I.

Indledning

1.

De foreliggende sager vedrører to appeller iværksat af tyrkiske virksomheder til prøvelse af domme afsagt af Den Europæiske Unions Ret i sagerne T-629/24  ( 2 ) og T-630/24  ( 3 ) (herefter »de appellerede domme«) vedrørende antidumpingtold. Appellanterne har foreholdt Retten at have begået en række retlige fejl i forbindelse med deres annullationsmål rettet mod Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1100 af 5. juli 2021 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Tyrkiet (herefter »den omtvistede forordning«)  ( 4 ).

2.

I overensstemmelse med Domstolens anmodning vil dette forslag til afgørelse være koncentreret om det anbringende, der er fælles for de to appeller, som i det væsentlige rejser et spørgsmål om fortolkning af artikel 2, stk. 10, litra j), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (herefter »grundforordningen«)  ( 5 ). Det skal nærmere bestemt vurderes, om Kommissionen i forbindelse med vurderingen af, om der foreligger dumping, er forpligtet til at tage hensyn til hedgingkontrakter vedrørende valutarisici indgået mellem virksomheder, der beskæftiger sig med international handel, eller om den tværtimod kan fortsætte med at anvende sin egen metode i forbindelse med valutaomregning.

3.

Denne problematik er af særlig betydning i international handel, hvor transaktioner normalt finder sted i forskellige valutaer. Det er ikke usædvanligt, at erhvervsdrivende indgår hedgingkontrakter for at beskytte sig mod betydelige udsving i valutakurserne, som kan fordreje den reelle pris på de pågældende varer. Det skal imidlertid erindres, at Den Europæiske Union som fuldgyldigt medlem af det multilaterale internationale handelssystem har en legitim interesse i at sikre fastsættelsen af den faktiske pris for disse varer med henblik på at sikre effektiviteten af sin politik til bekæmpelse af dumping. På denne baggrund tilkommer det Domstolen at afgøre, om sådanne aftaler indgået mellem private aktører kan påvirke udførelsen af de opgaver, som EU-retten pålægger Kommissionen i forbindelse med gennemførelsen af grundforordningen.

II.

Retsforskrifter

A.

WTO-retten

4.

Ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994)  ( 6 ), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence, godkendte Rådet for Den Europæiske Union overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), som blev undertegnet i Marrakesh den 15. april 1994, samt de aftaler, der er opført i bilag 1, 2 og 3 til denne overenskomst, iblandt hvilke indgår aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (GATT) (herefter »antidumpingaftalen«)  ( 7 ).

5.

Antidumpingaftalens artikel 2, der har overskriften »Konstatering af dumping«, bestemmer følgende:

B.

EU-retten

1.

Grundforordningen

6.

Grundforordningens artikel 1 bestemmer:

7.

Denne forordnings artikel 2 med overskriften »Konstatering af dumping« fastsætter:

2.

Den omtvistede forordning

8.

96.-101. betragtning til den omtvistede forordning har følgende ordlyd:

III.

Sagernes baggrund, retsforhandlingerne for Retten og de appellerede domme

A.

Sag C-498/24 P (Çolakoğlu Metalurji og Çolakoğlu Dış Ticaret mod Kommissionen)

1.

Baggrund for tvisten

9.

Tvistens baggrund, som fremstillet i præmis 2-10 i den appellerede dom i sag C-498/24 P, kan sammenfattes som følger.

10.

Çolakoğlu Metalurji AŞ (herefter »CM«) er en tyrkisk eksporterende producent af varmvalsede flade produkter, og Çolakoğlu Dış Ticaret AŞ (herefter »ÇOTAŞ«) er en tyrkisk handels- og eksportvirksomhed, der er forretningsmæssigt forbundet med denne producent.

11.

Den 14. maj 2020 indledte Kommissionen en antidumpingundersøgelse vedrørende importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål (»den pågældende vare«) med oprindelse i Tyrkiet.

12.

Undersøgelsen omfattede perioden fra den 1. januar til den 31. december 2019 (herefter »undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af tendenser af relevans for vurderingen af skaden omfattede perioden fra den 1. januar 2016 til udgangen af undersøgelsesperioden.

13.

Den 6. januar 2021 vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2021/9 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Tyrkiet (herefter »den midlertidige forordning«)  ( 8 ), hvorved appellanternes eksport til Unionen af den pågældende vare blev pålagt en midlertidig antidumpingtold på 7,6%.

14.

Den 5. juli 2021 vedtog Kommissionen den omtvistede forordning om indførelse af en antidumpingtold på 7,3% på importen til Unionen af den pågældende vare fremstillet af appellanterne.

2.

Sagen for Retten og den appellerede dom i sag C-498/24 P

15.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. september 2021 anlagde CN og ÇOTAŞ sag med påstand om annullation af den omtvistede forordning.

16.

Appellanterne fremsatte fire anbringender til støtte for søgsmålet. Det første anbringende omhandlede en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i). Det andet anbringende vedrørte en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra b), som følge af kravet om betaling af importafgifter for at foretage en justering. Det tredje anbringende vedrørte et åbenbart urigtigt skøn som følge af afslaget på at foretage en kvartalsvis beregning af dumpingmargenen og en deraf følgende tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10. Det fjerde anbringende vedrørte en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), som følge af afslaget på justering for risikoafdækningsgevinster og ‑tab.

17.

Retten forkastede ved den appellerede dom i sag C-498/24 P de fire anbringender og frifandt derfor Kommissionen i det hele.

B.

Sag C-499/24 (Ereğli Demir ve Çelik Fabrikaları m.fl. mod Kommissionen)

1.

Baggrund for tvisten

18.

Tvistens baggrund, som fremstillet i præmis 2-10 i den appellerede dom i sag C-499/24 P, kan sammenfattes som følger.

19.

Appellanterne er tyrkiske selskaber. Ereğli Demir ve Çelik Fabrikaları TAȘ og İskenderun Demir ve Çelik AȘ er aktive inden for produktion og salg af varmvalsede flade produkter. Erdemir Çelik Servis Merkezi Sanayi ve Ticaret AȘ er deres forretningsmæssigt forbundne forhandler.

20.

Den 14. maj 2020 indledte Europa-Kommissionen en antidumpingundersøgelse vedrørende importen til Den Europæiske Union af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Tyrkiet (herefter »undersøgelsen«).

21.

Undersøgelsen omfattede perioden fra den 1. januar til den 31. december 2019. Undersøgelsen af tendenser af relevans for vurderingen af skaden omfattede perioden fra den 1. januar 2016 til udgangen af undersøgelsesperioden. Appellanterne fremsatte deres skriftlige bemærkninger i løbet af undersøgelsen.

22.

Den 6. januar 2021 vedtog Kommissionen den midlertidige forordning, hvorved appellanternes eksport til Unionen af den pågældende vare blev pålagt en midlertidig antidumpingtold på 5,4%.

23.

Den 5. juli 2021 vedtog Kommissionen den omtvistede forordning om indførelse af en antidumpingtold på 5% på importen til Unionen af den pågældende vare fremstillet af appellanterne.

2.

Sagen for Retten og den appellerede dom i sag C-499/24 P

24.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. september 2021 anlagde appellanterne sag med påstand om annullation af den omtvistede forordning.

25.

Appellanterne fremsatte til støtte for deres annullationspåstande fire anbringender. Det første anbringende vedrørte en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, første til tredje og femte punktum, og artikel 2, stk. 10, litra j), samt tilsidesættelse af forordningens artikel 2, stk. 5. Det andet anbringende vedrørte Kommissionens afslag på en justering for risikoafdækningsgevinster og ‑tab i strid med grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), antidumpingaftalens artikel 2.4 og princippet om god forvaltningsskik. Med det tredje anbringende gjorde appellanterne gældende, at grundforordningens artikel 2, stk. 5 og 6, og de tre første punktummer i forordningens artikel 2, stk. 10, var blevet tilsidesat. Endelig vedrørte det fjerde anbringende en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2 stk. 6, og af antidumpingaftalens artikel 2.2.2.

26.

Retten forkastede ved den appellerede dom disse fire anbringender og frifandt derfor Kommissionen i det hele.

C.

Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande

27.

Appellerne i sagerne C-498/24 P og C-499/24 P blev indleveret den 17. juli 2024 og indført i registret på Domstolens Justitskontor samme dag.

28.

Appellanterne har i deres appelskrifter nedlagt følgende påstande:

–

Principalt ophæves de appellerede domme, den omtvistede forordning annulleres, og Kommissionen tilpligtes at betale de omkostninger, som appellanterne har afholdt i forbindelse med appelsagen og i forbindelse med sagen for Retten.

–

Subsidiært hjemvises sagen til Retten, og afgørelsen om sagsomkostningerne i sagen for Retten og i appelsagen udsættes.

29.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–

Appellerne forkastes.

–

Appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

30.

Domstolen har i overensstemmelse med procesreglementets artikel 76, stk. 2, besluttet, at der ikke skal afholdes mundtlig forhandling.

IV.

Retlig bedømmelse

A.

Indledende bemærkninger

1.

Den Europæiske Union i det multilaterale handelssystem

31.

WTO sikrer et regelbaseret multilateralt handelssystem. Den Europæiske Union har som en regional organisation, der er en selvstændig juridisk person, en særlig status inden for WTO, i hvilken organisation den er fuldt medlem sammen med dens medlemsstater  ( 9 ). Henset til den enekompetence, som Unionen er tillagt i henhold til artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF på området for den fælles handelspolitik, overtog Unionen sine medlemsstaters internationale forpligtelser, særligt dem, der følger af WTO-aftalerne. Antidumpingaftalen, som er en integrerende del af dette regelsæt, regulerer såvel de materielle betingelser som de processuelle regler for vedtagelse, gennemførelse og opretholdelse af antidumpingforanstaltninger. Manglende overholdelse af disse krav udsætter de vedtagne foranstaltninger for en risiko for anfægtelse inden for rammerne af WTO’s tvistbilæggelsesordning  ( 10 ).

32.

Med henblik på at gennemføre disse internationale forpligtelser i Unionens retsorden vedtog EU-lovgiver på grundlag af artikel 207, stk. 2, TEUF grundforordningen om handelsbeskyttelse. I denne retsakt fastsættes de betingelser, hvorunder Kommissionen har beføjelse til at gribe ind over for illoyal handelspraksis fra eksportører, der er etableret i tredjelande, når denne praksis skader EU-erhvervsgrenen. I denne forbindelse udøver Kommissionen en funktion som undersøgelsesmyndighed og beslutningstagende myndighed, således som det fremgår af grundforordningens artikel 6 og artikel 9, stk. 4. I overensstemmelse med det grundlæggende retsstatsprincip er enhver afgørelse, der har retsvirkninger, imidlertid underlagt en effektiv domstolskontrol. Kommissionens retsakter på antidumpingområdet kan derfor gøres til genstand for et annullationssøgsmål ved Retten med mulighed for Domstolens prøvelse i tilfælde af appel. Den foreliggende sag illustrerer udøvelsen af denne legalitetskontrol, som har til formål at sikre, at Kommissionens retsakter er i overensstemmelse med EU-reglerne og de internationale forpligtelser, der følger af antidumpingaftalen  ( 11 ).

33.

Det fjerde anbringende i sag C-498/24 P og det sjette anbringende i sag C-499/24 P er identiske, for så vidt som de i det væsentlige tilsigter at rejse tvivl om fortolkningen af en bestemmelse, nemlig grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), og Kommissionens anvendelse heraf ved fastsættelsen af dumpingmargenen. I denne sammenhæng foreholdes Retten, at den indtog Kommissionens retsopfattelse med hensyn til fortolkningen af denne bestemmelse, samtidig med at den så bort fra betydningen af hedgingkontrakter i forbindelse med internationale handelstransaktioner.

34.

Eftersom appellanternes argumenter kun vedrører isolerede aspekter af den omhandlede lovgivning, uden at det er muligt klart at identificere deres hensigter bag disse argumenter, vil jeg for klarhedens skyld begynde med en fremstilling af den pågældende lovgivning for bedre at forstå, hvad der står på spil i de foreliggende sager. Med henblik herpå vil jeg bl.a. forklare, hvorledes beregningen af dumpingmargenen foretages i praksis  ( 12 ), og hvordan den foretages i forbindelse med transaktioner, der involverer forskellige valutaer  ( 13 ). Jeg vil endvidere redegøre for funktionen af de hedgingkontrakter, som appellanterne har påberåbt sig, samt for spørgsmålet, om Kommissionen er forpligtet til i sine beregninger at tage hensyn til sådanne aftaler, der indgås mellem private parter  ( 14 ). Disse indledende forklaringer gør det muligt bedre at vurdere, om parternes argumenter er berettigede. Det er i den sidste del af forslaget til afgørelse, at det fælles appelanbringende skal undersøges nærmere  ( 15 ).

2.

Reglerne for fastsættelse af dumpingmargenen

35.

I henhold til grundforordningens artikel 1, stk. 2, anses en vare for at være en dumpingvare, hvis dens eksportpris ved salg til Unionen er lavere end den sammenlignelige pris for samme vare i normal handel, som er konstateret i eksportlandet. Dumpingen fastslås således ved at sammenligne to værdier: en første værdi, der svarer til varens pris på hjemmemarkedet i det pågældende tredjeland, der benævnes »den normale værdi«. Den anden værdi er »eksportprisen« for den pågældende vare til Den Europæiske Union. Det opnåede resultat udgør den »dumpingmargen«, der i grundforordningens artikel 2, stk. 12, defineres som »det beløb, hvormed den normale værdi overstiger eksportprisen«.

36.

Som Domstolen har anført i sin praksis  ( 16 ), udgør fastsættelsen af den normale værdi et væsentligt forhold, som gør det muligt at fastlægge, om der foreligger en dumping. Grundforordningens artikel 2, stk. 1, første afsnit, bestemmer herom, at den normale værdi fastsættes normalt på grundlag af de priser, der er betalt eller skal betales i normal handel af uafhængige kunder i eksportlandet. Hvad angår eksportprisen fremgår det af grundforordningens artikel 2, stk. 8, at den svarer til den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for varen, når den sælges fra eksportlandet til Unionen. Det drejer sig her om produktets pris ved Unionens grænse, dvs. inden det kom ind på EU-markedet, og ikke om den pris, der blev betalt, da produktet blev markedsført i EU.

37.

Når disse to værdier er fastlagt, skal der foretages en sammenligning af dem, som skal være »rimelig« og foretages »i samme handelsled« i overensstemmelse med kravene i grundforordningens artikel 2, stk. 10. For at nå frem til denne sammenligning, skal der foretages justeringer. Hvis en part anmoder om sådanne justeringer, skal vedkommende dokumentere, at anmodningen er berettiget  ( 17 ). I praksis sammenligner Kommissionen priserne – dvs. den normale værdi og eksportprisen – ab fabrik ved at fratrække de omkostninger, der er forbundet med salget af varen.

38.

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 11, fastsættes dumpingmargenen enten ved hjælp af en såkaldt »symmetrisk« metode, der består i at sammenligne en normal værdi beregnet som et vejet gennemsnit med det vejede gennemsnit af priserne for alle eksporttransaktioner til Unionen, eller ved hjælp af en såkaldt »asymmetrisk« metode, der består i at sammenligne en vejet gennemsnitlig normal værdi med priserne for hver individuel eksporttransaktion til Unionen. Uanset hvilken metode der vælges, skal den gøre det muligt at give et retvisende billede af den konstaterede dumping. Den præcise beregning af dumpingmargenen er af særlig betydning i praksis, da den antidumpingtold, der eventuelt pålægges, ikke må overstige den nævnte dumpingmargen  ( 18 ).

3.

Praktiske vanskeligheder i forbindelse med beregningen af dumpingmargenen, navnlig vedrørende hensyntagen til forskellige valutaer

39.

Den nøjagtige beregning af dumpingmargenen giver ofte anledning til vanskeligheder i praksis. Der skal navnlig lægges særlig vægt på kravet i grundforordningens artikel 2, stk. 10, hvorefter sammenligningen mellem eksportprisen og den normale værdi skal være »rimelig«. Denne EU-retlige bestemmelse definerer ikke, hvad begrebet »rimelig sammenligning« dækker over. Det tilsvarende begreb i antidumpingaftalens artikel 2.4, som grundforordningens artikel 2, stk. 10, er baseret på, er imidlertid på WTO-plan blevet fortolket således, at sammenligningen skal være »upartisk og objektiv«  ( 19 ). Forpligtelsen til at sikre en »rimelig sammenligning« skal forstås således, at den omfatter alle bestemmelserne i antidumpingaftalens artikel 2  ( 20 ).

40.

Af hensyn til en fortolkning, der er i overensstemmelse med WTO-retten  ( 21 ), bør de samme principper finde anvendelse på bestemmelserne i grundforordningens artikel 2. En sådan tilgang er bl.a. begrundet i EU-lovgivers udtrykkelige valg om loyalt at gengive WTO-bestemmelserne på antidumpingområdet i EU-retten  ( 22 ).

41.

En relevant sammenligning mellem eksportprisen og den pris, der anvendes ved forbrug på hjemmemarkedet, kræver logisk at to værdier udtrykkes i samme valuta – en betingelse, der i praksis ikke er systematisk opfyldt i den internationale handel  ( 23 ). Det følger deraf, at det er nødvendigt at foretage en valutaomregning af en af priserne til det andet markeds referencevaluta, en transaktion, der trods den tilsyneladende tekniske neutralitet giver anledning til en række metodologiske og retlige udfordringer, som jeg vil redegøre for i det følgende.

42.

Der kan opstå særlige vanskeligheder i forbindelse med beregningen af dumpingmargenen bl.a., når der anvendes forskellige valutaer, for så vidt som valutakursudsving kan forvride den reelle værdi af de pågældende varer og følgelig ændre dumpingmargenens omfang  ( 24 ). Omregningskursen mellem de gældende valutaer kan nemlig variere, alt efter hvilken dato der anvendes i forbindelse med fastsættelsen af prisen. Hvis omregningen ikke foretages med en passende vekselkurs, kan en undersøgelsesmyndigheds sammenligning af priser føre til en fejlagtig vurdering af dumpingmargenen i strid med kravet om en »rimelig sammenligning«  ( 25 ). Det er derfor bydende nødvendigt under disse omstændigheder, at der kan anvendes ensartede kriterier, der gør det muligt for den kompetente myndighed ved beregningen at fjerne enhver fordrejning, der følger af valutakursudsving.

43.

Grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), som er genstand for de foreliggende sager, indeholder særlige bestemmelser om valutaomregninger med henblik på at sammenligne eksportprisen med den normale værdi. Generelt udtrykkes eksportpriserne ikke i eksportlandets nationale valuta, men snarere i en af de mest handlede valutaer på internationalt plan. En valutaomregning er derfor »nødvendig« i henhold til denne bestemmelses første punktum, når den normale værdi er udtrykt i eksportørernes lokale valuta, som er forskellig fra den, der anvendes ved eksportsalg. Omvendt er det i strid med denne bestemmelse at foretage en valutaomregning, når de priser, der skal sammenlignes, allerede er angivet i samme valuta  ( 26 ). I praksis skal undersøgelsesmyndighederne med henblik på at fastslå, om en valutaomregning er nødvendig, efterprøve, om salget foretages i den samme valuta.

44.

Grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), første punktum, bestemmer, at omregningen som hovedregel skal ske på grundlag af »vekselkursen på salgsdatoen«. Andet punktum præciserer, at »[n]ormalt bør salgsdatoen være fakturadatoen, men datoen på kontrakten, indkøbsordren eller ordrebekræftelsen kan anvendes, hvis de væsentlige salgsbetingelser mere korrekt fremgår af disse dokumenter«  ( 27 ). Under alle omstændigheder er det vigtigt at fastsætte en dato, der giver de bedste garantier for at identificere de væsentlige salgsbetingelser. Kommissionen eller den berørte part skal føre bevis fra sag til sag. Rammekontrakter eller blotte hensigtserklæringer opfylder generelt ikke disse kriterier  ( 28 ). Som en undtagelse til denne hovedregel skal »vekselkursen, som er gældende for dette terminssalg«, anvendes, hvis et salg af valuta på terminsmarkedet er direkte knyttet til det pågældende eksportsalg. Jeg vil behandle denne sidstnævnte variant i detaljer senere i dette forslag til afgørelse.

45.

Ved at fastsætte en regel om et passende tidspunkt for fastsættelsen af vekselkursen (»salgsdatoen«) tager antidumpingaftalen og grundforordningen naturligvis udgangspunkt i, at omregning kun kan ske på grundlag af vekselkursen. Enhver anden omregningsmetode er således udtrykkeligt udelukket. Navnlig kan de abstrakte værdier i lighed med forbrugernes købekraftpariteter, der bl.a. er beregnet af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (»OECD«) og De Forenede Nationer (»FN«), ikke anses for afgørende referencer. På samme måde bestemmes dumpingimportens konkrete indvirkning på EU-erhvervsgrenen på grundlag af de officielle valutakurser, der ligger til grund for internationale handelstransaktioner.

46.

Hverken antidumpingaftalen eller grundforordningen præciserer, fra hvilken kilde vekselkurserne skal opnås. I praksis anvendes de kurser, der offentliggøres af Den Europæiske Centralbank. Hvis denne sidstnævnte ikke stiller vekselkurser til rådighed for en given valuta, anvendes de vekselkurser, der er fastsat af Den Internationale Valutafond, normalt. Kommissionen anvender de månedlige gennemsnitlige vekselkurser, undtagen i tilfælde af en væsentlig devaluering, i hvilket tilfælde den kan basere sig på de daglige valutakurser. Det er derfor uden betydning, om den eksporterende producent anvender forskellige kurser til interne formål i sine regnskabssystemer, selv om Kommissionen af praktiske grunde ofte baserer sig på den omregning, som virksomheden normalt anvender til indsamling og kontrol af data i forbindelse med en lang række undersøgelsesprocedurer  ( 29 ).

47.

Ud over de generelle regler i antidumpingaftalens artikel 2.4.1, som genfindes i Unionens retsorden i grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), har undersøgelsesmyndighederne en skønsbeføjelse for så vidt angår andre aspekter vedrørende valutaomregning. Som eksempel kan nævnes, at disse myndigheder normalt omregner eksportvalutaen til eksportlandets nationale valuta. De kan imidlertid også vælge at omregne valutaen for salg på hjemmemarkedet til den valuta, der anvendes ved eksportsalg  ( 30 ). Som hovedregel omregnes eksportprisen til eksportlandets nationale valuta på grundlag på grundlag af den gennemsnitlige vekselkurs i undersøgelsesperioden  ( 31 ).

48.

Endelig skal det bemærkes, at EU-lovgiver ved at fravige bestemmelserne i antidumpingaftalen har integreret reglerne om valutaomregninger i en retlig ordning, der giver de erhvervsdrivende ret til at anmode om korrektion af værdier, der er knyttet til faktorer, der anses for at have indvirkning på priserne og dermed på prisernes sammenlignelighed. Dette punkt er af særlig betydning, idet det giver virksomhederne mulighed for aktivt at deltage i justeringerne og berigtigelserne af beregningen af dumpingmargenen over for Kommissionen.

4.

Hedgingaftalernes betydning for den internationale handel

49.

For at beskytte sig mod finansielle risici som følge af valutakursudsving eller ændringer i råvarepriserne anvender økonomiske aktører ofte hedgingkontrakter eller indsætter aftalemæssige omregningsklausuler i deres aftaler. Valutaafdækningsinstrumenter har til formål at fastlåse en valutakurs, der finder anvendelse på en fremtidig transaktion. En sådan ordning gør det f.eks. muligt, at hvis euroen falder i værdi, efter at en eksportør har fastsat sine priser i euro, garanterer valutadækningen ham alligevel at modtage et forudsigeligt beløb i sin nationale valuta.

50.

Disse hedgingkontrakter udgør aftaler indgået mellem private parter om intern risikostyring og har principielt ingen retsvirkning for den metode til beregning af dumpingmargenen, som anvendes af undersøgelsesmyndigheden. Navnlig har de nævnte kontrakter ingen indvirkning på Kommissionens valutakurspolitik. De kan heller ikke fritage for ansvar for antidumpingtold. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen tidligere systematisk har afvist at anvende en anden valutakurs end den officielle valutakurs og dermed udelukket enhver hensyntagen til terminskontrakter eller afdækningstransaktioner  ( 32 ).

51.

De grunde, der i princippet begrunder afvisningen af at tillægge sådanne hedgingaftaler nogen retlig rækkevidde, er åbenbare og fremgår allerede af de ovenfor anførte betragtninger vedrørende beregningen af dumpingmargenen. Det skal i første række bemærkes, at grundforordningen på ingen måde nævner sådanne kontrakter inden for rammerne af hovedreglen i artikel 2, stk. 10, litra j).

52.

I anden række bemærkes, at kun den metode, som Kommissionen har anvendt, og som er baseret på anvendelsen af de officielle valutakurser, er egnet til at sikre den grad af neutralitet, der kræves ved omregningen af den normale pris og eksportprisen, for så vidt som den er fri for enhver indflydelse fra tredjemand, der kan forfølge egne finansielle interesser  ( 33 ).

53.

Desuden opfylder denne metode fuldt ud kravene om gennemsigtighed i administrative aktiviteter, idet den gør det muligt for de berørte parter – virksomheder og tredjelande – at forstå, hvorledes Kommissionen udøver sine beføjelser, og kontrollere, at de er i overensstemmelse med det multilaterale handelssystems regler.

54.

På grund af sin konstante karakter og den omstændighed, at Kommissionen i sine afgørelser – i den foreliggende sag i 98. betragtning til den omtvistede forordning  ( 34 ) – regelmæssigt begrunder opretholdelsen af denne praksis, gør den det i øvrigt muligt for Unionens retsinstanser at udøve en effektiv domstolsprøvelse.

55.

Hvis Kommissionen derimod i forbindelse med beregningen af dumpingmargenen alene skulle gøre aftaler indgået mellem private parter til et afgørende kriterium for valutaomregningen, ville der være en alvorlig risiko for, at dens administrative praksis udviklede sig i retning af en kasuistisk tilgang, der er kendetegnet ved en uforudsigelighed, der er uforenelig med kravene om retssikkerhed.

56.

En sådan udvikling ville undergrave stabiliteten i Unionens handelsforbindelser med tredjelande. Den kan ligeledes undergrave Kommissionens institutionelle troværdighed, idet den fejlagtigt lader forstå, at den omregningsmetode, der finder anvendelse, kan gøres til genstand for vilkårlighed eller påvirkning fra private interesser.

57.

Det kan heller ikke udelukkes, at tredjestater ved private erhvervsdrivendes kontraktlige fastsættelse af abstrakte eller selvstændige valutakurser kan tilskyndes til at udøve en utilbørlig indflydelse på Kommissionens administrative praksis  ( 35 ), hvilket kan bringe Unionens suverænitet på området for den fælles handelspolitik i fare. For at forebygge sådanne risici er det vigtigt at bevare Kommissionens faste praksis, som i øvrigt udtrykkeligt er blevet bekræftet i Domstolens praksis  ( 36 ).

58.

Uanset det ovenstående skal der ikke desto mindre tages hensyn til hedgingkontrakter i henhold til undtagelsen i grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), om terminstransaktioner. Som det fremgår af denne bestemmelse, anvendes »vekselkursen, som er gældende for dette terminssalg«, forudsat at salget af valuta på terminsforretninger er direkte knyttet til eksporttransaktionen. Med andre ord skal hedgingkontrakten have en direkte forbindelse med den pris, der faktisk faktureres ved det eksportsalg, som er genstand for undersøgelsen.

59.

Af hensyn til terminologien bør det erindres, at der ved »afdækning« forstås et finansielt instrument, der har til formål at reducere eller neutralisere den finansielle risiko, som en virksomhed er udsat for. I denne henseende fungerer terminsaftalen om salg af valuta som en bindende forpligtelse, der indgås på tidspunktet for dens indgåelse, til at afhænde et bestemt beløb i fremmed valuta til en på forhånd fastsat vekselkurs og dette til en aftalt løbetid, hvilket således gør det muligt at sikre resultatet af valutatransaktionen uafhængigt af de efterfølgende markedsudsving.

60.

Desuden må sikringsinstrumentet ikke være af generel eller spekulativ karakter, men skal være knyttet til specifikke transaktioner eller salg, der finder sted i undersøgelsesperioden. Det påhviler eksportøren aktivt og dokumenteret at påvise, at hedgingkontrakten påvirker eksportprisen på en sådan måde, at en justering er berettiget. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, finder den generelle regel anvendelse på grundlag af den officielle vekselkurs, der var gældende på salgsdatoen.

61.

Det er i lyset af ovenstående betragtninger, at det fjerde anbringende i sag C-498/24 P og det sjette anbringende i sag C-499/24 i analysens efterfølgende del skal undersøges. Disse anbringender, der i det væsentlige er baseret på identiske argumenter, skal undersøges samlet i denne analyse. I første omgang skal der ikke desto mindre henvises til de appellerede dommes præmisser og til de argumenter, som parterne har fremført over for dem i forbindelse med appellen.

B.

Undersøgelse af appelanbringenderne

1.

Rettens begrundelse i de appellerede domme

62.

Som tidligere anført  ( 37 ) frifandt Retten i sine domme i sagerne T-629/24 og T-630/24 Kommissionen i de af appellanterne anlagte annullationssøgsmål, der bl.a. vedrørte en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j)  ( 38 ).

63.

Retten bemærkede navnlig, at de hedgingkontrakter, som appellanterne havde påberåbt sig til støtte for deres anmodning om justering i henhold til ovennævnte bestemmelse, vedrørte eksportsalg i euro, og at omregningsrisikoen i alle disse kontrakter var dækket mod den amerikanske dollar. Da Kommissionen imidlertid skulle sikre en rimelig sammenligning mellem den normale værdi udtrykt i tyrkiske lira og eksportprisen, omregnede den alle eksporttransaktioner denomineret i euro direkte til tyrkiske lira, og en mellemliggende omregning til amerikanske dollars var ikke nødvendig for at sikre en rimelig sammenligning  ( 39 ).

64.

Retten anførte ligeledes, at den omregningskurs på euroen til amerikanske dollars, der var fastsat i de hedgingkontrakter, som appellanterne havde påberåbt sig for at anmode om en justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), var anført for en afdækning i amerikanske dollars, men havde intet at gøre med den omregning, som Kommissionen skulle foretage for at sikre en rimelig sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen  ( 40 ). Følgelig var de af appellanterne nævnte hedgingkontrakter uden relevans med henblik på denne omregning, som anført i 98. betragtning til den omtvistede forordning.

65.

Det argument, som appellanterne fremførte i første instans, om, at Kommissionen skulle anvende den vekselkurs, der var fastsat i hedgingkontrakterne, blev således forkastet som ugrundet  ( 41 ). Følgelig forkastede Retten ligeledes, henset til den manglende relevans af de hedingkontrakter, som appellanterne havde påberåbt sig til støtte for deres anmodning om justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), appellanternes øvrige anbringender om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, som blev påberåbt på grundlag af en påstået tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j)  ( 42 ).

2.

Parternes bemærkninger

a)

Parternes argumenter i appelsagen

66.

Appellanterne har gjort gældende, at eftersom der i artikel 2, stk. 10, litra j), lægges vægt på salgsdatoen snarere end på valutaen og omregningskursen, således som Retten fastslog i de appellerede domme  ( 43 ), bør dette være det relevante element, som Kommissionen skal tage hensyn til, idet vekselkurserne er »indbyrdes forbundne«. Ifølge appellanterne betyder dette, at den valuta, der er relevant for eksportprisen, skal omregnes ved hjælp af en omregning til amerikanske dollars. En sådan tilgang bekræftes af en af de appellerede domme  ( 44 ).

67.

Appellanterne har tilføjet, at hvis Rettens fortolkning, hvorefter afdækningstransaktioner kun kan tages i betragtning, når transaktionen vedrører fakturaens valuta og den omregningsvaluta, som Kommissionen har anvendt, skulle lægges til grund, ville det være for let at omgå forpligtelsen i grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), første punktum. De har endvidere anfægtet Rettens yderligere konklusioner i de appellerede domme  ( 45 ).

b)

Kommissionens argumenter

68.

Kommissionen har anført, at appellanterne kun har bestridt det argument, der blev lagt til grund i de appellerede domme vedrørende den konceptuelle forskel mellem kursen for euroens omregning til amerikanske dollars, som fremgår af hedingkontrakterne og den omregningskurs, som Kommissionen anvender med henblik på at sammenligne den normale værdi og eksportprisen  ( 46 ). De har ikke anfægtet argumentet om, at kontrakterne havde til formål at afdække risikoen for omregning til amerikanske dollars, hvilket gør deres henvisning til amerikanske dollars irrelevant for den omregning, som Kommissionen foretog. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at appelanbringendet er uvirksomt.

69.

Kommissionen har anført, at den i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, har et vidt skøn med hensyn til at foretage valutaomregninger med henblik på at sammenligne komplekse økonomiske værdier. Appellanterne skulle godtgøre, at omregningen til eksportlandets valuta var en åbenbar fejl, hvilket de ikke har gjort, men har blot påberåbt sig en tilsidesættelse af forordningens bestemmelser. De appellerede domme bekræfter, at deres argumenter var utilstrækkelige til at rejse tvivl om den anvendte omregningsmetode.

70.

Kommissionen minder om, at sammenligningen kræver en valutaomregning for at sikre en rimelig balance mellem den normale værdi og eksportprisen. Det er almindelig praksis at sammenligne i eksportlandets valuta – i det foreliggende tilfælde den tyrkiske lira. Henvisningen til amerikanske dollars i hedgingkontrakterne havde udelukkende til formål at dække en omregningsrisiko og var derfor ikke relevant for at sikre en rimelig sammenligning, så meget desto mere som eksportprisen var denomineret i euro. Appellanternes argumenter om »salgsdatoen« og den omstændighed, at »vekselkurserne er indbyrdes forbundne«, ændrer ikke denne analyse, og den nævnte retspraksis bekræfter reelt den omregningsmetode, som Kommissionen har anvendt.

3.

Stillingtagen

a)

Generelt

71.

Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at appel er begrænset til retsspørgsmål. Det er derfor alene Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder og til at tage stilling til de beviser, den forelægges. Bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder og bevismaterialet er således ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er gengivet forkert  ( 47 ).

72.

Det følger endvidere af Domstolens praksis, at såfremt en appellant bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af EU-retten, kan de retlige spørgsmål, som har været behandlet i første instans, imidlertid drøftes på ny under en appelsag. Hvis en appellant ikke kunne basere sin appel på argumenter, som allerede har været fremført for Retten, ville appelsagen nemlig blive frataget en del af sit formål  ( 48 ).

73.

Disse generelle bemærkninger er nødvendige, for så vidt som appellanterne har foreholdt såvel Kommissionen som Retten i det væsentlige at have begået de samme fejl ved fortolkningen og anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j). De retlige fejl består dels i Kommissionens afslag på at efterkomme appellanternes anmodninger om berigtigelse på grundlag af denne bestemmelse, dels i den omstændighed, at Retten tiltrådte dette standpunkt. Appellanterne har nærmere bestemt kritiseret Kommissionen og Retten for ikke at have tillagt de hedgingkontrakter, som de havde indgået med henblik på valutaomregningen, nogen retlig betydning. Ifølge appellanterne skulle denne omregning have fundet sted via den amerikanske dollar og ikke direkte fra euro til tyrkisk lira.

b)

Vurdering af de appellerede dommes begrundelse

74.

Det skal indledningsvis fastslås, at ingen af sagens parter har bestridt, at grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag. De omhandlede transaktioner vedrørte udveksling af varer, der var faktureret i forskellige valutaer – nemlig i euro og i amerikanske dollars – fremstillet i Tyrkiet og bestemt til eksport til Den Europæiske Union. I denne sammenhæng var Kommissionen forpligtet til at foretage en valutaomregning i henhold til denne bestemmelse i forbindelse med prissammenligningen. Tvisten mellem Kommissionen og appellanterne, som var genstand for sagerne i første instans, er begrænset til spørgsmålet om de nærmere regler for denne omregning.

75.

Hvis appellanterne har til hensigt at gøre gældende, at salgsdatoen er det afgørende kriterium for fastsættelsen af den omregningskurs, der finder anvendelse, kan dette ikke bestrides. I betragtning af de udsving, der er forbundet med valutamarkederne, er det nødvendigt at identificere et bestemt tidspunkt som referencepunkt for omregningen. Ved at lægge salgsdatoen til grund blev der truffet en juridisk bindende beslutning inden for det multilaterale handelssystem, idet forskellige objektive elementer kunne anvendes til at fastsætte denne dato, nemlig faktureringsdatoen, datoen på kontrakten, indkøbsordren eller ordrebekræftelsen. Jeg har henledt opmærksomheden på dette aspekt i mine indledende bemærkninger  ( 49 ). Når dette er sagt, er der intet i de appellerede domme, der gør det muligt at lægge til grund, at Retten fastslog det modsatte. Det kan derfor ikke lægges til grund, at der er begået en retlig fejl.

76.

Hvis appellanterne derimod har gjort gældende, at det i mangel af præcise EU-retlige regler om den valuta, der finder anvendelse på omregningen, udelukkende tilkommer handelspartnerne at fastsætte denne valuta i deres hedgingkontrakter, skal en sådan fortolkning forkastes. Den tager ikke hensyn til dels den omstændighed, at de omhandlede varer er blevet eksporteret til Den Europæiske Union, således at euroen udgør den relevante referencevaluta, dels, at grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j), tillægger Kommissionen en skønsbeføjelse, medmindre andet er fastsat. Det er ubestridt, at Kommissionen har støttet sine beregninger på vekselkursen for eksportlandets valuta – i det foreliggende tilfælde den tyrkiske lira  ( 50 ). Dette valg af valutaomregning til det pågældende lands valuta er hverken tilfældigt eller vilkårligt. Kommissionen har ikke foretaget en valutaomregning uden nogen forbindelse med de pågældende eksporttransaktioner, og appellanterne har i øvrigt ikke anført det modsatte  ( 51 ).

77.

I det foreliggende tilfælde havde de af appellanterne indgåede hedgingkontrakter alene til formål at neutralisere de potentielle valutarisici, der var forbundet med omregningen mellem euroen og den amerikanske dollar. Kommissionen foretog imidlertid en direkte omregning af euroen til tyrkiske lira uden mellemliggende omregning til amerikanske dollar. Retten fandt derfor med rette, at der hverken var noget retligt grundlag eller faktisk grundlag for at tage hensyn til andre valutaer end euroen og den tyrkiske lira eller at foretage en mellemliggende omregning til amerikanske dollar. Eftersom alle de eksportpriser, der skal omregnes, er denomineret i euro  ( 52 ), således som det fremgår af 98. betragtning til den omtvistede forordning, uden nogen tydelig henvisning til den amerikanske dollar og henset til varernes bestemmelsessted, var en mellemliggende omregning til amerikanske dollars ikke påkrævet i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j).

78.

Denne konklusion afkræftes ikke af appellanternes argument om, at Kommissionen foretog en mellemliggende omregning til euro i stedet for direkte at omregne amerikanske dollars til tyrkiske lira. Som Retten bemærkede i præmis 20-24 i dommen i sag C-499/24, havde appellanterne faktureret visse hjemmemarkedssalg og angivet deres produktionsomkostninger i amerikanske dollars. I denne forbindelse valgte Kommissionen at foretage en omregning via euroen for at sikre en rimelig sammenligning. Selv om denne metode kan synes diskutabel – eftersom der kan være tvivl om nødvendigheden eller merværdien af en sådan mellemliggende omregning i forhold til den omstændighed, at vekselkurserne er »indbyrdes forbundne«  ( 53 ) – er denne forskel uden betydning for analysen. Der er nemlig ingen retlig forpligtelse til at tage hensyn til transaktioner i udenlandsk valuta på terminsmarkederne i en anden valuta end den, Kommissionen har anvendt ved sammenligningen.

79.

De af appellanterne indgåede hedgingkontrakter var ikke relevante for den omtvistede valutaomregning. Der var derfor ingen objektiv grund til at tage hensyn til dem ved beregningen. Retten konkluderede således med rette i de appellerede domme, at den omregning, der var fastsat i hedgingkontrakterne, mellem euroen og den amerikanske dollar, var uden betydning for Kommissionens omregning og kunne forkastes.

80.

Efter Rettens opfattelse var denne konstatering tilstrækkelig til at forkaste appellanternes anbringende. Dette udgør efter min opfattelse ikke en retlig fejl. Som Retten korrekt bemærkede, var Kommissionen ikke forpligtet til at tage hensyn til den valutakurs, der var fastsat i hedgingkontrakterne, men kunne – som det udtrykkeligt præciseres i 98. betragtning til den omtvistede forordning – følge sin etablerede administrative praksis og ved sammenligningen mellem den normale værdi og eksportprisen anvende valutaen i eksportlandet, dvs. den tyrkiske lira.

c)

Yderligere bemærkninger

81.

Selv om begrundelsen for de appellerede domme allerede er tilstrækkelig præcis og detaljeret til at forkaste det fælles appelanbringende, vil jeg fremsætte nogle yderligere bemærkninger med henblik på yderligere at belyse den retlige sammenhæng og give Domstolen mulighed for bedre at forstå de centrale punkter i de pågældende sager.

82.

For det første fremgår det ikke af sagsakterne, at en omregning til den amerikanske dollar ville have ændret resultatet af beregningen væsentligt, så meget desto mere som appellanterne ikke har fremlagt noget bevis for en skade. De begrænsede sig – som det præciseres i 99. betragtning til den omtvistede forordning – til at hævde, at omregningen påvirkede prissammenligneligheden, og fremlagde et teoretisk eksempel på, at den valutakurs, der var fastsat i hedgingkontrakterne, skulle anvendes. Som det fremgår af 100. betragtning til den omtvistede forordning, udgør dette teoretiske eksempel ikke et bevis, eftersom det hverken afspejler appellanternes faktiske transaktioner eller beregningen af dumpingmargenen. Da appellanterne ikke har fremført overbevisende argumenter for at anfægte denne konklusion, skal Kommissionens analyse følges.

83.

Endvidere godtgør appellanternes argument, hvorefter valutaer skulle være »indbyrdes forbundne«, på ingen måde en negativ virkning af omregningen til tyrkisk lira. Den har derimod til formål at tilbagevise denne hypotese. Hvis valutaerne skulle være således indbyrdes forbundne, må det konkluderes, at omregningen ikke medfører nogen ulempe. Kommissionen har således med rette gjort gældende, at appellanterne ikke har godtgjort, at en åbenbar fejl ved udøvelsen af dens skønsbeføjelse førte til en urimelig sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen.

84.

For det andet udtalte Retten, idet den fastslog, at Kommissionen ikke var forpligtet til at tage hensyn til hedgingkontrakterne i sidste ende, at Kommissionen ikke var forpligtet til at fravige sin fastlagte administrative praksis ved fastsættelsen af dumpingmargenen. Dette retlige punkt må tiltrædes. Som anført i dette forslag til afgørelse er det berettiget at opretholde denne administrative praksis på området for internationale handelsforbindelser, da den sikrer neutralitet, objektivitet, stabilitet, uafhængighed og gennemsigtighed i forvaltningen  ( 54 ).

85.

Disse formål af almen interesse går forud for de erhvervsdrivendes private interesser. Hedgingkontrakter er privatretlige aftaler, der udelukkende vedrører intern risikostyring, og kan principielt ikke retligt påvirke den metode, som undersøgelsesmyndigheden anvender til beregning af dumpingmargenen. Kommissionen var således ikke forpligtet til at justere sine beregninger til de af parterne valgte valutaer eller vekselkurser.

86.

Det bemærkes, at EU-institutionerne ifølge fast retspraksis har et vidt skøn inden for rammerne af den fælles handelspolitik, særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger, henset til den økonomiske og tekniske kompleksitet af de underliggende analyser  ( 55 ). En hensyntagen til valuta eller vekselkurs udelukkende med henblik på at beskytte privates finansielle interesser ville rejse tvivl om dette skøn.

87.

For det tredje burde hedgingkontrakterne kun have været taget i betragtning, hvis transaktionerne opfyldte betingelserne i artikel 2, stk. 10, litra j), som fastsætter en undtagelse for terminstransaktioner, der er direkte knyttet til eksport. Det bemærkes, at undtagelser skal undergives en streng fortolkning  ( 56 ). I det foreliggende tilfælde har Kommissionen udtrykt tvivl om, hvorvidt disse betingelser er overholdt. Da der ikke foreligger overbevisende beviser, må de anses for ikke at være opfyldt.

88.

I den forbindelse bemærkede Kommissionen, at salg i amerikanske dollars på udenlandske markeder ikke var »direkte knyttet« til eksportsalget, som det kræves i grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j). Det præciseres endvidere i 101. betragtning til den omtvistede forordning, at visse afdækningstransaktioner kunne justeres efter salget for at tage hensyn til udviklingen i de finansielle udsigter og optimere virksomhedernes rentabilitet, hvilket appellanterne anfægtede i første instans for Retten. Retten undersøgte imidlertid ikke disse argumenter, idet den fandt, at Kommissionens begrundelse i 98. betragtning til den omtvistede forordning var tilstrækkelig til at begrunde afslaget på anmodningen om justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra j). Hvis Domstolen derimod fastslår, at denne begrundelse ikke er tilstrækkelig til at forkaste anbringendet om tilsidesættelse af denne bestemmelse, og beslutter at hjemvise sagen til Retten, tilkommer det denne at undersøge, om disse transaktioner eventuelt er af spekulativ karakter.

89.

Det skal afslutningsvis bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at den kontrol, som Unionens retsinstanser udøver over økonomiske vurderinger, der foretages af Kommissionen, herunder på antidumpingområdet, begrænser sig til, om formforskrifterne har været overholdt, om de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund, er materielt rigtige, om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn, eller om der er begået magtfordrejning  ( 57 ). Det forekommer mig imidlertid ikke, at Rettens ræsonnement, selv ikke efter en særligt grundig domstolsprøvelse, kan anses for at være behæftet med en retlig fejl.

90.

På grundlag af de elementer, der er redegjort for i min bedømmelse, skal det fjerde anbringende i sag C-498/24 P og det sjette anbringende i sag C-499/24 P efter min opfattelse forkastes som ugrundede.

V.

Forslag til afgørelse

91.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen forkaster det fjerde anbringende i sag C-498/24 P (Çolakoğlu Metalurji og Çolakoğlu Dıș Ticaret mod Kommissionen) og det sjette anbringende i sag C-499/24 P (Ereğli Demir ve Çelik Fabrikaları m.fl. mod Kommissionen).