Ifølge Kommissionens opfattelse er duplikatet et bevismiddel, der udelukkende garanterer den pågældende frigivelsen af sikkerhedsstillelsen i forhold til de allerede importerede mængder, men som i intet tilfælde kan medføre de samme retsvirkninger som det originale eksemplar.

Kommissionen mener ikke, at forpligtelsen til at importere er så snævert forbundet med retten til at importere, at den bortfalder sammen med den med den følge, at sikkerhedsstillelsen ikke længere har noget grundlag eller nogen berettigelse, hvorfor den må tilbagebetales.

Faktisk medtører licensindehaverens fortabelse af retten til at importere, der er knyttet til den af ham påtagne forpligtelse, på ingen måde det opståede retsforholds bortfald. Et eksempel herpå findes i artikel 15 i forordning nr. 1373/70: når forpligtelsen til at importere ikke opfyldes inden for fristerne, medfører dette retsforhold fortabelse af sikkerhedsstillelsen.

Det til ansøgeren udleverede licenseksemplar bringer ikke den håndgribelige ret eller pligt til at importere til eksistens men er et bevismiddel, hvis bortkomst ikke har nogen direkte virkning for den pågældendes juridiske stilling.

Den teori, ifølge hvilken licensen materialiserer retten og forpligtelsen til at importere således, at eksistensen af nævnte ret og pligt afhænger af dette dokuments eksistens, gør det ikke muligt at løse de hyppigst forekommende tilfælde af licensbortkomst på en tilfredsstillende måde.

For eksempel medfører denne teori i det tilfælde, hvor det ikke lykkes en indehaver at genfinde licensen, selv om den givetvis stadig er i hans besiddelse, ophævelse af alle rettigheder efter licensen samt bortfald af den i licensen fastsatte afgift.

I øvrigt kan en licensindehaver frivilligt frigøre sig fra retten til at importere ved at overdrage nævnte dokument til en tredjemand; alligevel frigør han sig ikke fra forpligtelsen til at importere. I henhold til artikel 3 i forordning nr. 1373/70 påhviler denne forpligtelse ham stadig, selv om han hverken har retten til eller muligheden for at udnytte sin licens mere.

Kommissionen er af den opfattelse, at sagen ikke bør stille sig anderledes i tilfælde af licensens bortkomst.

Det egentlige spørgsmål er i virkeligheden, hvorvidt sikkerhedsstillelsen skal frigives eller er fortabt. Den licensindehaver, som har mistet sin licens, er i den samme situation som den, der, selv om han stadig er i besiddelse af licensen, ikke mere er i besiddelse af varen, for eksempel fordi den er gået til grunde.

Kommissionen foreslår følgelig, at der svares således:

Sagsøgeren i hovedsagen gør gældende, at problemet vedrørende bortkomsten af en licens ikke er endeligt normeret i nogen forordning.

Artikel 15 i forordning nr. 1373/70 siger intet om de materielretlige konsekvenser af bortkomsten af en licens. Nævnte artikel fastsætter alene nogle procedureregler. Herefter kan det ikke udledes modsætningsvis af nævnte artikels stk. 4, 2 pkt. — som indskrænker sig til at bestemme, at duplikatet ikke kan fremlægges til gennemførelse af en importforretning (idet dets eneste berettigelse er at erstatte det originale eksemplar som bevis for allerede gennemførte importforretninger) — at forpligtelsen til at importere vedvarer.

Artikel 2, stk. 1, ifølge hvilken licensen berettiger og forpligter til at importere, sætter importøren i en umulig situation i tilfælde af licensens bortkomst: det originale eksemplar gør det ikke muligt at importere, da importøren ikke mere har rådighed herover, og duplikatet muliggør heller ikke import, idet dette forbydes ved artikel 15, stk. 4. Men da rettigheden og forpligtelsen er forbundne, må de ophøre på samme tidspunkt. Sikkerhedsstillelsen bliver frigivet som følge heraf, idet den ikke er bestemt til andet end at garantere skyldforholdet, dvs. opfyldelsen af forpligtelsen.

Sagsøgeren i hovedsagen mener, at man imidlertid kan indskrænke principper om frigivelse til det tilfælde, hvor licensens bortkomst ikke skyldes en fejl begået af importøren.

Sagsøgeren i hovedsagen nedlægger følgelig påstand om, at bortkomsten af en importlicens, i det mindste i det tilfælde, hvor importøren ikke er ansvarlig herfor, medfører bortfald ikke alene af retten til at importere men ligeledes af forpligtelsen hertil med den følge, at sikkerhedsstillelsen må frigives. Spørgsmålet om, hvorvidt bortkomsten skyldes eller ikke skyldes en fejl begået af importøren, hører under den nationale rets afgørelse.

Kommissionen erindrer først og fremmest om hovedreglen, hvorefter sikkerhedsstillelsen fortabes i forhold til den mængde, som ikke har kunnet indføres inden for fristen hertil.

Anvendelse af det i artikel 18 hjemlede undtagelsesområde støder på visse hindringer.

Force majeure-princippet finder i virkeligheden kun anvendelse, når for eksempel indførslen er umuliggjort inden for de fastsatte frister på grund af varernes forringelse. Artikel 15, som sætter den pågældende i stand til at erholde et duplikat og ikke en licens nr. 2, der sidestilles med originalen, regulerer området udtømmende, uden at nogen undtagelse kan påberåbes. Hvis man ikke antog dette, ville døren stå åben for alvorlige spekulationer rettet mod de forudfastsatte afgifter og endog for anmeldelse af en licens-bortkomst fra en indehaver, som ønsker at bringe sig selv ind under et tilfælde af force majeure.

Ikke desto mindre anerkender Kommissionen, at den nuværende affattelse af forordning nr. 1373/70 også tillader en mindre streng fortolkning, ifølge hvilken artikel 15, stk. 4 ikke indeholder noget bindende forbud mod at anvende den for tilfælde af force majeure indførte undtagelsesordning, og artikel 18 er ikke klart til hinder for, at bortkomsten af en licens henregnes til force majeure-tilfældene.

Det må imidlertid yderligere kræves, at alle betingelserne for at antage force majeure utvivlsomt er opfyldt ifølge den definition, som er givet heraf i Domstolens afgørelser (sag nr. 4/68 Firma Schwarzwaldmilch GmbH/Einfuhr- und Vorratsstelle für Fette, Rec. 1968, s. 549, og sag nr. 11/70 Internationale Handelsgesellschaft mbH mod Einfuhr- und Vorratsstelle für Getreide und Futtermittel, Rec. 1970, s. 1125).

Kommissionen mener, at importøren ikke bør kunne dække sig ind under force majeure, undtagen hvis usædvanlige vanskeligheder, der ikke kan tilregnes ham, har forhindret ham i at foretage importen inden for de fastsatte frister, og hvis vanskelighederne på trods af den udviste agtpågivenhed kun kunne være undgået ved ganske uforholdsmæssige opofrelser (citat fra afgørelserne).

Sluttelig er Kommissionen af den opfattelse, at anmodningen om anerkendelse af, at der foreligger force majeure, må kunne indgives også efter udløbet af licensens gyldighedsperiode. Det væsentlige i denne forbindelse er at udfinde den maksimale frist fra det øjeblik, hvor forhindringen for importen indtræffer, til det tidspunkt, hvor anmodningen indgives, efter at indehaveren definitivt er blevet klar over, at han ikke kan overholde gyldighedsfristen. Nævnte frist må være meget kort, for at vedkommende myndighed kan træffe sin afgørelse på grundlag af de seneste og lettest kontrollerbare oplysninger, og for at der ikke kan opstå nogen tvivl om det umulige i at overholde nævnte gyldighedsfrist, alt med det formål at forhindre enhver spekulation.

Kommissionen foreslår herefter at svare som følger:

Sagsøgeren i hovedsagen understreger, at Domstolen hidtil for så vidt angår anvendelse af artikel 18 kun har haft sager til afgørelse, hvori det umulige i at importere knyttede sig til selve varen.

Artikel 18 opregner ikke de forskellige omstændigheder, på grundlag af hvilke der kan antages force majeure. Domstolens afgørelser har ikke begrænset begrebet force majeure til absolut umulighed. Når man anvender disse afgørelser på den foreliggende sag, er også licensens bortkomst, i det omfang den ikke kan bebrejdes importøren, et tilfælde af force majeure.

For så vidt angår sagsøgeren i hovedsagen kan den antagelse, hvorefter en handlende kun opfylder den ham påhvilende forpligtelse til agtpågivendhed ved at afsende licensen ved anbefalet brev, kun tiltrædes, såfremt nævnte fremgangsmåde er almindelig, og såfremt afsendelsen pr. anbefalet brev giver sikkerhed mod brevets bortkomst.

Man kan ikke bebrejde sagsøgerens mandatar, at han har handlet som de kompetente nationale myndigheder, så meget mere som Domstolen har overladt til disse at vælge metoderne og midlerne ved fremsendelse (sag nr. 61/72 Mij PPW Internationaal NV/Hoofdproduktschap voor Akkervouwprodukten, Rec. 1973, s. 301).

Ifølge ordlyden af de nationale og internationale konventioner og forordninger herom er formålet med anbefalede forsendelser indskrænket til, at en sådan forsendelses bortkomst åbner en begrænset ret til at gøre et krav på skadeserstatning eller garanti gældende mod postvæsenet, samt til, at kvitteringen for ind- eller udlevering gør det muligt at bevise over for enhver, at forsendelsen er afgået eller modtaget. Heraf kan følgelig udledes, at et anbefalet brev ikke af postvæsenet bliver behandlet anderledes end et simpelt brev.

Til slut bemærker sagsøgeren i hovedsagen, at det er tilstrækkeligt, at vedkommende myndighed bliver underrettet om det umulige i at foretage importen for at kunne korrigere sine beregninger over markedsudviklingen samt frigive sikkerhedsstillelsen.

Da lovgivningen foreskriver, at anmodning om forlængelse også kan indgives efter den oprindeligt fastsatte gyldighedsfrists udløb, må det nødvendigvis tillades, at også en anmodning om ophævelse af forpligtelsen til at importere indgives efter gyldighedsfristens udløb. Indlevering af nævnte anmodning kan ikke opsættes på ubestemt tid, men dette vil heller ikke være tilfældet ved licensens bortkomst, idet anmodningen om udlevering af duplikatet — som tjener til bevis for de allerede udførte importforretninger — har den virkning at underrette den pågældende myndighed om den begivenhed, som medfører ophævelse af forpligtelsen til at importere samt frigivelse af sikkerhedsstillelsen.

Sagsøgeren i hovedsagen foreslår derfor at besvare det andet spørgsmål således:

I tilslutning til den således gengivne retsmøderapport blev den mundtlige forhandling indledt den 27. november 1973.

Sagsøgeren i hovedsagen er blevet repræsenteret af Barbara Festge, kompagnon til Dr. Fritz Modest, advokater i Hamburg, og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber sin juridiske rådgiver Peter Kalbe som befuldmægtiget.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 13. december 1973.