Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

D. SPIELMANN

fremsat den 9. juli 2026 (1)

Sag C-170/25 P

Europa-Kommissionen

mod

TP

» Appel – offentlige kontrakter – beskyttelse af Unionens finansielle interesser – sagsøgerens udelukkelse i to år fra at deltage i tildelingsprocedurer, der er omfattet af finansforordningen fra 2018, fra at blive udvalgt til at gennemføre EU-midler og fra tildelingsprocedurer finansieret af 11. Europæiske Udviklingsfond – artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018 – forpligtelse til en konkret og individuel vurdering af adfærden hos den pågældende person – retlig kvalificering af afgørelsen om udelukkelse – annullations- og erstatningssøgsmål «






 Indledning

1.        I den foreliggende appelsag har Europa-Kommissionen nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 18. december 2024, TP mod Kommissionen (T-776/22, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2024:908), hvorved Retten annullerede Kommissionens afgørelse af 1. oktober 2022 om udelukkelse af TP fra deltagelse i tildelingsprocedurer, der er omfattet af forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (2) eller finansieret af forordning (EU) 2018/1877 (3), og fra at blive udvalgt til gennemførelse af EU-midler (herefter »den omtvistede afgørelse«).

2.        Jeg vil efter Domstolens anmodning kun behandle det første appelanbringende. Jeg vil først undersøge, om den ansvarlige anvisningsberettigede (her Kommissionen), når denne træffer en sådan afgørelse om udelukkelse, automatisk er bundet af de konstateringer, som er foretaget af den ret, der tidligere har truffet afgørelse om kontraktforholdet. Dernæst vil jeg vurdere, om den ansvarlige anvisningsberettigede, således som Retten fastslog, skal foretage en individuel undersøgelse for at kunne træffe en afgørelse om udelukkelse, bl.a. i forbindelse med et konsortium, som består af virksomheder, der hæfter solidarisk, hvilket giver mig anledning til at henvise til udelukkelsesforanstaltningens retlige karakter.

 Retsforskrifter

 Finansforordningen fra 2018

3.        Artikel 135 i finansforordningen fra 2018 med overskriften »Beskyttelse af Unionens finansielle interesser ved hjælp af opdagelse af risici, udelukkelse og pålæggelse af økonomiske sanktioner« fastsætter:

»1.      Med henblik på at beskytte Unionens finansielle interesser opretter og anvender Kommissionen et system for tidlig opdagelse og udelukkelse.

Formålet med sådan et system skal være at lette:

a)      tidlig opdagelse af personer eller enheder omhandlet i stk. 2, som udgør en risiko for Unionens finansielle interesser

b)      udelukkelse af personer eller enheder omhandlet i stk. 2, som befinder sig i en af de udelukkelsessituationer, der er omhandlet i artikel 136, stk. 1

c)      pålæggelse af en økonomisk sanktion over for en modtager i medfør af artikel 138.

2.      Systemet for tidlig opdagelse og udelukkelse skal finde anvendelse på:

a)      deltagere og modtagere

b)      enheder, hvis kapacitet kandidaten eller tilbudsgiveren har til hensigt at benytte, eller en kontrahents underleverandører

[…]

4.      Afgørelsen om at udelukke personer eller enheder omhandlet i nærværende artikels stk. 2 eller om at pålægge en modtager økonomiske sanktioner skal baseres på en endelig dom eller i de udelukkelsessituationer, der er omhandlet i artikel 136, stk. 1, på en endelig administrativ afgørelse eller på en foreløbig juridisk vurdering foretaget af panelet omhandlet i artikel 143 i de situationer, der er omhandlet i artikel 136, stk. 2, for at sikre en centraliseret vurdering i disse situationer. […]«

4.        Artikel 136 i finansforordningen fra 2018 med overskriften »Udelukkelseskriterier og afgørelser om udelukkelse« fastsætter:

»1.      Den ansvarlige anvisningsberettigede udelukker en person eller enhed som omhandlet i artikel 135, stk. 2, fra at deltage i tildelingsprocedurer, der er omfattet af denne forordning, eller fra at blive udvalgt til at gennemføre EU-midler, hvis personen eller enheden befinder sig i en eller flere af følgende udelukkelsessituationer:

[…]

e)      personen eller enheden har udvist betydelig misligholdelse i forhold til at opfylde væsentlige forpligtelser i forbindelse med gennemførelsen af en retlig forpligtelse, der finansieres over budgettet, hvilket

i)      har ført til tidligt ophør af en retlig forpligtelse

ii)      har ført til anvendelse af konventionalbod eller andre kontraktmæssige sanktioner eller

iii)      er blevet opdaget af en anvisningsberettiget, [Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)] eller Revisionsretten efter tjek, revisioner eller undersøgelser

[…]

2.      I mangel af en endelig dom eller, hvor dette er relevant, en endelig administrativ afgørelse i de tilfælde, som er omhandlet i stk. 1, litra c), d), f), g) og h), eller i det tilfælde, som er omhandlet i stk. 1, litra e), udelukker den ansvarlige anvisningsberettigede en person eller en enhed som omhandlet i artikel 135, stk. 2, på grundlag af en foreløbig juridisk vurdering af adfærd som omhandlet i nævnte litraer under hensyntagen til konstaterede faktiske omstændigheder eller andre forhold i henstillingen fra det i artikel 143 omhandlede panel.

[…]

De i første afsnit omhandlede faktiske omstændigheder og forhold omfatter navnlig:

a)      faktiske omstændigheder, der konstateres i forbindelse med revisioner eller undersøgelser, som foretages af EPPO, for så vidt angår de medlemsstater, der deltager i et forstærket samarbejde i henhold til forordning (EU) 2017/1939 [(4)], Revisionsretten, OLAF eller den interne revisor, eller andre tjek, revisioner eller kontroller, som er foretaget under den anvisningsberettigedes ansvar

b)      ikkeendelige administrative afgørelser, der kan omfatte disciplinære foranstaltninger, som træffes af det kompetente tilsynsorgan med ansvar for at verificere anvendelsen af erhvervsetiske standarder

c)      faktiske omstændigheder, der er omhandlet i afgørelser, som træffes af personer eller enheder, der gennemfører EU-midler i henhold til artikel 62, stk. 1, første afsnit, litra c)

d)      oplysninger fremsendt i overensstemmelse med artikel 142, stk. 2, litra d), af enheder, der gennemfører EU-midler i henhold til artikel 62, stk. 1, første afsnit, litra b)

e)      Kommissionens afgørelser vedrørende overtrædelse af EU-konkurrenceret eller en national kompetent myndigheds afgørelser vedrørende overtrædelse af EU-konkurrenceret eller national konkurrenceret.

[…]«

 Direktiv 2014/24/EU

5.        Artikel 57, stk. 4, litra g), i direktiv 2014/24/EU (5) har følgende ordlyd:

»De ordregivende myndigheder kan udelukke, eller medlemsstaterne kan kræve, at de ordregivende myndigheder udelukker, en økonomisk aktør fra deltagelse i en udbudsprocedure i følgende tilfælde:

[…]

g)      hvis den økonomiske aktør har udvist betydelige eller vedvarende mangler i forbindelse med opfyldelsen af et væsentligt krav under en tidligere offentlig kontrakt eller en tidligere kontrakt med en ordregivende enhed eller en tidligere koncessionskontrakt, der har medført den pågældende tidligere kontrakts forfald før aftalt tid, skader eller andre sammenlignelige sanktioner.«

 Sagens baggrund

6.        Sagens baggrund, der fremgår af den appellerede dom, kan sammenfattes som følger.

7.        Den 26. juni 2009 indgik sagsøgeren i første instans, TP, en konsortieaftale med et andet partnerselskab om deltagelse i en af Kommissionen iværksat udbudsprocedure med henblik på indgåelse af en offentlig bygge- og anlægskontrakt, der vedrørte moderniseringen af et bygværk.

8.        Kommissionen besluttede at tildele kontrakten til det konsortium, som TP og partnerselskabet havde oprettet. Der blev indgået en kontrakt herom den 5. oktober 2009. Arbejderne blev påbegyndt i november 2009 og afsluttet i november 2011.

9.        I februar 2012 blev der konstateret mangler i bygværket. På grundlag af en undersøgelse gennemført af den ingeniør, der var ansvarlig for arbejderne, foretog partnerselskabet reparationer på konsortiets vegne. Den 17. december 2013 sendte Kommissionen, der var utilfreds med de foretagne reparationer, en meddelelse om førtidig ophævelse af kontrakten til konsortiet. Den 14. januar 2014 sendte konsortiet på sin side en meddelelse om opsigelse af denne kontrakt.

10.      Kommissionen og konsortiet indbragte deres tvist for et tvistbilæggelsesudvalg. Den 3. juli 2014 konkluderede dette udvalg, at problemerne med funktionaliteten af bygværket var blevet skabt af en kombination af mangler ved udformningen og ved gennemførelsen, som både Kommissionen og konsortiet var ansvarlige for. Kommissionen anmodede om, at der blev foretaget en ny undersøgelse af bygværket, som resulterede i, at der blev fremsendt en rapport den 17. juli 2017. På grundlag af bl.a. denne rapport indledte Kommissionen den 15. september 2017 en voldgiftsprocedure i henhold til Det Internationale Handelskammers (ICC) voldgiftsregler.

11.      Den 11. februar 2020 afsagde en voldgiftsret oprettet under CCI (herefter »voldgiftsretten«) en delkendelse, hvorved den konstaterede, at der forelå 6 757 mangler som følge af de arbejder, der var blevet udført i henhold til den omtvistede kontrakt, for hvilke der var et delt ansvar, hvor Kommissionen hæftede for 60%, og konsortiet hæftede for 40%. Ved endelig kendelse af 19. juli 2022 kvalificerede voldgiftsretten konsortiets adfærd som groft uagtsom, og den pålagde TP og partnerselskabet solidarisk at betale Unionen et beløb, som svarede til de udgifter, der var nødvendige for at reparere bygværket. De to kendelser, der blev afsagt af voldgiftsretten, blev påklaget.

12.      I februar 2021 indbragte Kommissionen sagen for det interinstitutionelle panel, der er oprettet i henhold til artikel 143 i finansforordningen fra 2018, og som navnlig har til opgave at udarbejde henstillinger om behovet for at træffe afgørelse om udelukkelse eller pålæg af økonomiske sanktioner, som er blevet henvist til det af Kommissionen eller andre EU-institutioner og ‑organer.

13.      Den 1. oktober 2022 vedtog Kommissionen som følge af henstillingen fra dette panel den omtvistede afgørelse.

 Den omtvistede afgørelse

14.      I denne afgørelse beskrev Kommissionen indledningsvis sammenhængen og de faktiske omstændigheder, der var fastlagt på grundlag af delkendelsen og den endelige voldgiftskendelse, for så vidt angik konsortiet, nemlig at bygherren (her Kommissionen) hæftede for 60% og den kontraherende part (her konsortiet) for 40%, og at TP’s adfærd som deltager i konsortiet, henset til det betydelige omfang af konsortiets forsømmelser, var udtryk for grov uagtsomhed. I den omtvistede afgørelse undersøgte Kommissionen dernæst TP’s argumenter, hvorefter den forkastede hvert enkelt af dem. Kommissionen vurderede endelig den faktiske situation, hvorefter den fastslog, at TP »som deltager i konsortiet« havde tilsidesat de forskellige kontraktmæssige forpligtelser, der var anført.

15.      Kommissionen besluttede således i sin egenskab af ansvarlig anvisningsberettiget og henset til de formildende og skærpende omstændigheder, der gjorde sig gældende for TP, at selskabet i en periode på to år skulle udelukkes fra at deltage i udbudsprocedurer, der er omfattet af finansforordningen fra 2018, fra at blive udvalgt til at gennemføre EU-midler og fra udbudsprocedurer finansieret af 11. Europæiske Udviklingsfond på grundlag af forordning 2018/1877, eftersom det havde udvist grov uagtsomhed i forbindelse med overholdelsen af de vigtigste forpligtelser, der var forbundet med gennemførelsen af en kontrakt, som blev finansieret over EU-budgettet, hvilket førte til førtidig ophævelse af denne kontrakt.

 Den appellerede dom

16.      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 13. december 2022 havde TP anlagt sag med påstand om, at den omtvistede afgørelse blev annulleret, og at Kommissionen blev tilpligtet at betale erstatning for den skade, der var lidt, og at betale sagsomkostningerne. TP havde fremsat tre anbringender til støtte for sine påstande. Retten tog ved den appellerede dom TP’s første anbringende til følge og annullerede den omtvistede afgørelse, idet den ikke fandt det nødvendigt at behandle de to øvrige anbringender.

17.      I forbindelse med det første anbringende gjorde sagsøgeren nærmere bestemt gældende, at artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018 pålagde den ansvarlige anvisningsberettigede at foretage en individuel undersøgelse af den pågældende persons eller enheds adfærd, hvilket Kommissionen havde undladt i det foreliggende tilfælde.

18.      Retten meddelte først, at den ville behandle dette argument i to trin (6). På det første trin foretog den en ordlydsfortolkning samt en kontekstuel og en formålsbestemt fortolkning af denne bestemmelse, hvorefter den fastslog, at der ikke var nogen automatisk forbindelse mellem på den ene side en konstatering af en tilsidesættelse af de kontraktmæssige forpligtelser, som foretages af den ret, der træffer afgørelse om kontraktforholdet (her voldgiftsretten), og på den anden side den ansvarlige anvisningsberettigedes (her Kommissionen) vedtagelse af en afgørelse om udelukkelse (7). På det andet trin undersøgte den endelig, om der forelå en forpligtelse til at foretage en individuel undersøgelse af den pågældende persons adfærd forud for vedtagelsen af en afgørelse om udelukkelse, og konkluderede, at dette var tilfældet (8). Retten fastslog i det foreliggende tilfælde, at Kommissionen, som den havde medgivet i retsmødet, i den omtvistede afgørelse alene havde støttet sig til sagsøgerens solidariske ansvar som medlem af konsortiet uden at tage hensyn til selskabets individuelle adfærd og uden at undersøge den enkelte medkontrahents individuelle ansvar (9).

 Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande

19.      Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 28. februar 2025 har Kommissionen iværksat appel til prøvelse af den appellerede dom. Den har nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom og selv træffer afgørelse i sagen, idet Kommissionen frifindes for påstanden om annullation af den omtvistede afgørelse på grundlag af sit svarskrift. Den har subsidiært nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til Retten til behandling af de to øvrige anbringender i annullationssøgsmålet. Den har nedlagt påstand om, at TP tilpligtes at betale samtlige omkostninger i denne sag og i sagen for Retten.

20.      TP har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at Kommissionen tilpligtes at betale samtlige omkostninger i denne sag.

 Bedømmelse

21.      Kommissionen har fremsat to anbringender til støtte for appellen (10). I forbindelse med det første anbringende, som er det eneste, der undersøges i dette forslag til afgørelse, har Kommissionen anført, at Rettens todelte ræsonnement, der følger af den appellerede dom, førte til, at den begik en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018. Kommissionen har for det første anført, at denne artikel ikke er til hinder for, at den hovedsageligt eller udelukkende baserer sin afgørelse om udelukkelse på voldgiftsrettens konstateringer (det første trin). Den har for det andet bestridt, at den ansvarlige anvisningsberettigede skulle være forpligtet til at foretage en individuel undersøgelse af den pågældende enheds adfærd, før den vedtager en afgørelse om udelukkelse, når der foreligger et solidarisk ansvar inden for konsortiet af medkontrahenter (det andet trin).

22.      Jeg vil behandle Kommissionens to argumenter hver for sig.

 Virkningerne af de konstateringer, som foretages af den ret, der træffer afgørelse om kontraktforholdet, for afgørelsen om udelukkelse: manglende automatisk virkning

23.      Det skal indledningsvis påpeges, at reglerne for de offentlige kontrakter, der indgås af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer, ikke alene findes i den kontraktmæssige ramme, der følger af den kontrakt, som indgås mellem den ordregivende myndighed og den økonomiske aktør, men ligeledes af den administrative ramme, der består af bestemmelserne i finansforordningen fra 2018.

24.      Sideløbende med kontraktforholdet mellem den ordregivende institution (her Kommissionen) og dennes medkontrahent kan denne institutions ansvarlige anvisningsberettigede således i medfør af finansforordningen fra 2018 under visse omstændigheder træffe afgørelse om udelukkelse af en person eller en enhed, som udgør en risiko for Unionens finansielle interesser. Den pågældende opføres i så fald på en liste over personer eller enheder, som er udelukket fra kontrakter, der finansieres over Unionens budget (11).

25.      Kommissionens argumentation rejser spørgsmålet om, hvilket forhold der er mellem på den ene side den kontraktmæssige ramme og på den anden side den administrative ramme, der følger af finansforordningen fra 2018, og som omhandler afgørelser om udelukkelse.

26.      Selv om Kommissionen synes at have erkendt, at den ansvarlige anvisningsberettigede skal foretage en retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder, har den i det væsentlige anført, at denne kvalificering, modsat hvad Retten fastslog, automatisk kan følge af afgørelsen fra den ret, der træffer afgørelse om kontraktforholdet.

27.      Denne argumentation bør efter min opfattelse forkastes, eftersom den gør det muligt for den ansvarlige anvisningsberettigede ikke at foretage en individuel undersøgelse af de omhandlede mangler.

28.      De to retlige rammer af kontraktmæssig og administrativ karakter er således ikke uafhængige af hinanden, eftersom der bl.a. træffes afgørelse om udelukkelse, hvis den pågældende person eller enhed befinder sig i den situation, der er anført i artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018, dvs. i tilfælde af, at den pågældende »har udvist betydelig misligholdelse i forhold til at opfylde væsentlige forpligtelser i forbindelse med gennemførelsen af en retlig forpligtelse, der finansieres over budgettet«. I denne sammenhæng kan de faktuelle konstateringer vedrørende tilsidesættelser af kontraktlige forpligtelser, som foretages af den ret, der træffer afgørelse om kontraktforholdet, medføre, at den ansvarlige anvisningsberettigede vedtager en afgørelse om udelukkelse på grundlag af finansforordningen fra 2018 (12). Der er i denne udstrækning en tæt forbindelse mellem kontraktbruddet og den administrative udelukkelsesforanstaltning. Dette er i øvrigt ikke blevet bestridt.

29.      Af nedenstående grunde bevirker en sådan forbindelse imidlertid ikke, at de konstateringer, som foretages af den ret, der træffer afgørelse om kontraktforholdet, automatisk fører til en afgørelse om udelukkelse.

30.      For det første henvises der i artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018 til »betydelig« misligholdelse i forhold til at opfylde den pågældende medkontrahents »væsentlige« forpligtelser. Det følger heraf, at et kontraktbrud, selv om det har ført til i førtidig ophævelse af en kontrakt eller anvendelse af konventionalbod eller erstatning inden for kontrakt, ikke nødvendigvis opfylder betingelserne for anvendelse af en afgørelse om udelukkelse. Den ansvarlige anvisningsberettigedes skønsmargen i forhold til at træffe en afgørelse om udelukkelse ligger fast og vedrører ikke alene den pågældende kontraktmæssige forpligtelses »væsentlige« karakter, men også det omhandlede kontraktbruds »grovhed« (13).

31.      Det bør herved fremhæves, at en kontraktmæssig sanktion (førtidig ophævelse af kontrakten og/eller betaling af erstatning) og en administrativ udelukkelse ikke forfølger det samme mål, eftersom sanktionen pålægges for en økonomisk aktørs kontraktmæssige misligholdelse af sine forpligtelser over for sin medkontrahent, mens udelukkelsen forfølger et andet formål om at beskytte Unionens finansielle interesser. I tilfælde af en tvist er der forskel på søgsmålets grundlag og på de anbringender, der kan gøres gældende, dels for den ret, der træffer afgørelse om kontraktforholdet, dels for den ret, der tager stilling til, om udelukkelsen er lovlig (14). Denne forskel med hensyn til retsgrundlag og formål mellem de to foranstaltninger gør det nødvendigt for den ansvarlige anvisningsberettigede at fravige den kontraktlige logik og at foretage sin egen vurdering, henset til formålet om at beskytte Unionens budget.

32.      Som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 41, overlader disse betingelser, der følger af finansforordningen fra 2018, og som adskiller sig fra betingelserne i kontrakten, således den ansvarlige anvisningsberettigede en skønsmargen med hensyn til at kvalificere de omhandlede faktiske omstændigheder på en anden måde end den ret, der træffer afgørelse om kontraktforholdet.

33.      For det andet følger det ligeledes af den sammenhæng, hvori artikel 136, stk. 1, i finansforordningen fra 2018 indgår, at der ikke nogen automatisk forbindelse mellem den konstatering af en tilsidesættelse af de kontraktmæssige forpligtelser, som foretages af den ret, der træffer afgørelse om kontraktforholdet, og den ansvarlige anvisningsberettigedes vedtagelse af en afgørelse om udelukkelse.

34.      Det fremgår nemlig af 76. betragtning til denne forordning, at »[m]uligheden for at træffe afgørelse om udelukkelse eller pålægge økonomiske sanktioner er uafhængig af muligheden for at anvende kontraktmæssige sanktioner, såsom konventionalbod« (15).

35.      Ifølge artikel 136, stk. 2, i finansforordningen fra 2018 skal den ansvarlige anvisningsberettigede desuden, når der som i dette tilfælde ikke foreligger en endelig dom, vurdere situationen »under hensyntagen til« konstaterede faktiske omstændigheder eller andre forhold i henstillingen fra det i den nævnte forordnings artikel 143 omhandlede panel.

36.      Som Retten fremhævede i den appellerede doms præmis 46, er artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018 i øvrigt affattet anderledes end denne bestemmelses litra b), c), d), f), g) og h), for så vidt som der i litra e) henvises direkte til den pågældende adfærd og ikke til den dom eller administrative afgørelse, hvorved en anden myndighed end den ansvarlige anvisningsberettigede, f.eks. den ret, der skal træffe afgørelse om kontraktforholdet, har foretaget en forudgående kvalificering af denne adfærd.

37.      Denne forskellige tilgang bekræfter, at selv om den kvalificering, der foretages i forbindelse med en kontrakt, er et af de forhold, der skal tages i betragtning, er den dog ikke automatisk bindende for den ansvarlige anvisningsberettigede, som bevarer sin skønsmargen i forbindelse med vedtagelsen af en afgørelse om udelukkelse.

38.      Det bør tilføjes, at den ansvarlige anvisningsberettigedes afgørelse om udelukkelse i medfør af artikel 136, stk. 3, i finansforordningen fra 2018 skal træffes i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, idet der navnlig tages hensyn til skærpende eller formildende omstændigheder, f.eks. med hensyn til situationens alvor, hvor lang tid der er gået siden den relevante adfærd, dens varighed, dens gentagelse, om den var forsætlig eller ej, de pågældende beløb og den omhandlede persons samarbejde. Den ansvarlige anvisningsberettigede har således pligt til at udøve sin skønsmargen i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, hvilket udelukker den automatiske forbindelse, som Kommissionen har forfægtet (16).

39.      Det kan også udledes af andre stykker i artikel 136 i finansforordningen fra 2018, at den ansvarlige anvisningsberettigede har en skønsmargen. Denne bestemmelses stk. 5 fastsætter således, at der i tilfælde af en »alvorlig og overhængende trussel mod Unionens finansielle interesser« kan træffes afgørelse om midlertidig udelukkelse uden forudgående henstilling fra det panel, der er omhandlet i denne forordnings artikel 143, hvilket kræver en vurdering af den pågældende trussel. Det fremgår tilsvarende af denne bestemmelses stk. 6 og 7, i hvilke tilfælde det ikke er muligt at træffe afgørelse om udelukkelse – bl.a. hvis den pågældende person eller enhed har truffet afhjælpende foranstaltninger – hvilket indebærer, at den ansvarlige anvisningsberettigede udøver sit skøn i denne henseende.

40.      Det følger heraf, at den sammenhæng, hvori artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018 indgår, understøtter, at den ansvarlige anvisningsberettigede har en skønsmargen, og at der ikke er nogen automatisk forbindelse mellem de konstateringer, som foretages af den ret, der træffer afgørelse om kontraktforholdet, og afgørelsen om udelukkelse.

41.      Denne konklusion kan efter min opfattelse ikke drages i tvivl af Kommissionens argumentation om, at undersøgelsen af aftaleparternes kontraktmæssige adfærd er væsentlig, og at den ansvarlige anvisningsberettigede altid er forpligtet til at begrunde sin afgørelse om udelukkelse, uanset om den påberåbte grund er en tilsidesættelse af de kontraktmæssige forpligtelser eller en anden grund, der er anført i artikel 136, stk. 1, i finansforordningen fra 2018. Efter min opfattelse er disse forhold nemlig på ingen måde uforenelige med den ansvarlige anvisningsberettigedes skønsmargen på området, navnlig med hensyn til afgørelsen af, om tilsidesættelsen er »betydelig«, og om den vedrører »væsentlige« forpligtelser. Forpligtelsen til at begrunde sin afgørelse om udelukkelse i denne henseende harmonerer fuldt ud med den anvisningsberettigedes skønsmargen, som denne skal anvende på begrundet vis, således at der er adgang til et andet retsmiddel. Det kan navnlig ikke udelukkes, at en ansvarlig anvisningsberettiget ikke anser de kontraktbrud, som er konstateret af den ret, der træffer afgørelse om kontrakten, for at være af en sådan art, at de skal føre til udelukkelse, at de er forældede, eller at de kan tilskrives en anden enhed, eller at den ansvarlige enhed i mellemtiden har truffet foranstaltninger, der gør det muligt at antage, at den ikke eller ikke længere udgør en risiko for Unionens budget. En sådan fortolkning er endelig også forenelig med princippet om god forvaltningsskik, som Kommissionen har nævnt, og som kræver, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag.

42.      Selv om den ansvarlige anvisningsberettigede i forbindelse med den retlige kvalificering af den adfærd, der er omhandlet i artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018, kan eller skal tage hensyn til de faktiske konstateringer, som foretages af den ret, der træffer afgørelse om kontraktforholdet, påhviler det i denne sammenhæng den sidstnævnte ret at vurdere den pågældende adfærd i lyset af de særlige rammer, der er fastlagt i denne forordning, og formålene hermed. Jeg har vanskeligt ved at se, hvordan dette, som Kommissionen har anført, skulle medføre en »for tung bevisbyrde« for den ansvarlige anvisningsberettigede, eftersom der ikke er tale om bevisbyrden, men om at foretage en uafhængig vurdering på grundlag af tidligere konstaterede forhold eller faktiske omstændigheder.

43.      Hvad for det tredje angår den formålsbestemte og historiske fortolkning af artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018 har Kommissionen subsidiært gjort gældende, at Rettens fejlagtige fortolkning vedrørende den manglende automatiske forbindelse mellem konstateringen af en misligholdelse af en kontrakt og den ansvarlige anvisningsberettigedes vedtagelse af en afgørelse om udelukkelse ligeledes følger af den fejlagtige konstatering om, at EU-lovgiver havde til hensigt at indføre en selvstændig sanktionsordning og således fandt, at udelukkelsessituationer kunne sidestilles med sanktioner.

44.      Det bør påpeges, at Retten i forbindelse med sin historiske og formålsbestemte fortolkning af den omhandlede bestemmelse fastslog, at EU-lovgiver fra begyndelsen havde haft til hensigt at indføre en selvstændig sanktionsordning, som igennem tiden er blevet bevaret og nærmere uddybet, navnlig i forbindelse med vedtagelsen af finansforordningen fra 2018 (17). Ifølge Retten kan det imidlertid »ikke lægges til grund, at der er en automatisk forbindelse mellem på den ene side en konstatering af en forsømmelse, som er fastsat i en national lovgivning eller EU-lovgivning, hvilken konstatering foretages af en anden myndighed end den ansvarlige anvisningsberettigede, og, på den anden side, den ansvarlige anvisningsberettigedes vedtagelse af en udelukkelsesforanstaltning, som er omfattet af en selvstændig sanktionsordning, der er indført ved finansforordningen« (18). Retten bemærkede videre, at den selvstændige sanktionsordning, som er fastsat i denne forordning, siden den blev indført, har forfulgt specifikke målsætninger af generel interesse, der er forskellige fra den korrekte gennemførelse af kontrakten eller beskyttelsen af og godtgørelsen til aftaleparterne, hvilket en ordning for kontraktmæssigt ansvar har til formål at sikre. Retten konkluderede, at denne forskel mellem de formål, der forfølges med den sanktionsordning, der er indført ved finansforordningen fra 2018, og de formål, der forfølges med en ordning for kontraktmæssigt ansvar, bekræfter, at der ikke foreligger en automatisk forbindelse (19).

45.      Efter min opfattelse bør Rettens ræsonnement tiltrædes, selv om der tages forbehold over for de formuleringer, som Retten anvendte, og som Kommissionen har anfægtet.

46.      Det kan nemlig diskuteres, om EU-lovgiver med finansforordningen fra 2018 ønskede at bevare den i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (20), som ændret ved forordning (EU, Euratom) 2015/1929 (21), omhandlede kvalificering af afgørelser om udelukkelse som »sanktioner«. Jeg vil i denne henseende i lighed med Kommissionen fremhæve, at udtrykket »administrative sanktioner« i forordning nr. 966/2012, som ændret ved forordning 2015/1929, blev anvendt i forbindelse med afgørelser om udelukkelse (22). Dette gælder imidlertid ikke for finansforordningen fra 2018, som ajourfører og forenkler reglerne for fastlæggelse og gennemførelse af Unionens budget (23).

47.      Rettens argumentation tilsigter imidlertid at godtgøre, at den udelukkelsesordning, der er fastsat i finansforordningen fra 2018, siden den blev indført, har forfulgt specifikke målsætninger af generel interesse, der er forskellige fra den korrekte gennemførelse af kontrakten eller beskyttelsen af og godtgørelsen til aftaleparterne, hvilket en ordning for kontraktmæssigt ansvar har til formål at sikre, hvilket er en argumentation, der skal godkendes.

48.      Den fejl, som Kommissionen har gjort gældende med hensyn til kvalificeringen af afgørelser om udelukkelse som en selvstændig »sanktionsordning« synes derfor ikke at udgøre et virksomt argument for at godtgøre, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at der ikke er en automatisk forbindelse mellem de konstateringer, som foretages af den ret, der træffer afgørelse om kontraktforholdet, og afgørelsen om udelukkelse.

49.      Det følger af det ovenfor anførte, at selv om der er visse forbindelser mellem den udelukkelsesordning, der følger af finansforordningen fra 2018, og den kontraktmæssige ramme, indebærer de ikke, at der etableres en automatisk forbindelse mellem de konstateringer, som foretages af den ret, der træffer afgørelse om kontrakten, og afgørelsen om udelukkelse.

 Forpligtelsen til at foretage en individuel undersøgelse af den pågældende persons adfærd

50.      På det andet trin i Rettens ræsonnement fortolkede den artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018, hvorefter den konkluderede, at den ansvarlige anvisningsberettigedes undersøgelse skulle være individuel og konkret. Den støttede sig for det første på en analogi til dommen i sagen HSC Baltic m.fl. (24), der blev afsagt i forbindelse med direktiv 2014/24, og fastslog, at forpligtelsen til at vurdere den pågældende persons adfærd konkret og individualiseret gør sig så meget desto mere gældende i forbindelse med EU-institutioner og ‑organers anvendelse af finansforordningen fra 2018 (25). I den appellerede doms præmis 72 og 73 fastslog Retten for det andet, at denne forpligtelse var så meget desto vigtigere, som Domstolen i dommen i sagen Vialto Consulting mod Kommissionen havde kvalificeret sanktionen om udelukkelse som havende karakter af en straf (26). Retten tilføjede for det tredje, at den pågældende institution eller det pågældende organ kan identificere det arbejde, der udføres af hver enkelt af deltagerne, med henblik på at fastlægge den enkeltes individuelle ansvar i henhold til den sanktionsordning, der er indført ved finansforordningen fra 2018, hvilket ansvar er forskelligt fra deltagernes eventuelle solidariske kontraktmæssige ansvar (27).

51.      Kommissionen har anfægtet dette andet trin i Rettens ræsonnement i tre henseender. Den har for det første bestridt, at analogien til HSC Baltic-dommen skulle være relevant. Den har for det andet anført, at det solidariske ansvar har til formål at beskytte den ordregivende myndigheds interesser, at det ikke er til hinder for TP’s individuelle ansvar, og at Rettens fortolkning forhindrer den ansvarlige anvisningsberettigede i at tage behørigt hensyn til medkontrahenternes ansvar. Den har for det tredje gjort gældende, at Retten fejlagtigt kvalificerede afgørelsen om udelukkelse som en strafferetlig sanktion.

 Spørgsmålet om, hvorvidt analogien til HSC Baltic-dommen var relevant

52.      Kommissionen har for det første anfægtet den appellerede doms præmis 64-71, hvori Retten fortolkede artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018 analogt med artikel 57, stk. 4, litra g), i direktiv 2014/24. Ifølge Kommissionen er de retlige og faktiske rammer i den foreliggende sag og den sag, der gav anledning til HSC Baltic-dommen, forskellige. Den har fremhævet, at der bør sondres mellem de kriterier, som den ansvarlige anvisningsberettigede benytter ved anvendelsen af artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018, og de kriterier, som de nationale myndigheder følger i henhold til de relevante nationale regler til gennemførelse af artikel 57, stk. 4, litra g), i direktiv 2014/24, eftersom dette direktiv kun indeholder rammebestemmelser, der skal gennemføres i national lovgivning.

53.      Dette argument kan jeg ikke tilslutte mig.

54.      Det er således korrekt, at de retlige og faktiske omstændigheder i den foreliggende appelsag adskiller sig fra dem, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til HSC Baltic-dommen. De regler, der gælder for udelukkelse fra medlemsstaternes myndigheders offentlige udbudsprocedurer, følger nærmere bestemt af direktiverne – bl.a. direktiv 2014/24, som var omhandlet i den sag, der gav anledning til HSC Baltic-dommen (28) – som i modsætning til finansforordningen fra 2018, der omhandler offentlige kontrakter, som indgås af EU-institutionerne, skal gennemføres i national ret.

55.      Der er imidlertid i begge tilfælde tale om regelsæt, som vedrører offentlige kontrakter og reglerne om udelukkelse fra udbudsprocedurer. De to omhandlede bestemmelser ligner desuden hinanden og gør brug af de samme begreber (29). De har begge til formål at gøre det muligt for de ordregivende myndigheder at udelukke enhver økonomisk aktør fra deltagelse i en udbudsprocedure, hvis denne ikke er pålidelig. I visse betragtninger til finansforordningen fra 2018 henvises der i øvrigt udtrykkeligt til direktiv 2014/14 (30).

56.      Efter min opfattelse bør den analogi, som Retten ved fortolkningen af artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018 foretog med retspraksis vedrørende de tilsvarende bestemmelser i artikel 57, stk. 4, litra g), i direktiv 2014/24, godtages for at sikre sammenhængen i EU-retten og overholdelsen af de formål, som EU-lovgiver forfølger på området (31).

57.      I HSC Baltic-dommen fandt Domstolen imidlertid, at det i forbindelse med gennemførelsen af direktiv 2014/24 i national ret skulle sikres, at en økonomisk aktør i tilfælde af ophævelse af en kontrakt på grund af betydelige eller vedvarende mangler ved gennemførelsen af kontrakten ikke automatisk kan kvalificeres som upålidelig og blive genstand for en midlertidig udelukkelse, uden at dennes adfærd forinden er blevet vurderet »konkret og individualiseret« under hensyntagen til alle de relevante oplysninger, herunder dem, som denne aktør har fremlagt for at tilbagevise en sådan kvalificering (32).

58.      Efter min opfattelse udledte Retten derfor med føje heraf, at »denne forpligtelse til konkret og individualiseret at vurdere den pågældende persons adfærd i lyset af alle de relevante oplysninger, som en medlemsstat skal fastsætte i [sin] lovgivning på trods af den skønsmargen, som [den] har til at gennemføre direktiv 2014/24, […] så meget desto mere [gør sig] gældende i forbindelse med EU-institutioner og ‑organers anvendelse af finansforordningen fra 2018« (33).

59.      Det bør tilføjes, at proportionalitetsprincippet uafhængigt af Rettens analogi finder anvendelse på udelukkelser (34) og pålægger den ansvarlige anvisningsberettigede, når denne træffer en sådan afgørelse, at foretage en konkret og individualiseret bedømmelse af den økonomiske aktørs eller den pågældende enheds adfærd på grundlag af alle relevante oplysninger (35).

60.      Det er henset til det ovenfor anførte min opfattelse, at Retten ikke begik en retlig fejl, da den foretog en analogi til HSC Baltic-dommen og konkluderede, at den ansvarlige anvisningsberettigede skal foretage en konkret og individualiseret vurdering af den pågældende persons adfærd, før den anvisningsberettigede udelukker den pågældende i henhold til artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018, hvilket ligeledes følger af proportionalitetsprincippet.

 Betydningen af det solidariske retlige ansvar, der påhviler medlemmerne af en sammenslutning af medkontrahenter

61.      For det andet har Kommissionen i det væsentlige gjort gældende, at artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018 finder anvendelse på situationer, hvor medkontrahenter hæfter solidarisk for kontraktens opfyldelse, uden at den ansvarlige anvisningsberettigede skal sondre mellem de retlige forpligtelser for de enkelte parter i konsortiet, med hvem kontrakten er indgået (36). Kommissionen har fremhævet, at dette solidariske ansvar har til formål at beskytte den ordregivende myndigheds interesser og ikke er til hinder for TP’s individuelle ansvar. Den har ligeledes anført, at det for at kunne fastlægge de to aftaleparters individuelle ansvar er nødvendigt at foretage en specifik sondring mellem deres respektive opgaver, hvilket vedrører disse parters interne organisation og ikke er et anliggende for den ansvarlige anvisningsberettigede.

62.      Denne argumentation skal efter min opfattelse forkastes.

63.      Som Kommissionen har fremhævet, finder artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018 nemlig anvendelse på situationer, hvor medkontrahenter hæfter solidarisk for kontraktens opfyldelse, og dette solidariske ansvar er ikke til hinder for, at et medlem af sammenslutningen har et individuelt ansvar.

64.      Den solidaritet, der udvises i kontraktmæssig sammenhæng, og som kan have til formål at beskytte den ordregivende myndigheds interesser, kan imidlertid ikke, når en ansvarlig anvisningsberettiget i administrativ sammenhæng har truffet afgørelse om udelukkelse på grundlag af finansforordningen fra 2018, fritage denne anvisningsberettigede for at foretage en individualiseret undersøgelse af adfærden hos den person, der er omfattet af udelukkelsen.

65.      Det solidariske kontraktmæssige ansvar adskiller sig nemlig fra det individuelle ansvar, der påhviler hver enkelt aktør i en sammenslutning, i dette tilfælde et konsortium, og som kan føre til, at der træffes afgørelse om udelukkelse. Det kan især være forskel på de respektive funktioner og forpligtelser, som de aktører, der indgår i en sammenslutning, har. Dette fremgår af konsortieaftalen i den foreliggende sag. Det kan heller ikke udelukkes, at der forekommer mere alvorlige forsømmelser, som kan begrunde, at en økonomisk aktør tillægges et større individuelt ansvar, eller at der foreligger individuelt kædeansvar af forskelligt omfang. Den ansvarlige anvisningsberettigede skal derfor kontrollere, om de retlige betingelser, der er fastsat i artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018, er opfyldt af de enkelte berørte aktører hver især, inden denne træffer en afgørelse om udelukkelse.

66.      I denne forbindelse er den ansvarlige anvisningsberettigede, som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 76 og 77, principielt i stand til at anmode de pågældende enheder om at fremsende den dokumentation, der er nødvendig for, at den anvisningsberettigede kan vurdere den individuelle adfærd hos hver enkelt af en sammenslutnings medlemmer, og at kræve, at det er muligt at identificere det arbejde, der udføres af hver enkelt af deltagerne, med henblik på i givet fald at fastlægge den enkeltes individuelle ansvar. Disse betragtninger understøttes af artikel 136, stk. 1, litra e), nr. iii), i finansforordningen fra 2018, hvoraf det fremgår, at misligholdelse kan være blevet opdaget af en anvisningsberettiget efter »tjek, revisioner eller undersøgelser«.

67.      Denne tilgang bekræftes tilsvarende i Domstolens praksis vedrørende offentlige kontrakter, der indgås af medlemsstaternes ordregivende myndigheder.

68.      Som det påpeges i den appellerede doms præmis 67, fastslog Domstolen ganske vist i HSC Baltic-dommen, at det inden for rammerne af det råderum, som medlemsstaterne har med henblik på at gennemføre direktiv 2014/24, står dem frit for at indføre en formodning for, at enhver økonomisk aktør, der er juridisk ansvarlig for den korrekte udførelse af en offentlig kontrakt, ved udførelsen af kontrakten anses for at have bidraget til udviklingen eller opretholdelsen af betydelige eller vedvarende mangler, der har ført til ophævelsen af den pågældende kontrakt. Domstolen præciserede imidlertid, at når den offentlige kontrakt er blevet tildelt en sammenslutning af økonomiske aktører, hvis individuelle bidrag til manglerne og de eventuelle bestræbelser på at afhjælpe dem ikke nødvendigvis er identiske, skal en eventuel formodning, der er opstillet i national ret, imidlertid kunne afkræftes, idet de væsentlige kendetegn ved denne udelukkelsesgrund og proportionalitetsprincippet ellers ville blive tilsidesat. Ifølge Domstolen skal »anvendelsen af den fakultative udelukkelsesgrund i artikel 57, stk. 4, litra g), i direktiv 2014/24[, uanset om medlemmerne af en sådan sammenslutning er solidarisk ansvarlige,] støttes på, om denne individuelle adfærd er ukorrekt eller forsømmelig« (37).

69.      Domstolen har endvidere fastslået, at der ikke kan vedtages en foranstaltning om udelukkelse fra alle udbudsprocedurer af alle medlemmerne af en sammenslutning af økonomiske aktører, når en økonomisk aktør, der er en del af denne sammenslutning, har gjort sig skyldig i en urigtig erklæring ved fremlæggelsen af de oplysninger, der er påkrævet til efterprøvelse af, om der foreligger udelukkelsesgrunde vedrørende sammenslutningen eller dens manglende opfyldelse af udvælgelseskriterierne, selv om partnerne ikke havde kendskab til denne urigtige erklæring (38). Domstolen har i Klaipėdos-dommen tilføjet, at en afgørelse om udelukkelse i henhold til proportionalitetsprincippet skal tillægges »endnu større vægt, hvis [udelukkelsen] ikke rammer tilbudsgiveren for en tilsidesættelse, som kan tilregnes denne, men for en tilsidesættelse, som er blevet begået af en enhed, hvis formåen tilbudsgiveren agter at benytte sig af, og som denne ikke har nogen kontrolbeføjelse over for« (39).

70.      En sådan individualiseret tilgang, som også anvendes, hvis der foreligger en sammenslutning eller et solidarisk ansvar, bekræftes desuden af artikel 136, stk. 6, litra a), i finansforordningen fra 2018, der fastsætter, at den ansvarlige anvisningsberettigede skal tage hensyn til afhjælpende foranstaltninger, som er truffet af en person eller enhed, og som i tilstrækkeligt omfang viser, at vedkommende er pålidelig (40). Det kan imidlertid ikke udelukkes, at en enkelt person træffer afhjælpende foranstaltninger, når der er tale om en sammenslutning eller et konsortium, og at det således alene er denne person, der kan dokumentere sin pålidelighed, hvorimod dette ikke er tilfældet for de øvrige medlemmer af konsortiet (41).

71.      Det er således – uafhængigt af den kontraktmæssige solidaritet inden for et konsortium som det i den foreliggende sag omhandlede – kun muligt at sikre proportionalitetsprincippets overholdelse ved at foretage en individualiseret vurdering af udelukkelsesforanstaltningen. Den appellerede dom bør derfor efter min opfattelse stadfæstes i denne henseende.

 Udelukkelsens retlige karakter

72.      For det tredje henviste Retten til støtte for sit ræsonnement vedrørende forpligtelsen til at foretage en konkret og individualiseret vurdering af den pågældende persons adfærd til »[sanktionen] om udelukkelse« og dens karakter af en »straf« og til »princippet om straffens personalitet« (42).

73.      Kommissionen har anført, at udelukkelsesforanstaltningen hverken kan betragtes som en strafferetlig foranstaltning eller som en sanktion.

74.      Eftersom de vendinger, som Retten anvendte i præmis 72 og 73 i den appellerede dom, sigter til en strafferetlig sanktion, skal det for det første undersøges, om den begik en retlig fejl i denne henseende, og for det andet, hvilke konsekvenser dette vil have.

–       Udelukkelsens retlige kvalificering

75.      For det første er det i modsætning til det af Kommissionen anførte min opfattelse, at udelukkelsesforanstaltningen kan kvalificeres som en »sanktion«.

76.      Som Kommissionen har fremhævet, bl.a. med henvisning til tilblivelsen af de forskellige udgaver af finansforordningen fra 2018, angives de forskellige udelukkelseskriterier ganske vist i denne forordnings artikel 136, stk. 1, uden at udelukkelsesforanstaltningen kvalificeres som en sanktion. I den nævnte forordnings artikel 138 tales der imidlertid om »økonomiske sanktioner«, som kan pålægges som et alternativ til en afgørelse om udelukkelse, der ville være uforholdsmæssig på grundlag af kriterierne i denne forordnings artikel 136, stk. 3. En foranstaltning, der udtrykkeligt kvalificeres som en »sanktion«, kan således erstatte udelukkelsesforanstaltningen. Efter min opfattelse kan det derfor ikke udelukkes, at denne foranstaltning selv kan kvalificeres som en »sanktion«.

77.      Desuden fratager en udelukkelsesforanstaltning, samtidig med at den forfølger et mål om at beskytte Unionens finansielle interesser, den berørte person retten til at deltage i en procedure, som gør det muligt at opnå en offentlig kontrakt i Den Europæiske Union, og kan i denne henseende kvalificeres som en sanktion (43).

78.      Det skal tilføjes, at udelukkelsens administrative karakter (44) ikke er til hinder for, at der kan være tale om en sanktion. Denne foranstaltning indgår efter min opfattelse i kategorien af administrative sanktioner, som ikke er klart defineret (45), men har udviklet sig betydeligt i EU-retten i takt med, at Unionen har udformet sine egne regler (46). En effektiv administrativ indsats kræver nemlig, at der træffes en vifte af foranstaltninger (bøde, beslaglæggelse, udelukkelse fra støtteordninger, forbud mod at udøve virksomhed, indefrysning af aktiver, inddragelse af godkendelser, sortlistning osv.) med forskelligt formål (straf, erstatning, forebyggelse, afskrækkelse, afhjælpning osv.).

79.      For det andet kan det være vanskeligt at afgøre, om en udelukkelsesforanstaltning, når denne kvalificeres som en sanktion, er af strafferetlig karakter. Det er nemlig ofte blevet fremhævet, at grænsen mellem administrative og strafferetlige sanktioner er udflydende (47). Efter min opfattelse kan det ikke desto mindre ud fra en analyse baseret på de tre kriterier, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) har opstillet i sin dom af 8. juni 1976, Engel m.fl. mod Nederlandene (48), og som Domstolen har overtaget (49), konkluderes, at der i den foreliggende sag ikke er tale om nogen strafferetlig karakter.

80.      Selv om den omhandlede foranstaltnings retlige kvalificering ikke som sådan fremgår af finansforordningen fra 2018, gør analysen af de øvrige kriterier det nemlig muligt at kvalificere den omhandlede udelukkelsesforanstaltning som en ikke-strafferetlig sanktion.

81.      Hvad angår den påtalte overtrædelses art er den tilsidesatte bestemmelse ikke almengyldig, og den retter sig kun til økonomiske aktører, der frit har valgt at deltage i et offentligt udbud i Unionen. I denne sammenhæng, hvor muligheden for at deltage i en offentlig udbudsprocedure i Unionen er betinget af, at den pågældende persons troværdighed ikke kan betvivles, udgør sanktionen i tilfælde af manglende overholdelse af et sådant krav et særligt administrativt middel, der er en integrerende del af det gældende system for tidlig opdagelse og udelukkelse (50).

82.      Systemet for tidlig opdagelse og udelukkelse blev desuden oprettet for at beskytte Unionens finansielle interesser (51). Dets formål er at lette tidlig opdagelse af personer eller enheder, som udgør en risiko for Unionens finansielle interesser, og at lette deres udelukkelse fra at deltage i de procedurer, der er omfattet af finansforordningen fra 2018. Afgørelsen om udelukkelse skal således gøre det muligt at registrere oplysninger om tilfælde, hvor der foreligger risici for Unionens budget, i den database, der er omhandlet i denne forordnings artikel 142. Formålet med udelukkelsen er derfor af præventiv eller tilsynsmæssig og ikke repressiv karakter.

83.      Det er endelig min opfattelse, at en midlertidig udelukkelse, der pålægges den berørte økonomiske aktør i en periode på højst tre år, og som forhindrer den pågældende i at byde på europæiske offentlige kontrakter, men i øvrigt ikke forbyder aktøren at udøve sin økonomiske virksomhed, ikke er så streng, at den kan kvalificeres som strafferetlig (52).

84.      Jeg er derfor af den opfattelse, at den omhandlede afgørelse om udelukkelse udgør en sanktion af administrativ og ikke strafferetlig karakter. Som Retten fremhævede, fastslog Domstolen ganske vist i Vialto-dommen, idet den sammenlignede en sanktion om udelukkelse med en foranstaltning om offentliggørelse af denne udelukkelse, at den førstnævnte havde »karakter af en straf«, mens den sidstnævnte mere forfulgte et »forebyggende og afskrækkende formål«, idet den bemærkede, at de ikke desto mindre fortsat supplerede hinanden, da de var orienteret mod den samme målsætning om at få alle interesserede personer til at give afkald på en eventuel overtrædelse af reglerne (53). Selv om Domstolens bemærkning om, at en sanktion om udelukkelse har karakter af en »straf«, kan virke forvirrende, er det imidlertid min opfattelse, at den – navnlig når sanktionen sammenlignes med en foranstaltning om offentliggørelse af udelukkelsen – ikke i sig selv indebærer, at denne sanktion har strafferetlig karakter som omhandlet i Domstolens praksis

85.      Jeg er derfor enig med Kommissionen i, at der kan konstateres en retlig fejl, for så vidt som Rettens hensigt med at henvise til udelukkelsens karakter af en »straf« og til princippet om »straffens« personalitet var at kvalificere afgørelsen om udelukkelse som en strafferetlig sanktion.

–       Konsekvenser for de gældende garantiers rækkevidde

86.      Selv om Domstolen måtte være enig med mig i, at Retten begik en retlig fejl ved at kvalificere sanktionen om udelukkelse som »strafferetlig«, er det imidlertid min opfattelse, at dette ikke kan medføre, at den appellerede dom ophæves.

87.      Det bør nemlig fremhæves, at henvisningen i den appellerede dom til udelukkelsesforanstaltningens strafferetlige karakter ved hjælp af udtrykket »straf« (54) blot (og »så meget desto vigtigere«) understøtter den konklusion, der følger af alle de relevante oplysninger, som er nævnt ovenfor, hvorefter den ansvarlige anvisningsberettigede er forpligtet til at foretage en konkret og individualiseret vurdering af den pågældende persons adfærd i lyset af alle de relevante oplysninger. I den appellerede doms præmis 73 henvises der ligeledes til overholdelsen af princippet om straffens personalitet, som sigter til udelukkelsens strafferetlige karakter, med henblik på at begrunde forpligtelsen til at undersøge den pågældende persons individuelle adfærd, inden der træffes en sådan afgørelse om udelukkelse af vedkommende.

88.      Selv om de garantier, der er knyttet til strafferetten, ikke finder anvendelse, når sanktionen ikke er af strafferetlig karakter, foreligger der dog stadig en forpligtelse til at undersøge den pågældende persons individuelle adfærd. En administrativ sanktion som den udelukkelse, der er omhandlet i den foreliggende sag, er nemlig, selv om den ikke henhører under det strafferetlige område, alligevel ledsaget af garantier, herunder garantien om, at den skal vedtages efter en undersøgelse af den pågældendes individuelle adfærd, hvilket navnlig følger af anvendelsen af proportionalitetsprincippet (55).

89.      Det følger heraf, at henvisningen til, at en sanktion om udelukkelse har strafferetlig karakter, selv om dette er retligt forkert, ikke medfører, at Rettens konstatering om forpligtelsen til at foretage en konkret og individualiseret vurdering af den pågældende persons adfærd er behæftet med en retlig fejl.

90.      Det er som følge heraf min opfattelse, at det første appelanbringende skal forkastes.

 Forslag til afgørelse

91.      Henset til det ovenfor anførte, og uden at der tages stilling til det andet appelanbringendes rigtighed, foreslår jeg, at Domstolen forkaster det første anbringende som ugrundet.


1 –      Originalsprog: fransk.


2 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2018/1046 af 18.7.2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1, herefter »finansforordningen fra 2018«).


3 –      Rådets forordning af 26.11.2018 om finansforordningen for 11. Europæiske Udviklingsfond og om ophævelse af Rådets forordning (EU) 2015/323 (EUT 2018, L 307, s. 1).


4 –      Rådets forordning af 12.10.2017 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed (»EPPO«) (EUT 2017, L 283, s. 1).


5 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 26.2.2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT 2014, L 94, s. 65).


6 –      Jf. den appellerede doms præmis 29-32.


7 –      Jf. den appellerede doms præmis 60.


8 –      Jf. den appellerede doms præmis 61-78.


9 –      Jf. den appellerede doms præmis 80, 82 og 83.


10 –      Med det andet anbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at den ansvarlige anvisningsberettigede ikke havde undersøgt TP’s individuelle ansvar for selskabets manglende opfyldelse af de kontraktmæssige forpligtelser.


11 –      Systemet for tidlig varsling blev efterfulgt af en central database og dernæst som led i finansforordningen fra 2018 af »systemet for tidlig opdagelse og udelukkelse« (det såkaldte »EDES-system«), der blev indført i 2016 (jf. C. Bernard-Glanz og L. Levi, »Du système d’alerte précoce au système de détection rapide et d’exclusion: les droits fondamentaux vont mieux mais...«, L’Observateur de Bruxelles, bind 4, nr. 106, 2016, s. 35-41).


12 –      Jf. analogt dom af 21.12.2023, Infraestruturas de Portugal og Futrifer Indústrias Ferroviárias (C-66/22, EU:C:2023:1016, præmis 78).


13 –      Jf. analogt vedrørende en »alvorlig« faglig fejl dom af 13.12.2012, Forposta og ABC Direct Contact (C-465/11, EU:C:2012:801, præmis 30 og 31). Det følger heraf, at »[e]nhver delvis, upræcis eller mangelfuld opfyldelse af en kontrakt eller en del af denne […] eventuelt [kan] påvise en begrænset faglig kompetence hos den pågældende økonomiske operatør, men […] ikke automatisk [er] lig med en alvorlig fejl«, hvilket principielt kræver, at der foretages en »konkret og individuel vurdering af den pågældende økonomiske operatørs holdning«. Jf. ligeledes vedrørende alvorlig forsømmelse i forbindelse med udøvelsen af et erhverv som omhandlet i artikel 136, stk. 1, litra c), i finansforordningen fra 2018 dom af 28.1.2026, UH mod Kommissionen (T-1052/23, EU:T:2026:52, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis). Jf. vedrørende dette begreb også C.R. Hamer, »The Possibility to Exclude an Economic Operator that Cannot Be Trusted«, EPPPL, bind 15, nr. 1, 2020, s. 42-52.


14 –      Unionens retsinstans kan således dels være den ret, der træffer afgørelse om kontraktforholdet, i et søgsmål i henhold til artikel 272 TEUF, som er anlagt på grundlag af en voldgiftsbestemmelse i kontrakten, dels den ret, der tager stilling til lovligheden, i et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, hvori der er fremsat anbringender om lovligheden af en afgørelse om udelukkelse, som har virkninger uden for kontraktforholdet.


15 –      Min fremhævelse.


16 –      Jf. i denne henseende i analogi med offentlige kontrakter, der indgås af nationale ordregivende myndigheder, S. De la Rosa, »Chapitre 2 – La passation des marchés«, i S. De la Rosa, Droit européen de la commande publique, Bruylant, Bruxelles, 2024, 3. udgave, s. 474-568, navnlig s. 488, nr. 587.


17 –      Jf. den appellerede doms præmis 56.


18 –      Jf. den appellerede doms præmis 57.


19 –      Jf. den appellerede doms præmis 59.


20 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 25.10.2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1).


21 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 28.10.2015 (EUT 2015, L 286, s. 1). Jf. vedrørende udelukkelsens retlige kvalificering som en sanktion punkt 75-85 i dette forslag til afgørelse.


22 –      Jf. artikel 105a og 106 i forordning nr. 966/2012, som ændret ved forordning 2015/1929.


23 –      Det bør imidlertid påpeges, at artikel 231, stk. 2, i finansforordningen fra 2018 indeholder følgende bestemmelse: »Den ansvarlige anvisningsberettigede kan i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 136 og 137 […] pålægge administrative og økonomiske sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning«.


24 –      Dom af 26.1.2023 (C-682/21, herefter »HSC Baltic-dommen«, EU:C:2023:48).


25 –      Jf. den appellerede doms præmis 64-71.


26 –      Dom af 30.5.2024 (C-130/23 P, herefter »Vialto-dommen«, EU:C:2024:439, præmis 31).


27 –      Jf. den appellerede doms præmis 75-77.


28 –      Jf. vedrørende en analyse af medlemsstaternes skønsmargen med hensyn til bl.a. de fakultative udelukkelsesgrunde L. Coutron, »L’étendue du pouvoir d’exclusion d’une candidature dans la jurisprudence récente de la Cour de justice de l’Union européenne«, i L’exclusion de la procédure de passation de la commande publique. L’examen des candidatures et des offres, V. Bouhier (red.), samlingen »Colloques & Essais«, Institut francophone pour la justice et la démocratie, bind 166, 2023, s. 79-117.


29 –      I henhold til artikel 57, stk. 4, litra g), i direktiv 2014/24 sker der nemlig udelukkelse, hvis »den økonomiske aktør har udvist betydelige eller vedvarende mangler i forbindelse med opfyldelsen af et væsentligt krav under en tidligere offentlig kontrakt«. I artikel 136, stk. 1, litra e), i finansforordningen fra 2018 tales der om betydelig misligholdelse i forhold til at opfylde væsentlige forpligtelser i forbindelse med gennemførelsen af en tidligere indgået retlig forpligtelse.


30 –      Det fremgår af 96. betragtning til finansforordningen fra 2018, at »[u]dbudsreglerne og principperne for offentlige kontrakter tildelt af EU-institutioner for egen regning bør være baseret på bestemmelserne i [direktiv 2014/23]«. Hvad nærmere bestemt angår udelukkelser fremgår det ligeledes af 77. betragtning til denne forordning, at »[e]n udelukkelses varighed bør være tidsbegrænset, som det er tilfældet efter direktiv [2014/24], og bør være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet«, hvilket viser, at lovgivers krav om sammenhæng gælder for udelukkelsesforanstaltninger. Jf. ligeledes 105. betragtning til den nævnte forordning, hvori det bl.a. kan læses, at det »[i] overensstemmelse med direktiv [2014/24] bør […] være muligt i vilkårlig rækkefølge at kontrollere, om en økonomisk aktør er udelukket, at anvende udvælgelses- og tildelingskriterier samt at verificere overensstemmelse med udbudsdokumenter«.


31 –      Jf. i denne retning generaladvokat Jääskinens forslag til afgørelse Kommissionen mod Det Forenede Kongerige (C-582/08, EU:C:2010:286, punkt 44). Jf. ligeledes på det forbrugerretlige område dom af 8.5.2025, Pielatak (C-410/23, EU:C:2025:325, præmis 38).


32 –      HSC Baltic-dommen (præmis 46 og 47). Jf. også dom af 13.12.2012, Forposta og ABC Direct Contact (C-465/11, EU:C:2012:801, præmis 31).


33 –      Jf. den appellerede doms præmis 68. Min fremhævelse.


34 –      Artikel 136, stk. 3, i finansforordningen fra 2018 bestemmer, at »[e]nhver afgørelse, som træffes af den ansvarlige anvisningsberettigede […], skal træffes i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet […]«. Jf. ligeledes 71. betragtning til denne forordning, hvori det anføres, at »[n]år den ansvarlige anvisningsberettigede træffer afgørelse om udelukkelse af en person eller enhed eller om at pålægge en person eller enhed en økonomisk sanktion og om offentliggørelse af oplysningerne i forbindelse hermed, bør den ansvarlige anvisningsberettigede sikre overholdelse af proportionalitetsprincippet […]«.


35 –      Jf. analogt bl.a. dom af 21.12.2023, Infraestruturas de Portugal og Futrifer Indústrias Ferroviárias (C-66/22, EU:C:2023:1016, præmis 77-83).


36 –      For så vidt som Kommissionen har gjort gældende, at den ansvarlige anvisningsberettigede, modsat hvad Retten fastslog, ikke traf afgørelsen om udelukkelse af TP på grundlag af en retlig ansvarsformodning, men støttede sig på faktuelle konklusioner, der kunne udledes af voldgiftsafgørelserne, er denne argumentation efter min opfattelse rettet mod det andet anbringende, der ikke behandles i dette forslag til afgørelse.


37 –      HSC Baltic-dommen (præmis 48 og 49). Min fremhævelse.


38 –      Jf. dom af 7.9.2021, Klaipėdos regiono atliekų tvarkymo centras (C-927/19, herefter »Klaipėdos-dommen«, EU:C:2021:700, præmis 158).


39 –      Jf. Klaipėdos-dommen (præmis 156 og 157). Jf. også dom af 26.9.2024, Luxone og Sofein (C-403/23 og C-404/23, EU:C:2024:805, præmis 65 og 66), vedrørende en udelukkelse, der ikke rammer »hele [sammenslutningen] af økonomiske aktører for en tilsidesættelse, som kan tilregnes alle medlemmerne heraf, men for en tilsidesættelse, som alene er blevet begået af et eller flere af disse, uden at lederen af denne sammenslutning havde nogen kontrolbeføjelse over for den eller de økonomiske aktører, som den pågældende ville danne en sådan sammenslutning med«.


40 –      Jf. vedrørende afhjælpende foranstaltninger (self-cleaning) i forbindelse med direktiv 2014/24 navnlig S. van Garsse og S. de Mars, »Exclusion and Self-Cleaning in the 2014 Public Sector Directive«, i EU Directive 2014/24 on public procurement: a new turn for competition in public markets?,  Y. Marique og K. Wauters (red.), Larcier, Bruxelles, 2016, s. 121-138. Jf. også E. Hjelmeng og T. Søreide, »Debarment in public procurement: rationales and realization«, i Integrity and Efficiency in Sustainable Public Contracts, G.M. Racca og C. Yukins (red.), Bruylant, Bruxelles, 2014, s. 215-232.


41 –      Jf. analogt vedrørende afhjælpende foranstaltninger dom af 11.6.2020, Vert Marine (C-472/19, EU:C:2020:468, præmis 16 og 17), og af 14.1.2021, RTS infra og Aannemingsbedrijf Norré-Behaegel (C-387/19, EU:C:2021:13, præmis 26-28). Jf. også Klaipėdos-dommen (præmis 153 og den deri nævnte retspraksis).


42 –      Jeg henviser til den appellerede doms præmis 72 og 73.


43 –      Jf. i denne retning dom af 18.11.1987, Maizena m.fl. (137/85, EU:C:1987:493, præmis 13), og af 27.10.1992, Tyskland mod Kommissionen (C-240/90, EU:C:1992:408, præmis 25), som vedrørte henholdsvis sanktioner i lovgivningen om den fælles landbrugspolitik såsom fortabelse af sikkerhedsstillelse uden videre og uden sammenhæng med, om den pågældende erhvervsdrivende måtte have begået en fejl, og midlertidig udelukkelse af en erhvervsdrivende fra at være omfattet af en ordning med støtte til landbrugsindkomster. Domstolen konkluderede, at sådanne sanktioner ikke havde strafferetlig karakter.


44 –      Udelukkelsen foretages af et administrativt organ (den ansvarlige anvisningsberettigede) efter henstilling fra et panel, der også er af administrativ karakter. Jf. i denne forbindelse A. Potteau, »Chronique Finances publiques de l’UE – Les bases de négociation du cadre financier pluriannuel post-Brexit (2021-2027)«, RTDEur., nr. 2, 2019, s. 527-536.


45 –      Jf. F. Moderne, »Le pouvoir de sanction administrative au confluent du droit interne et des droits européens«, RFDA, nr. 1, 1997, s. 1-26; M. Degoffe, »L’ambiguïté de la sanction administrative«, AJDA, nr. HS, 2001 s. 27-33; G. Hardy, »Chapitre 2. – Sanction administrative«, i Un droit »administratif« européen, L. Feilhès (red.), 1. udgave, Bruylant, Bruxelles, 2022, s. 51-65, navnlig s. 53, nr. 97; A. de Moor-van Vugt, »Administrative Sanctions in EU Law«, i Administrative Sanctions in the European Union, O. Jansen (red.), Larcier, Bruxelles, 2013, s. 607-639 (jf. vedrørende denne bog H.C.H. Hofmann, »Book Review: Administrative Sanctions in the European Union«, Common Market Law Review, bind 52, nr. 5, 2015, s. 1420 og 1421); O. Jansen, »Chapitre II. Pouvoirs de contrôle et de sanction de la mise en œuvre du droit de l’Union«, i Traité de droit administratif européen, J.-B. Auby og J. Dutheil de la Rochère, (dir.), Bruylant, Bruxelles, 2022, 3. udgave, s. 753-797, navnlig s. 761.


46 –      Dette er bl.a. sket i forbindelse med konkurrenceretten, beskyttelsen af finansielle interesser, bank- og transportreglerne og den fælles landbrugspolitik.


47 –      Jf. P. Caeiro, »The influence of the EU on the »blurring« between administrative and criminal law«, i Do labels still matter? Blurring boundaries between administrative and criminal law. The influence of the EU, F. Galli og A. Weyembergh (red.), Éditions de l’Université Libre de Bruxelles, Bruxelles, 2014, s. 171-190; A. Weyembergh og N. Joncheray, »Punitive Administrative Sanctions and Procedural Safeguards: A Blurred Picture That Needs to Be Addressed«, New Journal of European Criminal Law, bind 7, nr. 2, 2016, s. 190-209; G. Hardy, »Chapitre 2. – Sanction administrative«, op.cit., s. 51-65; M. Kârner, »Procedural Rights in the Outskirts of Criminal Law: European Union Administrative Fines«, Human Rights Law Review, nr. 4, 2022, s. 1-24.


48 –      CE:ECHR:1976:0608JUD000510071, § 82. Dvs. for det første den retlige kvalificering af lovovertrædelsen i national ret (her i EU-retten, der i det foreliggende tilfælde skal sidestilles med »national ret« som omhandlet i Menneskerettighedsdomstolens praksis), for det andet selve overtrædelsens art og for det tredje strengheden af den sanktion, som den pågældende risikerer at blive pålagt.


49 –      Jf. dom af 5.6.2012, Bonda (C-489/10, EU:C:2012:319, præmis 37 ff.), hvori en foranstaltning, der udelukkede en landbruger fra at modtage støtte for det år, med hensyn til hvilket han havde fremlagt en urigtig erklæring om det støtteberettigede areal, ikke blev kvalificeret som en strafferetlig sanktion.


50 –      Jf. analogt med hensyn til ordningen for landbrugsstøtte dom af 11.7.2002, Käserei Champignon Hofmeister (C-210/00, EU:C:2002:440, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).


51 –      Jf. overskriften til artikel 135 i finansforordningen fra 2018.


52 –      Jf. analogt også dom af 5.6.2012, Bonda (C-489/10, EU:C:2012:319, præmis 37 ff.).


53 –      Vialto-dommen (præmis 31).


54 –      Jf. den appellerede doms præmis 72.


55 –      Jf. punkt 59 og 71 i dette forslag til afgørelse.