52012DC0321

Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING om Maltas nationale reformprogram for 2012 og med Rådets udtalelse om Maltas opdaterede stabilitetsprogram for 2012-2015 /* COM/2012/0321 final */


Henstilling med henblik på

RÅDETS HENSTILLING

om Maltas nationale reformprogram for 2012 og med Rådets udtalelse om Maltas opdaterede stabilitetsprogram for 2012-2015

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2 og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker[1], særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen[2],

under henvisning til beslutninger fra Europa-Parlamentet[3],

som henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som har hørt Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, og

som tager følgende i betragtning:

(1)       Den 26. marts 2010 godkendte Det Europæiske Råd Europa-Kommissionens forslag til en ny strategi for vækst og beskæftigelse, Europa 2020, baseret på en øget koordinering af de økonomiske politikker, som vil fokusere på nøgleområder, hvor der skal gøres en særlig indsats for at øge EU's potentiale for bæredygtig vækst og konkurrenceevne.

(2)       Den 13. juli 2010 vedtog Rådet en henstilling om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politikker (2010-2014) og den 21. oktober 2010 en afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker[4], som tilsammen udgør de "integrerede retningslinjer". Medlemsstaterne blev opfordret til at tage de integrerede retningslinjer i betragtning i deres nationale økonomiske politik og beskæftigelsespolitik.

(3)       Den 12. januar vedtog Rådet en henstilling om Maltas nationale reformprogram for 2011 sammen med en udtalelse om Maltas opdaterede stabilitetsprogram for 2011-2014.

(4)       Den 23. november 2011 vedtog Kommissionen den anden årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det andet europæiske semester med forudgående og integreret politisk samordning, som er forankret i Europa 2020-strategien. Den 14. februar 2012 vedtog Kommissionen på grundlag af forordning (EU) nr. 1176/2011 rapporten om varslingsmekanismen[5], hvori den ikke identificerede Malta som en af de medlemsstater, hvor der skulle udføres en dybdegående undersøgelse.

(5)       Den 2. marts 2012 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne med henblik på sikring af finansiel stabilitet, finanspolitisk konsolidering og vækstfremmende tiltag. Det understregede behovet for at fortsætte en differentieret og vækstfremmende finanspolitisk konsolidering, genetablere normale lånemuligheder for erhvervslivet, fremme vækst og konkurrenceevne, håndtere arbejdsløsheden og de sociale konsekvenser af krisen og modernisere den offentlige forvaltning.

(6)       Den 2. marts 2012 opfordrede Det Europæiske Råd tillige de medlemsstater, der deltager i europluspagten, til at fremlægge deres tilsagn i så god tid, at de kan indgå i deres stabilitets- eller konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer.

(7)       Den 30. april 2012 afleverede Malta sit stabilitetsprogram af 2012, der dækker perioden 2012-2015, og den 23. april 2012 afleverede Malta sit nationale reformprogram for 2012. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(8)       Baseret på vurderingen af stabilitetsprogrammet af 2012 i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 er Rådet af den opfattelse, at det makroøkonomiske scenario, der danner grundlag for budgetfremskrivningerne, er optimistisk - især i programperiodens sidste år sammenlignet med Kommissionens skøn over den potentielle vækst. Formålet med programmets budgetstrategi er at mindske det offentlige underskud gradvist til 0,3 % af BNP i 2015 efter den planlagte korrektion af det uforholdsmæssigt store underskud i 2011. I programmet bekræftes den tidligere mellemfristede budgetmålsætning om en strukturel saldo i balance, som skal nås efter programperioden. Den mellemfristede målsætning afspejler på passende vis stabilitets- og vækstpagtens krav. Der er risiko for, at budgetresultatet kan blive dårligere end tilsigtet som følge af i) lavere indtægter på grund af det noget optimistiske makroøkonomiske scenario, ii) eventuelle overskridelser i de løbende primære udgifter og iii) den igangværende omstrukturering af det nationale luftfartsselskab (Air Malta) og energi­forsyningsvirksomhedens (Enemaltas) finansielle situation. Ud fra den (genberegnede) strukturelle budgetsaldo[6] forventes de årlige fremskridt med hensyn til at opfylde den mellemfristede målsætning at være på linje med stabilitets- og vækstpagtens referenceværdi på 0,5 % af BNP. Ved at anvende Kommissionens identifikation af engangsforanstaltninger, som indgår i budgetmålsætningerne, er de gennemsnitlige fremskridt med hensyn til at opfylde den mellemfristede budgetmålsætning lidt højere (¾ % af BNP), men spredt meget ujævnt dvs. uden fremskridt i 2012 efterfulgt af en indsats på 1 ¼ % i 2013. Ifølge oplysningerne i programmet vil de offentlige udgifters vækstrate under hensyntagen til diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden være på linje med stabilitets- og vækstpagtens udgiftsmål i hele programperioden. Risiciene for budgetmålene indebærer imidlertid, at den gennemsnitlige tilpasning med hensyn til opfyldelsen af den mellemfristede budgetmålsætning kan ske langsommere end hensigtsmæssigt. Efter at være toppet med 72 % af BNP i 2011 forventes den offentlige bruttogældskvote ifølge programmet at falde til 65,3 % af BNP i 2015 (hvilket stadig overstiger referenceværdien på 60 % af BNP). Ifølge planerne i programmet gør Malta tilstrækkelige fremskridt med hensyn til at opfylde stabilitets- og vækstpagtens gældsreduktionsmål ved overgangsperiodens udgang (2015), men denne vurdering er behæftet med risici, fordi gældskvoten kan vise sig at blive større end planlagt, idet der er mulighed for større underskud og stock-flow-justeringer. Maltas mellemfristede budgetramme er fortsat ikke-bindende, hvilket indebærer, at den finanspolitiske planlægningshorisont er relativt kort. I programmet bebudes det, at den maltesiske regering overvejer at reformere den årlige budgetprocedure, herunder tidsfrister, og indføre en finanspolitisk regel i forfatningen med tilhørende overvågnings- og korrektionsmekanismer i tråd med de seneste ændringer angående styringen af euroområdet.

(9)       Malta er stadig udsat for en høj risiko med hensyn til de offentlige finansers holdbarhed på lang sigt, idet den forventede stigning i de aldersrelaterede udgifter på lang sigt overstiger EU-gennemsnittet betydeligt. Erhvervsfrekvensen er meget lav for ældre arbejdstagere, herunder ældre kvinder. Tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet sker i en forholdsvis ung alder, og brugen af førtidspensionsordninger bidrager til udfordringens omfang. En uafhængig pensionsarbejdsgruppe fremlagde i december 2010 forslag om yderligere pensionsreform bl.a. for at skabe sammenhæng mellem pensionsalder og den forventede levetid og indføre supplerende søjler i pensionssystemet. Forslaget er lagt ud med henblik på at høre interessegrupper, men regeringen har endnu ikke bekendtgjort sin holdning. Desuden indeholder det nationale reformprogram ikke forslag til en omfattende strategi for aktiv aldring. Kommissionen noterer sig de foranstaltninger, som Malta har indført for at bekæmpe sort arbejde, men disse indebærer også risici for at udøve unødigt pres på holdbarheden af de offentlige finanser.

(10)     Omstruktureringen af Maltas økonomi har skabt et misforhold mellem udbud af og efterspørgsel efter kvalifikationer, hvilket forstærkes af en lav andel af videregående uddannelser og højt skolefrafald. Indsatsen for at forbedre sammenhængen mellem uddannelsessystemet og arbejdsmarkedets behov bør opretholdes for at sikre varige resultater. Malta forventes at forelægge en strategi for forebyggelse af skolefrafald ved udgangen af 2012. Der findes endvidere ikke noget fyldestgørende system til indsamling og analyse af oplysninger om fænomenet.

(11)     Maltas erhvervsfrekvens er fortsat lav for kvinder og ældre arbejdstagere. Malta har gjort en indsats for at få kvinderne tilbage i arbejdsstyrken. Men kønsforskelle i beskæftigelsesfrekvensen og virkningerne af forældreskab er særligt ugunstige for kvinder, hvilket især skyldes mangel på økonomisk overkommelig børnepasning og adgangen til skolefritidsordninger kombineret med en ringe udbredelse af familievenlige foranstaltninger som f.eks. flekstid og telearbejde.

(12)     Malta er fortsat en af de få medlemsstater med et generelt lønindekseringsystem. Selvom ordningen har aspekter, som potentielt mindsker konsekvenserne heraf, medfører den en risiko for løn- og prisspiraler, bl.a. fordi importerede priser ikke udelukkes fra indekset og kan hæmme konkurrenceevnen, navnlig inden for arbejdskraftintensive sektorer. Myndighederne har iværksat en gennemgang, men resultaterne heraf foreligger endnu ikke, og debatten om konkrete reformforslag er endnu ikke påbegyndt.

(13)     Maltas energiforsyning er næsten helt afhængig af importeret olie, og vedvarende energikilders bidrag er fortsat marginal. Høje elpriser kan hæmme konkurrenceevnen i landets små og mellemstore virksomheder. Med en indsats for at afhjælpe mangler mht. energieffektivitet kunne konkurrenceevnen forbedres, og samtidig opfyldes energi- og klimamålene. Der er gennemført en række initiativer på disse områder, bl.a. tilskyndes der til at anvende solenergi og udvikle vindmølleparker, der arbejdes på at skabe forbindelse til Siciliens elnet, og anvendelsen af brændstofeffektive biler fremmes. Det er dog stadig for tidligt at skimte disse initiativers virkninger, og gennemførelsen heraf må derfor overvåges nøje.

(14)     Maltas banksystem er meget stort i forhold til resten af økonomien, og de samlede aktiver beløber sig til ca. 800 % af BNP. Sektorens størrelse indebærer i sig selv, at en forstyrrelse af den finansielle stabilitet kan få en uforholdsmæssig stor indvirkning på den indenlandske økonomi. Den globale økonomiske krise medførte en stigning i problematiske lån, men der er ikke foretaget en tilsvarende en forhøjelse af hensættelser. Der er især tale om store udeståender på ejendomsmarkedet, som tegner sig for over halvdelen af alle lån til indenlandske residenter, og som udgør en kilde til sårbarhed, navnlig fordi en yderligere nedadgående korrektion i priserne på fast ejendom ikke kan udelukkes, og samtidig findes der muligvis et overskud af boliger.

(15)     Malta har afgivet en række tilsagn inden for rammerne af europluspagten. Disse tilsagn og gennemførelsen af 2011-tilsagnene i praksis vedrører forbedring af konkurrenceevnen og fremme af beskæftigelsen og de offentlige finansers holdbarhed. Kommissionen har vurderet gennemførelsen af tilsagnene under europluspagten. Der er taget hensyn til resultaterne af denne vurdering i disse henstillinger.

(16)     Inden for rammerne af det europæiske semester har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Maltas økonomiske politik. Den vurderede stabilitetsprogrammet af 2012 og det nationale reformprogram for 2012. Den har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Malta, men også til, i hvor høj grad de er i overensstemmelse med EU's regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Den Europæiske Union, ved at der fra EU-niveau ydes bidrag til kommende nationale beslutninger. Dens henstillinger under det europæiske semester er afspejlet i henstilling 1-6 nedenfor.

(17)     På baggrund af denne vurdering har Rådet undersøgt Maltas stabilitetsprogram af 2012, og Rådets udtalelse[7] afspejles især i henstillingens nr. 1 nedenfor,

HENSTILLER, at Malta i perioden 2012-2013 tager skridt til:

1.           at styrke budgetstrategien i 2012 med yderligere varige foranstaltninger for at sikre tilstrækkelige fremskridt med hensyn til at opfylde den mellemfristede budgetmålsætning og fastholde underskuddet under 3 % af BNP uden at ty til engangsforanstaltninger. Den finanspolitiske konsolidering bør videreføres i et passende tempo for at gøre tilstrækkelige fremskridt med hensyn til at opfylde den mellemfristede målsætning, herunder opfyldelse af udgiftsmålet og overholdelse af gældsreduktionsmålet, ved at specificere de konkrete foranstaltninger, der skal understøtte underskudsmålene fra 2013, og samtidig være beredt til at træffe yderligere foranstaltninger i tilfælde af negative afvigelser. Senest ved udgangen af 2012 bør der gennemføres en bindende og regelbaseret flerårig finanspolitisk ramme. Overholdelsen af skattereglerne bør styrkes, skatteunddragelse bekæmpes, og incitamenterne til gældsforpligtelser i selskabsskatterne mindskes

2.           hurtigst muligt at træffe foranstaltninger for at sikre pensionssystemets holdbarhed på lang sigt, hvilket omfatter: i) en mærkbar fremskyndelse af den gradvise forhøjelse af pensionsalderen i forhold til den gældende lovgivning, ii) en klar forbindelse mellem den gældende pensionsalder og den forventede levealder og iii) foranstaltninger, der skal tilskynde til private pensionsopsparinger. Der bør træffes foranstaltninger til at øge ældre arbejdstageres deltagelse i arbejdsstyrken og gøre det mindre attraktivt at gøre brug af førtidspensionsordninger

3.           at tage skridt til at reducere det høje skolefrafald. De politiske bestræbelser i uddannelsessystemet på at skabe overensstemmelse mellem kvalifikationer og arbejdsmarkedets behov bør fastholdes. Der bør skabes flere og billigere muligheder for ­børnepasning og skolefritidsordninger med henblik på at nedbringe kønsforskelle i beskæftigelsesfrekvensen og samtidig mindske virkningerne af forældreskab på kvinders beskæftigelse

4.           at foretage de nødvendige yderligere skridt til - i samråd med arbejdsmarkedets parter og i overensstemmelse med national praksis - at reformere lønforhandlings- og lønindekseringssystemet for bedre at afspejle udviklingen i arbejdskraftens produktivitet og mindske importprisernes indflydelse på indekset

5.           med henblik på at mindske Maltas afhængighed af importeret olie at optrappe indsatsen for at fremme energieffektiviteten og øge andelen af energi fra vedvarende energikilder i kraft af en nøje overvågning af de eksisterende incitamenter og ved at prioritere den videre udvikling af infrastruktur, herunder ved at færdigetablere forbindelsen til Siciliens elnet

6.           med henblik på at styrke banksektoren at træffe foranstaltninger til at afbøde potentielle risici ved større udeståender på ejendomsmarkedet. Der bør træffes foranstaltninger til yderligere at styrke bestemmelserne angående tab på udlån.

Udfærdiget i Bruxelles, den

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               EUT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

[2]               COM(2012) 321 endelig.

[3]               P7_TA(2012)0048 og P7_TA(2012)0047.

[4]               Rådets afgørelse 2012/238/EU af 26. april 2012.

[5]               COM(2012) 68 endelig.

[6]               Den konjunkturkorrigerede saldo eksklusive engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger som genberegnet af Kommissionens tjenestegrene på basis af oplysningerne i programmet og ved hjælp af den i fællesskab aftalte metode.

[7]               I henhold til artikel 5, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1466/97.