Sagerne 81/79, 82/79 og 146/79 er anlagt henholdsvis den 21. maj 1979, den 22. maj 1979 og den 19. september 1979. De er registreret på Domstolens justitskontor henholdsvis den 22. maj 1979, den 23. maj 1979 og den 20. september 1979.

I sag 146/79 har Allo nedlagt påstand om, at hans sag forenes med hans ægtefælles og Aimo-Campogrande's sager. Ved kendelse afsagt af Domstolens første afdeling den 24. oktober 1979 er sagerne 81/79, 82/79 og 146/79 blevet forenet med henblik på retsforhandlingerne og domsafsigelsen. Sagsøgerne har derfor kun indgivet én replik, og Kommissionen én duplik.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (første afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen ikke eller ikke længere ved fastsættelsen af deres skattepligtige indtægt har anvendt de månedlige fradrag, der omtales i artikel 3, stk. 4, andet afsnit i forordning nr. 260/68, med henvisning til, at deres ægtefæller modtager børnetilskuddene.

Den eneste betingelse for at få det månedlige fradrag er, at man har mindst et barn, over for hvem man har forsørgerpligt, mens der i artikel 2, stk. 2, første afsnit, i bilag VII står, at der ved børn, over for hvem der består forsørgerpligt, bl.a. forstås tjenestemandens børn, der er født i ægteskab, når de faktisk forsørges af tjenestemanden.

Selv om artikel 2, stk. 6, i vedtægtens bilag VII bestemmer, at der for børn, over for hvem der består forsørgerpligt, kun gives ét børnetilskud, selv om forældrene er ansat i to forskellige institutioner i de tre europæiske Fællesskaber, er dens betydning kun at undgå, at der for det samme barn ydes to børnetillæg, og bestemmelsen har følgelig intet at gøre med begrebet barn, over for hvem der består forsørgerpligt og med fastsættelsen af den skattepligtige indtægt.

Kommissionen har bemærket, at selv om det ikke bestrides, at artikel 2, stk. 6, i bilag VII ikke udtrykkeligt omhandler det pågældende skattefradrag, er det forbud mod dobbeltydelser, som bestemmelsen indeholder, blot en henvisning til det almindelige princip om forbud mod dobbeltydelser for familietillæg i vedtægtens artikel 67, stk. 2.

Formålet med børnetillægget og med uddannelsestillægget er at bidrage til udgifterne ved uddannelse og underhold af et barn, som tjenestemanden har forsørgerpligt over for. Selv om disse tillæg teknisk udbetales til barnets forældre, er det barnet, som faktisk, om end ikke formelt retligt, er den virkelige modtager. Skattefradraget er i virkeligheden et supplerende børnetillæg i forhold til tillægget i vedtægtens artikel 67, stk. 1. Dette fradrag, som teknisk gives til den lønnede tjenestemand, skal i virkeligheden komme det barn til gode, over for hvem der består forsørgerpligt. Det følger nødvendigvis af det pågældende fradrags art og funktion, at det kun kan tildeles én gang for hvert barn, over for hvem der består forsørgerpligt, selv om forældrene begge er tjenestemænd ved Fællesskaberne. Ordlyden af artikel 3, stk. 4, andet afsnit, i forordning nr. 260/68 bekræfter dette princip, idet det bestemmes, at fradrages ydes for hvert af den skattepligtiges forsørgelsesberettigede børn. Kommissionens praksis på dette område følges ligeledes af Fællesskabernes øvrige institutioner.

Sagsøgerne har i deres replik anført, at sagsøgtes adfærd er ulovlig, fordi sagsøgte til ordlyden af artikel 3, stk. 4, andet afsnit i forordning nr. 260/68 har føjet yderligere betingelser, nemlig betingelsen om, at der modtages børnebidrag, og om at der skal være et barn, over for hvem der består forsørgerpligt, hvorved der opnås ret til børnetillæg.

Kommissionens praksis er i øvrigt selvmodsigende. Såfremt det antages, at to tjenestemænd, der er ægtefæller, har et barn, over for hvem der består forsørgerpligt, anvender Kommissionen kun skattefradraget over for den tjenestemand, som modtager børnetillægget hvilket er ensbetydende med, at retten til fradraget er knyttet til modtagelsen af tillægget, og så meget desto mere med, at retten til tillægget anses for en nødvendig (men ikke tilstrækkelig) betingelse. Til gengæld giver Kommissionen fradraget til den tjenestemand, som har et barn, der ikke giver ret til tillægget, og som følgelig så meget desto mindre modtager det.

Lovbestemmelserne er imidlertid klare: artikel 2, stk. 6, i bilag VII nævner skattefradraget; artikel 3, stk. 4 i forordning nr. 260/68 giver et fradrag for hver af den skattepligtiges forsørgelsesberettigede børn, og vedtægtens artikel 67, stk. 1, nævner ikke skattefradraget. Sagsøgtes opfattelse er følgelig lovstridig.

Desuden tager denne opfattelse ikke hensyn til det skatteretlige princip, hvorefter fortolkningen i tvivlstilfælde skal være den for den skattepligtige gunstigste. Sagsøgte har også overset, at det fælles skattesystem er et system med individuel beskatning, hvilket udelukker, at der kan tages hensyn til ægtefællens eller den samlede families skattemæssige situation. Skattefradraget er ikke et tillæg, men er underkastet særlige regler.

Såfremt sagsøgtes ræsonnement forkastes, vil man dermed nå frem til, at reglen om forbud mod dobbeltydelser vedrørende familietillæg har til logisk følge, at der er pligt til at give oplysning om tillæg af samme art, som udbetales fra anden side. Der er imidlertid ingen pligt til at opgive skattefradrag ydet fra anden side, især det skattefradrag, som gælder til fordel for den ægtefælle, der ikke er tjenestemand. Dermed fører sagsøgtes ordning til den ulogiske situation, at der for en familie, hvor begge ægtefæller er tjenestemænd, kun foretages et skattefradrag for hvert forsørgelsesberettiget barn, mens der for en familie, der består af en tjenestemand og en ikke-tjenestemand, kan være tale om to skattefradrag for livert forsørgelsesberettiget barn.

Hvad angår ordningens fornuftsmæssighed, finder sagsøgerne det logisk, at der, fra det øjeblik forældrene i fællesskab underholder et barn, tages hensyn hertil, ikke blot for den enes vedkommende, men for begges vedkommende, ved fastsættelsen af den skattepligtige indtægt.

Sagsøgte har heroverfor anført, at den omstændighed, at betingelserne for anvendelse af skattefradraget er mere lempelige end betingelserne for ydelser af børnetillæg, på ingen måde kan gøre sagsøgtes fortolkning ulovlig.

Administrationens praksis er ikke selvmodsigende. Den omstændighed, aţ skattefradraget anvendes på den af ægtefællerne, som modtager børnetillægget, er en begunstigende foranstaltning, idet dette tillæg tildeles den ægtefælle, som oppebærer den højeste løn.

En eksegetisk fortolkning gør det muligt at konstatere, at artikel 3, stk. 4, andet afsnit i forordning nr. 260/68 lægger vægten på den udgift, som hvert barn repræsenterer. Det fremgår heraf, at fradraget tildeles afhængigt af, om der er et forsørgelsesberettiget barn, uden at det er nødvendigt at tage hensyn til, om dette barn forsørges af en eller flere personer, som er skattepligtige over for Fællesskabet.

Sagsøgte anser sig i øvrigt ikke for bundet af det af sagsøgerne påberåbte skatteretlige princip. Den omstændighed, at to gifte tjenestemænd særbeskattes, forhindrer på ingen måde, at der kun bør ske fradrag én gang for hvert barn. Et forsørgelsesberettiget barn kan kun være det én gang, hvad enten det fuldstændigt forsørges af en af sine forældre eller delvis forsørges af såvel sin far som sin mor, men under alle omstændigheder kan det aldrig forsørges fuldstændigt af begge forældre på én gang.

Sagsøgtes opfattelse svarer fuldstændigt til den praksis, der følges i medlemsstaterne, hvis fremgangsmåder ved tildeling af en skattelettelse til skattepligtige, som har forsørgelsesberettigede børn, ganske vist er forskellige, men hvor begunstigelsen overalt kun tildeles én gang for hvert forsørgelsesberettiget barn — hvad enten ægtefællerne beskattes særskilt eller ej.

Sagsøgerne har henvist til, at Kommissionen systematisk anvender skattefradraget på en tjenestemand, som har et forsørgelsesberettiget barn, og hvis ægtefælle arbejder uden for Fællesskabet, selv om ægtefællen har ret til et sådant fradrag. Principperne om ligebehandling, billighed og en retfærdig fordeling af rettigheder og pligter er følgelig overtrådt i det omfang, den anfægtede praksis har til følge — idet alle forsørgelsesforpligtelser i øvrigt er ens — at to lønninger beskattes forskelligt, alt efter om en tjenestemands ægtefælle selv er ansat ved Fællesskaberne eller arbejder uden for disse.

En passende erstatning i dette tilfælde vil være tilbagebetaling af den således overskydende skat med renter.

Sagsøgte mener, at det ikke drejer sig om at sammenligne sagsøgernes situation med situationen for en fiktiv tjenestemand, som befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med deres, men hvis ægtefælle arbejder uden for Fællesskaberne. En sådan sammenligning ville inddrage et element, som administrationen ikke har nogen indflydelse på, nemlig en eventuel ordning i national ret, som kan sammenlignes med den ved forordning nr. 260/68 indførte ordning. Kravet om ligebehandling er opfyldt fra det øjeblik, hvor dets overholdelse er sikret i de af fællesskabslovgiver udstedte regler, uden at det kræves, og uden at det for øvrigt er muligt, at der tages hensyn til omstændigheder uden for disse regler, som f.eks. det sted, hvor tjenestemanden bruger sin løn, eller de nationale skatteregler, som gælder for tjenestemandens ægtefælles løn.

For at der skal være tale om forskelsbehandling, kræves det yderligere, at identiske eller sammenlignelige forhold behandles forskelligt. I det foreliggende tilfælde skal sammenligningen imidlertid ikke gælde sagsøgernes skattemæssige situation i forhold til den situation, de ville være i, såfremt deres ægtefælle arbejdede uden for Fællesskaberne, men derimod sagsøgernes og deres ægtefællers samlede økonomiske situation i forhold til deres situation, såfremt de sidstnævnte ikke var ansat i Fællesskaberne (jf dommen i sag 6/60, Humblet, Sml. 1954-1964, s. 207; org.ref.: Recueil 1960, s. 1125).

Kommissionen mener, at dens eventuelt urigtige fortolkning af de pågældende bestemmelser ikke er en tjenestefejl, som kan medføre tilkendelse af erstatning. Da dommen i sag 23/69 (Fiehn, Sml. 1970, s. 95; org.ref.: Recueil, s. 547) viser, at bortset fra undtagelsestilfælde er en forkert fortolkning principielt ikke i sig selv en tjenstlig fejl. Sagsøgerne har ikke godtgjort, at der foreligger exceptionelle omstændigheder. Dommen i sag 106/76 (Gelders-Deboeck, Sml. 1977, s. 1623) viser, at Kommissionen bør... ikke tilpligtes at betale sagsøgeren de krævede beløb, idet annullationen af den påklagede afgørelse i sig selv medfører, at Kommissionen skal træffe en fornyet afgørelse i henhold til den afsagte dom.

Sagsøgerne har i deres replik anført, at det fremgår af vedtægten, at ethvert forbud mod dobbeltydelser er suppleret af en forpligtelse til at oplyse, hvilke ydelser man modtager fra anden side. Sagsøgtes system forkastes ved selve den opfattelse, som sagsøgte principalt har fremsat, da man for at overholde de deri nævnte retlige principper netop må tage hensyn til ydelser af samme art fra anden side, altså til ydre momenter, selv hvis der ikke findes nogen bestemmelse herom.

Sagsøgerne har gjort gældende, at såfremt man tilslutter sig Kommissionens ræsonnement vedrørende det første anbringende, som Kommissionen har glemt vedrørende det andet anbringende, er der tale om forskelsbehandling, idet et barn af et tjenestemandsægtepar altid kun får ét skattefradrag, mens et barn af en tjenestemand og en person, som arbejder uden for Fællesskaberne, kan få to skattelettelser.

Den ulovlige praksis anvendes ikke ensartet over for alle, men kun over főiden tjenestemand, hvis ægtefælle ligeledes er tjenestemand. Såfremt en ulovlig praksis ikke i sig selv er en fejl, er den det, når den som i det foreliggende tilfælde er skønsmæssig (intet objektivt kriterium), usammenhængende (forbud mod dobbeltydelser uden den tilsvarende forpligtelse) og et udtryk for forskelsbehandling.

Sagsøgerne overlader det til Domstolen at træffe afgørelse om deres krav om, at Kommissionen dømmes til betaling af de beløb, der svarer til overskydende skat, i det omfang, genstanden for dette krav kan fremstå som en følge af annullationen af de trufne afgørelser, men fastholder princippet om, at sagsøgte dømmes til at betale morarenter, da det ikke nødvendigvis følger af denne annulation, at de skal betales. Når der er tale om en fejl, skal der betales morarenter fra datoen for hver urigtig opkrævning af skat (dommen i sag 155/76, Leonardini, Smi. 1978, s. 735).

Kommissionen har heroverfor anført, at anvendelse af to skattefradrag for hvert forsørgelsesberettiget barn, når dettes forældre begge er ansat i Fællesskaberne, i sig selv vil være en kilde til forskelsbehandling. To ægtefæller, der begge er tjenestemænd i Fællesskaberne, vil således få to fradrag, mens den tjenestemand, hvis ægtefælle ikke har erhvervsarbejde, kun kan få et. Det er klart, at en sådan forskellig behandling ikke kan forsvares, når henses til den nøje forbindelse mellem skattefradraget og den omstændighed, at der er et forsørgelsesberettiget barn, og den vil følgelig være udtryk for forskelsbehandling.

Leonardini-dommen kan ikke give nogen løsning, da Kommissionen blev dømt til betaling af morarenter under hensyn til den betydelige forsinkelse, hvormed behandlingen af ulykkens følger blev afviklet, hvilket blev bedømt som en fejl. Dette tilfælde er helt forskelligt fra det tilfælde, som gav anledning til Fiehndommen og fra det tilfælde, der er tale om i den foreliggende sag.

Sagsøgerne ved advokat Edmond Lebrun, Bruxelles, og EF-Kommissionen ved advokat Daniel Jacob, Bruxelles, hatafgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 22. maj 1980.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 19. juni 1980.