Den forelæggende ret har navnlig anmodet Domstolen om at fastlægge anvendelsesområdet for tredje direktiv med henblik på at kunne afgøre, om en række sociale sikringsordninger, der henhører under den lovbestemte sociale sikringsordning i Frankrig, er omfattet af dette anvendelsesområde.

I tredje direktiv henvises der med henblik på fastlæggelsen af direktivets anvendelsesområde til de almindelige bestemmelser i Rådets første direktiv 73/239 af 24. juli 1973

Om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udovelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (EFT L 28. s. 3).

I artikel 2 i første direktiv nævnes så de forsikringer og former for virksomhed, som direktivets bestemmelser ikke finder anvendelse på. Blandt de første nævnes udtrykkeligt forsikringer, der er omfattet af en lovbestemt socialsikringsordning [artikel 2, nr. 1, litra d)].

De sagsøgte institutioner udstedte med henblik på opkrævning af obligatoriske bidrag for visse forsikringsperioder, som sagsøgerne i hovedsagen havde afslået at indbetale, eksigible betalingspålæg over for dem. Sagsøgerne i hovedsagen gjorde indsigelse mod disse pålæg for den forelæggende ret og anførte herved bl.a., at de pågældende forsikringsordninger var i strid med bestemmelserne i tredje direktiv eller nærmere betegnet med de liberalistiske principper, der rigger til grund for dette direktiv.

Den forelæggende ret, som tillægger betragtningerne til dette direktiv og navnlig de deri indeholdte udtalelser om den målsætning, der består i en liberalisering af markedet i den sektor, reglerne vedrører, stor betydning, har fundet det hensigtsmæssigt efter at have truffet afgørelse om sammenlægning af de forskellige for den verserende sager at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål: Vedrører bestemmelserne i artikel 2, stk. 2, i De Europæiske Fællesskabers direktiv af 18. juni 1992 [92/49/EØF] helt eller delvist de områder, som den lovbestemte sociale sikringsordning i Frankrig finder anvendelse på?

Det ligger sandt at sige ganske klart, at dette spørgsmål kun kan besvares benægtende.

I øvrigt er det klart, at den omstændighed, at de sagsøgte institutioner ikke er omfattet af anvendelsesområdet for tredje direktiv, nødvendigvis, om ikke først og fremmest, må gælde for den virksomhed, som disse institutioner udøver i forbindelse med administrationen af den nationale socialsikringsordning.

Når det med andre ord som i det foreliggende tilfælde står fast, at de omhandlede organer eller institutioner medvirker ved administrationen af den offentlige nationale socialsikring, har et rent socialt formål og bygger på princippet om national solidaritet, er deres virksomhed ikke af økonomisk karakter, og de er ikke virksomheder i traktatens forstand

Den nævnte Poucet og Pistre-dom, præmis 18 og 19. Dette resultat afkræftes ikke ved Domstolens dom af 16.11.1995, sag C-244/94, Federation Française des sociétés d'assurance m.fl., Sml. I, s. 4013, hvori Domstolen fastslog, at nar de samme organers — eller tilsvarende institutioners — virksomhed bcst5r i administrationen af en frivillig supplerende sikringsordning, der bygger på kapitaliscringsprincippet, skal de anses for virksomheder i traktatens konkurrcnccbcstcmmclscrs forstand.

For man må først og fremmest erindre sig, at tredje direktiv i overensstemmelse med det tilstræbte formål blev vedtaget på grundlag af traktatbestemmelser, der går ud på gennemførelse af etableringsretten og fri udveksling af tjenesteydelser (artikel 57, stk. 2, og artikel 66), mens socialsikring fortsat er omhandlet i andre specielle bestemmelser

I øvrigt kan ingen af disse bestemmelser (traktatens artikel 51 og 117 ff.) danne en passende hjemmel for foranstaltninger, der går ud på en afskaffelse af nationale socialsikringssystemer. Forst efter Maastricht-traktatens ikrafttræden og dermed ikrafttrædelsen af den som bilag til denne traktat forekommende protokol om socialpolitikken har Fællesskabet (bortset fra Det Forenede Kongerige) en præcis hjemmel (der dog hidtil ikke er blevet anvendt) for vedtagelsen af mere langsigtede foranstaltninger på det sociale sikringsområde (artikel 2, stk. 3, forste led, i den som bilag til protokollen forekommende overenskomst om socialpolitikken).

Det er grundløst, idet der ikke i betragtningerne overhovedet er tale om socialsikring, således at man kan foreslå eller antage, at det reelt har været lovgivningsmagtens hensigt at give regler af betydning for organiseringen og reguleringen af de lovbestemte obligatoriske socialsikringsordninger, der er gældende i de forskellige medlemsstater

I toogtyvende betragtning tages det således blot til efterretning, at privat eller frivilligt indgået sygeforsikring i visse medlemsstater efter de dér gældende nationale bestemmelser kan træde helt eller delvis i stedet for den dækning, der haves i henhold til de sociale sikringsordninger, hvorfor de kompetente nationale myndigheder kan stille krav til forsikringsvirksomhederne om afgivelse af oplysninger med henblik på kontrol af, at denne afløsning virkelig har fundet sted (artikel 54, stk. 1). Det er dog i øvrigt klart, at nødvendigheden af at ophæve den monopolstilling, der i nogle medlemsstater er indrømmet visse organer, jf. tiende betragtning til direktivet, udelukkende som oplyst i artikel 3 vedrører de organer, der udtrykkeligt er nævnt i artikel 4 i første direktiv.

Og det er helt irrelevant, for så vidt som det er ufornødent i den foreliggende sag, at fortolke betragtningerne for at fastlægge genstanden for eller rækkevidden af en bestemmelse, der som det fremgår af ovennævnte fremstilling, har et ganske klart indhold.

Artikel 2, stk. 2, i Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (tredje skadesforsikringsdirektiv) skal fortolkes således, at direktivet ikke vedrører forsikringer, der er omfattet af en lovbestemt socialsikringsordning.