En undtagelse herfra findes i artikel 98, stk. 2 i vedtægten for de i artikel 92 nævnte tjenestemænd, dvs. tjenestemænd, der har en stilling, som kræver videnskabelig eller teknisk viden inden for det nukleare område, og hvis vederlag afhol des over forsknings- og investeringsbudgettet.

Under sin tjeneste i FFC i Ispra blev sagsøgeren aflønnet over forsknings- og investeringsbudgettet.

Sagsøgeren havde fra 1966 til 1969 tjenestefrihed af personlige årsager, hvorunder han studerede ved universitetet i Birmingham, hvor han tog en universitetsgrad i elektronik og elektroteknik.

Efter tjenestefrihedens udløb kunne han i mangel af en ledig stilling svarende til sine kvalifikationer først genindtræde fra august 1973 i en stilling som overassistent i lønklasse B 3 ved generaldirektoratet for energi og sikkerhedskontrol inden for Euratom i Luxembourg.

I denne stilling blev sagsøgeren aflønnet over driftsbudgettet.

Selv om sagsøgeren erkendte, at hans vederlag blev afholdt over driftsbudgettet og ikke over forskningsbudgettet, ansøgte han den 22. januar 1975 om overgang til kategori A ved hjælp af den formular, der var bilagt de ovennævnte procedureregler.

Den 12. februar 1975 indgav sagsøgeren en ansøgning efter vedtægtens artikel 90, stk. 1 om at blive omfattet af procedurereglerne; subsidiært anmodede han om at blive overført til en stilling, hvis vederlag afholdes over forsknings- og investeringsbudgettet.

Ved skrivelse af 3. marts 1975, registreret den 6. marts 1975, indgav sagsøgeren efter vedtægtens artikel 90, stk. 2 klage over procedureglerne.

Den 18. juni 1975 anmodede sagsøgeren om, at hans klage af 3. marts 1975 på ny måtte blive registreret.

Den 30. juni 1975 meddelte lederen af afdelingen ansættelse, udnævnelse og forfremmelse sagsøgeren, at hans ansøgning om overgang fra kategori B til kategori A var blevet afvist, da han ikke opfyldte en af de fordrede adgangsbetingelser, nemlig at tilhøre den videnskabelige eller tekniske tjeneste. Dog var administrationen blevet underrettet om hans tilfælde såvel som om andre tjenestemænds, der var i samme situation.

Kommissionen besvarede i skrivelse af 2. oktober 1975 udtrykkeligt sagsøgerens klage af 3. marts 1975. Kommissionen meddelte ham navnlig, at den ikke med støtte i åbenlyse billighedsprincipper kunne udvide anvendelsesområdet for procedurereglerne til andre tjenestemænd end dem, som udtrykkeligt var nævnt i artikel 92, uden at overtræde de udførlige bestemmelser i vedtægtens artikel 45, stk. 2. I øvrigt påstår Kommissionen at have afholdt almindelige udvælgelsesprøver vedrørende adgang til kategori A for ansøgere med universitetseksamen inden for det pågældende område. Herefter mener Kommissionen, at den har handlet i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet.

Kommissionens skrivelse af 2. oktober 1975, som var sendt til sagsøgerens tjenestested, blev ikke overgivet denne før den 16. oktober 1975, da han var på ferie fra den 29. september til den 15. oktober 1975.

1)det udtrykkelige afslag af 2. 10. 1975 erklæres ugyldigt;2)de i Bulletin d'Information nr. 19 af 16. 12. 1974 offentliggjorte Modalités de procedure (procedureregler) erklæres for ugyldige;3)de i henhold til disse procedureregler trufne beslutninger, herunder afslaget af 30. 6. 1975 til sagsøgeren, erklæres for ugyldige;4)artikel 92 i tjenestemandsvedtægten erklæres for ugyldig eller i hvert fald uanvendelig på sagsøgeren;

Klagen er også indgivet for sent efter en opfattelse, som også synes at være sagsøgerens, og hvorefter den udtrykkelige beslutning om afvisning har virkning fra sit udstedelsestidspunkt, hvilket i det foreliggende tilfælde vil sige den 2. oktober 1975. Denne beslutning skulle i henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 3 have været indbragt for Domstolen inden den 3. januar 1976.

Disse anbringender har ikke kunnet imødegås med, at sagsøgeren den 20. juni 1975 mente at måtte anmode om en fornyet registrering af sin oprindelige klage, tidligere registreret den 6. marts 1975.

I øvrigt er det endnu ikke påvist, hvorledes adgangen til kategori A for visse tjenestemænd, der tilhører en anden tjenesteretning end sagsøgeren, kan udgøre en akt, som indeholder et klagepunkt imod ham.

Endelig er indbringelsen af disse beslutninger direkte for Domstolen uantagelig, idet der ikke forinden er indgivet administrativ klage efter vedtægtens artikel 90, stk. 2.

For så vidt nærmere angår den beslutning, som blev meddelt sagsøgeren den 30. juni 1975, synes hans påstand om annullation heraf ligeledes at måtte afvises på grund af, at der ikke forinden var indgivet nogen administrativ klage.

I øvrigt kan sagsøgte ikke se, ud fra hvilken interesse sagsøgeren kan gøre gældende, at vedtægtens artikel 92 er ugyldig eller ikke kan finde anvendelse: konstateringen af den nævnte artikels ugyldighed ville medføre, at vedtægtens artikel 45, stk. 2 igen ville få virkning for alle, heriblandt de af artikel 92 omfattede tjenestemænd.

For så vidt angår den situation, der opstod som følge af administrationens udtrykkelige afslag inden for den i vedtægtens artikel 91, stk. 3, andet led fastsatte frist på tre måneder og meddelelsen af dette afslag efter fristens udløb, gør sagsøgeren gældende, at procesfristerne i visse tilfælde kan afbrydes eller ophæves.

Domstolen har i sin dom i sag 44/71, Marcato, Recueil 1972, s. 427, selv genopåbnet fristen i betragtning af sagens omstændigheder og af det forhold, at sagsøgeren var i god tro med hensyn til det lovlige i sin adfærd.

Dernæst påberåber sagsøgeren sig Domstolens udtalelse i dommen i de forenede sager 109/63 og 13/64, Müller, Sml. 1954-64, s. 559, hvorefter offentliggørelsen af den oversigt, hvori stillingerne og de beføjelser, der er knyttet til hver stilling, beskrives, kan betragtes som et nyt væsentligt forhold, der giver en tjenestemand ret til at anmode administrationen om at ændre en indplaceringsbeslutning, som ikke længere kan anfægtes.

Ifølge sagsøgeren kan alene meddelelsen bevirke, at nye frister løber, mens den blotte afsendelse af besvarelsen ikke har virkning, førend meddelelsen er sket.

Hvilken juridisk basis Domstolen end finder at skulle benytte, dvs. den teori, som kan udledes enten af Marcato-dommen, af Müller-dommen eller af den af sagsøgeren foreslåede tese, består løsningen i at lade den nye frist gælde fra forkyndelsen af den udtrykkelige afvisning, hvilket i den foreliggende sag vil sige fra den 16. oktober 1975.

I øvrigt var sagsøgerens ferie fra den 29. september til den 15. oktober 1975 ikke en ferie, hvori han kunne slappe af. Sagsøgeren blev hjemme i Luxembourg for at forberede nogle L/A-udvælgelsesprøver. I det mindste indtil den 6. oktober befandt han sig på sin bopæl i Luxembourg, og man havde følgelig let kunnet komme i forbindelse med ham i de administrationslokaler, hvor han befandt sig under disse udvælgelsesprøver. Der forelå herefter ikke nogen begrundet forsinkeise med meddelelsen af brevet af 2. oktober 1975, og sagsøgte bør med henblik herpå fremlægge sagsøgerens ferieliste, hvoraf de nærmere detaljer fremgår.

Man kan desuden til de tre ovenfor nævnte juridiske teorier føje endnu en, som består i, at det anerkendes, at fristerne ophæves, når tidspunktet for deres ophør falder under en ferie eller en tjenesterejse.

Sagsøgte har ifølge sagsøgeren på ingen måde kunnet misforstå sidstnævntes påstande og søgsmålsgrunde.

Desuden må de udnævnelser, som er den yderste konsekvens af iværksættelsen af procedurereglerne, annulleres, endog af egen drift. Der opstår intet spørgsmål om en administrativ klage for så vidt angår de uundgåelige følger af en annullation.

Til argumentet om, at den indklagede akt ikke indeholder et klagepunkt mod sagsøgeren, svarer denne, at han, hvis de A-stillinger, som han kan gøre krav på, blev besatte, ville lide retstab, endog selv om procedurereglerne senere blev ophævet, og Domstolen gav ham medhold for så vidt angår annullationen af vedtægtens artikel 92.

Den argumentation, som sagsøgeren har fremført vedrørende de almindelige følger af en annullation af procedurereglerne, kan også anføres for så vidt nærmere angår ophævelsen af den sagsøgeren meddelte beslutning af 30. juni 1975.

Selv om uanvendeligheden af artikel 92 ville bevirke, at alene vedtægtens artikel 45, stk. 2 ville kunne finde anvendelse på forfremmelser, ville sagsøgeren dog få delvist medhold, da alle de af artikel 92 i vedtægten omfattede tjenestemænd så ville være ligestillede.

Ifølge sagsøgeren vil det forhold, at artikel 92 er uanvendelig, for så vidt som der er nedlagt påstand herom i stævningen, betyde en afskaffelse af den forskelsbehandling, som er indeholdt i samme artikel, men lade de i vedtægtens artikel 98 nævnte fordele bestå til fordel for alle de af Fællesskabernes tjenestemænd, der har en stilling, som kræver videnskabelig eller teknisk viden inden for det nukleare område.

Mundtlige indlæg er afgivet af Jänsch, repræsenteret af advokat Marcel Slusny, og Kommissionen, repræsenteret af dens befuldmægtigede, Joseph Griesmar, i retsmødet den 6. maj 1976.

Parterne har under retsmødet anført følgende nye elementer:

Kommissionen har anført, at det af vedtægtens artikel 90, stk. 1, første led fremgår, at den administrative klage kan rettes mod en foranstaltning af generel karakter. Som en sådan foranstaltning kan almene retsakter som f.eks. procedurereglerne ikke betragtes.

For så vidt angår den af administrationen fremlagte ferieliste for sagsøgeren anfører Kommissionen, at der ikke på den findes nogen angivelse af sagsøgerens adresse i ferien fra den 29. september til den 15. oktober 1975.

Sagsøgeren gør som svar på Kommissionens argumentation navnlig gældende, at det af Domstolens retspraksis fremgår, at man i tilfælde af en procedureakt, dvs. en akt, som forudsætter iværksættelsen af et vist antal gennemførelsesakter, kan anfægte den oprindelige retsakt.

I sagsøgerens ferie fra den 29. september til den 15. oktober 1975 tog han jævnligt ind til sit kontor for at hente post. Alle, som så ham komme og gå, vidste udmærket, at han befandt sig i Luxembourg, og at han kom på kontoret. Desuden har en veninde af sagsøgeren i et brev bekræftet, at hun i den pågældende periode opholdt sig konstant hos ham i Luxembourg, bortset fra to dage som han tilbragte i Bruxelles.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 26. maj 1976.