgt, om undtagelsen af skade, der er omfattet af en bevilling udstedt i henhold til national ret, fra definitionen af skade på vandmiljøet er i overensstemmelse med MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b).

Som jeg vil forklare nedenfor, er jeg af den opfattelse, at en sådan automatisk og vilkårlig undtagelse bestemt ikke er tilladt. Det bør dog fra begyndelsen også understreges, at svaret i dette forslag til afgørelse kun vedrører det specifikke spørgsmål, som den nationale ret har stillet. Det vedrører ikke og foregriber på ingen måde andre elementer af definitionen af miljøskade, såsom problemstillingen om, hvornår og hvorvidt negative påvirkninger er »betydelige«.

Den østrigske regering har anført, at B-UHG’s § 4, stk. 1, litra a), er i overensstemmelse med MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b). Regeringen er fortaler for en fortolkning af den bestemmelse i MAD i lyset af RDV. Den har påstået, at en bevilling i henhold til WRG kun kan udstedes, hvis det er garanteret, at projektet overholder den almene interesse, nemlig hvis det sikres, at projektet ikke vil medføre betydelige negative påvirkninger af vandkvaliteten eller den økologiske tilstand. Af denne grund bør en aktivitet, for så vidt som den har fået bevilling, ifølge den østrigske regering ikke give anledning til ansvar.

Kommissionen og sagsøgeren er af en anden opfattelse. De har gjort gældende, at undtagelsen i B-UHG’s § 4, stk. 1, litra a), ikke er i overensstemmelse med MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b). Den sidstnævnte indeholder ingen undtagelse vedrørende skade, der er omfattet af en bevilling.

Jeg er enig med sagsøgeren og Kommissionen. Den østrigske regerings standpunkt kan ikke tiltrædes.

MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b), indeholder ingen generel undtagelse for skade, der er omfattet af en bevilling, fra begrebet »miljøskade«. Bestemmelsen giver kun mulighed for undtagelse fra definitionen af skade på vandmiljøet for de negative påvirkninger, hvorpå RDV’s artikel 4, stk. 7, finder anvendelse.

Den generelle undtagelse af skade, der er omfattet af en bevilling, i B-UHG’s § 4, stk. 1, litra a), kan ikke subsumeres under undtagelsen om negative påvirkninger i RDV’s artikel 4, stk. 7. Anvendelsesområdet for undtagelsen i østrigsk ret er meget bredere og begrebsmæssigt ganske anderledes end undtagelsen i RDV.

RDV’s artikel 4, stk. 7, fastslår, at medlemsstaterne ikke tilsidesætter direktivet, hvis den manglende opnåelse af god grundvandstilstand, god økologisk tilstand eller potentiale eller manglende forebyggelse af forringelse af et overfladeområdes eller en grundvandsforekomsts tilstand skyldes nye ændringer af overfladevandområdets fysiske karakteristika eller forandringer i grundvandsforekomsternes niveau, eller hvis manglende forebyggelse af et overfladevandområdes forringelse fra tilstanden høj til tilstanden god skyldes nye bæredygtige menneskelige udviklingsaktiviteter.

For at en fravigelse kan finde anvendelse, skal betingelserne i RDV’s artikel 4, stk. 7, litra a)-d), der er gengivet ovenfor i punkt 7 i dette forslag til afgørelse, være opfyldt  9 – Jf. dom af 4.5.2016, Kommissionen mod Østrig (C-346/14, EU:C:2016:322, præmis 65 og 66), og af 11.9.2012, Nomarchiaki Aftodioikisi Aitoloakarnanias m.fl. (C-43/10, EU:C:2012:560, præmis 67). . Medlemsstaterne skal ganske vist nægte at godkende et projekt, der kan medføre en forringelse af tilstanden for et berørt overfladevandområde, medmindre det pågældende projekt anses for at være omfattet af en undtagelse i henhold til RDV’s artikel 4, stk. 7  10 – Dom af 1.7.2015, Bund für Umwelt und Naturschutz Deutschland (C-461/13, EU:C:2015:433, præmis 50). . Det blotte forhold, at der foreligger en godkendelse, indebærer imidlertid ikke nødvendigvis, at alle kriterierne i RDV’s artikel 4, stk. 7, er opfyldt. Der er således ikke noget, der sikrer, at alle kriterierne i RDV’s artikel 4, stk. 7, altid og automatisk er opfyldt, hvor der er udstedt en godkendelse. Dette er navnlig tilfældet, når de omtvistede godkendelser er tidligere end RDV. Af alle disse grunde kan den generelle undtagelse af skader, der er omfattet af en bevilling, i B-UHG’s § 4, stk. 1, litra a), ikke passe ind i undtagelsen i MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b), under henvisning til RDV’s artikel 4, stk. 7.

Den østrigske regering har dog tilføjet, at den ovennævnte undtagelse ikke udgør en fuldstændig undtagelse fra ansvar. For det første og i henhold til tilblivelseshistorien for B-UHG anses skade, der skyldes funktionsfejl (hændelse), ikke for omfattet af en bevilling. For det andet giver WRG’s § 21a myndighederne mulighed for at gribe ind ud fra almene hensyn efter, at en bevilling er blevet udstedt og stille yderligere krav, tilpasninger, midlertidige restriktioner og endog forbud.

Efter min opfattelse medfører disse argumenter ikke, at »bevillingsundtagelsen« i B-UHG’s § 4, stk. 1, litra a), er i overensstemmelse med MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b).

For det første er der, selv hvis skade, der skyldes hændelser forvoldt af funktionsfejl, blev anset for ikke at være »omfattet« af en bevilling, intet, som forhindrer, at der kan ske skade på grund af anlæggets »normale« drift. En sådan normal drift kan have følger, som er uforudsete eller ikke er forventede på bevillingstidspunktet.

For det andet sikrer det forhold, at bevillinger i henhold til de nationale bestemmelser om vand kan tilpasses, eller der kan træffes andre korrigerende foranstaltninger, ikke, at de ved MAD indførte mekanismer og forpligtelser finder anvendelse og overholdes. Det forhold, at der eksisterer en procedure for ændring af og kontrol med eksisterende bevillinger i henhold til WRG’s § 21a, ændrer ikke på, at skader, der er omfattet af en bevilling, uanset om den er genstand for den procedure eller ikke, er undtaget fra skadesbegrebet og dermed fra anvendelsesområdet for de nationale regler, der gennemfører MAD. Under alle omstændigheder har den østrigske regering ikke anført, at den ovennævnte bestemmelse tilsigter at overholde kravene i RDV’s artikel 4, stk. 7.

Endvidere gør det i vidt omfang MAD overflødig, hvis det antages, at det forhold, at der foreligger en bevilling, automatisk overholder standarderne i RDV, således at muligheden for, at betydelige negative påvirkninger opstår, forhindres. Det materielle anvendelsesområde for MAD fastlægges i artikel 3. Denne artikel bestemmer, at direktivet for så vidt angår skade på vandmiljøet og på jord finder anvendelse på de erhvervsmæssige aktiviteter, der er opført i bilag III, uanset om der er handlet forsætligt eller uagtsomt. I henhold til ottende betragtning til MAD udgør disse erhvervsmæssige aktiviteter, der er identificeret under henvisning til den relevante unionslovgivning, en risiko for menneskers sundhed eller miljøet. Det følger af arten af de opregnede aktiviteter, at mange af dem, hvis ikke dem alle, sandsynligvis kræver godkendelse. Det er navnlig tilfældet for aktiviteter, der er omfattet af punkt 6 i bilag III til MAD, som henviser til »[i]ndvinding og opmagasinering af vand, hvortil der kræves forhåndstilladelse i medfør af [RDV]«.

En systematisk fortolkning bekræfter, at den rolle, som bevillinger spiller inden for rammerne af MAD, ikke kan være, at skade, der er omfattet af dem, generelt kan undtages fra den overordnede definition af skade på vandmiljøet. Som Kommissionen har gjort gældende, støtter MAD’s artikel 8, stk. 4, litra a), denne konklusion.

MAD’s artikel 8, stk. 1, bestemmer, at det i princippet er operatøren, der skal bære omkostningerne ved forebyggende og afhjælpende foranstaltninger. MAD’s artikel 8, stk. 4, bestemmer dog, at medlemsstaterne kan tillade, at operatøren ikke bærer omkostningerne i forbindelse med afhjælpende foranstaltninger, hvis operatøren kan påvise, at han ikke har handlet forsætligt eller uagtsomt i to situationer: a) når begivenheden udtrykkeligt var tilladt, og b) når aktiviteten ikke blev anset for at ville forårsage skader ifølge den videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt, hvor den fandt sted.

MAD’s artikel 8, stk. 4, litra a), giver ganske vist medlemsstaterne mulighed for at indføre et »forsvar« for operatørerne, således at de ikke skal bære omkostningerne ved forebyggelse og afhjælpende handlinger.

B-UHG’s § 4, stk. 1, litra a), kan dog ikke anses for en gennemførelse af MAD’s artikel 8, stk. 4, litra a).

For det første er der, som Kommissionen med rette har foreslået, intet i de dokumenter, der er fremlagt for Domstolen, som antyder, at Østrig har valgt at udnytte denne mulighed i national ret.

For det andet forekommer B-UHG’s § 4, stk. 1, litra a), selv hvis dette var tilfældet, at have et meget bredere formål og anvendelsesområde end blot et »forsvar« for operatørerne, som giver dem mulighed for ikke at bære afhjælpende omkostninger. Den undtager alle skader på vandmiljøet, der er omfattet af en bevilling i henhold til WRG, fra skadebegrebet, hvorved det forhindres, at forpligtelserne i MAD om forebyggende og afhjælpende omkostninger i det hele taget udløses. MAD’s artikel 8, stk. 4, litra a), fjerner derimod ikke forpligtelserne vedrørende forebyggende omkostninger. Endvidere forudser reglerne om forebyggende og afhjælpende handlinger i MAD’s artikel 5 og 6, at de kompetente myndigheder kan vælge selv at handle  11 – Jf. MAD’s artikel 5, stk. 3, litra d), og stk. 4, og artikel 6, stk. 2, litra e), og stk. 3. Jf. dom af 9.3.2010, ERG m.fl. (C-379/08 and C-380/08, EU:C:2010:127, præmis 88). .

For det tredje er to specifikke elementer i MAD’s artikel 8, stk. 4, litra a), værd at fremhæve: i) beviset for manglende fortsæt eller uagtsomhed, og ii) det forhold, at en emission eller begivenhed udtrykkeligt er blevet tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i den tildelte tilladelse. Ordlyden af MAD’s artikel 8, stk. 4, litra a), kræver åbenlyst, at operatøren skal »påvise« begge disse. Dette nødvendiggør åbenlyst en individuel konkret analyse, hvorunder operatørens sindstilstand og det forhold, at »emissionen eller begivenheden« fuldt ud er i overensstemmelse med tilladelsen, skal vurderes. B-UHG’s § 4, stk. 1, litra a), som forekommer at finde anvendelse uanset fortsæt eller uagtsomhed, synes at være i strid med disse krav.

Som følge heraf foreslår jeg, at svaret på det tredje spørgsmål bør være, at MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b), er til hinder for en national bestemmelse, som generelt og automatisk undtager skader, som medfører en betydelig negativ påvirkning af de pågældende vandressourcers økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller økologiske potentiale, fra begrebet miljøskade, når skaden er omfattet af en bevilling udstedt i overensstemmelse med national lov.

Hvis »undtagelsen« i B-UHG’s § 4, stk. 1, litra a), måtte blive erklæret uforenelig med MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b) (som jeg har foreslået i punkt 53 i dette forslag til afgørelse), har den forelæggende ret spurgt, om RDV’s artikel 4, stk. 7, skal finde direkte anvendelse. Indeholdt i dette spørgsmål er indirekte den problemstilling, om det tilkommer en national ret at afgøre, om de i bestemmelsen opstillede kriterier er opfyldt, med henblik på at afgøre, om der er sket miljøskade i den i MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b), omhandlede forstand.

Mit kortfattede svar på de to specifikke spørgsmål, som den nationale ret har stillet, er »nej«.

For det første er jeg enig med Kommissionen i, at RDV’s artikel 4, stk. 7, ikke finder direkte anvendelse. Hvis man ser bort fra den ganske udefinerbare vurdering af, hvad der er klart og præcist, er bestemmelsen bestemt ikke ubetinget. Anvendelsen heraf er underlagt en række yderligere gennemførende trin, en række kvalitative efterprøvelser, hvorved der kan argumenteres for, at medlemsstaterne har et vidt skøn. Krydshenvisningen til RDV’s artikel 4, stk. 7, i MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b), ændrer ikke noget med hensyn til denne vurdering.

Den manglende direkte virkning af RDV’s artikel 4, stk. 7, både i sig selv eller hvis integreret ved krydshenvisningen i MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b), forvarsler det benægtende svar på andet led i det fjerde spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet. Efter min opfattelse skal den nationale ret ikke foretage en selvstændig vurdering af kriterierne i RDV’s artikel 4, stk. 7, selv om der er en krydshenvisning til bestemmelsen i MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b)  12 – Der er en underliggende definitorisk problemstilling, der måske er værd at anerkende her: Bør integrationen via en krydshenvisning af en direktivbestemmelse i afsnittet med definitioner i et andet direktiv og den nationale rets potentielle behandling heraf faktisk kaldes »direkte virkning«? Eller er det snarere et tilfælde af fortolkning af ikke nærmere bestemte retlige begreber i et direktiv ved en krydshenvisning til bestemmelsen i et andet direktiv? Lige så interessant, som en sådan akademisk drøftelse kan være, er den af begrænset relevans for de specifikke spørgsmål, som den nationale ret har stillet, idet det nyttige svar efter min opfattelse synes at være det samme, uanset den taksonomiske kasse, som dette fænomen eventuelt måtte blive puttet i. .

MAD finder anvendelse i nær forbindelse med andre EU-retlige miljøinstrumenter. Femte betragtning hertil udtrykker formålet om sammenhængen i og den rette systematiske funktion af MAD med hensyn til anden relevant miljølovgivning og peger på behovet for at anvende fælles kriterier ved definitionen af begreber, der stammer fra andre instrumenter i EU-miljøretten. Formålet om sammenhæng afspejles i MAD’s artikel 2, nr. 5), hvorefter »vand« betyder »alle vandressourcer, der er omfattet af [RDV]«. Definitionen af skade på vandmiljøet afspejler videre dette ved at henvise til specifikke definitioner i RDV, f.eks. »kvantitativ tilstand« og »økologisk tilstand«. Definitionen af »skade på vandmiljøet« i MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b), undtager også »negative virkninger, der er omfattet af [RDV’s artikel 4, stk. 7]«. Tilblivelseshistorien viser, at formålet med henvisningen til denne undtagelse i MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b), netop er at tage hensyn til de specifikke fravigelser, der er tilladt med RDV  13 – Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, KOM(2002) 17 endelig (EFT 2002, C 151 E, s. 132). . Hvis en medlemsstats tilsidesættelse af RDV er udelukket, fordi de strenge kriterier i artikel 4, stk. 7, er blevet opfyldt, bestemmer MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b), at MAD’s mekanismer for miljøansvar heller ikke bør udløses.

Undtagelsen i RDV’s artikel 4, stk. 7, finder anvendelse på nye ændringer eller forandringer eller nye bæredygtige udviklingsaktiviteter, hvis en række kriterier og betingelser er opfyldt  14 – Jf. punkt 7 i dette forslag til afgørelse. . Overholdelse af disse krav kan kun sikres gennem vurdering af forskellige og ganske tekniske parametre, der er indført ved RDV  15 – Jf. fælles gennemførelsesstrategi for rammedirektivet om vand – vejledende dokument nr. 20 om undtagelse til miljødirektiverne, teknisk rapport 2009/027. De tekniske vanskeligheder, der er forbundet med gennemførelsen og anvendelsen af RDV’s artikel 4, stk. 7, har medført, at en ad-hoc arbejdsgruppe har fået mandat til at udarbejde en vejledning om bestemmelsens gennemførelse inden for rammerne af arbejdsprogrammet 2016-2018 for den fælles gennemførelsesstrategi for rammedirektivet om vand og oversvømmelsesdirektivet. . Dette omfatter bl.a. eksistensen af en vandområdeplan, som specifikt opstiller grundene til ændringer eller forandringer  16 – RDV’s artikel 4, stk. 7, litra b). .

Ud fra et institutionelt synspunkt bestemmer RDV’s artikel 3, stk. 2, at medlemsstaterne skal sikre passende administrative ordninger for anvendelse af bestemmelserne i direktivet inden for hvert vandområdedistrikt på deres område, herunder fastlæggelse af den ansvarlige myndighed  17 – RDV’s artikel 3, stk. 8, bestemmer, at medlemsstaterne skal forsyne Kommissionen med en liste over deres ansvarlige myndigheder og de oplysninger, der er opstillet i bilag I til direktivet. . RDV fastsætter ikke de specifikke myndigheder, der er ansvarlige for at sikre overholdelsen af kriterierne i artikel 4, stk. 7. Det er dermed de nationale gennemførelsesbestemmelser, der skal definere de specifikke procedurer, og de kompetente myndigheder, der har til opgave at sikre, om betingelserne for anvendelse af RDV’s artikel 4, stk. 7, er opfyldt.

Det er intet i de for Domstolen fremlagte sagsakter, som antyder, at Østrig ikke har gennemført RDV’s artikel 4, stk. 7, i national ret, eller at Østrig ikke har gennemført den korrekt  18 – Kommissionen har derimod gjort gældende, at bestemmelsen er blevet gennemført i national ret uden at blive modsagt af nogen af parterne. Det forekommer, at gennemførelsesbestemmelsen er WRG’s § 104a, stk. 1, efter ændring heraf i 2003 (BGBl. I nr. 82/2003 af 29.8.2003). Det kan tilføjes, at dom af 4.5.2016, Kommissionen mod Østrig (C-346/14, EU:C:2016:322, præmis 81), giver et eksempel på anvendelsen af sådanne regler i østrigsk ret. Domstolen forkastede i den sag den traktatbrudssag, som Kommissionen havde anlagt på grundlag af artikel 4, stk. 1 og 7, i direktiv 2000/60. Traktatbrudsproceduren fra 2007 skyldtes en afgørelse fra guvernøren i Steiermark, som udstedte bevilling til opførelse af et vandkraftværk i Schwarze Sulm. Domstolen fandt, at afgørelsen havde taget hensyn til alle betingelserne i artikel 4, stk. 7, i direktiv 2000/60 og med rette kunne anse dem for opfyldt. . Under disse omstændigheder fremgår det af fast retspraksis, at når et direktiv er blevet gennemført, får det fortrinsvis retsvirkning i forhold til borgerne ved de gennemførelsesbestemmelser, der er udstedt af den pågældende medlemsstat  19 – Jf. f.eks. dom af 15.7.1982, Felicitas Rickmers-Linie (C-270/81, EU:C:1982:281, præmis 24). .

Muligheden for at anvende undtagelsen i MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b), forudsætter, at RDV’s artikel 4, stk. 7, finder anvendelse. En sådan anvendelse skal imidlertid ske i henhold til de relevante nationale gennemførelsesbestemmelser og efter de procedurer, der er fastlagt i de nationale bestemmelser til gennemførelse af RDV’s artikel 4, stk. 7. Definitionen af MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b), ved krydshenvisningen til RDV’s artikel 4, stk. 7, kan derfor ikke forstås således, at den pålægger de nationale retter til at se bort fra eksisterende nationale processuelle og institutionelle ordninger, der er indført for at overholde de ved RDV indførte forpligtelser. Dette er med forbehold for muligheden for, at de af disse myndigheder trufne afgørelser er undergivet domstolskontrol.

Jeg foreslår derfor, at svaret på det fjerde spørgsmål bør være det følgende: MAD’s artikel 2, nr. 1), litra b), skal fortolkes således, at en national ret for at afgøre, om der foreligger »miljøskade«, ikke skal anvende kriterierne i RDV’s artikel 4, stk. 7, direkte, hvis de kompetente myndigheder i henhold til RDV ikke har foretaget en vurdering.

Den forelæggende rets andet spørgsmål er: Er MAD’s artikel 12 og 13 til hinder for en national bestemmelse, som ikke giver personer, der har fiskerettigheder, ret til at indlede en klageprocedure (herefter »artikel 13-klageproceduren«) i forhold til miljøskade som defineret i direktivets artikel 2, nr. 1), litra b)?

Ifølge den forelæggende ret bestemmer B-UHG’s § 11, stk. 1, at fysiske og juridiske personer, hvis rettigheder kan være blevet tilsidesat ved miljøskade, kan indgive en miljøklage. B-UHG’s § 11, stk. 2, specificerer de rettigheder, der kan påberåbes: I forhold til vand omfatter bestemmelsens stk. 2, »eksisterende rettigheder i den i WRG’s § 12, stk. 2, omhandlede forstand«. WRG’s § 12, stk. 2, nævner imidlertid ikke rettighederne for personer, der har fiskerettigheder. Den forelæggende ret har forklaret, at en ordlydsfortolkning af disse bestemmelser er til hinder for, at indehavere af fiskerettigheder kan indgive en miljøklage over skade på deres fiskerettigheder.

Den østrigske regering har gjort gældende, at den omtvistede nationale bestemmelse er i overensstemmelse med MAD’s artikel 12 og 13. Det forhold, at indehavere af fiskerettigheder ikke er udtrykkeligt nævnt i WRG’s § 12, stk. 2, som B-UGH § 11, stk. 1, henviser til, er omfattet af det skøn, som medlemsstaterne har i henhold til direktivet.

Sagsøgeren og Kommissionen er af den modsatte opfattelse. MAD’s artikel 12 og 13 er til hinder for en national bestemmelse, som udelukker indehavere af fiskerettigheder fra at indlede en artikel 13-klageprocedure. Denne kategori af rettighedshavere er omfattet af artikel 12, stk. 1, litra a), fordi den »berøres eller kan forventes at blive berørt« i bestemmelsens forstand. Kommissionen har subsidiært argumenteret for, at indehavere af fiskerettigheder er omfattet af MAD’s artikel 12, stk. 1, litra c).

Jeg er enig med sagsøgeren og Kommissionen. Jeg er af den opfattelse, at artikel 12, stk. 1, indeholder tre uafhængige kategorier af personer, som skal tildeles søgsmålskompetence i henhold til national ret (1). Efter min opfattelse »berøres« indehavere af fiskerettigheder »eller kan forventes at blive berørt« i den i MAD’s artikel 12, stk. 1, litra a), omhandlede forstand (2). Subsidiært kan indehavere af fiskerettigheder anses for omfattet af MAD’s artikel 12, stk. 1, litra c), så længe det påstås, at deres rettigheder er blevet krænket (3).