European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/2610

17.12.2025

RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2025/2610

af 12. december 2025

om ændringer af den monetære aftale mellem Den Europæiske Union og Fyrstendømmet Andorra og den monetære aftale mellem Den Europæiske Union og Republikken San Marino

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 219, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Unionen har siden euroens indførelse haft enekompetence for monetær lovgivning.

(2)

Rådet skal fastlægge bestemmelserne for ændring af aftaler om monetære spørgsmål eller spørgsmål vedrørende valutakursordninger.

(3)

Den monetære aftale mellem Den Europæiske Union og Fyrstendømmet Andorra (2) og den monetære aftale mellem Den Europæiske Union og Republikken San Marino (3) (»de monetære aftaler«) blev undertegnet henholdsvis den 30. juni 2011 og 27. marts 2012.

(4)

Efter afslutningen af forhandlingerne i december 2023 forventes Unionen at undertegne aftalen om oprettelse af en associering mellem Den Europæiske Union og henholdsvis Fyrstendømmet Andorra og Republikken San Marino (»associeringsaftalen«). I henhold til associeringsaftalen og den tilhørende rammeprotokol 3 om finansielle tjenesteydelser vil Andorra og San Marino gradvis tilslutte sig det indre marked for finansielle tjenesteydelser. Andorra og San Marino skal derfor gennemføre gældende EU-ret og ny lovgivning om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme samt om finansielle tjenesteydelser.

(5)

De monetære aftaler og associeringsaftalen indeholder bestemmelser om Andorras og San Marinos gennemførelse af EU-retsakter. Disse EU-retsakter er opført i bilagene til de monetære aftaler og bilagene til associeringsaftalen.

(6)

De EU-retsakter om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der skal gennemføres i henhold til de monetære aftaler og associeringsaftalen, er identiske. Derimod overlapper EU-retsakterne om finansielle tjenesteydelser kun delvis hinanden. De EU-retsakter, der finder anvendelse i henhold til de monetære aftaler, vedrører hovedsagelig den lovgivning om bank- og finanssektoren, der er knyttet til tilsynet med finansielle institutioner, som er relevant for euroen, hvorimod alle EU-retsakter om finansielle tjenesteydelser falder ind under associeringsaftalens anvendelsesområde.

(7)

De monetære aftaler og associeringsaftalen har forskellige formål og forskellige retsgrundlag. Retsgrundlaget for de monetære aftaler er artikel 219, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), hvorefter Rådet — idet det alene repræsenterer de medlemsstater, der har indført euroen som national valuta — træffer afgørelse efter hovedreglen om kvalificeret flertal på grundlag af en henstilling fra Kommissionen og efter høring af Den Europæiske Centralbank. Associeringsaftalen er baseret på artikel 218 i TEUF, hvorefter Rådet — idet det repræsenterer alle medlemsstater — efter Europa-Parlamentets godkendelse kan vedtage en afgørelse om indgåelse af associeringsaftalen. De monetære aftaler er uafhængige, og kan ikke indarbejdes i associeringsaftalen.

(8)

Der bør etableres en mekanisme til at håndtere den delvise overlapning af identiske forpligtelser i henhold til de monetære aftaler og associeringsaftalen og sikre et gnidningsløst samspil mellem dem. En holdbar og enkel løsning er at ændre de monetære aftaler.

(9)

Der bør indsættes bestemmelser i de monetære aftaler om i associeringsaftalen at medtage alle nye EU-retsakter om hvidvask af penge og finansiering af terrorisme samt alle nye EU-retsakter om bankvæsen og finansiering, der er relevante for euroen, når disse EU-retsakter finder anvendelse i henhold til associeringsaftalen. Vurderingen af gennemførelsen af disse EU-retsakter, det være sig tidligere eller fremtidige, som bliver en del af associeringsaftalen, bør foretages inden for rammerne af associeringsaftalen og kan være relevant for anvendelsen af de monetære aftaler.

(10)

Gennemførelsen af EU-retsakter vedrørende monetær ret bør fortsat udelukkende være underlagt de monetære aftaler.

(11)

Der bør indsættes bestemmelser i de monetære aftaler for at sikre de monetære aftalers og associeringsaftalens uafhængighed.

(12)

De EU-retsakter om bankvæsen og finansiering, der er relevante for euroen, samt de EU-retsakter om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der er blevet en del af associeringsaftalen, bør automatisk indarbejdes i de monetære aftaler, hvis associeringsaftalen helt eller delvis suspenderes eller opsiges —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Kommissionen tilstræber at forhandle følgende ændringer i de monetære aftaler mellem Den Europæiske Union og Fyrstendømmet Andorra og den monetære aftale mellem Den Europæiske Union og Republikken San Marino (»de monetære aftaler«):

a)

I de monetære aftaler indsættes klausuler, hvorved alle nye EU-retsakter om bank- og finanssektoren med relevans for euroen, og alle nye EU-retsakter om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme først bliver en del af det relevante bilag til aftalen om oprettelse af en associering mellem Den Europæiske Union og henholdsvis Fyrstendømmet Andorra og Republikken San Marino (»associeringsaftalen«), når disse EU-retsakter finder anvendelse i henhold til associeringsaftalen; disse klausuler bør også præcisere, at hvis en EU-retsakt, der er relevant for anvendelsen af den relevante monetære aftale, vedtages eller ændres, inden rammeprotokol 3 til associeringsaftalen om finansielle tjenesteydelser træder i kraft, vil den blive indsat i bilaget til den monetære aftale og overført til det relevante bilag til associeringsaftalen, når en sådan EU-retsakt træder i kraft i henhold til associeringsaftalen.

b)

I associeringsaftalen indsættes bestemmelser, der sikrer, at vurderingen af gennemførelsen af alle EU-retsakter, der udgør lovgivning om bank- og finanssektoren med relevans for euroen, og alle EU-retsakter om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, det være sig tidligere eller fremtidige, når de er blevet en del af det relevante bilag til associeringsaftalen, foretages inden for rammerne af associeringsaftalen.

c)

I de monetære aftaler indsættes bestemmelser, hvorved EU-retsakter, der udgør lovgivning om bank- og finanssektoren, og som er relevante for euroen, og alle EU-retsakter om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der er opført i bilagene til associeringsaftalen, tydeligt markeres som relevante for anvendelsen af de monetære aftaler, således at vurderingen af disse EU-retsakters gennemførelse i Andorra og San Marino i henhold til associeringsaftalen kan foretages samtidig med henblik på de monetære aftaler.

d)

I associeringsaftalen indsættes bestemmelser, hvorved alle nye EU-retsakter, der udgør lovgivning om bank- og finanssektoren med relevans for euroen, og alle nye EU-retsakter om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der er blevet en del af associeringsaftalen, automatisk indarbejdes i bilagene til de monetære aftaler, og deres gennemførelse vurderes inden for rammerne af de monetære aftaler, hvis associeringsaftalen suspenderes helt eller delvist eller opsiges.

e)

I de monetære aftaler indsættes bestemmelser, som sikrer, at gennemførelsen af EU-retsakter vedrørende monetær ret fortsat udelukkende skal være underlagt de monetære aftaler.

Kommissionen underretter Andorra og San Marino om behovet for og Unionens vilje til at ændre de monetære aftaler.

Artikel 2

1.   Kommissionen bemyndiges til at forhandle, undertegne og indgå de i artikel 1 omhandlede ændringer af den monetære aftale mellem Den Europæiske Union og Fyrstendømmet Andorra på fire sprog: catalansk, fransk, engelsk og spansk. Teksten på hvert af disse sprog anses for at have samme gyldighed.

2.   Kommissionen bemyndiges til at forhandle, indgå og undertegne de i artikel 1 omhandlede ændringer af den monetære aftale mellem Den Europæiske Union og Republikken San Marino på engelsk.

3.   Den Europæiske Centralbank inddrages fuldt ud i de forhandlinger, der er omhandlet i stk. 1 og 2, for så vidt som de er inden for dennes kompetenceområde.

4.   Kommissionen forelægger udkastet til ændringer af de monetære aftaler for Det Økonomiske og Finansielle Udvalg (EFC) med henblik på dennes udtalelse.

5.   Kommissionen har ret til at indgå disse ændringer til de monetære aftaler på Unionens vegne, medmindre EFC er af den opfattelse, at ændringerne af de monetære aftaler bør forelægges Rådet.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. december 2025.

På Rådets vegne

S. LOSE

Formand


(1)   EUT C, C/2024/4418, 8.7.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/4418/oj.

(2)   EUT C 369 af 17.12.2011, s. 1.

(3)   EUT C 121 af 26.4.2012, s. 5.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2610/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)