Cour d'appel d'Aix-en-Provence har på ny i den for appelretten verserende sag mellem Mario Reichert mil. mod Dresdner Bank forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkning af konventionen af Sml. I, s. 27.
Domstolen vil erindre, at den for Cour d'appel d'Aix-en-Provence verserende sag har følgende baggrund.
Det tyske ægtepar Reichert, hvis bopæl er i Tyskland, overdrog på et tidspunkt, hvor de angiveligt havde en betydelig gæld til Dresdner Bank, ved en gavedisposition ejendomsretten til en lejlighed i Frankrig til deres søn, der også har bopæl i Tyskland. De forbeholdt sig brugsretten mv. til lejligheden.
Dresdner Bank anfægtede denne gavedisposition ved et sagsanlæg for Tribunal de grande instance de Grasse, i hvis retskreds ejendommen er beliggende. Banken påberåbte sig artikel 1167 i den franske code civil, hvorefter kreditorer
Dresdner Bank gjorde gældende, at Tribunal de grande instance de Grasse var rette værneting i medfør af Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1, og artikel 5, nr. 3. Retten i Grasse fandt, at Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1, om fast ejendoms værneting var anvendelig. Retten havde derfor ikke anledning til at tage stilling til, om konventionens artikel 5, nr. 3, var anvendelig. Rettens dom blev appelleret til Cour d'appel d'Aix-en-Provence, der i første omfang forelagde Domstolen et præjudicielt spørgsmål om fortolkningen af artikel 16, nr. 1.
Dette spørgsmål blev besvaret af Domstolen ved dommen af
Allerede inden Domstolen havde afsagt sin dom, havde Dresdner Bank — utvivlsomt i lyset af indlæggene i Reichert-I-sagen — anmodet Cour d'appel d'Aix-en-Provence om at stille Domstolen et yderligere præjudicielt spørgsmål. Cour d'appel imødekom anmodningen og har forelagt Domstolen følgende spørgsmål:
Mens fortolkningen af Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1, i Reichert-I-dommen gav anledning til indlæg fra flere medlemsstaters side, har det præjudicielle spørgsmål i den foreliggende sag kun givet anledning til indlæg fra Dresdner Bank og Kommissionen.
Inden jeg går over til at besvare spørgsmålet om fortolkningen af de relevante tre bestemmelser i Bruxelles-konventionen, skal jeg kort gøre nogle bemærkninger, dels om de problemer, Dresdner Bank står over for ved gennemførelsen af omstødelsessøgsmålet, og dels om den særlige omstødelsesregel, der i fransk ret er kendt som actio pauliana.
Dresdner Bank's søgsmålsovervejelser
Dresdner Bank har lagt til grund, at den mest hensigtmæssige fremgangsmåde for at få omstødt gavedispositionen og dermed få forbedret dens muligheder for at få fordringen mod ægteparret Reichert inddrevet var et sagsanlæg i den retskreds, hvor ægteparrets franske ejendom er beliggende. Banken er herved gået ud fra, at det ville være fransk ret, dvs. actio pauliana, der ville blive lagt til grund for afgørelsen af sagens realitet, og at det ville være problemløst at få en for banken positiv dom tvangsfuldbyrdet i den retskreds, hvor ejendommen er beliggende.
Banken gør gældende, at der vil opstå problemer for den, hvis den er nødsaget til at anlægge sagen ved de sagsøgtes hjemting, dvs. ved en tysk ret. Den nævner formentlig med rette, at der er tvivl om indholdet af de tyske lowalgsregler i den foreliggende situation. Det er efter Dresdner Bank's oplysninger mest sandsynligt, at de tyske lowalgsregler vil føre til, at enten tysk ret vil blive lagt til grund, eller at en tysk domstol vil kræve, at såvel tysk rets som fransk rets betingelser for omstødelse er opfyldt, fordi omstødelsen vedrører en ejendom beliggende i Frankrig. Det er mindre sandsynligt, at de tyske lovvalgsregler vil føre til, at fransk ret vil blive lagt til grund. Det synes at fremgå af sagen, at tysk rets omstødelsesregler er forskellige fra de franske, og at det kan være vanskeligere at få gennemført en omstødelse efter tyske regler end efter de franske regler.
Dresdner Bank gør også gældende, at der kan være en risiko for, at en fransk domstol under henvisning til fransk ordre public vil nægte at anerkende og tvangsfuldbyrde en tysk omstødelsesdom vedrørende en ejendom beliggende i Frankrig.
Dresdner Bank henviser også mere generelt til betydningen af, at omstødelsen vedrører en fast ejendom, idet den bl.a. gør gældende, at fast ejendom udelukkende omfattes af lovgivningen i den stat, på hvis område ejendommen er beliggende.
Banken er af den opfattelse, at Domstolen ved den ønskede fortolkning af Bruxelleskonventionens regler bør tage hensyn til disse synspunkter.
Jeg kan ikke nægte, at jeg har en vis forståelse for bankens ønske om hjælp til en løsning af de problemer, den har haft ved at få en stillingtagen til, om gavedispositionen mellem ægtefællerne Reichert og deres søn kan omstødes under henvisning til, at den blev foretaget for at begrænse ægtefællernes kreditorers fyldestgørelsesmuligheder. Jeg har også en vis forståelse for, at der for en umiddelbar betragtning er argumenter for, at omstødelsessagen, der vedrører en ejendom beliggende i Frankrig, mest hensigtsmæssigt afgøres af en fransk domstol efter fransk ret. Men de argumenter, der taler for dette resultat, er i første række af betydning, når Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1, skal fortolkes. I Reichert-I-sagen fandt Domstolen, og efter min mening med rette, at argumenterne ikke var tilstrækkeligt vægtige til at kunne føre til den af Dresdner Bank ønskede fortolkning af artikel 16, nr. 1. Det er tvivlsomt, om det forhold, at omstødelsessagen vedrører en fast ejendom, har selvstændig betydning i forhold til de værnetingsregler, der er relevante i den foreliggende sag.
Selv om det utvivlsomt er et vigtigt, generelt hensyn ved fortolkningen af konventionens værnetingsregler, at de bør føre til kompetence for de retter, der bedst vil være i stand til både retligt og faktisk at afgøre de pågældende retstvister, og selv om overvejelser vedrørende de lowalgsregler, der måtte findes i de berørte retssystemer, kan være relevante, må det dog også siges, at det ikke kan tillægges betydning for fortolkningen af bestemmelserne i Bruxelles-konventionen, at der i den foreliggende sag måtte eksistere forskelle mellem tyske og franske regler om omstødelse.
Actio pauliana efter fransk ret
Dresdner Bank støtter som nævnt sit søgsmål på artikel 1167 i den franske code civil, hvorefter kreditorer Sc Kommissionens skriftlige indlæg af
Det er vigtigt, at omstødelsen kun får virkning for den kreditor, der har anlagt sagen, at omstødelsen kun tjener til fyldestgørelse af kreditors krav, og at erhververen kan hindre omstødelsen ved at fyldestgøre kreditors krav.
Herudover er det for den foreliggende sags formål af betydning at nævne følgende:
Søgsmålet har sit grundlag i en påstået bevidst retsstridig adfærd fra debitors side, men må i sagens natur rettes mod den tredjemand, der har erhvervet retten over det pågældende formuegode, eller både mod denne og debitor.
Hvis der er tale om en gavedisposition mellem debitor og tredjemand, skal kreditor ikke godtgøre, at erhververen var i ond tro, hvilket derimod skal ske, hvis overdragelsesdispositionen ikke er en gavedisposition.
Kreditor skal godtgøre, at han havde en fordring på debitor forud for overdragelsesdispositionen, men det er ikke nødvendigt, at denne fordring var forfalden.
Omstødelsesadgangen er ikke afhængig af, hvilket formuegode der er overdraget.
Der kan endelig være grund til at nævne, at det næppe vil være rigtigt eller hensigtsmæssigt at lægge til grund, at omstødelsessagen har sit grundlag i kontraktsretten. Dette gælder, selv om kreditors fordring mod debitor som i det foreliggende tilfælde kan have et aftaleretligt grundlag, og selv om den angrebne disposition er en overdragelse af et formuegode.
Fortolkningen af Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 5
Artikel 16, nr. 5, bestemmer, at
...
Dresdner Bank gør gældende, at denne bestemmelse ikke bør fortolkes indskrænkende, og at bestemmelsen kan omfatte et omstødelsessøgsmål som actio pauliana, idet omstødelsessagens formål er at forberede en tvangsfuldbyrdelse af kreditors krav i det formuegode, der er genstand for omstødelsen.
Denne opfattelse kan ikke accepteres. Hverken bestemmelsens ordlyd, bestemmelsens forarbejder eller synspunkter i teorien kan tages til indtægt for en sådan udvidende fortolkning Domstolen har kun taget stilling til fortolkningen af artikel 16, nr. 5, i en enkelt dom (dom af
I de forarbejder til bestemmelsen, der følger af Jenard-rapporten Rapport fra P. Jenard om konventionen af
Det må utvivlsomt lægges til grund, at retterne i den stat, hvor fuldbyrdelsesstedet er beliggende, kun er enekompetente efter konventionens artikel 16, nr. 5, i sager, der direkte har tilknytning til fuldbyrdelsen af allerede trufne retsafgørelser eller andre eksekutionsgrundlag. Et omstødelsessøgsmål som actio pauliana vedrører ikke fuldbyrdelse af en opnået dom eller andet eksisterende eksekutionsgrundlag og er ej heller en sag, der opstår i tilknytning hertil. Formålet med et actio pauliana søgsmål er, som anført af Kommissionen, at få fastslået en materiel ændring af retsforholdet mellem kreditor og erhverver.
Fortolkning af Bruxelles-konventionens artikel 24
Artikel 24, der er den sidste af Bruxelleskonventionens bestemmelser om retternes kompetence, og som står i afsnit II, afdeling 9, om foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, bestemmer:
Det fremgår både af bestemmelsens placering, dens ordlyd og dens forarbejder, at den har et begrænset formål, nemlig at bevare muligheden for, at hver medlemsstat fortsat kan anvende sine hidtidige værnetingsregler med henblik på at bringe foreløbige retsmidler som f.eks. arrest og forbud i anvendelse. Dette kan ske uafhængigt af, om værnetinget for behandlingen af hovedsagen efter konventionens bestemmelser henhører under en anden medlemsstats retter Jenard-rapporlcn indeholder herom folgende: I henhold til denne artikel kan de i en kontraherende stats nationale lovgivning fastsatte forclobigc, herunder sikrende, retsmidler, kræves anvendt af den pågældende stats retslige myndigheder, uanset hvilken ret aer er kompetent til aţ pakende sagens realitet. Denne bestemmelse svarer til de derom gældende bestemmelser i næsten alle fuldbyrdelseskonventioner. I hver af de kontraherende stater kan forclobigc eller sikrende retsmidler ligesom afgorelser om retsmidlers gyldighed eller om ophævelse deraf således kræves anvendt af den kompetente ret uden hensyntagen til konventionens kompetenceregler. Arten af de retsmidler, der kan bringes i anvendelse, retter sig efter det pågældcndc lands interne lovgivning.
De retsmidler, der er omfattet af artikel 24, er alene sådanne, der skal sikre en foreløbig retsbeskyttelse af visse krav, og som er afhængige af resultatet af en senere retsafgørelse vedrørende kravenes materielle berettigelse Jf. herved dom af
Det er efter min mening klart, at artikel 24 ikke omfatter et omstødelsessøgsmål som actio pauliana. Det pågældende søgsmåls genstand er en påstand om, at en overdragelsesdisposition skal kendes uden retsvirkning i forhold til én af overdragerens kreditorer. Der er, som fremhævet af Kommissionen, ikke tale om et retsmiddel, der sikrer opretholdelse af en bestemt faktisk eller retlig situation med det formål at beskytte de rettigheder, der påstås anerkendt ved en senere afgørelse af sagens realitet.
Denne fortolkning af artikel 24 må fastholdes, selv om det af Jenard-rapporten fremgår, at Det er f.cks. uden betydning i relation til artikel 24, at visse franske forfattere, som nævnt af Kommissionen i Reichert-I-sagcn, antager, at actio pauliana er et sikrende retsmiddel, fordi det forbereder cftcrfolgende fyldcstgorclscsmuligheder ved at forhindre, at der fjernes aktiver, der kan soges fyldestgorclse i. Betydning i denne forbindelse kan det heller ikke tillægges, at Domstolen i Reichcrt-I i præmis 12 udtalte, at... sogsmalet har til formal at sikre Kreditors adgang til at soge fyldestgorclse i debitors formue (min fremhævelse), eller at Cour d'appel d'Aix-en-Provence i sit præjudicielle sporgsmal opfordrede Domstolen til at tage hensyn til eksistensen af sikrende retsmidler, som afgorelscn af sagen skal gore det muligt at omforme til tvangsfuldbyrdelsesgrundlag vedrorende ilcn ejendom, som er genstand for de af debitor overforte tinglige rettigheder.
Fortolkning af Bruxelles-konventionens artikel 5, ur. 3
Artikel 5, nr. 3, har følgende ordlyd:
...
Det er ikke problemløst at tage stilling til, om et omstødelsessøgsmål som actio pauliana er omfattet af artikel 5, nr. 3.
Der findes nyttige fortolkningsbidrag i Domstolens praksis, men efter min opfattelse ikke sådanne, der med sikkerhed kan tages til indtægt for en bestemt besvarelse af spørgsmålet. Bestemmelsens ordlyd kan heller ikke tages til indtægt for en sikker besvarelse, særligt fordi der er betydelige forskelle mellem de forskellige hver for sig autentiske sproglige versioner. Forarbejderne indeholder visse, men ikke afgørende fortolkningsbidrag, og teoriens behandling af spørgsmålet er begrænset og giver i øvrigt udtryk for divergerende opfattelser Schlosser finder ikke søgsmålet omfattet af artikel 5, nr. 3, IPRax 1/91, s. 29, se s. 30. Tagaras gør i Cahiers de droits européen, 1990, s. 658, se s. 687, den modsatte opfattelse gældende.
Indledningsvis kan der være anledning til at nævne, at det af Domstolens praksis i hvert fald kan udledes, at artikel 5, nr. 3, skal fortolkes autonomt, og at den, som de øvrige bestemmelser i artiklen, skal fortolkes restriktivt.
Domstolen fastslog således i Kalfelis-dommen Dom af
Jeg henviser for en nærmere gennemgang af begrundelsen for, at artikel 5, nr.. 3, skal fortolkes selvstændigt til generaladvokat Darmpn's forslag til afgørelse i sagen, der indeholder henvisning til generaladvokat Warner's forslag til afgørelse til dom af
Domstolen fastslog i samme dom, at:
Artikel 5, nr. 3, giver anledning til to selvstændige, men indbyrdes afhængige spørgsmål: For det første den retlige kvalifikation af den type sager, der er omfattet af undtagelsesværnetinget, og for det andet fastlæggelse af
Bestemmelsens forarbejder indeholder som nævnt kun lidt om artikel 5, nr. 3, der bliver behandlet sammen med bestemmelsen i artikel 5, nr. 4 om værneting
Bestemmelsens ordlyd giver fortolkningsvanskeligheder, bl.a. fordi de forskellige hver for sig autentiske sproglige versioner i nogen grad afviger fra hinanden.
Jeg finder, at det kan være hensigtsmæssigt at gengive bestemmelsen i de forskellige versioner. Artikel 5 indledes med følgende:
hvorefter nr. 3 bestemmer:
Det følger af Domstolens faste praksis, at bestemmelsen ikke kan fortolkes isoleret på grundlag af ordlyden af bestemmelsen på det sprog, der er sagens processprog, men at det for at silure en ensartet fortolkning er nødvendigt at foretage fortolkningen i lyset af bestemmelsens ordlyd i samtlige sproglige versioner.
Generaladvokat Warner havde i sine forslag til afgørelser i Mines de Potasse d'Alsace-sagen Dom af Dom af
Generaladvokat Darmon citerede generaladvokat Warner i pkt. 20 i sit forslag til afgørelse i Kalfelis-sagen, hvor han i øvrigt også i pkt. 21 henviste til, at det i teorien er antaget, at der ved afgrænsningen af anvendelsesområdet for artikel 5, nr. 3, må udvises stor forsigtighed Han gengav i note 22 i sit forslag til afgørelse følgende udtalelse fra Gothot et Holleaux i La convention de Bruxelles du
Jeg kan kun tilslutte mig denne opfattelse. Der er risiko forbundet ved forsøg på at give en abstrakt og generel definition af artikel 5, nr. 3's anvendelsesområde.
Der er et omfattende kerneområde, hvor artikel 5, nr. 3, utvivlsomt kan bruges, og hvor bestemmelsens anvendelse ikke vil give problemer, (bortset fra dem, der måtte være knyttet til fastlæggelsen af stedet, hvor skadetilføjelsen er foregået). Denne kerne er de typiske erstatningssager, hvor en skadelidt har lidt et økonomisk tab som følge af en skadevolders ansvarspådragende adfærd, og hvor det er klart, at der ikke er noget kontraktmellemværende mellem parterne, der har forbindelse med skaden. Men bestemmelsen giver afgrænsningsvanskeligheder i hvert fald i to henseender.
På den ene side kan der være vanskeligheder ved at afgrænse de søgsmål, der er omfattet af kontraktværnetinget efter artikel 5, nr. 1, fra de søgsmål, der er omfattet af artikel 5, nr. 3. Der findes vist i alle medlemsstaternes retssystemer vanskeligheder ved afgrænsningen af erstatningsansvar i og uden for kontrakt, og disse vanskeligheder accentueres unægteligt ved anvendelsen af Bruxelles-konventionen, ikke mindst fordi der kan være forskelle i den retlige kvalifikation af et og samme retsforhold mellem retssystemerne i de medlemsstater, hvis retter i givet fald ville kunne være rette værneting Der vil f.eks. kunne være medlemsstater, hvis retssystemer kvalificerer en patients crstatningssogsmal mod sin læge for bchandlingsskadcr som et crstatningssogsmal uden for kontrakt, og der vil kunne være medlemsstater, hvis retssystemer kvalificerer et tilsvarende sogsmal som et erstat-ningssogsma! inden for kontrakt.
På den anden side kan der være vanskeligheder ved at afgrænse de søgsmål, der må anses for erstatningssøgsmål omfattet af enten artikel 5, nr. 1, eller artikel 5, nr. 3, over for de søgsmål, der ikke kan betragtes som erstatningssøgsmål i og uden for kontrakt. I disse tilfælde kan resultatet af afgrænsningen være, at der for det pågældende søgsmål ikke findes noget specielt værneting, og at søgsmålet derfor kun kan anlægges ved sagsøgtes hjemting. Den foreliggende sag vedrører et problem af denne type.
De forskellige sproglige versioner af artikel 5, nr. 3, har i hvert fald to elementer til fælles. Det ene er, at der skal være foretaget en
Hvis dette er rigtigt, så vil det også ses, at anvendelsesområdet af artikel 5, nr. 3, potentielt er meget vidt. Domstolen har da også i Mines de Potasse d'Alsace-dommen nævnt, at:
Det er da formentlig også således, som også nævnt af Dresdner Bank og af Kommissionen i Reichert-I-sagen, at der næppe er noget til hinder for efter artikel 5, nr. 3's ordlyd at anse actio pauliana som et søgsmål, der drager konsekvenserne af en retsstridig handling, der har påført skade. Dette er formentlig også antydet af Cour d'appel d'Aix-en-Provence, der i det forelagte spørgsmål nævner, at der ved spørgsmålets besvarelse skal
Hvis man undersøger Domstolens praksis for at finde fortolkningsbidrag til løsningen af det her drøftede afgrænsningsproblem, er det formentlig alene Domstolens dom i Kalfelis-sagen, der er direkte relevant. Domstolen fastslog:
I den originale version af dommen har denne præmis fået følgende udformning: Um eine einheitliche Lösung in allen Mitgliedstaaten zu gewährleisten, ist davon auszugehen, daß sich der Begriff unerlaubte Handlung auf alle Klagen bezieht, mit denen eine Schadenshaftung des Beklagten geltend gemacht wird und die nicht an einen Vertrag im Sinne von Artikel 5 Nr. 1 anknüpfen.
Domstolen har herved lagt vægt på begrebet I den franske oversættelse af dommen benyttes begrebet la responsabilité og i den engelske oversættelse the liability. Schlosser skriver herom i en kommentar til Reichert-I-dommen i IPRax 1/91, s. 30: Den definition Domstolen har givet i Kalfelis-sagen af unerlaubte Handlungen — krav om, at en sagsøgt pålægges erstatningsansvar — omfatter i hvert tilfælde ikke omstødelse (Gläubigeranfectung). Men det er tvivlsomt, om Domstolen dermed har villet udelukke, at værnetinget for der unerlaubten Handlung kan anvendes i andre søgsmål end skadeserstatningssøgsmål. Dog synes det at være således, at man i alle lande anser regler om omstødelse som specialregler i forhold til reglerne om unerlaubte Handlungen. Den definition, Domstolen har givet af unerlaubte Handlungen, lader sig formentlig kun udvide på den måde, at den også omfatter sager, som har til formål at forhindre, at en skade indtræder. Definitionen kan ikke udstrækkes til at gælde alle sager vedrørende Handlungen, som ikke er knyttet til et Kontraktbrud, uden at deliktsværnetinget ville blive givet et uforholdsmæssigt vidt anvendelsesområde.
Der er dog grund til at påpege, at Domstolen i Kalfelis-dommen tog stilling til et andet fortolkningsproblem end det, der er relevant i den foreliggende sag. Domstolen tog i Kalfelis-sagen stilling til
Det var således ikke i sagen omtvistet, at der i hovedsagen var fremsat krav om erstatning både i og uden for kontrakt, og Domstolens ovenfor citerede præmis 17 i dommen havde derfor næppe til formål at fastlægge en
Der er efter min mening grund til at undersøge spørgsmålet i lyset af artikel 5, nr. 3's formål og kontekst.
Domstolens praksis indeholder i hvert fald to elementer af væsentlig betydning i denne henseende.
For det første har Domstolen som ovenfor nævnt fastslået, at værnetingsreglerne i artikel 5, herunder artikel 5, nr. 3, skal fortolkes restriktivt, idet de er undtagelser fra Bruxelles-konventionens hovedregel i artikel 2 om sagsøgtes hjemting. For det andet fastslog Domstolen i Mines de Potasse d'Alsace-dommen:
Efter dette systems grundregel i artikel 2 er det i almindelighed retterne i den stat, hvor sagsøgte har bopæl, der er kompetent.
Artikel 5 hjemler imidlertid en række særlige værneting, som kan benyttes efter sagsøgers valg.
Denne valgmulighed er indført af hensyn til en hensigtsmæssig sagsbehandling, fordi der i visse velafgrænsede tilfælde findes en særlig snæver sammenhæng mellem en tvist og den ret, hvor sagen kan anlægges
Domstolen uddybede disse synspunkter i sin dom i Dumez France-sagen Dom af
Med disse hensyn for øje, der har afgørende betydning i en konvention, der navnlig skal lette anerkendelsen og fuldbyrdelsen af retsafgørelser uden for den stat, hvor de er afsagt, er det nødvendigt at modvirke skabelsen af flere værneting, idet dette øger risikoen for indbyrdes uforenelige afgørelser, hvilket i henhold til konventionens artikel 27, nr. 3, bevirker, at anerkendelses- og fuldbyrdelsespåtegning skal nægtes
Når henses til,
at artikel 5, nr. 3's ordlyd ikke udelukker, at et omstødelsessøgsmål som actio pauliana kan være omfattet af bestemmelsen, mens dommen i Kalfelis-sagen formentlig kan tages til indtægt for den modsatte fortolkning.
at bestemmelsen skal fortolkes restriktivt, og
at der efter domspraksis skal findes at være en snæver sammenhæng mellem den pågældende tvist og den ret, hvor sagen anlægges
må det for fortolkningen af artikel 5, nr. 3, i forhold til et omstødelsessøgsmål som actio pauliana være væsentligt, om der kan anføres grunde, der generelt gør det hensigtsmæssigt at give sagsøgeren mulighed for at anlægge sag ved en anden ret end sagsøgtes hjemting.
Da det må lægges til grund, at værnetinget i artikel 5, nr. 3, har sin eksistensberettigelse i det forhold, at retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, typisk vil være den ret, hvor Jf. herved også Jenard-rapportens henvisning til, at baggrunden for dette særlige værneting bl.a. er hyppigheden af færdselsulykker.
Dette er efter min opfattelse ikke tilfældet. Som ovenfor nævnt kan der anforcs visse argumenter for, al det er hensigtsmæssigt, at omstødelsessøgsmal vedrørende fast ejendom anlægges ved retten i den retskreds, hvor ejendommen er beliggende. Men dette er først og fremmest grunde, der kan anforcs for at anvende fast ejendoms værneting efter artikel 16, nr. 1. Da Domstolen i Rcichcrt-I-sagcn har afvist dette værneting, kan disse grunde heller ikke anses for tilstrækkeligt tungtvejende til at begrunde et værneting efter artikel 5, nr. 3. Der er i denne sammenhæng særlig grund til at nxvne præmis 13 i dommen, der har folgende indhold: Det er i øvrigt af betydning, at et omsiodclscssogsmål som actio pauliana b.\dc kan vedrøre fast ejendom og losore. Det er for en umiddelbar betragtning vanskeligt at forestille sig, at artikel 5, nr. 3, kan fortolkes forskelligt alt efter om en omstodc!scssag_ vedrører fast ejendom eller løsøre. Det er efter min mening klart, at det vil være uhensigtsmæssigt at acceptere, at omstodelsessagcr vedrørende losore kan anlægges ved værnetinget efter artikel 5, nr 3, i hvert fald hvis man accepterede, at skadetilføjelsen var skel på det sted, hvor losorcgenstanden måtte befinde sig på overdragelsestidspunktet og/eller sagsanlægsiidspunklct.
Der er efter min mening ikke særlig grund til at antage, at der eksisterer et generelt behov for alternative værneting i omstødelsessager som actio pauliana. Sådanne sager kan uden særlige processuelle vanskeligheder afgøres af sagsøgtes hjemting. I den foreliggende sag indebærer dette ingen vanskeligheder, idet overdrageren og erhververen af den faste ejendom har bopæl i samme retskreds. Hvis dette ikke måtte være tilfældet, vil det være muligt for sagsøger at anlægge sagen mod både overdrager og erhverver ved samme værneting, jf. herved Bruxelleskonventionens artikel 6, nr. 1, som fortolket i Kalfelis-dommen.
Der kan efter min mening heller ikke
Domstolen har præciseret denne fortolkning i Dumcz Francc-sagcn, hvor den fastslog:
Var artikel 5, nr. 3, anvendelig i en sag som den foreliggende, ville det formentlig være en følge af afgørelsen i Mines de Potasse d'Alsace-sagen, at sagsøger i hvert fald som værneting kunne vælge at anlægge sag
eller ved retten på det sted, hvor overdragelsesdokumentet er underskrevet (
eller ved retten på det sted, hvor skaden er indtrådt ( Jeg skal undlade en drøftelse af, om en accept af artikel 5, nr. 3, som værnetina i en omstødelsessag også kunne føre til accept af værneting ved sagsøgers hjemting. Jeg skal nøjes med at nævne, at dommen i Dumez France-sagen viser Domstolens modvilje mod løsninger, der fører til et sådant resultat i hvert fald i sager, hvor der ikke er tale om person- og tingskader.
Der er dog ikke grund til at gå nærmere ind på disse spørgsmål, fordi jeg allerede af de ovenfor anførte grunde finder at kunne foreslå Domstolen at besvare det forelagte spørgsmål på den måde, at artikel 5, nr. 3, ikke er anvendelig på et omstødelsessøgsmål som actio pauliana.
Kommissionen er kommet til det samme resultat, idet den dog synes at begrænse resultatet til at omfatte de situationer, hvor omstødelsen vedrører gaveoverdragelser. Kommissionen har fremhævet, at retsforholdene i en omstødelsessag er mere komplicerede end i en almindelig erstatningssag, idet retsforholdene i en omstødelsessag nødvendigvis omfatter tre interesserede parter — kreditor, debitor og erhververen af det overdragne formuegode. Kommissionen lægger navnlig vægt på, at omstødelse af gavedispositioner kan gennemføres også over for en godtroende erhverver, hvorfor der i disse tilfælde ikke kan tales om retsstridig handling, således som artikel 5, nr. 3, forudsætter det. Kommissionens argumentation kan vel hævdes snævert set at være korrekt, men lider af den svaghed, at den fører til, at anvendelsen af artikel 5, nr. 3, kommer til at afhænge af, om den anfægtede overdragelse er en gaveoverdragelse eller ej. Det er efter min mening uhensigtsmæssigt at fortolke artikel 5, nr. 3, således, at dens anvendelse kommer til at afhænge af en sondring, der ikke forekommer relevant i forhold til de hensyn, der er baggrunden for værnetinget efter artikel 5, nr. 3.
Jeg skal herefter foreslå Domstolen at besvare det forelagte præjudicielle spørgsmål fra Cour d'appel d'Aix-en-Provence på følgende måde: