DOMSTOLENS KENDELSE
AF 4. DECEMBER 1957
Firma I. Nold KG
mod Den Høje Myndighed for Det europæiske Kul- og Stålfællesskab
Sag 18/57
Processprog: Tysk
Angående:
Udsættelse af fuldbyrdelsen af Den Høje Myndigheds beslutninger nr. 16—19/57 af 26. juli 1957 (findes ikke på dansk).
Kendelse:
Anmodningen kan antages til realitetsbehandling; indtil der træffes afgørelse i hovedsagen, udsættes fuldbyrdelsen af beslutningerne nr. 16—19/57 af 26. juli 1957 indtil realitetsafgørelsen, for så vidt som ansøgeren ved de i disse beslutninger fastlagte bestemmelser for handelen fratages sin status som grossist i første led.
Generaladvokatens forslag til afgørelse:
at anmodningen om udsættelse af fuldbyrdelsen af Den Høje Myndigheds beslutninger nr. 16—19/57 af 26. juli 1957 forkastes som ubegrundet.
Sammendrag
Retspleje — virksomheder — handelsvirksomheder — søgsmålskompetence
(Traktaten, artiklerne 33, 65, 66 og 80)
Ifølge traktatens artikel 80 er »virksomheder eller organisationer, som sædvanligt udøver anden distributionsvirksomhed end salg til husstande eller håndværkere«, »for så vidt angår artiklerne 65 og 66 samt de til disses anvendelse nødvendige oplysninger og de i medfør af disse anlagte retssager«, ligestillet med produktionsvirksomheder.
Artikel 80's ordlyd angår ikke kun retssager, der vedrører umiddelbar anvendelse af artiklerne 65 og 66 på karteller og på sammenslutninger af distributionsvirksomheder, men omfatter også retssager angående en anvendelse af disse artikler, som berører distributionsvirksomhedernes interesser.
Men de almindelige betingelser i artikel 33, stk. 2 for at sagen kan antages til realitetsbehandling, der afhænger af de anfægtede afgørelsers art, må være opfyldt.