Firma Spitta har gjort gældende, at forordning nr. 3092/76 er retsstridig og derfor ugyldig. Firmaet anfører herfor tre grunde.

For det første henviser forordningen til forordning nr. 974/71, særligt til dennes artikel 6. Men denne forordning kan imidlertid kun finde anvendelse, såfremt der i en medlemsstat indtræder en ændring i vekselkursen, der overskrider den grænse for udsving, som er tilladt ved den internationale ordning, der var gældende den 12. maj 1971. Bemyndigelsen i artikel 6 omhandler kun foranstaltninger, der tjener til gennemførelse af denne forordning. Derfor vil forordning nr. 3092/76 kun være omfattet af bemyndigelsen i artikel 6 i forordning nr. 974/71, såfremt der i en medlemsstat indtræder en ændring i vekselkursen, der går ud over den tilladte grænse for udsving. Men i december 1976 såvel som i tiden før oktober 1976 var der ikke indtruffet nogen sådan kursændring i Forbundsrepublikken Tyskland.

For det andet indeholder forordning nr. 3092/76 ingen regler for allerede indgåede kontrakter og er således i strid med princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning, og det er i hvert fald i tysk ret gældende princip om Treu und Glauben. Ganske vist har Domstolen i visse tilfælde, hvor det drejede sig om langfristede aftaler, antaget, at det var importøren selv, der måtte søge at skaffe sig beskyttelse i passende form (jf. Domstolens dom i sag 68/77, IFG mod Kommissionen, Sml. 1978, s. 354). Denne antagelse kan imidlertid ikke gælde for kontrakter, der skal opfyldes på ganske kort tid, idet det ville være ubilligt at pålægge importøren den samlede økonomiske risiko ved øvrighedsindgreb. Hvis en importør med føje må frygte for, at den vare, han har købt, med dags varsel vil blive belagt med nye afgifter, som han ikke kan vælte over på sin aftager, må han simpelthen holde op med at importere.

For det tredje er der sket en forskelsbehandling af den interne fællesskabs-handel med de i artikel 1 i forordning nr. 3092/76 omhandlede produkter i forhold til handelen med tredjelande, indtil forordning nr. 425/77 af 8. februar 1977 blev udstedt, idet denne forordning ændrer formuleringen af position 16.02 B III b) 1 om oksekød. Et sådant forhold er i strid med traktatens artikel 9, stk. 1, der forbyder told ved indførsel fra og ved udførsel til andre medlemsstater såvel som alle afgifter med tilsvarende virkning. Der er tale om en generel forskelsbehandling af den interne fællesskabshandel i forhold til handelen med tredjelande. Netop dette er kendemærket på en afgift med tilsvarende virkning som told i Fællesskabets interne handel.

Kommissionen har anført, at samtlige de i forordning nr. 974/71 indeholdte betingelser for fastsættelse af monetære udligningsbeløb i den interne fællesskabs-handel for det her omhandlede produkt var opfyldt, da forordning nr. 3092/76 blev udstedt.

Firma Spitta har efter Kommissionens opfattelse især misforstået betydningen af artikel 1, stk. 1 i forordning nr. 974/71, når firmaet anfører, at et produkt kun kan inddrages under ordningen med monetære udligningsbeløb, såfremt der foreligger en ændring i vekselkursen. Systemets anvendelse er kun afhængig af, om en bestemt valuta har en kurs, der ligger uden for den tilladte grænse for udsving. Kurssvingningerne i sig selv, altså ændringer i vekselkursen, har betydning for beløbenes størrelse, således som det fremgår af artikel 2 i forordningen nr. 974/71.

Da det såkaldte krydderkød i virkeligheden ikke er andet end fersk kød, som ville være omfattet af kapitel 2 i den fælles toldtarif, såfremt det ikke var blevet tilsat krydder- eller andre stoffer, påvirker valutaændringer på krydderkødets pris i tilsvarende omfang. Derfor var der også fare for, at handelen med disse varer skulle blive forstyrret af valutaforanstaltningerne. Kommissionen har handlet inden for rammerne af den vide skønsbeføjelse, den har i så henseende, da den inddrog krydderkød under ordningen med monetære udligningsbeløb.

Valutaforanstaltningerne for frisk kød havde bevirket, at der i Fællesskabet havde udviklet sig en omfattende handel med krydderkød, der ikke var omfattet af ordningen med de monetære udligningsbeløb. Denne handel ville under normale omstændigheder ikke være opstået og udgjorde en fare for prisniveauet i de pågældende medlemsstater. Eksempelvis var importen fra Irland til Forbundsrepublikken Tyskland af kødprodukter under position 16.02, som også omfatter krydderkød, steget ganske stærkt i de sidste måneder af 1976. Da forordning nr. 3092/76 i januar 1977 så indførte monetære udligningsbeløb for disse produkter, gik importen tilbage til et normalt leje.

Det er efter Kommissionens opfattelse et spørgsmål, om det i en præjudiciel procedure efter traktatens artikel 177 overhovedet er muligt at efterprøve, hvorvidt det var nødvendigt at udstede overgangsregler til beskyttelse af den private, når den præjudicielle sag vedrører en forordnings gyldighed. En forordning kan kun være gyldig eller ugyldig. En mulig ugyldighed kan næppe være i forhold til enkelte og bestemte personer, hvis berettigede forventning er blevet skuffet. Disse personer kan nemlig anlægge et erstatningssøgsmål efter traktatens artikel 215.

Hvordan man nu end vil besvare dette spørgsmål, så er det Kommissionens opfattelse, at de betingelser, der efter Domstolens praksis skal være opfyldt, for at princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning er overtrådt, ikke er til stede. Det princip, at en retsforskrift som hovedregel, medmindre andet udtrykkeligt og undtagelsesvist er bestemt, med det samme udfolder sine virkninger, gælder også for faktiske omstændigheder, der er opstået under den tidligere retstilstand. Undtagelser fra dette princip er kun nødvendige i ganske særlige tilfælde, og om disse foreligger, må afgøres efter strenge kriterier.

Firma Spitta har ikke indgået nogen uigenkaldelige forretninger i dette begrebs betydning i Domstolens praksis. Forretninger kan kun anses som uigenkaldelige i den forstand, at kontrahenten faktisk ikke mere kan træde tilbage, såfremt han også over for forvaltningen har påtaget sig en bindende forpligtelse til at gennemføre sin forretning.

Den ordning, der indførtes ved forordning nr. 3092/76, havde firma Spitta kunnet forudse. Firmaet burde have vidst, at de produkter, der er omfattet af position 16.02 B III b) 1 i den fælles toldtarif, er en følsom sektor. I denne sammenhæng er det tilstrækkeligt at se på udviklingen i de forskrifter, der gælder for import af krydderkød fra tredjelande. Disse forskrifter var centrale i debatten i sagerne 68/77 (a.st.) og 70/77 (Stimming, Sml. 1978, s. 995). Erhvervskredsene var ganske klare over, at det af dem opfundne produkt krydderkød og andre tilberedninger, var noget særligt. De havde været helt klare over, at det kun drejede sig om et skræddersyet produkt, som kun havde det formål at omgå de eksisterende regler for fersk kød.

At dette også præcist er tilfældet for firma Spitta ses ganske tydeligt af den betegnelse, firmaet valgte for den vare, det importerede fra Frankrig til Tyskland. I forelæggelseskendelsen betegnes den som med peber krydrede okseforfjerdinger og oksekødstykker uden ben under position 16.02 B III b) 1. Imidlertid leder man forgæves under hele position 16.02 i den fælles toldtarif efter disse udtryk. For så vidt der er tale om oksekød, hedder det der kun Andre varer af kød eller slagteaffald, tilberedte eller konserverede: Andre varer: med indhold af kød eller slagteaffald af hornkvæg. Men de udtryk, som sagsøgerne har anvendt, findes derimod betegnende nok under position 02.01 A II a), der omfatter fersk, kølet og frosset kød af tamokser.

Den foranstaltning, som Kommissionen traf, var endelig også nødvendig ud fra bydende offentlige hensyn. En længere overgangsfrist ville have øget faren for, at endnu større mængder blev importeret i tide uden udligningsbeløb, en mulighed, som handelen med sikkerhed ville have udnyttet. Regler, hvorefter allerede indgåede kontrakter og herpå beroende leveringer generelt blev undtaget fra anvendelsen af den nye ordning, kunne ikke forsvares. Dette ville i praksis have været ensbetydende med, at Kommissionen var uden mulighed for at reagere hensigtsmæssigt på bestemte udviklinger i handelsmønstret.

Hvad den interne fællesskabshandel angår, står det jo virksomhederne frit for at afslutte kontrakter om så mange mængder og til levering, på hvilket tidsrum de måtte ønske. Opfyldelse eller manglende opfyldelse af sådanne kontrakter sanktioneres ikke af fællesskabsretten, idet der her ikke findes nogen licens- eller sikkerhedsordning.

I sidste instans var det ganske enkelt at eksportere kød under position 02.01 til en anden medlemsstat, indkassere høje monetære udligningsbeløb i forbindelse hermed, dernæst tilberede det samme kød ved at komme et par peberkorn til og slutteligt importere det til Forbundsrepublikken Tyskland under position 16.02 uden at skulle betale monetære udligningsbeløb.

Det var sagligt begrundet, at krydderkød og lignende produkter kun blev omfattet af udligningsbeløb i den interne fællesskabshandel. På grund af uens faktiske omstændigheder kunne retsstillingen heller ikke blive ens. Da forordning nr. 3092/76 blev udstedt, spillede krydderkød praktisk ingen rolle i samhandelen med tredjelande, efter at det var blevet omfattet af de dagældende beskyttelsesforanstaltninger. Derfor var der, hvad handelen med tredjelande angår, ingen fare for, at valutaforanstaltninger skulle føre til forstyrrelser.

Kommissionen har derfor foreslået at meddele den nationale ret det svar, at gennemgangen af de forelagte spørgsmål intet har frembragt, der kan drage gyldigheden af forordning nr. 3092/76 i tvivl.

I det mundtlige retsmøde den 9. november 1978 er der afgivet indlæg af firma Spitta, repræsenteret af advokat G. Breit, Frankfurt am Main, og af EF's Kommission, repræsenteret af sin befuldmægtigede, G. zur Hausen.

Generaladvokaten har fremsat torslag til afgørelse i retsmødet den 14. december 1978.