32000R0930

Kommissionens forordning (EF) nr. 930/2000 af 4. maj 2000 om gennemførelsesbestemmelser med hensyn til egnetheden af sortsbetegnelser for landbrugsplantearter og grøntsagsarter

EF-Tidende nr. L 108 af 05/05/2000 s. 0003 - 0006


Kommissionens forordning (EF) nr. 930/2000

af 4. maj 2000

om gennemførelsesbestemmelser med hensyn til egnetheden af sortsbetegnelser for landbrugsplantearter og grøntsagsarter

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 70/457/EØF af 29. september 1970 om den fælles sortsliste over landbrugsplantearter(1), senest ændret ved direktiv 98/96/EF(2), særlig artikel 9, stk. 6,

under henvisning til Rådets direktiv 70/458/EØF af 29. september 1970 om handel med grøntsagsfrø(3), senest ændret ved direktiv 98/96/EF, særlig artikel 10, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I direktiv 70/457/EØF og 70/458/EØF er der fastsat almindelige regler for sortsbetegnelsers egnethed ved en reference til artikel 63 i Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse(4), ændret ved forordning (EF) nr. 2506/95(5).

(2) Med henblik på anvendelse af direktiv 70/457/EØF og 70/458/EØF bør der fastsættes detaljerede regler for anvendelsen af kriterierne i artikel 63 i forordning (EF) nr. 2100/94, især med hensyn til hindringer for fastsættelsen af en sortsbetegnelse som anført i nævnte artikels stk. 3 og 4. I første omgang bør sådanne detaljerede regler begrænses til følgende hindringer:

- anvendelsen hindret af en ældre rettighed tilhørende tredjemand

- vanskeligheder med hensyn til genkendelse og gengivelse

- betegnelser, der er identiske eller kan forveksles med en anden sorts sortsbetegnelse

- betegnelser, der er identiske eller kan forveksles med andre betegnelser

- betegnelser, der virker vildledende eller skaber forvirring med hensyn til sortens kendetegn eller andre træk.

(3) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Frø og Plantemateriale henhørende under Landbrug, Havebrug og Skovbrug -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I denne forordning fastsættes der med henblik på anvendelse af artikel 9, stk. 6, første afsnit, i direktiv 70/457/EØF og artikel 10, stk. 6, første afsnit, i direktiv 70/458/EØF detaljerede regler for anvendelsen af visse kriterier i artikel 63 i forordning (EF) nr. 2100/94 om EF-sortsbeskyttelse.

Artikel 2

1. Hvis en tredjepart har en ældre rettighed til et varemærke, anses der at foreligge en hindring for anvendelsen af en sortsbetegnelse i Fællesskabet, når den myndighed, der er kompetent til at godkende sortsbetegnelsen, er blevet underrettet om et varemærke, der er registreret i en eller flere medlemsstater eller i Fællesskabet før godkendelsen af sortsbetegnelsen, og som er identisk med eller ligner sortsbetegnelsen og er registreret for varer, der er identisk med eller ligner den pågældende plantesort.

2. Hvis anmelderen har en ældre rettighed med hensyn til hele eller en del af den foreslåede betegnelse, finder artikel 18, stk. 1, i forordning (EF) nr. 2100/94 tilsvarende anvendelse.

Artikel 3

1. En sortsbetegnelse anses for at forvolde brugerne vanskeligheder med hensyn til genkendelse eller gengivelse i følgende tilfælde:

a) den har form af et fantasinavn, der

i) består af et enkelt bogstav

ii) består af eller indeholder som en særskilt enhed en række bogstaver, der ikke danner et ord, der kan udtales, undtagen hvis denne række er en fast forkortelse

iii) indeholder et tal, undtagen hvis dette tal er en integreret del af navnet eller angiver, at sorten er eller vil være en af en nummereret serie af biologisk beslægtede sorter

iv) består af mere end tre enheder; i forbindelse med artikel 63, stk. 4, i forordning (EF) nr. 2100/94 anses mere end tre enheder dog ikke for en hindring

v) består af eller indeholder et for langt ord, eller

vi) indeholder en bindestreg, andre mellemrum end mellemrummene mellem de enheder, det består af, et andet tegn, en blanding af store og små bogstaver inden for enheden, tegn anbragt over eller under skrivelinjen, et symbol eller en tegning

b) den har form af en kode, der

i) kun består af et tal eller tal, undtagen i tilfælde af indavlede linjer eller tilsvarende særlige sortstyper

ii) består af et enkelt bogstav

iii) indeholder over ti bogstaver eller bogstaver og tal

iv) indeholder over fire skiftende grupper af et bogstav eller bogstaver og et tal eller tal

v) indeholder en bindestreg, et andet mellemrum end en adskillelse fra et ord, der kan udtales, et andet tegn, tegn anbragt over eller under skrivelinjen et symbol eller en tegning.

2. Anmelderen meddeler ved indsendelsen af et forslag til en sortsbetegnelse, om den foreslåede betegnelse skal være et fantasinavn eller en kode.

3. Giver anmelderen ikke oplysning om den foreslåede betegnelses form, skal betegnelsen anses for at være et fantasinavn.

Artikel 4

Følgende gælder for vurdering af identiteten af eller forveksling med sortsbetegnelsen for en anden sort:

a) "kan forveksles med" anses for at dække bl.a. en sortsbetegnelse, der indeholder en forskel på kun et bogstav eller tal eller accenter over bogstaver i forhold til sortsbetegnelsen på en sort af en nærbeslægtet art, der er officielt godkendt til markedsføring i Fællesskabet, Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde eller i en kontraherende part i UPOV eller er underlagt sortsbeskyttelse i nævnte områder. En forskel på kun et bogstav i en etableret forkortelse som en særskilt enhed i sortsbetegnelsen er ikke omfattet. Nærværende bestemmelse gælder uanset artikel 6 ikke for en sortsbetegnelse i form af en kode, hvis referencesortsbetegnelsen også har form af en kode

b) som "nærbeslægtede art" betragtes en art, der tilhører samme klasse, jf. bilaget, eller hvor det ikke er tilfældet, den samme botaniske slægt

c) "en sort, der ikke længere findes" anses for at betyde en sort, der ikke længere markedsføres

d) "et officielt register over plantesorter" skal betragtes som henvisning til den fælles sortsliste over landbrugsplantearter eller grøntsagsarter eller til et register, der er oprettet af, og som ajourføres af EF-sortsmyndigheden, et officielt organ i Fællesskabets medlemsstater eller i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde eller en kontraherende part i UPOV

e) "en sort, hvis betegnelse ikke har opnået nogen særlig betydning": en sortsbetegnelse, der på et tidspunkt er indført i et officielt register over plantesorter, og som derved fik en særlig betydning, skal anses for at have mistet denne særlige betydning ti år efter, at sorten er slettet fra registret.

Artikel 5

Som betegnelser, der normalt bruges til markedsføringen af varer, eller som skal holdes fri efter anden lovgivning, betragtes især:

a) valutabetegnelser eller betegnelser med tilknytning til mål og vægt

b) udtryk, der indgår i daglig tale i hele eller en del af Fællesskabet, og hvis godkendelse som sortsbetegnelse ville hindre andres anvendelser deraf til markedsføring af formeringsmateriale (dvs. materiale til kønnet og ukønnet formering) af andre sorter, og

c) udtryk, der ifølge lovgivningen ikke må anvendes til andre formål end dem, der er forudsat i lovgivningen.

Artikel 6

En sortsbetegnelse betragtes som vildledende eller årsag til forveksling, hvis:

a) den giver det forkerte indtryk, at sorten har særlige kendetegn eller særlig værdi

b) den giver det forkerte indtryk, at sorten er beslægtet med eller afledt af en anden særlig sort

c) den henviser til særlige kendetegn eller værdier på en måde, der giver det forkerte indtryk, at kun denne sort har dem, selv om andre sorter af samme art kan have samme kendetegn eller værdi

d) den ved sin lighed med et velkendt handelsnavn, som ikke er et registreret varemærke eller en sortsbetegnelse, giver det indtryk, at sorten er en anden sort, eller giver et forkert indtryk med hensyn til identiteten af anmelderen, den ansvarlige for sortens vedligeholdelse eller sortsejeren

e) den består af eller indeholder:

i) komparativer eller superlativer

ii) det botaniske navn på en slægt eller art fra planteriget, eller en del deraf

iii) det almindelige navn på en slægt eller art fra planteriget inden for den gruppe af enten landbrugsplantearter eller grøntsagsarter, som sorten tilhører, eller

iv) navnet på en fysisk eller juridisk person eller en henvisning dertil, der giver et forkert indtryk med hensyn til identiten af anmelderen, den ansvarlige for sortens vedligeholdelse eller sortsejeren.

Artikel 7

Sortsbetegnelser, der er godkendt i form af en kode, skal angives tydeligt som sådan i medlemsstaternes relevante officielle sortsliste eller sortslister over officielt godkendte plantesorter eller i den relevante fælles sortsliste ved en fodnote med følgende forklaring: "sortsbetegnelse godkendt i form af en kode".

Artikel 8

1. Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

2. Den gælder ikke for sortsbetegnelser, som anmelderen har foreslået myndighederne til godkendelse før datoen for denne forordnings ikrafttrædelse.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. maj 2000.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 225 af 12.10.1970, s. 1.

(2) EFT L 25 af 1.2.1999, s. 27.

(3) EFT L 225 af 12.10.1970, s. 7.

(4) EFT L 227 af 1.9.1994, s. 1.

(5) EFT L 258 af 28.10.1995, s. 3.

BILAG

NÆRBESLÆGTEDE ARTER

(Jf. artikel 4, litra b))

>TABELPOSITION>