I sag 231/78
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, repræsenteret af Richard Wainwright, medlem af Kommissionens juridiske tjeneste, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Mario Cervino, bâtiment Jean Monnet, Kirchberg,
DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND, repræsenteret af W. H. Godwin, Assistant Treasury Solicitor, som befuldmægtiget, bistået af advokaterne Leonard Bromley Q.C. og P. G. Langdom-Davies, London, og med valgt adresse i Luxembourg på den britiske ambassade,
og
DEN FRANSKE REPUBLIK, repræsenteret af Guy Ladret de Lacharriere, og med valgt adresse i Luxembourg på den franske ambassade,
intervenient,
angående en påstand om, at det statueres, at Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland har undladt at overholde en forpligtelse, som påhviler denne stat i medfør af EØF-traktaten, ved at undlade at ophæve eller ændre bestemmelserne om importrestriktioner for middeltidlige kartofler,
afsiger
DOMSTOLEN
sammensat af præsidenten H. Kutscher, afdelingsformændene J. Mertens de Wilmars og Mackenzie Stuart, dommerne A. M. Donner, P. Pescatore, M. Sørensen, A. O'Keeffe, G. Bosco og A. Touffait,
generaladvokat: H. Mayras
justitssekretær: A. Van Houtte
følgende
Sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb, parternes påstande, søgsmålsgrunde, indsigelser og øvrige anbringender kan sammenfattes således:
Den
Kommissionen fastholdt denne opfattelse i skrivelser til regeringen for Det forenede Kongerige af
Ved skrivelse af
Tiltrædelsesaktens fjerde del, som har overskriften
Foranstaltninger med tilsvarende virkning som disse restriktioner afskaffes senest
Afsnit II i fjerde del, som har overskriften:
Efter at Kommissionen havde accepteret at forlænge denne frist med endnu en måned, oplyste regeringen for Det forenede Kongerige den ved skrivelse af
Ved stævning, registreret på Domstolens justitskontor den
Ved kendelse af
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
Kommissionen har nedlagt påstand om, at Domstolen:
Regeringen for Det forenede Kongerige har nedlagt påstand om, at Domstolen:
Den franske regering har nedlagt påstand om, at Domstolen:
frifinder sagsøgte.
Hvert år beregner landbrugsministeriet, på grundlag af de seneste tendenser, forbruget og høsten af kartofler i Det forenede Kongerige og fastsætter en arealstørrelse, som skal kunne yde tilstrækkelig mange kartofler til at imødekomme den hjemlige efterspørgsel og samtidig give et mindre overskud.
De producenter, som dyrker mere end én acre (ca.
Dette afsætningskontor, der er et officielt organ, som blev oprettet i henhold til Potato Marketing Scheme (approval) order af 1955, angiver, hvor mange acres hver enkelt registreret producent bør beplante med kartofler (kvotaen), hvis den angivne arealstørrelse skal nås.
Hver registreret producent skal betale en afgift til afsætningskontoret for hver acre, han har beplantet. Producenter, som ønsker at dyrke flere kartofler end den kvota, som de har fået tildelt, skal betale en ekstra afgift.
For at sikre producenten en garanteret mindstepris kan afsætningskontoret, efter godkendelse fra landbrugsministeren, oprette en interventions-ordning for middeltidlige kartofler i overensstemmelse med regler, hvorefter hver registreret producent kan tilbyde afsætningskontoret sine kartofler til en pris, der er beregnet således, at den dækker producentens produktions- og lageromkostninger. Denne pris forhøjes, efterhånden som sæsonen skrider frem. De kartofler, afsætningskontoret hermed køber, sælges som kvægfoder, idet prisforskellen for en stor del dækkes af staten.
Hvis den gennemsnitlige markedspris på kartofler ved sæsonens afslutning, trods afsætningskontorets intervention, er lavere end den garanterede pris, dækker staten underskuddet ved at betale et beløb til afsætningskontoret, som dette anvender til dækning af omkostningerne ved de nuværende og fremtidige interventionsordninger.
Afsætningskontoret regulerer salget af kartofler, bestemt til konsum, ved at fastsætte en minimumsmængde af de kartofler og den kvalitet af kartofler, som kan sælges af producenterne, ved at kræve, at kartoflerne normalt kun sælges til handlende, der har licens.
Import og eksport af middeltidlige kartofler reguleres af handelsministeriet i henhold til de beføjelser, som er tillagt dette ved Import of Goods (Control) Order 1954 (bekendtgørelse af 1954 om regulering af import). For at sikre ligevægten på det britiske marked er det forbudt at eksportere i perioder, hvor der er mangel på kartofler, og forbudt at importere i perioder, hvor der er overskud.
Siden Det forenede Kongeriges tiltrædelse den
I Fællesskabet er der en væsentlig forskel mellem de priser, som er registreret på de enkelte medlemsstaters markeder. Kommissionen har i et bilag til sine indlæg fremlagt et dokument, som viser engrospriserne på middeltidlige kartofler i produktionsårene 1973/74 — 1976/77 samt produktionsåret 1977/78.
Disse tal viser, at forlængelsen af forbudet mod at importere middeltidlige kartofler til Det forenede Kongerige ved udløbet af 1977 bidrog til at fastholde priserne på markedet i London i begyndelsen af 1978, mens priserne faldt på markedet i Rotterdam og navnlig på markedet i Arras.
I forbindelse med gennemgangen af Domstolens praksis vedrørende dette spørgsmål har Kommissionen anført, at
Tiltrædelsesaktens artikel 60, stk. 2 bør fortolkes på baggrund af akten som helhed og navnlig artiklerne 2 og 9. Artikel 2 indeholder tiltrædelsesaktens grundlæggende princip, nemlig medlemsstaternes accept af
Kommissionen mener ikke, at udtrykket
Desuden er de bestemmelser i tiltrædelsesakten, som kan anses for
Således må tiltrædelsesaktens artikel 60, stk. 2 ses på baggrund af den sammenhæng, hvori den indgår. På det tidspunkt, hvor denne artikel blev affattet, var det den herskende opfattelse ved fortolkningen af traktaten, at de oprinde lige medlemsstater bevarede deres kompetence til at opretholde visse hindringer for den frie bevægelighed i Fællesskabet, når der ikke fandtes nogen fælles markedsordning for et produkt, og at denne kompetence var en integrerende del af den nationale ordning. Tiltrædelsesordningen er altså blevet tilpasset den ordning, som man anså for at være den gældende ifølge traktaten, underforstået, at hvis der stadig ikke fandtes en fælles ordning den
I Charmasson-sagen statuerede Domstolen, at de afvigelser fra traktatens almindelige regler, som en national markedsordning kan medføre, for så vidt angår de oprindelige medlemsstater, kun er tilladt i
En modsat fortolkning af artikel 60, stk. 2 ville medføre, at man udstrakte to forskellige regelsæts gyldighed ud over den dato, som er fastsat i artikel 9. Dette ville klart være i modstrid med det formål, som artiklen har haft fra begyndelsen.
Endelig henleder Kommissionen opmærksomheden på, at Rådet for øjeblikket behandler en række forslag om andre fælles markedsordninger for produkter, som udgør en væsentlig del af det fælles marked for samhandelen mellem de nye medlemsstater. En afgørelse fra Domstolen, hvorefter restriktioner for handel af disse produkter med de nye medlemsstater fortsat er tilladt, kunne have den virkning, at Rådet på ny udsatte sin afgørelse vedrørende oprettelse af fælles ordninger.
For så vidt angår de retlige omstændigheder fastholder regeringen for Det forenede Kongerige, at den har ret til at gøre brug af den undtagelse for landbrugsprodukter, som er indeholdt i tiltrædelsesaktens artikel 60, stk. 2.
Spørgsmålet om, hvor længe denne undtagelse gælder, skal afgøres ud fra tiltrædelsesaktens artikel 9, stk. 2. Den
Hvis artiklen skulle forstås sådan, som Kommissionen ønsker, skulle der i slutningen af artiklen have været tilføjet følgende:
I forbindelse med omtalen af baggrunden for undtagelsen anfører den britiske regering, at de nye medlemsstater ved tiltrædelsen, for alle eksisterende produkter, har skullet lade den nationale markedsordning afløse af den gældende fælles markedsordning. I tilfælde, hvor der ikke fandtes nogen fælles markedsordning, er det efter den britiske regerings opfattelse utænkeligt, at de nye medlemsstater skulle acceptere at opgive deres egne markedsordninger uden at kunne lade en anden ordning træde i stedet. Det er derfor, tiltrædelsesaktens artikel 60, stk. 2 tillader de nye medlemsstater at fortsætte med at anvende kvantitative restriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning på de produkter, der på tiltrædelsestidspunktet var omfattet af en national markedsordning, så længe der ikke er iværksat fælles markedsordninger for disse produkter.
Ifølge EØF-traktaten skulle der have været oprettet en fælles markedsordning for alle landbrugsprodukter ved udløbet af overgangsperioden i 1969. Tiltrædelsesakten har ikke medført nogen ændring af de oprindelige medlemsstaters pligt til at oprette en fælles markedsordning inden for de forskellige landbrugssektorer, og den har heller ikke forlænget den fastsatte overgangsperiode.
Det er ud fra disse betragtninger,
I den foreliggende sag drejer det sig derimod om nye medlemsstater, som tiltrådte et Fællesskab, hvor de oprindelige medlemsstater endnu ikke havde opfyldt deres forpligtelser til at gennemføre den fælles landbrugspolitik i løbet af den periode, der er fastsat i EØF-traktatens artikel 40, stk. 1. Denne situation er der udtrykkeligt blevet taget hensyn til i tiltrædelsesakten.
Som svar på en række af Kommissionens anbringender anfører regeringen for Det forenede Kongerige først, at
Regeringen understreger, at tiltrædelsesaktens artikel 60 skal læses i sin helhed, og at udtrykket
Kommissionen indrømmer ifølge den britiske regering, at den herskende fortolkning af EØF-traktaten på tidspunktet for udfærdigelsen af tiltrædelsesakten var nøjagtigt den modsatte af den, der senere blev udtrykt af Domstolen i sag 48/74,
Tiltrædelsesaktens forfattere havde til hensigt, at de nye medlemsstater skulle have de samme rettigheder efter 1977, som de oprindelige medlemsstater formodedes at have, nemlig den ret, der udgør en væsentlig del af en national markedsordning, til at opretholde kvantitative restriktioner for produkter, som ikke er underkastet en fælles markedsordning.
Forskellen mellem de oprindelige medlemsstater og de nye medlemsstater ved tiltrædelsesaktens ikrafttræden var følgende:
De oprindelige medlemsstater mente (ifølge Kommissionen), på grundlag af en fejlagtig fortolkning af EØF-traktaten, at de havde denne ret. De nye medlemsstater erhvervede denne ret, ikke på grundlag af en fejlagtig fortolkning af EØF-traktaten, men i medfør af tiltrædelsesaktens klare affattelse.
Hvis det er, som af Kommissionen hævdet, at artikel 60, stk. 2 ved sin ikrafttræden gav de nye medlemsstater den ret, som Det forenede Kongerige nu kræver, kan bestemmelsen ikke på nogen mulig måde have fået en anden betydning senere på grund af Domstolens dom i
Tiltrædelsesaktens artikel 60, stk. 2 udgør et eksempel på anvendelse af begrebet
Under hensyn til de fundamentale strukturelle forskelle mellem det britiske landbrug og de oprindelige medlemsstaters landbrug anerkendte de sidstnævnte ved tiltrædelsesforhandlingerne, at det ikke var muligt fuldt ud at anvende Rom-traktatens regler om frie varebevægelser mellem så fuldstændigt forskellige systemer. De indføjede derfor logisk en særlig overgangsformular, hvorefter de nationale markedsordninger kunne opretholdes, indtil Fællesskabet havde erstattet dem med en fælles ordning. Dette var ikke at nægte bestemmelsernes foreløbige karakter, men at anerkende, at det var nødvendigt at løse ekstraordinære situationer på en særlig måde.
Kommissionen fastholder, at artikel 60, stk. 2 ikke er en
Endelig har Kommissionen nedlagt påstand om, at Domstolen forkaster den franske regerings påstande og under alle omstændigheder idømmer den franske regering sine egne omkostninger i forbindelse med interventionen.
Parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den
Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den
i 1977 meddelte Kommissionen regeringen for Det forenede Kongerige, at importrestriktionerne for det pågældende produkt i medfør af tiltrædelsesaktens artikel 9, stk. 2 skulle bringes til ophør;
den britiske landbrugsminister meddelte imidlertid den
regeringen har endvidere anført, at da kartofler endnu ikke er omfattet af en fælles markedsordning, kan Det forenede Kongerige opretholde sin nationale ordning for denne sektor.
Foranstaltninger med tilsvarende virkning som disse restriktioner afskaffes senest
det er derfor nødvendigt at undersøge denne meningsforskel.
denne fortolkning ville desuden føre til uantagelige konsekvenser for medlemsstaternes ligestilling i forhold til visse regler, der er væsentlige for fællesmarkedets funktion.
på denne baggrund bestemmer aktens artikel 9, stk. 1, at det kun er
da den i traktaten fastsatte overgangsperiode var udløbet inden tiltrædelsen, og traktaten allerede havde fået fuld virkning, fastsatte tiltrædelsesakten kun klart afgrænsede tidsfrister og betingelser for de nye medlemsstater for at lette deres tilpasning til de i Fællesskabet gældende regler.
især kan tiltrædelsesaktens bestemmelser om kvantitative restriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning ikke fortolkes under tilsidesættelse af traktatens bestemmelser herom;
da artikel 60 vedrører landbrugsprodukter, skal den desuden fortolkes i lyset af traktatens bestemmelser om den fælles landbrugspolitik, hvis gennemførelse denne bestemmelse klart vedrører.
artiklerne 30 ff foreskriver den fuldstændige ophævelse, inden for overgangsperioden, af kvantitative restriktioner og alle foranstaltninger med tilsvarende virkning mellem medlemsstaterne;
den betydning, dette forbud har for virkeliggørelsen af den fri samhandel mellem medlemsstaterne, udelukker enhver vid fortolkning af forbehold eller undtagelser i denne henseende, der er fastsat i tiltrædelsesakten.
da artikel 40 fastsatte udløbet af overgangsperioden som tidsfrist for gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik, tillod artiklerne 43-46 medlemsstaterne midlertidigt at opretholde de eksisterende nationale markedsordninger;
det fremgår dog klart af artikel 38, stk. 4, der bestemmer, at
da traktatens artikler 40 og 41 foreskriver forskellige former for oprettelsen af en fælles ordning for landbrugsmarkederne og ikke udelukker endog grundlæggende ændringer af denne ordning efter udløbet af overgangsperioden, kan påståede fortsat foreliggende mangler ved udformningen af den fælles landbrugspolitik derfor ikke efter udløbet af denne periode hindre anvendelsen af de regler, der er fastsat for oprettelsen af fællesmarkedet, og især anvendelsen af forbudet mod kvantitative restriktioner;
udløbet af den i traktaten fastsatte overgangsperiode indebar, at emner og områder, der udtrykkelig var tillagt Fællesskabet, fra dette øjeblik var omfattet af fællesskabskompetencen, således at særlige foranstaltninger — såfremt deres anvendelse stadig var nødvendig — ikke længere kunne vedtages ensidigt af de berørte medlemsstater, men skulle vedtages inden for rammerne af Fællesskabets system, der skal sikre beskyttelsen af Fællesskabets almindelige interesser.
da sidstnævnte bestemmelse nemlig gør det til et princip i tiltrædelsesakten, at
dette forbehold skal tværtimod fortolkes således, at det kun omfatter særlige bestemmelser, der er klart afgrænsede og tidsbegrænsede, men ikke en bestemmelse som artikel 60, stk. 2, der omhandler en fremtidig og uvis begivenhed.
på et område, der er så væsentligt for fællesmarkedets funktion som ophævelsen af kvantitative restriktioner, kan tiltrædelsesakten ikke fortolkes således, at den til de nye medlemsstaters fordel for en ubestemt periode har skabt en anden retsstilling end den, traktaten har fastsat for de oprindelige medlemsstater;
hvis artikel 60, stk. 2 skulle betragtes som en
selv om det var begrundet, at de oprindelige medlemsstater midlertidigt accepterede sådanne uligheder, ville det være i strid med princippet om medlemsstaternes lighed over for fællesskabsretten at antage, at sådanne uligheder kunne forlænges i det uendelige.
sagsøgte har tabt sagen og idømmes derfor sagsomkostningerne;
da Kommissionen kun har nedlagt påstand om, at intervenienten dømmes til at afholde sine egne omkostninger, dømmes parterne i medfør af procesreglementets artikel 69, stk. 2, 1. afsnit,
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
Kutscher
Mertens de Wilmars
Mackenzie Stuart
Donner
Pescatore
Sørensen
O'Keeffe
Bosco
Touffait
Afsagt i offentligt retsmødet i Luxembourg den
A. Van Houtte
Justitssekretær
H. Kutscher
Præsident