16.4.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 99/21


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2015/596

af 15. april 2015

om ændring af forordning (EF) nr. 606/2009 for så vidt angår forhøjelse af det maksimale totale svovldioxidindhold, hvis vejrforholdene har gjort det nødvendigt

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 91, litra c), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I Kommissionens forordning (EF) nr. 606/2009 (2) fastsættes det maksimale totale indhold af svovldioxid i vin. Ifølge punkt A.4. i forordningens bilag I B kan Kommissionen beslutte, at de berørte medlemsstater kan give tilladelse til, at det maksimale totale svovldioxidindhold på under 300 mg/l forhøjes med højst 50 mg/l, hvis vejrforholdene har gjort det påkrævet.

(2)

Den 1. december 2014 sendte de kompetente myndigheder i Tyskland en officiel anmodning om at forhøje det maksimale totale svovldioxidindhold i vin på under 300 mg/l med højst 50 mg/l for vin, som er fremstillet af druer, der er høstet i 2014 i vindyrkningszonerne i de tyske delstater Baden-Württemberg, Bayern, Hessen og Rheinland-Pfalz.

(3)

De kompetente tyske myndigheder forklarer i deres tekniske redegørelse, at vejrforholdene og især det varme og fugtige vejr i høstperioden har fremmet forekomsten af skadedyr, der danner pyruvat, acetaldehyd og alpha-ketoglutarsyre. Disse stoffer går i forbindelse med svovldioxid og nedsætter dens konserverende virkning. For at sikre en tilfredsstillende vinifikation og en god konservering er der derfor behov for en større mængde svovldioxid i vin, der fremstilles af disse druer. Den midlertidige tilladelse, der er omhandlet i punkt A.4 i bilag I B til forordning (EF) nr. 606/2009, er derfor den eneste mulighed for at anvende de druer, der er berørt af disse ugunstige vejrforhold, til fremstilling af vin, der er egnet til markedsføring.

(4)

Forordning (EF) nr. 606/2009 bør derfor ændres.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Tillæg 1 til bilag I B til forordning (EF) nr. 606/2009 erstattes af teksten i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. april 2015.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)   EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 606/2009 af 10. juli 2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 479/2008 for så vidt angår kategorier af vinavlsprodukter, ønologiske fremgangsmåder og restriktioner i forbindelse hermed (EUT L 193 af 24.7.2009, s. 1).


BILAG

»Tillæg 1

Forhøjelse af det maksimale totale svovldioxidindhold, hvis vejrforholdene har gjort det nødvendigt

 

År

Medlemsstat

Vindyrkningszoner

Berørte vine

1.

2000

Tyskland

Alle vindyrkningszoner i Tyskland

Al vin fremstillet af druer høstet i 2000

2.

2006

Tyskland

Vindyrkningszonerne i delstaterne Baden-Württemberg, Bayern, Hessen og Rheinland-Pfalz

Al vin fremstillet af druer høstet i 2006

3.

2006

Frankrig

Vindyrkningszonerne i departementerne Bas-Rhin og Haut-Rhin

Al vin fremstillet af druer høstet i 2006

4.

2013

Tyskland

Vindyrkningszonerne i det afgrænsede område, der er omfattet af den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Mosel« og de beskyttede geografiske betegnelser »Landwein der Mosel«, »Landwein der Ruwer«, »Landwein der Saar« og »Saarländischer Landwein«

Al vin fremstillet af druer høstet i 2013

5.

2014

Tyskland

Vindyrkningszonerne i delstaterne Baden-Württemberg, Bayern, Hessen og Rheinland-Pfalz

Al vin fremstillet af druer høstet i 2014«