<TI><P>Fortolkningen af artikel 3, nr. 11, i forordning nr. 123/85</P></TI>23.Ved deres andet anbringende til støtte for appellen har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten har anlagt en forkert fortolkning af begrebet mellemhandler i forordning nr. 123/85. Appellanterne har herved direkte henvist til formuleringen i 1984-meddelelsen, hvorefter en mellemhandler ikke må udøve aktiviteter, der kan ligeledes med videresalg. Det er imidlertid uden for enhver tvivl — således som Retten med føje har fastslået — at bestemmelser i en forordning ikke kan ændres ved en meddelelse. Det er derfor heller ikke nødvendigt at beskæftige sig nærmere med spørgsmålet om, hvorledes en sådan meddelelse retligt skal kvalificeres. Det i appelskriftet i så henseende anførte er dermed uden betydning for sagen.24.Det af BEUC anførte, hvorefter der savnes retligt grundlag for begrebet aktiviteter, der kan ligestilles med videresalg, er således for så vidt rigtigt, men går for vidt. 1984-meddelelsen kan udmærket inddrages med henblik på fortolkningen af forordningen i det omfang, den er forenelig med denne.25.Rettens bemærkninger på dette punkt er herved korrekte. Retten har indledningsvis anført, at bestemmelserne i en forordning, der fritager bestemte aftaler fra forbuddet i EF-traktatens artikel 85, stk. 1, er udtryk for undtagelser, som dermed ikke kan gøres til genstand for en udvidende fortolkning, der ville stride mod deres formål (præmis 37 i Rettens dom). Som Retten har fastslået (præmis 40), er formålet med artikel 3, nr. 11, i forordning nr. 123/85 at opholde muligheden for at benytte en mellemhandler på betingelse af, at der består et direkte kontraktforhold mellem forhandleren og den endelige forbrugerSe herved allerede dommen af 12.7.1991, jf. ovenfor (note 4), pramis 33.
.Retten bemærkede herefter, at mellemhandleren efter artikel 3, nr. 11, alene er forpligtet til at fremlægge en skriftlig fuldmagt til at købe (og i givet fald at afhente) det pågældende køretøj. Det fremgår således af bestemmelsens ordlyd, at en mellemhandler, der er i besiddelse af en behørig fuldmagt, ikke kan udelukkes fra bestemmelsens anvendelsesområde med den eneste begrundelse, at han udøver sin virksomhed erhvervsmæssigt (præmis 41). I modsat fald ville bestemmelsen miste enhver praktisk betydning (præmis 42). Det kan herved fuldt være et led i mellemhandlerens udøvelse af dennes erhvervsmæssige virksomhed at gennemføre salgsfremmende foranstaltninger over for offentligheden og at påtage sig de risici, der er forbundet med enhver form for virksomhed, som består i præstering af tjenesteydelser (præmis 43).
26.Retten undersøgte herefter det omtvistede afsnit i 1984-meddelelsen og var af den opfattelse, at det ikke alene vedrørte artikel 3, nr. 11, i forordning nr. 123/85, men også artikel 3, nr. 10. Retten bemærkede i denne forbindelse, at Kommissionen med henblik på at sikre gennemslagskraften af sidstnævnte bestemmelse — det vil sige for at tilvejebringe en effektiv beskyttelse af salgsnet over for ikke-autoriserede forhandlere — lovligt har kunnet præcisere de betingelser, som en mellemhandler skal opfylde for, at kravene i artikel 3, nr. 11, kan anses for iagttaget (præmis 46).Retten undersøgte herefter, hvorvidt Eco System påtog sig risici, der er karakteristiske for en videreforhandler, således at selskabets virksomhed vil kunne anses for aktiviteter, der kan ligestilles med videresalg (præmis 47). Retten fastslog herved indledningsvis, at Eco System udelukkende handlede som repræsentant for de endelige forbrugere. Kontrakterne blev indgået mellem forhandler og kunde. Eco System var heller ikke aldrig indehaver af ejendomsretten over de af selskabet indkøbte køretøjer (præmis 48). Selskabet påtog sig ingen garantiforpligtelser over for kunden (præmis 49). Da Eco System ikke var indehaver af ejendomsretten over køretøjerne, bar selskabet heller ikke den risiko, som typisk bæres af en videreforhandler, nemlig risikoen for at skulle afsætte køretøjet i tilfælde af, at den endelige forbruger ikke aftager det (præmis 50).
Eco System indrømmede ganske vist sine kunder en kortfristet kredit ved i første omgang selv at afholde et udlæg dækkende købsprisen samt accessoriske udgifter; beløb, som kunden herefter betalte selskabet. Selv om ydelse af en sådan kredit ikke er et nødvendigt led i en mellemhandlers virksomhed, kunne dette forhold ikke ændre den retlige kvalificering af et handelsmæssigt forhold af den pågældende art (præmis 51). Hvad angår risikoen for kundens manglende betalingsevne bemærkede Retten, at Eco System ikke rådede over de midler, som en videreforhandler normalt har, nemlig retten til uden videre (dvs. uden at skulle gribe til særlige retsmidler) at tilbageholde køretøjet og afsætte det (præmis 52). Hvad angår valutakursrisici fastslog Retten blandt andet, at det ikke var blevet godtgjort, at Eco System påtog sig denne form for risiko (præmis 53). For så vidt Eco System måtte have været forpligtet til at yde kunden erstatning i tilfælde af ødelæggelse eller beskadigelse af køretøjet under opbevaringen, kunne dette ikke anses for noget usædvanligt (præmis 54). Den måde, Eco System's provision blev beregnet på, måtte ligeledes være udtryk for noget normalt i forbindelse med fuidmagtsaftaler som de i sagen omhandlede (præmis 55).
27.Retten antog på dette grundlag, at Eco System ikke påtog sig nogen af de risici, der er karakteristiske for en videreforhandler. Retten undersøgte herefter det spørgsmål (og besvarede dette benægtende), om Eco System i praksis havde overskredet grænserne for de fuldmagter, selskabet havde fået af kunderne (præmis 57-60). Endelig fastslog Retten, at den omstændighed, at Eco System havde en meget stor kundekreds, ikke kunne bevirke, at selskabet ikke kunne anses for mellemhandler i den i artikel 3, nr. 11, i forordning nr. 123/85 forudsatte betydning (præmis 61).28.Efter min opfattelse har Retten ikke herved gjort sig skyldig i nogen forkert retsanvendelse. I øvrigt er det ikke umiddelbart indlysende, på hvilke konkrete punkter appellanterne anfægter Rettens dom. Det er med føje, at Eco System har gjort gældende, at det ikke klart fremgår af appelskriftet, hvilke præmisser i den appellerede dom der anfægtes ved appellen. Jeg mener dog, at jeg med mine følgende bemærkninger tager højde for alle væsentlige indsigelser.29.Appellanterne har for det første gjort gældende, at Retten har antaget, at den eneste betingelse, som en person skal opfylde for at kunne anses for mellemhandler, er, at der foreligger en skriftlig fuldmagt. Det fremgår af mit udførlige referat af det af Retten anførte, at denne indsigelse savner begrundelse. Retten har — med føje — bemærket, at dette er det eneste kriterium, der fremgår af ordlyden af artikel 3, nr. 11, og at Eco System altid har opfyldt denne betingelse. Retten undersøgte dog herefter indgående, hvorvidt der alligevel måtte foreligge andre omstændigheder, der kunne begrunde, at Eco System ikke kunne anses for mellemhandler i den i bestemmelsen forudsatte betydning.30.Det fremgår ikke klart af appelskriftet, hvorvidt appellanterne er af den opfattelse, at det forhold, at Eco System udøver sin virksomhed erhvervsmæssigt, bevirker, at selskabet ikke kan anses for mellemhandler i den i forordning nr. 123/85 forudsatte betydning. En bemærkning i replikken lader formode, at appellanterne ikke finder denne omstændighed afgørendeAppellanterne har i appelskriftet anført, at det er ubestridt, at den omstændighed, at nogen udover en virksomhed erhvervsmæssigt, ikke i sig selv er ensbetydende med, at der er tale om aktiviteter, der kan ligestilles med videresalg, idet det forst klart må fastlægges, hvorledes dette begreb skal forstis.
. I benægtende fald måtte man imødegå appellanternes opfattelse. Retten har i præmis 42 i sin dom med føje bemærket, at artikel 3, nr. 11, ville miste enhver praktisk betydning, såfremt man udelukkede, at nogen, som udøver en virksomhed erhvervsmæssigt, kan anses for mellemhandler.Beskyttelsen af selektive salgssystemer inden for automobilbranchen — som forordning nr. 123/85 skaber grundlag for ved at hjemle en fritagelse for så vidt angår visse forpligtelser — skal bidrage til at virkeliggøre de økonomiske fordele, der er forbundet med sådanne salgssystemerVedrorende disse fordele henvises til fjerde betragtning til forordning nr. 23/85.
. Erfaringen viser imidlertid, at denne beskyttelse også kan få negativ indvirkning på konkurrencen med hensyn til priser. De nogle gange betydelige prisforskelle mellem de forskellige medlemsstaterJf. herved en pressemeddelelse af 1.7.1993 fra Kommissionen vedrorende automobilpriser inden for Fællesskabet (IP{93)545).
må ikke mindst tilskrives disse salgssystemer. Under disse omstændigheder må der lægges betydelig vægt på forbrugernes mulighed for at kunne indkøbe et køretøj i en anden medlemsstat.
En forbruger er imidlertid kun sjældent i stand til selv at tage til en anden medlemsstat for at gøre brug af denne mulighed. Retten har med føje fremhævet de praktiske vanskeligheder, som forbrugeren i denne forbindelse står over for. Det er derfor ganske afgørende, at forbrugerne med henblik på at kunne foretage et sådant køb kan gøre brug af mellemhandlere. Hvad angår forordning nr. 123/85 anerkendes betydningen af sådanne mellemhandleres rolle i artikel 3, nr. 11. Såfremt man afslog at anse selskaber, der driver erhvervsmæssig virksomhed i form af bistand til forbrugere med henblik på køb af køretøjer i udlandet, for mellemhandlere efter artikel 3, nr. 11, ville denne bestemmelse i vid udstrækning blive udvandet.
31.Denne betragtning fjerner for så vidt i sig selv grundlaget for det af appellanterne anførte, hvorefter et selskab ikke vil kunne anses for mellemhandler efter forordning nr. 123/85, når det har et meget stort antal forbrugere som kunder. Det ligger i sagens natur, at en mellemhandler, der udøver sin virksomhed erhvervsmæssigt, har et stort antal forbrugere som kunder. Den succes, som et selskab som Eco System har haft, viser herved, at der blandt forbrugerne er en stor efterspørgsel efter tjenesteydelser af den omhandlede art.Appellanterne har til støtte for deres opfattelse henvist til generaladvokatens forslag til afgørelse og Domstolens dom af 3. juli 1985 i Binon-sagenSag 243/83, Sml. s. 2015.
. Appellanterne gør på grundlag af denne retspraksis gældende, at en mellemhandler, der optræder på et stort antal fuldmagtsgiveres vegne, skal anses for en uafhængig virksomhed. Det er imidlertid med føje, at Retten har antaget, at de principper, der fremgår af denne retspraksis, ikke kan udstrækkes til tilfælde som det foreliggende. I Binon-sagen og i andre tilsvarende sagerJf. navnlig dom af 1.10.1987, sag 311/85, Vlaamse Reisbureaus, Sml. s. 3801, præmis 20.
var der spørgsmål om, hvorvidt artikel 85 fandt anvendelse på forholdet mellem en virksomhed og et agentur. Ifølge den nævnte retspraksis må dette spørgsmål besvares benægtende, når agenturet må anses for hjælpeorgan for den pågældende virksomhed og er en del af den samme økonomiske enhedDom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, præmis 542, og dom af 1.10.1987, jf. ovenfor (note 14), præmis 20.
. Denne problematik er imidlertid uvedkommende for den foreliggende sag. Det relevante spørgsmål er her, hvorvidt Eco System optrådte som mellemhandler. Dette spørgsmål må besvares bekræftende. Den omstændighed, at det lykkedes selskabet at tiltrække et stort antal kunder, er herved irrelevant.
32.Appellanterne har anført, at Eco System har påtaget sig risici, der svarer til en videreforhandlers og er uforenelige med en rolle, der ikke går ud over en mellemhandlers. Denne indsigelse er først blevet konkretiseret i replikken. Appellanterne har heri anført, at Eco System har skullet yde sine kunder erstatning i tilfælde af køretøjets ødelæggelse eller beskadigelse. Selskabet har også båret risikoen for en kundes manglende betalings-—evner-Retten-harrsin-dompå-overbevisende-måde argumenteret for, at disse former for risici ikke er noget usædvanligt for en mellemhandlerPræmis 52 og 54 i Rettens dom, jf. herved ovenfor, punkt 26.
. Appellanterne har intet nyt anført, der kan drage rigtigheden heraf i tvivl, men har blot gjort gældende, at Eco System åbenbart (manifestement) udøver aktiviteter, der kan ligestilles med videresalg. Det ville derfor ikke tjene noget formål at gå nærmere ind på de nævnte omstændigheder.Det samme gælder — ganske vist af andre årsager — appellanternes argument om, at Eco System har båret risikoen for mulige valutakursændringer. I en brochure oplyste selskabet således, at kunden højst kunne komme til at betale bestemte priser, der var gældende i tre måneder fra tidspunktet for udstedelsen af fuldmagten. Jeg kan her henholde mig til Rettens dom, hvori denne fastslog, at det ikke var blevet godtgjort, at Eco System bar nogen valutakursrisikoPræmis 53 i Rettens dom, jf. herved ovenfor, punkt 26.
. Appellanterne anfægter med denne indsigelse, hvad Retten har lagt til grund vedrørende de faktiske omstændigheder. Indsigelsen kan derfor ikke tages i betragtning (jf. EF-traktatens artikel 168 A, stk. 1, første punktum).
33.Appellanterne synes endvidere til støtte for deres opfattelse at ville anfægte, at Retten har fastslået, at selv om Eco System's indrømmelse af (kortfristede) kreditter til kunderne ikke for så vidt er et nødvendigt led i fuldmagtsforholdet, kan dette ikke ændre den retlige karakter af kontraktforholdet. Dette kan ikke støtte appellanterne. En forpligtelse for en befuldmægtiget til i første omgang at påtage sig selv at afholde bestemte omkostninger for senere at få sine udgifter godtgjort af fuldmagtsgiveren er — således som det fremgår, hvis man kaster et blik på de enkelte medlemsstaters nationale retssystemer — fuldt ud i overensstemmelse med en fuldmagts karakter og med den form for virksomhed, en mellemhandler udøver.34.Appellanterne har gjort gældende, at Eco System ved sin optræden på markedet i forbrugernes øjne kom til at fremstå som en videreforhandler eller i hvert fald som et selskab, der stod i et konkurrenceforhold til videreforhandlerne, hvilket bidrog til at skabe forvirring omkring selskabets rolle. Appellanterne anfører herved navnlig, at Eco System reklamerede, offentliggjorde priser, udstillede biler og ydede sine kunder kredit.Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt der kunne opstå forvirring hos forbrugerne med hensyn til Eco System's rolle, udtalte Retten i sin dom, at kun én af selskabet udgivet brochure kunne rejse nogen tvivl. Retten bemærkede dog, at den nøjagtige karakter af selskabets virksomhed var klart angivet i brochuren. Denne vurdering fra Rettens side med hensyn til de faktiske omstændigheder kan ikke gøres til genstand for appel, og appellanterne synes da heller ikke at have rejst nogen indsigelse mod Rettens dom på dette punkt.
35.Dette ændrer imidlertid intet ved, at forbrugerne muligvis betragter Eco System som et selskab, der står i et konkurrenceforhold til de autoriserede forhandlere. Kommissionen har da heller ikke bestridt dette, men alene anført, at denne omstændighed blot afspejler den interesseafvejning, der ligger til grund for forordning nr. 123/85. Den virksomhed, der udøves af professionelle mellemhandlere, er for forbrugerne en afgørende garanti for deres mulighed for at kunne købe et køretøj i en anden medlemsstat.Jeg skal tilslutte mig Kommissionens opfattelse på dette punkt. Som allerede anført ville forbrugernes mulighed for at købe et køretøj i en anden medlemsstat med bistand fra en mellemhandler stort set være ren teoretisk, såfremt forbrugerne ikke kunne gøre dette gennem en professionel mellemhandler. Den virksomhed, der udøves af sådanne selskaber, er derfor fuldt ud legitim og må af de allerede anførte grunde hilses velkommen. Jeg kan derfor ikke se, hvorfor et sådant selskab ikke skulle kunne reklamere for sine tjenesteydelser. En forbrugeroplysning vedrørende muligheden for at kunne købe et køretøj i en anden medlemsstat til en gunstigere pris kan muligvis være en torn i øjet på mange fabrikanter og autoriserede forhandlere, men en sådan oplysning er på ingen måde retsstridig eller uforenelig med rollen som mellemhandler.
Når Eco System gør reklame for sine tjenesteydelser blandt andet ved udstille en bestemt bil, er der tale om en reklameforanstaltning, som en sådan mellemhandler lovligt kan træffe. Dette gælder i hvert fald, når der er spørgsmål om et køretøj, som Eco System har indkøbt for en kunde, der er indforstået med en sådan (midlertidig) udstilling, således som Kommissionen gjorde gældende under retsforhandlingerne for RettenJf. præmis 29 i Rettens dom.
, uden at appellanterne dengang imødegik dette.
36.Det vil være naturligt i denne sammenhæng at nævne det af appellanterne anførte, hvorefter der ved vurderingen af den af Eco System udøvede virksomhed også må tages hensyn til selskabets hensigter. Også selv om Eco System skulle have haft til hensigt — således som man kan formode — at konkurrere med de autoriserede forhandlere på grundlag af de af selskabet tilbudte tjenesteydelser, ændrer det intet ved, at selskabet optræder som en mellemhandler, der ikke har til opgave at påtage sig de risici, der er typiske for en videreforhandler. Artikel 3, nr. 11, forudsætter ikke, at mellemhandlerens motiver er uegennyttige. Det ligger i sagens natur, at en mellemhandlers virksomhed af fabrikanter og autoriserede forhandlere opfattes som konkurrence.37.Appellanternes opfattelse er i sidste instans udtryk for, at et selskab kun kan anses for mellemhandler i den i artikel 3, nr. 11, forudsatte betydning, såfremt det udøver sin virksomhed for at tjene fabrikantens og dennes autoriserede forhandleres interesser. Det er i øvrigt på en meget forfriskende måde, at appellanterne i appelskriftet har forfægtet denne opfattelsePå s. 16 i appelskriftet anfører appellanterne vedrørende begrebet aktiviteter, der kan ligestilles med videresalg, at der er tale om en vurdering, der udelukkende beror på den økonomiske sammenhæng, og som må foretages af indehaveren af salgsnettet (Une appréciation dépendant exclusivement du contexte économique et que reste à l'appreciation du propriétaire du réseau).
. Det er uden for enhver tvivl, at denne opfattelse ikke kan følges.38.Endelig må der tages stilling til appellanternes på ordlyden af femte betragtning til forordning nr. 123/85 baserede argument. Det hedder i denne betragtning, at foranstaltninger, der træffes af en fabrikant eller af virksomheder i salgsnettet med det formål at beskytte det selektive salgssystem, er forenelige med forordningen, hvilket navnlig gælder for en forhandlers forpligtelse til kun at sælge til en endelig forbruger, der gør brug af en mellemhandler, såfremt forbrugeren har givet mellemhandleren fuldmagt. Appellanterne udleder af denne formulering, at en fabrikant efter forordningen kan beskytte sit salgssystem, også ved hjælp af andre midler end de i artikel 3, nr. 11, nævnte. Sådanne beskyttelsesforanstaltninger må dog — for at kunne være i overensstemmelse med fritagelsen — være hjemlede i forordningens bestemmelser. Blandt disse er det imidlertid kun artikel 3, nr. 11, der omhandler de krav, som mellemhandleres virksomhed kan underkastes. Fulgte man appellanternes opfattelse, ville dette herefter indebære, at en fabrikant kunne underkaste mellemhandleres virksomhed betingelser, der ikke er nævnt idenne bestemmelse. Vil man ikke give fabrikanterne og deres autoriserede forhandlere en blankocheck til at opstille hindringer for mellemhandleres virksomhed, kan denne opfattelse ikke lægges til grund.39.Appellen må herefter forkastes. Afgørelsen om sagens omkostninger følger af artikel 69, 118 og 122 i Domstolens procesreglement.<TI><NP><NO.P>C —</NO.P><TXT>Forslag til afgørelse</TXT></NP></TI>40.Jeg skal herefter sammenfattende foreslå, at appellen forkastes, og at appellanterne tilpligtes at betale sagens omkostninger.