EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 27.5.2020
COM(2020) 214 final
2020/0088(NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Folkerepublikken Kinas regering om samarbejde om og beskyttelse af geografiske betegnelser
BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
•Forslagets begrundelse og formål
Politikken til fremme og udvidelse af beskyttelsen af eksisterende geografiske betegnelser på internationalt plan er blandt de strategier, der prioriteres for at opnå en mere bæredygtig international samhandel med landbrugsprodukter. Det bør gøre det muligt at styrke Den Europæiske Unions kvalitetspolitik, bekæmpe vildledende praksis og forhindre uretmæssig anvendelse af geografiske betegnelser. Dette vil bidrage til at øge merværdien af EU's landbrugseksport og således gøre EU's økonomi mere konkurrencedygtig.
Kina er EU's næststørste handelspartner, og EU er Kinas største handelspartner. Kina og Europa handler i gennemsnit for over 1 mia. EUR om dagen. Handel med landbrugsfødevarer er en vigtig del af denne relation, og balancen mellem EU og Kina er klart positiv for EU. I 2018 havde EU et handelsoverskud på 5,4 mia. EUR over for Kina i denne sektor. Kina var EU's næststørste eksportdestination (11 mia. EUR) og indtog tredjepladsen for så vidt angår EU-import (5,6 mia. EUR). Disse tal skal ses i forhold til EU's samlede handelsunderskud for varer på 184,9 mia. EUR over for Kina i 2018 (209,9 mia. EUR i eksport og 394,8 mia. EUR i import).
Udviklingen af Kinas middelklasse, som skulle nå op på 500 millioner mennesker i de næste tre år, skaber øget efterspørgsel efter kvalitetsprodukter og dermed europæiske geografiske betegnelser. Ifølge en undersøgelse bestilt af GD AGRI i 2013 sælges et produkt med en geografisk betegnelse i gennemsnit til mere end det dobbelte af prisen på et tilsvarende produkt uden en geografisk betegnelse. Denne aftale vil derfor være til gavn for de europæiske producenter og bør give de landdistrikter, hvor disse produkter fremstilles, et løft.
Denne aftale er også et yderligere skridt i retning af en generel anerkendelse af geografiske betegnelser og vigtigheden af at beskytte dem, hvilket er en proces, som EU står for gennem de forskellige frihandelsaftaler, som EU har undertegnet i de seneste år.
Ud over de økonomiske fordele vil aftalen også være en milepæl i vores forbindelser med Kina, da det vil være den første væsentlige bilaterale handelsaftale, der er undertegnet af EU og Kina. Det er også et tegn til verden om, at begge parter forpligter sig til at uddybe handelsforbindelserne og et symbol på vores åbenhed og vores overholdelse af internationale regler som grundlag for handelsforbindelserne.
Den 10. september 2010 gav Rådet bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en aftale med Kina med henblik på at opnå det højest mulige beskyttelsesniveau for de geografiske betegnelser, der er omfattet af aftalen, og at tilvejebringe instrumenter til at bekæmpe vildledende praksis og uretmæssig anvendelse af geografiske betegnelser.
På grundlag af disse forhandlingsdirektiver har Kommissionen ført forhandlinger med Folkerepublikken Kina om en ambitiøs og omfattende aftale om samarbejde og om beskyttelse af geografiske betegnelser.
Kommissionen har fremsat følgende forslag til Rådets afgørelser:
–Forslag til Rådets afgørelse om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Folkerepublikken Kinas regering om samarbejde om og beskyttelse af geografiske betegnelser
–Forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Folkerepublikken Kinas regering om samarbejde om og beskyttelse af geografiske betegnelser.
Vedlagte forslag til Rådets afgørelse udgør det retlige instrument til undertegnelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Folkerepublikken Kinas regering om samarbejde om og beskyttelse af geografiske betegnelser.
•Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Indgåelsen af aftalen indgår i den overordnede EU-strategi til fremme af EU's politik for geografiske betegnelser. Initiativet har til formål at sikre et højt beskyttelsesniveau, som minimum på niveauet i artikel 23 i TRIPS +, for en liste over EU's geografiske betegnelser i Folkerepublikken Kina og kinesiske geografiske betegnelser i EU. Initiativet vil give producenter af produkter med geografiske betegnelser en konkurrencemæssig fordel.
•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Indgåelsen af en bilateral aftale om geografiske betegnelser med Folkerepublikken Kina er i overensstemmelse med EU's optræden udadtil og navnlig med Unionens mål for EU's strategi til fremme af politikken for geografiske betegnelser.
2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
•Retsgrundlag
Aftalen mellem EU og Kina om geografiske betegnelser skal undertegnes af Unionen i henhold til en afgørelse vedtaget af Rådet på grundlag af artikel 218, stk. 5, i TEUF og indgås af Unionen i henhold til en afgørelse vedtaget af Rådet på grundlag af artikel 207, stk. 3, og artikel 207, stk. 4, første afsnit, samt artikel 218, stk. 6, i TEUF efter Europa-Parlamentets godkendelse.
•Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
Aftalen mellem Den Europæiske Union og Folkerepublikken Kinas regering som forelagt Rådet omfatter ikke spørgsmål, der falder uden for EU's enekompetence.
•Proportionalitetsprincippet
Dette forslag er i tråd med visionen i Europa 2020-strategien og bidrager til Unionens handels- og udviklingsmæssige mål.
•Valg af retsakt
Dette forslag er i overensstemmelse med artikel 218 i TEUF, hvorefter Rådet kan vedtage afgørelser om internationale aftaler. Der eksisterer ingen andre retlige instrumenter, der kan anvendes til at nå det mål, der er omhandlet i forslaget.
3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
•Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning
Ikke relevant.
•Høringer af interesserede parter
Ikke relevant.
•Ekspertbistand
Ikke relevant.
•Konsekvensanalyse
Ikke relevant.
•Målrettet regulering og forenkling
Ikke relevant.
•Grundlæggende rettigheder
Forslaget berører ikke beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i Unionen.
4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Aftalen har ingen direkte indvirkning på EU-budgettet.
5.ANDRE FORHOLD
•Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering
Aftalen mellem Den Europæiske Union og Folkerepublikken Kinas regering om samarbejde om og beskyttelse af geografiske betegnelser omfatter institutionelle bestemmelser om nedsættelse af et blandet udvalg med det formål at overvåge gennemførelsen af aftalen og at intensivere samarbejdet og dialogen om geografiske betegnelser.
Det blandede udvalg sørger også for, at denne aftale fungerer efter hensigten, og kan tage ethvert spørgsmål vedrørende denne aftales gennemførelse og funktion op til behandling.
•Forklarende dokumenter (for direktiver)
Ikke relevant.
•Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
Aftalen mellem EU og Kina om geografiske betegnelser fastsætter betingelserne for et højt beskyttelsesniveau på det kinesiske marked for de foreslåede geografiske betegnelser.
I overensstemmelse med de mål, der er opstillet i forhandlingsdirektiverne, har Kommissionen blandt andet sikret:
–at EU's geografiske betegnelser beskyttes på TRIPS-plus-niveau efter aftalens ikrafttræden, hvilket giver beskyttelse mod oversættelse, transskription eller translitteration og mod brug af de førnævnte geografiske betegnelser ledsaget af udtryk som "art", "type", "stil", "efterligning" eller lignende i forbindelse med et produkt uden oprindelsesstatus
–at yderligere 175 geografiske betegnelser beskyttes inden for fire år efter ikrafttrædelsen, og der indføres en mekanisme til at tilføje flere geografiske betegnelser derefter, og
–at de geografiske betegnelser vil eksistere side om side med de legitime ældre varemærker, hvoraf størstedelen tilhører legitime ejere i Europa.
2020/0088 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Folkerepublikken Kinas regering om samarbejde om og beskyttelse af geografiske betegnelser
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 3, og artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 5,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Den 10. september 2010 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger med Folkerepublikken Kinas regering om en aftale om samarbejde om og beskyttelse af geografiske betegnelser. Forhandlingerne blev afsluttet med positivt resultat ved parafering af aftalen.
(2)Den foreslåede aftale har til formål at opnå det højest mulige beskyttelsesniveau for geografiske betegnelser og at tilvejebringe instrumenter til at bekæmpe vildledende praksis og uretmæssige anvendelser af geografiske betegnelser.
(3)Aftalen bør derfor undertegnes på Unionens vegne med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Undertegnelsen af aftalen mellem Den Europæiske Union og Folkerepublikken Kinas regering om samarbejde om og beskyttelse af geografiske betegnelser godkendes herved på Unionens vegne med forbehold af aftalens indgåelse.
Teksten til den aftale, der skal undertegnes, er knyttet til denne afgørelse.
Artikel 2
Generalsekretariatet for Rådet udarbejder det relevante fuldmagtsinstrument til undertegnelse af aftalen, med forbehold af dens indgåelse, til den eller de personer, der er udpeget af forhandleren af aftalen.
Artikel 3
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].