5.7.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 181/89


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2019/1146

af 4. juli 2019

om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende importen af varmvalsede spunsjern af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1), særlig artikel 9, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

1.   SAGSFORLØB

(1)

Den 24. maj 2018 indledte Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) en antidumpingprocedure vedrørende importen af varmvalsede spunsjern af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina ved offentliggørelse af en indledningsmeddelelse herom i Den Europæiske Unions Tidende (2).

(2)

Undersøgelsen blev indledt som følge af en klage, der blev indgivet af EUROFER (»klageren«) på vegne af to EU-producenter, der tegner sig for 100 % af den samlede produktion i Unionen af varmvalsede spunsjern af stål. Klagen indeholdt beviser for dumping og deraf følgende væsentlig skade, som var tilstrækkelige til at berettige indledningen af undersøgelsen.

(3)

I indledningsmeddelelsen opfordrede Kommissionen interesserede parter til at kontakte Kommissionen med henblik på at deltage i undersøgelsen. Endvidere underrettede Kommissionen specifikt klageren, andre kendte EU-producenter, den kendte eksporterende producent og de kinesiske myndigheder, kendte importører, leverandører og brugere, forhandlere samt sammenslutninger, som den vidste, var berørt af indledningen af undersøgelsen, og opfordrede dem til at deltage.

(4)

Den 22. februar 2019 underrettede Kommissionen alle interesserede parter om, at den havde besluttet ikke at indføre midlertidige foranstaltninger i den foreliggende sag og at fortsætte undersøgelsen.

2.   TILBAGETRÆKNING AF KLAGEN OG AFSLUTNING AF PROCEDUREN

(5)

Ved brev af 11. april 2019 meddelte klageren Kommissionen, at man trak klagen tilbage.

(6)

I overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036 kan procedurer afsluttes, hvis klagen trækkes tilbage, medmindre en sådan afslutning ikke ville være i Unionens interesse.

(7)

Undersøgelsen frembragte ikke oplysninger, hvoraf det fremgik, at en afslutning af proceduren ikke ville være i Unionens interesse. I denne forbindelse bemærkede Kommissionen, at der ikke blev modtaget bemærkninger fra parter, der er nævnt i grundforordningens artikel 21, såsom brugere, importører eller forbrugere, om, at en sådan afslutning ikke ville være i Unionens interesse. Kommissionen fandt derfor, at undersøgelsen af importen til Unionen af varmvalsede spunsjern af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina bør afsluttes uden en formel afgørelse af, om der foreligger dumping og skade eller noget andet aspekt af undersøgelsen.

(8)

Kommissionen konkluderede derfor, at antidumpingproceduren vedrørende importen til Unionen af varmvalsede spunsjern af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina bør afsluttes uden indførelse af foranstaltninger.

(9)

De interesserede parter blev underrettet herom og fik mulighed for at fremsætte bemærkninger. Der blev imidlertid ikke modtaget bemærkninger fra interesserede parter.

(10)

Denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Antidumpingproceduren vedrørende importen af varmvalsede spunsjern af stål henhørende under KN-kode ex 7301 10 00 (Taric-kode 7301100010) med oprindelse i Folkerepublikken Kina afsluttes.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. juli 2019.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)   EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21.

(2)  Meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af varmvalsede spunsjern af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT C 177 af 24.5.2018, s. 6).