Sagsøgeren har gjort gældende, at det fremgår af selve ordlyden af traktatens artikel 58, stk. 1, og artikel 74, at der stilles krav om, at kvotasystemet efter artikel 58 indføres om fornødent med samtidig anvendelse af de i artikel 74 angivne foranstaltninger. Efter at det således er fastslået, om det er påkrævet at anvende de i artikel 74 angivne foranstaltninger, udstedes beslutningen.

Da beslutningen hverken omtaler, at dette spørgsmål er blevet undersøgt, eller begrunder resultatet af undersøgelsen, er der ikke givet en tilstrækkelig begrundelse for anvendelsen af artikel 58.

Da de pågældende foranstaltninger klart er fornødne er bestemmelserne i artiklerne 58 og 74 tilsidesat, eftersom de i artikel 74 angivne foranstaltninger ikke blev indført samtidig med gennemførelsen af kvotasystemet. Kommissionens skøn er undergivet Domstolens kontrol.

Kommissionen har anført, at mens det i begrundelsen for de foranstaltninger, der træffes i medfør af artikel 74, stk. 1, nr. 3, skal angives, at betingelserne i artikel 58 er opfyldt, indeholder artikel 58 ikke et tilsvarende krav om, at betingelserne i artikel 74 skal være opfyldt, hvorfor det ikke var påkrævet at nævne artikel 74 i begrundelsen for beslutning nr. 2794/80/EKSF, der er udstedt med hjemmel i artikel 58.

Kommissionen har nævnt de foranstaltninger, den har truffet vedrørende import fra lande uden for Fællesskabet, f.eks. antidumpingregler, et fælles overvågningssystem samt aftaler med en række tredjelande.

Kommissionen har fremhævet, at vurderingen af, om det er fornødent at træffe foranstaltninger i medfør af artikel 74, er et politisk valg. At Kommissionen traf det rigtige valg, fremgår af et fald i importen. Klagepunkterne mod Kommissionen kan kun indbringes for Domstolen ved et passivitetssøgsmål.

Sagsøgeren har heroverfor anført, at Kommissionen ikke kan anvende artikel 58 uden at have undersøgt behovet for at iværksætte foranstaltningerne efter artikel 74; i modsat fald tilsidesætter Kommissionen artikel 58, og hvis den ikke i beslutningen nævner, at denne undersøgelse har været foretaget, tilsidesætter den sin begrundelsespligt. Forpligtelsen til at begrunde beslutningen vurderes så meget desto strengere af Domstolen, som Kommissionen i sin vurdering af situationen til dels har et skøn og derved delvis kan unddrage sig domstolskontrol. Pligten består såvel ved begunstigende som ved bebyrdende afgørelser. De forklaringer, Kommissionen har givet i sit indlæg, burde have været givet som begrundelse i beslutningen.

Kommissionen har heroverfor anført, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at det var fornødent at træffe andre foranstaltninger end de allerede trufne. Selv om sagsøgeren havde godtgjort det, kunne dette forhold kun gøres gældende under et passivitetssøgsmål.

Undersøgelsen af, om det var nødvendigt at træffe de i artikel 74 foreskrevne forholdsregler var hverken en betingelse, der skulle opfyldes, inden Kommissionen kunne handle i medfør af artikel 58, eller et af de faktiske forhold, som retsgrundlaget for beslutning nr. 2794/80 beroede på; den var heller ikke en af de betragtninger, som tilskyndede Kommissionen til at træffe [foranstaltningen], og det var derfor ikke nødvendigt at omtale den i begrundelsen for beslutningen.

Sagsøgeren har gjort gældende, at kvoterne ikke blev fastsat på et rimeligt grundlag under hensyntagen til de i [traktatens] artikel 2, 3 og 4 nævnte principper, jf. artikel 58, stk. 2; efter sagsøgerens opfattelse er bestemmelserne i artikel 4, nr. 3, i beslutning nr. 2794/80/EKSF nemlig diskriminerende, hvis de ikke kan finde anvendelse på virksomheder, hvis frivillige produktionsprogrammer ikke kunne baseres på regnskabsåret 1974 som følge af, at deres anlæg først blev sat i drift senere (de såkaldte nye virksomheder). Artikel 14 indebærer ligeledes en forskelsbehandling af levedygtige virksomheder i forhold til andre virksomheder. Endvidere fører fastsættelsen af kvoterne for disse virksomheder på grundlag af den faktiske produktion i referenceperioden, og ikke på grundlag af produktionskapaciteten, uundgåeligt til en forskelsbehandling.

Kommissionen har anført, at det valgte grundlag for fastsættelsen af kvoterne — nemlig referenceproduktionen for hver enkelt virksomhed — er rimeligt. Det suppleres med bestemmelserne i artikel 4, nr. 3, 4 og 5, artikel 5, stk. 2, sidste led, samt artikel 14.

Artikel 4, nr. 3, som hjemler en tilpasning af referenceproduktionen, blev indført for at undgå ubillige resultater som følge af den i artikel 4, stk. 1, fastsatte periode på tre år, udelukkende til skade for visse virksomheder, som havde deltaget i frivillige leveringsprogrammer, og som opfyldte visse andre betingelser.

Skønt det sagsøgende selskab havde deltaget i disse programmer, opfyldte det ikke alle de fastsatte betingelser (hvilket anføres i den første betragtning i den individuelle beslutning af 24. 2. 1981), hvorfor der ikke var nogen grund til at tilpasse referenceproduktionen i medfør af nr. 3. Men dette indebærer ikke nogen forskelsbehandling hverken af de nye virksomheder eller af nogen anden virksomhed, der ikke opfylder nr. 3's betingelser, idet der ikke er tale om at behandle virksomheder, der er underkastet ensartede betingelser, forskelligt. Behandlingen er kun forskellig i det omfang, der for virksomhederne gælder forskellige betingelser, og er således fuldt ud berettiget.

Artikel 14 giver hjemmel for at lette de uforholdsmæssigt store byrder, som visse virksomheder måtte blive påført ved anvendelsen af de almindelige bestemmelser i beslutning nr. 2794/80. Artiklen indebærer på ingen måde en forskelsbehandling, idet alle virksomheder, der bliver stillet over for usædvanlige vanskeligheder, vil kunne opnå en tilpasning af deres kvoter. For de virksomheder, der ikke udsættes for sådanne vanskeligheder, men som fortsat er levedygtige, er der ingen grund til at foretage en tilpasning i medfør af denne artikel. Det står dog fast, at der ikke er tale om forskellig behandling af ensartede tilfælde, fordi nogle virksomheder ikke kan gøre krav på tilpasning i medfør af artikel 14, men en forskellig behandling af forskelligartede tilfælde.

Kommissionen deler ikke den opfattelse, at det er diskriminerende at tage den faktiske produktion og ikke produktionskapaciteten som udgangspunkt.

Den faktiske produktion er et objektivt, nøjagtigt og måleligt kriterium, hvorimod kapacitetsbegrebet er mindre præcist, og det kan medføre visse urimeligheder at anvende kapaciteten som kriterium i stedet for den faktiske produktion.

Hvis man beregnede kvoterne på grundlag af virksomhedernes kapacitet, ville man endvidere uundgåeligt straffe virksomheder med en meget høj kapacitetsudnyttelse som følge af en rationel ledelse og ganske uberettiget begunstige virksomheder med en lav udnyttelsesgrad.

Formålet med artikel 4, nr. 3, er at råde bod på en urimelig behandling af de virksomheder, som, fordi de havde deltaget i frivillige leveringsbegrænsningsprogrammer på grundlag af leverancerne i 1974, endnu ikke på dette tidspunkt havde sat deres nye anlæg i drift.

Nye virksomheder, som sagsøgerens, der ikke er omfattet af artikel 4, nr. 3, kan imidlertid drage fordel af andre artikler i beslutning nr. 2794/80/EKSF, der som artikel 14 ligeledes har karakter af billighedsbestemmelser. Sagsøgeren havde et andet handicap end det, artikel 4, nr. 3, tager sigte på, nemlig en tilstrækkelig lav udnyttelsesgrad til at medføre usædvanlige vanskeligheder for virksomheden i artikel 14's forstand, hvilket blev anerkendt i den individuelle beslutning af 24. februar 1981.

Sagsøgeren har heroverfor gjort gældende, at kvotasystemet pålægger virksomhederne en byrde i form af, at det hindrer dem i at udnytte deres produktionskapacitet fuldt ud. Denne byrde bør fordeles ligeligt på grundlag af den eksisterende produktionskapacitet.

Kommissionens argument om, at produktionskapaciteten er et upræcist begreb, hvis anvendelse kan give anledning til betydelige vanskeligheder i praksis, kan ikke stå for en nærmere prøvelse.

Kommissionen anvendte selv begrebet i forbindelse med sine egne programmer, f.eks. de kvartalsmæssige prognoser samt indførelsen af frivillige produktionsbegrænsningsprogrammer for de virksomheder, der ikke producerede i 1974. Det kan ikke være vanskeligere at kontrollere produktionskapaciteten end den faktiske produktion.

Yderligere er det ikke de moderne og effektivt ledede virksomheder, der har haft en høj kapacitetsudnyttelse, men de virksomheder, som har forældede installationer og et stort personale, og som modtager statsstøtte. Disse virksomheder, der af Kommissionen fremstilles som klassens dukse, er i virkeligheden den egentlige årsag til forværringen af situationen i jern- og stålindustrien.

Sagsøgeren har anført, at referencesystemet er ubilligt, især fordi det straffer virksomheder med en meget lav udnyttelse af deres produktionskapacitet.

Artikel 4, nr. 3, havde til formål at rette op på denne skævhed, men var samtidig undergivet tre betingelser der udelukkende skulle begunstige visse virksomheder, som bestemmelsen i bogstaveligste forstand var skræddersyet for.

Disse betingelser udgør tilsammen en særdeles alvorlig mangel for de virksomheder, der i perioden mellem 1974 og 1. juli 1978 gradvis tog nye anlæg i drift, og hvis referenceperiode derfor yderligere er begrænset, hvorfor de ikke har mulighed for at vælge måneden med den højeste produktion.

Kommissionen har fremhævet, at den byrde, kvotasystemet indebærer, er, at produktionen nedsættes i forhold til den tidligere produktion, for at der kan ske en tilpasning af Fællesskabets produktion til den lavere efterspørgsel. Det er lettere at kontrollere den faktiske produktion, der giver sig konkrete udslag, end at måle produktionskapaciteten.

Kommissionen har oplyst, hvorledes den tidligere under særlige omstændigheder har anvendt kapacitetsbegrebet. Tallene for den faktiske produktion eller de faktiske leverancer bør foretrækkes, såfremt disse oplysninger foreligger.

Sagsøgerens leveringsprogrammer blev baseret på en forventet gradvis forøgelse af kapacitetsudnyttelsen med en forventet fuld udnyttelse ultimo 1979. Sagsøgerens leverancer i 1979 og indtil juni 1980 oversteg ikke ca. 50 % af de mængder, der kunne være leveret.

For så vidt angår virksomheder med høj udnyttelsesgrad, er Kommissionen af den opfattelse, at dette forhold snarest skyldes, at de tilbyder et tilstrækkelig bredt udvalg af produkter, som har en kvalitet, der kan opfylde brugernes krav, og som efterhånden tilpasses markedsudviklingen.

Sagsøgeren har kritiseret det forhold, at virksomhederne for at være omfattet af artikel 4, nr. 3, skal have deltaget i et frivilligt produktionsbegrænsningsprogram. Foranstaltninger, der ikke oprindelig var og ikke kunne være bindende, får herved bindende virkning, hvilket er i strid med maksimen nulla poena sine lege.

Kommissionen har heroverfor anført, at det forhold at kun visse virksomheder, der er blevet urimeligt behandlet, omfattes af artikel 4, nr. 3, ikke er ensbetydende med, at andre virksomheder straffes. Da der ikke er tale om en sanktion, kan maksimen nulla poena sine lege ikke være tilsidesat. Kommissionen kan ikke se, hvorledes den nævnte bestemmelse kan være i strid med EKSF-traktatens artikel 14, stk. 4 og 5.

Hertil har sagsøgeren svaret, at forholdet består i, at foranstaltninger, der ikke er bindende, gøres forbindende. I strid med reglerne, at udtalelser ikke er bindende, og at retsakter, der medfører en retlig forpligtelse, skal opfylde særlige formkrav, har Kommissionen efterfølgende ændret retsakter, der ikke var bindende — nemlig den negative udtalelse (artikel 4, nr. 4, i beslutning nr. 2794/80) og leveringsprogrammet (samme artikels nr. 3) — til obligatoriske og bindende beslutninger.

Princippet om den berettigede forventning er tilsidesat. Borgeren kan ikke forudse, at administrationen senere fastsætter sanktioner for manglende overholdelse af regler, der angives ikke at være bindende.

Kommissionen mener ikke, at der kan lægges vægt på anbringendet om, at det grundlæggende princip om borgernes berettigede forventning skulle være tilsidesat. Leveringsprogrammerne var ikke bindende. Hvis en virksomhed ikke ønskede at tage hensyn til en negativ udtalelse fra Kommissionen angående en investering, accepterede den den risiko, som var en indirekte følge af en situation, som virksomheden selv havde været med til at fremkalde. Den omstændighed, at Kommissionen tager hensyn hertil og beslutter ikke at honorere den herved opståede kapacitetsforøgelse, kan på ingen måde sidestilles med, at der pålægges en sanktion i tilknytning til en uforbindende retsakt.