|
31.7.2020 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 248/24 |
DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE (EU) 2020/1143
af 28. juli 2020
om ændring af afgørelse (EU) 2020/440 om et midlertidigt opkøbsprogram på foranledning af den pandemiske nødsituation (ECB/2020/36)
STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 127, stk. 2, første led,
under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 12.1, andet afsnit, sammenholdt med artikel 3.1, første led, samt artikel 18.1, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Under hensyn til de ekstraordinære økonomiske og finansielle omstændigheder forbundet med spredningen af coronavirus (covid-19) iværksatte Styrelsesrådet et nyt midlertidigt opkøbsprogram i forbindelse med den pandemiske nødsituation (pandemic emergency purchase programme, »PEPP«) i henhold til Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2020/440 (ECB/2020/17) (1). PEPP omfatter alle kategori af aktiver, der er belånbare i henhold til Den Europæiske Centralbanks udvidede program til opkøb af aktiver (asset purchase programme, »APP«), som omfatter programmet til opkøb af den offentlige sektors aktiver på det sekundære marked, det tredje program vedrørende køb af særligt dækkede obligationer, programmet til opkøb af værdipapirer af asset-backed typen og programmet til opkøb af virksomhedsobligationer. |
|
(2) |
I overensstemmelse med sit mandat om at sikre prisstabilitet besluttede Styrelsesrådet den 4. juni 2020 at revidere visse af PSPP’s funktioner. Det tilsigtes med disse ændringer at sikre den nødvendige lempelige pengepolitik og den gnidningsløse gennemførelse af pengepolitikken over tid, på tværs af aktivklasser og blandt jurisdiktioner, hvorved der bidrages til at opveje den ekstraordinært kraftige og hurtige pandemi-relaterede forværring af den forventede inflation. |
|
(3) |
Specifikt besluttede Styrelsesrådet at udvide den overordnede særskilte ramme for PEPP med 600 mia. EUR til i alt 1 350 mia. EUR. Som reaktion på den pandemirelaterede nedjustering af inflationen i fremskrivningsperioden vil udvidelsen af PEPP yderligere lempe pengepolitikken generelt, idet den vil understøtte finansieringsforholdene i realøkonomien, især for virksomheder og husholdninger. Opkøbene vil fortsat blive gennemført på en fleksibel måde over tid, på tværs af aktivklasser og mellem jurisdiktioner. Dette vil gøre det muligt effektivt at afværge risici i tilknytning til den gnidningsløse transmission af pengepolitikken. |
|
(4) |
Styrelsesrådet besluttede derudover at forlænge den forventede tidshorisont for nettoopkøb under PEPP indtil i hvert fald udgangen af juni 2021, eller om nødvendigt længere, og under alle omstændigheder indtil Styrelsesrådet er af den opfattelse, at covid-19-krisesituationen er forbi. Forlængelsen af tidshorisonten for opkøb bringer nettoopkøbsfasen på linje med den forventede varighed af de strengeste covid-19-relaterede restriktioner på den normale økonomiske aktivitet og den tilsvarende lave inflation. |
|
(5) |
Med henblik på at undgå risikoen for en unødvendig stramning af de finansielle forhold på et tidspunkt, hvor genopretningen fra stødet fra pandemien sandsynligvis forbliver ufuldstændig, besluttede Styrelsesrådet, at afdragene på hovedstolen fra værdipapirer opkøbt under PEPP fuldt ud geninvesteres indtil i hvert fald slutningen af 2022,og derudover, at den fremtidige udfasning af PEPP-porteføljen under alle omstændigheder vil blive styret, så den ikke indvirker på den passende pengepolitiske linje. |
|
(6) |
Afgørelse (EU) 2020/440 (ECB/2020/17) bør derfor ændres i overensstemmelse hermed — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Ændringer af afgørelse (EU) 2020/440 (ECB/2020/17)
Afgørelse (EU) 2020/440 (ECB/2020/17) ændres som følger:
|
1) |
Artikel 1, stk. 1, erstattes af følgende: »1. Eurosystemet fastsætter hermed det midlertidige opkøbsprogram i forbindelse med den pandemiske nødsituation (pandemic emergency purchase programme, herefter »PEPP«) som et særskilt opkøbsprogram. PEPP's samlede ramme er 1 350 mia. EUR. Afdragene på hovedstolen fra værdipapirer opkøbt under PEPP geninvesteres fuldt ud ved opkøb af belånbare omsættelige gældsværdipapirer indtil i hvert fald slutningen af 2022. Under alle omstændigheder vil den fremtidige udfasning af PEPP-porteføljen blive styret således, at den ikke indvirker på den passende pengepolitiske linje.« |
|
2) |
Artikel 5, stk. 3, erstattes af følgende: »3. Styrelsesrådet delegerer beføjelsen til at fastsætte et passende tempo og sammensætning af de månedlige opkøb under PEPP inden for den samlede ramme på 1 350 mia. EUR til direktionen. Særligt kan købsfordelingen justeres under PEPP for at muliggøre udsving i fordelingen af købestrømme over tid, på tværs af aktivklasser og blandt jurisdiktioner.« |
Artikel 2
Afsluttende bestemmelse
Denne afgørelse træder i kraft på den fjerde dag efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 28. juli 2020.
Formand for ECB
Christine LAGARDE
(1) Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2020/440 af 24. marts 2020 om et midlertidigt opkøbsprogram på foranledning af den pandemiske nødsituation (ECB/2020/17) (EUT L 91 af 25.3.2020, s. 1).