Dernæst bestrider SCK den kvalifikation, der er indeholdt i beslutningen, hvorefter organisationen er en virksomhed eller en sammenslutning af virksomheder, som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1. Denne kvalifikation er ikke i overensstemmelse med Domstolens praksis, navnlig dommene af 23. april 1991 (sag C-41/90, Höfner og Eiser, Sml. I, s. 1979) og af 17. februar 1993 (forenede sager C-159/91 og C-160/91, Poucet og Pistre, Sml. I, s. 637). SCK gør dernæst gældende, at i modsætning til, hvad der fremgår af beslutningen, er betingelserne for tilslutning til certificeringsordningen objektive og ikke diskriminatoriske, og formålet er alene at sikre et bestemt sikkerheds- og kvalitetsniveau hos de tilsluttede.

Efter FNK's opfattelse henviser Kommissionen fejlagtigt til et prissystem, som skulle være påtvunget sammenslutningens medlemsvirksomheder. I denne sammenhæng anfører denne sagsøger, at disse prisers funktion var at tjene som objektivt udgangspunkt i forhandlingerne mellem de pågældende virksomheder, hvorfor de ikke var bindende.

FNK har på sin side anført, at sammenslutningens prissystem fremmer markedets gennemsigtighed. Det gør det muligt for kunderne at sammenligne konkurrerende tilbud og at sikre organiseringen af hele kranudlejningssektoren. Specielt øger anvendelsen af modregningspriser i lejekontrakterne mellem medlemmerne af sammenslutningen systemets effektivitet ved at forenkle indgåelsen af disse kontrakter.

Kommissionen finder, at SCK med urette bestrider, at kvalifikationen virksomhed i traktatens artikel 85, stk. l's forstand er blevet anvendt på SCK i den anfægtede beslutning. SCK er nemlig ikke et offentligretligt organ, men snarere en organisation, der udøver kommerciel virksomhed, som består i en certificering mod vederlag af kranudlejningsvirksomheder. Det følger heraf, at organisationen er virksomhed, som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1. Kommissionen tilføjer, at sagsøgerne underkender begrundelsen i den anfægtede beslutning, når de anfører, at Kommissionen ikke har påvist, at FNK's priser begrænser konkurrencen. I denne sammenhæng henviser Kommissionen til beslutningens betragtning 20, hvorefter systemet såvel omfatter en vedtægtsmæssig forpligtelse til at anvende acceptable priser som en sanktionsmekanisme med henblik på at tvinge FNK's medlemmer til at overholde denne forpligtelse.

Mere præcist bestemmes det ifølge beslutningen (betragtning 10 og 20) i artikel 6, stk. 1, i FNK's vedtægter, at beslutninger, der er truffet i overensstemmelse med vedtægterne og reglementerne, er bindende for medlemmerne. Dernæst bestemmes det i artikel 10, stk. 1, litra d), i de samme vedtægter, at et medlem, som handler i strid med disse bestemmelser, kan fratages medlemskabet. Hvad navnlig angår anvendelsen af vejledende priser og modregningspriser, som er den overtrædelse, Kommissionen har sanktioneret, henvises der i beslutningen til artikel 3, litra b), i det interne reglement, hvorefter FNK's medlemmer er forpligtet til at anvende acceptable priser. Der henvises ligeledes til artikel 3, litra c), hvorefter medlemmerne skal følge de af sammenslutningen fastsatte almindelige betingelser, hvori der henvises til de af denne fastsatte vejledende priser. Sagsøgerne bestrider, at disse regler kan fortolkes, som om der derved indføres et bindende prissystem, idet de priser, Kommissionen henviser til, alene er vejledende priser og udgør eksempler på prisforslag, der anvendes som udgangspunkt for forhandlinger mellem virksomhederne. Det skal imidlertid bemærkes, at sagen ikke indeholder elementer, som umiddelbart giver grundlag for at betvivle, at anvendelsen af priserne har været i de tilsluttede virksomheders interesse. Dernæst fremgår det af ordlyden af begæringen om foreløbige forholdsregler, at sagsøgerne selv betragter et sådant system som en prisstruktur, som gør det muligt at organisere markedet for leje af kraner (pkt. 95 til 97 i begæringen om foreløbige forholdsregler).

I øvrigt benægter SCK ikke, at bestemmelserne i dens vedtægter og reglementer er bindende. SCK påpeger navnlig, at efter artikel 7, andet led, i dens reglement er de virksomheder, som organisationen certificerer, forpligtet til kun at anvende (eller lade anvende) kraner, der er forsynet med gyldige certificeringsplader (pkt. 17 i begæringen om foreløbige forholdsregler). Det er således ubestridt, at de virksomheder, der profiterer af SCK's tjenesteydelser, er forpligtet til at overholde de ovennævnte bestemmelser og navnlig forbuddet mod leje, som ifølge Kommissionens beslutning er en overtrædelse.

På dette grundlag må Retten konstatere, at kranudlejningsvirksomhederne ud fra en umiddelbar betragtning overholdt sammenslutningens og organisationens bestemmelser. Sagsøgernes objektive interesser kan derfor ikke umiddelbart anses for at være uafhængige af de virksomheders interesser, der er tilsluttet FNK og/eller dem, der profiterer af SCK's tjenesteydelser.

Dette resultat følger af flere forhold. For det første er SCK blevet oprettet af en repræsentant for FNK. For det andet fremgår det af beslutningen, at syv virksomheder ud af 190, der var tilsluttet SCK i 1994, ikke var medlemmer af FNK, en andel som synes at være forøget siden, men som for tiden ikke overstiger 11-13% ifølge de oplysninger, sagsøgerne gav i retsmødet. For det tredje fremgår det af stiftelsesvedtægterne for SCK, at organisationens opgave er at udarbejde forskrifter til FNK's medlemmer vedrørende indretningen af kranudlejningsvirksomheder, at udstede certifikater til de af FNK's medlemmer, som overholder disse forskrifter, og at kontrollere, om indehaverne af certifikaterne overholder dem (artikel 2 i SCK's stiftelsesvedtægter). For det fjerde fremgår det af beslutningen, at SCK's interne organisation indtil 1987 var fastlagt i stiftelsesvedtægterne, hvorefter SCK blev ledet af en bestyrelse, hvis medlemmer blev udpeget og afskediget af FNK's daglige ledelse (artikel 5, stk. 2, i vedtægterne), og at bestyrelsen ydermere blev bistået og kontrolleret af et sagkyndigt udvalg, hvis medlemmer blev udpeget og afskediget af bestyrelsen efter aftale med FNK's daglige ledelse (artikel 7, stk. 1, i vedtægterne). Efter en ændring af vedtægterne den 15. december 1987 er forbindelserne mellem disse to organer blevet reduceret. De er dog stadig meget snævre, idet — som anført af sagsøgerne i retsmødet — to af de fire medlemmer af bestyrelsen endnu udpeges af FNK, og to medlemmer i det sagkyndige udvalg (benævnt rådgivende organ siden 20.6.1994) repræsenterer FNK, mens de øvrige medlemmer repræsenterer ordregiverne, leverandørerne og de offentlige myndigheder.