8.1.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 6/8


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 3. januar 2005

om ændring af beslutning 2001/881/EF om en liste over grænsekontrolsteder, der er godkendt til at føre veterinærkontrol med dyr og animalske produkter fra tredjelande, og om opdatering af de nærmere bestemmelser om den kontrol, som skal gennemføres af Kommissionens eksperter

(meddelt under nummer K(2004) 5598)

(EØS-relevant tekst)

(2005/13/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 97/78/EF af 18. december 1997 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for tredjelandsprodukter, der føres ind i Fællesskabet (1), særlig artikel 6, stk. 2,

under henvisning til Rådets direktiv 91/496/EØF af 15. juli 1991 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for dyr, der føres ind i Fællesskabet fra tredjelande, og om ændring af direktiv 89/662/EØF, 90/425/EØF og 90/675/EØF (2), særlig artikel 6, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Der bør opretholdes sikre grænser for at undgå indførsel af organismer, der udgør en potentiel risiko for menneskers eller dyrs sundhed, og Kommissionens Levnedsmiddel- og Veterinærkontor bør sikre en korrekt gennemførelse af den relevante fællesskabslovgivning.

(2)

Det fastsættes i Kommissionens beslutning 2001/881/EF (3), med hvilken hyppighed Kommissionen skal kontrollere grænsekontrolstederne i Fællesskabet, særlig med hensyn til deres infrastrukturer og udstyr samt den måde, hvorpå de fungerer i praksis.

(3)

Siden der ved Kommissionens beslutning 2001/812/EF (4) blev indført harmoniserede standarder for de faciliteter, der skal forefindes på Fællesskabets grænsekontrolsteder, har de fleste grænsekontrolsteder opfyldt de minimumskrav, der stilles til sådanne faciliteter.

(4)

En effektiv kontrol af importen kan kun opnås, hvis de relevante faciliteter er til stede og de procedurer, der er fastsat i den gældende lovgivning om veterinærkontrol, gennemføres korrekt, og sidstnævnte element bør fremover have højeste prioritet i forbindelse med Levnedsmiddel- og Veterinærkontorets kontrolbesøg.

(5)

I Kommissionens forordning (EF) nr. 745/2004 (5) om foranstaltninger vedrørende import af animalske produkter til eget forbrug fastsættes de retlige rammer for den kontrol, som medlemsstaterne skal foretage ved alle indgange til Fællesskabet ud over den kontrol, som udføres på grænsekontrolstederne i henhold til veterinærkontrolordningen; Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret bør ligeledes føre tilsyn med denne kontrol uden for grænsekontrolstederne.

(6)

Hyppigheden og omfanget af de kontrolbesøg, som Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret foretager vedrørende importkontrollen på grænsekontrolstederne i medlemsstaterne, bør fastsættes på grundlag af de pågældende risici for menneskers og dyrs sundhed i Fællesskabet, idet der tages behørigt hensyn til alle de for Kommissionen tilgængelige oplysninger, herunder handelsmønstre i Fællesskabet, statistiske data, der foreligger i henhold til de gældende veterinærbestemmelser, resultaterne af kontorets tidligere kontrolbesøg, eventuelle problemområder og alle andre relevante oplysninger.

(7)

Beslutning 2001/881/EF bør ændres i overensstemmelse hermed.

(8)

De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Artikel 2 i beslutning 2001/881/EF affattes således:

»Artikel 2

1.   Kommissionens veterinæreksperter skal i samarbejde med medlemsstaternes eksperter foretage regelmæssige kontrolbesøg i medlemsstaterne for at kontrollere, at fællesskabslovgivningen om importkontrol overholdes på de grænsekontrolsteder, der er opført i bilaget. Kontrolbesøgene har til formål at vurdere risikoen for menneskers og dyrs sundhed i Fællesskabet og omfatter en gennemgang af alle aspekter af gennemførelsen af fællesskabslovgivningen om veterinær importkontrol, herunder infrastrukturer, udstyr og procedurer.

2.   Kommissionen kan efter at have hørt den pågældende medlemsstat også foretage en gennemgang af den kontrol, der af hensyn til menneskers og dyrs sundhed foretages af importen og af passagerers personlige bagage ved andre indgange til Fællesskabet, der ikke er opført på listen over grænsekontrolsteder.

3.   Kontrolbesøg foretaget af Kommissionens veterinæreksperter tager udgangspunkt i en vurdering af alle relevante faktorer som beskrevet i stk. 4 og de potentielle risici og konsekvenserne af disse faktorer for menneskers og dyrs sundhed i Fællesskabet.

4.   Kommissionen fastsætter i forbindelse med tilrettelæggelsen af Levnedsmiddel- og Veterinærkontorets kontrolbesøg, hvor og med hvilken hyppighed disse kontrolbesøg skal finde sted, idet der tages hensyn til tidligere kontrolbesøg aflagt i medlemsstaterne, oplysninger, der indsamles inden for rammerne af TRACES-systemet, oplysninger, der indsendes af medlemsstaterne i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 745/2004, og nedenstående elementer:

—

de kvantitative og kvalitative handelsmønstre i medlemsstaterne, herunder vedrørende den art eller den type dyr eller produkt, det drejer sig om, samt deres oprindelsesland

—

relevante oplysninger om eventuel ulovlig import og den potentielle risiko for indførsel af sygdomme

—

oplysninger, der er tilgængelige inden for rammerne af systemet for hurtig varsling

—

andre relevante oplysninger.

5.   Kommissionen sender hvert år medlemsstaterne en kopi af kontrolrapporten for alle grænsekontrolsteder, der er blevet besøgt i de foregående 12 måneder, sammen med en rapport om udviklingen af den generelle situation på de godkendte grænsekontrolsteder.«

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. januar 2005.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 24 af 30.1.1998, s. 9. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 (EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1).

(2)   EFT L 268 af 24.9.1991, s. 56. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(3)   EFT L 326 af 11.12.2001, s. 44. Senest ændret ved beslutning 2004/608/EF (EUT L 274 af 24.8.2004, s. 15).

(4)   EFT L 306 af 23.11.2001, s. 28.

(5)   EUT L 122 af 26.4.2004, s. 1.