I sag 65/79
angående en anmodning, som i medfør af EØF-traktatens artikel 177 er indgivet til Domstolen af undersøgelsesdommeren ved Tribunal de grande instance de Nanterre for i den sag, der verserer for nævnte ret mellem
Procureur de la République
Rene Châtain, direktør for anpartselskabet
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen dels af forordningerne nr. 803/68, 1581/74, 375/69 og 603/72 om toldværdi, dels af forordning nr. 2840/72 om overenskomsten mellem EØF og Schweiz,
afsiger
DOMSTOLEN
sammensat af præsidenten H. Kutscher, afdelingsformændene A. O'Keeffe og A. Touffait, dommerne J. Menens de Wilmars, P. Pescatore, Mackenzie Stuart, G. Bosco, T. Koopmans og O. Due,
generaladvokat: F. Capotorti
justitssekretær: A. Van Houtte
følgende
Forelæggelseskendelserne og de skriftlige indlæg, der er indgivet i henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen, kan sammenfattes således:
Sandoz AG, med hjemsted i Schweiz, herefter benævnt Sandoz-Suisse, sælger kemiske produkter til sit datterselskab, Sari
De herved solgte kemiske produkter er to vigtige aktive stoffer: dels ergotamintartrat, herefter benævnt ergotamin, dels methansulfonat af dihydroergotamin, herefter benævnt dihydroergotamin. Disse vigtige aktive stoffer er meldrøje, som anvendes til fremstilling af de af Sandoz-France solgte farmaceutiske specialiteter.
Toldmyndighederne aflagde et kontrolbesøg hos Sandoz-France, hvorved de konstaterede følgende:
Sandoz-Suisse fakturerede 1 g ergotamin med 67 SF, hvilket modsvarede en pris, der under hensyn til vekselkursen svingede mellem 84,52 FF og 95,50 FF; 1 g dihydroergotamin blev faktureret til 80 SF, hvilket modsvarede en pris, der under hensyn til vekselkursen svingede mellem 102,40 FF og 115,46 FF.
Toldmyndighederne sammenlignede imidlertid de pågældende priser med de fakturerede priser og de pristilbud, som andre fabrikanter end Sandoz-Suisse afgav for import til Frankrig. Myndighederne anfægtede det schweiziske selskabs priser og fastsatte som normal importpris 46,52 FF for ergotamin og 54,23 FF for dihydroergotamin.
Mens den samlede værdi angivet i perioden
Som følge af de konstaterede forhold afgav toldmyndighederne den
for det første foreligger der en urigtig erklæring om importværdi, eftersom Sandoz-France købte de ovennævnte produkter til priser, der er mærkbart opskruet;
for det andet er der sket en ulovlig overførsel af kapital til udlandet, eftersom Sandoz-France ved at betale for meget overførte sin fortjeneste til Schweiz, uden at de havde betalt skat af den i Frankrig opnåede fortjeneste.
Overtrædelserne er strafbare i henhold dels til artiklerne 34, 414, 426, stk. 3, 435, 399 og 459 i Code des Douanes français (toldloven), dels til dekret nr. 68-1021 af
Undersøgelsesdommeren ved Tribunal de grande instance de Nanterre, som fik sagen forelagt, sigtede René Châtain, der er direktør for Sandoz-France, for
Det må nemlig bemærkes, at en urigtig erklæring om toldværdi ifølge toldlovens artikel 426, stk. 3, sidestilles med import af forbudte varer uden tolddeklaration, der er en relativt alvorlig lovovertrædelse (un délit de premiere classe), og at ulovlig kapitaloverførsel i den konkrete sag er en overtrædelse af bestemmelserne i artiklerne I-3 i dekret 68-1020 af
Sandoz-France afviste de nævnte to tiltalepunkter hvorved de navnlig gjorde følgende gældende:
for det første, hvad angår den urigtige erklæring om toldværdi:
Hvad endvidere angår overtrædelsen af valutabestemmelserne: de franske myndigheder anvender fejlagtigt fællesskabsreglerne om toldværdi, som jo har et helt andet formål end valutabestemmelserne.
Sandoz-France konkluderede argumentationen med at formulere en række spørgsmål, der skulle forelægges Domstolen, og som undersøgelsesdommeren ved Tribunal de grande instance de Nanterre ledte videre ved kendelse af
Spørgsmålene er følgende:
Første spørgsmål:
Andet spørgsmål:
Tredje spørgsmål:
aftaler, som er accepteret af eksportører, der er bosat i andre medlemsstater? salg til importører, der er bosat i andre medlemsstater? aftaler, som er accepteret af eksportører, der er bosat i tredjelande? salg til importører, der er bosat i tredjelande? salg, effektueret mellem en leverandør og en køber, som begge er bosat i tredjelande?
Fjerde spørgsmål:
Femte spørgsmål:
Sjette spørgsmål:
Syvende spørgsmål:
Ottende spørgsmål:
Niende spørgsmål:
Tiende spørgsmål:
Ellevte sporgsmål:
De to forelæggelseskendelser blev registreret på Domstolens justitskontor henholdsvis den
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
Før Châtain går ind på en drøftelse af de retlige anbringelser og de forskellige spørgsmål, finder han det nødvendigt at minde om sin fremstilling af de faktiske omstændigheder, samt om baggrunden for Sandoz-selskaberne og grundene til den nære tilknytning mellem Sandoz-Suisse og Sandoz-France.
Sandoz minder om, at de priser, Sandoz-Suisse har tilbudt Sandoz-France i SF, ikke har ændret sig siden 1967, og finder, at dette burde have udelukket enhver beskyldning for, at disse priser skulle udtrykke spekulation og mislige forhold.
Herudover bemærker Sandoz-France, at der kan iagttages en almindelig nedadgående tendens for priserne på de vigtigste aktive stoffer, udtrykt i SF.
I øvrigt skal Sandoz-France minde om, at ved anvendelse af reglerne om ansættelse af toldværdi havde fakturapriserne allerede undergået reguleringer opad. Det vejledende princip for disse forhøjelser af priserne fremgår af en dom fra Cour de cassation, der afsluttede en lang retssag mellem Sandoz-France og toldvæsenet, som startede i 1958. Som følge af dommen blev der imidlertid indgået en aftale mellem parterne, hvorefter den af Cour de cassation angivne løsning skulle gælde for hele Sandoz-France's import.
Under hensyn til den pågældende aftale af
Sigtede hævder følgelig, at den franske forvaltnings nedsættelsespraksis kaster lys over
Sigtede afslutter dette punkt med at fremhæve, at den alvorlige beskyldning for bedrageri gør det uomgængeligt nødvendigt at beskrive forretningsforbindelserne mellem Sandoz-France og Sandoz-Bâle, herunder navnlig grundene til, at Sandoz-France forsyner sig hos Sandoz-Bâle med hensyn til de pågældende produkter.
Sandoz har meget indgående gjort rede for baggrunden for industrikoncernen og har påvist, dels at den opstod som følge af de betydelige opdagelser, som en af grundlæggerne, hr. Stoll, havde gjort vedrørende meldrøje, dels at den længe har virket i Frankrig, navnlig i Alsace, eftersom den har eksisteret dér siden 1911.
Med hensyn til koncernens franske hjemsted præciserer Châtain, at Sandoz-France beskæftiger
Desuden investerer Sandoz-Suisse i Frankrig på følgende tre måder: For det første ved en forøgelse af kapital, for det andet ved at yde datterselskabet Sandoz-France rentefrie lån, og for det tredje indirekte ved at opgive fordringer. Châtain afslutter denne afdeling med at gøre gældende, at en sådan adfærd går i den stik modsatte retning af toldvæsenets klagepunkt.
Châtain har mindet om den pionerrolle, Sandoz-Suisse har spillet ved udviklingen af meldrøje, herunder navnlig den rolle, der må tilstilles en af grundlæggerne: hr. Stoll.
Det gøres gældende, at pionerrollen forpligtede Sandoz-Suisse til at forbedre de processer, der i dag gør det muligt for firmaet at levere
Desangående gør firmaet gældende, at
Når Sandoz-France forsyner sig hos Sandoz-Suisse, har de desuden vished for, at kvaliteten er stabil og forsyningerne regelmæssige.
Châtain mener således, at han har tilbagevist argumentet fra toldvæsenet, som foreholdt ham priser fra andre sælgere på markedet.
Sagsøgerne har desuden påberåbt sig, at når toldvæsenet hævder, at
Sandoz-Bâle foretager imidlertid betydeligt mere udviklede kvalitetsanalyser end det minimum, toldvæsenet har foretaget, og yder desuden Sandoz-France permanent videnskabelig bistand; toldvæsenet har ikke lagt vægt på det sidstnævnte forhold, da det vurderede prissammenligningen.
Følgelig gør Châtain gældende, at toldvæsenet helt overser de helt specielle vilkår for forsyningerne med de vigtigste aktive stoffer, idet det søger at trænge igennem med, at en fabrikant af farmaceutiske specialiteter bør tilstræbe at forsyne sig til den laveste pris.
Men de undersøgelser, fabrikanten skal foretage, når han skifter leverandør, med henblik på at skaffe sig sikkerhed for produkternes kvalitet,
Desuden har Châtain påberåbt sig, at det grundlag, toldvæsenet har anført til støtte for sin opfattelse,
Sammenfattende anfører Châtain, at
Châtain har indledningsvis mindet om Domstolens praksis,
Da Châtain har foretaget en omgruppering af de af undersøgelsesdommeren forelagte spørgsmål, er det nødvendigt at følge den af ham foreslåede plan.
Sigtede har mindet om, at told på nationalt plan dels skal beskytte den indenlandske økonomi, dels skaffe staten indtægter.
Under disse omstændigheder bør toldvæsenet udelukkende beskæftige sig med at påtale de misligheder, der skyldes, at tolden helt eller delvis ikke erlægges. Imidlertid er den nævnte dobbelte funktion med told — efter gennemførelsen af FTT — på ingen måde blevet ændret.
Denne udtalelse bekræftes af begrundelsen for forordning 803/68, der udtrykkeligt siger, at
Formålet blev bekræftet af Kommissionen ved Kommissionens henstilling 70/112/EØF af
Formålet blev også fastslået af Domstolen i sagerne
Endelig viser forarbejderne til forordning nr. 803/68 også, at formålet med bestemmelserne er at undgå, at tolden enten ikke betales, eller at toldindtægterne forskydes.
Kommissionen erklærede i Europa-Parlamentet, at den påtænkte ordning skulle hindre for lave værdiansættelser og
Châtain har gjort gældende, at den nævnte Bruxelles-konvention ikke ét eneste sted tager stilling til den situation, at en pris er højere end den, der fremkommer ved konkurrencen. Det skyldes, at der i dette tilfælde ikke findes nogen ugunstig virkning på størrelsen af de opkrævede afgifter. I betragtning af konventionens formål var der derfor ingen grund til at forpligte importøren til at nedsætte prisen og herved oven i købet straffe ham.
Gennemgangen af bestemmelserne i GATT bekræfter bemærkningerne både til forordning nr. 803/68 og til Bruxelleskonventionen. For det første understreges sammenhængen mellem Der er lale om et forslag, med nr. MTN MTN/W/229/Rev. 1. (engelsk tekst) O.a.
Dér bemærkes det også, at aftalen systematisk tager sigte på situationen med en for lav værdiansættelse.
Artikel 1, stk. 2, i Bruxelles-konventionen omhandler endelig betingelser, hvorunder handelsværdien kan godkendes som grundlag for toldværdien, selv om salget sker mellem parter, der er forbundet med hinanden. Artiklen er blevet fortolket således:
Hvis det bevises, at prisen er tilstrækkelig til at dække samtlige omkostninger og sikre en repræsentativ fortjeneste på baggrund af firmaets samlede fortjeneste, vil det hermed være bevist, at prisen ikke er blevet påvirket af forbindelsen mellem sælger og køber.
Sigtede slutter heraf, at de eneste tilfælde med en uacceptabel pris mellem forbundne parter er det, hvor der foreligger en for lavt ansat pris, dvs. en pris, der er utilstrækkelig til at dække sælgernes omkostninger og en normalfortjeneste.
På denne måde fremtræder GATT-overenskomsten af april 1979 med samme ånd som ånden i henholdsvis forordning nr. 803/69 og Bruxelles-konventionen: alle disse retsakter hjemler kun reguleringer opad af fakturaprisen, når den ikke svarer til normalprisen. Og selv om reguleringer måtte finde sted, ville det under ingen omstændigheder være for at reducere den nævnte pris.
Ingen af de udtrykkeligt hjemlede reguleringer kan reducere selve markedsprisen.
Artikel 9 i forordning nr. 803/68 hjemler reguleringer opad i følgende tilfælde:
Der er altså kun mulighed for reguleringer opad. Og denne fortolkning bekræftes da også af følgende retsakter: Fællesskabets gennemførelsesforordning, Kommissionens forordning nr. 1581/74 af
Sigtede har gjort gældende, at artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 803/68 kun hjemler reguleringer nedad med hensyn til, transportomkostninger, monteringsomkostninger og rettigheder til eftergøreise, og det er følgelig klart, at den retlige karakter af sådanne reguleringer er fundamentalt forskellig fra reguleringer opad, som på deres side kan og skal ske, når den egentlige pris (den med varernes fremstilling direkte forbundne pris) er unormalt lav.
Denne fortolkning bekræftes ved Domstolens Enka-dom (sag
Herved modsiger den fortolkning af toldværdien, som det franske toldvæsen foreslår, såvel ånden og formålet som selve ordlyden i forordning nr. 803/68 og i Fællesskabets toldret.
Toldunionens afgørende målsætning er en harmonisering af toldretten. Denne målsætning fremgår direkte af hele fællesskabslovgivningen og er blevet knæsat af Domstolen i Massey-Ferguson-dommen (dom
At godtage den franske fortolkning ville blive ødelæggende for princippet om ensartethed. Anvendelsen af en fællesskabsregel for at varetage en nationel politik indeholder nemlig allerede kimen til afvigelser, eftersom justeringer nedad af toldværdierne afhænger af forskellige faktorer, som nødvendigvis må være forskellige fra medlemsstat til medlemsstat. Det er derfor ikke muligt, under påberåbelse af nationale regler eller bestræbelser, at anfægte fællesskabsrettens ensartede anvendelse. At dette er udelukket, anførte Domstolen også i Balkan Import-Export-dommen (sag
At tage hensyn til nationalpolitiske bestræbelser vil være ensbetydende med, at man på ny lægger vejen fri for fordrejninger i samhandelen og ulige konkurrencevilkår, hvilket Domstolen understregede i en tidligere nævnte Enka-dom. Domstolen udtalte angående en retsakt til gennemførelse af forordning nr. 803/68, at
En bekræftelse på, at en ensartet fortolkning og anvendelse af begrebet om toldværdi er nødvendig, findes også i GATT-overenskomstcn af april 1979, hvori man understreger det helt afgørende princip om, at begrebet er neutralt, da det som toldretligt rekvisit ikke kan anvendes uden for dette område og navnlig ikke til noget nationalt formål, ganske uanset hvor berettiget det måtte være.
Endelig har sigtede påberåbt sig, at den omstændighed, at begrebet om toldværdi ikke kan anvendes til nationale formål angående skatte- og valutakontrol, ikke er til hinder for, at man kan anvende de særlige midler, der findes til sikring af de pågældende nationale interesser.
Skattemyndighederne kan nemlig anvende artikel 57 i Code general des impôts samt ordonnance (bekendtgørelse) nr. 45/1483 af
Der ligger flere principper til grund főiden definition af toldværdi, som blev fastlagt i Bruxelles i 1950; enkelhed, let forståelighed, billighed, retssikkerhed — det er de vigtigste.
Det franske toldsystcm er imidlertid
Hvad nu i første række de materielle regler angår, er de nemlig kun relevante for justeringer opad og ikke for justeringer nedad. Hvis man tiltræder den franske fortolkning, vil man desuden komme til systematisk at kaste tvivl over den pris, importøren har betalt i god tro. En sådan mistanke strider mod den udvikling i internationale forhold, der er en af FTT's og Fællesskabets målsætninger.
Med hensyn til de processuelle regler har sigtede herefter mindet om, at den angivne pris, efter først at have været undergivet en regulering opad, flere år efter skal reguleres nedad. Udover at dette system nærmer sig det absurde, fratager det den pågældende
Sigtede har ligeledes mindet om, at undersøgelsen af de faktiske forhold vedrørende toldværdien skal foregå hurtigt og præcist. I nærværende sag går den omtvistede import for de første årtiers vedkommende imidlertid tilbage til januar 1971, og først i 1977 blev der indgivet anmeldelse. På denne måde fik toldvæsenet
»Følgelig anmoder sigtede Domstolen om, i besvarelsen af spørgsmål 1 og det supplerende spørgsmål, at kende for ret:
Rådets forordning (EØF) nr. 803/68 af
Sigtede, der først har givet en længere redegørelse for Domstolens praksis vedrørende princippet om forholdet mellem mål og midler, konkluderer, at begrebet er
Fransk lovgivning sidestiller imidlertid den urigtige erklæring om toldværdi med en falsk fuktura, et forhold, der er belagt med samme straf som smugleri, og antages ikke at være en forseelse. Sigtede har gennemgået lovgivningen og minder i første række om, at de franske retter ved deres behandling af toldlovsovertrædelser ikke kan frikende de tiltalte på grund af manglende forsæt, dvs. at opfyldelsen af den subjektive betingelse ikke kræves som et led i gerningsindholdet i den pågældende toldlovsovertrædelse: importørens gode tro spiller derfor overhovedet ikke ind. Den straf, der er foreskrevet i toldlovens artikel 414 for smugleri, er meget streng.
Sigtede har påberåbt sig en dom fra Cour de cassation i Frankrig af
Sigtede har anført, at denne straf indeholder tre anomalier.
Første anomali: med det pågældende beløb er toldlovsovertrædelsen belagt med en straf, som ligger betydeligt over straffen for valutaovertrædelser, hvilket efter sigtedes mening er tilstrækkeligt til at kunne konstatere, at systemet er behæftet med en fundamental mangel, eftersom det eneste formål med forvaltningens nedsættelsespraksis i virkeligheden er at imødegå en valutaovertrædelse.
Anden anomali: grundlaget for beregning af de økonomiske sanktioner er værdien af bedrageriets genstand, hvilket intet har at gøre med den toldværdi, som definitivt lægges til grund. Det er sigtedes opfattelse, at der ikke længere kan tales om begrebet toldværdi, fordi i samme omfang, denne værdi ansættes lavt — hvilket er en skærpende omstændighed i overtrædelsen — bliver sanktionen mildere.
Tredje anomali: det er i fransk ret antaget, at disse økonomiske sanktioner har en genoprettende karakter. I nærværende sag ville der blive pålagt enorme sanktioner, uden at der er påvist noget tab for statskassen eller fællesskabsbudgettet, hvilket ville stride mod det nævnte formål for sanktionerne.
Det er således
Den påståede for høje prisansættelse bevirker ikke, at told ikke er blevet erlagt, hvorfor der heller ikke kan idømmes straf.
I sagen risikerer direktøren for Sandoz-France imidlertid, uden at der foreligger et tab for Fællesskabet, at blive idømt frihedsstraf og en bøde på mellem 400 millioner og 940 millioner FF.
Dette er tilstrækkeligt til at give et indtryk af det
Sigtede har anført, at FTT's formål er
Den franske fortolkning af toldværdien — der tillader reduktion — fører til fordrejninger i samhandelen og konkurrenceforvridninger, der er i modstrid med denne grundlæggende målsætning.
Sammenfattende anmoder sigtede Domstolen om at kende følgende for ret vedrørende spørgsmål 8 :
Sigtede har i første række redegjort for Domstolens praksis, der på grundlag af anvendelsen af traktatens artikel 30 har fastlagt, hvornår der foreligger en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion. Det er hans opfattelse, at hvad der gælder for traktatens artikel 30, gælder også med hensyn til artikel 13 i overenskomsten mellem EØF og Schweiz.
Overenskomsten har nemlig samme formål som EØF-traktaten, eftersom den også tager sigte på fjernelse af handelshindringer.
Vedrørende dette punkt har sigtede henvist til samtlige bemærkninger til afsnit a) ovenfor, hvorved han desuden gør gældende, at de af Sandoz-Suisse fastsatte priser er normale og i overensstemmelse med industriens og handelens adfærd og ønsker vedrørende det pågældende produkt. Sammenfattende anmoder han om, at Domstolen i besvarelse af spørgsmålet 9 a) kender for ret:
Sigtede har gjort gældende, at påstanden om ulovlig kapitaloverførsel, som toldvæsenet mener at kunne udlede af den påståede for højt ansatte angivne pris, ikke tager hensyn til artikel 19 i overenskomsten mellem EØF og Schweiz, der bestemmer følgende:
Den nævnte artikel 19, hvis formål er at gøre det muligt uden hindringer at opfylde salgskontrakter, kan ikke tilsidesættes
Sigtede har desuden bemærket, at i en økonomisk vanskelig situation og ganske uanset, at Frankrig, om end efterfølgende, påberåbte sig beskyttelsesklausulen i traktatens artikel 108, indførte dette land ikke begrænsninger i kapitalbevægelserne inden for Fællesskabet, når disse var knyttet til betaling af varer, og anmodede for øvrigt ikke om tilladelse hertil. Da forbindelserne mellem Frankrig og Schweiz er reguleret på samme måde som forbindelserne inden for Fællesskabet, er det klart, at toldvæsenet tilsidesatte artikel 19 i overenskomsten mellem EØF og Schweiz, da det påberåbte sig nedsættelsen af toldværdien som grundlag for beskyldninger mod tiltalte for at have overtrådt valutabestemmelserne.
Sammenfattende anmoder sigtede Domstolen om at besvare spørgsmål 10 ved at kende følgende for ret:
Forordningen fastsætter anmelderens pligter over for toldvæsenet, og en stat kan ikke uden at overtræde forordningen kræve andet end det deri fastsatte. Det følger af forordningerne, at importøren ikke på eget ansvar skal anmelde selve værdien, men de udtrykkeligt krævede oplysninger, der er grundlaget for dens beregning. Oplysningerne gives af anmelderen via et spørgeskema, der er vedføjet som bilag til forordning nr. 375/69. Sigtede gør gældende, at han nøje har overholdt pligterne i henhold til forordning nr. 375/69, og at dette aldrig er blevet bestridt under sagen.
Han finder følgelig, at han
Sigtede har anført, at Domstolen ved Donckerwolcke- (sag
Desuden har sigtede påberåbt sig, at det ikke er rimeligt at kræve af importører af et vigtigt aktivt stof som det, der er tvist om i hovedsagen, at de er bekendt med den teoretiske værdi af toldværdien, når de ikke er i stand til at gøre sig bekendt med de priser, som andre firmaer tilbyder eller praktiserer, og at der navnlig, som i nærværende sag, må tages hensyn til, at produkterne har særlige egenskaber og er noget helt for sig.
Ifølge sigtede bekræfter toldlovens artikel 35, således som den fortolkes i fransk forvaltningsretlig teori, hans fortolkning af forordning nr. 375/69.
Ifølge fransk teori gælder det nemlig, at hvis oplysninger om toldværdien ikke er behæftet med unøjagtigheder eller udeladelser af faktisk karakter, og der i øvrigt ikke foreligger fejl hos anmelderen, kan importøren slet ikke straffes.
Følgelig anmoder sigtede om, at Domstolen i besvarelse af spørgsmål 7 og 9 b) kender for ret:
Sigtede har i første række henvist til, at Bruxelles-definitionen af toldværdi fastsætter et teoretisk begreb. Prisen ifølge en anden kontrakt kan derfor ikke anvendes som reference, medmindre den efter en efterprøvelse, foretaget ved hjælp af den teoretiske norm, fremtræder som forenelig med denne. De forklarende bemærkninger til Bruxelleskonventionen samt en
Sigtede finder, at alt peger i retning af, at den i kontrakten fastsatte pris skal godtages.
Det er nødvendigt, at sammenligningsprodukternes egenskaber, der påhviler værdien, er de samme som egenskaberne for det produkt, der undersøges; i modsat fald må sammenligningen afvises.
Sigtede har henvist til dels betydningen af kvaliteten af det vigtige aktive stof, dels den omstændighed, at kvaliteten ikke altid indgår i de minimumskrav, som opstilles af de nationale lovgivninger. Det er hans opfattelse, at det derfor er ulovligt, når det franske toldvæsen sammenligner produkter, som kun har visse egenskaber til fælles med de omtvistede produkters egenskaber. Desuden er man heller ikke klar over oprindelsen til disse egenskaber.
Han har følgelig anmodet Domstolen om, i besvarelse af spørgsmål 2, at kende for ret:
Sigtede har anført, at de forklarende bemærkninger til Bruxelles-konventionen angiver oprindelsen blandt de egenskaber, som man skal lægge til grund for at fastsætte en pris, der er helt naturlig for de varer, som skal værdiansættes. Han mener følgelig, at man ikke til sammenligning kan anvende priser for produkter fremstillet eller solgt i Forbundsrepublikken Tyskland, hvilket det franske toldvæsen netop har gjort.
I øvrigt har sigtede anført, at forvaltningen ikke kan erstatte en farmaceutisk ekspert, Sandoz-France, idet man af påståede økonomiske årsager vil pålægge ham at købe nogle vigtige aktive stoffer, der kan kompromittere en farmaceutisk specialitets kvalitet med hensyn til virkning, pålidelighed og stabilitet.
For at man kan henvise til en anden basispris, må det herudover kræves, at alle de forhold, der er bestemmende for omkostningerne ved produktionsfaktorerne, er de samme i de to lande. Det er imidlertid ikke svært at forestille sig, at disse lignende omstændigheder næsten aldrig falder sammen.
Sammenfattende må det derfor siges, at det, for at en sammenligning kan siges at være berettiget, er nødvendigt, at produkterne kommer fra samme land. Hvis denne opfattelse ikke tiltrædes af Domstolen, må man under alle omstændigheder udelukke en sammenligning mellem de priser, som praktiseres af statshandelslande, og priserne på de vigtigste aktive stoffer, der hidrører fra fællesskabslande.
Det sidstnævnte tilfælde blev udelukket af Kommissionen selv, som ved fremlæggelsen af det forslag til forordning, som skulle blive forordning 803/68, udtalte,
Sigtede har i første række gjort gældende, at Toldsamarbejdsrådet i de forklarende bemærkninger har udtalt følgende:
Det er derfor logisk og helt i overensstemmelse med det princip, hvorefter det er forbudt at lægge vægt på prisen for varer med oprindelse i Fællesskabet, at prisen for et produkt med bestemmelsessted i et land i Fællesskabet lovligt kan bruges som sammenligning. Uanset om sigtede kan acceptere den nævnte sammenligningsmulighed, gør han imidlertid gældende, at man selv inden for Fællesskabet må tage hensyn til de særlige forhold omkring de pågældende salg i omtvistede sag, som kan forklare en forskel mellem priserne herfor.
Det er ifølge sigtede af helt afgørende betydning, at sammenligningspriserne gjaldt for salg på samme forretningsstadium som det omtvistede salg. Med hensyn til den konkrete sag må det imidlertid anføres, at toldvæsenet har fremført sammenligningspriser såvel fra stadiet med fremstilling af kemiske produkter som fra det simple afsætningsstadium, ligesom de af toldvæsenet påberåbte priser vedrører både enkeltstående forretninger og langtidskontrakter. Dette på trods af, at det kun er fremstillingspriser i forbindelse med langtidskontrakter, der kan sammenlignes i denne sag.
Ifølge sigtede berører dette spørgsmål et af diskussionens væsentligste punkter, for det er den europæiske medicinalindustri, der står på spil. Det er sigtedes opfattelse, at hvis man kræver ensartede priser ved salg af de vigtigste aktive stoffer, som foregår mellem laboratorier som Sandoz-Bâle og forhandlere, der kun sælger efterlignede produkter, vil det føre til en standsning af forskningen og være et skæbnesvangert slag for udviklingen i den nævnte industri, og de europæiske forbrugere bliver de første ofre herfor.
Sandoz-Suisse har nemlig ganske særlige opgaver for området for forskning og udvikling. Finansieringen af opgaverne kan kun ske ved eksport, og man står her over for en essentiel faktor ved fastsættelsen af, hvad man er blevet enige om at kalde overførselsprisen inden for en koncern.
Sandoz-Suisse har også tekniske og handelsmæssige opgaver, hvis løsning er afgørende for, at kunderne, og her Sandoz-France, kan blive forsynet med produkter af en høj kvalitet, der praktisk taget er
Sammenfattende anmodes Domstolen om at kende følgende for ret som svar på spørgsmål 3 og 4:
I tilfælde af, at Domstolen forkaster dette princip, bør den imidlertid kende for ret:
fra et land, hvis udenrigshandel er underlagt et statsmonopol, fra en EØF-medlemsstat, eller fastsat af en fabrikant, der fremstiller efterlignede præparater, eller en simpel forhandler
Et salg sket under forhold, som beskrevet under A), kan tages i betragtning, selv om det ikke er aftalt med en importør med hjemsted i samme land som den importør, som den omtvistede købekontrakt er indgået med. Forudsætningen er, at også den første importør har hjemsted i Fællesskabet, og der skal endvidere tages hensyn til de særlige forhold for de pågældende salg, der kan forklare en forskel mellem de for dem fastsatte pris
Under disse omstændigheder er det klart, at der kun kan blive tale om at anvende artikel 1 i forordning nr. 803/68 for at fastsætte kriterierne for at ansætte toldværdien.
Den nævnte metode kan ikke anvendes, eftersom det fastslås i forordning nr. 803/68, at fastsættelse af normalprisen kun kan ske ved sammenligning. Denne sammenlignende metode udelukker derfor, at der direkte og uden sammenligning ansættes en egenpris på grundlag af produktets fremstillingspris.
Sigtede har bemærket, at spørgsmål 6 grænser til det paradoksale, for hvis der ikke findes en referencepris, som kan anvendes faktisk eller retligt, bliver spørgsmålet,
Endelig er det hans opfattelse, at de myndigheder, der anvender Bruxellesdefinitionen, ligesom teorien kun benytter én metode for at sammenligne fakturaprisen med normalprisen og således fastsætte toldværdien:
Som svar på spørgsmål 5 og 6 anmodes Domstolen følgelig om at kende for ret:
Under alle omstændigheder må enhver ikke-sammenlignende metode, såsom en beregning af værdien ud fra sælgerens produktionspris, udelukkes.
Ifølge den franske regering er det efter fælles aftale, at de schweiziske og franske myndigheder ønskede sagen forelagt Domstolen.
Det er den franske regerings opfattelse, at de elleve præjudicielle spørgsmål udkrystalliserer to retsspørgsmål,
Den franske regering har anført, at de retsregler, som gælder på det internationale økonomiske plan, domineres af det princip, at
Denne opfattelse er lagt til grund både af GATT og toldkonventionen, undertegnet i Bruxelles den
Ifølge den franske regering må det pågældende teoretiske begreb
Selv om de i de pågældende bestemmelser omhandlede tilfælde angår reguleringer opad, finder den franske regering, at disse ikke er en udtømmende opregning, og at det af samtlige fællesskabsbestemmelser fremgår, at det er bestræbelserne på at udfinde den rigtige pris, der var afgørende for fællesskabslovgiveren på området for toldværdi. Dette synspunkt er blevet bekræftet af Domstolen i dom 27/70 Edding (nævnt ovenfor).
Bestræbelserne på at finde den rigtige pris, som foregår under fri konkurrence, indebærer altså, at de nationale forvaltninger har mulighed for at foretage nye vurderinger af den angivne toldværdi, hvad enten nyvurderingen fører til en forhøjelse eller nedsættelse af værdien. Hvis muligheden ikke bestod, kunne det komme til misbrug til skade for medlemsstaternes økonomi, uden at det var muligt at sanktionere en sådan adfærd. Således har i nærværende sag ændringen af de priser, som Sandoz-Suisse tager for de vigtigste aktive stoffer, betydelige virkninger på administrationen af det franske socialsikringssystem, eftersom den angivne pris for de pågældende vigtige aktive stoffer er grundlag for beregningen af prisen ved salg til fremstilling af lægemidler og folderes optagelse på listen over de specialiteter, der dækkes af socialsikringen.
Den franske regering har derfor gjort gældende, at under den ufri konkurrence, som karakteriserer den konkrete transaktion, er det muligt at foretage en nyvurdering af toldværdien uden at tage hensyn til den angivne værdi.
Med henblik herpå skal toldmyndighederne søge produktets reelle værdi,
eller, når der ikke er noget konkurrerende marked, at tage hensyn til den industrielle fremstillingspris forhøjet med øvrige omkostninger
Disse principper var grundlaget for, at toldvæsenets efterforskningsafdeling foretog en kontrol, hvorunder den konstaterede, at den angivne værdi udgjorde det dobbelte af normalprisen. Denne blev fastsat på grundlag af de konstaterede priser i forbindelse med franske importørers køb af samme produkt hos andre leverandører.
Ergotamin blev således solgt i Frankrig af forskellige fabrikanter eller forhandlere i Tyskland, Storbritannien, Belgien, Schweiz, Finland og Tjekkoslovakiet til priser, der svingede mellem 20,48 FF og 39,87 FF pr. gram i stedet for 84,50 og 95,50 FF.
Hvad angår dihydroergotamin, findes der ikke andre franske importører, men en sammenlignende teknisk undersøgelse i forbindelse med en oversigt over tyske priser gjorde det muligt for det franske toldvæsen at godtgøre, at det produkt, som blev faktureret til ca. 120 FF, ikke burde være blevet betalt med mere end 54 FF.
Den franske regering finder, at denne forskel ikke kan begrundes med kvalitetsnormer, der særlig skulle gælde for leveringer fra Sandoz-Suisse eller ved ukendskab hos Sandoz-France til de normale priser i sektoren, eftersom en simpel konsultation af leverandørernes årbog havde givet oplysninger om de nævnte priser.
På grundlag af de foregående bemærkninger har den franske regering anført, at den omstændighed,
Det er følgelig regeringens opfattelse, at det er vigtigt principielt at antage, at et svigagtigt forhold, såfremt det findes bevist af den dømmende ret, kan belægges med straf uafhængigt af, om der kan pålægges en administrativ sanktion for en simpel fejl, en mulighed Domstolen ikke afviste i dommene 41/76 Donckerwolcke, nævnt ovenfor 52/77 Cayrol, nævnt ovenfor og 179/78 Rivoira af
Den franske regering har dog tilføjet, at det i nærværende tilfælde synes at forholde sig således, at der er stor formodning for toldsvig mod direktøren for Sandoz-France, da den fremlagte faktura viser en toldværdi, der mærkbart adskiller sig fra normalprisen under fri konkurrence, og at et sådant misforhold vil kunne anses for bedragerisk og uden virkning, hvilket er en skærpende omstændighed ved overtrædelsen«.
Forbundsregeringen har først fremhævet, at Fællesskabets toldret ikke kan fortolkes uafhængigt af Bruxelleskonventionen.
Toldværdi blev defineret som normalprisen i artikel 1 i Rådets forordning nr. 803/68.
Det fremgår af samme forordnings artikel 9, at den reelt aftalte pris kan godkendes som toldværdi, når den svarer til normalprisen.
Ifølge den tyske regering medfører det særlige formål med at fastsætte toldværdien — der er at sikre opkrævningen af told — at den reelt betalte salgspris som hovedregel af toldmyndighederne anses for at være toldværdiens nedre grænse, og det er kun muligt at nedsætte toldværdien, hvis salgsprisen klart står i misforhold til markedsprisen, og myndighederne kan bevise misforholdet.
Følgelig foreslår forbundsregeringen, at det første spørgsmål besvares således:
Den tyske regering har anført, at en sådan mulighed kun består, hvis der eten betydelig forskel i forhold til fakturaprisen, og misforholdet bevises af toldmyndighederne. Såfremt disse betingelser er opfyldt, er det muligt at anvende en referencepris.
Medlemsstaternes toldmyndigheder skal herved gå frem med fællesskabsmyndighedernes godkendelse i overensstemmelse med de principper, der er fastsat af Toldsamarbejdsrådet i en henstilling af
Det er den tyske regerings opfattelse, at en
Hvad angår spørgsmål 3 a) er det forbundsregeringens opfattelse, at der bør svares benægtende, for den finder, at hvis en sådan referencepris (mellem en eksportør og en importør, med hjemsted i de samme lande som dem, mellem hvilke de omtvistede salg har fundet sted) ikke findes, er det muligt at anvende andre referencepriser, men med begrænsninger.
Den tyske regering finder nemlig, at selv en betydelig prisforskel ikke begrunder en afvigelse fra fakturaprisen, hvis forskellen skyldes særlige faktorer.
Til spørgsmål 3 b) svarer den tyske regering, at de leveringer, som anvendes som reference, nødvendigvis må være sket til markedet i det land, der er bestemmelsessted for den vare, der skal vurderes, dog at det er muligt at sammenligne priserne for leveringer fra andre lande end det, hvorfra den vare kommer, der skal vurderes. Også her må der imidlertid tages hensyn til den særlige situation, der eventuelt består i disse andre lande.
Hvad angår priserne i statshandelslandene, mener den tyske regering, at betingelserne for, at de pågældende priser kan anvendes som reference, er af en sådan art, at henvisningen til en i et statshandelsland gældende pris
Forbundsregeringen finder, at spørgsmålet må besvares benægtende, for det, modsatte svar ville bringe fællesskabsrettens enhed i fare. Den gør derfor gældende, at
Det er ikke den tyske regerings opfattelse, at dette spørgsmål er af afgørende betydning. Den anfører, at referencen til andre kriterier end fakturaprisen kun er mulig, hvis denne ganske åbenbart ikke er et resultat af konkurrencevilkårerne, hvilket desuden skal bevises af myndighederne.
Herudover har den gjort gældende, at det ikke er berettiget at opstille en formodning for, at fakturaprisen adskiller sig fra normalprisen, blot fordi der er forbindelse mellem leverandør og køber.
Hvis der derimod er alvorlige grunde til at nære tvivl om fakturaprisen, finder forbundsregeringen, at der kun kan foretages fradrag, hvorhos der ved anvendelsen af denne metode må tages hensyn til samtlige forskningsomkostninger, herunder dem, som ikke direkte står i forbindelse med produktet. Der må også tages hensyn til mulige tillægsgodtgørelser for tjenester ydet uafhængigt af salget, hvilke udgør en yderligere beregningsfaktor. Endelig skal der også tages hensyn til en rimelig fortjeneste.
Det er ifølge den tyske regering ikke muligt at foretage yderligere reguleringer, navnlig er det ikke muligt at foretage en nedsættelse på grundlag af faktorer, der ikke er nævnt i artikel 1, stk. 2, litra b) og c). I forordning nr. 803/68. O.a.
Toldmyndighederne kan kun anvende referencepriser eller foretage vurderinger i overensstemmelse med svarene på spørgsmål 2-6 ovenfor.
Forbundsregeringen finder, at det er vanskeligt at give et klart svar på spørgsmålet, da sanktionerne i henhold til toldlovgivningen endnu ikke er blevet harmoniseret, og da medlemsstaterne fortsat anvender deres egne toldsanktioner. Regeringen gør imidlertid gældende, at straf kun kan pålægges, når importøren ikke har overholdt de pligter, der er pålagt ham ved Fællesskabets toldbestemmelser.
På baggrund heraf er det forbundsregeringens opfattelse, at
Hvad angår overenskomsten mellem EØF og Schweiz, handlede Kommissionen på grundlag af sin handelspolitiske kompetence og f.eks. ikke på grundlag af den forpligtelse, der påhviler den i henhold til EØF-traktaten.
Pâ denne baggrund
Forbundsregeringen har anført, at EØF-traktatens bestemmelser og derfor også artiklerne 12-29 om oprettelse af Toldunionen med hensyn til Fællesskabets udenrigshandel ikke indeholder noget forbud om foranstaltninger med tilsvarende virkning, således som det er tilfældet for samhandelen inden for Fællesskabet.
Under disse omstændigheder er det ganske vist rigtigt, at ansættelsen af en lavere toldværdi kan medføre fordrejninger i handelen, og derfor også konkurrenceforvridninger, men det skyldes, at toldlovssanktionerne endnu ikke er harmoniseret.
Forbundsregeringen gør ligeledes opmærksom på, at en sådan nedsættelse kun kan finde sted i særdeles begrænsede og helt klare undtagelsestilfælde, således som den allerede har anført det ved svaret på det første spørgsmål.
I første række anfører forbundsregeringen som sin opfattelse, at den definition, Domstolen har fastlagt for Fællesskabets vedkommende med hensyn til foranstaltninger med tilsvarende virkning, ikke kan anvendes i Fællesskabets udenrigshandel.
Følgelig har regeringen gjort gældende at en besvarelse af spørgsmål 9 a) forudsætter, at der gives artiklerne 13 og 20 overenskomsten mellem EØF og Schweis en fortolkning, hvorefter en medlemsstai ganske vist kan fravige de oplysninger som gives for at fastsætte toldværdier ved import af varer fra Schweiz, men på den betingelse, at
Under disse omstændigheder mener forbundsregeringen, at der ville kunne svares bekræftende på spørgsmål 9 a).
Med hensyn til spørgsmål 9 b) er det forbundsregeringens opfattelse, at det må besvares benægtende. Ifølge regeringen er forudsætningen for at pålægge en sanktion, at der er sket en overtrædelse af en toldretlig pligt i henhold til fællesskabsretten, ligesom det må kræves, at den forskyldte straf ikke er uforholdsmæssig.
Forbundsregeringen mener imidlertid, at sanktionen i den konkrete sag er ulovlig, fordi importøren har overholdt sine pligter, ligesom den strider mod fællesskabsretten, fordi den er uforholdsmæssig, således forstået, at den hjemlede straf er den samme som for helt åbenbare bedragerier, såsom udfærdigelse af falske fakturaer.
Forbundsregeringen har anført, at artikel 19 i overenskomsten mellem EØF og Schweiz faktisk indeholder et forbud mod restriktioner for betalinger i forbindelse med varesamhandelen; derimod siger den intet om nogen garanti svarende til frie betalingsbevægelser i forbindelse med kapitaloverførsler.
Følgelig bør artikel 19 i overenskomsten mellem EØF og Schweiz fortolkes således,
Det Domstolen forelagte spørgsmål kan følgelig besvares bekræftende, hvis der tages visse forbehold.
Det er den britiske regerings opfattelse, at spørgsmålet bør besvares bekræftende, dog således, at definitionen i artikel 1 i forordning nr. 803/68 respekteres. For øvrigt forekommer henvisningen til forordning nr. 5181/74 irrelevant, eftersom forordningen ikke giver en medlemsstats myndigheder nogen muligheder for ex officio at fastsætte en værdi, der er lavere end den angivne.
Den britiske regering har forklaret, at de britiske myndigheder normalt ikke nedsætter den angivne værdi, blot fordi der faktureres lavere priser i andre kontrakter om samme produkt. Den gør følgelig gældende, at den faktisk fakturerede pris ved et salg under fri konkurrence er den, der ligger nærmest normalprisen.
Den britiske regering har fremhævet, at den omstændighed, at man sammenligner med priser for identiske eller lignende varer, kan medføre betydelige vanskeligheder, og det er regeringens opfattelse, at man kan nære alvorlig tvivl om den påstand, at de kompetente myndigheder som hovedregel anvender et sådant grundlag for at nedsætte værdien, navnlig når der er tale om efterlignede præparater, garanterede produkter eller produkter, der er underlagt et statsmonopol.
Den britiske regering har mindet om, at der ikke er noget, som forhindrer de kompetente myndigheder i at anvende en hvilken som helst metode, der kan hjælpe dem med at ansætte den værdi, som kræves i artikel 1, forordning 803/68. Regeringen har desangående understreget, at en hyppig metode er fradragsmetoden. Den bemærker sluttelig, at den nye GATT-overenskomst også indeholder en række vurderingsmetoder, som kun kan anvendes i en ganske bestemt priotitetsrækkefølge.
Den britiske regering finder, at den liste over reguleringer, nedad eller opad, der findes i artikel 9, ikke er og heller ikke giver sig ud for at være udtømmende. Følgelig må der svares bekræftende på spørgsmålet.
Det er den britiske regerings opfattelse, at
Hvis der desuden ikke foreligger ond tro, forsømmelighed eller uagtsomhed ved besvarelsen af spørgeskemaet, ses det vanskeligt, hvilket grundlag der kan blive for en tiltale om afgivelse af urigtig erklæring. Den britiske regering gør gældende, at
Således kræver retssikkerhedsprincippet
Den britiske regering finder følgelig, at der bør svares benægtende på det syvende spørgsmål:
Ifølge den britiske regering bør svaret på ovenstående spørgsmål, som vedrører et særligt aspekt af det foregående, blive det samme som svaret på syvende spørgsmål. Men da forvaltningen af toldlovgivningen endnu ikke er blevet harmoniseret, kan traktatens artikler 12-29 ikke finde anvendelse på nedsættelsen af toldværdien og på de sanktioner, som findes i toldlovgivningen.
Den britiske regering har desuden fremhævet, at
Regeringen har også mindet om, at de britiske told- og afgiftsmyndigheder ikke benytter deres beføjelser på toldområdet for at foretage nedsættelser af værdien. Når der er tale om direkte beskatning, kan skattemyndighederne imidlertid erstatte fakturaprisen med en anden pris med henblik på beregningen af den skattepligtige fortjeneste.
Den britiske regering har tilføjet, at brugen af kunstige overførselspriser ved overdragelser mellem forbundne firmaer er et særdeles reelt problem, der undersøges af OECD og EØF.
Den britiske regering har påberåbt sig en meget fyldig retspraksis fra Domstolen og er herved af den opfattelse, at overenskomsten mellem EØF og Schweiz som folkeretlig overenskomst må fortolkes i overensstemmelse med folkeretten, selv om Domstolen er kompetent til at fortolke overenskomsten. Den gør imidlertid gældende, at overenskomstens artikel 13 ikke har samme kraft som EØF-traktatens artikel 30.
Det forenede Kongeriges regering foreslår følgelig at besvare spørgsmål 9 a) med,
Det er opfattelsen hos Det forenede Kongeriges regering, at
Den britiske regering har gjort gældende, at intet i artikel 19 er til hinder for, at medlemsstaterne kontrollerer kapitalbevægelser, forudsat at den brug, der gøres af de pågældende beføjelser, ikke sker med henblik på at
Den britiske regering har bemærket, at
Medlemsstaterne kan derfor til andre formål benytte andre værdibegreber. Medlemsstaterne kan herved endda lægge Fællesskabets toldværdi til grund. Men i så fald
Det er Kommissionens opfattelse, at den definition af toldværdi, som følger af artiklerne 1 og 2 i forordning nr. 803/68, og som i første række omtaler begrebet normalpris, giver myndigheden mulighed for at fastsætte toldværdien, ikke blot på et højere niveau, men også på et lavere.
Kommissionen har nærmere forklaret sit standpunkt ved at gøre gældende, at det helt afgørende formål med toldværdien er at fastslå, om priserne er rigtige, og ikke at få så store toldindtægter som muligt.
Kommissionen har anført, at der ikke må udelukkes nogen metode, der kan muliggøre en korrekt fastsættelse af prisen, og det gælder, selv om forordning nr. 803/68 kun omtaler to.
Den gør ligeledes gældende, at reguleringer på grundlag af nævnte forordnings artikel 9 både kan angå de forhold, der ligger inden for og uden for fremstillingsprisen.
Det gælder navnlig, hvor der foreligger en transaktion mellem forbundne virksomheder. Denne løsning bekræftes i Toldsamarbejdsrådets henstilling af
Det er Kommissionens opfattelse, at henvisningen til andre salgspriser er berettiget på betingelse af, at der foreligger transaktioner, som i videst mulig omfang nærmer sig dem, som omfatter de varer, der skal vurderes, idet der herved skal tages hensyn til principperne i henhold til ovennævnte henstilling.
Den finder imidlertid, at det som sammenligning er hensigtsmæssigt at anvende prisen for en transaktion svarende til den omtvistede transaktion.
Som svar på spørgsmål 3, b) foreslår Kommissionen derfor følgende:
Kommissionen foreslår, at der svares således på det fjerde spørgsmål:
Desangående har Kommissionen tilføjet, at det af Sandoz-France fremsatte argument, hvorefter indregningen af de forskningsudgifter, som moderselskabet har, i den pris for produktet, der betales af datterselskaberne, må medføre, at enhver henvisning til en anden pris må afvises, ikke er overbevisende, fordi
Det er Kommissionens opfattelse, at de kompetente myndigheder i mangel af referencepriser kan anvende andre referencementoder, navnlig fradragsmetoden, uden at de herved har pligt til forinden at konsultere de andre medlemsstater.
Kommissionen har i første række gjort gældende, at det ikke er evident, at der kan idømmes sanktioner, når henses til de franske bestemmelser. Og selv om det måtte være tilfældet, dvs. at sanktionerne i henhold til toldlovens artikel 426 kan anvendes, måtte det herudover kræves, at sanktionerne er lovlige efter fællesskabsretten, navnlig princippet om forholdet mellem mål og midler.
Kommissionen har mindet om, at overenskomsten mellem EØF og Schweiz ikke opretter et fælles marked svarende til det, der er tilvejebragt mellem medlemsstaterne. Med dette forbehold er det dog Kommissionens opfattelse, at Donckerwolcke-dommen kan påberåbes så meget mere, som der i nærværende sag ikke foreligger noget tab for statskassen, og som der ingen told er blevet erlagt, hvorfor betingelserne i toldlovens artikel 426 er blevet opfyldt.
Hvis den pågældende artikel blev anvendt, ville der således foreligge en foranstaltning med tilsvarende virkning, jf. ovennævnte Donckerwolcke-dom.
Ifølge Kommissionen forpligter artikel 19 i overenskomsten mellem EØF og Schweiz ganske vist den importerende stat til at give de nødvendige valutatilladelser med hensyn til prisen for de importerede varer.
Medlemsstaterne kan imidlertid nedsætte denne pris ved at anvende metoderne til at fastsætte toldværdien, forudsat at de ikke lader reguleringerne være ledsaget af uforholdsmæssige sanktioner.
Sammenfattende er det Kommissionens opfattelse, at de forelagte spørgsmål må besvares således:
Det samme gælder ved anvendelsen af artikel 13 i overenskomsten mellem Det europæiske økonomiske Fællesskab og Schweiz.
I så henseende kan de foretage en regulering nedad af denne pris, idet de f.eks. anvender de metoder, som bruges ved fastsættelsen af toldværdien.
De kan imidlertid ikke lade de pågældende reguleringer være ledsaget af uforholdsmæssige sanktioner.
Sigtede i hovedsagen ved advokaterne Baudelot og Saint-Esteben, Paris, den franske regering ved sin befuldmægtigede Dégoutte, den tyske forbundsregering ved sin befuldmægtigede Seidel, og Kommissionen ved sin juridiske konsulent Seche, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den
En sådan praksis er meget sjælden, men lovlig, og Domstolen bør besvare de forskellige spørgsmål ved at give
Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den
Ved beregningen af toldværdien går toldmyndighederne altså ud fra den fakturerede pris (A) — evt. justeret, men da kun opad (D) — og prøver herefter beløb, der ligger uden for denne pris — hvilke de kan sætte op eller ned — ved at lægge dem til den fakturerede pris, hvor det drejer sig om omkostninger, som bæres af sælger (B), eller trække dem fra den fakturerede pris, hvor der er tale om omkostninger, som bæres af importøren (C). Følgelig består toldværdien hovedsagelig af den fakturerede pris, som kun kan justeres opad, og af beløb uden for denne pris, hvilke kan forhøjes eller nedsættes og af toldmyndighederne lægges til eller trækkes fra den fakturerede pris.
På grundlag af disse præmisser
kender
DOMSTOLEN
vedrørende de spørgsmål, som er forelagt den af undersøgelsesdommeren ved Tribunal de grande instance de Nanterre ved kendelse af
Kutscher
O'Keeffe
Touffait
Meitēns de Wilmars
Pescatore
Mackenzie Stuart
Bosco
Koopmans
Due
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den
A. Van Moutte
Justitssekretær
H. Kutscher
Præsident