DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
16. juli 2026 ( *1 )
»Appel – ansvar uden for kontraktforhold – undersøgelser foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) – fortrolighed – uautoriseret udbredelse af undersøgelsesrapporten i pressen – tilregnelse af lækager – artikel 10, stk. 3, i forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 – økonomisk og ikkeøkonomisk skade – bevisbyrde – forældelse af erstatningssøgsmålet – artikel 46, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol – juridiske udtalelsers fortrolighed«
I sag C-559/23 P,
angående en appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 7. september 2023,
International Management Group (IMG), Bruxelles (Belgien), ved avocats J.-Y. de Cara og L. Levi,
appellant,
den anden part i appelsagen:
Europa-Kommissionen ved J. Baquero Cruz, J.-F. Brakeland og S. Delaude, som befuldmægtigede,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M.L. Arastey Sahún, og dommerne J. Passer, E. Regan, D. Gratsias (refererende dommer) og B. Smulders,
generaladvokat: J. Richard de la Tour,
justitssekretær: fuldmægtig F. Cathagne,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 11. december 2025,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 12. marts 2026,
afsagt følgende
Dom
|
1 |
International Management Group (IMG) har med sit appelskrift nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 28. juni 2023, IMG mod Kommissionen (T-752/20, herefter den appellerede dom, EU:T:2023:366), hvorved Retten frifandt Europa-Kommissionen i det søgsmål, som denne organisation havde anlagt med påstand om erstatning for den økonomiske og ikkeøkonomiske skade, som det angiveligt havde lidt som følge af den ulovlige adfærd, som Kommissionen og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) havde udvist i forbindelse med en rapport vedrørende IMG udarbejdet af OLAF. |
Retsforskrifter
|
2 |
Artikel 3 og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT 2013, L 248, s. 1) omhandler henholdsvis eksterne undersøgelser, der består i OLAF’s kontrol og inspektion på stedet i medlemsstaterne og, i medfør af gældende aftaler om samarbejde og gensidig bistand og enhver anden gældende retsakt, i tredjelande og internationale organisationers lokaler, samt interne undersøgelser, der foretages inden for Den Europæiske Unions institutioner, organer, kontorer og agenturer. |
|
3 |
Denne forordnings artikel 9, stk. 4, bestemmer, at der ikke må udarbejdes konklusioner, hvori der henvises til en berørt person ved navns nævnelse, når undersøgelsen er afsluttet, uden at den berørte person har fået mulighed for at fremsætte bemærkninger til de forhold, der berører vedkommende. |
|
4 |
Denne forordnings artikel 10, stk. 1-3, bestemmer følgende: »1. Alle oplysninger, der fremsendes eller indhentes i forbindelse med eksterne undersøgelser, uanset i hvilken form det måtte være, er beskyttet af de relevante regler. 2. De oplysninger, der fremsendes eller indhentes i forbindelse med interne undersøgelser, uanset i hvilken form det måtte være, er omfattet af tavshedspligt og beskyttet i henhold til de regler, der gælder for Unionens institutioner. 3. De berørte institutioner, organer, kontorer og agenturer sikrer overholdelsen af tavshedspligten i forbindelse med de undersøgelser, der foretages af [OLAF], og de berørte personers legitime rettigheder og, såfremt der indledes retslige procedurer, alle nationale regler vedrørende sådanne procedurer.« |
|
5 |
Samme forordnings artikel 11, stk. 1 og 3-6, fastsætter følgende: »1. Når [OLAF] afslutter en undersøgelse, udarbejder det under generaldirektørens myndighed en rapport. I denne rapport redegøres der for retsgrundlaget for undersøgelsen, de procedurer, der er fulgt, de konstaterede faktiske forhold og den foreløbige juridiske vurdering heraf, den anslåede finansielle virkning af de konstaterede faktiske forhold, overholdelsen af de processuelle garantier, jf. artikel 9, og konklusionerne af undersøgelsen. Rapporten ledsages af henstillinger fra generaldirektøren om, hvorvidt der bør træffes foranstaltninger. Disse henstillinger skal i relevant omfang angive eventuelle disciplinære, administrative, finansielle og/eller juridiske foranstaltninger, som den berørte institution eller det berørte organ, kontor eller agentur eller de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder har truffet, og de skal navnlig specificere de anslåede beløb, der skal opkræves, og angive den foreløbige juridiske vurdering af de konstaterede faktiske forhold. [...] 3. De rapporter og henstillinger, der udarbejdes efter en ekstern undersøgelse, og alle relevante dokumenter vedrørende undersøgelsen sendes til de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder i overensstemmelse med reglerne for eksterne undersøgelser og, hvis det er nødvendigt, til de kompetente tjenestegrene i Kommissionen. 4. De rapporter og henstillinger, der udarbejdes efter en intern undersøgelse, og alle relevante dokumenter vedrørende undersøgelsen sendes til den berørte institution eller det berørte organ, kontor eller agentur. Institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne følger de interne undersøgelser op, især med de disciplinære eller retslige skridt, som resultaterne måtte kræve, og underretter [OLAF] herom inden for en tidsfrist, der er fastsat i de henstillinger, der ledsager rapporten, og desuden på [OLAF’s] anmodning. 5. Såfremt en rapport, der udarbejdes efter en intern undersøgelse, viser, at der findes forhold, der kunne give grundlag for en strafferetssag, sendes disse oplysninger til den berørte medlemsstats retsmyndigheder. 6. På [OLAF’s] anmodning sender de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder i tide kontoret oplysninger om, hvilke eventuelle foranstaltninger der er truffet efter generaldirektørens fremsendelse af sine henstillinger i overensstemmelse med stk. 3 og efter [OLAF’s] fremsendelse af oplysninger i overensstemmelse med stk. 5.« |
Tvistens baggrund
|
6 |
Tvistens baggrund fremgår af den appellerede doms præmis 2-18 og kan med henblik på nærværende sag sammenfattes som følger. |
|
7 |
Appellanten blev oprettet den 25. november 1994 med det formål at give de stater, der deltog i genopbygningen af Bosnien-Herzegovina, mulighed for til dette formål at råde over en særlig enhed. Inden for rammerne af sine aktiviteter indgik IMG flere aftaler med Kommissionen, bl.a. i henhold til metoden til gennemførelse af Unionens budget, den såkaldte »indirekte eller fælles forvaltning«, som er fastsat i Unionens finansielle bestemmelser. Denne budgetgennemførelsesmetode indebærer, at når Kommissionen gennemfører EU-budgettet ved fælles forvaltning, der siden 2012 er blevet betegnet som indirekte forvaltning, uddelegeres visse gennemførelsesopgaver til internationale organisationer. |
|
8 |
Den 31. januar 2012 indledte OLAF’s generaldirektør en undersøgelse (undersøgelse OF/2011/1002) vedrørende appellantens juridiske status som »international organisation« som omhandlet i Unionens finansielle bestemmelser. |
|
9 |
Den 9. december 2014 udarbejdede OLAF sin endelige rapport (herefter »OLAF’s rapport«), hvori kontoret i det væsentlige fastslog, at appellanten ikke var en »international organisation« som omhandlet i Unionens finansielle bestemmelser, og at denne organisation måske end ikke havde status som selvstændig juridisk person. OLAF anbefalede derfor Kommissionen at pålægge appellanten en række administrative og økonomiske sanktioner og at iværksætte en tilbagesøgning af de beløb, der var blevet udbetalt til organisationen. |
|
10 |
Den 12. december 2014 blev OLAF’s rapport officielt fremsendt til Kommissionen og til de franske og de belgiske retsmyndigheder. |
|
11 |
Kommissionen vedtog den 16. december 2014 gennemførelsesafgørelse C(2014) 9787 final om ændring af Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2013) 7682 final vedrørende det årlige handlingsprogram for 2013 for Myanmar/Burma, der finansieres over Unionens almindelige budget (herefter »afgørelsen af 16. december 2014«). I henhold til afgørelsen af 16. december 2014 skulle et EU-finansieret udviklingsprogram for handelen i Myanmar/Burma ikke som hidtil planlagt gennemføres af appellanten men af en anden enhed. Appellanten anlagde sag ved Retten med påstand om annullation af denne afgørelse, som blev registreret under sagsnr. T-29/15. |
|
12 |
Den 18. februar 2015 tilsendte appellanten OLAF en skrivelse, hvoraf det fremgik, at der muligvis var blevet lækket oplysninger til pressen om rapportens indhold, navnlig rapportens konklusioner, og at disse oplysninger var blevet udbredt i en artikel, der var blevet offentliggjort af det tyske tidsskrift Der Spiegel den 13. februar 2015. |
|
13 |
Den 13. marts 2015 fremsendte generaldirektøren for OLAF en skrivelse til formanden for Europa-Parlamentet, hvoraf det fremgik, at han var blevet underrettet om, at OLAF’s rapport var blevet udbredt inden for Parlamentets Budgetkontroludvalg. I denne skrivelse påpegede generaldirektøren for OLAF, at OLAF’s rapport ikke officielt var blevet videregivet til Parlamentet, og anmodede formanden for denne institution om at træffe de nødvendige forholdsregler for at bringe udbredelsen af dokumentet til ophør. |
|
14 |
Ved skrivelse af 20. marts 2015 gav OLAF appellanten det svar, at kontorets rapport udelukkende var blevet fremsendt til de kompetente nationale myndigheder og Kommissionens Generalsekretariat. |
|
15 |
Den 8. maj 2015 tilsendte Kommissionen appellanten en skrivelse for at underrette denne organisation om, hvorledes den agtede at følge op på OLAF’s rapport. Ved denne skrivelse traf Kommissionen bl.a. en afgørelse (herefter »afgørelsen af 8. maj 2015«), hvorefter dens tjenestegrene, »indtil der var absolut vished om [appellantens] status som international organisation«, ikke ville indgå nye delegationsaftaler med denne organisation om indirekte forvaltning som omhandlet i Unionens finansielle bestemmelser. |
|
16 |
Appellanten indgav et søgsmål ved Retten, der blev registreret under sagsnr. T-381/15, hvorved organisationen navnlig nedlagde påstand om annullation af afgørelsen af 8. maj 2015 og om erstatning for sin økonomiske og ikkeøkonomiske skade. |
|
17 |
Den 11. december 2015 blev OLAF’s rapport offentliggjort på avisen New Europes websted uden bilagene hertil. Appellanten blev underrettet om, at Kommissionens generalsekretær og OLAF på daværende tidspunkt havde indledt to undersøgelser for at identificere kilden til den pågældende lækage. |
|
18 |
Den 30. januar 2017 fremsendte Kommissionens generalsekretær en skrivelse til appellanten, hvorved denne blev underrettet om, at undersøgelserne var blevet afsluttet, og at de ikke havde gjort det muligt at identificere kilden til lækagen. |
|
19 |
Ved domme af 2. februar 2017, International Management Group mod Kommissionen (T-29/15, EU:T:2017:56), og IMG mod Kommissionen (T-381/15, EU:T:2017:57), frifandt Retten Kommissionen i de søgsmål, som appellanten havde anlagt, og som er nævnt i nærværende doms præmis 11 og 16. |
|
20 |
Den 5. juni 2018 fik appellanten tilsendt OLAF’s rapport sammen med bilagene hertil. |
|
21 |
Ved dom af 31. januar 2019, International Management Group mod Kommissionen (C-183/17 P og C-184/17 P, EU:C:2019:78), ophævede Domstolen de domme, der er nævnt i nærværende doms præmis 19, og annullerede afgørelsen af 16. december 2014 og afgørelsen af 8. maj 2015. Domstolen hjemviste sag T-381/15 til Retten, med henblik på at der blev truffet afgørelse om appellantens påstand om erstatning for den skade, denne organisation var blevet påført som følge af afgørelsen af 8. maj 2015. Efter hjemvisningen frifandt Retten ved dom af 9. september 2020, IMG mod Kommissionen (T-381/15 RENV, EU:T:2020:406), Kommissionen i det af appellanten anlagte erstatningssøgsmål. Denne dom blev ophævet ved dom af 22. september 2022, IMG mod Kommissionen (C-619/20 P og C-620/20 P, EU:C:2022:722). |
Sagen for Retten og den appellerede dom
|
22 |
Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. december 2020 indgav appellanten et søgsmål med påstand om erstatning for den økonomiske og ikkeøkonomiske skade, som organisationen angiveligt havde lidt som følge af lækagen til pressen af indholdet af OLAF’s rapport, hvilken rapport ifølge appellanten var behæftet med flere ulovligheder. Appellanten påberåbte sig en økonomisk skade, der bestod i en tilbagegang i omfanget af de aktiviteter, som denne organisations partnere og sædvanlige donatorer havde betroet den, og en ikkeøkonomisk skade, der bestod i dels organisationens følelse af uretfærdighed og frustration, dels en meget alvorlig krænkelse af dens ære, anseelse og omdømme. |
|
23 |
Det fremgår af den appellerede doms præmis 22, at Kommissionen havde bestridt, at søgsmålet i første instans kunne antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at det var forældet. Som det fremgår af denne doms præmis 24, besluttede Retten imidlertid at undersøge, om appellantens erstatningspåstand var velbegrundet, uden først at tage stilling til formalitetsindsigelsen vedrørende søgsmålets forældelse. |
|
24 |
Retten henviste i den appellerede doms præmis 25 og 26 til den retspraksis, hvorefter Unionens ifaldelse af ansvar uden for kontraktforhold som omhandlet i artikel 340, stk. 2, TEUF forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, nemlig for det første, at den adfærd, der foreholdes EU-institutionen, er ulovlig, for det andet, at der foreligger en reel skade, og for det tredje, at der er en årsagsforbindelse mellem denne institutions adfærd og den påberåbte skade, idet sagsøgte i det hele skal frifindes i søgsmålet, når en af disse betingelser ikke er opfyldt, uden at det er nødvendigt at undersøge de øvrige betingelser. |
|
25 |
Retten anførte i denne doms præmis 27-31, at appellanten havde påberåbt sig fire ulovligheder, der var årsag til den skade, som denne organisation angiveligt havde lidt. Den første bestod i OLAF’s tilsidesættelse af artikel 1 og 5 i forordning nr. 883/2013, af artikel 2 i Kommissionens afgørelse 1999/352/EF, EKSF, Euratom af 28. april 1999 om oprettelse af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (EFT 1999, L 136, s. 20) og af pligten til at udvise omhu. Den anden bestod i første række i OLAF’s tilsidesættelse af artikel 53 og artikel 53d i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 248, s. 1), af artikel 58 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1), af artikel 43 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT 2012, L 362, s. 1) samt af pligten til at udvise omhu, og i anden række i en fejl begået af OLAF ved valget af de retsgrundlag, der blev benyttet til vedtagelsen af henstillingerne i dette kontors rapport. Den tredje bestod i OLAF’s tilsidesættelse af princippet om god forvaltning, der er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og navnlig af princippet om upartiskhed, af reglerne om bevisførelse, der ligeledes er fastsat i artikel 8.5 i retningslinjerne vedrørende undersøgelsesprocedurerne for OLAF’s ansatte, af retten til at blive hørt, der er fastsat i artikel 9 i forordning nr. 883/2013, samt af pligten til at udvise omhu og af princippet om uskyldsformodning. Endelig bestod den fjerde ulovlighed i OLAF’s og Kommissionens tilsidesættelse af tavshedspligten, der er fastsat i artikel 10 i forordning nr. 883/2013, i artikel 8 i de ovennævnte retningslinjer og i artikel 339 TEUF, på grund af lækagen af oplysninger fra OLAF’s rapport til pressen samt i Kommissionens tilsidesættelse af pligten til at udvise omhu og af omsorgspligten. |
|
26 |
Eftersom Kommissionen gjorde gældende, at der ikke var nogen årsagsforbindelse mellem de ulovligheder, som appellanten havde påberåbt sig, og den skade, som denne angiveligt havde lidt, besluttede Retten i den appellerede doms præmis 32 først at undersøge den tredje betingelse for Unionens ifaldelse af ansvar uden for kontraktforhold, nemlig betingelsen om, at der skal være en årsagsforbindelse mellem den pågældende institutions adfærd og den påståede skade. |
|
27 |
I denne henseende påpegede Retten i den appellerede doms præmis 35, at i henhold til artikel 10, stk. 3, og artikel 11, stk. 3-6, i forordning nr. 883/2013 er de rapporter, som OLAF udarbejder i forbindelse med sine undersøgelser, i princippet fortrolige og har til formål at give de nationale myndigheder og EU-myndighederne de oplysninger og beviser, der skal sætte dem i stand til at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at vedtage foranstaltninger på EU-plan, eller at de nationale retsmyndigheder indleder retsforfølgning. Retten udledte heraf i denne doms præmis 36, at den eneste skade, der kunne følge direkte af OLAF’s rapport, var den skade, som måtte være fremkaldt som følge af en udbredelse af hele eller en del af denne rapport, navnlig på grund af en lækage til pressen. |
|
28 |
Det fremgår af den appellerede doms præmis 37, at Retten fandt, at den første af de ulovligheder, som appellanten havde påberåbt sig, og som er gengivet i nærværende doms præmis 25, vedrørte OLAF’s manglende kompetence til at indlede undersøgelsen, hvilket kun kunne påføre appellanten den påberåbte skade gennem en lækage til pressen af oplysninger om denne undersøgelse og om OLAF’s rapport. Ifølge Retten havde denne første ulovlighed derfor ikke en tilstrækkelig direkte forbindelse med den skade, som appellanten havde påberåbt sig. |
|
29 |
Det samme gjorde sig ifølge Rettens betragtninger i den appellerede doms præmis 38 og 39 gældende for den anden og den tredje ulovlighed, som appellanten havde påberåbt sig, og som heller ikke havde nogen forbindelse med lækagen til pressen af OLAF’s rapport. |
|
30 |
Hvad derimod angik den fjerde af disse ulovligheder bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 40 og 41, at denne ulovlighed vedrørte OLAF’s og Kommissionens tilsidesættelse af deres tavshedspligt såvel som Kommissionens tilsidesættelse af sin pligt til at udvise omhu og af sin omsorgspligt, som følge af at OLAF’s rapport var blevet lækket til pressen. Retten fandt imidlertid, at den omstændighed, at appellantens partnere og faste donatorer som følge af denne lækage fik kendskab til de fortrolige oplysninger, der fremgik af rapporten, kunne have skabt tvivl hos de pågældende om appellantens redelighed og retsevne samt status som juridisk person og dermed kunne have påført organisationen den skade, som den havde nedlagt påstand om erstatning for. Retten fandt derfor, at det var godtgjort, at der forelå en tilstrækkeligt direkte årsagsforbindelse mellem den fjerde ulovlighed og denne skade. Som det fremgår af den appellerede doms præmis 42, besluttede Retten følgelig at undersøge lovligheden af den adfærd, der var blevet foreholdt Kommissionen og OLAF, udelukkende for så vidt angik den fjerde ulovlighed, som appellanten havde påberåbt sig. |
|
31 |
I denne forbindelse undersøgte Retten særskilt på den ene side, om Kommissionen og OLAF havde tilsidesat tavshedspligten, og på den anden side, om Kommissionen havde tilsidesat pligten til at udvise omhu og omsorgspligten. |
|
32 |
I første række og hvad angik tilsidesættelsen af tavshedspligten bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 47, at det – inden det blev undersøgt, om de af appellanten hævdede tilsidesættelser opfyldte den første betingelse for Unionens ifaldelse af ansvar, som angår deres ulovlige karakter – skulle afgøres, om lækagen af OLAF’s rapport til pressen kunne tilregnes OLAF eller Kommissionen. |
|
33 |
I denne henseende henviste Retten i den appellerede doms præmis 48 til den retspraksis, hvorefter det tilkommer en sagsøger inden for rammerne af et erstatningssøgsmål at godtgøre, at betingelserne for Unionens ifaldelse af ansvar uden for kontraktforhold er opfyldt. Retten tilføjede dog i denne doms præmis 49, at denne regel ifølge retspraksis kan modificeres, når skadetilføjelsen har kunnet have flere årsager, og EU-institutionen ikke har fremlagt bevis, der kan godtgøre, hvilken af disse årsager der var den relevante, skønt den var den bedst egnede til at fremføre beviser i denne forbindelse, således at den tilbageværende usikkerhed må tillægges denne institution. |
|
34 |
Efter at Retten i den appellerede doms præmis 51-60 havde undersøgt de faktiske omstændigheder i sagen, konkluderede den i dommens præmis 61 og 62, at OLAF og Kommissionen på tidspunktet for den første lækage til pressen af OLAF’s rapport ikke længere var de eneste institutioner, der var i besiddelse af denne rapport, og at det følgelig ikke kunne lægges til grund, at Kommissionen var den bedst egnede – som omhandlet i den retspraksis, der var citeret i den appellerede doms præmis 49, og som er nævnt i den foregående præmis – til at fremføre beviser, der gjorde det muligt at fastslå, hvilken årsag lækagen og den deraf følgende skade kunne henføres til. |
|
35 |
I den appellerede doms præmis 66 bemærkede Retten for det første, at Den Europæiske Ombudsmand, efter en klage indgivet af appellanten, den 14. december 2017 havde vedtaget afgørelse 220/2015/ANA (herefter »Den Europæiske Ombudsmands afgørelse«), hvori Ombudsmanden fremhævede, at OLAF havde foretaget en seriøs og grundig undersøgelse, og at der ikke forelå noget bevis for, at OLAF var årsag til lækagen, og for det andet, at Kommissionen ligeledes havde foretaget en intern undersøgelse med henblik på at fastslå årsagen til lækagen, og at denne undersøgelse ikke havde gjort det muligt at identificere en sådan intern årsag i institutionen. |
|
36 |
Retten fastslog derfor i den appellerede doms præmis 67-69, at usikkerheden om årsagen til lækagen ikke kunne føre til, at Kommissionen og OLAF uden noget indicium herfor blev pålagt ansvaret for denne lækage, og at det ikke var nødvendigt at undersøge, om den ulovlighed, der angiveligt var forårsaget af lækagen, udgjorde en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, eftersom denne ulovlighed ikke kunne lægges Unionen til last. Retten fandt derfor, at den første betingelse for Unionens ifaldelse af ansvar ikke var opfyldt hvad angik den angivelige tilsidesættelse af tavshedspligten. |
|
37 |
I anden række undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 71-101 appellantens argumentation om, at Kommissionen havde tilsidesat pligten til at udvise omhu og omsorgspligten. Efter denne undersøgelse fastslog Retten i dommens præmis 102, at den fjerde ulovlighed, som appellanten havde påberåbt sig, ikke var kvalificeret for så vidt angik Kommissionens angivelige tilsidesættelse af omsorgspligten og af pligten til at udvise omhu, hvilket foranledigede Retten til i dommens præmis 103 og 104 at fastslå, at den første betingelse for Unionens ifaldelse af ansvar ikke var opfyldt, og at Kommissionen derfor skulle frifindes i søgsmålet. |
|
38 |
I tredje række behandlede Retten i den appellerede doms præmis 107-123 Kommissionens anmodning om, at en udtalelse fra dens Juridiske Tjeneste af 16. januar 2015, der var vedlagt stævningen som bilag (herefter »Den Juridiske Tjenestes udtalelse«), blev fjernet fra sagsakterne. Efter at Retten i denne doms præmis 117-121 havde henvist til den lære, der kan udledes af Domstolens praksis, navnlig dom af 16. februar 2022, Ungarn mod Parlamentet og Rådet (C-156/21, EU:C:2022:97, præmis 54-56), bemærkede den i dommens præmis 122, dels at det var ubestridt, at denne udtalelse ikke var blevet afgivet i forbindelse med en lovgivningsprocedure, dels at appellanten ikke havde gjort gældende, at fremlæggelsen af den nævnte udtalelse var begrundet i en mere tungtvejende offentlig interesse. Retten konkluderede derfor i dommens præmis 123, at Kommissionens anmodning skulle tages til følge. |
Parternes påstande
|
39 |
Appellanten har nedlagt følgende påstande:
|
|
40 |
Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen afvises, subsidiært, at den forkastes som ugrundet, og om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne. |
Om appellen
Formaliteten
Parternes argumenter
|
41 |
Kommissionen har gjort gældende, at appellantens erstatningssøgsmål allerede var forældet, da det blev anlagt, hvorfor appellen ikke kan antages til realitetsbehandling. Kommissionen har anført, at appellanten i sin stævning for Retten gjorde gældende, at organisationens skade blev konkretiseret »tidligst ved lækagen af OLAF’s rapport«, dvs. den 11. december 2015, da denne rapport blev offentliggjort på avisen New Europes websted. Ifølge Kommissionen følger det heraf, at forældelsesfristen udløb den 11. december 2020, mens appellantens søgsmål først blev indgivet ti dage senere, nemlig den 21. december 2020. |
|
42 |
Kommissionen er i øvrigt af den opfattelse, at den skade, som appellanten har påberåbt sig, ikke konkretiserede sig tidligst, men senest ved lækagen af OLAF’s rapport. De ulovligheder, som appellanten har påberåbt sig, vedrører nemlig spørgsmålet om denne organisations juridiske status. Appellanten blev imidlertid længe inden den 11. december 2015 underrettet om den tvivl, som OLAF og Kommissionen nærede i denne henseende. |
|
43 |
Appellanten har bestridt Kommissionens argumenter og gjort gældende, at organisationens søgsmål ikke er forældet. |
Domstolens bemærkninger
|
44 |
I henhold til artikel 56, stk. 1 og 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan der iværksættes appel til Domstolen af afgørelser, hvorved den pågældende sags behandling ved Retten er blevet afsluttet, af »enhver part, som helt eller delvis ikke har fået medhold«. |
|
45 |
Det fremgår i øvrigt af Domstolens praksis, at forældelse udgør en afvisningsgrund, der, til forskel fra procesfristerne, ikke er en ufravigelig procesforudsætning, men udelukkende bevirker fortabelse af adgangen til erstatningssøgsmål, hvis sagsøgte begærer det, og at Unionens retsinstanser ikke ex officio kan efterprøve, om en forældelsesfrist er overholdt, hvilket skal gøres gældende af den af forældelsesfristen berørte part (dom af 5.9.2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union, C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis). |
|
46 |
I det foreliggende tilfælde fremgår det ganske vist af den appellerede doms præmis 22, at Kommissionen for Retten havde fremsat en formalitetsindsigelse om forældelse af appellantens erstatningssøgsmål. |
|
47 |
Retten bemærkede imidlertid i denne doms præmis 23, at det ifølge retspraksis (jf. i denne retning dom af 26.2.2002, Rådet mod Boehringer,C-23/00 P, EU:C:2002:118, præmis 52, og af 24.3.2022, GVN mod Kommissionen,C-666/20 P, EU:C:2022:225, præmis 24) påhvilede den at vurdere, om det under de foreliggende omstændigheder af hensyn til god retspleje var berettiget at frifinde Kommissionen i appellantens søgsmål hvad angik realiteten uden at tage stilling til Kommissionens formalitetsindsigelse. |
|
48 |
Da Retten fandt, at dette var tilfældet, besluttede den i den appellerede doms præmis 24 at undersøge, om appellantens erstatningspåstand var velbegrundet, uden først at tage stilling til formalitetsindsigelsen vedrørende søgsmålets forældelse. Efter denne undersøgelse fastslog Retten i denne doms præmis 104, at Kommissionen skulle frifindes i appellantens søgsmål, hvilket den gjorde i domskonklusionens punkt 2. |
|
49 |
Under disse omstændigheder havde appellanten, som ikke fik medhold ved Retten, i henhold til artikel 56, stk. 1 og 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ret til at iværksætte appel ved Domstolen til prøvelse af Rettens dom. |
|
50 |
Appellen kan derfor antages til realitetsbehandling. |
Realiteten
|
51 |
Appellanten har til støtte for sin appel fremsat fem anbringender, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af artikel 340 TEUF, af begrundelsespligten og af omnia petita-princippet, det andet vedrører en retlig fejl, en urigtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder, en tilsidesættelse af artikel 340 TEUF og af begreberne ulovlig adfærd og tilregnelse samt en urigtig gengivelse af sagsakterne, det tredje vedrører en tilsidesættelse af omsorgspligten og af begrundelsespligten, det fjerde vedrører en tilsidesættelse af pligten til at udvise omhu, af artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 883/2013, af artikel 340 TEUF og af begrebet ulovlig adfærd, og det femte vedrører en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet og af princippet om processuel ligestilling for så vidt angår Kommissionens anmodning om, at Den Juridiske Tjenestes udtalelse blev fjernet fra sagsakterne. |
Det femte anbringende
– Parternes argumenter
|
52 |
Appellanten har under det femte anbringende, som skal behandles først, bestridt den begrundelse, der er anført i den appellerede doms præmis 116-123, og som førte til, at Retten imødekom Kommissionens anmodning om, at Den Juridiske Tjenestes udtalelse blev fjernet fra sagsakterne. Appellanten har fremhævet, at dom af 16. februar 2022, Ungarn mod Parlamentet og Rådet (C-156/21, EU:C:2022:97), som Retten henviste til, vedrører en udtalelse af en helt anden art, nemlig, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 35, en juridisk udtalelse afgivet inden for rammerne af lovgivningsproceduren om et politisk følsomt emne i en sag af ekstraordinær betydning. |
|
53 |
Derimod var Den Juridiske Tjenestes udtalelse allerede blevet offentligt tilgængelig, idet den var blevet lækket til pressen, og det er af denne grund, at der ikke er blevet indgivet nogen begæring om aktindsigt i dette dokument. Appellanten omgik således ikke den procedure, der er fastsat i bestemmelserne om aktindsigt. Ifølge appellanten var denne udtalelse på grund af sin art og betingelserne for dens udbredelse hverken til skade for fortroligheden eller en mere tungtvejende offentlig interesse. Der var tale om et afgørende dokument, der udelukkende angik den pågældende sag. |
|
54 |
Appellanten har ligeledes kritiseret Retten for, at den i den appellerede doms præmis 118 og 119 støttede sig på en retspraksis, der var uden relevans, og at den ikke tog hensyn til appellantens ret til at kunne diskutere et dokument, som denne organisation ikke selv havde udbredt. Appellanten har i denne forbindelse gjort gældende, at Retten tilsidesatte kontradiktionsprincippet og princippet om processuel ligestilling. Det strider nemlig imod disse principper, at en sagsøger ikke kan diskutere alle beviser under påskud af, at deres udbredelse har undgået Kommissionens agtpågivenhed. |
|
55 |
Kommissionen har bestridt appellantens argumenter. |
– Domstolens bemærkninger
|
56 |
Som Retten med rette bemærkede i den appellerede doms præmis 117, forholder det sig således, at hvis en sagsøger tillodes at tilføre sagsakterne en juridisk udtalelse hidrørende fra en institution, hvis udbredelse institutionen ikke har givet tilladelse til, ville det principielt være i strid med kravene til en retfærdig rettergang og omgå den procedure for anmodning om aktindsigt i et sådant dokument, der er indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43) (jf. i denne retning dom af 16.2.2022, Ungarn mod Parlamentet og Rådet, C-156/21, EU:C:2022:97, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis). |
|
57 |
Domstolen har ganske vist anerkendt, at der skal tages hensyn til gennemsigtighedsprincippet, som er indført i artikel 1, stk. 2, TEU og artikel 10, stk. 3, TEU samt i artikel 15, stk. 1, TEUF og artikel 298, stk. 1, TEUF, og som navnlig gør det muligt at sikre administrationen en større legitimitet, effektivitet og ansvarlighed over for borgerne i et demokratisk system. Ved at tillade en åben debat om forskellige synspunkter bidrager denne åbenhed bl.a. til at styrke borgernes tillid (dom af 16.2.2022, Ungarn mod Parlamentet og Rådet, C-156/21, EU:C:2022:97, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis). |
|
58 |
Domstolen har imidlertid fastslået, at gennemsigtighedsprincippet kun undtagelsesvis kan begrunde, at en institutions dokument, som ikke er blevet offentliggjort, og som indeholder en juridisk udtalelse, udbredes under en retssag. Fastholdelsen af et dokument, der indeholder en institutions juridiske udtalelse, i sagsakterne i en sag kan således ikke begrundes med henvisning til nogen større almen interesse, når denne udtalelse dels ikke vedrører en lovgivningsmæssig procedure, for hvilken der gælder et krav om større gennemsigtighed, og interessen i denne fastholdelse dels kun består i, at den part, der har fremlagt dokumentet, kan være i stand til at påberåbe sig denne juridiske udtalelse som led i en tvist. Under sådanne omstændigheder synes fremlæggelsen af en sådan juridisk udtalelse nemlig at være styret af sagsøgerens egen interesse i at underbygge sin argumentation, og ikke af nogen mere tungtvejende offentlig interesse såsom offentliggørelsen af den procedure, der førte til den anfægtede retsakt (jf. i denne retning dom af 16.2.2022, Ungarn mod Parlamentet og Rådet, C-156/21, EU:C:2022:97, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis). |
|
59 |
I den foreliggende sag bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 122, at det var ubestridt, at Den Juridiske Tjenestes udtalelse ikke var blevet afgivet inden for rammerne af en lovgivningsprocedure. Appellanten har ikke i forbindelse med sin appel bestridt denne konstatering fra Rettens side. |
|
60 |
Retten konstaterede i øvrigt i denne præmis 122, at appellanten ikke havde gjort gældende, at fremlæggelsen af den juridiske udtalelse var begrundet i en mere tungtvejende offentlig interesse. Appellanten har heller ikke for Domstolen gjort gældende, at denne organisation påberåbte sig en sådan interesse, som Retten så bort fra. |
|
61 |
Under disse omstændigheder foretog Retten en korrekt anvendelse af den lære, der kan udledes af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 56-58, og den begik ingen retlig fejl, da den besluttede at fjerne den juridiske udtalelse fra sagsakterne. |
|
62 |
De argumenter, som appellanten har fremført under sit femte anbringende, kan ikke rejse tvivl om denne vurdering. |
|
63 |
For det første vedrører den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 56-58, ikke kun en juridisk udtalelse vedrørende en lovgivningsprocedure, men enhver juridisk udtalelse fra en institution. Den af appellanten påberåbte omstændighed, at den juridiske udtalelse ikke vedrørte en lovgivningsprocedure, er således uden betydning. |
|
64 |
For det andet er den af appellanten påberåbte omstændighed, at den juridiske udtalelse var blevet lækket til pressen, før den blev fremlagt for Retten, ligesom den omstændighed, at appellanten ikke selv er ansvarlig for denne lækage, uden betydning for vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt den juridiske udtalelse kan fastholdes i sagsakterne eller ej. Det eneste, der er afgørende, er, om udbredelsen af et sådant dokument er blevet godkendt af den pågældende institution eller er blevet anordnet af Unionens retsinstanser (jf. i denne retning dom af 16.2.2022, Ungarn mod Parlamentet og Rådet, C-156/21, EU:C:2022:97, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis), hvilket ikke var tilfældet i den foreliggende sag, således som Retten fastslog. |
|
65 |
For det tredje kan appellantens argumentation vedrørende kontradiktionsprincippet og princippet om processuel ligestilling heller ikke tiltrædes. |
|
66 |
Kontradiktionsprincippet giver i almindelighed begge parter i sagen ret til at få kendskab til de aktstykker og indlæg, som modparten har fremlagt for retsinstansen, og at kommentere disse, og er til hinder for, at Unionens retsinstanser baserer deres afgørelse på faktiske omstændigheder og dokumenter, som parterne eller en af disse ikke har kunnet skaffe sig kendskab til, og som de således ikke har kunnet tage stilling til. Princippet indebærer ligeledes retten for parterne til at få kendskab til de anbringender, som retsinstansen af egen drift har rejst, og hvorpå den agter at basere sin afgørelse, og kommentere dem. For således at opfylde de krav, der er forbundet med retten til en retfærdig rettergang, er det væsentligt, at parterne har kendskab til og kontradiktorisk kan diskutere såvel de faktiske som de retlige forhold, der er afgørende for udfaldet af proceduren (dom af 2.12.2009, Kommissionen mod Irland m.fl.,C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 55 og 56). |
|
67 |
Spørgsmålet om, hvorvidt en part har ret til for Unionens retsinstanser at fremlægge en juridisk udtalelse, der er udarbejdet efter anmodning fra en EU-institution og offentliggjort uden denne institutions tilladelse, ligger imidlertid forud for vurderingen af kontradiktionsprincippets overholdelse. Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i den foregående præmis, vedrører kontradiktionsprincippet ikke fremlæggelsen som sådan af beviser for retsinstansen, men hver parts ret til at få kendskab til de aktstykker og indlæg, som modparten har fremlagt for retsinstansen, samt i givet fald de anbringender, som retsinstansen af egen drift har rejst, og til at fremsætte sine bemærkninger hertil. |
|
68 |
Hvad angår princippet om processuel ligestilling, der følger af selve begrebet en retfærdig rettergang, som bl.a. er sikret ved chartrets artikel 47, indebærer dette en forpligtelse til at give hver part rimelig mulighed for at fremlægge sin sag, herunder sine beviser, under betingelser, der ikke stiller den pågældende i en situation, der er til dennes ugunst i forhold til modparten (dom af 12.7.2022, Nord Stream 2 mod Parlamentet og Rådet, C-348/20 P, EU:C:2022:548, præmis 128 og den deri nævnte retspraksis). |
|
69 |
Det fremgår ligeledes af Domstolens praksis, at det princip, der finder anvendelse i EU-retten, er princippet om den frie bevisbedømmelse, hvoraf følger, at det for Unionens retsinstanser kun er muligt at anfægte antagelsen til realitetsbehandling af et beviselement, der er fremlagt rettidigt, ved at henvise til den omstændighed, at dette beviselement er modtaget uretmæssigt (dom af 30.9.2021, Revisionsretten mod Pinxten, C-130/19, EU:C:2021:782, præmis 104, og af 12.7.2022, Nord Stream 2 mod Parlamentet og Rådet, C-348/20 P, EU:C:2022:548, præmis 129). |
|
70 |
Når en part uretmæssigt har fremlagt beviser, såsom de interne dokumenter, der er omhandlet i forordning nr. 1049/2001, hvis fremlæggelse hverken er blevet tilladt af den pågældende institution eller er blevet anordnet af Unionens retsinstanser, skal der foretages en afvejning af de interesser, der udspringer af den ret til en retfærdig rettergang, som tilkommer de respektive parter i sagen, idet der skal tages hensyn til de interesser, der er beskyttet ved de bestemmelser, som er blevet tilsidesat eller omgået i forbindelse med fremskaffelsen af sådanne beviser (dom af 12.7.2022, Nord Stream 2 mod Parlamentet og Rådet, C-348/20 P, EU:C:2022:548, præmis 130). |
|
71 |
I den appellerede doms præmis 116-121 foretog Retten netop en afvejning af interesserne hos de respektive parter i sagen for den, hvorved den således fulgte den lære, der kan udledes af Domstolens praksis. I denne sammenhæng tog Retten, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 121, bl.a. hensyn til den omstændighed, at appellantens fremlæggelse af den juridiske udtalelse syntes at være styret af dennes egne interesser i at underbygge sin argumentation og ikke af nogen mere tungtvejende offentlig interesse. |
|
72 |
Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det femte anbringende derfor forkastes. |
Det andet anbringende
– Parternes argumenter
|
73 |
Med det andet anbringende, som skal behandles i anden række, har appellanten gjort gældende, at ræsonnementet i den appellerede doms præmis 47-69 er behæftet med retlige fejl og en urigtig gengivelse af sagsakterne. |
|
74 |
For det første har appellanten gjort gældende, at den modificering af en sagsøgers bevisbyrde, hvortil Retten henviste i den appellerede doms præmis 49, kræver, at den sagsøgte institution fremkommer med en forklaring eller en troværdig hypotese med hensyn til de omstændigheder, hvorunder en lækage har kunnet opstå. Det er ikke tilstrækkeligt, at den pågældende institution blot antyder, at den ulovlighed, der ligger til grund for en lækage, kan være begået af en person uden for EU-institutionerne. Følgelig begik Retten en retlig fejl og tog ikke hensyn til læren fra dom af 8. oktober 1986, Leussink mod Kommissionen (169/83 og 136/84, EU:C:1986:371), idet den alene på grundlag af en sådan antydning fra Kommissionens side fandt, at nævnte institution ikke var den bedst egnede til at fremføre bevis for lækagen, og at den sag, der var indbragt for den, derfor adskilte sig fra den, der gav anledning til dom af 8. juli 2008, Franchet og Byk mod Kommissionen (T-48/05, EU:T:2008:257). |
|
75 |
For det andet har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Retten undlod at tage hensyn til visse indicier, hvormed det tilsigtedes at godtgøre, at lækagen hidrørte fra en person ved EU-institutionerne. |
|
76 |
For det tredje har appellanten gjort gældende, at det var på grundlag af en urigtig gengivelse af Kommissionens skrivelse af 30. januar 2017 – der er nævnt i nærværende doms præmis 18 – og af Den Europæiske Ombudsmands afgørelse, at Retten fastslog, at der ikke forelå noget bevis for, at OLAF var årsag til lækken. Appellanten har i denne henseende tilføjet, at der ikke er noget i sagsakterne, der tyder på, at de nationale myndigheder, som OLAF’s rapport var blevet fremsendt til, blev hørt om årsagen til lækken i forbindelse med OLAF’s eller Kommissionens undersøgelser. Endvidere undlod Retten at efterprøve, om disse undersøgelser var blevet foretaget med omhu, og undlod at besvare et argument, hvorved appellanten hævdede, at dette ikke havde været tilfældet. |
|
77 |
For det fjerde og slutteligt har appellanten gjort gældende, at selv hvis det antages, at flere årsager inden for og uden for EU-institutionerne kan forklare lækagen, påhvilede det – ud fra teorien om »ækvivalente betingelser« eller teorien om »adækvat årsag« – Retten at vurdere den rolle, som hver af disse årsager havde spillet, hvilket Retten undlod at gøre i den foreliggende sag. |
|
78 |
Kommissionen har gjort gældende, at det andet anbringende er ugrundet. Hvad angår appellantens argumentation om modificeringen af bevisbyrden har Kommissionen anført, at der er tale om en undtagelse til reglen, som følgelig skal fortolkes indskrænkende. Denne institution har fremhævet, at i de sager, der gav anledning til dom af 8. oktober 1986, Leussink mod Kommissionen (169/83 og 136/84, EU:C:1986:371), og til de domme, der er nævnt i den appellerede doms præmis 48 og 49, gjorde en række præcise forhold det – til forskel fra i den foreliggende sag – muligt at tilregne sagsøgte en forsømmelig adfærd. Ifølge Kommissionen følger det heraf, at Retten i det foreliggende tilfælde ikke stillede sig tilfreds med den blotte påberåbelse af muligheden for, at ulovligheden kunne være begået af en person uden for EU-institutionerne. |
|
79 |
Kommissionen har endvidere anført, at Retten i den appellerede doms præmis 66 gav et retvisende sammendrag af Den Europæiske Ombudsmands afgørelse og ikke gengav den urigtigt. |
– Domstolens bemærkninger
|
80 |
Det skal indledningsvis bemærkes, at OLAF’s undersøgelsesrapporter kan indeholde meget skadelige påstande om de personer, der er omtalt deri. |
|
81 |
Artikel 9, stk. 4, i forordning nr. 883/2013 fastsætter ganske vist en forpligtelse for OLAF til, når dets undersøgelse er afsluttet, og inden der udarbejdes konklusioner, hvori der henvises til en berørt person ved navns nævnelse, at give denne person mulighed for at fremsætte bemærkninger til de forhold, der berører vedkommende. Denne bestemmelse gennemfører den ret, der er sikret i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt (jf. i denne retning dom af 30.9.2021, Revisionsretten mod Pinxten, C-130/19, EU:C:2021:782, præmis 167 og 168). |
|
82 |
De personer, der er genstand for en undersøgelse udført af OLAF, har imidlertid ikke ret til aktindsigt i OLAF’s sagsakter før vedtagelsen af dette kontors endelige rapport (jf. i denne retning dom af 30.11.2023, Sistem ecologica mod Kommissionen,C-787/22 P, EU:C:2023:940, præmis 155). |
|
83 |
Domstolen har i øvrigt fastslået, at OLAF’s rapporter ikke har bindende retsvirkninger (dom af 30.11.2023, Sistem ecologica mod Kommissionen,C-787/22 P, EU:C:2023:940, præmis 66). De personer, der er omtalt i en sådan endelig rapport, har derfor heller ikke ret til at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af denne rapport i henhold til artikel 263 TEUF med henblik på at anfægte de eventuelle skadelige påstande om dem, som måtte være indeholdt i rapporten. |
|
84 |
Overholdelsen af den forpligtelse, der følger af artikel 339 TEUF og af artikel 10, stk. 1-3, i forordning nr. 883/2013, til at respektere fortroligheden af OLAF’s rapporter, er således af særlig betydning for de personer, der er omfattet af de undersøgelser, der omhandles i disse rapporter. |
|
85 |
Udbredelsen af de påstande, som vedrører dem, og som er indeholdt i sådanne rapporter, kan nemlig forvolde alvorlig skade på deres omdømme, selv om de personer, der er omfattet af disse påstande, ikke har mulighed for at anfægte dem ved domstolene, så længe der ikke er truffet konkrete foranstaltninger over for dem for at efterkomme henstillingerne i disse rapporter. |
|
86 |
Det følger heraf, at Kommissionen, som OLAF henhører under, ikke kan begrænse sig til at sikre, at dens egne tjenestegrene kun fremsender OLAF’s rapporter til dem, der har ret til at modtage dem, og ikke videregiver dem til offentligheden. Den skal også sikre sig, at modtagerne af sådanne rapporter, hvad enten det er andre EU-institutioner eller medlemsstaternes kompetente myndigheder, er bekendt med deres egen forpligtelse til ikke at videregive dem. |
|
87 |
I øvrigt skal Kommissionen også træffe foranstaltninger, såsom en særlig mærkning af fysiske eller elektroniske kopier af en OLAF-rapport, der videresendes uden for Kommissionen, for i tilfælde af lækage af en sådan rapport at gøre det muligt at identificere kilden til denne lækage. |
|
88 |
Henset til de betragtninger, der er gennemgået i nærværende doms præmis 80-87, kan det ikke tiltrædes, at det i tilfælde af lækage af en rapport fra OLAF, der indeholder skadelige påstande om en person, påhviler denne person, for at kunne afkræve Kommissionen erstatning for den skade, som offentliggørelsen af rapporten har forvoldt vedkommende, at føre bevis for, at lækagen rent faktisk hidrører fra Kommissionen, som OLAF henhører under, og at denne persons erstatningssøgsmål skal forkastes som ugrundet, såfremt dette bevis ikke føres. |
|
89 |
Hvad angår reglerne for bevisbyrde og bevisførelse med hensyn til Unionens ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF, påhviler det ganske vist principielt den part, som gør gældende, at Unionen har pådraget sig ansvar, ved afgørende beviser at godtgøre, at betingelserne for, at Unionen ifalder ansvar, er opfyldt. Den pågældende part er således bl.a. forpligtet til at fremlægge sådanne beviser for den påberåbte skades eksistens og omfang. I denne forbindelse kan nævnte part benytte sig af alle former for bevismidler, eftersom det princip, der gælder i EU-retten, er princippet om den frie bevisbedømmelse (dom af 18.12.2025, Hamoudi mod Frontex,C-136/24 P, EU:C:2025:977, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis). |
|
90 |
Domstolen har dog allerede fastslået, at Rettens anvendelse af reglerne om bevisbyrde og bevisførelse ikke må være til skade for den effektive retsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er tillagt i henhold til EU-retten. En sådan anvendelse må bl.a. ikke føre til, at en part pålægges en bevisbyrde, der er uforholdsmæssigt tung, endog umulig at løfte (probatio diabolica), eller til, at der rejses tvivl om princippet om processuel ligestilling, der indebærer en forpligtelse til at give hver part rimelig mulighed for at fremlægge sin sag under betingelser, der ikke stiller den pågældende i en situation, der er til dennes ugunst i forhold til modparten. Retten skal således ved anvendelsen af disse regler sikre, at retten til et effektivt retsmiddel, der er sikret ved chartrets artikel 47, overholdes fuldt ud, under hensyntagen til de særlige omstændigheder i den sag, der er indbragt for den. Hvis det efter gennemgang af disse omstændigheder viser sig, at anvendelsen af nævnte regler pålægger en part i tvisten en bevisbyrde, der er uforholdsmæssigt tung, endog umulig at løfte, er en tilpasning af disse regler påkrævet (dom af 18.12.2025, Hamoudi mod Frontex,C-136/24 P, EU:C:2025:977, præmis 77 og 78). |
|
91 |
Det er imidlertid velkendt, at lækager af fortrolige dokumenter, såsom en rapport fra OLAF, i de fleste tilfælde sker uden mulighed for offentligheden, herunder de personer, der omtales i disse dokumenter, for at få kendskab til årsagen til lækagen. |
|
92 |
I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 89 og 90, gælder det derfor, at når sådanne personer mener at have lidt skade som følge af en uautoriseret udbredelse af en rapport fra OLAF, skal reglerne om bevisbyrde og bevisførelse tilpasses. |
|
93 |
Henset til de forpligtelser, som en sådan rapports fortrolige karakter indebærer for Kommissionen, således som de er præciseret i denne doms præmis 86 og 87, skal det navnlig fastslås, at Kommissionen er bedst i stand til at fremlægge beviser, der gør det muligt at identificere årsagen til lækagen af en rapport fra OLAF eller i det mindste at godtgøre, at det ikke med rimelighed kan antages, at lækken hidrører fra dens egne tjenestegrene, herunder OLAF. Hvis Kommissionen ikke fremlægger sådanne beviser, skal usikkerheden med hensyn til årsagen til lækagen lægges den til last, således at det må lægges til grund, at lækagen kan tilregnes den og udløser et ansvar for den (jf. analogt dom af 8.10.1986, Leussink mod Kommissionen,169/83 og 136/84, EU:C:1986:371, præmis 17). |
|
94 |
I det foreliggende tilfælde henviste Retten ganske vist i den appellerede doms præmis 49 i det væsentlige til den retspraksis, der følger af dom af 8. oktober 1986, Leussink mod Kommissionen (169/83 og 136/84, EU:C:1986:371). |
|
95 |
Efter at Retten i denne doms præmis 61 havde konstateret, at Kommissionen og OLAF på tidspunktet for den første lækage af OLAF’s rapport til pressen ikke længere var de eneste institutioner, der var i besiddelse af denne rapport, fastslog Retten imidlertid i dommens præmis 62, at det ikke kunne lægges til grund, at Kommissionen var bedst i stand til, som omhandlet i den i foregående præmis nævnte retspraksis, at fremføre beviser, der gjorde det muligt at fastslå, hvilken årsag lækagen og den deraf følgende skade kunne henføres til, og at den i denne retspraksis fastsatte modificering af bevisbyrdereglen derfor ikke fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde. |
|
96 |
Herved begik Retten en retlig fejl. |
|
97 |
Det fremgår nemlig af de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 88-93, at det netop er i tilfælde af en uautoriseret udbredelse af en rapport fra OLAF, som Kommissionen og OLAF ikke var de eneste, der rådede over på tidspunktet for denne udbredelse, at det er nødvendigt at tilpasse reglerne om bevisbyrde og bevisførelse. Hvis det på dette tidspunkt kun var Kommissionen og OLAF, der rådede over denne rapport, siger det sig selv, at den uautoriserede udbredelse af rapporten kun kan tilregnes dem, uden at det er nødvendigt at tilpasse reglerne om bevisbyrde og bevisførelse for at bevise dette. |
|
98 |
Af de samme grunde begik Retten også en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 65 i det væsentlige fastslog, at det var tilstrækkeligt for Kommissionen at påberåbe sig den blotte mulighed for, at kilden til lækagen af OLAF’s rapport kunne have været uden for EU-institutionerne, for at forhindre, at det blev antaget, at OLAF var kilden til lækagen. |
|
99 |
Under disse omstændigheder, og uden at det er nødvendigt at undersøge resten af den argumentation, som appellanten har fremført til støtte for det andet anbringende, skal dette anbringende tages til følge, og den appellerede dom skal ophæves, uden at det i øvrigt er fornødent at undersøge det første, det tredje og det fjerde appelanbringende. |
Søgsmålet for Retten
|
100 |
I henhold til artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, hvis sagen helt eller delvis er moden til påkendelse, alt efter omstændighederne selv træffe endelig afgørelse i sagen eller i den del af sagen, som er moden til påkendelse, idet den i givet fald hjemviser den del af sagen, som ikke er det, til Retten. |
|
101 |
I det foreliggende tilfælde er sagen moden til påkendelse for så vidt angår den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse om forældelse af appellantens erstatningssøgsmål. |
|
102 |
Kommissionen gjorde i sin formalitetsindsigelse for Retten gældende, at appellantens erstatningssøgsmål var forældet, i det væsentlige af de samme grunde som dem, der er sammenfattet i nærværende doms præmis 41 og 42. |
|
103 |
I henhold til artikel 46, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol forældes krav mod Unionen, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt. Forældelsen afbrydes enten ved indlevering af stævning til Den Europæiske Unions Domstol eller ved det forudgående krav, som offeret kan fremsætte over for den kompetente EU-institution. I dette tilfælde skal stævningen indleveres inden for den frist på to måneder, der er fastsat i artikel 263 TEUF, idet bestemmelserne i artikel 265, stk. 2, TEUF i givet fald finder anvendelse. |
|
104 |
Ifølge Domstolens praksis begynder forældelsesfristen i artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol at løbe, når alle de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt, og navnlig når det tab, der skal erstattes, er konkretiseret (dom af 8.11.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen,C-469/11 P, EU:C:2012:705, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). Artikel 60 i Rettens procesreglement, som bestemmer, at procesfristerne forlænges med en fast afstandsfrist på ti dage, finder ikke anvendelse på forældelsesfristen, som ikke er en processuel frist (jf. i denne retning dom af dom af 8.11.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen,C-469/11 P, EU:C:2012:705, præmis 49 og 59). |
|
105 |
I det foreliggende tilfælde har appellanten med sit erstatningssøgsmål nedlagt påstand om erstatning for den skade, som denne organisation angiveligt har lidt som følge af offentliggørelsen på avisen New Europes websted af den fuldstændige udgave af OLAF’s rapport. Denne skade består dels i en økonomisk skade, som appellanten har lidt som følge af en tilbagegang i omfanget af de aktiviteter, som denne organisations partnere og sædvanlige donatorer har betroet den, dels i en ikkeøkonomisk skade som følge af organisationens følelse af uretfærdighed og frustration såvel som en krænkelse af dens ære, anseelse og omdømme. |
|
106 |
Det er ubestridt, at den fuldstændige udgave af OLAF’s rapport blev offentliggjort uden bilagene hertil på avisen New Europes websted den 11. december 2015, og at den fra denne dato kunne tilgås af enhver interesseret, herunder appellantens partnere og donatorer. Enhver søgning foretaget af en forskellig person kunne give anledning til en særskilt ikkeøkonomisk skade for appellanten som følge af krænkelsen af denne organisations omdømme hos den person, der havde tilgået rapporten, og denne ikkeøkonomiske skade skal anses for at være konkretiseret, som omhandlet i den i nærværende doms præmis 104 nævnte retspraksis, på tidspunktet for denne søgning. |
|
107 |
Med hensyn til den af appellanten hævdede økonomiske skade kan denne skade i forhold til hver enkelt af appellantens partnere eller donatorer først anses for at være konkretiseret på det tidspunkt, hvor denne donator traf afgørelse om ikke længere at bidrage til appellantens aktiviteter. |
|
108 |
Appellantens erstatningssøgsmål blev anlagt den 21. december 2020, dvs. mere end fem år efter den 11. december 2015, som var datoen for offentliggørelsen af OLAF’s rapport vedrørende appellanten på avisen New Europes websted. Dette søgsmål skal derfor anses for forældet, for så vidt som det vedrører enhver økonomisk eller ikkeøkonomisk skade, som appellanten har lidt, og som blev konkretiseret inden den 21. december 2015, og søgsmålet skal, for så vidt som det vedrører sådanne skader, afvises fra realitetsbehandling. |
|
109 |
Det fremgår imidlertid ikke af sagsakterne, at OLAF’s rapport ophørte med at være tilgængelig på avisen New Europes websted fra og med den 21. december 2015. Det kan derfor ikke udelukkes, at interesserede har tilgået denne rapport for første gang efter denne dato og således har dannet sig en negativ mening om appellanten, der har påført denne organisation en ikkeøkonomisk skade, som er blevet konkretiseret efter den 20. december 2015. |
|
110 |
Det er i øvrigt ligeledes muligt, at appellantens partnere eller donatorer, uafhængigt af den dato, hvor de tilgik OLAF’s rapport, traf afgørelse om ikke længere at bidrage til appellantens aktiviteter på en dato efter den 20. december 2015, hvilket udgør en af appellanten lidt økonomisk skade, som blev konkretiseret efter denne sidstnævnte dato. |
|
111 |
Hvad angår den eventuelle skade, der er nævnt i nærværende doms præmis 109 og 110, var forældelsesfristen imidlertid ikke udløbet, da appellanten anlagde sit erstatningssøgsmål. Følgelig er dette søgsmål ikke forældet og skal realitetsbehandles, for så vidt som det vedrører erstatning for sådanne eventuelle tab. |
|
112 |
Ifølge fast praksis forudsætter Unionens ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder, at der foreligger en virkeligt skade, og at der er en årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af den forpligtelse, der påhviler skadevolderen, og de skadelidtes skade (dom af 18.12.2025, WS m.fl. mod Frontex (Fælles tilbagesendelsesoperation), C-679/23 P, EU:C:2025:976, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis). |
|
113 |
Hvad angår den første betingelse afhænger spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse, af den skønsbeføjelse, som den EU-institution eller det EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur, der har tilsidesat denne regel, råder over, og af spørgsmålet om, hvorvidt disse åbenbart og groft har overskredet grænserne for deres beføjelser, navnlig henset til den nævnte regels klarhed og præcision, de vanskeligheder med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen, som kan følge heraf, samt kompleksiteten af den situation, der skal reguleres (jf. i denne retning dom af 22.9.2022, IMG mod Kommissionen,C-619/20 P og C-620/20 P, EU:C:2022:722, præmis 146 og den deri nævnte retspraksis). |
|
114 |
Hvad endvidere angår spørgsmålet om, hvorvidt den tilsidesatte retsregel har til formål at tillægge borgerne rettigheder, skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at borgernes rettigheder ikke blot består, når de udtrykkeligt er indrømmet i EU-retlige bestemmelser, men også når disse pålægger borgerne, medlemsstaterne eller EU-institutioner, ‑organer, ‑kontorer eller ‑agenturer entydige positive eller negative forpligtelser (dom af 5.3.2024, Kočner mod Europol,C-755/21 P, EU:C:2024:202, præmis 119 og den deri nævnte retspraksis). |
|
115 |
Tilsidesættelsen af sådanne forpligtelser kan gøre indgreb i de rettigheder, der således implicit er tillagt borgerne i medfør af de pågældende EU-retlige bestemmelser. Den fulde virkning af disse bestemmelser og beskyttelsen af de rettigheder, som disse har til formål at tillægge, kræver, at borgerne har mulighed for at opnå erstatning (dom af 5.3.2024, Kočner mod Europol,C-755/21 P, EU:C:2024:202, præmis 120 og den deri nævnte retspraksis). |
|
116 |
I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at selv om det er ubestridt, at IMG ikke er ansvarlig for lækagen af OLAF’s rapport, og at Kommissionen kun lovligt havde fremsendt denne rapport til de franske og de belgiske retsmyndigheder, således at kun Kommissionen eller disse retsmyndigheder kunne være ansvarlige for denne lækage, har Kommissionen ikke fremlagt nogen oplysninger, som kan godtgøre, at den havde opfyldt sine forpligtelser, der er nævnt i nærværende doms præmis 86 og 87, eller som i det mindste kan påvise, at det ikke med rimelighed kan antages, at lækagen af OLAF’s rapport hidrører fra dens egne tjenestegrene. Det følger derfor af nærværende doms præmis 93, at ansvaret for denne lækage skal tilregnes Kommissionen. |
|
117 |
Det fremgår desuden for det første af artikel 10 og 11 i forordning nr. 883/2013 og af de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 80-87, at Kommissionen, som OLAF henhører under, ikke kan udbrede en rapport fra OLAF til offentligheden og i denne henseende ikke har nogen skønsbeføjelse. Udbredelsen af en rapport fra OLAF skal derfor – når den uanset årsagen kan tilregnes Kommissionen – anses for at udgøre en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, som omhandlet i den i nærværende doms præmis 113 nævnte retspraksis, af den retsregel, der forbyder uautoriseret udbredelse af OLAF’s rapporter. |
|
118 |
For det andet skal det i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 114 og 115, fastslås, at dette forbud – som har til formål at beskytte borgerne mod de negative konsekvenser af en uautoriseret udbredelse af en OLAF-rapport, som kan indeholde skadelige påstande om dem, som de ikke er i stand til at forsvare sig imod – udgør en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder. |
|
119 |
Henset til de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 116-118, skal det fastslås, at det i det foreliggende tilfælde er påvist, at Kommissionen har foretaget en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder. |
|
120 |
Under disse omstændigheder skal den første betingelse om, at den pågældende institution skal have udvist en ulovlig adfærd – som i medfør af den i nærværende doms præmis 113 nævnte retspraksis er en forudsætning for Unionens ifaldelse af ansvar – anses for at være opfyldt i det foreliggende tilfælde, uden at det er nødvendigt at tage stilling til de øvrige ulovligheder, som appellanten har påberåbt sig, og som er gennemgået i nærværende doms præmis 25, hvilke ulovligheder ligger forud for den uautoriserede udbredelse af OLAF’s rapport. |
|
121 |
Den tredje af disse betingelser – hvorefter der skal være en årsagsforbindelse mellem på den ene side den uautoriserede udbredelse af denne rapport og på den anden side den ikkeøkonomiske skade, som appellanten eventuelt har lidt som følge af en krænkelse af dennes ære, anseelse og omdømme hos de personer, der har tilgået denne rapport for første gang efter den 20. december 2015, samt det økonomiske tab, som appellanten har lidt som følge af eventuelle afgørelser om ikke længere at bidrage til dennes aktiviteter, som dennes partnere og donatorer har truffet efter denne dato – skal ligeledes anses for at være opfyldt. |
|
122 |
Hvad angår den anden betingelse om, at den hævdede skade reelt skal foreligge, skal det imidlertid påpeges, at selv om appellantens erstatningssøgsmål i sin helhed har været genstand for en skriftlig og mundtlig kontradiktorisk retsforhandling ved Retten, tog Retten ikke stilling til, om den af appellanten hævdede skade reelt forelå. Endvidere viser en gennemgang af sagsakterne i sagen i første instans, at Domstolen ikke på det foreliggende grundlag råder over alle de faktiske omstændigheder, der er nødvendige for, at den med en tilstrækkelig grad af sikkerhed kan foretage de komplekse faktuelle vurderinger, som en analyse af eksistensen og i givet fald omfanget af denne skade indebærer. |
|
123 |
Sagen skal derfor hjemvises til Retten, med henblik på at denne træffer afgørelse om eksistensen og i givet fald omfanget af den økonomiske og ikkeøkonomiske skade, som appellanten eventuelt har lidt, og som måtte være blevet konkretiseret efter den 20. december 2015. |
Sagsomkostninger
|
124 |
Da sagen hjemvises til Retten, skal spørgsmålet om appelsagens omkostninger udsættes. |
|
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling): |
|
|
|
|
|
Underskrifter |
( *1 ) – Processprog: fransk.