Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

T. ĆAPETA

fremsat den 17. september 2026 (1)

Sag C-470/25

E. sp. z o.o.

mod

Dyrektor Podkarpackiego Oddziału Regionalnego Agencji Restrukturyzacji i Modernizacji Rolnictwa w Rzeszowie,

procesdeltagere:

Rzecznik Praw Obywatelskich,

Prokuratura Krajowa

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Naczelny Sąd Administracyjny (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Polen))

» Præjudiciel forelæggelse – landbrug – beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser – Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 – artikel 4, stk. 3 – den fælles landbrugspolitik – finansiering, forvaltning og overvågning – forordning (EU) nr. 1306/2013 – artikel 60 – omgåelsesklausul – konsekvenserne af en konstatering af, at der foreligger kunstigt skabte betingelser for at opnå en fordel – begrebet fordel – afslag på eller tilbagetrækning af hele støttebeløbet eller kun det beløb, der følger af de kunstigt skabte betingelser «






I.      Indledning

1.        Hvis det konstateres, at en landbruger har skabt kunstige betingelser ved at opdele en enkelt landbrugsbedrift for at opnå et højere støttebeløb under den fælles landbrugspolitik end det, som landbrugeren ellers ville have været berettiget til i henhold til de gældende EU-regler, skal der da gives afslag på hele støttebeløbet eller kun på det beløb, der er opnået ved at skabe kunstige betingelser?

2.        Dette er i det væsentlige det spørgsmål, der er forelagt af Naczelny Sąd Administracyjny (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Polen) i den foreliggende sag. Naczelny Sąd Administracyjny (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) har anmodet Domstolen om at fortolke begrebet »fordel«, der anvendes i artikel 4, stk. 3, i forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (2) om beskyttelse af Unionens finansielle interesser og i artikel 60 i forordning (EU) nr. 1306/2013 (3) om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik.

II.    Retsforskrifter

3.        Artikel 4 i forordning nr. 2988/95 fastsætter:

»1.      Enhver uregelmæssighed medfører i almindelighed tilbagekaldelse af den uberettiget opnåede fordel:

–      ved forpligtelse til at betale de skyldige beløb eller tilbagebetale de uberettiget oppebårne beløb

–      ved fuldstændig eller delvis fortabelse af den sikkerhed, der er stillet, enten til støtte for anmodningen om den indrømmede fordel eller ved modtagelsen af et forskud.

2.      Anvendelsen af de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger er begrænset til tilbagekaldelse af den opnåede fordel, eventuelt med tillæg af rente, som kan beregnes efter en fast sats.

3.      Handlinger, som bevisligt har til formål at opnå en fordel, der er i modstrid med sigtet for de på området gældende [EU-]regler, ved kunstigt at skabe de nødvendige forudsætninger for at opnå denne fordel, bevirker, alt efter tilfældet, enten at fordelen ikke indrømmes, eller at den tilbagekaldes.

4.      Foranstaltningerne i denne artikel betragtes ikke som sanktioner.«

4.        Artikel 5 i forordning nr. 2988/95 bestemmer:

»1.      Forsætlige eller uagtsomme uregelmæssigheder kan medføre følgende administrative sanktioner:

a)      betaling af en administrativ bøde

b)      betaling af et beløb, der overstiger de uberettiget oppebårne eller de unddragne beløb, eventuelt med tillæg af rente; dette supplerende beløb, som fastsættes efter en procentsats, der fastlægges i særregler, må ikke overstige, hvad der anses for strengt nødvendigt for at give det en afskrækkende virkning

c)      fuldstændig eller delvis fortabelse af en fordel, der er indrømmet i henhold til [EU-]lovgivningen, også selv om den pågældende uberettiget kun har nydt godt af en del af denne fordel

d)      udelukkelse fra eller tilbagekaldelse af en fordel i en senere periode end den, hvor uregelmæssigheden fandt sted

e)      midlertidig tilbagekaldelse af en godkendelse eller anerkendelse, der er nødvendig for at deltage i en [EU-]støtteordning

f)      fortabelse af en sikkerhed, der er stillet med henblik på overholdelse af betingelserne i en ordning, eller genindbetaling af en uberettiget udbetalt sikkerhedsstillelse

g)      andre sanktioner af udelukkende økonomisk art, der har tilsvarende rækkevidde og virkning, og som er fastsat i regler for de enkelte sektorer, der er vedtaget af Rådet under hensyn til den berørte sektors særlige behov og under overholdelse af de gennemførelsesbeføjelser, som Rådet har tildelt Kommissionen.

2.      Med forbehold af de regler, der ved denne forordnings ikrafttræden gælder for de enkelte sektorer, kan andre uregelmæssigheder kun give anledning til de i stk. 1 omhandlede sanktioner, som ikke kan sidestilles med strafferetlige sanktioner, hvis sådanne sanktioner er nødvendige for at sikre en korrekt anvendelse af bestemmelserne.«

5.        Artikel 60 i forordning nr. 1306/2013 med overskriften »Omgåelsesklausul« havde følgende ordlyd:

»Medmindre der er fastsat særlige bestemmelser, indrømmes der ingen fordele i henhold til sektorlovgivningen for landbrug til fysiske eller juridiske personer, om hvem det kan fastslås, at betingelserne for at opnå sådanne fordele blev skabt på en kunstig måde og i strid med formålene med den pågældende lovgivning.«

III. Tvisten i hovedsagen, det præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

6.        E. er et polsk selskab (herefter »selskabet E.«), der har status som landbrugsproducent.

7.        Selskabet E. anmodede om betalinger for landbrugsparceller under Unionens landbrugsstøtteordninger for 2019. Der var tale om: 1) direkte betalinger, dvs. generel arealbetaling, grøn betaling og omfordelingsbetaling, 2) betalinger for miljø- og klimavenligt landbrug og 3) betalinger for områder med naturbetingede eller andre specifikke begrænsninger.

8.        Disse betalinger vedrørte finansieringsperioden 2014-2020 under den fælles landbrugspolitik. De var omfattet af den daværende EU-lovgivning, der omfattede forordning (EU) nr. 1307/2013 (4) om direkte betalinger og forordning (EU) nr. 1305/2013 (5) om udvikling af landdistrikterne. De fælles regler for finansiering, forvaltning og overvågning af støtte under den fælles landbrugspolitik fandtes i forordning nr. 1306/2013, mens forordning nr. 2988/95 fastsætter generelle regler for kontrol, administrative foranstaltninger og sanktioner i forbindelse med uregelmæssigheder med henblik på at beskytte Unionens finansielle interesser på alle områder af EU-retten og dermed omfatter den fælles landbrugspolitik (6).

9.        I forbindelse med en administrativ kontrol konstaterede den administrative myndighed i første instans (7), at selskabet E. havde samme repræsentant som B., et polsk selskab (herefter »selskabet B.«), som ligeledes havde status som landbrugsproducent, og som havde ansøgt om betalinger, der var identiske med dem, som selskabet E. havde ansøgt om. Eneaktionæren i selskaberne E. og B. var N., der også er et polsk selskab (herefter »selskabet N.«).

10.      Under sagens behandling konstaterede den administrative myndighed i første instans, at der var forbindelser mellem disse tre selskaber samt mellem de personer, der ejede selskaberne, og som var slægtninge. For selskaberne E. og B. fremgik disse forbindelser ligeledes af omstændigheder såsom en identisk ledelsesstruktur og brug af de samme tjenesteydere (udbydere af agrotekniske ydelser, landbrugskonsulenter og juridiske rådgivere). Myndigheden konkluderede, at disse to selskaber var personligt og kapitalmæssigt forbundne. Den anførte ligeledes bl.a., at disse to selskaber var blevet oprettet næsten samtidigt og havde indgået lejeaftaler med hinanden, og at de var påbegyndt gennemførelsen af den miljø- og klimavenlige landbrugsforpligtelse i 2015 under samme støttepakke og efter samme løsningsmodel. Denne myndighed afslog som følge heraf at tildele støtte til selskabet E.

11.      Dette afslag blev påklaget og opretholdt ved afgørelser truffet den 30. november 2021 af den administrative myndighed i anden instans (8).

12.      Som et yderligere bevis fremlagde denne myndighed en skønsmæssig beregning for hver af de betalinger, som selskaberne E., B. og N. ville have modtaget, hvis de var optrådt som én enhed. Derefter sammenlignede myndigheden dette med betalingsbeløbet i det tilfælde, hvor de tre selskaber havde ansøgt om betalingerne hver for sig. Forskellen mellem de to beløb udgjorde 69 916,37 zloty (PLN) (ca. 16 445 EUR). Disse beregninger viste efter myndighedens opfattelse, at der forelå en fordel, som skyldtes omstændigheder, der var skabt kunstigt med det formål at opnå en for høj betaling.

13.      Ifølge denne myndighed havde selskaberne E., B. og N. således udformet deres struktur på en kunstig måde ved at opdele en enkelt landbrugsbedrift med det formål at maksimere de betalinger, der blev modtaget under Unionens landbrugsstøtteordninger, og dermed undgå en gradvis nedsættelse af de arealbaserede betalinger.

14.      Selskabet E. anlagde søgsmål til prøvelse af afgørelserne fra den administrative myndighed i anden instans ved Wojewódzki Sąd Administracyjny w Rzeszowie (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Rzeszów, Polen).

15.      Ved dom af 7. april 2022 frifandt denne domstol den administrative myndighed i anden instans. Selskab E. havde efter dens opfattelse kunstigt skabt betingelserne for at opnå de størst mulige fordele af EU-tilskuddene. Den nævnte domstols konklusion gjaldt for alle de betalinger, som selskabet E. havde ansøgt om.

16.      Selskabet E. har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved den øverste forvaltningsdomstol, som er den forelæggende ret i den foreliggende sag.

17.      Selskabet E. har til støtte for denne appel bl.a. gjort gældende, at det ikke havde skabt kunstige betingelser, og subsidiært, at den gældende EU-ret var blevet fortolket forkert, for så vidt som skabelsen af kunstige betingelser kun burde have medført, at betalingerne blev nedsat med det beløb, der hidrørte fra de kunstige betingelser, og ikke et afslag på samtlige betalinger.

18.      Den forelæggende ret har sammenfattet Domstolens praksis vedrørende fastlæggelse af kunstigt skabte betingelser (9), men har ikke anmodet Domstolen om vejledning med hensyn til dette aspekt af sagen. Den forelæggende ret har alene anmodet om en fortolkning af EU-retten vedrørende de konsekvenser, som det har, hvis det konstateres, at en ansøger har skabt kunstige betingelser. Det præciseres i artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 2988/95, at konsekvensen af kunstigt skabte betingelser er, at »fordelen ikke indrømmes, eller at den tilbagekaldes«, mens artikel 60 i forordning nr. 1306/2013 fastsætter, at der »ingen fordele [indrømmes]« til enheder, der har skabt betingelserne på en kunstig måde. Parterne er uenige om, hvordan disse bestemmelser skal fortolkes med hensyn til begrebet »fordel«.

19.      Den forelæggende ret har påpeget, at selv om anvendelsen af udtrykket »ingen fordel« i artikel 60 i forordning nr. 1306/2013 antyder, at det kan nægtes at udbetale hele støttebeløbet, indebærer artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2988/95, hvorefter foranstaltningerne ikke betragtes som sanktioner, at afslag på udbetaling kun bør vedrøre de beløb, der er opnået gennem kunstigt skabte betingelser, og ikke hele støttebeløbet.

20.      Denne ret har desuden anført, at der er mulighed for enten at anlægge en tilgang, hvor kun den del af fordelen, der opnås gennem kunstigt skabte betingelser, ikke tildeles, eller en tilgang, hvor intet fuldt tilskud udbetales overhovedet. Den har fremhævet, at der findes forskellige tilgange i medlemsstaternes retspraksis, idet nogle domstole, bl.a. i Polen, anvender den sidstnævnte tilgang – der betegnes som en »sanktionerende fortolkning« – hvilket fører til, at en person udelukkes fuldstændigt fra støtteordningerne, hvis det konstateres, at der foreligger kunstigt skabte betingelser, hvorimod andre, bl.a. i Tyskland, støtter den førstnævnte tilgang – der betegnes som en »korrigerende fortolkning« – hvorefter kun den del af støtten, der hidrører fra skabelsen af kunstige betingelser, nægtes. Denne forskel i fortolkningen kan få skadelige konsekvenser for polske landmænd og true EU-rettens effektivitet og ensartethed.

21.      På denne baggrund har Naczelny Sąd Administracyjny (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal udtrykket »fordel«, som anvendes i artikel 4, stk. 3, i [forordning nr. 2988/95] og i artikel 60 i [forordning nr. 1306/2013], fortolkes således, at det omfatter et afslag på eller tilbagekaldelse af hele den støtte, der er ydet efter en sektorspecifik landbrugslovgivning, eller kun den del af støtten, som hidrører fra skabelsen af kunstige betingelser?«

22.      Selskabet E., Republikken Polen, Den Italienske Republik, Den Portugisiske Republik, Rumænien og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen.

23.      Selskabet E., Rzecznik Praw Obywatelskich (ombudsmanden, Polen), Polen, Kongeriget Danmark, Portugal og Kommissionen afgav mundtlige indlæg i retsmødet den 4. juni 2026.

IV.    Bedømmelse

A.      Formaliteten

24.      Polen har anført, at anmodningen om præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag bør afvises, eftersom den forelæggende ret ikke er konstitueret korrekt. Anmodningen er blevet fremsat af et dommerkollegium med tre dommere ved den øverste forvaltningsdomstol, hvoraf den ene er blevet udnævnt til dommer ved denne domstol efter en procedure, hvori domstolsrådet deltog i sin nye sammensætning (10). Polen har navnlig påberåbt sig Domstolens praksis vedrørende Sąd Najwyższys (øverste domstol, Polen, herefter »den øverste domstol«) manglende opfyldelse af de EU-retlige krav, der er forbundet med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) (11). Eftersom den øverste forvaltningsdomstols institutionelle stilling svarer til den øverste domstols, gælder de samme krav efter Polens opfattelse for vurderingen af, om den øverste forvaltningsdomstol er sammensat på lovlig vis.

25.      Polens indsigelse bør efter min opfattelse forkastes.

26.      Som jeg for nylig har anført i mit forslag til afgørelse Naski (12), har Domstolen fastslået, at den blotte omstændighed, at en dommer er blevet udnævnt efter indstilling fra domstolsrådet i dets nye sammensætning, ikke er tilstrækkelig til at konkludere, at kravene i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47 ikke er opfyldt. Det er derimod nødvendigt at tage hensyn til samtlige omstændigheder i forbindelse med den pågældende dommers udnævnelse. Desuden er det ikke alle fejl i forbindelse med en udnævnelse, der indebærer, at sammensætningen af en domstol er ugyldig; kun uregelmæssigheder, der kan give anledning til alvorlig og rimelig tvivl hos borgerne om, at denne dommer ikke er beskyttet mod udefrakommende indflydelse, navnlig fra andre dele af regeringen, er relevante.

27.      Som jeg ligeledes har præciseret i mit forslag til afgørelse Naski (13), vedrører visse af de retsafgørelser, hvortil Polen har henvist (14), særlige omstændigheder vedrørende personer, der var blevet udnævnt til dommere ved visse afdelinger ved den øverste domstol, hvor Domstolen fastslog, at formodningen om, at en national ret opfylder kravene til en »ret« som omhandlet i artikel 267 TEUF, var blevet afkræftet (15).

28.      Polen har i det foreliggende tilfælde ikke fremlagt specifikke eller konkrete beviser for, at nogen af dommerne ved den forelæggende rets dommerkollegium er blevet udnævnt efter en procedure, som kan sammenlignes med de omstændigheder, der var omhandlet i denne retspraksis. Polen har heller ikke fremført særlige omstændigheder vedrørende den pågældende dommer for Domstolen, men har alene støttet sig på den begrundelse, at dommeren blev udnævnt efter indstilling fra domstolsrådet i dets nye sammensætning.

29.      Det er derfor min opfattelse, at formodningen om, at spørgsmålet er blevet forelagt af en »ret« som omhandlet i artikel 267 TEUF, ikke er blevet afkræftet i den foreliggende sag, og at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

B.      Realiteten

30.      Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål oplyst, hvordan begrebet »fordel«, der anvendes i artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 2988/95 og i artikel 60 i forordning nr. 1306/2013, skal forstås. Denne fortolkning er nødvendig for, at retten kan afgøre, om hele støttebeløbet, såfremt det er fastslået, at en person har skabt kunstige betingelser for at opnå betalinger under Unionens landbrugslovgivning, skal afslås eller trækkes tilbage, eller kun det beløb, der følger af de kunstigt skabte betingelser.

31.      Det bør påpeges, at dette spørgsmål kun vedrører konsekvenserne af, at der konstateres kunstigt skabte betingelser, og ikke vurderingen af, om der rent faktisk foreligger kunstigt skabte betingelser, selv om selskabet E. ligeledes har anfægtet den sidstnævnte konstatering over for den forelæggende ret. Det spørgsmål, der er rejst ved Domstolen, er således baseret på antagelsen om, at det er fastslået, at der foreligger kunstigt skabte betingelser.

32.      Parterne i sagen for Domstolen har indtaget to forskellige holdninger til dette spørgsmål. Selskabet E., ombudsmanden, Danmark, Rumænien og Kommissionen har i det væsentlige hævdet, at begrebet »fordel« kun sigter til det beløb, der følger af de kunstigt skabte betingelser. Denne tilgang vil jeg betegne som en »korrigerende fortolkning«. Polen, Italien og Portugal har derimod gjort gældende, at dette begreb sigter til hele støttebeløbet, som jeg vil betegne som en »sanktionerende fortolkning«.

33.      Tilhængerne af den korrigerende og den sanktionerende fortolkning har støttet sig på de samme bestemmelsers ordlyd, den sammenhæng, hvori de indgår, og deres formål, men draget modsatrettede konklusioner.

34.      I dette forslag til afgørelse vil jeg først præsentere parternes modsatrettede argumenter og gennemgå dem systematisk efter de sædvanlige metoder til fortolkning af EU-retten for at vise, at begge fortolkninger er mulige. Jeg vil derefter træffe et valg og forklare, hvorfor en korrigerende fortolkning efter min opfattelse bør foretrækkes, navnlig henset til de omhandlede EU-reglers opbygning og formål.

1.      Sammenfatning af parternes vigtigste argumenter

a)      Ordlyd

35.      Selskabet E. har anført, at udtrykket »sådanne fordele« (16) i artikel 60 i forordning nr. 1306/2013 indikerer, at der skal være en direkte forbindelse mellem fordelen og skabelsen af kunstige betingelser, og at det derfor kun er denne del af betalingen, der skal afslås eller trækkes tilbage.

36.      Polen og Portugal har derimod gjort gældende, at udtrykket »ingen fordel« (17) i artikel 60 i forordning nr. 1306/2013 er til hinder for, at der kun henvises til den del af betalingen, der hidrører fra de kunstigt skabte betingelser. Dette udtryk sigter til begrebet »fordel«, der indgår i den bredere kategori af »fordele i henhold til sektorlovgivningen for landbrug«. Det definerer den støtte, der kan opnås, og »fordelen« bør derfor sidestilles med det støttebeløb, som den person, der har skabt de kunstige betingelser, har ansøgt om.

37.      Polen har endvidere anført, at anvendelsen af ordet »fordel« efter en ordlydsfortolkning af artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 2988/95 indikerer, at det henviser til fordelen som helhed; ordet »fordel« er en generisk betegnelse, der omfatter enhver betaling, og det vil derfor udgøre en fortolkning contra legem, hvis dette begreb indsnævres til kun at omfatte et overskydende beløb.

38.      Italien har hævdet, at der i ordlyden af artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 2988/95 ikke sondres mellem den delvise og den samlede fordel, der opnås, til forskel fra andre bestemmelser såsom denne forordnings artikel 5, stk. 1, litra c), og artikel 4, stk. 2 (18). Når EU-lovgiver kun ønsker at henvise til en del af den ulovligt opnåede fordel, vil dette således fremgå udtrykkeligt. Ud fra en systemisk fortolkning af ordlyden af artikel 4 i forordning nr. 2988/95 har Italien desuden konkluderet, at bestemmelsen om, at tilbagekaldelsen af fordelen er begrænset til, hvad der er opnået uretmæssigt, kun findes i denne artikels stk. 2, hvori der alene henvises til stk. 1, og at udtrykket »fordel« i stk. 3 således betegner det samlede støttebeløb, der modtages.

b)      Sammenhæng

39.      Med hensyn til den umiddelbare sammenhæng, dvs. andre bestemmelser i EU-retsakter, hvori de bestemmelser, der ønskes fortolket, optræder, har parterne, uanset om de går ind for en korrigerende eller en sanktionerende fortolkning, henvist til sondringen mellem administrative foranstaltninger og sanktioner, men draget forskellige konklusioner af en sådan sondring.

40.      Tilhængerne af en korrigerende fortolkning har fremhævet, at artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 2988/95, der vedrører administrative foranstaltninger, og artikel 60 i forordning nr. 1306/2013, der gennemfører denne bestemmelse inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, fjerner uretmæssigt udbetalte beløb og genopretter den situation, der ville have foreligget, hvis der ikke var skabt kunstige betingelser. Begrebet »fordel« i disse bestemmelser omfatter derfor kun den del af støtten, som en landbruger modtager gennem kunstigt skabte betingelser, og ikke den støtte, som landbrugeren er berettiget til, når der ikke foreligger sådanne betingelser, eftersom dette ville svare til at straffe denne person.

41.      Som selskabet E. og ombudsmanden fremhævede i retsmødet, kan disse bestemmelser, der vedrører administrative foranstaltninger, ikke i sig selv tjene som retsgrundlag for, at medlemsstaterne pålægger landbrugere sanktioner. Hvis en medlemsstats retsorden ikke indeholder nogen bestemmelse, der vedrører spørgsmålet om sanktioner, kan dette ifølge Kommissionen ikke afhjælpes ved, at der anlægges en bredere fortolkning af artikel 60 i forordning nr. 1306/2013. Danmark og Kommissionen har påpeget, at de omhandlede bestemmelser skal anvendes ensartet i alle medlemsstater, og at der kan forekomme forskelle mellem medlemsstaterne, hvis de ønsker at gå videre og at pålægge sanktioner.

42.      Tilhængerne af en sanktionerende fortolkning betragter derimod ikke et afslag på eller en tilbagetrækning af hele støttebeløbet som en sanktion. I denne henseende kan udtrykket »sanktionerende fortolkning« faktisk være en misvisende betegnelse for denne tilgang; da den anvendes af alle parter i den foreliggende sag, vil jeg imidlertid også gøre det.

43.      Efter Polens opfattelse indikerer sondringen mellem administrative foranstaltninger og sanktioner i forordning nr. 2988/95 reelt, at en fuldstændig udelukkelse ikke er en sanktionerende foranstaltning mod støttemodtageren, men en foranstaltning, der skal genoprette lovligheden; der er blot tale om en ophævelse af den uretmæssige betalings økonomiske virkninger. Hertil kommer, at medlemsstaterne stadig kan pålægge sanktioner.

44.      Efter Italiens opfattelse udgør skabelse af kunstige betingelser imidlertid en forsætlig adfærd, der er svigagtig, og dermed en forsætlig uregelmæssighed i henhold til artikel 5 i forordning nr. 2988/95, der er gennemført ved artikel 60 i forordning nr. 1306/2013. En ansøgers uværdige adfærd kan ikke opgøres kvantitativt, eftersom kunstigt skabte betingelser svækker tillidsforholdet mellem den myndighed, der indrømmer en fordel, og den person, der modtager den. Hele støttebeløbet skal derfor afslås eller trækkes tilbage.

c)      Formål

45.      Selskabet E., Danmark, Rumænien og Kommissionen har gjort gældende, at en korrigerende fortolkning er i overensstemmelse med de omhandlede bestemmelsers formål, mens Polen og Portugal har givet udtryk for, at en sanktionerende fortolkning er i overensstemmelse med disse formål.

46.      Selskabet E. har i denne forbindelse anført, at et af formålene med den fælles landbrugspolitik er at støtte landbrugere, der driver reel landbrugsvirksomhed. I overensstemmelse med dette formål vil landbrugerne modtage den støtte, som de er berettiget til, hvis kun en del af støtten, som vedrører kunstige betingelser, afslås eller trækkes tilbage; i modsat fald ville en landbruger ikke modtage nogen støtte, selv om vedkommende rent faktisk udøver en landbrugsaktivitet. Selskabet har endvidere påberåbt sig princippet ne bis in idem og proportionalitetsprincippet, eftersom en fortolkning af bestemmelserne, således at de er baseret på tilbagebetaling, vil fjerne risikoen for, at der træffes en sanktionerende foranstaltning to gange mod den samme enhed, og en udelukkelse fra betalingsordningerne, uanset den opnåede fordels størrelse, vil være uforholdsmæssig og til skade for landbrugerne.

47.      Kommissionen har påberåbt sig de omhandlede bestemmelsers formål, som er at beskytte Unionens finansielle interesser. Disse interesser beskyttes ved at nedsætte det tildelte beløb, idet det uretmæssigt modtagne beløb fratrækkes.

48.      Efter Danmarks opfattelse vil en løsning, hvor kun den støtte, som landbrugeren har modtaget som følge af kunstigt skabte betingelser, afslås eller trækkes tilbage, sikre den rette balance mellem den fælles landbrugspolitiks formål og beskyttelsen af Unionens finansielle interesser.

49.      Polen er enig i, at de omhandlede bestemmelser har til formål er at sikre en effektiv gennemførelse af den fælles landbrugspolitik og at beskytte Unionens finansielle interesser. Disse formål vil imidlertid ikke blive opfyldt, hvis det anerkendes, at en del af støtten vil kunne opnås, selv om der foreligger kunstige betingelser, da dette ikke vil tilskynde til en korrekt og effektiv anvendelse af EU-midler. Det er nødvendigt at tage hensyn til artikel 325 TEUF og artikel 4, stk. 3, TEU, hvorefter medlemsstaterne er forpligtet til at iværksætte støtteordninger og træffe konkrete foranstaltninger til at bekæmpe misbrug.

50.      Ifølge Polen kan et afslag på eller tilbagetrækning af hele støttebeløbet desuden ikke forstås således, at landbrugeren mister en rettighed. Retten til støtte har aldrig eksisteret, eftersom en ansøger, der har opnået støtte på grundlag af kunstigt skabte betingelser, ikke har opfyldt de materielle betingelser, og støtten derfor udgør en uretmæssig betaling. En løsning, hvor hele støtten afslås eller trækkes tilbage, er i denne henseende forholdsmæssig, eftersom den neutraliserer de kunstigt skabte betingelsers virkninger fuldt ud, den er passende, fordi den umiddelbart gør sådanne betingelser virkningsløse, og der findes ikke mindre strenge foranstaltninger, som vil være lige så effektive, da en tilbagesøgning af det overskydende beløb ikke vil være tilstrækkelig til at fjerne alle virkninger af omgåelsen.

51.      Efter Portugals opfattelse vil en fuldstændig udelukkelse fra støtte tilgodese hensynet til, at administrative foranstaltninger skal være effektive og virke afskrækkende for at sikre beskyttelsen af Unionens finansielle interesser, i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, andet punktum, i forordning nr. 2988/95.

d)      Tilblivelseshistorie

52.      Det er kun Polen, der har fremført argumenter vedrørende tilblivelseshistorien. Polen har pointeret, at der fandtes omgåelsesklausuler svarende til artikel 60 i forordning nr. 1306/2013 i tidligere EU-forordninger vedrørende den fælles landbrugspolitik, som allerede bestemte, der ikke skulle indrømmes fordele til personer, som ansås for at have skabt betingelser på en kunstig måde. Selv om der ikke henvises direkte til manglende tildeling eller tilbagetrækning af betalinger i artikel 60 i forordning nr. 1306/2013, fremgår det ikke af forarbejderne til lovgivningen, at det var nødvendigt at udelukke denne løsning. Det er derfor vanskeligt at forestille sig, at EU-lovgivers hensigt skulle være at begrænse anvendelsen af en fuldstændig udelukkelse fra støtte i tilfælde af omgåelse af den gældende lovgivning.

53.      Polens argumentation, der er baseret på tilblivelseshistorien, understøtter efter min opfattelse hverken en sanktionerende eller en korrigerende fortolkning, eftersom intet tyder på, at tidligere bestemmelser svarende til artikel 60 i forordning nr. 1306/2013, skulle fortolkes i overensstemmelse med den ene eller den anden løsning (19). De var med andre ord lige så tvetydige som artikel 60 i forordning nr. 1306/2013 (20).

2.      Den foreslåede fortolkning

54.      Da der ikke findes nogen forklaring af begrebet »fordel« i forordning nr. 2988/95 eller forordning nr. 1306/2013, er det ikke muligt at konkludere alene ud fra ordlyden, om dette begreb henviser til hele støttebeløbet eller udelukkende til det beløb, der følger af de kunstigt skabte betingelser.

55.      Hvis der kun ses på disse bestemmelsers ordlyd, vil der enten kunne vælges en korrigerende eller en sanktionerende fortolkning. Som jeg har anført i tidligere forslag til afgørelse, er det i de fleste tilfælde ikke muligt at klarlægge EU-retlige bestemmelsers betydning ved blot at tage hensyn til de anvendte udtryk. Disse bestemmelsers ordlyd kan i sådanne tilfælde ikke adskilles fra den sammenhæng, hvori de indgår, og deres formål (21).

56.      Det skal påpeges, at denne sag vedrører støtte inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik. Som sagen foreligger for Domstolen, tager den udgangspunkt i, at selskaberne E., B. og N’s landbrugsbedrifter blev kunstigt opdelt for at opnå en højere betaling, end selskaberne ville have været berettiget til, hvis de havde ansøgt som én enhed. Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse synes det imidlertid ikke at være bestridt i den foreliggende sag, at selskabet E. drev landbrugsvirksomhed i den periode, for hvilken der skulle tildeles støtte. Det ser således ud til, at selskabet E. ville have ret til støtte, men at støttebeløbet ville være lavere på grund af den degressive betalingsordning, der er indført for at begunstige mindre bedrifter.

57.      Under disse omstændigheder er den umiddelbart relevante bestemmelse, på grundlag af hvilken den forelæggende ret skal afgøre, om det er det samlede beløb eller kun det overskydende beløb, der skal afslås, den omgåelsesklausul, der er indeholdt i artikel 60 i forordning nr. 1306/2013. Den forelæggende ret er nødt til at forstå, hvad der menes med begrebet »fordel« i denne bestemmelse, for at kunne afgøre den tvist, der er indbragt for den.

58.      Artikel 60 i forordning nr. 1306/2013 indgår i forordningens afsnit V med overskriften »Kontrolsystemer og sanktioner«. Som det fremgår af artikel 58, der er den første bestemmelse i dette afsnit, har disse kontrolsystemer og sanktioner, der skal indføres af medlemsstaterne, til formål at beskytte Unionens finansielle interesser. Den sammenhæng, der er relevant for fortolkningen af bestemmelserne i dette afsnit, er således forordning nr. 2988/95, som er en generel retsakt, der har til formål at beskytte Unionens finansielle interesser på alle områder, der er omfattet af EU-budgettet, herunder den fælles landbrugspolitik.

59.      Dette bekræftes af 39. betragtning til forordning nr. 1306/2013, hvori det hedder: »For at beskytte Unionens budgets finansielle interesser bør medlemsstaterne vedtage foranstaltninger, der kan sikre, at transaktioner, der finansieres gennem fondene, rent faktisk har fundet sted og er gennemført korrekt. Medlemsstaterne bør også forebygge, afsløre og effektivt behandle enhver uregelmæssighed eller manglende overholdelse af forpligtelser fra støttemodtagernes side. I den forbindelse bør [forordning nr. 2988/95] finde anvendelse. […]« (22).

60.      Domstolen har allerede fortolket artikel 4 i forordning nr. 2988/95 således, at den indeholder administrative foranstaltninger, der har til formål at beskytte EU-budgettets indtægter og udgifter. Domstolen har i denne forbindelse sondret mellem administrative foranstaltninger og sanktioner. Denne konklusion følger nemlig af artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2988/95, hvorefter »[f]oranstaltningerne i denne artikel [ikke] betragtes […] som sanktioner«.

61.      Dette bekræftes af retspraksis, hvori Domstolen konsekvent har fastslået, at »[t]ilbagebetalingsforpligtelsen [ikke] er […] en sanktion, der kræver en klar og utvetydig hjemmel, men blot en konsekvens af, at det er fastslået, at de nødvendige betingelser for at drage fordel af [EU-]bestemmelserne er blevet kunstigt skabt, hvilket gør de tildelte restitutioner uretmæssige og derfor berettiger til en forpligtelse til at betale dem tilbage« (23).

62.      På dette grundlag fastslog Domstolen i dommen i sagen Cimmino m.fl. (24), at en erhvervsdrivende, der kunstigt havde placeret sig i en situation, der gjorde det muligt for den pågældende på uberettiget vis at opnå præferencetolden med hensyn til indførsel af bananer, derfor var forpligtet til at betale afgifterne for de omhandlede varer, uanset hvilke sanktioner der i givet fald måtte følge af national ret.

63.      Forordning nr. 2988/95 sondrer således kort sagt mellem administrative foranstaltninger og sanktioner, hvoraf de førstnævnte er omhandlet i forordningens artikel 4 og de sidstnævnte i artikel 5, og det fremgår af retspraksis, at administrative foranstaltninger har til formål at beskytte EU-budgettet og ikke at straffe personer, der har omgået EU-reglerne. Generaladvokat Sharpston har udtalt, at »disse foranstaltninger i det væsentlige [handler] om at inddrive specifikke beløb, der burde have været, men ikke blev, betalt til EU-budgettet, eller som fejlagtigt blev udbetalt af EU-budgettet« (25), eller som – hvilket er tilfældet i den foreliggende sag – ikke burde udbetales fra EU-budgettet.

64.      Alle parter i den foreliggende sag, med undtagelse af Italien (26), er enige om, at artikel 60 i forordning nr. 1306/2013 ikke vedrører en sanktion, men en administrativ foranstaltning, og dermed gennemfører artikel 4 i forordning nr. 2988/95 inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik.

65.      Som Kommissionen i det væsentlige har anført, afspejler opbygningen af forordning nr. 1306/2013, der indeholder regler om administrative foranstaltninger i artikel 60 og artikel 63 (delvist) og regler om administrative sanktioner i artikel 63 (delvist) og artikel 64, den sondring, der foretages i artikel 4 og 5 i forordning nr. 2988/95.

66.      Polen, der er enig i, at artikel 60 i forordning nr. 1306/2013 vedrører administrative foranstaltninger og ikke sanktioner, er til forskel fra tilhængerne af en korrigerende fortolkning ikke af den opfattelse, at et afslag på eller tilbagetrækning af hele støttebeløbet ville udgøre en sanktion. Denne medlemsstat har sammen med Portugal gjort gældende, at hvis det kun er den overskydende støtte, der afslås eller trækkes tilbage, vil denne bestemmelse miste enhver afskrækkende virkning, hvilket kan svække ordningen for beskyttelse af Unionens finansielle interesser.

67.      Dette argument, der er baseret på afskrækkelsen, vedrører imidlertid sanktioner og ikke administrative foranstaltninger. I modsætning til det af Portugal anførte, er det forhold, at artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 2988/95 fastsætter, at »[k]ontrol samt administrative foranstaltninger og sanktioner« skal være »effektive, stå i et rimeligt forhold til uregelmæssigheden og have en afskrækkende virkning«, er ikke til hinder herfor, da denne vending udtrykker de generelle principper for den ordning, der er indført med forordningen i afsnit I, mens sondringen mellem foranstaltninger og sanktioner indføres senere i denne forordnings afsnit II.

68.      Det kan tilføjes, at artikel 62 i forordning 2021/2116, som efterfølgende har erstattet artikel 60 i forordning nr. 1306/2013, bestemmer, at »[m]edmindre andet gælder ifølge EU-rettens særlige bestemmelser, træffer medlemsstaterne effektive og forholdsmæssige foranstaltninger for at undgå, at EU-retten omgås, og de sikrer navnlig, at der ikke indrømmes fordele i henhold til landbrugslovgivningen til fysiske eller juridiske personer, om hvem det kan fastslås, at betingelserne for at opnå sådanne fordele blev skabt på en kunstig måde og i strid med den pågældende lovgivnings målsætninger« (27).

69.      Brugen af bindeordet »og« i den nye bestemmelse synes at bekræfte, at der rent faktisk er behov for forebyggende foranstaltninger, men at disse adskiller sig fra administrative foranstaltninger, der har til formål at bringe konsekvenserne af et eventuelt misbrug til ophør.

70.      Modsat hvad Polen har argumenteret for, er det desuden ikke nødvendigt at afslå eller tilbagetrække hele støttebeløbet for at opfylde formålet med de administrative foranstaltninger, men alene det beløb, der ikke skulle udbetales, eller som fejlagtigt blev udbetalt, fra EU-budgettet.

71.      Hvis en medlemsstat ønsker at gå videre og inddrage endnu mere, skal det ske i henhold til et særskilt retsgrundlag, og den kan ikke påberåbe sig artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 2988/95 eller artikel 60 i forordning nr. 1306/2013.

72.      I mangel af et sådant klart retsgrundlag for en sanktion foreligger der en tilsidesættelse af legalitetsprincippet. Domstolen har fastslået, at det ikke er i strid med legalitetsprincippet at afslå eller tilbagetrække en betaling, der er uretmæssig, eftersom den er modtaget gennem misbrug af EU-reglerne (28). Hvis hele beløbet afslås, selv om en landbruger har ret til en vis støtte under den fælles landbrugspolitik, vil det imidlertid udgøre en straf for landbrugeren.

73.      Der synes i denne henseende at være stor forskel på den situation, der foreligger i Portugal og i Polen. Portugal oplyste i retsmødet, at der er vedtaget nationale regler i denne medlemsstat, hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at der ikke ydes nogen betaling til støttemodtagere, hvis de kunstigt har skabt betingelserne for at opnå fordele. Som ombudsmanden har fremhævet, og Polen har bekræftet, findes der imidlertid ikke sådanne regler i Polen.

74.      Det er ikke foreneligt med princippet nulla poena sine lege at fortolke artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 2988/95 og artikel 60 i forordning nr. 1306/2013 således, at disse bestemmelser gør det muligt for en medlemsstat at afslå hele støttebeløbet, eftersom der for at kunne pålægge sanktioner kræves et klart retsgrundlag, hvori adressaterne på forhånd oplyses om, at visse former for adfærd vil medføre en sanktion.

75.      En sådan fortolkning er desuden ikke nødvendig for at sikre, at administrative foranstaltninger, der har til formål at beskytte Unionens finansielle interesser og ikke at straffe misbrug, er effektive. Unionens finansielle interesser beskyttes allerede, når den støtte, der er knyttet til de kunstigt skabte betingelser, afslås eller trækkes tilbage.

76.      Som Danmark har anført, er den foreslåede løsning i øvrigt også i overensstemmelse med den fælles landbrugspolitiks formål. Et af disse formål er at yde støtte til landbrugere, der driver reel landbrugsvirksomhed. Vurderingen af, om dette er tilfældet, beror som nævnt af selskabet E., Danmark og Rumænien på omstændighederne i den enkelte sag. Hvis en landbruger, der har modtaget støtte, ikke driver landbrugsvirksomhed, vil det være begrundet at afslå eller tilbagetrække hele støttebeløbet. Hvis en landbruger udøver de aktiviteter, som vedkommende har modtaget støtte til, vil det imidlertid være i strid med dette formål med den fælles landbrugspolitik at inddrage støtten til disse aktiviteter.

77.      Efter min opfattelse bør Domstolen derfor fortolke begrebet »fordel« i artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 2988/95 og artikel 60 i forordning nr. 1306/2013 således, at der kun kræves afslag på eller tilbagetrækning af det støttebeløb, der blev udbetalt uretmæssigt, eftersom det fulgte af de kunstigt skabte betingelser, men ikke af det samlede støttebeløb, forudsat at der blev drevet landbrugsvirksomhed. Denne fortolkning vil gøre det muligt at forene den fælles landbrugspolitiks formål bedst muligt med beskyttelsen af Unionens finansielle interesser.

78.      Det står tilbage at undersøge visse praktiske argumenter, som tilhængerne af en sanktionerende fortolkning har fremført.

79.      Polen har gjort gældende, at en fortolkning, hvorefter det kun er det overskydende beløb, der skal afslås eller trækkes tilbage, vil føre til vilkårlighed og uforudsigelighed, eftersom myndighederne vil være nødt til at opstille hypotetiske scenarier for at beregne det beløb, som en landbruger ville have været berettiget til, og det beløb, der skal afslås eller trækkes tilbage. Denne medlemsstat påpegede i retsmødet, at det er meget vanskeligt at foretage sådanne vurderinger.

80.      Portugal har gjort gældende, at det er forbundet med høje administrative omkostninger at påvise kunstigt skabte betingelser, eftersom myndighederne er nødt til at erstatte en ukorrekt støtteansøgning med en korrekt ansøgning.

81.      Selv om jeg anser disse argumenter for at være relevante, synes disse praktiske vanskeligheder ikke at være uoverstigelige. Den foreliggende sag viser, at det er muligt at foretage de nødvendige beregninger (jf. punkt 12 i dette forslag til afgørelse).

82.      Som Kommissionen har anført, vil den potentielle byrde for myndighederne heller ikke være for stor, hvis der kun kræves en rimelig indsats. I øvrigt foretages de relevante vurderinger som regel allerede i forbindelse med undersøgelsen af, om der foreligger kunstigt skabte betingelser.

83.      I situationer, hvor det ikke er muligt at foretage de nødvendige beregninger, synes retspraksis imidlertid at støtte synspunktet om, at det er begrundet at afslå eller tilbagetrække hele støttebeløbet (29).

84.      Argumenterne om praktiske vanskeligheder synes derfor ikke at udgøre en tilstrækkelig begrundelse for ikke at anlægge den foreslåede fortolkning.

V.      Forslag til afgørelse

85.      Jeg foreslår på baggrund af det ovenfor anførte, at Domstolen besvarer det spørgsmål, som Naczelny Sąd Administracyjny (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Polen) har forelagt, således:

»Udtrykket »fordel«, som anvendes i artikel 4, stk. 3, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser og i artikel 60 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008,

skal fortolkes således, at det kun er det støttebeløb, som hidrører fra skabelsen af kunstige betingelser, der skal afslås eller trækkes tilbage.«


1 –      Originalsprog: engelsk.


2 –      Rådets forordning af 18.12.1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT 1995, L 312, s. 1).


3 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 17.12.2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (EUT 2013, L 347, s. 549). Denne forordning er blevet erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 af 2.12.2021 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1306/2013 (EUT 2021, L 435, s. 187).


4 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 17.12.2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådet[s] forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådet[s] forordning (EF) nr. 73/2009 (EUT 2013, L 347, s. 608). Denne forordning er blevet erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 af 2.12.2021 om regler for støtte til strategiske planer, der udarbejdes af medlemsstaterne under den fælles landbrugspolitik og finansieres gennem Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1305/2013 og nr. 1307/2013 (EUT 2021, L 435, s. 1).


5 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 17.12.2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 (EUT 2013, L 347, s. 487). Denne forordning er også blevet erstattet af forordning 2021/2115.


6 –      Jf. navnlig artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, i samt 3., 9. og 13. betragtning til forordning nr. 2988/95.


7 –      Kierownik Biura Powiatowego Agencji Restrukturyzacji i Modernizacji Rolnictwa (lederen af det lokale kontor i agenturet for omstrukturering og modernisering af landbruget, Polen, herefter »den administrative myndighed i første instans«).


8 –      Dyrektor Podkarpackiego Oddzithe u Regionalnego Agencji Restrukturyzacji i Moérenzacji Rolnictwa w Rzeszowie (direktøren for Podkarpackie-afdelingen i agenturet for omstrukturering og modernisering af landbruget i Rzeszów, Polen, herefter »den administrative myndighed i anden instans«).


9 –      Den forelæggende ret har taget hensyn til Domstolens praksis, hvorefter to elementer skal være til stede, for at der kan være tale om et misbrug, nemlig dels et sammenfald af objektive omstændigheder, hvoraf det fremgår, at det formål, som de relevante bestemmelser forfølger, ikke er opnået, selv om betingelserne i disse bestemmelser formelt er overholdt, dels et subjektivt element, der består i ønsket om at drage fordel af EU-bestemmelserne ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel. Den har navnlig henvist til dom af 12.9.2013, Slancheva sila (C-434/12, EU:C:2013:546), og af 7.4.2022, Avio Lucos (C-176/20, EU:C:2022:274).


10 –      Krajowa Rada Sądownictwa (det nationale råd for retsvæsenet, Polen, herefter »domstolsrådet«).


11 –      Polen har henvist til dom af 21.12.2023, Krajowa Rada Sądownictwa (En dommers forbliven i sit embede) (C-718/21, EU:C:2023:1015), og af 4.9.2025, AW »T« (C-225/22, EU:C:2025:649), samt til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (Menneskerettighedsdomstolens) dom af 8.11.2021, Dolińska-Ficek og Ozimek mod Polen (CE:ECHR:2021:1108JUD004986819).


12 –      Jf. mit forslag til afgørelse Naski (C-273/24, EU:C:2026:609, navnlig punkt 36-38), hvori der henvises til dom af 26.3.2020, Fornyet prøvelse Simpson mod Rådet og HG mod Kommissionen (C-542/18 RX-II og C-543/18 RX-II, EU:C:2020:232), og af 24.3.2026, Rzecznik Praw Obywatelskich (Udelukkelse på grund af inhabilitet af en dommer ved de almindelige domstole) (C-521/21, EU:C:2026:242). Jf. senest også domme af 16.7.2026, Gekus (C-748/23, EU:C:2026:594, navnlig præmis 35-37), og Rzecznik Dyscyplinarny Sądu Najwyższego (C-96/24, C-103/24 og C-112/24, EU:C:2026:595, navnlig præmis 52-54).


13 –      Jf. mit forslag til afgørelse Naski (C-273/24, EU:C:2026:609, navnlig punkt 39-42).


14 –      Dvs. dom af 21.12.2023, Krajowa Rada Sądownictwa (En dommers forbliven i sit embede) (C-718/21, EU:C:2023:1015), og Menneskerettighedsdomstolens dom af 8.11.2021, Dolińska-Ficek og Ozimek mod Polen (CE:ECHR:2021:1108JUD004986819).


15 –      Der var bl.a. tale om omstændigheder, hvor republikkens præsident havde udnævnt personer til dommere ved den øverste domstol på trods af den kompetente polske rets afgørelse, der udsatte de relevante KRS resolutioner, og den omstændighed, at Menneskerettighedsdomstolen og den øverste forvaltningsdomstol var af den opfattelse, at de særlige udnævnelsesprocedurer for visse personer var i strid med kravene om uafhængighed.


16 –      Min fremhævelse.


17 –      Min fremhævelse.


18 –      Det må imidlertid konstateres, at den italienske version af artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 2988/95 adskiller sig fra andre sprogversioner, for så vidt som den henviser til tilbagekaldelse af »den ulovligt opnåede fordel«, mens andre sprogversioner henviser til »den opnåede fordel«.


19 –      Polen har i denne forbindelse i det væsentlige henvist til: 1) artikel 193 i Rådets forordning (EC) nr. 1234/2007 af 22.10.2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (EUT 2007, L 299, s. 1), 2) artikel 30 i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19.1.2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere, om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005, (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 378/2007 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1782/2003 (EUT 2009, L 30, s. 16), 3) artikel 4, stk. 8, i Kommissionens forordning (EU) nr. 65/2011 af 27.1.2011 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 for så vidt angår kontrol og krydsoverensstemmelse i forbindelse med støtteforanstaltninger til udvikling af landdistrikterne (EUT 2011, L 25, s. 8) og 4) artikel 145 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 af 7.6.2011 om nærmere bestemmelser for anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår frugt og grøntsager og forarbejdede frugter og grøntsager (EUT 2011, L 157, s. 1).


20 –      Dette gælder ligeledes for andre EU-retsakter. Jf. f.eks. artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 1259/1999 af 17.5.1999 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte (EFT 1999, L 160, s. 113) eller artikel 29 i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29.9.2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og om ændring af forordning (EØF) nr. 2019/93, (EF) nr. 1452/2001, (EF) nr. 1453/2001, (EF) nr. 1454/2001, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr. 1251/1999, (EF) nr. 1254/1999, (EF) nr. 1673/2000, (EØF) nr. 2358/71 og (EF) nr. 2529/2001 (EUT 2003, L 270, s. 1).


21 –      Jf. herved mit forslag til afgørelse Rigall Arteria Management (C-64/21, EU:C:2022:453, punkt 43), og G.K. m.fl. (Den Europæiske Anklagemyndighed) (C-281/22, EU:C:2023:510, punkt 33).


22 –      Domstolen har i denne sammenhæng fastslået, at bestemmelserne i forordning nr. 1306/2013 bør fortolkes i overensstemmelse med de generelle regler i forordning nr. 2988/95. Jf. dom af 29.2.2024, Eesti Vabariik (Põllumajanduse Registrite ja Informatsiooni Amet) (C-437/22, EU:C:2024:176, præmis 51).


23 –      Domstolen præciserede dette for første gang i dom af 14.12.2000, Emsland-Stärke (C-110/99, EU:C:2000:695, præmis 56) (min fremhævelse), der vedrørte misbrug af eksportrestitutioner inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, men hvor artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 2988/95 ikke fandt tidsmæssig anvendelse. Domstolen har gentaget dette i senere sager, hvor denne forordning fandt anvendelse. Jf. f.eks. dom af 4.6.2009, Pometon (C-158/08, EU:C:2009:349, præmis 28), af 9.7.2015, Cimmino m.fl. (C-607/13, EU:C:2015:448, præmis 73), og af 4.10.2024, Kommissionen mod PB (C-721/22 P, EU:C:2024:836, præmis 46).


24 –      Dom af 9.7.2015 (C-607/13, EU:C:2015:448, præmis 75).


25 –      Generaladvokat Sharpstons forslag til afgørelse Cimmino m.fl. (C-607/13, EU:C:2015:67, punkt 112).


26 –      Italien har anført, at artikel 60 i forordning nr. 1306/2013 gennemfører artikel 5 i forordning nr. 2988/95. Jf. punkt 44 i dette forslag til afgørelse.


27 –      Min fremhævelse.


28 –      Jf. f.eks. dom af 4.6.2009, Pometon (C-158/08, EU:C:2009:349, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).


29 –      Kommissionen har i denne forbindelse henvist til dom af 13.12.2012, FranceAgriMer (C-670/11, EU:C:2012:807), der vedrørte artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 2988/95, og hvori Domstolen fastslog, at de nationale myndigheder derfor kunne kræve fuld tilbagebetaling, fordi det ikke var muligt at identificere en del af fordelen særskilt.