|
3.12.2020 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 406/62 |
KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2020/1827
af 26. maj 2020
om de foranstaltninger SA.39990 — (2016/C) (ex 2016/NN) (ex 2014/FC) (ex 2014/CP) — som Belgien har gennemført til fordel for Ducatt NV
(meddelt under nummer C(2020) 3287)
(Kun den nederlandske og den franske udgave er autentiske)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR ––
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 108, stk. 2, første afsnit,
under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),
efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i overensstemmelse med ovennævnte bestemmelser (1), under hensyntagen til disse bemærkninger, og
ud fra følgende betragtninger:
1. SAGSFORLØB
|
(1) |
Den 28. november 2014 modtog Kommissionen en formel klage fra den tyske glasproducent GMB Glasmanufaktur Brandenburg GmbH (herefter »GMB«) og moderselskabet Interfloat Corporation (herefter »Interfloat-koncernen«), der er registreret i Liechtenstein (herefter under ét »klageren«). Klageren hævdede, at dens direkte konkurrent, Ducatt NV (herefter »Ducatt«), havde modtaget ulovlig statsstøtte, som var uforenelig med det indre marked, fra regionen Flandern, Belgien. |
|
(2) |
Ved brev af 19. maj 2016 underrettede Kommissionen Belgien om, at den havde besluttet at indlede proceduren efter artikel 108, stk. 2, første afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (herefter »TEUF«) med hensyn til den påståede statsstøtte til Ducatt (herefter »åbningsafgørelsen«). |
|
(3) |
Åbningsafgørelsen blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til de foranstaltninger, der er beskrevet i åbningsafgørelsen. |
|
(4) |
De belgiske myndigheder fremsatte deres bemærkninger til åbningsafgørelsen den 20. juni 2016 (3) og den 19. juli 2016. |
|
(5) |
Kommissionen modtog bemærkninger fra klageren den 17. juni 2016, den 18. august 2016, den 13. september 2016 og den 6. oktober 2016. Den videresendte dem til de belgiske myndigheder, som fremsatte bemærkninger til dem ved brev af 23. januar 2017. |
|
(6) |
Kommissionen anmodede Belgien om yderligere oplysninger den 30. januar 2017, som blev fremlagt af de belgiske myndigheder den 27. marts 2017. |
|
(7) |
Den 14. juni 2017 underrettede de belgiske myndigheder Kommissionen om, at Ducatt var blevet erklæret konkurs pr. 20. maj 2017, hvorefter Kommissionen mødtes med repræsentanter for Belgien den 23. juni 2017. |
|
(8) |
Den 5. juli 2017 mødtes Kommissionen med klageren og dennes retlige repræsentanter. |
|
(9) |
Den 10. juli 2017 fremsendte de belgiske myndigheder yderligere oplysninger til Kommissionen, som denne havde anmodet om på mødet den 23. juni 2017. |
|
(10) |
Kommissionen anmodede Belgien om yderligere oplysninger den 20. november 2017, den 22. juni 2018 og den 31. januar 2020. De belgiske myndigheder svarede den 15. december 2017, den 27. august 2018 samt den 4. marts og den 12. maj 2020. |
|
(11) |
Kommissionen anmodede også om yderligere oplysninger fra kuratorerne i Ducatts konkursbo den 18. juli 2017, den 25. juli 2017, den 7. og 9. marts 2018, den 16. maj 2018 og den 28. januar 2019. Kuratorerne svarede den 22. juli 2017, den 6. marts 2018, den 9. marts 2018, den 30. marts 2018, den 30. maj 2018 og den 29. januar 2019. |
|
(12) |
Kommissionen indledte også følgende korrespondance med klageren: Den modtog breve fra klageren den 3. april 2018, den 2. april 2019 og den 26. januar 2020, som den besvarede henholdsvis den 24. april 2018, den 6. maj 2019 og den 10. februar 2020. Kommissionen havde også to telefonsamtaler med klageren den 26. juli 2018 og den 27. marts 2019. |
|
(13) |
Den 26. marts 2020 modtog Kommissionen et brev fra klageren med en formel anmodning om at handle i medfør af artikel 265, stk. 2, i TEUF. |
2. BAGGRUND
2.1. Støttemodtageren
|
(14) |
Ducatt er resultatet af en udskillelse fra Emgo NV (»Emgo«), et 50/50-joint venture mellem Philips og Osram, der blev etableret i 1966 som producent af glaskolber til fremstilling af glødelamper og glasrør til fremstilling af lysstofrør. Ducatt blev etableret i november 2010 af den (daværende) innovationschef hos Emgo (via Vercundus BVBA) og den (daværende) finans- og regnskabschef hos Emgo (via ArsiCO BVBA). |
|
(15) |
På grund af ændringer i EU-lovgivningen, der forbød salg af glødelamper fra den 1. september 2009, blev den del af Emgos forretningsområde, der beskæftigede sig med glaskolber, udskilt og fusioneret med Ducatt i januar 2011 med det formål at bevare arbejdspladser og knowhow inden for glasfremstillingssektoren. Ducatts ledelse sigtede mod at komme ind på markedet for glas til solpaneler og investerede kraftigt i det nødvendige udstyr fra 2011. |
|
(16) |
Ud over de to stiftende selskaber, nemlig Vercundus BVBA og ArsiCO BVBA, har Ducatt følgende juridiske personer som medejere eller har haft det i varierende omfang: Limburgse Reconversie Maatschappij (herefter »LRM«), Participatie Maatschappij Vlaanderen (herefter »PMV«), Capricorn Cleantech Fund (herefter »CCF«), Quest for Growth (herefter »QFG«), Belfius, VF Capital (»VFC«), VMF og Aro. Desuden var dele af selskabets aktier i nogen tid ejet af en fysisk person, nemlig […] (*). |
2.2. Klagen
|
(17) |
Klageren er producent af glas til solpaneler og en direkte konkurrent til den påståede støttemodtager, Ducatt. Klageren hævder, at Ducatt modtog ca. 70 mio. EUR i ulovlig statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked, fra den statsejede bank Belfius og LRM og PMV, der er to investeringsselskaber, som ejes af regionen Flandern. |
|
(18) |
Ifølge klageren havde den påståede støtte form af ydede lån og kapitalforhøjelser på ikkemarkedsmæssige vilkår, der stammede fra Ducatts oprettelse i 2011. De blev anvendt til at oprette virksomheden og sætte gang i dens produktion med henblik på løbende at dække dens tab. |
3. BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGERNE OG INDHOLDET AF ÅBNINGSAFGØRELSEN
|
(19) |
Kommissionen indledte den formelle undersøgelsesprocedure for at vurdere, om følgende foranstaltninger til fordel for Ducatt udgjorde statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, TEUF, og i bekræftende fald, om de var forenelige med det indre marked. |
3.1. Kapitalforhøjelser
|
(20) |
I åbningsafgørelsen blev der udtrykt tvivl om, hvorvidt følgende kapitalforhøjelser på […] EUR, der blev gennemført af LRM og PMV, fandt sted på markedsvilkår:
|
3.2. Lån
|
(21) |
I åbningsafgørelsen blev der udtrykt tvivl om, hvorvidt følgende lån på […] EUR, der blev ydet af LRM og PMV, ud over de lån, der blev konverteret til egenkapital som omhandlet i betragtning (20) ovenfor, blev ydet på markedsvilkår:
|
3.3. Rekapitaliseringen i november 2015
|
(22) |
I åbningsafgørelsen blev der endvidere udtrykt tvivl om, hvorvidt kapitalforhøjelsen og omlægningen af aktionærlånene i november 2015 blev gennemført på markedsvilkår. Dette omfattede dels den kapitalforhøjelse i kontanter på […] EUR, der blev gennemført af LRM (ud over konverteringen af […] EUR fra lån 13), dels LRM's overtagelse af de udestående dele af lån 10 fra andre parter samt LRM's afskrivning af dele af hovedstolen og renterne for lån 10, 11 og 12. |
4. STØTTEMODTAGERENS KONKURS
|
(23) |
Den 11. maj 2017 blev det bekendtgjort, at Solarworld, der var Ducatts største kunde, og hvortil salget tegnede sig for ca. 30 % af Ducatts indtægter, var insolvent. |
|
(24) |
Efterfølgende besluttede Ducatts bestyrelse den 20. maj 2017 at indlede konkursbehandling af Ducatt. Ducatt blev erklæret konkurs pr. 20. maj 2017 ved konkursdekret afsagt af Handelsretten i Hasselt den 23. maj 2017, der også udpegede tre kuratorer. |
4.1. Ophør med erhvervsmæssig aktivitet og afhændelse af modtagerens aktiver
|
(25) |
I juli 2017 ophørte alle erhvervsmæssige aktiviteter hos Ducatt endeligt efter opsigelsen af kontrakterne med alle virksomhedens ansatte og indstillingen af produktionen (4). |
|
(26) |
Da der ikke var modtaget nogen bud på købet af Ducatts virksomhed som going concern, solgte kuratorerne i august 2017 Ducatts ikkeproduktionsrelaterede aktiver (møbler, computere, reservedele, transportmateriel, inventar, emballeringsmaterialer, rengøringsmaskiner osv.) på en onlineauktion til en række forskellige købere. |
|
(27) |
Ducatt havde leaset sine vigtigste produktionsmidler af tredjeparter, der overtog disse produktionsmidler som følge af Ducatts konkurs. Navnlig blev lokalerne og en del af maskinerne (produktionshallen med glasovnen, kontorer og logistiklokaler) overtaget af leasingselskabet LRM Lease NV, mens glasforarbejdningslinjerne (for glas fra glasovnen) blev overtaget af leasingselskaberne ING Lease, KBC Lease and ES Finance. |
|
(28) |
Ifølge oplysninger fra Belgien er produktionsstederne og kontorerne for øjeblikket tomme, mens dele af logistiklokalerne udlejes til forskellige logistikvirksomheder som lagerplads. Planen er at rive produktionshallen samt kontorerne ned, anvende det underliggende jordareal til nye formål og beholde de lokaler, der for øjeblikket udlejes til logistikvirksomheder. Glasovnen er blevet fjernet fra produktionshallen og er blevet demonteret, idet de dele af ovnen, der består af sten, er blevet solgt på en onlineauktion til højestbydende, og andre komponenter af ovnen er blevet skrottet efter forgæves forsøg på at sælge dem på en onlineauktion. |
4.2. Balance over støttemodtagerens aktiver og passiver
|
(29) |
Belgien har påvist, at passiverne i Ducatts konkursbo udgør ca. 33,8 mio. EUR, hvoraf Ducatts gæld til privilegerede kreditorer (primært personale, social sikring, banker og leasingselskaber) beløber sig til 14,3 mio. EUR, mens konkursboets aktiver beløber sig til ca. 3,6 mio. EUR. |
|
(30) |
Skulle Kommissionen konkludere, at den ulovlige statsstøtte, der var uforenelig med det indre marked, var blevet ydet til Ducatt af Belgien, og kræve en sådan statsstøtte tilbagesøgt, ville Belgiens krav om tilbagesøgning af statsstøtte i forbindelse med Ducatts konkursbehandling endvidere ikke være omfattet af den belgiske konkurslovgivning. Da aktiverne langt fra er tilstrækkelige til at dække de privilegerede kreditorers fordringer, er der ingen realistisk chance for, at ikkeprivilegerede fordringer kan imødekommes, end ikke delvist. |
|
(31) |
Ducatts uundgåelige opløsning forsinkes kun af en række verserende retssager vedrørende fordringer fra virksomhedens kreditorer og nogle af dens ansatte. Resultatet af disse sager ændrer ikke ved den omstændighed, at de privilegerede fordringer overstiger Ducatts aktiver. |
5. KONKLUSION
|
(32) |
Kommissionen bemærker, at dens beføjelser i henhold til artikel 107 og 108 i TEUF har til formål at undgå, at der ydes støtte, som er uforenelig med det indre marked. Hvad angår tilbagesøgning har Domstolen gentagne gange slået fast, at Kommissionens beføjelse til at pålægge medlemsstaterne at tilbagesøge støtte, som efter Kommissionens opfattelse er uforenelig med det indre marked, har til formål at genoprette den situation, der forelå, inden der blev ydet statsstøtte, som er uforenelig med det indre marked (5). |
|
(33) |
Med andre ord er et af formålene med statsstøttekontrollen at forhindre ulovlig eller uforenelig statsstøtte. Det andet mål er at sikre, at situationen forud for den konkurrencefordrejning, der er forårsaget af statsstøtte, som er uforenelig med det indre marked, genskabes. |
|
(34) |
I den foreliggende sag kan der ikke længere ydes støtte til Ducatt. En afgørelse, der fastslår, at de allerede trufne foranstaltninger udgør statsstøtte, der er uforenelige med det indre marked, og som kræver, at denne støtte tilbagesøges, vil under alle omstændigheder ikke føre til tilbagebetaling (dette er åbenbart umuligt) og vil ikke have nogen indflydelse på betalingen af andre kreditorers fordringer. |
|
(35) |
Mere specifikt bemærker Kommissionen, at Ducatts erhvervsmæssige aktivitet er endeligt ophørt på grund af i) opsigelsen af alle kontrakter med Ducatts ansatte, som nu primært er ansat af andre arbejdsgivere, ii) demonteringen af Ducatts produktionsanlæg og salg af alle Ducatts ikkeproduktionsrelaterede aktiver til en række forskellige købere. |
|
(36) |
Endvidere bemærker Kommissionen, at Ducatts primære produktionsaktiv, nemlig det aktiv, som LRM Lease har overtaget, er blevet demonteret og derfor ikke længere kan tilbydes nogen markedsaktør, og at LRM Leases lokaler heller ikke er blevet anvendt til formål i relation til Ducatts erhvervsmæssige aktivitet. Endelig bemærker Kommissionen, at glasforarbejdningslinjerne ejes af private virksomheder, der er uafhængige af Ducatt og regionen Flandern, og hvis forretningsstrategi er at udleje aktiverne og ikke udøve nogen produktionsaktivitet, der kan sammenlignes med Ducatts. Derfor mener Kommissionen, at det kan udelukkes, at en anden virksomhed vil fortsætte Ducatts erhvervsmæssige aktivitet. |
|
(37) |
Kommissionen bemærker endvidere, at et påbud om tilbagesøgning ikke ville have nogen indvirkning på betalingen af statsstøttefordringer eller andre fordringer. I henhold til belgisk konkurslovgivning ville kravet om tilbagesøgning af statsstøtte i tilfælde af en negativ kommissionsafgørelse, der indebar tilbagesøgning, blive anmeldt som en ikkeprivilegeret fordring i Ducatts konkursbo. De privilegerede fordringer fra Ducatts kreditorer i konkursboet overstiger langt konkursboets aktiver. Selv hvis Kommissionen fastslog, at Ducatt havde modtaget ulovlig og uforenelig statsstøtte, ville det derfor være umuligt at foretage en tilbagesøgning på grundlag af en sådan afgørelse, og det ville ikke på nogen måde påvirke resultatet af indfrielsen af fordringer fra Ducatts ikkeprivilegerede kreditorer. |
|
(38) |
Den eneste begrundelse for Ducatts fortsatte eksistens uden en erhvervsmæssig aktivitet er at afvente resultatet af flere verserende retssager vedrørende fordringer fra kreditorer og tidligere ansatte. Når disse sager er afsluttet, vil Ducatt uundgåeligt blive afviklet og slettet af virksomhedsregistret. |
|
(39) |
Under disse omstændigheder ville en kommissionsafgørelse, der gik ud på, at de pågældende foranstaltninger udgør uforenelig støtte, ikke have nogen praktisk virkning, og den formelle undersøgelsesprocedure, der blev indledt efter artikel 108, stk. 2, første afsnit, i TEUF med hensyn til de omhandlede foranstaltninger, ville ikke længere tjene noget formål — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den procedure, der blev indledt den 19. maj 2016 efter artikel 108, stk. 2, første afsnit, i TEUF vedrørende Ducatt NV, afsluttes hermed.
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Belgien.
Udfærdiget i Bruxelles, den 26. maj 2020.
På Kommissionens vegne
Margrethe VESTAGER
Ledende næstformand
(1) EUT C 369 af 7.10.2016, s. 27.
(2) Se fodnote 1.
(3) På mødet med Kommissionen den 20. juni 2016.
(*) Fortroligt.
(4) På grund af de særlige karakteristika ved glasovnens funktion kunne den ikke slukkes straks, men skulle nedkøles gradvist, hvilket gjorde det nødvendigt at inddrage en del af personalet. Det er grunden til, at nogle af Ducatts medarbejdere var beskæftiget, indtil nedkølingen var afsluttet i begyndelsen af juli.
(5) Domstolens dom af 14. september 1994 i forenede sager C-278/92, C-279/92 og C-280/92, Spanien mod Kommissionen, ECLI:EU:C:1994:325, præmis 75.