Direktivet, som medlemsstaterne skulle gennemføre inden udgangen af 1979, blev først gennemført i italiensk ret i juli 1985, dvs. mere end to år efter, at Domstolen havde fastslået, at det ikke var gennemført (dom af 1. marts 1983 i sag 300/81, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 449). Corte d'appello di Venezia skulle imidlertid allerede inden anvende den pågældende retskilde i forbindelse med afgørelsen af en straffesag.

De tiltalte blev dømt i første instans, men ankede. Under anken gjorde de blandt andet gældende, at bestemmelserne i og formålet med direktiv 77/780 er til hinder for, at kreditinstitutters ansatte tillægges status som personer, der virker i offentlig tjeneste eller har offentligt hverv. I sin kendelse af 15. april 1985 bemærkede Corte d'appello di Venezia, at Banca Agricola Popolare er blandt de kreditinstitutter, som omfattes af direktivet. Retten fandt det imidlertid nødvendigt i medfør af EØF-traktatens artikel 177 at forelægge et præjudicielt spørgsmål om rækkevidden af den nævnte retsakt med hensyn til den konkrete sag.

Corte d'appello di Venezia har navnlig ønsket oplyst, om... direktivets tilsigtede mål, som Den italienske Republik... har pligt til at gennemføre med henblik på instituttets organisation, lovligt [kan] omfatte eller i stedet skal udelukke en benævnelse af de ansatte i kreditinstitutterne som offentligt ansatte eller som personer, der virker i offentlig tjeneste eller har offentligt hverv ... i henhold til de begreber, der er defineret i... den italienske straffelov. Den nationale retsinstans har i kendelsen fremhævet, at det nævnte fortolkningsproblem må løses, dels fordi spørgsmålet kan have indflydelse på straffastsættelsen, dels fordi der — såfremt sidstnævnte af de to ovenfor anførte fortolkningsmuligheder måtte være den rigtigte — kunne opstå et spørgsmål om, hvorvidt det... er i strid med Den italienske Republiks forfatning, samt om, hvorvidt Corte d'appello umiddelbart kan anvende ovennævnte direktiv....

Jeg vil opholde mig et kort øjeblik ved sidstnævnte bemærkning. Den var forståelig på det tidspunkt, hvor den blev formuleret, men svarer ikke til den nuværende retstilstand. For ni år siden fastslog Domstolen, at den nationale dommer... har pligt til at sikre [de fællesskabsretlige bestemmelsers] fulde virkning, idet han i påkommende tilfælde af egen drift skal undlade at anvende en modstridende... bestemmelse i national lovgivning, uden at han behøver anmode om... en forudgående ophævelse... ad lovgivningsvejen eller ved noget andet forfatningsmæssigt middel (dom af 9. marts 1978 i sag 106/77, det italienske Finansministerium mod Simmenthal, Sml. s. 629, 645, præmis 24). Corte costituzionale italiana (den italienske Forfatningsdomstol) lagde ikke straks det nævnte princip til grund. Den har imidlertid for nylig anerkendt, at det finder anvendelse, idet den har fastslået, at det ikke alene gælder med hensyn til bestemmelser, vedtaget af EØF's organer i forordningsform, men også med hensyn til bemærkninger... i domme vedrørende fortolkningssprøgsmål, afsagt af Domstolen [dom nr. 113 af 1. april 1985, GURI (Statstidende) af 8. 5. 1985, nr. 107a].

Såfremt Domstolens svar måtte adskille sig fra, hvad jeg vil foreslå, må den venezianske retsinstans derfor træffe afgørelse i hovedsagen ud fra forholdet mellem fællesskabsret og intern ret, således som det er fastlagt i ovennævnte dom.

Den italienske regering og Kommissionen har heroverfor anført, at ingen af direktivets bestemmelser er til hinder for, at medlemsstaterne tillægger ansatte i private banker den omtvistede benævnelse. Der kan desuden ikke udledes et sådant forbud af den sammenhæng, retsakten indgår i; de har i den forbindelse blot bemærket, at retsakten på ingen måde skal træde i stedet for nationale bestemmelser, men kun skal sikre en samordning af dem.

Direktivet indeholder imidlertid ingen bestemmelse, som — blot perifert eller indirekte — vedrører ansættelsesforholdet for kreditinstitutters ansatte samt deres status. Heller ikke det resultat, der tilsigtes med direktivet, nemlig fri udøvelse af kreditvirksomhed inden for hele EF — medfører, at sådanne ansatte er fritaget for at overholde gældende straffelovgivning i etableringslandet, i hvert fald, når sådanne bestemmelser ikke er affattet eller anvendes på en måde, der er udtryk for forskelsbehandling. I italiensk ret har den omtvistede benævnelse desuden udelukkende betydning i strafferetlig henseende, undertiden som en del af gerningsindholdet, undertiden som en skærpende omstændighed. Ud fra et EF-synspunkt berører benævnelsen således ikke andre medlemsstaters kreditinstitutter; den begrænser derfor ikke deres adgang til frit at optage bankvirksomhed i Italien.

De tiltalte er ikke enige heri. Men deres argument om, at bankvirksomhed er forretningsmæssig virksomhed, kan efter min opfattelse ikke lægges til grund. Som bekendt er det på det grundlag, at der i direktivet er fastsat bestemmelser om, at de, der modtager indlån og yder lån, har ret til uden begrænsing at etablere sig i en hvilken som helst medlemsstat. EF-retligt er der imidlertid ikke af den grund principielt noget til hinder for, at der efter national lovgivning kan tillægges de nationale domstole — og navnlig i strafferetlig henseende — en kontrolbeføjelse med hensyn til bankers drift. En sådan beføjelse vil kun være uforenelig med traktaten og ovennævnte direktiv, hvis etableringsretten herved begrænses; men — som jeg har netop har bemærket — dette er utvivlsomt ikke problemet i den foreliggende sag, selv om det antages (uden at det dog nødvendigvis må anerkendes), at domstolene i henhold til den italienske straffelovs artikel 315 faktisk kan kontrollere udøvelsen af kreditvirksomhed.

Jeg er helt klar over, at der blandt de erhvervsdrivende og jurister i Italien er en livlig diskussion med hensyn til benævnelsen af ansatte i private banker som personer, der virker i offentlig tjeneste eller har offentligt hverv, og personligt finder jeg de argumenter overbevisende, hvorefter benævnelsen er en anakronisme eller i hvert fald overdreven i forhold til nutidens krav om beskyttelse af kreditvirksomhed. Det står imidlertid fast, at problemet er rent internretligt, og at det alene tilkommer den nationale lovgiver at løse det.

Rådets direktiv 77/780 af 12. december 1977 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut er ikke til hinder for, at kreditinstitutters ansatte tillægges status som offentligt ansatte eller som personer, der virker i offentlig tjeneste eller har offentligt hverv med henblik på anvendelsen af en medlemsstats straffelovgivning.